27-10-2021 Specialoperationskommandoen (SOKOM) - Gensidigt udbytte

Page 1

Specialoperationskommandoen - SOKOM 27-10-2021

Et gensidigt udbytte Endex på øvelse Night Hawk 2021 var ikke mange timer gammel, før chefen for Specialoperationskommandoen, SOKOM, generalmajor Peter Boysen her på siden var ude med stor ros og tak til de mange frivillige soldater fra Hjemmeværnet, der deltog under øvelsen. Frømandskorpsets chef var også hurtigt i vælten med en særlig tak møntet på SSR, Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni, der stillede med stabspersonel og to patruljer, som løste rekognosceringsopgaver og gennemførte mindre kampopgaver under øvelse Night Hawk 2021. "Det burde ikke være nogen overraskelse, men hver gang jeg arbejder sammen med SSR imponerer de mig meget med deres engagement, gode humør og professionalisme - det er flot af en frivillig enhed og vi er Hjemmeværnet meget taknemmelige," skrev kommandørkaptajn Jens Bach på Frømandskorpsets Facebook-side. Et samarbejde som også chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly fik lejlighed til at opleve under sit besøg på Flådestation Frederikshavn. Men selv om der således ikke hersker et gran af tvivl om, at SOKOM og de danske specialoperationsstyrker sætter meget stor pris på SSR's engagement i øvelse Night Hawk, går der også gode tanker den anden vej. "Vi får et kæmpe udbytte ved at deltage i øvelse Night Hawk. Normalt når vi blot en enkelt opgave, når vi kører vores interne øvelser, men under øvelse Night Hawk når vi tre og nogle gange fire opgaver i løbet af øvelsen. Set-up'et er jo kæmpe stort, og Night Hawk er bare øvelsen, hvor man har mulighed for at få afprøvet alting af i forhold til de øvrige kapaciteter, der er med. Så øvelse Night Hawk er for os en slags eksamen, hvor vi bliver målt og vejet på vores faglighed, og det vi har trænet på op til øvelsen," siger chefen for SSR major Morten Rask, der havde cirka 40 SSR-soldater indsat under øvelsen. Under øvelse Night Hawk indgik SSR i den af Frømandskorpset opstillede Special Operations Maritime Task Group, SOMTG, hvor SSR var repræsenteret i staben samt med to Special Operations Task Units, SOTU, hvor operatørerne bl.a. arbejdede sammen med britiske, polske og ukrainske specialoperationsstyrker. "Når vi arbejder sammen med andre nationer, lærer vi hele tiden nye måder at gøre tingene på. Det er super lærerigt. Vi er specialister inden for Special Reconnaissance, SR, men vi skal også kunne løse mindre kampopgaver, og under Night Hawk bliver vi set over skulderen hele tiden, hvorfor Night Hawk en rigtig, rigtig vigtig øvelse for SSR. I det her segment skal der skabes respekt og tillid i forhold til enhedens faglighed, og det hele er desuden så koncentreret og intensivt, at vi næsten får to års øvelseserfaring med hjem fra 14 dages Night Hawk øvelse," siger Morten Rask. Han er den eneste fastansatte i den godt 130 mand store SSR-styrke, som dækker hele Danmark. De øvrige er frivillige soldater fra Hjemmeværnet, der har gennemgået en knaldhård optagelsesprøve, som strækker sig over fire måneder og typisk kun slipper en håndfuld af de 50-60 ansøgere gennem nåleøjet. "Mange af vores frivillige bruger over 1.000 timer om året i SSR, og det er også her de lægger al deres fritid, når først de er inde. Der er ikke tid til fodbold eller andre fritidssysler," siger Morten Rask. Til gengæld får SSR-soldaten nogle helt unikke oplevelser og en række særlige kurser, som kun er de færreste forundt. Blandt andet er hovedparten af SSR-soldaterne uddannede kampsvømmere ved Frømandskorpset, hvilket bl.a. betyder, at de kan indsættes operativt fra vandsiden i rammen af SOKOM.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.