Wandahl FØR OG EFTER SELMA (Læseprøve)

Af samme forfatter

Af samme forfatter:

For unge Hjerte i vente (2009, 2016) Ask konge taber (2013) Som en tikken under huden (2014) Havets Tåre, samlet udgave (2015) Et stykke af månen (2016) Forræderiske hjerter, skrevet sammen med Sandra Schwartz (2017) Sprækker i virkeligheden, noveller skrevet sammen med Caroline Ørsum (2018)

For børn Så fandens forelsket (2009) Et blodigt spil (2010) Til min bedste veninde i verden (2015) Tvillingefuglene, skrevet sammen med Kirsten Wandahl (2017) Troldegrene, i samarbejde med Anna Margrethe Kjærgaard (2017)

Serier Veninder for altid (2010-2012) Søstre på De Syv Have 1-3 (2012-2014) Havets Tåre 1-3 (2013-2015) Alt om at være pige (2016-2017)

Titelblad

camilla wandahl Før og eFter selma høst & søn

3

Zoom_Foer og efter Selma_omslag_FINAL.indd 2

23/03/2018 15.58

Kolofon

Før og efter Selma © Camilla Wandahl og Høst & Søn/ROSINANTE & CO , København, 2018 1. udgave, 1. oplag, 2018 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-700-0 Printed in Latvia 2018 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Lix: 25

Tak til Statens Kunstfond

www.camillawandahl.dk

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. | DK-1150 København K rosinante-co.dk

Gennem huden »Er du sikker?« spørger jeg, mens jeg tager sikkerhedsnålen op af den lille plastikpose. »Hold kæft, du er langsom.« Selma tager et hårdt sug af cigaretten og maser gløden ind i den hvide emalje på håndvasken. Der bliver sort, der hvor den rammer. Jeg håber, jeg kan gnubbe det af, når Selma er gået. »Er du bange for blod, eller hvad?« Jeg presser isterningen hårdt mod Selmas øreflip, så øret bliver gennemkoldt og bedøvet. Så stikker jeg sikkerhedsnålen ind i den lille flamme fra det pink duftlys, jeg nakkede i Netto på vej hjem fra skole. Da jeg tager den ud, er den først rødglødende og så bare sort.

Jeg vil spørge, om hun virkelig er sikker, men ordene bliver siddende i min hals, for hun gør et kast med hovedet, som om jeg er langsom, og så gør jeg det altså bare.

Nålen borer sig gennem huden, der siver en lille bloddråbe ud. Jeg presser imod med en korkprop, som vi har pakket ind i plastik. Jeg ved sgu ikke, 5

om det har gjort den hygiejnisk, men man hører så meget om det pis.

Da der først er prikket hul, skal jeg trække nålen igennem. Huden følger med, som hud nu gør, og Selmas kæbe strammer op. »Gør det ondt?« spørger jeg. »Skynd dig nu bare, smukke.« Hun famler en ny cigaret op af pakken.

Så er sikkerhedsnålen i gennem, jeg lukker den, dupper med klorhexidin og træder et skridt tilbage.

Selma ruller sine skuldre og rejser sig så med smøgen i hånden, selvom den endnu ikke er tændt.

Hun strækker nakken foran spejlet, blotter halsen, så man kan se tatoveringen af en diamant under hendes øre. Sikkerhedsnålen sidder i øreflippen lige over den lille blå sten. »Nice. I forhold til, at det er dit første forsøg.« Hun vender sig mod mig.

Der er et crazy glimt i hendes øjne, som jeg efterhånden har vænnet mig til. »Hvad skal vi så gøre med dit look? Jeg keder mig,« siger hun.

Jeg griner og rækker ud efter hendes æske med smøger. Slår én ud i hånden og tænder den i duftlyset. Bliver væltet bagover af lugten og må et øjeblik knibe øjnene sammen.

6

Roser har en kvælende lugt, jeg kan huske det, fra da jeg var lille, dengang vi boede i parcelhuset. De klatrede op ad det hvide stakit, helt op til mit vindue.

Om sommeren, når min far åbnede vinduet, så jeg ikke skulle blive stegt i løbet af natten, løb deres tunge duft ind i rummet sammen med nattens kølighed. »Håret måske?« Jeg løfter op i mine dreadlocks, som Selma hjalp mig med at lave.

Vejer dem i hånden. Kan ikke finde ud af, om jeg vil savne dem for meget. Én af dem indeholder en tot af Selmas hår, totalt sammenfiltret gnedet ind i mit. »Vi kan klippe det af?« foreslår jeg, selvom jeg ikke har lyst. »Tag dig dog sammen.« Selma ser på mig. »Det mener du sgu da ikke.« Jeg trækker på skuldrene. »Det er sgu da for plat at klippe sit hår af. Hvis man ikke har kræft eller sådan noget. Og det tog også hundrede år at lave dem.« Selma slukker duftlyset med to fingre. Hun lader det stå på kanten af håndvasken, midt i støvet. »Du er nogle gange så forudsigelig, Laura.« Da vi lidt senere står på mit værelse, siger hun: »Hvad hvis jeg spurgte, om vi skulle knalde nu?« 7

»Det gør du jo ikke.« Jeg sætter mig på kanten af min uredte seng. Tager en pude og kyler den i hovedet på hende.

Jeg fortryder med det samme. Det var sådan noget, Lærke og jeg gjorde, når den ene havde sagt noget åndssvagt. Selma er anderledes end Lærke. »Næh, for jeg er ikke homo, og du er for kedelig til, at jeg gider at eksperimentere.« Hun lægger tryk på det sidste ord, og jeg kan ikke lade være med at grine.

Hun tager en læbestift op af tasken og går hen til spejlet, der dækker halvdelen af mit klædeskab. Bøjer sig frem, så jeg kan se stykket af hud mellem hendes slim jeans og den sorte frynsetop. Hun smører et tykt lag læbestift på, presser læberne sammen, laver kyssemund.

Ville jeg knalde hende, hvis hun spurgte?

Jeg er ikke til piger. Men jeg er heller ikke til fyre, ikke mere. Generelt synes jeg, sex og kærlighed er alt for opreklameret. Men når Selma spørger om noget, så gør man som regel, hvad hun beder én om. Det er vel lidt en del af dealen i vores venskab.

At det er hende, der instruerer. »Er jeg lækker nok til Oliver?« Hun vender sig om med den ene hånd i taljen.

8

Hendes bryster er strammet godt op under den sorte top. Håret er lyst, men man begynder at kunne se det mørke hår som en smal udgroning i toppen.

Hendes øjenbryn er mørke, og også hendes øjne. »Selvfølgelig,« siger hun selv som svar på sit spørgsmål, inden jeg når at sige noget.

Så vender hun sig mod spejlet igen og studerer noget inde i sit øje.

En underlig, kortvarig stilhed lukker sig omkring os.

Jeg ser på skråvæggen over min seng, hvor jeg er begyndt at skrive alle de tanker ned, jeg får. Man kan ikke længere skelne det ene ord fra det andet, fordi jeg har skrevet oven på og oven på igen og igen. Noget af det er skrevet med neglelak. Andet med guldspray. Det meste med den sprittusch, jeg altid går rundt med i lommen på min læderjakke.

Det klør i fingrene efter at sætte endnu et tag.

Men så vender Selma sig mod mig, og der er et nyt, skingert blik i hendes øje – det minder mig om lige dele rædsel, vrede og had, og af en eller anden grund er det rettet mod mig. Hendes stemme er iskold, da hun siger: »Og du holder bare din klamme fisse fra Oliver.«

9

Et lækkert, kedeligt dydsmønster Jeg vikler det sort-ternede tørklæde tættere omkring halsen og knapper min herrejakke. Jeg ved sgu ikke, hvordan den ko, der har lagt skind til jakken, har holdt varmen om vinteren, for jeg pissefryser på vej hen til festen.

Selma snakker i mobil, den er beklædt med et pink plyscover, som jeg stjal til hende i Glitter, da hun havde fødselsdag i sidste uge. Hun siger hele tiden: »Tal højere, for fanden.« Jeg stikker hænderne dybt ned i lommerne og tænker på, hvor patetisk og vel egentlig også illoyalt det er, at jeg elsker denne her jakke. Og at man hellere burde anskaffe sig en ko som kæledyr end at forelske sig i dens afflåede skind.

Den tanke er ikke bare patetisk, men direkte ulækker. »Hvad siger du?« råber Selma ind i telefonen. Så tager hun den væk fra øret, løfter hånden og kaster den hårdt ned i asfalten.

10

»Fucking lort!« siger hun og samler den op. »Er der sket noget?« Jeg rækker ud for at tage mobilen, men hun trækker den hurtigt væk.

Hun åbner det tykke cover. Den lange, mørkerøde negl klikker utålmodigt på skærmen. »Nej,« siger hun så, da displayet vågner til live.

Så lægger hun mobilen i lommen med en ligegyldig bevægelse. »Den virker stadig.« Musikken dunker som en svag puls. Som om verden ånder en lille smule hurtigere og højere, jo tættere vi kommer på Olivers lejlighed. Det gør min puls også. Ikke ved tanken om Oliver, for det er sgu længe siden, jeg var vild med ham. Men ved tanken om Selmas ord foran spejlet. De er ligesom stivnet inden i mig. »Så.« Selma skraber sin cigaret hen over betonmuren, så gløden efterlader en tynd, sort streg og bringer mig tilbage til nutiden.

Jeg skodder min cigaret i den samme bevægelse.

River gløden hen over muren. Beton er fast og standhaftigt. Det bliver sgu stående de næste tusind år, som min mor ville have sagt. Og alligevel er det hullet på en måde, så det nærmest ser skrøbeligt ud.

11

»Tyggegummi?« Selma rækker pakken frem mod mig.

Jeg tager imod den og spiser tre stykker. Selvom man ikke skal score, er cigaretånde altså for gamle mennesker.

Vi træder ind i en lugt af røg og dunkende, høj musik. Træder hen over jakkerne, der ligger smidt i entreen og direkte ind i Olivers etværelses. »Fuck, her stinker.« Selma maser sig ned mellem Oliver og Oscar i sofaen. »Åbner du ikke lige vinduet?« Hun prikker en pige på skulderen.

Først ser pigen overrasket ud. Så smiler Selma og siger: »Er du døv?« og så rejser pigen sig og går hen og åbner vinduet. »Fed røv,« siger Selma og peger på pigens jeansrøv, der vipper op og ned, da hun går. »Hval, nærmest.« Selma læner sig tilbage i sofaen og studerer sine negle, som om hun keder sig.

Jeg står stadig op, klemt inde mellem Oscars knæ og tre personer, jeg ikke kender. De spiller drukspil på gulvet. »Selma!« Amalie, Selmas veninde fra folkeskolen, og en anden pige med en stor piercing i overlæben kommer hen til os.

12

Amalie kaster sig rundt om Selmas hals og giver hende et kys på de mørkerøde læber. »Hey, de er forbeholdt en vis person,« siger Selma med et grin, men hun kigger ikke på Oliver imens.

Amalie og piercing-pigen maser sig videre i mængden hen mod den lave vindueskarm, hvor de sætter sig sammen med nogle andre. »Er du gået helt osterøv?« Selma trækker mig ned på Oscars skød. »Osterøv?« spørger jeg. »Osterøv?« gentager Oscar. »Din røv er sgu da nice.« Han tager fat om mine hofter og gør bolle­ bevægelser med underlivet. »Og hendes bollehåndtag, se lige ,Oliver.« Oscar tager hårdere fat omkring mine hofter. Oliver ser på os og rynker panden. »Hold nu kæft, Oscar.« Jeg giver ham en lammer, og han griner og slipper. »Osterøv = kedelig = Laura,« uddyber Selma. »Hende kommer du ikke til at knalde.« Hun vender sig mod Oliver: »Har du noget sprut?« »Ude foran.« Oliver nikker i retning af døren og fortsætter sin samtale med Magnus. »Osterøv?« Selma lægger hovedet på skrå og ser på mig.

13

»Hold nu kæft,« siger jeg, men rejser mig alligevel.

Jeg maser mig gennem den minimale entré og åbner døren. Den kølige aprilnat slår mig i møde, men der er lige så fyldt af mennesker udenfor som indenfor. Øllene står stablet i tre paller med dåser op ad betonmuren. »Hey, vi skal se noget gangbang!« En fyr vælter forbi mig og ind i stuen med en iPad i hånden.

Jeg rækker ud efter to øl. Men i det samme er der en stor fyr, der kommer ud ad døren og går ind i mig.

Jeg taber øllen på asfalten, og på en eller anden måde går der hul på den, og det sprøjter med øl, så mine leggings bliver helt våde. Jeg bukker mig ned for at samle dåsen op. »Jeg troede, dåser kunne klare en meteorstorm.« Jeg ser op fra min sære bukkede stilling. Over mig står en dreng, jeg ikke har set til Olivers fester før.

Han kigger direkte på mig, holder mig fast med sit blik. Hans øjne er en mærkelig blanding af brunt og gyldent som et helt knust efterårsblad. Håret er klippet kort i siderne og står op i en asymmetrisk frisure i midten, der ikke rigtigt er en hanekam. Det hele er mørkebrunt undtagen en koksgrå stribe, der 14

hænger ned i hans ansigt som en løs tot. Af en grund, jeg ikke fatter, gør den der koksgrå tot mig stakåndet.

Jeg famler med øllen. Den sure lugt fylder min mund, og min hånd er helt klæbrig. Jeg vil sige et eller andet, men alle ord er forsvundet, og det eneste, jeg kan tænke på, er Selmas dom: kedelig.

Han kigger på mig, afventende, og jeg tvinger mine læber fra hinanden, mens jeg rejser mig op. »Asfalten er hård,« siger jeg.

Og føler mig som en idiot. Virkelig, seriøst blæst. »Sandsynligvis,« siger drengen med et grin og puster den koksgrå stribe væk fra ansigtet.

Jeg har lyst til at grave mig ned, da han tilføjer: »Skal vi afprøve den?« Og inden jeg når at fatte, om det er en eller anden vildt dårlig skal-vi-knalde-replik, kaster han sig ned på sin ene hånd i en virkelig underlig håndstand, hvor han ligesom hænger vandret i luften, inden han i en slags kraftspring vender om og igen lander på benene foran mig. »Jep,« siger han. »Asfalten er hård. Måske du skal tage en anden?« Han peger på øllen i min hånd. »Nå ja.« Jeg sætter den halvtomme, ødelagte dåse fra mig og piller en ny ud af plastikken.

15

Den sidder fast, og jeg ville ønske, jeg bare kunne tage den megahurtigt fri. På en eller anden smart måde.

Da jeg rejser mig, kigger han stadig på mig. Den koksgrå tot har revet sig løs igen, men han ser ikke ud, som om han bemærker det. Der er et nysgerrigt glimt i hans øjne, de føles enormt granskende.

Og så gør jeg noget, jeg ellers sjældent gør længere: Jeg løfter hagen og møder hans blik.

Han er tyve centimeter højere end mig, så jeg må læne hovedet lidt tilbage. Den pisgule lampe på betonmuren kaster et hvidgult skær på hans hud, så den ene halvdel af hans ansigt er i skygge.

Hans øjne er mørkere, end jeg troede. Nu, hvor jeg kigger direkte på ham, kan jeg se et lille stykke af natten i dem. Hans hud har en mærkelig oliven­ glans der, hvor det pisgule lyser den op, og kindbenene er høje. »Navn?« Han vipper med øjenbrynet, og jeg opdager, at der sidder en lille piercing med en sten i.

Sådan en diamantagtig en. Jeg har aldrig set en dreng med en diamant i øjenbrynet, og jeg har svært ved at rive mit blik fri. »Den mundlamme hedder Laura.« Selma lægger en arm omkring mig. Jeg vakler på mine høje hæle 16

og falder halvvejs ind i hendes kavalergang. »Hun er et lækkert, kedeligt dydsmønster. Det prøver vi at lave om på. Vil du være med?« Selma blinker frækt til ham.

Jeg har lyst til at forsvinde. Det kan godt være, at asfalten er hård, men lige der håber jeg, at den vil forvandle sig til flydende lava og skylle mig med sig i et brændende virvar af varme sten. »Nej tak.« Han rækker mig den øl, det aldrig lykkedes mig at få fri af pakken. Så går han. Forsvinder blandt menneskene, og jeg føler mig underlig hul indeni. Hvorfor stirrede jeg på den dumme sten i hans øjenbryn? Hvorfor helvede ikke hans øjne? De der gyldne efterårsblade ... min mave knuger sig sammen, og Selma stikker en åben øl i hånden på mig: »Her, drik.« Jeg løfter dåsen til munden og bunder. Selma gør det samme og flår plastikken af to øl mere. »Drik hjernen ud,« siger hun. »Ud og ud og ud ...«

17