En fortælling om Danmark i det 20. århundrede by SAXO.com

En fortælling om danmark i det 20. århundrede

5. korrektur - side 1 en kort historie gyldendal ordre 34031

2. Besættelsen 1940-45 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 Samarbejdspolitikken 1940-41 158 Grønlandsoverenskomsten af 9. april 1941 167 Antikominternpagten i november 1941 171 Ulmende modstand 1941-42 174 Samarbejde og modstand 1942-43 177 Jødeaktionen oktober 1943 188 Ventetiden 1944 194 Krigen i Nordatlanten 199 Det store kompromis 1945 204 De hvide busser 207

3. Normaliseringen 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 210 Vejen til San Francisco 210 Den korte sommer 211 Regnskabet gøres op 1940-45 213

III Danmark i Den Kolde Krig 1945-89 1. Planlægning og styring 1945 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 219 Fremtidens Danmark 1945 219 Grænsen går igen 221

2. Danmark vælger side 1947-53 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 Marshall-hjælpen 225 Grønland 232 Vejen til Alliancen 1948-49 234 Alliancepolitikkens indre front 240 Håndtering af kommunisterne 242 Demokratiets væsen 245 I den angelsaksiske verden 247 Grundloven 1953 250 Skarpe kanter og bløde sider 256

3. Danmark som deltager 1953-72 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 260

IV Globaliseringen 1989-2001 1. Forandringerne i det politiske værksted . . . . . . . . . . . . . 367 Informationssamfundet 367 Det nye Socialdemokrati 368 Den nye verden 374 Fra Maastricht til Edinburgh 1992 376 Tamiler 383

2. Fornyelsen af den danske model 1993-2001 . . . . . . . . . . 389 Den 18. maj 1993 389 EU’s udvidelse 393 Den flyvende humlebi 401 Indvandrerne 405 Fogh tager føringen 414 Slutspil 420 Efter 11. september 422

V Det moderne Danmark 1901-2001 1. Samfundets maskineri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 431 Inklusionen 431 Opkvalificeringen 433 Skattetrykket 434 Konkurrenceevnen 436

2. Tankegodset . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439 Individualismen 439 Visionen 440

VI Litteratur Prolog 1849-1901 444 I Folkestyret 1901-29 445 II Demokratiets forsvar 1929-45 445 III Den Kolde Krig 1945-89 445 IV Globaliseringen 1989-2001 446

Det europæiske perspektiv 260 Velfærden slår rod 261 Et spøgelse manes i jorden 266 Regeringen, fagforeningerne og kommunisterne 267 Bomben 273 Det europæiske perspektiv 274 De sidste af deres slags 281 Gør gode tider bedre 1960-62 282 Vejen til Europa 286 Udslettelsen som mulighed 292 Bristede forudsætninger 293 »Helhedsløsningen« 1963 295 Den europæiske atlantisme 299 Det røde kabinet 1966-67 302 Take-off 1968-71 308 Blomsterbørnene 309 Folkeskolen 315 Politisk opbrud 317 Ind i Europa 1971-72 319

4. Opløsningen af det gamle system 1973-89 . . . . . . . . . . . . . . 326 Oliekrisen 1973 326 På vej mod afgrunden 1973-79 331; At sejre ad Helvede til 1979-82 343 Overgangen 348 Den økonomiske genopretning 1983-88 350 Fodnoterne 1983-88 357

5. korrektur - side 6 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 7 en kort historie gyldendal ordre 34031

Fortiden er ikke død. Den er ikke engang fortid. William Faulkner

5. korrektur - side 8 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 9 en kort historie gyldendal ordre 34031

Prolog 1849-1901

1. Demokratiet grundlægges Land og folk Hvornår begynder det 20. århundrede? Og hvor begynder man sin fortælling om Danmark i dette dramatiske århundrede? Ingenting kan jo forstås uden et vist kendskab til det, der gik forud, en fornemmelse af landet og af folket – dem, der var der, og dem, der kom. For ikke at tale om de store forandringer og reformer eller om krigene, der blev udkæmpet – og tabt. Hvornår begyndte den moderne tid i dette fjerne hjørne af Europa, langt fra de dynamiske centre, og dog alligevel centralt placeret som bindeled mellem det europæiske kontinent og den skandinaviske halvø og som prop for søvejene mellem øst og vest, mellem Østersøen og Nordsøen? Hvordan udviklede landets politiske geografi sig med tiden? I hvilken udstrækning var forandringerne dikteret af ydre omstændigheder og i hvilken af indre politiske valg? Hvad betød det, at Tyskland var så tæt på, eller at så mange briter i så mange år fik deres morgenmad fra dansk landbrug? Hvor stor rolle spillede det, at de danske stræder var en del af europæisk storpolitik? I den sidste del af det 19. århundrede undergik Danmark dybtgående forandringer, der blev afgørende for den udvikling, landet gennemløb i det 20. århundrede. Omvæltningerne berørte alle aspekter af danskernes liv og samfund; økonomisk, kulturelt, politisk og geografisk. Gennem disse årtier udkæmpede Danmark sin sidste store krig på dansk jord, led et så sviende nederlag, at det tog mere end 100 år at forvinde det. I eftervirkningerne måtte Danmark gentænke sig selv og finde en ny måde at være land og samfund på. Det var her, grunden blev lagt til det moderne Danmark, som udviklede sig gennem det 20. århundrede.

5. korrektur - side 14 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 15 en kort historie gyldendal ordre 34031

Når vi ser tilbage, er vi tilbøjelige til at bedømme fortiden ud fra, hvad der siden skete. Men vore forfædre, der levede i årene op til og gennem de to store verdenskrige, vurderede og handlede på baggrund af deres egne erfaringer, som var formet af det 19. århundrede. Det, de kendte, var den gamle verden, og de havde kun en vag idé om, hvad der forestod. For at forstå dem, må denne historie derfor tage afsæt i det 19. århundrede med demokratiets grundlæggelse, det store nederlag og de nye håb. Grundloven blev vedtaget den 5. juni 1849. Man sagde, at den blev »givet« af den enevældige konge, Frederik 7., men den blev snarere »taget« gennem en fredelig revolution drevet af den nationalliberale bevægelse med det københavnske borgerskab i spidsen og bønderne, der stadigt mere højrøstet krævede frihed og andel i magten. Grundloven var inspireret af de samtidige forfatninger i Europa, men var på flere punkter mere liberal. Den garanterede borgernes rettigheder og grundlagde et parlament med to kamre: Folketinget og Landstinget. Valgretten var begrænset til uafhængige mænd over 30 år. Junigrundloven er stadig i høj grad fundamentet under det danske demokrati og dets konstitutionelle monarki. Mens mange af frihedsrettighederne er stort set uændrede, medførte en gennemgribende revision af Grundloven i 1915 valgret for kvinder og tjenestefolk, og den seneste revision i 1953 afskaffede Landstinget og etablerede Folketinget som det centrale lovgivende organ. På det tidspunkt, Junigrundloven blev indført, var Danmark et ganske kompliceret statssystem. Kongen regerede over lande af vidt forskellig karakter og med forskellige forfatninger og national sammensætning. Selv efter tabet til Sverige af de østlige provinser i 1658 og adskillelsen fra Norge efter statsbankerotten i 1813, omfattede Frederik 7.s kongerige stadig de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg. De tre hertugdømmer udgjorde grænselandet til Det Tyske Forbund og var samtidig de rigeste og mest udviklede af kongens besiddelser. Altona var den næststørste by efter København, og tysk videnskab, kapital og kultur prægede alle dele af det danske samfundsliv. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde befolkningen i Danmark omkring 1,6 mio., mens de tre hertugdømmer tilsammen havde en befolkning på omkring 1,4 mio. De fleste var tysktalende, undtagen i

Slesvig, som var en typisk europæisk grænseregion med blandet befolkning og sprog. Mod nord talte de fleste dansk, mod syd tysk. Inden for forskning og videnskab var ikke kun universitetet i Kiel, Holstens hovedstad, men også Københavns Universitet dybt forankrede i den tyske tradition. De fleste opfattede sig hverken som danske – eller det modsatte. Folk var snarere tilbøjelige til at se sig selv som forbundne til deres respektive regioner: som holstenere, vendelboer eller sjællændere – lidt som de fleste i dag opfatter sig som danskere, tyskere eller franskmænd snarere end som europæere. Kongeriget omfattede også kolonien Grønland og de to »bilande«, Færøerne og Island, sidstnævnte blev dog i det store og hele regeret af sit hjemlige Alting. De danske kolonier i Indien og Afrika, Trankebar og Guinea, var blevet solgt allerede i 1845 og 1850 – De Dansk-vestindiske Øer først i 1917. Hvis ånden fra en tid, et sted eller et folk kan aflæses i kunst og litteratur, har vi en enestående adgang til forståelsen af Danmark i midten af det 19. århundrede, hvor København husede nogle af de største talenter, Danmark har frembragt. Hvert af disse genier kom til at påvirke dansk kultur og selvopfattelse helt til vor tid, og hver af dem repræsenterer vidt forskellige facetter af det at være dansk. København var på dette tidspunkt endnu en lille by med omkring 130.000 indbyggere. Hovedstaden var sluttet inde af byens volde og fæstningsanlæg, som stadig ses i bybilledet. Omkring en tredjedel af indbyggerne talte tysk som deres modersmål, og den tyske minoritet havde egne skoler, kirker og aviser. I bedre kredse kendte man hinanden og frekventerede de samme selskaber og saloner. Af de store personligheder, der prægede tiden, er den karismatiske præst, salmedigter og liberale politiker, N.F.S. Grundtvig (1783-1872) nok den, der er mindst kendt uden for Danmark, men måske samtidig den, der øvede størst indflydelse i sin samtid. Han blev en af landets ledende intellektuelle, dybt optaget af »folket«, samfundet, kirken, uddannelsen, »det levende ord« – og troen. Selv om Grundtvig regelmæssigt kom i konflikt med censuren under den enevældige konge, var han længe skeptisk over for en fri forfatning. Han bevarede en romantisk tro på den enevældige konge: »Konge-Haand og Folke-Stemme, begge

5. korrektur - side 16 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 17 en kort historie gyldendal ordre 34031

stærke, begge fri«. I 1848 skiftede Grundtvig dog hest og blev ivrig fortaler for en fri forfatning. Samme år blev han valgt som medlem af den grundlovgivende forsamling. Selv om Grundtvig sværmede for det nationale og det nordiske, var han også stærkt inspireret af de samtidige liberale og oplysningstiden. Som ung havde Grundtvig aflagt besøg i England tre gange og rejserne havde efterladt et stærkt indtryk og en livslang beundring for briternes åndelige frihed og økonomiske liberalisme. Englændernes afslappede forhold til troen vakte den unge Grundtvigs interesse, og da han vendte hjem, havde han gjort sin stilling klar: »Menneske først og kristen så!« Både samfundet og kirken var skabt af mennesket og kunne derfor diskuteres og ændres gennem politiske beslutninger. Ideerne måtte sættes fri, tankerne ikke begrænses, troen og ordet bruges i frugtbart livtag med tilværelsen og traditionens gamle snærende bånd brydes både i tanke og virke. Det sidste betød, at Grundtvig blev energisk fortaler for at afskaffe det gamle lavsvæsen og åbne for fri næring og foretagsomhed. Inden for naturvidenskaberne dominerede polyhistoren og fysikeren H.C. Ørsted (1777-1851), som i 1820’erne havde opdaget elektromagnetismen. Ørsted var både en talentfuld naturvidenskabsmand og en kosmopolit, der havde det udsyn og de kontakter til andre europæiske åndspersoner, som mange af hans landsmænd savnede. Han arbejdede på tværs af alle discipliner og støttede fremskridt og oplysning overalt, hvor han kunne komme til det. Også den unge H.C. Andersen (1805-1875) kom i samme periode til København, hvor han gennemlevede et personligt eventyr, der var lige så fantastisk som de fortællinger, han begyndte at offentliggøre i 1835 efter forgæves at have forsøgt sig i snart sagt alle andre kunstarter. Selv om det københavnske borgerskab havde svært ved helt at acceptere, at den unge selvlærte og højst aparte Andersen, som mirakuløst var dukket frem fra bunden af Odenses proletariat, var et ægte geni, fik hans historier fra begyndelsen en gennemslagskraft uden sidestykke. Hans eventyr blev fortalt og genfortalt og i løbet af få år oversat til talrige sprog og læst overalt i verden, så H.C. Andersen endte med at blive nok en af de mest kendte og læste forfattere nogensinde. Ikke mindst i omverdenens øjne kom H.C. Andersen til at personificere det danske, og hans eventyr med al deres dobbelttydighed og ironi ses af mange som udtryk for en

særlig dansk mentalitet – ganske uanset, at mange af fortællingerne er gendigtninger af kendte europæiske folkesagn. To eventyr fremstår som særlig danske: Den Grimme Ælling og Klodshans. Den grimme ælling er ikke bare H.C. Andersens alter ego; den er også et billede på hans lille uglesete fædreland, der trods sin lidenhed bærer de smukkeste værdier. Gennem mere end hundrede år er danske børn vokset op med bevidstheden om, at »Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!« Moralen er ikke til at overse, og den har trøstet mange, som i det skjulte har næret de højeste ambitioner, men – måske også af den grund – er blevet udsat for drilleri og ydmygelser. Pointen går imidlertid videre, og H.C. Andersens egen livshistorie har efterladt et særligt aftryk i den danske sociale bevidsthed om, at selv det yderste medlem af fællesskabet kan vise sig at være den, der mest fortjener samfundets beskyttelse og hjælpende hånd til at udfolde sit talent. Måske er det alligevel Klodshans, der bedst tegner den danske karakter: Den undertippede outsider, der uden hverken de færdigheder, den skoling eller den status, hans brødre kan bryste sig af, alligevel griber sin chance og med de enkle rekvisitter inden for rækkevidde, en død krage, en gammel træsko og mudder fra grøften, til sidst i kraft af sin frimodighed, fantasi og slagfærdighed vinder både prinsessen og det halve kongerige. Klodshans er på den måde selve indbegrebet af både det bedste og det værste ved det danske: Den frygtløse evne til at gribe chancen, når den er der, og forfølge sagens kerne uden at gå for meget op i formalitet og autoritet. Kritikere vil også have blik for bagsiden af medaljen: manglen på respekt for klassisk dannelse og god opførsel, den skamløse indbildskhed, forestillingen om, at en død krage kan være lige så god som den fineste kunst – for ikke at tale om den brovtende selvhævdelse. Få år efter, at H.C. Andersen var kommet til København, udgav filosoffen Søren Kierkegaard (1813-55) i 1843 bogen Enten-Eller, der var hans gennembrudsværk, og som umiddelbart vandt ham anerkendelse som endnu et helt usædvanligt talent – selv om forskellen i forhold til eventyrdigteren næsten ikke kunne være større. Bogen blev begyndelsen til en lang række publikationer, Kierkegaard med feberagtig energi skrev og udgav gennem det følgende årti, de første år under en labyrint af

5. korrektur - side 18 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 19 en kort historie gyldendal ordre 34031

sindrigt udtænkte pseudonymer. Kierkegaards anliggende var tilværelsens fundamentale spørgsmål, som han diskuterede med en intelligens, humor og konsekvens, der stadig slår enhver, der begiver sig ind i hans univers af simple spørgsmål og gennemtrængende svar. I hans egen levetid vandt hans tanker og ideer ikke stor udbredelse uden for landets grænser; hans internationale anerkendelse kom først senere, hvor den efter Første Verdenskrig bredte sig fra Tyskland og etablerede Kierkegaard som en institution i moderne eksistentiel filosofi. Næppe mange har læst alt, hvad Kierkegaard har skrevet. Men det er få, der har stiftet bekendtskab med hans helt særlige prosa, der ikke er blevet slået og forført af hans legende evne til at afsløre, latterliggøre og genopbygge alt, der udgør den menneskelige eksistens. For Kierkegaard drejer det sig ikke om samfundet, men om det enkelte menneske: om »hiin enkelte«. Alt, hvad han har skrevet, kredser omkring den ene afgørende pointe, at mennesket i sidste ende har og må påtage sig ansvaret for sin egen tilværelse. Som konsekvens af dette radikale synspunkt lå Kierkegaard uvægerligt på kollisionskurs med enhver filosofisk, politisk, etisk eller religiøs opfattelse, som han mente udviskede det fundamentale ansvar og den grundlæggende integritet, han tillagde hvert enkelt menneske. Mens præsten Grundtvig ville frigøre kirken fra staten og skabe mere frihed og mindre dogma inden for folkekirken, ville filosoffen Kierkegaard frigøre mennesket fra kirken. Han insisterede på, at vi ikke kan institutionalisere vores forhold til Gud – for slet ikke at tale om vores forhold til troen. Med tiden udviklede Kierkegaard den opfattelse, at kirkens ritualer udgjorde en barriere mellem troens simple budskab og den enkeltes evne til at annamme det. Det førte til en bitter konflikt med den etablerede kirke, som i Kierkegaards øjne udvandede og forvanskede det gennemtrængende og enkle evangeliske budskab. Med sine klare konsekvens og satiriske pen blev Kierkegaard en højst kontroversiel person i København. Men hans tanker bærer et stærkt budskab, som siden har inspireret mange, der tænker over tilværelsens gåde, både ved hans insisteren på, at vi selv er ansvarlige, og ved hans lige så indtrængende argument, at en sådan individuel frigørelse kun er mulig, hvis den omfattes af ægte tro. For Kierkegaard var Gud på ingen måde død, som eksistentialisterne siden mente, men tværtimod et uund-

værligt led i den eksistentielle ligning. Det afgørende for ham var ikke den intellektuelle erkendelse af en højere magt, men det umiddelbare, naive religiøse møde: troens nådegave. Troen handler for ham om vore handlinger, vor væren og optræden i egen tilværelse og over for næstens: om selve det at være til. Politisk var Kierkegaard alt andet end revolutionær. Han mente, at monarken var bedre skikket til magten end mængden. Alligevel har hans kompromisløse opgør med autoriteter og institutioner, som mener sig i stand til at hjælpe den enkelte af med ansvaret for sin egen eksistens, sat sig dybe aftryk i mange danskes dybe mistro over for enhver, der mener at repræsentere en højere sandhed, hævet over spørgsmål og kritik. Søren Kierkegaard skrev på sit universelle værk stort set uden nogensinde at forlade sin lejlighed på Nytorv eller dens nærmeste omgivelser. Et par besøg i Berlin blev det til. For Kierkegaard bestod rejsen i hans studier i klassisk og moderne litteratur, filosofi og teologi. Han var europæer med kendskab til Hegel og tysk filosofi, tyske romantikere og den antikke filosofi, og hans forfatterskab var en løbende kommentar til de tanker, der samtidig tænktes andre steder i Europa. Hans modsætning var H.C. Andersen, der gennem utallige rejser til fantasiens yderste grænser udlevede sit motto: At rejse er at leve. På hver deres måde forbandt de deres hjemland med den omgivende verden. Ved at vinde anerkendelse ude og blive en del af det globale åndsliv, bragte de to store danske forfattere en afgørende pointe hjem til deres landsmænd: I moderne tid findes der ingen fjerne og isolerede afkroge i verden – og hvis der gjorde, ville det ikke være Danmark.

5. korrektur - side 20 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 21 en kort historie gyldendal ordre 34031

2. Det store nederlag 1864 På vej mod katastrofen I midten af det 19. århundrede voksede en national bevægelse frem i Danmark, sådan som det også skete i mange andre lande. Fokus var de uløselige problemer, der knyttede sig til de tre hertugdømmer i grænselandet mellem Danmark og Det Tyske Forbund. Jo stærkere den nationale bevægelse vandt frem i Danmark, i hertugdømmerne og inden for Det Tyske Forbund, des mere uholdbar blev den gamle helstat, hvor den danske konge herskede over Danmark under Junigrundloven og over hertugdømmerne med et helt andet politisk system. Overalt i Europa veg den gamle orden med multinationale stater, der rummede flere folkeslag, som talte hver deres sprog, til fordel for den nationalromantiske forestilling om nationalstater befolket af ét folk med ét sprog. Hvis Slesvig og Holsten havde været vel afgrænsede nationale enheder, ville en fredelig adskillelse og oprettelsen af et uafhængigt Slesvig-Holsten måske have været en mulighed. Men sådan var det ikke. Især Slesvig var et sammensurium af nationaliteter og sprog, ikke ulig det mønster, der i moderne tid kendes fra Balkan. Hele området havde gennem århundreder været genstand for skiftende fyrsters og kongers skalten og valten. Alle havde krav på enten det ene eller det andet, og de historiske uretfærdigheder var talløse. Den britiske premierminister, Lord Palmerston, som engagerede sig i mæglingen mellem Danmark og Det Tyske Forbund, skal engang have beklaget sig til Dronning Victoria: »Det slesvig-holstenske problem er så kompliceret, at kun tre mænd i Europa virkelig har forstået det. Den ene var prins Albert, der er død. Den anden var en tysk professor, der blev vanvittig, og den tredje er mig selv – og jeg har glemt alt om det.« Derfor skal der heller ikke her gøres noget forsøg på at udrede disse

gamle konflikter, der førte til to krige. Alligevel må enkelte linjer trækkes op, fordi det nationale traume, der blev resultatet, og den grundlæggende spænding til Tyskland, der fulgte, blev en ledetråd – for ikke at sige ledetråden – i dansk politik de følgende hundrede år, indtil den endelig i 1955 blev stedt til hvile. Problemet var, at den nationale bevægelse skabte modsatrettede forventninger i kongerigets forskellige dele. I Holsten og Slesvig voksede kravet om et uafhængigt Slesvig-Holsten med egen forfatning. Men i Danmark havde de national-liberale vundet valget i 1857 med en politik, der tog afsæt i forestillingen om et »nationalt Danmark«, der omfattede Slesvig helt ned til den historiske grænse ved Dannevirke, de imponerende forsvarsanlæg lige nord for floden Eider, der afgrænsede Vikingetidens sagnomspundne riger. Den populære bevægelse, der ønskede at skabe – eller som de fleste danske så det, genskabe – et nationalt hjem for danskerne, var i konflikt med den fremherskende opfattelse i hertugdømmerne og var dermed også truende for kongens stilling som suveræn for både Danmark og hertugdømmerne. For at komplicere tingene yderligere var Holsten og Lauenburg begge medlem af Det Tyske Forbund, mens Slesvig stod udenfor. Den voksende spænding blev første gang udløst med Treårskrigen 1848-51, der grundlæggende var en borgerkrig, hvor den nationale »danske« hær nedkæmpede en lokal opstand, der blev støttet af Preussen. Danmark vandt Treårskrigen, men trods den nationale eufori var sejren ikke så meget resultatet af stor dansk krigskunst. Danmark kunne snarere takke stormagterne Rusland og Storbritannien for ad diplomatisk vej at have overtalt Preussen til at afholde sig fra at gå ind i krigen på oprørernes side, men i den folkelige forståelse gled de faktiske forhold hurtigt i baggrunden. De nationale kræfter blev styrket, og i det overvundne Slesvig iværksatte de en systematisk kampagne for at fremme dansk sprog og kultur. Det fremprovokerede dyb modstand i de tysktalende dele af hertugdømmet, hvor befolkningen begyndte at se Danmark som en besættelsesmagt snarere end som den stat, til hvilken Slesvigs skæbne som uafhængigt hertugdømme var knyttet gennem årtusind lang fælles historie. Det var stormagterne, der dikterede freden i 1852, og det blev et vilkår for Danmark, at kongedømmet fortsat skulle danne rammen om

5. korrektur - side 22 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 23 en kort historie gyldendal ordre 34031

fire adskilte enheder: foruden de tre hertugdømmer det egentlige Danmark, som modsat hertugdømmerne blev regeret som et konstitutionelt monarki under Junigrundloven. Det var ikke noget tilfælde, at stormagternes fred også dikterede, at ingen af disse fire enheder måtte knyttes tættere til én anden, end til de øvrige. I løbet af få år begyndte Danmark imidlertid at miste fornemmelsen for disse grundlæggende strategiske vilkår, der lagde snævre grænser for det unge demokratis udenrigspolitiske handlefrihed. Den stadigt stærkere nationale bevægelse tog mere bestik af den folkestemning, den selv var med til at piske frem, end af besindige advarende røster fra indog udland, og den fremmanede hurtigt en national vision, der truede med at torpedere den skrøbelige magtbalance i Europa. Få uden for Danmark forstod regeringens politik, der langsomt forlod realiteternes verden og satte sig nationale mål, der var uforenelige med navnlig det mægtige Preussens grundlæggende interesser. Opinionen i Danmark sluttede entusiastisk op bag regeringens ideologiske linje og indgav den et mod, som savnede enhver forankring i en nøgtern analyse af landets interesser. Midt i den overstrømmende nationale selvretfærdighed blev det umuligt at føre en saglig debat, og Danmark blev kun mere overbevist om sit eget perspektiv, efterhånden som det blev klart, at ingen andre delte det. Selvmordskursen kulminerede i november 1863, da Rigsdagen trods advarsler fra stormagterne vedtog en ny forfatning, November-forfatningen, der ganske enkelt omfattede Slesvig og dermed indlemmede hertugdømmet i Danmark. Det betød, at Danmark var villig til at give afkald på det »tyske« Holsten – og at de to hertugdømmer dermed blev splittet, stik mod deres eget ønske og freden af 1852. Dette dristige skridt ansporede en allerede stærk skandinavisk bevægelse båret af vage ideer om et stærkt, samlet Skandinavien som modvægt til det tyske. Reaktionen i Holsten lod ikke vente på sig, og den danske indblanding i hertugdømmernes indre anliggender var heller ikke populær i Slesvig. Til gengæld var vedtagelsen af November-forfatningen populær i Danmark, hvor langt de fleste var overbeviste om, at Danmark havde så meget ret, at det var både klogt og stærkt at tage sig selv til rette. Den allerede højspændte politiske situation blev yderligere forværret, da kong Frederik 7. døde pludseligt og uventet kun få dage efter vedtagelsen af

den nye forfatning. Da kongen ikke havde nogen direkte arving, blev den populære konge i overensstemmelse med 1852-fredsaftalen efterfulgt af en fjern slægtning, prins Christian af Glücksborg, der i november 1863 blev udråbt til Christian 9. Hvor de nationale bevægelser i hertugdømmerne opfattede November-forfatningen som et slag i ansigtet, så den ny preussiske kansler, Otto von Bismarck, den danske provokation som en kærkommen lejlighed til at indlede en europæisk magtpolitik med afsæt i den voksende tyske nationalfølelse. Han forlangte, at den danske regering erklærede den nye forfatning ugyldig, fordi den stred mod 1852-aftalen. For den danske regering var et sådant tilbagetog ikke længere muligt, så meget desto mindre som lysten mere var til yderligere fremstød frem for ydmygende ansigtstab. Da Danmark blankt afviste Bismarcks krav, erklærede Preussen og Østrig den 1. februar 1864 krig mod Danmark. Krigen i 1864 udgjorde for Bismarck en mulighed for at indlede samlingen af Tyskland under preussisk lederskab. For Danmark blev den en militær og politisk katastrofe, der blev forværret af den danske regerings næsten selvmordsagtige afvisning af alle de diplomatiske initiativer, der på den efterfølgende fredskonference i London blev foreslået for at afbøde konflikten. Ved det afgørende og fatale slag ved Dybbøl den 18. april 1864 mistede Danmark 5.500 mand i løbet af et par timer, og det er ikke noget tilfælde, at den seneste populære historiske fremstilling af det fatale slag hedder »Slagtebænk Dybbøl«. Befolkningen stod tilbage, chokeret og forvirret. Ingen havde forberedt den på krigens omkostninger – end mindre på det uundgåelige nederlag. Forblændet af regeringens forskruede nationale retorik og uden en realistisk vurdering af Danmarks internationale stilling og muligheder i det europæiske stormagtsspil var det vanskeligt for den danske befolkning at forstå endsige fordøje den katastrofe, regeringen selv havde udløst gennem sin forfejlede politik. Regeringen savnede selv en helt grundlæggende forståelse af, at Danmark trods sin stærke flåde og maritime overherredømme ikke havde nogen som helst mulighed for alene at holde over for Preussens og Østrigs overvældende militære overlegenhed, samt at det ingenlunde var givet, at andre ville komme Danmark til hjælp. Det unge demokrati var på det ynkeligste dumpet til sin første prøve i uden-

5. korrektur - side 24 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 25 en kort historie gyldendal ordre 34031

rigspolitik, tilbøjeligt som det var til at stræbe efter det mest populære snarere end efter det mulige. Det er naturligvis rigtigt, at de andre stormagter ikke ønskede, at Preussen skulle blive stærkere, og i sidste ende intervenerede de da også – ad diplomatiske kanaler – for at undgå en fuldstændig besættelse af Danmark og landets mulige udslettelse. Men både Storbritannien og Rusland havde andre problemer at slås med, og ingen af de to stormagter havde lyst til at blive viklet ind i en unødvendig krig fremprovokeret af Danmark trods deres velmente advarsler. I Berlin rejste Bismarck et monument for at markere sin første sejr, og endnu før det blev indviet i 1866, kunne »Jernkansleren« tilføje sin sejr over Østrig. Da Preussen også havde vundet den fransk-tyske krig 1870-71, hvor Danmark i hemmelighed håbede på revanche, blev »Sejrssøjlen« kronet med en mægtig bronzefigur af gudinden Victoria, der også kom til at markere den nationale tyske samling og oprettelsen i 1871 af Det Tyske Rige, begyndelsen til den moderne tyske stat. Under fredsforhandlingerne i Wien i oktober 1864 måtte Danmark give afkald på de tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenburg, der tilsammen udgjorde næsten en tredjedel af landet og halvdelen af dets indbyggere. I stedet for at forene »det historiske Danmark« og skabe en nation af danske, havde Danmark opnået det modsatte. Man slap ganske vist af med det forenede kongerige, men den tilbageværende nationale stat Danmark omfattede ikke de danske, der boede i Slesvig, og Nordslesvig – eller Sønderjylland – med et flertal af danske syntes at være tabt for altid. Danmarks grænse gik nu ved Kongeåen. Efterhånden som katastrofens omfang langsomt bundfældede sig, måtte Danmark vænne sig til at se sig selv som en »småstat« i betydningen ikke bare af et lille land, men et lille land, der var ude af stand til at forfølge sine udenrigspolitiske mål med militære midler. I datidens politiske geografi ville enhver militær aktivitet i Danmark blive set og forstået i forhold til Preussen, og få var i tvivl om, at en ny krig med den mere og mere selvbevidste tyske nation ville betyde Danmarks endeligt. Gennem de følgende generationer udviklede »tabet af Sønderjylland« og det uoprettelige nederlag sig til et nationalt traume, som blev det uundgåelige udgangspunkt for enhver diskussion om Danmarks udvikling og strategiske stilling.

Efter 1864 måtte alle danske regeringer manøvrere forsigtigt for at sikre en suverænitet, der langt fra var givet. Først og fremmest blev det et altoverskyggende mål at undgå en ny konfrontation med Preussen, som ikke blot stod som kontinentets stærkeste militære magt, men som også direkte kontrollerede de danske, der boede i Slesvig. Derfor opretholdt skiftende danske regeringer efter 1864 streng neutralitet i forhold til de europæiske stormagter. Efter Italiens og Tysklands samling var Danmark det mindste land i Nord- og Centraleuropa – indtil Norge i 1905 løsrev sig fra Sverige. Neutraliteten var ikke et ideologisk valg, men udtryk for den barske realitet, at Danmark stod alene i et Europa, der var domineret af stormagternes indbyrdes rivalisering, og uden udsigt til at overleve som selvstændig stat, hvis landet blev fanget i endnu en militær konflikt med Tyskland. På den baggrund fik »neutralitet« på dansk en tysk klang. Selv om der efter 1864 løb en stærk understrøm af tyskerhad i folkedybet, måtte regeringen og det danske diplomati danse på æg, når det gjaldt forholdet til den overmægtige nabo, som aldrig måtte få et nyt påskud for at hapse de sørgelige rester af kongeriget. Efter Bismarcks sejr over Frankrig i 1871 havde en ændring af de militære strategiske styrkeforhold lange udsigter, og selv om mange naturligvis hemmeligt håbede, at den dag ville komme, da Danmarks forsigtige politik kunne føre til en fredelig genforening med de danske i Sønderjylland, sendte Berlin ingen signaler, der kunne nære disse forhåbninger. Tværtimod blev en afgørende »løfteparagraf« i Pragerfreden fra 1866, som stillede en fremtidig folkeafstemning i Nordslesvig i udsigt, ensidigt ophævet af Tyskland i 1878 som endnu en demonstration af, at i europæisk storpolitik var magt ensbetydende med ret. Dermed var selv det spinkle håb, Danmark havde knyttet til dette fjerne løfte, gjort til skamme.

5. korrektur - side 26 en kort historie gyldendal ordre 34031

5. korrektur - side 27 en kort historie gyldendal ordre 34031

ederlaget i 1864 var en national katastrofe. Mænd og land gik tabt i skæbnesvangert omfang, og det kunne let være gået endnu værre. Her er det Dybbøl Skanse – efter slaget.

Men det var ikke det værste. Krigen kom ikke til Danmark udefra som en uafvendelig skæbne, lige så lidt som den handlede om at forsvare det, som altid havde været dansk. Tværtimod havde Danmark selv påkaldt sig katastrofen med en risikabel og ugennemtænkt politik båret af indadvendt snæversyn og en national romantik, der skabte politiske illusioner uden hold i den europæiske virkelighed, der omgav landet. Resultatet kunne være blevet endnu mere fatalt.

2. korrektur - side 28 en kort historie gyldendal ordre 34031

Det var måske den oplevelse, der efterlod det dybeste traume: At Danmark selv havde opsøgt ulykken ved at tillade sig selv at tro på illusionen om, at det, alle her i landet anså for ret og rimeligt, også bar igennem i forholdet til magterne omkring os. Det satte sig så dybt i folkesjælen og i det politiske liv, at det kom til at præge Danmarks udenrigspolitik helt frem til afslutningen af Den Kolde Krig. Det var ikke kun den nederlagsstemning, som udenlandske iagttagere senere mente at se, og som både de og eftertiden har skoset, men mere en smertelig erkendelse af, at krigen for Danmark ikke længere var en mulighed. Det tvang landet til at se indad og søge andre veje – som blev bestemmende for Danmarks udvikling i det 20. århundrede.

2. korrektur - side 29 en kort historie gyldendal ordre 34031