Bare Anna

TRINE APPEL

Politikens Forlag

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 3

27-06-2011 10:22:42

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 4

27-06-2011 10:22:42

Kapitel 1

120 km i timen Det er nu. I dette sekund. Jeg sidder på forsædet i den skrotbunke, min mor kalder en bil, og der er ingen vej tilbage.

120 kilometer i timen. Eller det vil sige, vi kører nok nærmere 90, for bilen siger mærkelige lyde, hvis vi presser den for meget. Men for mig føles det som en racerbil: Det går alt for stærkt, og hele min krop trækker i den anden retning.

Lige nu vil jeg slet ikke med på den åndssvage sommerlejr, jeg kender jo ikke et øje! Min mor har plapret hele vejen med en skæv mund, der aldrig står stille og hængeøreringe, der er gået i selvsving. Faktisk har jeg ikke hørt en pind af, hvad hun har snakket om. Et er, at jeg skal fokusere på vejen foran mig for ikke at blive køresyg, det er jeg vant til. Noget andet er, at jeg konstant tænker på, hvordan jeg ser ud, når jeg smiler. Togskinnerne får min overlæbe til at krænge tilbage som en chimpanses, og bøjlen føles som splinter mod tungen, så spritny er den. Så fremmed i min mund, at tungen hele tiden vil mærke efter, om den sidder der. Det gør den. 100 procent.

Jeg har været ret nede over det. Det er så uretfærdigt, at jeg skal gå med den et helt år, for at den kan presse de to tænder på plads, som har tvistet sig rundt og ligner hugtænder. Et år! Det føles som resten af mit liv. Det er en 5

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 5

27-06-2011 10:22:43

familiesvaghed, nedarvet fra min far, men han har kun én drejet tand og har aldrig fået den fikset. Han er ligeglad, men det er jeg ikke. Man burde kalde mig “Anna the Vampire”, for mine sidder skævt lige der, hvor freaks med hang til vampyrhistorier får sat falske tænder ind, for at ligne den ægte vare. De må få mine hugtænder, helt gratis. Min far prøvede at trøste mig i går aftes, fordi jeg tudede efter den hjemmelavede spaghetti bolognese: Alt kødet sad fast i togskinnerne og fik mig til at ligne én, der ikke havde en pløk i munden.

“Søde skat,” sagde han og strøg mig over kinden. “Hvis du ikke havde fået den bøjle, ville folk tro, du var med i Michael Jacksons Thriller-video.” Han prøvede selvfølgelig bare at opmuntre mig, men han forstår ikke, hvor alvorligt det er. Ingen vil kysse én med bøjle. Det er nemt at sige, at man bliver glad for det senere: “Så har du flotte tænder som voksen.” Det er jo om hundrede år. Jeg er her lige nu, og jeg ligner noget, der er løgn.

Min mor smider en cd på det skrantende anlæg, og Kim Larsen strømmer ud af højtalerne. Hun elsker at høre ham, når hun kører bil, genoplever hele sin barndom. “Åh, at være en høne” skråler hun og dasker til min arm.

“Kom nu, Anna, syng med. Pikke et rødhudet bæææær! Åh, at være en tøjhund …”

Jeg var syv år, da jeg sang med på de sange. Dengang var det trygt og hyggeligt, og vi sang højt, min mor og jeg, men kun når min far ikke var med. Han hader Kim Larsen og siger, at Kim skulle være kvalt ved fødslen. Et af de punkter, 6

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 6

27-06-2011 10:22:43

mine forældre kan komme helt op i det røde felt over. Tænk at skændes om noget så åndssvagt.

“Kom nu, skat, syng med.”

Jeg læner hovedet mod ruden og mærker mit hjerte tage elevatoren helt op i halsen. Om lidt skal jeg drøne rundt med en masse fremmede og være “åh, så social”. I en hel uge! Det er til at dø over. Lige nu synes jeg, det er den dårligste ide, jeg nogensinde har fået. Det var efter en forestilling på skolen, at jeg luftede tanken om at “have lyst til at spille teater”, og straks blev min mor forvandlet til en flyvende tallerken, der lettede fra gulvet og svævede rundt under loftet med blinkende lys i øjnene.

“Det er en fantastisk ide, Anna,” hvinede hun og sprang på nettet, fandt Teaterspirerne i Holte og ringede med det samme. Jeg kunne ikke nå at bremse hende. På den anden side ville jeg gerne, men nogle gange er det federe at drømme om det. I drømme kan man alt og er meget bedre end i virkeligheden. Min mor holdt et langt foredrag om, at man skal prøve ting af. Se om det er noget. Jo tak, det har jeg ligesom gjort.

Først karate. De tranespark er kun rigtig seje, hvis man kan flyve i slowmotion samtidig. Jeg var der kun to gange, så måtte mine forældre give hele outfittet til én fra gården.

Ridning? Min bedste veninde Mille har prøvet at overtale mig i mange år, fordi hun selv er en hestepige. Jeg prøvede virkelig at give det en chance, men var hundeangst hele vejen gennem stalden. De er jo møgstore de uhyrer, kunne slet ikke se hen over ryggen på dem. Jeg har gået til gymna7

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 7

27-06-2011 10:22:43

stik og følte mig som en klumpe dumpe, fordi alle kunne slå vejrmøller og kolbøtter. Jeg kan ikke nogen af delene og havde slet ikke tålmodighed til at lære det. Og hovedet nedad? Niks. Jeg er udstyret med en balancenerve, der ikke kan tåle alt for store udfordringer af tyngdeloven, så vejrmøller er nok ikke det smarteste at give sig til. Måske er det efter alle de fejlslagne hobbyer, at min mor ikke var til at styre.

“Det er lige dig, Anna,” gentog hun i et væk. “Jeg kan mærke det helt ud i hårrødderne.”

Netop samme dag havde hun farvet sit hår ildrødt, så jeg tvivler på, at hendes hårrødder kunne mærke noget som helst. Men alligevel. Jeg ved jo, hun har ret, for lige før sommerferien lavede vi en musical på skolen, og det var det sjoveste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg havde kun en lille rolle. Det var ottende og niende klasserne, der halede hovedrollerne hjem. Men at stå på scenen, og få alle til at grine, var et kæmpe sus. Lysene, kostumerne og fornemmelsen af, at jeg stod lige midt i det hele, gav mig følelsen af, at det her … det vil jeg gerne prøve igen!

Jeg havde fundet på en underlig abeagtig gangart, og nogle af forældrene og eleverne sagde bagefter, at jeg var supergod og sjov. Jeg voksede ti centimeter, og da jeg lagde mig på puden den aften, drømte jeg om at blive rigtig skuespiller. Én der spiller alle de sjove, lækre, spændende roller og hiver den ene Oscar hjem efter den anden.

Jeg ved godt, at det er uopnåeligt. Men man kan vel altid starte med at gå til drama en gang om ugen. Desværre 8

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 8

27-06-2011 10:22:43

var sommerlejren ikke til at komme udenom. Dramalæreren sagde, at det var den “fedeste chance” for at komme ind i gruppen, før vi starter rigtigt efter ferien. Jeg sagde ja, selvom jeg mest havde lyst til at sige nej. Hvad skulle jeg ellers lave den uge, når Mille er på Mallorca, og min lillebror kravler rundt på væggene, fordi han ikke kan vente med at starte i børnehaveklasse? Det ville blive en dødssyg uge med en mor, der ikke gider andet end at tage i soppesøen for at brænde krudtet af min lillebror.

Vi drejer om hjørnet, og en kolos af en bleg kommunal bygning åbenbarer sig for øjnene af os. Jeg synker en ekstra gang. Der er et virvar omkring to store busser: Forældre og en milliard teenagere myldrer rundt og krammer hinanden med soveposer under armene. Lige nu har jeg mest lyst til at hage mig fast til kofangeren på vores bil og køre med hjem igen. Så kunne jeg hænge der som en anden slidt bamse på en truckerbil og få fluerne klasket i munden. Måske mindre smertefuldt end at lade som om, jeg har tjek på det hele i en ny flok af kommende venner.

Måske skal jeg opfinde en ny Anna? En der er tjekket, cool og smadder dygtig? Sådan en alle vil være veninde med? Eller måske skulle jeg være hende den mystiske? Jeg kunne være den nye pige, som alle drengene forelsker sig i, fordi de ikke helt kan regne mig ud? Her er chancen for at starte på en frisk, her er muligheden for at give et andet indtryk, skabe et image, som er mere spændende! For fanden, det er bare en rolle at spille.

Jeg bliver helt træt ved tanken. Kan ikke spæne fra, at jeg 9

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 9

27-06-2011 10:22:43

er hende, som klovner i klassen, fordi jeg på ingen måde er særlig mystisk eller lækker. Måske er det bare sådan. At der er piger i klassen, som er uopnåelige, smukke og indeholder alt det, drengene bliver vilde med. Vi andre må underholde og få dem til at grine. Man må jo overleve.

“Kom nu, skat,” siger min mor og krammer min skulder.

Vi stiger ud af bilen, og mine ben dirrer. Min mave ryster.

Hele min krop er gået i jordskælv, men benene kommer alligevel rundt om bilen, og jeg tager imod soveposen og den stoppede pølsetaske.

“Husk kjolen!”

Argh, ja. Kjolen fra 1920’erne. Sommerlejren har et gangstertema, og min mor har gennemrodet alle vintagebutikker i det indre København for at finde en charleston-kjole til mig. Det lykkedes: Den er sort med snore, der flyver ud i luften, når man drejer rundt. Til den har min mor syet et fint pandebånd med en grøn fjer. Jeg håber, alle de andre har gjort lige så meget ud af det. Vil nødigt være den eneste, der er klædt ud. Det kunne virke som om, man har glædet sig hele sommeren og ikke har et liv ellers!

Jeg hanker op i posen med kjolen, og sammen går vi over mod flokken. Der er mange piger. De griner forventningsfulde og snakker med hinanden med den der selvfølgelighed, når man kender hinanden godt. Sommerfuglene er vokset til betontunge albatrosser, der kluntet bokser rundt i mine tarme, og den ristede bolle, jeg tvang i mig i morges, truer med at blive genfødt.

Min mor skubber mig ind i flokken, og et par piger smiler 10

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 10

27-06-2011 10:22:43

og kigger nysgerrigt. En mand med hår, der stritter ud til alle sider, kommer os smilende i møde.

“Du må være Anna?” siger han.

Jeg nikker, hvorpå han først griber min hånd og derefter min mors.

“Jeg er Malte. Velkommen til Teaterspirerne! Du skal være på mit hold, når vi starter efter ferien.”

“Hmffrr,” er det eneste, der kommer ud af min mund.

“Har I en alkoholseddel med?” spørger han.

“Alkoholseddel?” gentager min mor og ser helt mærkelig ud.

“Nårh, nej, undskyld, det var et rutinespørgsmål,” smiler Malte. “Selvfølgelig skal Anna ikke drikke øl, du er fjorten, ik?”

“Ja,” svarer min mor, før jeg når at svare. “Ja, jeg er da glad for, at I har en alkoholpolitik. Anna har smagt lidt derhjemme, men hun brød sig bestemt ikke om det. Heldigvis!”

Jeg ser ned i jorden. Hold nu mund, mor!

“Jeg går egentlig ikke ind for, at de unge skal hyggedrikke, men hellere have snuset lidt til det derhjemme end et lusket sted.” Hun taler til Malte, som om de er to indforståede voksne, der ved bedre. Jeg hader, når hun gør det.

“Jeg er helt enig,” siger Malte og blinker til mig. Så hiver han pølsetasken ud af mine arme og kaster den ind i den åbne luge på siden af bussen.

“Hit med soveposen.”

Den flyver samme vej i en flot bue. “Sådanne Marianne!”

11

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 11

27-06-2011 10:22:43

Min mor får øje på en eller anden længere fremme og vinker. “Guuud, hej Christian.”

En mand med silketørklæde om halsen giver min mor et kram.

“Dea! Hyggeligt at se dig,” siger manden. “Er det din datter?”

Jeg må høfligt give hånd.

“Ja, Anna starter i dag,” svarer min mor.

“Lotus er her et eller andet sted,” siger han og spejder rundt. En pige med knaldsort hår med indflettet pink bånd baner sig vej frem til os. Hendes mørke mascarablik undersøger mig fra top til tå.

“Der har vi hende.” Manden præsenterer sin datter, og jeg rækker lidt tøvende hånden ud. Pigen giver mig et kort fast håndtryk. Hun har sorte støvler, sort strutskørt og en T-shirt med en japansk tegneseriefigur med stirrende gule øjne på.

Min mor kværner videre.

“Tillykke med din roman. Jeg har desværre ikke læst den endnu, men jeg så alle de fantastiske anmeldelser.” Hun smiler med så åben mund, at jeg nærmest kan tælle hendes sølvplomber. Hvorfor skal hun altid være så overdrevet?

“Hvad med dig selv?” spørger Lotus’ far. “Har du noget på vej?”

Jeg tripper lidt og spejder over på Lotus. Hun ser på nogle drenge, som fjoller med soveposerne. “Åh, om et halvt års tid, tror jeg.” Min mor ryster lidt på hovedet. “Jeg er på vej et andet sted hen rent kunstnerisk, meget spændende, meget udfordrende.”

12

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 12

27-06-2011 10:22:43

Mor, din løgner! Hun skriver ikke en skid. Hun går og river sig i håret, fordi hun har haft en skriveblokering i over et halvt år. Nogle dage har hun stadig natkjole på, når jeg kommer hjem fra skole. Hun fortæller, at hun har siddet foran computeren hele dagen uden at kunne skrive bare én sætning, og jeg kan mærke, hun er møgfrustreret over det.

Hendes dårlige humør vælter ned over hele familien som syreregn og får alle til at forsvinde ind på deres værelser.

Måske er det derfor, de skændes mere, end de plejer, min mor og far?

Hun vender sig mod Lotus og mig. “Christian og jeg har samme forlag!” forklarer hun.

Ja, ja, vi er ligeglade. Lotus smiler lidt opgivende. Med togskinner i hele munden.

“Måske du kan hjælpe Anna lidt i gang her på lejren?” siger min mor til Lotus, og jeg sender hende et kort blik. Lad nu være med at blande dig!

“Hun kender ikke rigtig nogen.”

Der burde være en manual for mødre om, hvordan de skal opføre sig i det offentlige rum. Eller i det mindste bare når de er sammen med deres døtre!

Lotus trækker lidt på skuldrene.

“Vi kan sidde sammen,” siger hun så. Flot, så fik min mor lige møvet mig ind! Håber ikke, Lotus synes, det er alt for klister-agtigt.

“Jeg bliver stående og vinker, til I er kørt,” siger min mor og nusser mig på skulderen.

“Det behøver du ikke,” siger jeg hurtigt.

13

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 13

27-06-2011 10:22:43

“Jamen, det vil jeg gerne. Jeg kommer sådan til at savne …”

“Mor!” afbryder jeg. “Det er okay, at du kører nu.” Det sidste får jeg sagt ud gennem tænderne. Hun får det til at lyde, som om jeg er seks år; dengang jeg fik hjemve, når hun gav farvelkram. Men jeg er fjorten nu. Hun giver mig et vådt kys på kinden, og jeg tørrer efter med hånden.

“Nå, jamen du må have en dejlig uge, min skat, du ringer bare, ik?”

Jeg vinker halvhjertet. Det kan kun gå for langsomt med at få hende ud af klappen. Hun sender et luftkys og forsvinder i mængden. Lotus giver sin far et ordentligt kram, og hun tørrer ikke hans kys væk fra panden. Et øjeblik mærker jeg et lille stik af dårlig samvittighed over at have sendt min mor af sted så hurtigt.

“Kom, lad os få de fedeste pladser,” siger Lotus, da hun har løsrevet sig fra sin far. Jeg følger efter hende hen til bussens bagdør. “Alle vil sidde bagerst.”

Shit! Er det nu, jeg skal fortælle, at jeg er en kylling, som bliver køresyg af et par venstresving? Nej, det er simpelthen for ucool.

“I har taget vores pladser,” lyder en stemme. En mørk fyr med kort hår og helt brune øjne har sat sig på knæ på sæderne foran os. Han kigger nysgerrigt på mig.

“Hæ, I var for langsomme,” driller Lotus og griner med åben mund og togskinner. Hun er åbenbart ligeglad med at ligne en idiot.

“Hvem er du?” spørger fyren.

14

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 14

27-06-2011 10:22:43

Jeg kan mærke, at jeg rødmer. Han ser sød ud. Sådan eksotisk. Gad vide, hvor han er fra? Mexico? Italien? Pakistan?

“Anna.” Jeg smiler med lukket mund.

“Jeg hedder David. Er du på Maltes hold?” spørger han.

Jeg nikker. “Han er skidesød. Det er tit ham, der skriver forestillingerne.”

“Hvornår skal I lave forestilling?” spørger jeg.

“Hvad mener du med I? Du skal vel også være med?”

Han ser spørgende på mig. “Øh, måske,” mumler jeg.

“Vi spiller altid forestilling om foråret,” forklarer han.

“Lotus spillede Draculas kæreste sidste år, hun var pisse­ uhyggelig.”

“I know, fucking freak!” svarer Lotus. “Du var også pænt spooky.” Hun knækker fnisende sammen, og David vifter med armen for at ramme hende, men kan ikke nå. Jeg føler mig udenfor. Kan slet ikke snakke med om deres forestilling.

“Vi spillede en slags musical på skolen,” begynder jeg for at byde ind med et eller andet. “Jeg spillede en gammel dame, som dukkede op de mærkeligste steder.” Min mund kører bare derudad, og Lotus og David kigger interesseret.

“Jeg gik som en gammel abe, altså jeg var ikke en abe, men ligesom de der oldgamle mennesker … hvad er det nu, de hedder?”

“Nogle med Parkinson?” forsøger David. Lotus fniser.

“Hvad?” spørger jeg.

15

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 15

27-06-2011 10:22:43

“Dem, der ryster hele tiden.” David laver en parodi på en, der ryster helt vildt, og Lotus griner endnu højere.

“Sådan skal du spille din næste rolle,” griner hun. “Hold kæft, mand, hvor så du sjov ud, da du lavede det der rullefald. Måske skulle du overveje ikke at blive stuntmand!”

Så kører deres grin og samtale igen, og jeg er hægtet af.

Sidder kun og tænker på, hvad de hedder, de der gamle urmennesker. Dem med den flade pande og foroverbøjede gang, ikke så kvikke, at det gør noget.

“En neandertaler,” råber jeg nærmest, da jeg kommer i tanke om det. Lotus og David smiler høfligt, de er et helt andet sted henne.

“Whatever,” siger Lotus.

Dørene lukker med en piftende lyd, og motoren starter.

Et hav af vinkende hænder bølger foran vinduet. Nu havde det alligevel været rart at have én at sige farvel til. Jeg vinker alligevel.

En dreng med lyst tjavset hår møver sig forbi David ind til vinduespladsen. Han vender sig om, og vi får øjenkontakt. Jeg får et sug i maven. Han har de klareste lyseblå øjne, jeg nogensinde har set. Som en canadisk ulvehund.

Isblå.

“Hej,” siger han.

Jeg mumler et stille hej og mærker, at jeg endnu engang bliver rød i hovedet.

“Anna er lige startet,” forklarer David.

Fyren med de blå øjne ser nysgerrigt på mig, og jeg ved pludselig ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv.

16

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 16

27-06-2011 10:22:43

“Jeg hedder Johs.” Han stikker mig et smil. Johs. Egentlig et spøjst navn.

Jeg smiler tilbage, men mærker de hårde togskinner mod overlæben og klapper læberne sammen.

Lotus læner sig frem. “Du er fandme blevet brun. Hvor har du været i sommerferien?”

“Californien,” svarer han.

“Jeg skal høre alt, surferdude,” siger David og hiver ham ned at sidde. Jeg lytter med om høje bølger, surfboards og hajer. Selvfølgelig. Johs ligner lige præcis én, der er god til den slags. En fyr, som alle pigerne glor imponeret og helt forelsket efter.

Bagenden af bussen gynger lidt op og ned. Jeg kan mærke, at jeg skal koncentrere mig og kigge fremad, når bussen svinger. Fandens også at jeg ikke kan tåle en skid.

Lydanlægget skratter. Malte har grebet mikrofonen og præsenterer de voksne, som rejser sig på skift. En tynd kvinde ved navn Tine med kortklippet strithår fortæller, at hun skal undervise i charlestondans. Nogle piger foran Johs og David driller drengene, fordi de ikke vil danse. Det tror jeg sgu heller ikke, man kunne få drengene i min klasse til. Og lidt efter går der almindelig småsnak i den. Lotus sidder og sms’er, så jeg lytter til pigerne ved siden af mig på bagsædet.

De er nok et par år ældre end mig og er i fuld gang med at give gode råd til en, der åbenbart har problemer med sin kæreste. De bliver hurtigt enige om, at pigen skal fyre ham, fordi han ikke er vild nok med hende. Det er en fuldstændig fremmed verden at stikke hovedtelefonerne i.

17

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 17

27-06-2011 10:22:43

Jeg smuglytter, mens en kvalme kommer snigende. Kig ud af vinduet, hold øje med vejen, ikke køresyg nu, please.

Det rumsterer i min mave, og jeg synker et par gange. Nogen taler om ferie lidt længere fremme.

“Har du været på Mauritius? Det er ren Paradise.”

“Ja, vi har været der, men jeg vil hellere på storbyferie.”

“Jeg var tvangsindlagt til Frankrig igen i år. Mine forældre har forelsket sig i det der feriehus. Der er en fed swimmingpool, men det er røvsygt at være det samme sted hvert år.”

Eksotiske øer, Frankrig, Spanien, Australien. Jeg kan slet ikke være med. Vi har kun været i vores sommerhus på Lolland Falster. Det er vi stort set hver sommer. Jeg kommer til at tænke på den indelukkede sommerhuslugt, og det gør absolut ikke kvalmen bedre. Kig lige ud, Anna, kig lige ud, ellers …

“What’s up?” spørger Lotus og ser op fra sin mobil.

Mit hoved snurrer, og jeg synker mundvandet, som pludselig vælter op over tungen. Åh nej, jeg ved, hvad det betyder …

“Jeg tror, jeg …” Mere når jeg ikke at sige, før min morgenmad vælter ud af mig. Sprøjtende klumper klasker ned på gulvet og fortsætter ned på tæppet i mellemgangen. Jeg hører nogen skrige. Fuck, altså!

18

2489-Pol_BARE_ANNA.indd 18

27-06-2011 10:22:43