Vores sommerhus by Lunds Grafisk

VORES SOMMERHUS – en erindringsfortælling om Hellegårdens Grundejerforening 1930-2020

Oversigtsbillede over familiegrunden fra Skiveweb.

VORES SOMMERHUS, 2021, 1. udgave, 1. oplag (40 stk.) Forfatter: Sven Primdal · Layout/design: Lunds Grafisk · Print: Trekantens Lyntryk 68

Indholdsfortegnelse

Forord

Historie og baggrund

Erhvervelse af familiegrunden Udstykning Vandforsyning Elektricitet Markvejen

De 5 sommerhuse

Bakkehuset Hellebo Dalbo Cassiopeia Nr. 15

Foreningens generalforsamling

VedtĂŚgter

Husorden

Familiearbejdsdag

Skoven

Fjorden

Efterord

14 17 18

25 31 35

Forord Fortællingen om ’vores sommerhus’ – en fælles betegnelse for de 5 huse som tilsammen udgør Hellegårdens Grundejerforening – er en erindringsfortælling om foreningen og ikke mindst om de mennesker, som gennem de sidste 90 år har været med til, på tværs af generationer, at gøre familiesommerhusene, som er placeret på en lyngskråning ned mod Limfjordens vande, til familiens allerkæreste sted. Teksterne, billederne og anekdoterne i dette hæfte er alle et resultat af personlige bidrag fra familiemedlemmer. Tak til alle for bidragene! På generalforsamlingen i Hellegårdens Grundejerforening i juni 2020 blev der stillet forslag om, at familiens fælles historie ved Grynderup Strand burde skrives ned til gavn og glæde for kommende generationer, da sommerhusene nu så småt begynder at blive overtaget af 4. generation, og snart kan nok ingen i familien længere huske, hvornår de forskellige begivenheder udfoldede sig. Som fx: Hvornår blev familiegrunden købt? Hvornår blev grunden egentlig udstykket i 5 matrikler? Hvornår fik husene lagt vand ind – og strøm i kontakterne – i stedet for stearinlys, petroleumslamper og en simpel håndpumpe? Hvem byggede hvilket hus – og hvornår? Har den ”store sten” altid ligget der i vandet? Hvor er Mågeøen egentlig blevet af? Og ikke mindst – Bider grævlingen til det knaser? Som foreningens formand fik jeg overdraget det spændende hverv at samle alle tråde og sammenfatte de mange forskellige facts, historier og anekdoter som beskriver og indrammer livet ved fjorden de seneste 90 år. Tak for tilliden!

Fortællingen skal give eftertiden et indblik i, og en forståelse af, hvordan familien, dør om dør, igennem generationer har holdt ferier med udsigten fra Hellebjerget over Sallingsund – til stor gensidig glæde for alle. Først var det i 30’erne en familie fra Lyby skole med 5 børn. Denne blev til 5 familier med i alt 13 børn som med tiden er blevet til 18 voksne og 18 børn. 4. generation af Dalgård-familien er i disse år i gang med at sætte et nyt præg på husene og omgivelserne. Familiegrunden har i alle årene haft en helt særlig betydning for familiens møde og tætte samvær mellem søskende, svogre og svigerinder, kusiner og fætre og nu også næstsøskendebørn. Derfor er Hellebjerget også et godt udsigtspunkt at skue ud i fremtiden fra. Forhåbentlig vil de 5 huse med egen skov og strand i årene fremover fortsat være befolket med efterkommere af Signe og Esper Dalgaard, som i 1931 erhvervede en bar lyngskråning ned mod Limfjorden. God læselyst! Sven Primdal ”Hellebo” Viborg, januar 2021

Historie og baggrund Erhvervelse af familiegrunden

Som nævnt i forordet begyndte det hele i starten af 1930’erne, da Signe og Esper Dalgaard i 1931 købte et stykke klit- og bakkeområde på ca. 4,4 tdr. land (23970 m²) af Esper Dalgaards 8 år ældre søster, Katrine og svoger Jens Jensen på Hellegård i Sæby nordøst for Glyngøre. Familien Jensen fik senere lov til at tage navnet Hellegård efter navnet på familiens gård. Signe og Esper Dalgaard så muligheder i det meget specielle landskab i kløften ned til Limfjorden med Mors som nærmeste nabo på den anden side af vandet og med Fur i horisonten mod nord. I de første år efter købet af grunden, som familien Dalgaard betalte 500 kr. for, og som de året efter, efter sigende, fordoblede, da familien var blevet så glade for stedet, kørte de, så ofte det lod sig gøre, i familiens Ford T 1230 fra Lyby skole til Grynderup Strand. Her slog de et spidstelt op og nød campinglivet. Bilen blev læsset med kurvekuffert, kasser og madrasser. Teltstængerne af træ blev medbragt hjemmefra, surret fast til bilens undervogn. Var der ikke plads i bilen, måtte man tage til takke med toget fra Lyby til Glyngøre. Drømmen om et sommerhus blev skabt! I 1936 byggedes familiens første sommerhus, Bakkehuset. Omregnes værdien af de 2 x 500 kr. til deres nuværende værdi i 2020-kroner, svarer det til ca. 40.000 kr. Grundværdien af jorden har således været noget lavere i 1931, end den er i dag. Måske har den snigende depression og krise i 30erne været én af grundende til, at familien Hellegård solgte en lyngskråning fra. Tusinde kroner kunne dengang række langt. Så var der vel også noget familiemæssigt, som kunne have betinget og forklaret handlen. Dertil at det jo ”bare” var et overdrev – en relativt ”værdiløs” lyngskråning, til brug for husdyrgræsning, som blev solgt fra Hellegård. Den senere ejer af Hellegård, Svend Gade, har oplyst mig om at der skulle have fundet en yderligere handel sted mellem de to familier i 1930’erne. Det skulle have drejet sig om købet af 4 tdr. land; nemlig området mellem det sted, hvor skoven begynder og så ”Kristians vej”. Handlen gik dog efter sigende tilbage kort tid efter. Det har ikke været muligt at verificere denne historie, endsige knytte den an til bestemte personer.

Dalgaard-familien i Ford T 1230 med afgang fra Lyby skole med kurs mod Grynderup.

kabet af Det hĂĽndgribelige bevis pĂĽ ejers 1931. ber okto 19. et dater , nden familiegru

På billedet ses fra venstre mod højre Laurids, Esper Dalgaard, Kristian, Karen, Moster Dagny, Kristian Nikolaj Krogh, Marie og Signe Dalgaard. Ældste søn, Svend er ikke med på billedet, han studerede på Københavns Universitet. Billedet er fra før 1933.

Bakkehuset bygges med stråtag ...og skorsten, dog blot til pynt!

Esper Lauridsen Dalgaard blev født på gården Dalgaard i Nautrup i 1887, og han arbejdede indtil sit 20. år hjemme på sin fars gård, hvorefter han tog et ophold på Hadsten Højskole. Han blev derefter uddannet lærer på Winthers Seminarium i Silkeborg og dimitterede i 1913 sammen med Jens Kristian Krogh (hans senere svoger, “morbror Jens”). Efter uddannelsen var han lærer på Hadsten Højskole i vinteren 1913-1914, og dernæst enelærer i Vile fra 1914-1916. Signe Kirstine Krogh var datter af lærer Christian Nikolaj Krogh, Tøndering Skole. Før ægteskabet havde hun blandt andet tjent som pige hos provisor Lassen i Skive og hos pastor Mortensen i Durup. I 1908 var hun på Ollerup Højskole, og senere husjomfru på gården “Hessel” i Himmerland. Indtil sit ægteskab styrede hun huset for faderen under moderens sygdom, samt efter dennes død. Den 6. marts 1914 blev det unge par gift i Tøndering Kirke. Fra 1. november 1916 blev Esper Dalgaard ansat som førstelærer i Lyby. Det var den gamle skole med de primitive rammer, men tanken om en snarlig ny skole har uden tvivl hævet loftet et par tommer i den gamle rønne, og det var en stor dag for lærerparret med indtoget i de nye og smukke omgivelser i den skole, der blev opført i årene 1918-20. Esper Dalgård var medlem af Lyby Menighedsråd fra 1922-49 samt kirkesanger de følgende 24 år. Han blev formand for Skolebiblioteksforeningen for Salling og Fjends Herred, og han har tillige været formand for Nordsalling Læsekreds. Signe og Esper Dalgaard havde deres to førstefødte, Svend og Karen, med fra Vile, og de fik yderligere børnene Laurits, Marie og Kristian i Lyby. Esper Dalgaard var lærer i Lyby i 36 år indtil han lod sig pensionere i 1952. Da Signe Dalgaards far, lærer Christian Nikolaj Krogh, blev pensioneret fra Tøndering Skole ved Durup, flyttede han i 1924 ind hos sin datter og svigersøn på Lyby Skole, hvor han levede indtil 1933. Lærer Krogh var i høj grad med til at præge familiens liv samt livet på skolen. Chr. Krogh var især kendt for sit samarbejde med Nationalmuseet om fredning af gravhøje. Esper Dalgaard var en afholdt mand både i kirkearbejdet, i sit skolearbejde, ved arrangementer med skolen som centrum, kulturelle arrangementer i Lyby, samt i forbindelse med sine organisatoriske tillidshverv. Med baggrund i arbejdet på faderens gård under sin opvækst i Nautrup havde han en naturlig baggrund for sit forhold til landmændene og borgerne i Lyby. Signe og Esper Dalgaard passede den store have ved Lyby skole med stor omhu. Der var mange frugttræer og buske, stikkelsbær, ribs, brombær, hindbær, et drivhus med tomater, grøntsager, og bistader.

Den have var en inspiration for sønnen, Laurids, til det, der i dag er Lyby Frugtplantage, og som drives af sønnesønnen Klaus Dalgaard sammen med hans kone, Else. Dalgaard-familien viste ved sit eksempel, hvordan den danske befolkning kunne leve sundt i et halvt århundrede med 2 verdenskrige. Esper Dalgaard var en venlig mand, der havde let ved at tale med børn og voksne. Men han havde også klare holdninger til opdragelse, og hvordan livet skulle leves. Når han satte sig ved katederet i klasseværelset i Lyby skole, tog han lommeuret op af vesten og lagde det foran sig, så han bedre kunne styre undervisningen. Han var en samfundsstøtte, og et kongetro medlem af samfundet med et kong Christian 10. dannebrogs-emblem i opslaget på jakken. Esper Dalgaard deltog også i bredere kulturelle aktiviteter som medlem af amatørsymfoniorkesteret ’Salling Spillemænd’ sammen med sin svigerinde Dagny Krogh (Moster Dagny) sønnen Laurits og svigerdatteren Else. Laurits’ svigerfar, Niels Thygesen, var dirigent og orkestrets grundlægger. En vigtig del af Esper Dalgaards tillidshverv var arbejdet for brugsforeningen. Han var fra 1918 formand og regnskabsfører for Lyby Brugsforening. Han har ligeledes været revisor i Jebjerg-Lyby Sparekasse fra 1919. Man kunne ofte se ham sidde ved skrivebordet og føre regnskab med blækpen og hovedregning, uden at have behov for regnemaskine, eller at foretage rettelser. I 1950’erne repræsenterede Esper Dalgaard en del af Nordjylland i FDB’s repræsentantskab. Han var repræsentant for FDB’s 9.kreds, omfattende Salling, Fjends og Mors. I denne egenskab drog han ofte til København, til bl.a. det årlige Repræsentantskabsmøde. I de første år var Esper Dalgaard meget glad for dette arbejde, men efterhånden som de lokale brugsforeningers indflydelse mindskedes i FDB’s ledelse, mistede han noget af den store ildhu, som han havde udvist. Lyby, Salling, og Nordjylland fik mindre at skulle have sagt, uden at Esper Dalgaard kunne forhindre det. Denne udvikling startede gradvist i begyndelsen af 50’erne, hvor en ny type akademiske ledere efterhånden overtog magten fra de traditionelle folkevalgte ledere, som var opvokset og ”skolet” gennem højskole- og andelsbevægelsen. Da Signe og Esper Dalgaard skulle pensioneres, flyttede de sammen med sønnen Laurits, dennes kone Else samt børnebørnene, Klaus og Mariane, i et dejligt nybygget hus med en smuk udsigt over Limfjorden mod øst og den ny anlagte frugtplantage i Øster Lyby. Laurids havde, som helt ung, grundlagt den første plantage på en grund ved siden af Lyby Skole. 10

De første år sov børn og voksne side om side i “sovesal”.

.. Familien nyder udsigten mod vest. venstre. til aard Dalg e Sign og Det er Esper . Marie og h Krog ian Krist Til højre bl.a.

Familien i alle aldre samlet om langbordet i Bakkehuset. Til højre ses Lasse, Peder og Jean (familiens franske dreng).

Signe og Esper Dalgaard i haven i Ø. Lyby. De levede et jævnt og muntert virksomt liv på jord!

Esper Dalgaard med høj cigar førin

g på Bakkehusets terrasse mod syd.

I 1931 erhvervede Signe og Esper Dalgaard, som tidligere nævnt, en stor lyngskråning ved Grynderup strand nord for Glyngøre. Her byggede de nogle år senere et dejligt sommerhus. Grunden er senere udstykket i 5 parceller, en til hver af deres 5 børn. Her kunne de knytte hele familien af svogre og svigerinder, onkler og tanter, børn og svigerbørn, fætre og kusiner tæt sammen om den skønneste plet med en usædvanlig smuk udsigt over Limfjorden mod vest. I dag udgør de 5 sommerhuse, som tidligere nævnt, Hellegårdens Grundejerforening til stor fornøjelse for Signe og Esper Dalgaards efterkommere. Det er mange år siden, at der blev sovet side om side i stuen i Bakkehuset, som på billedet, for alting har en tid. Nu leves livet rundt om i de moderne sommerhuse, som alle har det tilfælles, at de er et produkt af to menneskers store fremsynethed. Det er vi dem evigt taknemmelige for! Esper Dalgaard blev under et ophold i Bakkehuset i sommeren 1966 meget dårlig efter et slagtilfælde. Lasse fortæller følgende: ”Det kom som lyn fra en klar himmel, medens farfar spiste frokost sammen med farmor i Bakkehuset. Som jeg husker det, har jeg været alene med min mor i vores hus – ellers ville far have taget affære. Farmor kom hen til os for at bede om hjælp. Farfar sad stadig for enden af spisebordet, men hans ene arm var slap og ligeledes ansigtet i samme side. Vi fik ham ind i seng, og jeg kørte i min Citroen 2CV til købmanden i Sæby for at få læge Spencer fra Jebjerg til at komme. Da han kom til markvejen, kørte jeg foran så hurtig jeg kunne tilbage til Bakkehuset, og derefter gik der nogen tid før ambulancen kom. Farfar kunne stadig huske sit sygekasse-nummer til ambulancefolkene. Da lægen kørte, så han på min lille 2CV og udtrykte, at jeg vist havde kørt for hurtigt, og at mit dæk så ud til at være punkteret. Jeg tror, at han var sur over, at jeg havde støvet hans fine bil med støv fra markvejen. Sådan kan det være nogle mærkelige ting, man husker, i sådan en alvorlig situation. Farfar blev indlagt på Skive Sygehus og det blev vist hurtigt klart at det var meget alvorligt”. Esper Dalgaard døde kort tid efter den 9. juli 1966. Signe Dalgaard overlevede ham i 3 år. Hun døde den 20. november 1969. De ligger begravet på Lyby kirkegård. Efter aftale med familien er gravstedet overtaget af kirken i 2019. Menighedsrådet kontaktede familien med en meddelelse om, at man havde et ønske om at bevare stedet som et bevaringsværdigt gravminde. I kirkens våbenhus findes en levnedsbeskrivelse af Signe og Esper Dalgaard. 13

Udstykning I marts 1970 mødtes de 5 søskende samt ægtefæller omkring langbordet i Bakkehuset med et eneste punkt på dagsordenen: Udfærdigelse af regler for områdets anvendelse. Med Signe og Esper Dalgaards død, og deres børns overtagelse af området, og med nu 4 huse (snart 5) på familiegrunden, blev der af alle udtrykt behov for at nedskrive retningslinjer for anvendelsen af husene og området. Således blev følgende aftalt og underskrevet af de 5 søskende og deres ægtefæller den 28. marts 1970: Pkt. 1. P å grunden må ikke opføres mere end 5 sommerhuse, nemlig 1 til hver af Esper og Signe Dalgaards børn. Til hvert hus må opføres ét gæstehus på ikke over 25 m² og evt. en garage. Pkt. 2. Grunden, eller dele af grunden, kan ikke sælges til andre end ovennævnte arvinger eller deres børn. Pkt. 3. B etaling af bygningsskyld deles i 5 lige store dele, der betales af hver af ovennævnte arvinger. Pkt. 4. Betaling af grundskyld dele i 5 lige store dele, der betales af hver af ovennævnte arvinger. Pkt. 5. Betaling af varige forbedringer af fx veje, etablering af vandværk eller lignende, deles ligelig mellem de 5 arvinger. Pkt. 6. D e årlige vedligeholdelser af veje og lignende betales hvert år i forhold til den brug, man har gjort af tingene. Pkt. 7. I tilfælde af uoverensstemmelser om fortolkning af ovenstående, om udlejning eller udlån af et eller flere af sommerhusene, skal dette forelægges de 5 søskende, der afgør tingene med almindeligt stemmeflertal. Disse aftaleforhold var første skridt på vejen mod en udstykning af området i 5 parceller. Dette var en naturlig udvikling set i forhold til de 5 søskendes ønske om at få hver sit sommerhus. Der gik dog næsten 10 år før udmatrikuleringen tog sin begyndelse med kontakten til landinspektør Lorens Friis, Vejle, som via Albertsen & Flarup Arkitekter fik udarbejdet den første skitse/beliggenhedsplan for Matrikel nr. 3 D, Holmgaarde, dateret den 15. januar 1980. Årsagen til den forsinkede udstykning, som ellers var et stort ønske i familien, skyldtes, efter sigende, en relativt høj beskatningsafgift (jævnfør ejendomsavancebeskatningsloven) i forbindelse med udstykningen af familiegrunden. 14

Grundarealet blev opmålt til 23970 m², og den første skitseplan (dog senere ændret) afsatte 1250 m² til hvert sommerhus med fælles vej/stier samt et fællesareal på 17470 m², som hovedsageligt bestod af området i dalen nedenfor lyngskråningen samt området omkring Hellebjerget. I foråret 1983 blev der via landinspektør Lorens Friis og Sallingsund kommune fremsendt et ønske til Viborg Amtskommune om en anbefaling af udstykningen. Kommunen har forud for dette oplyst, at man kan anbefale udstykningen under forudsætning af, at der forinden udarbejdes en lokalplan for området. Man ønsker bl.a. at lokalplanen skal sikre, at områdets karakter af skovområde ikke ødelægges. På denne baggrund meddelte amtsrådet herved afslag i lighed med kommunen, da man finder, at der i forbindelse med en udstykning af området må fastlægges regulerende bestemmelser for områdets anvendelse, bebyggelsens omfang mv.

Guldbryllupsparret omkranset af børn og svigerbørn (1964).

Skærmkort fra Plandata.dk

Sallingsund kommune gik herefter med det samme i gang med udarbejdelsen af et forslag til lokalplan, som forventeligt kunne godkendes i løbet af efteråret 83’. Som forarbejde til lokalplanens godkendelse gik familien i gang med at udarbejde ”Aftaler om forhold vedrørende familiegrunden 3 D, Holmgaard Sæby”. Med udgangspunkt i de retningslinjer, som blev fastlagt i marts 1970, blev der med hjælp fra landinspektør Lorens Friis udarbejdet et sæt vedtægter for Hellegårdens Grundejerforening. På en stiftende generalforsamling den 4. september 1983 blev Hellegårdens Grundejerforening stiftet. Vedtægterne blev fremsendt til Sallingsund kommune, som kvitterede med at ønske vedtægterne ”strammet” lidt, da man, som det blev formuleret, forudså, at ”de 5 lodsejere fx om 10 år ikke nødvendigvis er lige så enige som i dag. Derfor gælder det naturligvis om ikke at forpasse chancen nu, men at få udformet vedtægterne således, at de tager højde for alle fremtidige problemer, der kunne tænkes at opstå”. Hermed var vejen banet for at den endelige udstykning kunne tage fart. Lokalplan nr. 27 blev vedtaget af Sallingsund kommunalbestyrelse den 7. september 1983. Herefter kunne udstykningen færdiggøres, og endelig udstykningsplan samt den nu godkendte lokalplan fremsendes til de 5 lodsejere den 23. maj 1984, nu med hver parcel på netto 1500 m² samt et fællesareal inkl. vej på 15038 m². Den 11. juli 1984 modtog de 5 arvinger måleblad samt bemyndigelseserklæring til underskrift af arvingerne. Udstykningssagen blev herefter af landinspektør Lorens Friis sendt til kommunen og fredningsnævnet, hvorfra man kunne forvente den retur ultimo august 84’. Herefter skulle sagen, bilagt bemyndigelseserklæringen, sendes til Landbrugsministeriet. Endelig godkendelse blev modtaget i begyndelsen af 1985. De fem familier kunne nu rettelig kalde sig sommerhusejere med passende fællesareal hørende til. Grundejerforeningens medlemmer blev indkaldt til den første reelle ordinære generalforsamling i Else og Laurids’ sommerhus fredag den 2. august 1985. De 5 huses repræsentanter valgte Laurids Dalgård som formand, Kristian Dalgård som kasserer og Svend Dalgård som sekretær. Herefter blev der holdt ålegilde i Bakkehuset! Den glade giver var Arne Pedersen som tak til bl.a. Else og Klaus for et stort arbejde med renovering af vejen den selvsamme dag. 16

Vandforsyning Familiegrunden lå for sig selv uden adgang til vandværksvand eller kloakering. Først langt senere blev husene tilknyttet vandværk. Signe Dalgård Knudsen skriver i sin erindring om Bakkehuset følgende: ”Jeg ser for mig mormor og moster Dagny vaske op i en zinkbalje ved stuebordet, med en zinkbakke ved siden af, hvor porcelæn og bestik blev lagt op på. Vandet hentede morfar i en zinkspand fra en brønd neden for bakken. Det var meget primitivt!” Ved foden af Hellebjerget, på højre side af stien kan man endnu fornemme brønden, som gav vand de første mange år. Der, hvor skråningen slutter og det flade terræn ved strandengen begynder, var der gravet en drikkevands brønd. I starten var det uden vandpost og man skulle med et behændigt kast få spanden til at lande, så den kunne blive fyldt med vand, som så blev halet op med et reb. Der hentede børnene vand til madlavning og til alle øvrige huslige opgaver. Der blev også flittigt vasket tøj.

Sven og mor vasker tøj ved brønden. Bemærk den omtalte zinkspand og zinkbakke.

I slutningen af 50’erne blev der etableret en vrikkepumpe, som drengene med lethed kunne betjene. Senere blev der monteret en benzinpumpe. Da bådhuset i nr. 13 (Cassiopeia) var bygget omkring 1965, blev der nedgravet en vandledning fra pumpen med tilslutning til en vandtank (en ajletønde på 1000 l), som blev placeret på spærene over loftsbjælkerne, i bådhuset hvorfra vandet ved almindelig faldtryk nu kunne løbe af sig selv via stikledninger ud i vandhanerne i de 5 huse. Midt i 70’erne blev der mulighed for at blive tilsluttet Grynderup Grundejerlaugs Vandværk, som lå på marken til højre for markvejen, og der blev nu gravet en ledning ned til den nye forsyning med deltagelse af alle med skovl og spade samt professionel hjælp af først smeden i Grønning, som desværre ikke havde tid til at færdiggøre arbejdet. Det blev afsluttet af smed Kristensen i Jebjerg. Nu kunne drengene uden skæld ud tisse i brønden og fange salamandere. Brønden blev sidenhen fyldt op med murbrokker og knuste flasker. I 1987 blev de 5 huse tilknyttet Glyngøre Vandværk, da det lokale vandværk på marken blev lukket på grund af nitratforurening. I dag får husene fortsat leveret vand fra Glyngøre Vandværk, dog styres alle opkrævninger mv. fra Skive Vand efter kommunesammenlægningen i 2007. Alle 5 huse har fortsat bundfældningstank og nedsivningsanlæg, som i dag tømmes af Skive kommune.

Elektricitet Som barn huskes i særlig grad hyggen i de små køjerum ved stearinlysets skær. Også aftensyslerne med læsning, brætspil og lignende foregik i skærene fra petroleumslamper. I køkkenet var der gasblus beskyttet af asbestplader(!) og køkkenvasken blev brugt som badekar. Først i 1972 blev der, ved fælles hjælp af alle, gravet strømkabel ned med stikledninger ind til husene. Det senest tilkomne sommerhus, nr. 15, er dog fortsat ikke tilsluttet El. Den manglende el-tilslutning var vist ikke så stort et problem dengang, da sommerhusene mest blev brugt som deciderede sommerhuse i perioden med de lyse nætter. Jeg husker Jean (Marie og Jens Peders franske dreng) fortælle, at han tydeligt ser for sig billedet af min far, som sidder og læser avis på terrassen udenfor huset, ved midnatstide. Det var han meget imponeret af. Det kunne man dog alligevel ikke i Paris! 18

Der blev i perioden før elektricitetens indmarch eksperimenteret med både petroleumslamper og gas lys. I Dalbo investerede man bl.a. 73,12 kr. i en ny og dyr gaslampe til den nye spisestue. Kristian og Jens Peder lavede også et primitivt el-net med strøm fra deres kære VW1200 med 6 volt, så der enkelte steder i huset blev lys ved at trykke på en knap. Det var et stort teknologisk fremskridt, syntes man vist.

Markvejen For at komme til sommerhusene skal man køre ad en 1,2 km lang markvej, som drejer fra Grynderupvej i Sæby, hvor den gamle købmandsbutik lå. Der var således tinglyst vejret til grunden for enden af vejen. Vejen, og ikke mindst afstanden til asfaltvej og bebyggelse, har altid givet en særlig følelse af at komme til ”verdens ende”. Man kan ikke tænke sig en smukkere tur med kornmarker, ræveunger, harer, fasaner, store rovfugle og ikke mindst en lille flok rådyr med store ører, som stopper op og orienterer sig. Gennem årene har der været forandringer i områdets flora og fauna. Ikke mindst har de senere års braklægninger og omlægning til økologisk landbrug haft indflydelse på dette. Noget er der blevet mere af, og andet er forsvundet. Vi ser næsten ikke længere agerhøns, hvorimod vi de seneste somre har set oddere i området.

I de første mange år var adgangsvejen til højre for den store hæk, tæt forbi Viggo Jensens gård. Det var bestemt ikke uden problemer. Særligt efter at der kom flere og flere huse på grunden, med en deraf forøget trafik på vejen. Viggo Jensen var af den opfattelse, at vejen var hans, og at han således kunne bestemme, hvem der færdedes på vejen. Han opsatte flere gange forhindringer, som skulle gøre det besværligt for os at benytte vejen. Det udviklede sig til en nærmest uforsonlig ”krig” mellem ham og os. Det hele viste sig dog at forholde sig noget anderledes, da hækken ikke dannede skel, men derimod at skellet gik midt i vejen og at der var vejret for grundejerforeningens medlemmer og familien Gade på Hellegård. Det mente Viggo Jensen ikke at han var blevet oplyst om, da han købte gården. Han var således på vej med et retsligt sagsanlæg mod Jens Peder og Kristian, som dog aldrig blev til noget. Da der ligeledes var opstået en tvist mellem Viggo Jensen og Thorvald Gade i Hellegård om benyttelsen af vejen som køre- og arbejdsvej endte det hele med at Viggo Jensen betalte Thorvald Gade for at flytte vejen om på den anden side af hækken, således som den er og forefindes i dag. Vejen vedligeholdes i dag i et samarbejde mellem grundejerforeningen og Mikkel Gade til stor tilfredshed for begge parter. Svend Gade, den tidligere ejer af Hellegård (og far til Mikkel), fortalte mig om en konkret episode, hvor Viggo Jensen skulle have spændt tråd over markvejen, så hans køer kunne gå frit rundt. Svend Gades far, Thorvald, mente imidlertid ikke, at han var forpligtet på at lukke leddet efter sig (nok fordi han mest af alt følte det som en provokation fra Viggos side), med det resultat, at alle Viggo Jensens køer løb ned til vandet. Måske var dette og andre sammenstød med til at fremskynde et forlig om vejens fremtid. Også fra et dagbogsnotat fra Hellebo den 2. april 1960 fra Jens Peders hånd, kan læses følgende om stridighederne vedrørende vejen: ”Det ser ud til, at de to ”søde” marknaboer vil have vejen lagt syd for hækken. Viggo Jensen regnede vist med, at det allerede var i orden. Han havde stillet – først sin traktor midt på vejen, så – lidt længere fremme – en tromle – lidt mere oppe ad vejen en masse gamle roer, så vi var nødt til at køre ude på hans nysåede mark. Endelig til sidst hegnspæle og tråd midt på vejen. Da jeg havde fået det ryddet til side, var jeg på kogepunktet. Ih! hvor er han ”sød”. Føj!” Minder og ord fra en tid, hvor nabostridigheder var et tema. I dag nyder vi turen i fred og ro op langs den sydlige side af hækken – væk fra alfarvej samt stress og jag. 20

De fem sommerhuse Bakkehuset Efter at familien Dalgaard havde erhvervet grunden fra familien på Hellegård, blev området flittigt besøgt. Første skridt mod et egentligt sommerhus var campering i et lille spidstelt, som blev rejst på toppen af Hellebjerget. Det gav anledning til sommerlige sammenkomster, badeture, ferier og andre festligheder. Det varede ikke længe før snakken blev drejet hen mod et hus på grunden. Grundstenen til Bakkehuset blev lagt i 1935-36. Huset blev med stråtag, og som noget helt usædvanligt med skorsten udelukkende til pynt, lavet i træ og malet, for hvad er et slot uden mindst én skorsten. Huset havde ikke brændeovn i begyndelsen, men den kom senere til. Der var petroleumslamper og stearinlys til oplysning, før der langt senere blev indlagt el til belysning udført som fællesprojekt, hvor hele familien deltog og gravede rende til det strømførende kabel. Bakkehuset blev malet gult og havde mange vinduer samt var bindingsværk ornamenteret.

På ”Lauras Høw” nød familien solnedgangen...

Signe Dalgård, Moster Dagny og døtrene Karen og Marie skræller kartofler.

Signe og Esper Dalgaard havde 5 børn, der foruden mange andre venner og familiemedlemmer ofte kom på besøg til fælles badning, sjov og hygge, et rigtigt fristed. Dannebrog blev hejst på flagstangen vest for huset, hver morgen huset var beboet. Der var et lille køkken med et gasblus og en vask, og lidt nede ad skrænten på nordsiden, var der et das. Indholdet i spanden skulle graves ned i den nærliggende skovbund af den unge generation af mænd. Det fortælles, at Laurids og Kristian var blandt de faste lokumstømmere, og at Kristian engang ville spille Laurids et puds ved at ”komme til” at ”tabe” sin side af spanden, så det sprøjtede op på Laurids, med det resultat, at storebror blev meget sur. Der blev holdt mange sommerferier med deltagelse af hele familien og med kærlige minder fra den tid, da der kun var det ene hus på bakken. Signe (ældste datter af Karen og Arne) fortæller følgende: ”Fætter Peder og Jean fra Frankrig var der tit sammen med Marie og mig. Vi byggede telte af gamle tæpper mellem træerne. Og så sov vi i køjesenge, pigerne i det ene rum og drengene i det andet. Vi kunne godt lide at bade ved frk. Halks sandbakker. Der lavede vi også glidebane ned ad skrænten. Det kunne hun ikke lide. Det skældte hun ud over, så vi flygtede derfra, og Marie fik ikke sine underbukser med :(. Det var slemt for Marie! Jeg husker også at Svend og Laurids havde

Bakkehuset set fra vest.

Bakkehuset set fra øst

en sejlbåd. Den hed Karen-Marie, opkaldt efter min mor, Karen, og hendes søster Marie.” Inden længe blev forholdene i Bakkehuset for små og huset blev udvidet med en tilbygning på østsiden med forholdsvis fladt tag. Der blev nu plads til 2 små værelser med hver en køjeseng, og nu var det ikke mere nødvendigt at benytte det store rum som sovesal (det har helt sikkert været morsomt med det store fælleskab, men også yderst primitivt, som ingen vel kan forestille sig i dag). Derefter blev køkkenet udvidet mod vest og der blev nu også plads til toilet inde i huset. Næste udvidelse var den lille sofastue hvor der også var et sæt køjesenge. Da Signe Dalgaard døde i 1969 overtog datteren Karen, og svigersønnen Arne, Bakkehuset sammen med Laurids og Else, for dem dog

kun kortvarigt, da de et par år senere byggede eget sommerhus ved siden af. Det var en del af aftalen om på sigt at udmatrikulere familiegrunden i 5 parceller – 1 til hvert af de 5 børn. Grundværdien for hele området blev ved arveskiftet i 1970 oplyst til at være 22.500 kr. Ejendomsværdien for de 4 huse var: Bakkehuset (7.500 kr.), Cassiopeia (12.000 kr.), Hellebo (15.000 kr.), Dalbo (25.000 kr.). Det er vel her værd at nævne, at ejendomsværdien af det enkelte hus, i 2020-kroner, er ca. 50-60 gange større end beløbet i 1970. Ørbjerggård i udkanten af Jebjerg tog meget af Karen og Arnes tid, særligt i sommerperioden. Signe fortæller videre: ”Nogle af de ting, vi piger også så frem til, efter en drøj dag i roerne, eller høhøsten, var, når mor og far blev enige om at pakke aftensmaden i spånkurven, for derefter at køre om til sommerhuset, så vi kunne komme en tur i fjorden. Det var bare højdepunktet i hverdagens slid på gården”. I forlængelse af forældrenes død, Arne døde sidst af de to i 1993, overtog døtrene Signe, Inger, Eva og Lisbet Bakkehuset. Marie ønskede ikke at være med, så hun blev købt ud. Senere overlod også Eva sin andel af huset til sine 3 søstre. I 1999 blev der lavet en vinkeltilbygning med soverum og hems. I 2006 blev der tilføjet en ny bygning til huset, tegnet af den gamle Jebjerg-dreng, arkitekt Ib Bloch, med toilet og bad samt et lille værelse og et stort soveværelse. Hertil ombygning af stue og køkken. Samtidig blev der ændret på tagkonstruktionen og det hele blev beklædt med x-finer og tagpap med ribber. Sort stern og hvide tagrender med nedløb, nye vinduer og døre med termoruder i vedligeholdelsesfri overflader. Håndværkeren var Poul Bak, Jebjerg, som efterhånden har haft sin gang i de fleste af familiens sommerhuse. Seneste ejerskifte fandt sted den 1/1 2017, hvor Signe, Inger og Lisbets i alt 6 børn overtog huset. Med denne overtagelse har Bakkehuset afsluttet sin seneste forandring; flisebelægninger omkring huset med en tilbageføring til den smukke udsigt foran huset, hvor der i tidernes morgen som det første på grunden blev rejst et spidstelt af Signe og Esper Dalgaard samt deres 5 børn.

Hellebo Signe og Esper Dalgaard havde den store drøm, efter at de havde erhvervet grunden og bygget Bakkehuset, at området ville være stort nok til at alle 5 børn, Svend, Karen, Laurids, Marie og Kristian ville få mulighed for at bygge et sommerhus. I slutningen af 1950’erne blev det første projekt en realitet, efter at Marie og Kristian, med deres ægtefæller, fik den ide at bygge et hus sammen til de to familier. Altså skulle der være to køjerum med to køjesenge i hvert rum. Hertil et toilet, et pulterrum, et køkken og en stue med pejs. Da det var det første hus, efter Bakkehuset, var der endnu frit slag i forhold til placering på familiegrunden. De to familier havde fået Esper og Signe Dalgaards velsignelse til at søge godkendelse og dispensation hos Fredningsnævnet for Viborg Amtsrådskreds til bygning af sommerhus uanset strandfredningsbyggelinjen. Den 26. januar 1959 afholdt fredningsnævnet besigtigelse af den påtænkte placering af sommerhuset. Efter længere tids overvejelser om placering af huset var valget faldet på et stort ønske om at placere huset strandværts strandbyggelinjen, ca. 50 m fra strandbredden nedenfor lyngskråningen (Hellebjerget). Esper Dalgaard, Kristian og svoger Jens Peder henledte nævnets opmærksomhed på en vej ved

Nybygget to-familiers sommerhus. Billedet er fra 1960.

stranden, som antagelig måtte bevirke, at byggelinjen burde være nærmere stranden. Fredningsnævnet kunne imidlertid ikke godkende denne vej, og kunne som følge heraf heller ikke anbefale, at der blev givet dispensation fra strandfredningsbyggelinjen, da det ikke skønnedes umuligt på det pågældende areal at opføre et sommerhus bag byggelinjen (landværts). For de to familier var gode råd nu dyre, og der måtte hurtigt nytænkes i forhold til placering af huset. Nu blev der ved ansøgning af 10. februar 1959 arbejdet på at søge tilladelse til at placere huset på højderyggen af matr.nr. 3d – landværts strandbyggelinjen, men dog nærmere end 300 meter fra skovarealet mod syd. Da bebyggelsen på det pågældende sted landskabeligt er uden forbindelse med skoven, var der i fredningsnævnet, på et møde den 6. april 1959, enighed om at tillade bebyggelsen under forudsætning af, at der bibeholdtes beplantning omkring sommerhuset, så dette i det væsentlige skjultes fra vandet og fra skoven syd for. Sagen blev dermed afsluttet, og hus nr. 2 på familiegrunden kunne opføres. Hellebo blev opført i sommeren 1959. Mange gode lokale kræfter og familiemedlemmer var involveret i byggeriet. Murer Niels Hvid (Egons far), Jebjerg, styrede opmuringen af de hvide gasbetonblokke, ligesom han var arkitekten på den murede skorsten. Gerhard Maltesen (i familie med Kristian og Grethe), Højslev, lavede tømrerarbejdet med de få fingre, han endnu havde tilbage på hænderne. Smedearbejdet tog Emil Møller, gift med Grethes søster, Magda, sig af. Smederegningen lød på hele 322,60 kr. Den totale sum for Hellebo løb op i 6.407 kr. I de første år var Hellebo uden strøm. Huset havde dog et køleskab. Det var nu ikke et rigtigt køleskab, men blot en stor trækasse foret med metal. Ca. hver anden dag kørte familien til fiskehuset i Glyngøre for at hente isblokke til kassen, så fødevarerne kunne holde sig friske og kølige. Det var datidens køleskab i mange sommerhuse. Under trappen, på nordsiden af huset, var desuden muret et kælderrum, som kunne holde øllene kolde og grøntsagerne friske. I de følgende år var der liv i huset med to familier, nogle gange sammen og andre gange på skift, når der også skulle være plads til campingture rundt i Europa. Aftenerne blev fordrevet med Anders And-læsning i køjerummene for børnenes vedkommende, og med Kina skak, cigarer og likør under petroleumslampen i stuen for de voksne. Da pladsen efterhånden blev for trang, og man nok også havde brug for at være ”herre i eget hus” :), fødtes tanken om det 3. hus beliggende nedenfor Hellebo. Der var bare et problem: Hvem skul-

To fætre, Esper og Sven, og en søster/ kusine, Ida, nyder solen i selskab med hunden Rasmus, ca. 1978.

Der mures nyt soveværelse og er) badeværelse i 1982. Marie (søst besigtiger arbejdet.

Nu med overbygget terrasse. Anders (og Kirstine i baggrunden) nyder sommerhuslivet hos farmor.

... og nu med vinduer mod syd.

le flytte? Efter drøftelser frem og tilbage blev det besluttet at afgøre dilemmaet ved en lodtrækning. Den faldt ud, så Marie og Jens Peder skulle blive i Hellebo, mens Kristian og Grethe kunne gå i gang med at bygge nyt sommerhus. Det skete i 1962. At så lodtrækningen faldt ud på en måde, så begge parter fik, hvad de mest havde ønsket sig, bliver historien jo ikke dårligere af. Da de to køjerum efterhånden blev for små og primitive efter datidens målestok, blev der i 1982 lavet en tilbygning til huset med et nyt soveværelse til forældrene. I 1976 var der udvidet med carport og udhus, som igen blev udbygget i 2011, da der efterhånden blev brug for flere m² under tag til opbevaring af brænde. I 1991 overtog Ida og Bo og Sven og Signe Hellebo fra Marie. Navnet Hellebo er med reference til Hellebjerget, som ligger lige vest for

Jens Peder murer sokkel til udhus.

huset, og så naturligvis Hellegård, som var den gård, familiegrunden var udstykket fra. Alt har sin tid. Det havde vinduer og døre også. Derfor var det tid til at udskifte dem med moderne termoruder fra Långawten vinduer (nu Viking Vinduer og døre). Også den sydvendte træbeklædning blev udskiftet med trykimprægnerede brædder. I 2005 skulle Skals Efterskole bygges om med det resultat, at der blev store vinduespartier til overs. Sven købte dem af håndværkerne for et par kasser øl. De blev så fragtet til sommerhuset, dels som erstatning for udestuens vinduesparti mod syd og et nyt parti mod øst. Mod syd var det i øvrigt et tidligere vinduesparti fra Jebjerg skole, ligesom vest partiet havde siddet som vinduesparti i køkkenet på Brenderup Højskole. Med hjælp af Jens Jørgen Ladefoged, pedel på Skals Efterskole, blev der nu en nyere og tættere udestue. Den store ombygning skete i 2007, da hele sommerhuset blev ryddet indvendigt; gulve, vægge, lofter, køkken mv. blev brudt op og et nyt isoleret trægulv blev lagt. Nye skillerum dannet omkring et nyt køkken, og der blev isoleret i loft. Også et nyt tagpaptag afløste det gamle eternittag – nu også med en ny tagisolering. Håndværker var Poul Bak, Jebjerg. I 2008 installeredes en luft til luft varmepumpe som supplement til varmeforsyningen.

Hellebo set fra vandsiden med ny udestue og vestterrasse.

... og fra landsiden med ny flisebelægning.

I 2017 besluttede familien, at der var behov for endnu en større forandring og forbedring: Der blev råd til både et nyt badeværelse, en ny udestue med klinkebelægning og isolering i gulvet, en stor vestvendt terrasse i hele husets bredde samt ny belægning og dræn rundt om huset. Endnu engang stod Poul Bak, Jebjerg, for det meste af arbejdet, flankeret af murer Christian Pauls, N.P. Kaptain, Durup VVS og Salling Entreprenørfirma. Desuden blev der indsat vaskemaskine og tørretumbler. Særligt terrassen har givet huset et nyt uderum, som aldrig tidligere har været en tanke værd: ”Man kan da ikke opholde sig på vestsiden (læs: vindsiden) af huset”, lød det i mange år. Næste byggeprojekt er (måske) et anneks, da det forlyder, at de unge mennesker til tider oplever mangel på sengepladser, når venner og bekendte med børn er på besøg. Det er åbenbart populært med besøgende i sommerhuset. Vi får se!

Dalbo Som tidligere nævnt havde de 4 ejere af Hellebo besluttet at bygge endnu et sommerhus sammen, denne gang til glæde for Kristian og Grethe som husets lykkelige ejere. Udgifterne til huset aftalte man skulle deles ligeligt mellem de to familier, ganske som tilfældet var med bygningen af Hellebo. Der manglede blot en byggetilladelse. Huset skulle bygges i skoven nedenfor Hellebo. Allerede midt i august 1961 blev de første skridt taget, da man skulle lave en ny vej (Kristians vej – som den kom til at hedde) ned ad skrænten stødende til en skovvej, som fører til stranden forbi den nye grund. Med hjælp fra Laurids, og hans traktor med sluf, blev der ryddet en fin men noget stejl vej i skellet mod familiegrundens østlige side. Den stejle vej har sidenhen givet beboerne i Dalbo en udfordring, da den har været svær at køre ad – især opad. Forud for dette var der i forsommeren blevet indsendt ansøgning til Fredningsnævnet om tilladelse til at bygge et 50 m² hus med stue, særskilt køkken, to værelser og et toilet. Den 21. juli 1961 afholdt Fredningsnævnet møde om godkendelse af byggeriet med udgangspunkt i tegning og beliggenhedsplan. Godkendelse af byggeriet blev givet med henvisning til, at der tidligere var givet tilladelse til at bygge et sommerhus ovenfor, ligesom de to ansøgere havde en far/svigerfar som havde et hus på arealet opført før 1/7 1937. Der var ikke tilstrækkelig anledning til at modsætte sig byggeriet, men bemærkedes dog, at eternitbølgepladerne til taget kun måtte være grå eller sorte, men ikke grønne eller røde.

Byggeriet gik i gang i forsommeren 1962.

Byggeriet var et med-byg projekt med den senere stolte ejer, Kristian, med skovlen i hånden.

Endelig godkendelse blev fremsendt i marts 1962. Forud havde der dog været voldsomme indsigelser fra frk. Halk, som forsøgte at spænde ben for opførelsen af huset. Det var det store samtaleemne i familien med denne frk. Halk, som mildest talt ikke var særligt vellidt. Hellebos dagbog fra 3. juledag 1961 røber de følelser, som blev udtrykt på denne måde af Jens Peder: ”I dag har vi været hernede sammen med Laurids og Else. Sneen ligger skønt over det hele. Vi har ikke set frk. Halk (jeg væmmes ved at skrive hendes navn i denne bog); men hvis hun var kommet, tror jeg, at jeg havde smidt hende ned ad skråningen. Vi glæder os til at komme i gang med byggeriet”. Byggeriet gik i gang i forsommeren 1962 som et medbyg-projekt, hvor bygherrerne var flankeret af murerne Vagn Albertsen og Børge Gregersen fra Kvorning, tømrer Gerhard Maltesen, VVS ved Emil Møller, Mundelstrup og ikke mindst Kristians svigerfar (bedstefar Magnus), som både var murer, betonmand og brøndgraver. Magnus gravede husets brønd syd for huset. Man måtte dog i flere år, indtil der blev tilslutning til vandværksvand, kæmpe med okker i vandet, som farvede vandet i et rødbrunt skær og gav en lugt og smag af jern. Der blev brugt lokale materialer, i form af sand og grus fra stranden, transporteret til byggepladsen med en Nuffield traktor med kraftigt ratslør, lejet af vognmand Alfred Pedersen i Sæby for 50,- kr. I efteråret 1962 kunne Bodil, Esper, Grethe og Kristian flytte ind i deres nye hus, Dalbo, og Hellebo forblev sommerhus for Ida, Sven, Marie og Jens Peder. Den endelige byggesum løb op i 9.523,17 kr. Som to ”lærerfamilier” havde Hellebo’s og Dalbo’s familier lange somre ved Grynderup. Man hyggede sig sammen, badede om morge-

Dalbo stod færdig i sin oprindelige størrelse. En næsten tro kopi af Hellebo.

nen, drak ofte eftermiddagskaffe hos den ene eller den anden, kørte tit til Jebjerg for at se fjernsyn. Livet gik sin gang, og når det blev for meget, tog man sammen på campingture rundt i Europa i folkevognene. Der var endnu ikke indlagt elektricitet i husene, og vi børn blev formanet om at passe på de levende lys. Esper fortæller, hvordan det kunne være gået grueligt galt engang i sommeren 1964: ”Jeg var med Henry og Birgit Laustsen og deres lille Ole i Dalbo. Om natten gik der ild i en hylde og væg på toilettet. Henry vågnede ved røgen og fik det slukket, dog med det resultat, at han fik grimme forbrændinger på hånden. Jeg løb op til Søster og Jens Peder, der kom ned for at se, om der var mere ild på loftet over toilettet. Det var et brændende stearinlys, som ikke var blevet slukket, der var årsagen”. Den 17. marts 1969 indsendte Kristian en ansøgning om tilladelse til at bygge en overetage med vest altan på huset, da man havde et ønske om at få mere udsigt til vandet. Der var også plan om et nyt køkken fælles med stuen. Byggeriet startede i Pinsen samme år. Spær og bjælker til overbygningen blev leveret med lastbil og båret på plads på skuldrene af tømrer Søren Andreasen, Harridslev, og alle øvrige ”bredskuldrede” mænd i området. Der blev lagt et fint parketgulv ovenpå. Dette er senere fjernet, da det ikke kunne tåle frost og fugt. Næste byggeprojekt, en tilbygning af forstue og soveværelse mod øst med en altan ovenpå, blev ansøgt om den 10. december 1976. Endelig godkendelse med stemmeflertal, som var med 2 stemmer for og 1 stemme imod, blev modtaget den 15. april 1977 i form af 2 tætskrevne sider af landsdommer, Rørdam, Viborg, som benyttede sig af lejlighe-

den til at gøre opmærksom på, at godkendelsen til byggeriet af huset i 1961 var blevet givet ud fra en oplysning om at huset var placeret (landværts) udenfor strandbyggelinjen, hvilket ikke var tilfældet, da opmåling viste, at den vestlige halvdel af huset var beliggende indenfor strandbebyggelseslinjen. Dommer Rørdam fandt det ikke sandsynligt, at forholdene havde ændret sig så meget, at der var sket en forskydning i linjens forløb på mere end 25 meter i årene siden 1961. Derfor burde huset også ved ansøgning i 1969 have krævet dispensation for placeringen – og at der ikke kun blev givet dispensation fra skovbyggelinjebestemmelserne, som tilfældet var. Nævnet fandt, at man havde afskåret sig fra at anfægte lovligheden af det eksisterende byggeri. Også en anke fra ejeren af den tilstødende skov (Halk-familien) om at der skulle etableres et 10 meter bredt brandhæmmende bælte mellem huset og Halks Plantage blev tilbagevist med tilladelse til tilbygningen, og at der ikke var et fornødent grundlag for at stille krav om beplantning som ønsket af skovejeren. Dermed var sagen afsluttet. Håndværkere på projektet var far og søn i samarbejde med tømrer Søren Andreasen, Harridslev. Laurids hjalp med at brænde pap på taget. I 1998 skiftede tømrer Poul Bak, Jebjerg, det store gavlparti mod vest på grund af råd. I september 2000 dør Kristian, som havde overlevet Grethe. Bodil og Esper arver huset i fællesskab, men i foråret 2001 meddeler Bodil, at hun ønsker at blive købt ud af huset, hvilket sker få måneder senere. I 2005-06 renoveredes overetagen med nye lofter og ny øst gavl i plast. I 2017 nyt badeværelse. Dalbo set fra øst mod vest en regnfuld efterårsdag.

af Hellebjerget. Dalbo set fra toppen ember 2020. dec fra Billedet er

Cassiopeia Ingrid og Svend Dalgaard, Svend var den ældste af Signe og Esper Dalgaards børn, byggede i 1963 hus nr. 4 i rækken. Huset bestod af to dele, der blev kørt på lastbil og samlet på et fundament bestående af betonsten. Det var et klinkbygget træhus af grantræ bygget af ”Hobro-huset”, der havde fabrik i Hadsund/Mariager. Ydermålene var 7,5 x 7 meter med ca. 45 m² beboelse.

Birgitte og Anette i februar 1992.

Der var udluftningskanaler i fundamentet, men desværre var der også isolationsmateriale under huset. Det viste sig hurtigt at forårsage svamp og råd. På et tidspunkt blev der skiftet dele af gulvet. Taget var bølge-eternit. I det lille køkken var der kogeplader til gas stående på asbest plade(!). Vi har i familien nogle papirer vedrørende materialevalg til vægge og myndighedernes godkendelse. Det endte med at blive nogle bløde masonitplader med brandhæmmende imprægnering. Bådhuset blev bygget omkring 1965. I 1991 overtog Lasse og Anette Cassiopeia fra Svend, og Lasses bror, Peder, blev købt ud. Ideen om at ombygge og udvide det gamle sommerhus til 90 m² under tag begyndte at tage form i efteråret 2003. Lasse fortæller: ”Vi kontaktede den lokale tømrer, Poul Bak, som umiddelbart tog udfordringen op og lovede at komme med et forslag inden jul. Men der skete ikke rigtig noget. Så tog jeg sagen i egen hånd og hev mine skjulte arkitektgener frem i lyset. Der blev lavet en

Anette og Lia 2020.

Nordsiden 2020.

lille model af projektet, der viste de udvendige rammer for planen. Det blev til mange skitsetegninger af grundplan og indretning undervejs. Det der lå fast var, at ånden fra det gamle hus skulle bevares. Derudover var der spændende tiltag, som at udbygningen skulle ligge ud over dalen, der skulle være en svalegang rundt om huset og at der skulle være en carport, som var en del af huset. Da skitserne lå klar i sommeren 2004, blev projektet uden videre godkendt af kommunen. Vi havde ikke problemer med godkendelse af byggeprojektet, men vi havde jo også fået de øvrige huses velsignelse til, ved underskrift den 2. juli 2004, at der blev bygget op til det sydlige skel mod fællesgrunden. Men vejen var alligevel lang til at der kom gang i byggeriet. Resten af 2004 gik med snak med Brandts Byggemarked i Nykøbing. Det løb ud i sandet og i foråret 2005 kontaktede vi Bodilsen Totalbyg lige uden for Glyngøre. Så begyndte der at ske noget. Efter flere møder, og med Bodilsens arkitekt ind over, lå de endelige tegninger klar i efteråret 2005. I mellemtiden blev en ny godkendelse fra kommunen indhentet på det opdaterede projekt. I slutningen af maj 2006 boede vi på Glyngøre Camping og kunne dels besigtige byggeriet og deltage i grundejerforeningens møde den første lørdag i juni. I juli var vi der igen, og vi fik lov at overnatte i Klaus og Marianes sommerhus. Det var fantastisk flot vejr, og det var et uforglemmeligt indtryk at se huset med dets klinkbyggede mure sømmet sammen med rustfri stålsøm og fremvist af

Svogre og svigerinder på besøg i Cassiopeia i 1992.

de stolte håndværkere. Søndag d. 17. september 2006 holdt vi indflytningsfest med en god del af familien”. De høje graner langs vejen forbi Cassiopeia blev fældet i september-oktober 2015. Lasse fortæller videre: ”Der er mange gode minder, men de knytter sig lige så meget til Bakkehuset som til vores ”Hobrohus” og siden ”Cassiopeia”. Valget af dette navn er måske værd at fortælle om. Jeg husker at mine onkler og tanter engang i 1950’erne var inde at se filmen ”Mød mig på Cassiopeia” (mon ikke det har været i Skive at filmen blev vist) og kom tilbage i munter stemning til Jebjerg Skole i lejligheden på 1.sal. Siden har jeg set filmen mange gange med stor fornøjelse. Cassiopeia har også betydning for mig idet min far, Svend, var ivrig amatørastronom og brugte stjernekikkerten flittigt og udpegede stjernebillederne for mig. Min bror, Peder, blev i øvrigt professionel astronom, og var engang ansat på Brorfelde observatoriet på Sjælland. Hele min barndom (fra jeg var 6 til omkring 16 år) holdt jeg sommerferie i Salling og ”gik på skift” mellem Lyby, Øster Lyby, Jebjerg (Ørbjerggård og Jebjerg Skole), og Bakkehuset”.

Nr. 15

Murerarbejdsdrengene arbejder hårdt.

Som det sidste af de 5 sommerhuse blev i 1971 bygget Grynderupvej ”Nr. 15”, som ifølge ejerne aldrig er blevet givet et navn. Laurids og Else, som i en ganske kort periode var medejere af Bakkehuset, ønskede at bygge deres eget hus på skråningen mellem Bakkehuset og Cassiopeia med fri udsigt ud over lyngskråningen mod Halks Plantage, og med udsigt til fjorden gennem slugten fra terrassen på sydsiden af huset. Men så let skulle det ikke gå! Frk. Ella (Othilde) Halk, f. 1891, som på skift med sin søster, Hellen (Kirstin) Halk, f. 1889, beboede det store hvide hus i skoven, på vej til Glyngøre, ankede tilladelse til opførelse af sommerhuset på trods af Fredningsnævnets forhåndsgodkendelse. Således ordret citeret: ”Det meddeles herved, at skovejeren, frk. Ella Halk, Glyngøre, har indanket nævnets kendelse af 15. juni 1971 for Overfredningsnævnet”. Gode råd var dyre! Byggetilladelsen var anket af naboen mod syd. Det fortælles, at brødrene Svend og Laurits besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. De gik over for at tale med frk. Halk for at fremlægge deres ønske om et femte og sidste hus på familiegrunden, og efter sigende kom de hjem med et positivt tilsagn til opførelsen – givet af frk. Halk. Måske var hun kommet på bedre tanker end de tidligere ikke så venlige toner, som frk. Halk havde givet udtryk for i forbindelse med godkendelsen af byggeriet af Hellebo og Dalbo. Måske var årsagen, at det var familiens største ”diplomater”, som blev sendt i

Murerarbejdsmændene holder Peter Thygesen i gang.

Hele familien holder pause med sodavand og pølser.

Der gøres klar til at brænde tagpap på huset.

Mariane slapper af på østsiden.

byen. Det var vist godt hun ikke dukkede op den 3. juledag i 1961. For så havde hun nok givetvis ikke været helt så positivt stemt – efter en tur på bagen ned ad skrænten, sådan som truslen lød på :(. Allerede d. 24. juni 1971 skriver kredslæge Hye-Knudsen, at der i forbindelse med byggeriet af sommerhuset bør ske en selvstændig matrikulering, på grund af usikkerhed om kloakering og vandforsyning fra de 5 huse, hvilket dog først sker mere end 10 år senere. Huset på ca. 42 m² er bygget af gasbeton med fladt tag beklædt med tagpap/asfalt. Det er opført som et familieprojekt med hjælp af bl.a. Jens Peder, Kristian, Peter Thygesen, Ernst, koner, fætre og gode venner. Huset er tegnet af arkitekt Vagn Møller Albertsen, Daugård, som var farbror Kristians gamle elev fra Kvorning. Vagn Albertsen, og hans bror, Peter, var i øvrigt meget involveret i den senere udstykning af grundene. Vinduer og døre er lavet af tømrer Rimmer Larsen, Fur, som vist nok var en af Else og Laurids’ musik venner. Der er bygget en ny terrasse i 1996 og et nyt brændeskur i 2017. Huset har ikke indlagt El. Mariane fortæller følgende anekdote, om da huset fik sin endelige byggetilladelse: ”Fundamentet til sommerhuset var lagt – så vidt jeg husker, var byggetilladelsen givet. Så fandt kommunalbestyrelsen ud af, at de hellere måtte tilse byggeriet. Der skulle være nogen i Bakkehuset, det kunne min far jo ikke, han havde jo et arbejde at passe. Så fandt mine forældre på, at jeg kunne tage i sommerhus sammen med min veninde Dorthe og hendes to kusiner. Vi sad og spiste morgenmad, da den første mand gik forbi vinduet og løftede på hatten, herefter fulgte der seks andre. De havde nok hørt om udsigten”.

Foreningens Generalforsamling Ifølge vedtægterne for Hellegårdens Grundejerforening skal der afholdes generalforsamling mindst en gang årligt på en tid, hvor skønsmæssigt flest mulige medlemmer kan deltage. I de sidste mange år har generalforsamlingen været afholdt den 1. lørdag i juni, oftest med god tilslutning fra alle huse. Afholdelsen af generalforsamlingen starter med morgensang og flaghejsning med efterfølgende morgenkaffe hos det hus, som det pågældende år står for den praktiske afholdelse. Dette går på skift mellem husene. Foreningens sekretær udsender dagsorden i god tid før mødet, som oftest har denne udformning: 1. Valg af dirigent 2. Godkendelse af dagsorden 3. Formandens beretning 4. Regnskab 5. Vedligeholdelse af området 6. Indkomne forslag* 7. Fastsættelse af kontingent 8. Valg til bestyrelse 9. Eventuelt *Forslag sendes til formanden med kopi til alle inden mødet.

Generalforsamling i Bakkehuset i 2018.

Vedtægter

Foreningens vedtægter, som oprindeligt blev udformet i forbindelse med en stiftende generalforsamling den 4. september 1983, er senest blevet justeret og godkendt den 2. juni 2018:

Vedtægt for Hellegårdens Grundejerforening §1 Grundejerforeningens navn er Hellegårdens Grundejerforening og omfatter de 5 sommerhusparceller udstykket fra matr.nr. 3 d Holmgaarde, Sæby sogn. §2 Grundejerforeningens formål er at varetage parcelejernes fælles interesser såvel juridiske som tekniske, at sørge for vedligeholdelse af områdets veje og stier og repræsentere området over for myndigheder eller enkeltpersoner. Desuden skal foreningen påtale eventuelle overtrædelser eller forsømmelser af de i lokalplan nr. 27 ”Et sommerhusområde i Holmgaarde, Sæby” for Skive kommune (tidl. Sallingsund kommune) anførte rådighedsindskrænkninger og anvisninger. §3 Ret og pligt til at være medlem af foreningen har ejerne af de i § l nævnte 5 sommerhusparceller. §4 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Hver parcel betaler et kontingent, der fastsættes på den årlige generalforsamling. Opkrævning af kontingentet udsendes hvert år i januar og juli måneder med halvdelen hver gang. Kontingentet skal betales inden 30 dage fra udsendelsen. §5 Da områdets 5 parceller med tilhørende fællesareal er en udstykning købt i 1931 af Signe og Esper Dalgaard, Lyby, skal et evt. salg af en parcel altid først tilbydes ovennævntes arvinger eller deres efterkommere til den til enhver tid for området almindelige handelspris. Et salg skal altid godkendes på en generalforsamling med almindeligt flertal. §6 Det løbende arbejde varetages af en bestyrelse på 3 medlemmer, formand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen vælges for 2 år, så formanden vælges på ulige år og kasserer og sekretær på lige år:

§7 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Der afholdes generalforsamling mindst en gang årligt på en tid, hvor skønsmæssigt flest mulige medlemmer kan deltage. Hver parcel udøver stemmeret med én stemme. Der afholdes ekstraordinær generalforsamling, når mindst 3 medlemmer kræver det. §8 Den ordinære generalforsamling indkaldes med mindst 21 dages varsel bilagt en foreløbig dagsorden. Forslag kan desuden fremsættes på generalforsamlingen. §9 Generalforsamlingen vælger bestyrelsen og revisor og afstikker bestyrelsens arbejde. §10 På generalforsamlingen aflægger formanden beretning og kassereren et revideret regnskab. Såvel beretning som regnskab skal godkendes af generalforsamlingen. §11 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflerhed. §12 De på generalforsamlingen førte forhandlinger indføres i foreningsprotokollen, hvor også referater fra bestyrelsesmøder føres. Efter generalforsamlingen underskrives protokollen af formand og ordstyrer, hvorefter den har fuld bevisbyrde. §13 Generalforsamlingen vedtager den for grundejerforeningen gældende ”husorden”. Således vedtaget på stiftende generalforsamling d. 4. september 1983. Ændret ved generalforsamlingen d. 2. juni 2018 På generalforsamlingen i juni 2020 tog foreningens formand initiativ til at få gennemgået vedtægterne med henblik på enkelte justeringer. Bl.a. fremhævedes det, at man kunne ønske sig at bestyrelsens sammensætning ændres fra de nuværende 3 personer til at alle 5 sommerhuse er repræsenteret i bestyrelsen. Det vil sige, at bestyrelsen foreslås udvidet til 5 personer med den begrundelse, at ejerforholdene med årene vil flytte sig længere og længere væk fra de oprindelige tætte familieforhold. Formanden forventes at fremlægge endeligt udkast til revision af vedtægterne i god tid forud for generalforsamlingen i 2021.

Morgensang før genera

lfor samling d. 5. juni 202

Husorden

Allerede forud for starten på udmatrikuleringen af familiegrunden tilbage i 1970 blev familien rådgivet af Sallingsund kommune til at få udarbejdet et sæt regler for husordenen vedrørende grunden, så en kommende lokalplan og udstykning kunne udarbejdes. De nuværende husejere har besluttet fortsat at have aftaleforhold, som supplement til foreningens vedtægter, da sådanne arbejdsforhold (læs: husorden) bør reguleres jævnligt, så de passer til tiden og omgivelserne. Seneste ændring/tilføjelse til den nuværende husorden er foretaget på generalforsamlingen den 2. juni 2018:

Husorden for Hellegårdens Grundejerforening 1. Til hvert sommerhus (hvortil kan regnes carport/garage, udhus og brændeskur) må opføres et gæstehus på ikke over 25 m². Desuden skal de i lokalplanen gældende regler for området følges. 2. Betaling af ejendomsværdiskat og ejendomsskat betales af hver husejer i forhold til vurderingen. 3. Betaling af ejendomsskat for fællesarealet betales ligeligt af de 5 parceller. 4. Som afvigelse fra det fastlagte i vedtægten er det besluttet, at foreningskontingentet opkræves én gang om året i juli måned. Kontingentet skal betales inden 30 dage fra udsendelsen. 5. Betaling af varige forbedringer af f.eks. veje, etablering af vandværk, kloakering eller lignende, deles ligeligt mellem de 5 parcellers ejere. 6. De årlige vedligeholdelser af veje og lignende betales hvert år og deles ligeligt mellem husejerne, med undtagelse af følgende: Har et af parcellerne haft bygningsarbejder med tilhørende brug for større maskiner, lastbiler etc., og vejene er kørt op/blevet ”bløde”, er man forpligtet til efterfølgende selv at reetablere vejene til samme stand som før. Dette gælder kun for den del af vejen, som er en del af matrikel nr. 3 d (og ikke markvejen, som fra landevejen fører til matriklen, som også benyttes at tunge landbrugsmaskiner).

7. Hvis der er behov for snerydning, skal man først kontakte (mail eller telefon) de andre ejere, før det er et fælles anliggende og dermed fælles betaling. Det bør være begrænset, hvad der bruges på snerydning. 8. Udsigt og Adgang. Sommerhusene ligger forskelligt, hvorfor det er nødvendigt, at alle grunde ved beskæring og fældning sørger for, at de andre grunde/sommerhuse har en god udsigt / et godt udsigtsfelt med fri adgang til stranden. Alle skal ved beskæring og fældning mv. sørge for, at tilstødende veje og stier kan benyttes frit og uhindret. 9. Bestyrelsen kan udføre nødvendige arbejder på en parcels bekostning i tilfælde af dennes misligholdelse af sine forpligtelser i forhold til pkt. 6 og 8 i nærværende husorden. 10. Sommerhusene må ikke udlejes på forretningsbasis / erhvervsmæssigt. 11. I tilfælde af uoverensstemmelser om fortolkning af ovenstående, om udlejning eller udlån af et eller flere af sommerhusene, skal dette forelægges de 5 sommerhuses ejere, der afgør tingene med almindeligt stemmeflertal. Hvert sommerhus har én stemme. Således aftalt og underskrevet af de 5 sommerhuses ejere den 2. juni 2018 Grynderupvej 13, 7870 Roslev – Matr.nr. HOLMGÅRDE, SÆBY 3i Grynderupvej 15, 7870 Roslev – Matr.nr. HOLMGÅRDE, SÆBY 3h Grynderupvej 17, 7870 Roslev – Matr.nr. HOLMGÅRDE, SÆBY 3g Grynderupvej 19, 7870 Roslev – Matr.nr. HOLMGÅRDE, SÆBY 3f Grynderupvej 21, 7870 Roslev – Matr.nr. HOLMGÅRDE, SÆBY 3e

Grillaften på Hellebo’s terrasse efter arbejdsdag i juni 2020.

Familiearbejdsdag Gennem mere end 30 år har der, med afsæt i Dalgård-familien, været tradition for en familiedag/udflugtsdag, som oftest havde et interessant mål for turen (arrangeret af familiemedlemmer på skift) medbringende kaffe, for derefter sammen at køre til sommerhusene for at slutte dagen af med en fælles grillaften med sang og hyggelig snak. I de senere år har denne udflugtsdag været afløst af en familiearbejdsdag i forlængelse af den årlige generalforsamling, hvor folk fra de 5 huse gav et dagsværk til vedligeholdelsen af de fælles områder, såsom veje, stier, lyngskråning og skoven. Følgende er et eksempel på en invitation til en familiearbejdsdag: 46

Kære alle! På Gr undejerforeningen s vegne fremsendes denn e invitation til den årlige familiedag: Lørdag den 30. maj 2020

(Pinselørdag)

Sidste års familiedag va r en stor succes med særd eles smukt vejr, en konstruktiv generalforsa mling og dejlig morgenka ffe med mange glade deltagere i Hellebo , små projekter og en hy ggelig aften med god mad og sang i festligt lag . Vi håber, at rigtigt mang e af Gr undejerforeningen s medlemmer (og øvrige familiemedlemme r), unge såvel som ældre, har tid og lyst til at være med til familiedagen . I må meget gerne spred e rygtet om dagen. Forrige år var det vejen, der var det store projekt. Skal vi nu igen fylde huller ud? Hvad bør vi ka ste os over i år? Gøre aff aldsstativet ved vejen, som Klaus så venli gt har påbegyndt, færdig? Fjerne ”ukr udt” fra lyngbak ken? Konstru ere ”hylder” til opbevarin g af småbåde, kajak ker og SUP’ er ved fjorden? Tynde ud i ”Gyv elskoven” nedenfor Hellebjerget. Gode ideer til store såvel som små pr ojekter efterlyses og kan sendes til underte gnede, så laver jeg en arb ejdsplan for dagen. Der må og bør være områd er og opgaver, vi skal tæ nke på, så også de kommende års udvikling af de fælles områder blive r til gavn og glæde for os alle, som holder så meget af at færdes i skov en og på stranden. Program for dagen: (såda n ca.) Kl. 08.00: Morgenbadni ng i fjorden (frivilligt :) Kl. 08.45: Fælles morgen sang ved flagstangen Kl. 09.00: Generalforsaml ing i nr. 21 Kl. 11.00: Arbejdsdagen begynder Kl. 13.00: Frokost i egne huse Kl. 14.00: Arbejdsdagen fortsætter Kl. 18.00: Fællesspisning Vel mødt.

Skoven

Bakkehuset set fra Åges Banker, da der endnu kun var begrænset bevoksning.

Familiegrunden ved Grynderup strand er omkranset af marker, skov, indsøer og fjord. Grundejerforeningens del af området består af ca. 15.000 m², som fortrinsvis dækker arealet syd for sommerhusene samt området foran og bag Hellebjerget samt forstranden, grænsende over mod Halk Hoved Plantage. Allerede i begyndelsen af 30’erne begyndte familien at plante træer på grunden. Flere af disse træer, som i dag er kæmpestore nåletræer, står fortsat knejsende nedenfor bakken til stor fornøjelse for nutiden og de store ørnefugle, som er vendt tilbage til egnen, ikke mindst på grund af genopretningen af Grynderup Sø. Grynderup Sø er en siden midten af 1800-tallet udtørret, men nu genskabt (indviet i 2012) sø nordøst for Glyngøre. I sin tid var søen sejlbar før den blev udtørret. Der var blandt andet et udskibningssted ved Nautrup kirke. Vådområdeprojektet omfatter ca. 410 ha, hvoraf søen udgør 150 ha. Søen er lavvandet og vil efterhånden blive omgivet af enge og rørskove med et meget rigt fugleliv.

”Vores skov” grænser, som sagt, op til Halk Hoved Plantage, som er fredskov. Ifølge ’Den Store Danske Lexikon’ betyder dette følgende: ”Fredskov, skov, der beskyttes mod rydning, forhugning, kreaturgræsning m.m., og på hvis arealer der altid skal være skov. Begrebet opstod i begyndelsen af 1800-t., da stigende befolkningstal, krige og mangel på andre energikilder end træ havde ført til næsten total rydning af den skov, som oprindelig dækkede det meste af Danmark. Med skovforordningen af 1805 besluttede regeringen, at de sidste rester af skov skulle beskyttes, og samtidig begyndte staten at plante nye skove og at give tilskud til private jordejeres skovplantning, mod at ejerne forpligtede sig til permanent skovdrift på arealerne, fredskovspligt. Disse skove udgjorde de oprindelige fredskove, senere er flere arealer blevet pålagt fredskovspligt efter ejernes ønske, og i dag er ca. 10 % af Danmarks areal, svarende til 85 % af skovarealet, fredskov. Formålet med fredskovspligten er med Skovloven at sikre skov i Danmark med de deraf følgende samfundsværdier: træ til industri og byggeri, miljøvenligt brændstof, landskabelig skønhed, levesteder for dyr og planter, grundvandsbeskyttelse, CO2-binding, bevaring af fortidsminder og muligheder for befolkningens friluftsliv. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevoksede med træer, som danner eller inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af højstammede træer. Træerne må ikke fældes, før de er hugstmodne, og det skal sikres, at der på ny vokser træer på arealerne. Fredskovspligten indebærer også beskyttelse af fredskovenes andre naturtyper, fx hede- og mose arealer. Fredskovene rummer med deres lovfæstede kontinuitet gode muligheder for at sikre biodiversitet, forudsat at driften tilrettelægges med dette formål for øje”. (læs: Emborg, Jens: ’fredskov’ i Den Store Danske på lex.dk.) Skoven mellem Hellegårdens Grundejerforening og Glyngøre var for vi børn den helt store legeplads, hvor vi kunne boltre os op og ned ad klinter, lave huler og gemme os væk. Inde midt i skoven, i et stort hvidt hus, boede en skrap dame (syntes vi vist) ved navn frk. Halk. Hun var en ugift datter af overlæge Anker Frode Halk, Gentofte, som i begyndelsen af 1900-tallet byggede en sommerbolig på skrænten til Sallingsund. Han havde på daværende tidspunkt købt et område på 47 ha., som han beplantede med skov. Halk interesserede sig for hedesagen, og han købte og tilplantede arealer ved Glyngøre og Grindsted. Halks 4 børn overlevede forældrene, og de beboede i perioder det hvide hus i skoven. Det eneste hus i skoven, bortset fra overlægens sommerbolig, og som byggedes på samme

Vi håber ikke frk. Halk kommer…

tid, var et mindre gult hus, som benævnes ’Skagens Degnens Hus’. Det er dog uvist, hvordan huset har fået denne betegnelse. Skoven var i Halk-familiens varetægt i mange år. I 1983 forsøgte Staten at købe Halk Hoved Plantage. Borgere i Glyngøre var således yderst opsat på at plantagen skulle erhverves som offentligt rekreativt område. Efter en del tovtrækkeri endte forløbet med, at den lokale møbelfabrikant og iværksætter, Henning Bodilsen, købte plantagen. Med udgangspunkt fra sin smukke villa med tennisbane og swimmingpool, som er bygget ovenpå resterne af familien Halks sommerbolig, bedriver han sin aktive pensionisttilværelse med at dyrke og plante skov til stor glæde for også vores familie, da det med Bodilsens overtagelse nu var muligt at færdes frit i skoven. Lasse husker sin bardoms skov således: ”Her kom jeg sjældent som barn, og vi var ikke just velkomne på de kanter, idet der blevet lavet et hegn over mod plantagen af de to søstre. Til gengæld var det herligt at bade henne ved sandbakkerne, hvor der også var en meget fin sandbund og en sti op ad skrænten, som vi “vedligeholdte” med vores ture op og ned. Da det også var Halks, var vi rædselsslagne for at blive ædt af de to damer, hvis de så os bade eller gå i skoven.

Bakkehuset set fra strandsiden.

Senere da Henning Bodilsen købte plantagen og byggede sit flotte hus, har det været en fornøjelse at gå ture i skoven og langs stranden. Til gengæld er der ikke meget sandstrand nu, da der er lavet kystsikring med kampesten for foden af skrænterne, der nu er vokset til”. I vores egen del af skoven er den løbende vedligeholdelse fortsat. Der er fældet træer – også nogle af de meget gamle – og der er genplantet. Vi ”plejer” at sige følgende til hinanden: ”De enkelte husejere opfordres til at aftale, hvem der fælder hvad, så man som udgangspunkt er ansvarlig for den del af skoven, som ligger nedenfor ens eget hus. Alt kan dog aftales i forhold til rydning, så evt. brænde bliver fordelt i forhold til indsats og behov”. Det nedsatte ”skovudvalg” vil på hver generalforsamling orientere om skovens status. I 2001 indgik foreningen en aftale med Hedeselskabet om at fælde de største af træerne i skoven. De fleste af dem var plantet af Signe og Esper Dalgaard samt deres børn i midten af 1930’erne. Dette var en god aftale for familien, da Hedeselskabet gjorde det store og tunge arbejde uden beregning mod til gengæld at hjemtage de store stammer. Skoven og forstranden bør vel også nævnes i forbindelse med den store rigdom, som findes, i form af bær af enhver art. Hindbær og

blåbær har været faste ingredienser i sommerlagkagen, brombær til tærten og de røde hyben på forstranden er blevet renset og gjort klar til en lækker og hjemmelavet hybenmarmelade. Det er et overflødighedshorn af smagsoplevelser fra naturens frugthave, som vi finder lige uden for døren, og som feriedagene giver os tid til at ”botanisere” i. Noget af det, som i høj grad karakteriserede området i de første mange år var den smukke lyng, som dækkede skråningerne ned mod fjorden. Vi vil naturligvis gerne fortsat have lyng, der blomstrer og også gerne breder sig yderligere. Det synes vi, hører til stedet. Der er dog noget, der tyder på, at vi må glædes over lyngen, så længe vi har den, da den ikke lever evigt. Den trues til stadighed af biller, af ælde og ikke mindst af græs, gyvel og brombær samt at de åbne arealer hele tiden er på vej til at springe i skov. Fællesarealets ve og vel vil også fremover være et fælles fokusområde, som uden tvivl vil optage meget af snakken på den årlige generalforsamling. Vi glæder os i det hele taget over den varierede flora og fauna, som vi så intenst oplever med de skiftende årstider. Markant er de mange rådyr, Danmarks mindste hjorteart. Rådyret har været i stærk fremmarch i de sidst 30 år i Danmark. Også ved sommerhusene, hvor vi ofte kan observere dem ude på kornmarken, stikke hovederne nysgerrigt frem, eller stå som stolte silhuetter på Hellebjerget en tidlig morgen. Tidligere, i sommerhusenes yngre år, var lyngskråningerne ofte befolket af grævlingefamilier. Få dyr har gennem historien været omgærdet af så meget mystik. Det forlyder, at man i gamle dage opfordrede til, at man skulle tage koks ( eller æggeskaller) i støvlerne, når man tog på grævlingejagt. For grævlinger bider til knoglerne knaser, hed det i folkemunde. Vi beder til, at det blot er en myte :). Det sidste dyr, som skal nævnes i familiens lille zoologiske ”have” er hugormen, som vi lever dør om dør med. Denne smukke zig-zak mønstrede slange, som kan nå en længde på hele 110 cm., har sit habitat på lyngskråningerne, tæt ved husene i foråret, hvor de kan finde varme, og f.eks. på stien ned mod stranden. Hugormen blev fredet i 1981. Den må som udgangspunkt ikke fanges eller slås ihjel, dog har man lov til at indsamle og flytte dem, når de træffes i umiddelbar nærhed af boliger og skønnes at udgøre en risiko for mennesker. Under tilsvarende forhold, og såfremt det ikke er muligt at indsamle og flytte dem, kan hugormen slås ihjel. Men husk: Hugormen bider kun, hvis den føler sig truet, eller hvis man kommer til at træde på den eller tager fat i den. 52

Fjorden Limfjorden, som vel mere retteligt bør betegnes et Sund, efter at Vesterhavet ved en vinterstorm i 1825 gennembrød Agger Tange, snor sig mere end 180 km fra Thyborøn i vest til Hals i øst og er et ca. 1700 km² stort system af småfjorde, som danner smukke bredninger, sunde og kringlede vige. På det smukkeste sted på kysten nord for Glyngøre, direkte over for indsejlingen til Nykøbing Mors, med udsigt i klart vejr til Vejlerne og til Fur, og med Sallingsundbroen svævende over hustoppene i Glyngøre, finder vi familiens sommerplet. Udsigten over Sallingsund fra alle 5 sommerhuse danner det konstante billede af blåt vand og hvide sejl. Trafikken på fjorden har naturligvis rykket sig gennem de mange år. Coastere og traditionelle blå limfjordskuttere, med velkendte pigenavne, er dog faldet drastisk til fordel for lystsejlere og motorbåde, som i dag er de dominerende skibe på fjorden. Og så var der jo noget med en DSB-færge, ”Morsø”, som pendulerede mellem Glyngøre og Nykøbing, så rettidigt at vi i sommerhusene kunne stille urene efter afgang og ankomst. I Glyngøre havde staten i 1873 anlagt en færgehavn, hvorfra en færgerute til Nykøbing Mors blev drevet af Nykøbing Kommune. Efter indvielsen af Sallingbanen i 1884 overtog Statsbanerne færgeruten 1. april 1885. Der blev bygget nye færgelejer og en stor jernbanestation i Nykøbing, så der 1. oktober 1889 kunne åbnes en jernbanefærgerute over Sallingsund og sejles godsvogne til og fra Mors. Allerede i 1930’erne begyndte man at tale om at bygge en fast forbindelse mellem Salling og Mors, der hvor de kendte færger Pinen og Plagen (”Motorfolkets færger”) sejlede i fast rutefart. Det tog dog sin tid at finde penge – og så var der også en krig, som forsinkede planerne. Den stigende biltrafik påkaldte dog vigtigheden af en fast forbindelse. Persontrafikken på banen blev således nedlagt i 1971 men godstrafikken på strækningen mellem Skive og Nykøbing via Glyngøre fortsatte indtil 1977. Sallingsundbroen med en længde på 1.717 m, og en gennemsejlingshøjde på 26 m, blev indviet i maj 1978 af dronning Margrethe efter en byggeperiode på 5 år. Familierne har gennem årene brugt stranden og fjorden på alle tænkelige måder. Naturligvis har der været badet – morgen og aften – og på gode sommerdage ofte flere gange dagligt. Badevandet i Sallingsund er oftest godt, og det skyldes uden tvivl indsnævringen af fjorden

Jens Peder og Svend Præst er i glibetøjet.

ved Glyngøre, hvor det friske havvand fra Thyborøn skal presses igennem af en stærk strøm. Der har også været fisket efter fladfisk og ål med stang fra stranden. Det var i ”de gode gamle dage”, da der var mange fisk i fjorden. Jeg husker også tydeligt, hvordan karlene på gårdene inde i landet kom ned til stranden om aftenen for at trække vod. Et vod bestod af en sæk og to arme. Karlene roede ud gennem det lave vand med ålegræs med den store sæk. Armene (lange tov) blev på land. Herefter trak man voddet (sækken) gennem ålegræsset udefra og ind mod land. Dette foregik enten med karlekraft eller ved hjælp af trækheste. Det var altid spændende at følge med i, om der var fangst i sækken. I vores egen familie var det særligt Kristian og Jens Peder som benyttede sig af en glib med tilhørende krøje til at fange ål. Glibning af ål i badetøj en varm sommerdag, eller i uldne bukser og trøjer når vandet var for koldt (det var før man opfandt waders), var altid spændende: ”Ålen er på vej ind i gliben. Den støder mod bagsiden, hvor gliberen mærker stødet med sin fod. Hurtigt hæves gliben op og ålen tages ud og stikkes i posen, der hænger over skulderen”. En glib består af en ramme (af form som et hustag), der på de to skrå sider og på enderne er beklædt med et finmasket net; rammen er forsynet med to stænger, hvormed en person står med gliben på bunden med den åbne side ind mod stranden, mens en anden med en »krøje (af form som en bred trærive uden tænder) el.lign. forsøger at jage ålene ud af ålegræsset og ind i gliben. Også net og ruser har været og er stadig i brug. Værst var det, når Jens Peder ikke havde fået røgtet garnet i tide, og han måtte hente garnet op af vandet fyldt med krabber, ulke og søstjerner med det resultat, at det hele ”gik i fisk”, eller som han selv udtrykte det på ægte Salling-

mål, i ”fidiwaw”, så han til sin store fortvivlelse ikke havde andet valg (ifølge ham selv) end at grave et stort hul i jorden til det filtrede garn. Sådan kan det gå! Der blev også fisket efter ål ved hjælp af røde teglrør, jernrør (var noget værre skidt, da de rustede) og gamle bildæk, som blev syet sammen og skåret to huller i. Det var altid spændende om en ål fulgte med op, når der blev dykket efter et rør eller et bildæk, eller om det bare var krabber, søstjerner og ålekvabber, som pikkede på håndfladerne. Fra tid til anden kunne også en ulk gemme sig i et rør. Familien var i det hele taget glad for ål. Der blev ofte ”drukket ål”, og en gang imellem tog Moster Dagny (Signe Dalgårds søster) initiativ til at invitere alle på ålegilde, som var tænkt som et sammenskudsgilde, men som dog altid endte med at Moster Dagny betalte gildet☺, et arrangement som siden hen udviklede sig til en tradition, hvor hun flere gange inviterede hele sin store familie på middag på Restaurant Dingle ved Åsted i Nordsalling. Nu er det vel mest fiskeri med stang fra én af vores små både, som med lidt held kan kaste en hornfisk af sig. Ellers med vaders i vandet efter en forbipasserende havørred.

Limfjordsøsters serveret med brus. Velbekomme!

Mågeøen 1980.

Flere af familiens medlemmer hygger sig med at stryge lidt fjordrejer i forsæsonen, og ellers selv finde østers til eget lille festmåltid. Helst i efteråret, hvor vandet er koldere. Lige neden for sommerhusene kan man vade ud og plukke dem fra bunden: Både de traditionelle Limfjordsøsters (den europæiske) men også i de senere år Stillehavsøsters. Derefter er det udelukkende en temperamentssag om de skal spises rå eller gratineres et par minutter i ovnen. Dertil en kølig vin – gerne mousserende. Velbekomme! Lasse fortæller om sine barndomsminder ved stranden: ”Jeg husker stranden og vandet ved sommerhusene således: Blæretang og søgræs, masser af ål, mågeøen lå så man kunne ro inden om den ved højvande. Ved lavvande var der rigtig mange muslinger og man kunne gå ud på øen. Vandet var krystalklart i stille vejr. Jeg tror det var før tiden med bundvending i Limfjorden”. I forordet strejfede jeg spørgsmålet om, hvor Mågeøen er blevet af. På dette luftfoto fra 1980 ses den tydeligt, sådan som Lasse og alle vi andre husker den tilbage i tiden. Odder opstår og forgår. Således også Mågeøen, som var opbygget af bølgetransporteret sand, grus og småsten garneret med blåmuslinger. I dag, 40 år senere, er odden væk, da strøm, vind og vejr har forandret kystlinjen. Mågerne har mistet et

sandt eldorado, et naturens spisekammer med én ret på menuen: ”Blåmuslinger på banke”! ”At sejle er at leve”! Med denne lettere omskrivning af et kendt motto, skal der også i denne sammenhæng sættes fokus på familiens sejlads på fjorden gennem årene. Familien har altid haft en særlig veneration for sejlsporten og det frie liv på vandet. Det startede vel med Laurits og Svend og båden Karen-Marie, som Signe tidligere nævnte. Karen-Marie var en limfjordssjægt – klinkbygget og spidsgattet. Først med gaffel- eller latinersejl, senere med en bermudarig, som er det mest almindelige nu om dage. Karen-Marie var bygget i Nøreng. Svend lavede nogle ændringer på hende, så hun fik mere køl og Bermuda rig. Ifølge Svend Erik Primdal (red. Jens Peders yngste bror) støbte man en betonbjælke, som man boltede neden under kølen, for at få Karen-Marie til at bære et større sejl.

Karen-Marie – familiens stolte limfjordssjægt – med moderne bermudarig.

Lasse og morfar i Moses ll.

To matroser er stået til søs 1955.

Det gode skib – Moses l – på Limfj

orden med fuld besætning.

Lasse husker det således: ”Karen-Marie så jeg første gang på land i Øster Lyby hos Laurids og Else. Hun havde været brugt af min farfars børn, som nu var voksne og havde andet at tænke på end at sejle jolle”. Sammen med Svend Erik Primdal gik Peder i gang med at sætte Karen-Marie i stand, og hun blev sat i vandet ved Lyby strand”. Svend Erik Primdal fortæller videre om Karen-Marie: ”Marie og Jens Peder blev gift i Lyby kirke d. 29. marts 1946, og et par dage efter startede jeg som karl hos Laurids. Han havde jo købt ejendommen i Ø. Lyby, og nu skulle jeg hjælpe ham med at grave æbletræer op i plantagen ved Lyby skole, fragte dem med hestevogn – hesten hed Kirsten og var en dejlig rolig, stærk hest, – til Ø. Lyby, hvor de blev begyndelsen til det, der i dag er Klaus og Elses frugtplantage. Allerede i april eller maj måned 1946 kom Laurids og spurgte, om jeg havde lyst til at komme med om i sommerhuset ved Grynderup strand en weekend. Det ville jeg gerne, også selv om det jo indebar, at vi skulle bestille noget. Der omme lå Karen-Marie i læ ved nogle fyrretræer neden for bakkerne. Der skulle skrabes, slibes og renses og endelig males inden den var klar til at blive sat i fjorden. Men det

var herligt at være med i arbejdet og hele fællesskabet. Sommerhus og egen sejlbåd!! Det var noget, der var helt anderledes end min barndom i Durup”. Der var mange familieture med Karen-Marie på fjorden. Svend Erik husker én af sine ture således: ”Jeg mindes, hvor turen gik over fjorden til Nykøbing, til Hammeren – den sydlige del af byen – hvor Laurids’ faster havde et sommerhus. Hun havde en frugtforretning i byen, og jeg var med til at sende jordbær, hindbær og æbler over til hende. Vi fik dem med DSB fra Lyby station, og så kunne hun hente dem på havnen i Nykøbing. Hun fik i øvrigt også frugt fra gartner Overgaard, der senere startede ”Jesperhus Blomsterpark”. På sådan en tur var der fuld besætning på Karen-Marie”. Karen-Marie tog på sommertogt mellem Lyby og Grynderup – og tilbage igen. Svend, Peder og Lasse sejlede en smuk dag med rigelig vind mod Sæby strand og sommerhuset. Vinden var agten-for-tværs op gennem Skive Fjord, og der var en flot udsigt til blandt andet Jenle. Vejret ændrede sig dog i løbet af dagen og da de nåede op mod Fur var det blevet rigtigt grimt med byger og torden. Karen-Marie gik på grund, men kom fri og man søgte ind til færgelejet, hvor de tre besætningsmedlemmer blev rigtig glade for at se Laurids og Else, som bekymrede stod og afventede, at de kom i land. Lasse fortæller: ”Vi var så våde som druknede mus, og jeg frøs. Laurids og Else kørte os i min farfars Citroen til Ø. Lyby, og lod båden ligge til videre sejlads en anden dag”. Båden skulle jo tilbage til Lyby på vinterbedding, og det fortæller Svend Erik om i denne lille beretning, som står meget skarpt i hans erindring: ”Da Laurids havde købt ejendommen i Ø. Lyby, blev det sædvane, at båden om efteråret blev sejlet hele vejen nord om Salling, ned gennem Skive Fjord til Lyby strand. Hvordan den kom derfra op i laden, husker jeg ikke. I efteråret 1946 eller ’47 blev det bestemt, at Else, Laurids og jeg skulle have lov at klare den sejlads. Vi startede fra morgenstunden med rigtig fint vejr og en sydlig vind, så det gik strålende op mod Fursund. At vinden drejede en smule mod vest i løbet af formiddagen var jo bare en fordel, så vi ikke skulle ligge og krydse ind gennem det smalle sund, så vi kom hurtigt gennem sundet og satte kursen mod syd. Det var alt sammen gået så hurtigt, at vi besluttede at gå ind til land for at nyde den medbragte frokost og det fine vejr. Her blev Laurids efterhånden lidt urolig, for vejret kunne jo også blive for fint, så en middagslur på strandbredden blev der ikke tale om. Vi kom ombord igen og fik sejlet sat, men da var der ikke ret meget vind længere. Vi måtte jo nøjes med det, der var, så vi listede lige så stille

ned gennem Risgårde Bredning til Hvalpsund, og jeg nød i fulde drag turen sammen med de to mennesker, som jeg satte så stor pris på. Da vi havde passeret det smalle sted ved Hvalpsund, måtte vi erkende, at vi ikke kom nogen steder ved vindens hjælp. Det var blevet blikstille. Heldigvis havde vi 2 årer med, så vi måtte erstatte den behagelige vindkraft med vores egen muskelkraft, og vi havde stadig ca. 10 km. i lige linje til Ø. Lyby. Nu begyndte det at mørkne, men vi kunne jo sagtens finde den rette kurs. At vi havde pårørende inde på fastlandet, der var ængstelige for, hvor vi dog blev af, det skænkede vi ikke en tanke. Men nu viste det sig, at mørket medbragte en fantastisk oplevelse: Ved hvert åretag stod der ligesom en hel ildstribe hen gennem vandet, og da vi så nøjere til, så var der lignende striber bag båden. Vi oplevede det fænomen, der kaldes morild! Det er mikrober eller alger, der forårsager det, og det vidste Laurids godt noget om, men bare at opleve det var helt fantastisk. Når vi løftede en åre op af vandet, så dryppede der ikke vand fra den, men ilddråber. Jeg har vist set lidt i den retning en gang senere, men slet ikke i det omfang. Det var som naturens eget fyrværkeri. Da vi nåede badebroen i Ø. Lyby var der stor opstandelse. Det var lige før de havde sendt bud efter redningsvæsenet. De havde kørt op langs kysten og søgt steder, hvor de med billygterne kunne lyse ud over fjorden og lede efter os og signalere til os. Det havde vi ingen anelse om. Vi havde bare haft alle tiders store oplevelse”. Karen-Marie var for tung at slæbe på land efter hver tur, så hun lå for anker ud for Hellebjerget. Desværre blev det stormvejr på et tidspunkt, og Karen-Marie blev bordfyldt og lagde sig på langs af stranden fyldt op med sand. Senere, omkring 1960, fik Lasse Karen-Marie til Randers ad landevejen, og hun lå i havnen ved bådebyggeren, hvorfra han havde nogle gode ture på Randers Fjord. Senere blev hun meget utæt i nådderne og afhændet af Lasses far, Svend. Derefter blev det til Moses I og Moses II: Moses I var en robåd bygget med flad stævn og hvælvet skrog. Den menes at være gået op i flammer i et Sct. Hans bål på stranden. Efterfølgende var det vist Jens Peder, Peder og Marie og Jens Peders franske feriebarn, Jean, der var ude at se på en lidt større robåd med almindelig stævn og flad bund. Det må være omkring 1952, måske lidt tidligere. Lasse fortæller: ”Jeg kan huske at jeg roede med min farfar til Glyngøre en smuk og vindstille morgen. Jeg var ikke større end at jeg måtte stå op, når jeg skulle hive i årerne, og jeg var vældig stolt over at kunne ro. Vi skulle købe brød, mælk og ost. Dengang havde Glyn-

Længsel er saltet hos Esper...

gøre en del forretninger: ostehandler, bager, brugs, slagter, købmand, fiskehandler og fiskeri-auktion på havnen”. Moses ll blev brugt af familien til engang i 60’erne, hvorefter den tabte pusten. Hvert år måtte den kalfatres kraftigt for overhovedet at kunne holde vand. I løbet af 60’erne fik flere i familien sejlbåde, robåde, speedbåde, vandski, sejljoller, windsurfer, kajakker og nu også SUP (Stand Up Paddling). Længsel er saltet i Limfjordens vande. Her fik jeg fartens glød på kind, her blev med kølige stænk mod min pande viet til uro mit sejlersind. Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør i kuling fra Hals og til Harboør. (Tekst: Erik Bertelsen) Fjorden er et fantastisk vandland, som har givet mange af os skønne oplevelser. Sallingsund er sejlet tynd, først af Peder og Lasse i deres OK joller, senere af Esper og jeg i vores optimistjoller, som fædrene købte i 1964 som byggesæt fra Vordingborg Trælasthandel. Der kom flipperjolle til samt andre jolletyper. Iført sejlertøj og redningsveste drog vi afsted til stranden, og vores mødre kunne med spænding med udkigspost fra Hellebjerget følge vores færd på fjorden.

Nye bådtyper på stranden 2020.

Da sommerhusene efterhånden blev til flere, og folk fyldte husene ud hele sommeren igennem, opstod der behov for bl.a. en badebro, så man kunne komme fra stranden ud på sandbund. Det var hovedsageligt Kristian og Jens Peder, som byggede broen ved hjælp af materialer fra skoven. Det var et stort arbejde hvert år, som da også holdt op. Ikke nok skulle broen bygges, men den skulle også bjerges på land inden efterårsstormene satte ind. Det var nok et for stort arbejde i længden for at for få kunne have glæde af det. Enhver egn har sin egen mytologi og historie. Myterne i sommerhuset knytter sig bl.a. til de to sten fra istiden, som ligger ud for Hellebjerget. De har, som sagt, begge været der fra Arilds tid. Altid har de været genstand for opmærksomhed fra folk på land, fra en måge eller sågar fra en træt sæl. Særligt Den Store Sten har været målepunkt for vandstanden. Ved lavvande kan den ses som en pukkel. Derudover er den et godt mål for en svømmetur: ’Ud til stenen – og tilbage igen’. Af hensyn til sejladsen i området har vi altid sørget for at markere stenene med bøjer, da en eventuel påsejling ville have store konsekvenser. I de senere år er der sket en udvikling i hyppigheden af besøgene i sommerhusene. Fra at have været traditionelle sommerhuse, hvor man stort set kun benyttede husene i sommersæsonen, er de fleste nu så veludstyrede og komfortable, at de kan bruges hele året rundt. Flere familier har ligefrem skabt en tradition med at holde nytår i sommerhusene. Med brugen af husene hele året er der opstået en ny trend; vinterbadning. Prøv det. Det siges at være stærkt vanedannende. Men husk: Bad aldrig alene!

”Da jeg stod dernede på kanten af den spejlblanke fjord og så over imod det kendte land der lå dér på den anden side og lignede en evighed rejste der sig pludseligt en stump bølge vel bare ekkoet af en bølge og den rullede ind imod mig viste et par tænder da den ramte mine sko og forsvandt ned under mig med en rallende lyd i det grus jeg stod på. Sådan kan fjordens sprog også være”. Knud Sørensen, Mit sprog og fjordens, digte, forlaget Herman & Frudit

Efterord

Det er mit håb, at der med denne lille fortælling om oplevelser og øjeblikke i vores familiers liv de sidste 90 år er givet et indblik i naturen og livet omkring familiegrunden ved Grynderup, ikke mindst samspillet med vejret, lyset og vandet. Det er et lillebitte stykke familiehistorie, der er beskrevet på de foregående sider. Den er langt fra fyldestgørende. Hvis man vil, så åbner de mennesker, som optræder i historien, for mange nye fortællinger om livet før, nu og i fremtiden. Hver gang et hus skifter beboere, så har vi en ny historie. Nye mennesker. Nogle af dem forfølger man, mens man lader andre gå. Historien er ”levet”, det er bare med at finde den og fortælle den. Må historien om ”vores sommerhus” leve videre i nye fortællinger med nye mennesker. Man fornemmer altid blæstens friskhed og det særprægede miljø, som de 5 familiehuse danner omkring Hellebjerget. Blæsten sætter liv i både mennesker og natur – her fik vi ”sejlersind”! Vinden kommer jo mest fra vest i denne del af verden, men selv en mere sjælden østenvind kan sætte en scene for, hvordan vejr og folk spiller sammen. Både i stiv kuling med krappe skumtoppe og ved havblik med blinkende vand glædes vi ved besøget i ”vores sommerhus”. Ingen andre steder, synes vi vel, knejser himlen så højt over hovedet, som når man sidder på bænken på Hellebjerget. Fra ”bjerget” tager himlen sig ud som en uendelig kuppel med sol, måne, planeter, stjerner og skyer. Hvad mere kan man ønske sig?

Bænken på Hellebjerget er et godt sted til eftertænksomhed og drømme.

VORES SOMMERHUS