1 minute read

Dialog om at være kvinde og soldat

Livlig debat om at være KVINDE OG SOLDAT

Advertisement

Snakken gik livligt, da Hjemmeværnet på Ungdommens Folkemøde 2022 i Valbyparken var vært for en workshop for 30 gymnasieelever, hvor ”køn i militær tjeneste” var på programmet.

Køn i militær tjeneste var igen i år i fokus på Hjemmeværnets workshop for 30 unge gymnasieelever på årets Ungdommens Folkemøde i Valbyparken, hvor Hjemmeværnet også deltog sidste år.

I år var der på workshoppen indspark fra kvindelige frivillige hjemmeværnssoldater og foreningen Kvindelige Veteraner, som var med til at formulere nogle af de dilemmaer, som de unge workshopdeltagere skulle debattere. Dilemmaerne var i høj grad inspireret af kvindernes egne oplevelser som soldater.

De unge gymnasieelever var meget motiverede og tog aktivt del i debatten om at være soldat og kvinde, og de kunne stille spørgsmål til de fremmødte kvinder i uniform, nemlig Sara og Freja fra Politihjemmeværnskompagni København og Karen og Robyn fra Kvindelige Veteraner. ”Gymnasieeleverne havde forberedt sig godt, og samarbejdet med deres lærer fungerede upåklageligt. Eleverne stillede mange gode spørgsmål, og de havde tydeligvis gjort sig mange tanker om køn, kultur og militær tjeneste,” fortæller specialkonsulent Nynne Daugaard-Petersen fra Hjemmeværnskommandoen, der var med til at arrangere workshoppen.

Diversitet giver bedre opgaveløsninger

Formålet med workshoppen var da også at blive klogere på de unges syn på, hvad det vil sige at være soldat. ”Eleverne debatterede både menstruation, kageordning, ”en hård tone”, og hvad man egentlig mener i Forsvaret, når man siger, at soldater kun har ét køn, og om det giver nogle blinde vinkler. Der var bred enighed om, at diversitet i grupper, der skal løse opgaver sammen, giver en bedre opgaveløsning,” forklarer Nynne Daugaard-Petersen.

Netop den pointe understøttes af forskning på området, så på den måde viste de unge, at de har forstået værdien af mangfoldighed. ”Det kan vi i Hjemmeværnet lære noget af, både når vi rekrutterer soldater, og når vi skal løse vores kerneopgave,” siger Nynne Daugaard-Petersen.

Så det blev en succesfuld workshop, hvor alle gik klogere derfra. ■

This article is from: