Bogen om dig - af Claire Kendal by SAXO.com

100mm

153mm

23mm

C LAI R E K EN D AL

Clarissa Bourne bliver mere og mere bange for sin kollega, Rafe. Han nægter at tage et nej for et nej, og han dukker op alle de steder,

Claire Kendal er født i USA og er uddannet i England, hvor hun har tilbragt hele sit voksenliv. Bogen om dig er hendes første roman, og den er solgt til udgivelse i 12 lande. Claire underviser i engelsk litteratur og kreativ skrivning og bor i det sydvestlige England med sin familie.

hun er. Da Clarissa bliver nævning i en voldtægtssag, er det en lettelse for hende. For i retssalen er hun fri for Rafe. Men da Clarissa ser paralleller mellem offerets og sin egen situation, begynder hun at afdække den makabre historie, som Rafe har spundet omkring dem begge. Hans besættelse af hende vokser og bliver mere skrækindjagende for hver dag, og til sidst bliver det klart for Clarissa, at han ikke har tænkt sig at slippe hende.

ISBN-10 871137728-3 ISBN-13 9788711377284

9 788711 377284 OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

www.lindhardtogringhof.dk

BOGEN OM DIG Du vil have mig Du elsker mig Du behøver mig

C LAI R E K EN D AL LINDHARDT OG RINGHOF

100mm

”Kendal øger mesterligt spændingen og tegner samtidig et foruroligende portræt af en intelligent stalker, der tror, han er forelsket.” – Booklist ”Kendal spinder en fortælling, der er foruroligende, rå og gribende.” – Publishers Weekly

226mm

FOTO / Eamonn McCabe

BOGEN OM DIG

hvordan beskytter man sig mod en fjende, ingen andre kan se?

153mm

claire kendal

bogen om dig På dansk ved Rasmus Hastrup

lindhardt og ringhof

Bogen om dig.indd 3

27/03/14 13.38

Bogen om dig er oversat fra engelsk efter The Book of You Copyright © 2014 Claire Kendal All rights reserved Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Minion og Univers hos LYMI DTP-Service Og trykt hos Livonia Printed in Latvia 2014 ISBN: 978-87-11-37728-4 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Der er i denne bog citeret fra ‘Blåskæg’, Gåsemors eventyr, Gyldendal 1997 Citater fra Grimms eventyr: ‘Fitchers fugl’, ‘Røverbrudgommen’ og ‘De tre slangeblade’ fra www.grimmstories.com/da

Bogen om dig.indd 4

27/03/14 13.38

Den lille nøgle her er til det lille værelse for enden af den lange gang nedenunder. Du må åbne alt og gå overalt, men det lille værelse forbyder jeg dig at gå ind i. Jeg forbyder dig det strengt, og der vil ikke være nogen grænser for min vrede, hvis du alligevel går derind.

‘Blåskæg’, Charles Perrault

Bogen om dig.indd 7

27/03/14 13.38

Første uge

Den hvirvlende pige

Bogen om dig.indd 11

27/03/14 13.38

Mandag

Mandag den 2. februar, kl. 7.45 Det er dig. Selvfølgelig er det dig. Det er altid dig. En eller anden indhenter mig, og jeg vender mig om og får øje på dig. Jeg vidste godt det ville være dig, men alligevel mister jeg fodfæstet på den frosne sne. Jeg kommer vaklende på benene igen. Der er våde pletter på knæene af mine strømper. Mine vanter er gennemblødte. Ethvert fornuftigt menneske ville holde sig inden døre derhjemme på sådan en isnende kold morgen, hvis han overhovedet havde valget, men ikke dig. Du er ude at gå en lille tur. Du rækker ud for at støtte mig, spørger om jeg er okay, men jeg træder et skridt væk, og det lykkes mig at holde mig oprejst. Jeg ved du har holdt øje med mig, siden jeg gik hjemmefra. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvad du laver her, selv om jeg godt ved, at dit svar ikke vil være sandfærdigt. Dine øjenlåg laver den der blinkebevægelse igen. Det sker, når du er nervøs. “Jeg var bare ude at gå, Clarissa.” Pyt med at du bor i en landsby næsten otte kilometer væk. Dine læber bliver blege. Du bider i dem, som om du har regnet ud, at de har mistet den smule farve, de normalt har og prøver at tvinge blodet tilbage i dem. “Du opførte dig underligt på arbejde i fredags, Clarissa, sådan at gå din vej midt i oplægget. Det syntes alle.” Jeg får lyst til at skrige, når du hele tiden nævner mit navn på den måde. Dit navn er blevet til noget grimt for mig. Jeg prøver at holde det ude af mit hoved, som om det på en eller anden måde vil holde dig ude af mit liv. Men det kryber hele tiden ind. Maser sig ind. Ligesom dig. Igen og igen. 13

Bogen om dig.indd 13

27/03/14 13.38

Anden person nutid. Det er det, du er. På alle måder. Min tavshed afskrækker dig ikke. “Du har ikke taget telefonen hele weekenden. Du har kun svaret på én af mine sms’er, og ikke engang særlig venligt. Hvorfor er du ude her til morgen, Clarissa?” Jeg kan kun tænke kortsigtet. Jeg må af med dig. Jeg må forhindre dig i at følge efter mig til stationen og gætte, hvor jeg skal hen. At ignorere dig vil ikke skaffe mig det resultat, jeg har brug for nu; de gode råd, man læser i folderne virker ikke i den virkelige verden. Jeg tvivler på, at der er noget, der virker på dig. “Jeg er syg.” Det er løgn. “Det var derfor, jeg gik i fredags. Jeg skal være hos lægen klokken otte.” “Du er den eneste kvinde, jeg har set, der er smuk, selv når hun er syg.” Jeg begynder virkelig at få det dårligt. “Jeg har feber. Jeg har kastet op hele natten.” Du strækker en hånd ud mod min kind som for at tjekke min temperatur, og jeg rykker hovedet væk. “Jeg tager med dig.” Din hånd hænger stadig i luften, en kejtet påmindelse om dit uheldige forsøg. “Du skal ikke være alene.” Du understreger dine ord ved at lade hånden falde tungt ned langs siden. “Jeg vil helst ikke smitte dig.” På trods af mine ord lyder jeg vist ikke særlig bekymret. “Lad mig tage mig af dig, Clarissa. Det er frostvejr – du burde slet ikke være ude, og dit hår er vådt – det kan ikke være sundt for dig.” Du finder din telefon frem. “Nu ringer jeg efter en taxa til os.” Igen har du trængt mig op i en krog. Bag mig er det sorte jernstakit, så jeg kan ikke bakke længere væk; jeg vil nødig glide og falde ud mellem tremmerne – der er en meter ned til gaden. Jeg tager et skridt til siden, finder en ny stilling, men du tårner dig stadig op over mig. Du ser så stor ud i din grå dynejakke. Kanten på dine jeans er plaskvåde af sne – du passer heller ikke så godt på dig selv. Dine ører og din næse er røde og rå af kulde. Det er mine sikkert også. Dit brune hår hænger slapt ned, selv om det sikkert er nyvasket. Din lukkede, sammensnerpede mund slapper aldrig af. En vis medlidenhed med dig sniger sig ind på mig, uanset hvor meget jeg forsvarer mig mod det og viger tilbage fra dig. Du lider sikkert også af søvnmangel. At tale grimt, selv til dig, strider imod den venlighed, 14

Bogen om dig.indd 14

27/03/14 13.38

mine forældre lærte mig. Uhøflighed vil alligevel heller ikke få dig til at forsvinde. Jeg ved kun alt for godt at du bare vil følge efter mig og lade, som om du ikke hører, hvad jeg siger, og det vil jeg meget nødig have. Du trykker et nummer på din mobil. “Lad være. Du skal ikke ringe.” Dine fingre standser, da du hører skarpheden i min stemme. Jeg går et skridt videre. “Lægen bor lige i nærheden.” Jeg gør det endnu mere tydeligt. “Jeg tager ikke en taxa sammen med dig.” Du trykker på den røde knap og lægger telefonen i lommen. “Skriv lige dit fastnetnummer ned til mig, Clarissa. Det er vist blevet væk for mig.” Vi ved begge, at du aldrig har fået det. “Jeg har fået det nedlagt. Jeg bruger bare min mobil nu.” Flere løgne. Jeg opsender en stille tak for, at du ikke fandt nummeret og skrev det ned, da du var hjemme hos mig. Jeg er forbløffet over, at du lod sådan en chance gå fra dig. Det ærgrer dig sikkert inderligt nu. Men du havde travlt dengang. Jeg peger op ad bakken. “Du skulle prøve at gå tur oppe langs kanten.” Jeg spiller på din trang til at gøre mig tilfreds, et ubarmhjertigt kneb, men jeg er desperat. “Det er en af mine yndlingsture, Rafe.” Der er for lang en pause, før jeg får sagt dit navn, men jeg bruger det, og det er det eneste, du lægger mærke til; det strejfer dig ikke, at jeg kun kaster denne godbid i håb om, at det vil lokke dig til at gå din vej. “Det vil jeg gerne, hvis det er en tur, der betyder noget for dig, Clarissa. Jeg vil bare gøre dig glad, ved du nok. Hvis bare du ville lade mig gøre det.” Du prøver et smil. “Farvel, Rafe.” Jeg tvinger mig til at bruge dit navn igen, og da dit smil bliver bredere og mere ægte, forundres jeg over, at et så gement trick kan virke. Jeg tør næsten ikke tro på, at det er lykkedes mig at slippe væk, men jeg går forsigtigt ned ad bakken, mens jeg en gang imellem kigger mig over skulderen for at tjekke, at afstanden mellem os vokser. Hver gang ser du tilbage på mig og løfter hånden, så jeg må tvinge mig til at vinke halvhjertet. Fra nu af vil jeg tage en taxa til stationen om morgenen og holde øje med, at du ikke følger efter mig. Næste gang jeg møder dig, vil jeg prøve at tænke langsigtet og gøre, som der står i folderne. Jeg vil nægte at tale med dig og for hundrede tusinde gang sige – i utvetydige vendinger – at 15

Bogen om dig.indd 15

27/03/14 13.38

du skal lade mig være i fred. Selv min mor ville mene, at omstændighederne retfærdiggjorde uhøflig optræden. Ikke at jeg ville drømme om at bekymre mine forældre ved at fortælle om dig. Mine tænder klaprer, da jeg står på perronen, nervøs for at du vil dukke op, mens jeg lytter til de undskyldende meddelelser over højtaleren om aflysninger og forsinkelser på grund af det ekstreme vejr. Jeg læner mig op ad muren og skriver så hurtigt jeg kan i min nye notesbog. Det er første gang, jeg skriver i den. Notesbogen er så lille, at jeg altid kan have den på mig, sådan som folderne råder én til. Siderne er linjerede og notesbogen har spiralryg. Omslaget er matsort. Folkene på rådgivningslinjerne siger, at jeg har brug for fuldstændige optegnelser. De siger, at jeg ikke må udelade noget og skal prøve at skrive så hurtigt som muligt efter hver episode, uanset hvor ubetydelig. Men episoderne med dig er aldrig ubetydelige. Jeg ryster så meget, at jeg fortryder, at jeg ikke tørrede mit hår. Jeg skyndte mig ud ad døren for ikke at komme for sent; jeg havde sovet over mig på grund af mareridt – om dig, de er altid om dig. Der ville nu nok have været tid til at tørre det, men det kunne jeg ikke have forudset lige så præcist, som jeg kan forudsige dig. Mit hår føles som en tryllestav af is, der sender kulde ind gennem min hud og ud i mine blodårer, en besværgelse, der fryser kød til sten. Der måtte være en verden, hvor han ikke var, og hun troede, at hun måske endelig havde fundet den. Portrætter af strengt udseende dommere hang på væggen oven for marmortrappen. På vej op til første sal havde Clarissa det, som om de betragtede hende, men hun kunne ikke give slip på håbet om, at dette kunne være et sted, hvor hun ikke blev overvåget, et sted hun kunne holde ham fra. Hun lod retssekretæren inspicere sit pas og den lyserøde indkaldelsesblanket; så satte hun sig på en af de polstrede blå stole. Rummet var dejligt varmt. Hendes tæer tøede op. Hendes hår tørrede. Det virkede som et magisk sted, langt væk fra hans søgende blik. Kun nævningerne havde adgang, og de skulle endda taste en kode, før de overhovedet kunne åbne døren. Hun for sammen ved lyden af retssekretærens stemme i mikrofonen. “Vil de følgende være venlige at komme hen til bordet i forbindelse med den to-ugers retssag, der skal begynde i Retssal 6?”

Bogen om dig.indd 16

27/03/14 13.38

To hele uger i en retssals sikre havn. To hele uger væk fra arbejdet og væk fra ham. Hendes hjerte hamrede i håb om, at hun ville høre sit navn blive råbt op. Hun sank sammen i stolen af skuffelse, da det ikke skete. Ved frokosttid tvang hun sig til at forlade retsbygningens refugium; hun havde brug for frisk luft. Hun standsede op lige uden for svingdøren og lod blikket glide op og ned ad gaden. Hun var bange for, om han gemte sig mellem de to varevogne fra kriminalforsorgen, der var parkeret et lille stykke oppe ad gaden. Hun skyndte sig forbi dem, mens hun holdt vejret. Da hun så, at han ikke sad sammenkrøbet ved kofangeren, pustede hun lettet ud. Hun slentrede gennem det udendørs marked, hvor arbejdende folk fra lokalområdet købte hurtig mad eller etniske frokoster fra boder. Hun så en gruppe advokater sidde omkring et stort bord på en dyr italiensk restaurant. Hun så sig over skulderen og dykkede ind i den velkendte tryghed i en stofbutik. Som sædvanlig blev hun tiltrukket af stofferne til børnetøj. Havfruer svævede adspredte rundt, mens små piger svømmede fortryl lede efter dem. Hun forestillede sig en bondekjole til et lille barn, striber af stof, der vekslede mellem blomme- og fuchsiafarvet hav. Henry ville have hadet det. Tuttenuttet, ville han have sagt. Sentimentalt, ville han have sagt. For pænt, ville han have sagt. Uoriginalt, ville han have sagt. Almindelige farver er bedst, ville han have sagt. Måske var det godt det samme, at de mislykkede forsøg på at lave en baby havde drevet dem fra hinanden. Hun styrede målrettet mod hylderne med sytråd; så rodede hun i sin taske efter et lille stykke mosgrønt bomuldsstof med dybrøde blomster på. Hun fandt det, valgte den sytråd, der passede bedst til baggrundsfarven og gik hen til kassen med to trisser. “Hvad skal du sy?” spurgte pigen. Clarissa så øjenlåg vibrere under lysebrune vipper, et blik hun ikke kunne undslippe, læber, der dryppede af gøgespyt: glimt af Rafes ene nat i hendes seng. Hun ville uddrive ham. “Nyt sengetøj,” sagde hun. Det ville føles dejligt mod huden. Og hun blev overrasket over en sjov gnist af nysgerrighed over hvem, der måske skulle sove sammen med hende under de små, røde blomster en dag.

Bogen om dig.indd 17

27/03/14 13.38

Mandag den 2. februar, kl. 14.15 Jeg prøver at stykke det hele sammen. Jeg prøver at udfylde hullerne. Jeg prøver at komme i tanke om, hvad du lavede før i dag, da jeg begyndte at skrive det hele ned. Jeg vil ikke udelade et eneste lille bevis eller spor – det har jeg ikke råd til. Men det her tvinger mig til at genopleve det. Det her gør, at du bliver hos mig, hvilket er lige nøjagtigt, hvor jeg ikke vil have dig.

Mandag den 10. november, kl. 20 (Tre måneder siden) Det er den aften, jeg begår den meget store fejl at gå i seng med dig, og jeg er i boghandelen. Der er kun åbent for de gæster, du har inviteret for at fejre udgivelsen af din nye bog om eventyr. Kun et par stykker af dine kolleger fra engelsk instituttet er dukket op. Opmuntret af min tilstedeværelse hvisker de ondskabsfuldt om Henry. Jeg lader, som om jeg ikke lægger mærke til det ved at tage forskellige bøger op, som om jeg er virkelig interesseret i dem, selv om ordene er lige så forvirrende og uforståelige som græsk. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor jeg er kommet, eller hvad der får mig til at drikke både rødvin og hvidvin, som du bliver ved med at skænke op til mig. Sandsynligvis ensomhed og tab: Henry er lige flyttet fra Bath for at tage imod det professorat på Cambridge, som han har styret efter hele sit liv. Medfølelse spiller også en rolle; du har sendt mig tre invitationer. Jeg kan ikke gå igen, før du har læst op. Endelig sidder jeg på bagerste række og hører dig læse op fra dit kapitel om ‘Den sande bruds prøve’. Du bliver færdig, og den lille håndfuld kolleger stiller høflige spørgsmål. Jeg er ikke akademiker; jeg siger ingenting. Så snart det spredte bifald dør ud, bevæger jeg mig i retning af døren for at undslippe, kun for at lade mig stoppe af en bøn fra dig om ikke at gå endnu. Jeg sniger mig ind i afdelingen for kunstbøger og sætter mig på det nussede, beigefarvede tæppe med en bog om Munch. Jeg slår op på Kysset, den tidlige version hvor de elskende er nøgne. Det giver et sæt i mig, da din skygge falder på siderne, og din stemme skærer sig gennem afdelingens øde og forladte stilhed. “Hvis jeg 18

Bogen om dig.indd 18

27/03/14 13.38

ikke havde fundet dig, kunne du være blevet låst inde her hele natten.” Du står foran mig og ser ned på mig fra stor højde med et smil på læberne. Jeg lukker hurtigt Munch-bogen og lægger den fra mig. “Det var måske heller ikke den værste skæbne at sove her blandt kunstnerne.” Jeg vifter med din tunge bog som en skuespillerinde, der overdriver sin brug af rekvisitter. Jeg får ondt i håndleddet. “Den er fremragende. Det var meget sødt af dig at give mig et eksemplar. Og din oplæsning var fantastisk. Jeg var vild med det afsnit, du valgte.” “Jeg var vild med det maleri, du valgte, Clarissa.” Du sætter din overfyldte taske, som du har i den ene hånd og de to glas vin, du holder i den anden, fra dig. Jeg ler. “Har du et lig i den taske der?” Dit blikker flakker ned mod lukkemekanismen, som om du vil sikre dig, at tasken er forsvarligt lukket, og det falder mig ind, at du har hemmeligheder, du ikke vil have afsløret. Men du ler også. “Bare bøger og papirer.” Du strækker armen ud. “Kom nu ud fra dit gemmested. Lad mig følge dig hjem. Det er mørkt udenfor, du skal ikke gå rundt alene.” Jeg rækker ud og lader dig hjælpe mig op at stå. Du giver ikke slip på min hånd. Jeg trækker den forsigtigt til mig. “Det skal nok gå. Har du ikke en middag, du skal til, professor?” “Jeg er ikke professor.” Dit ene øjenlåg dirrer let. Det vibrerer flere gange, hurtigt efter hinanden, som om der gemmer sig et lillebitte insekt. “Henry fik det, det år jeg søgte. Jeg havde ikke de store chancer mod en prisvindende digter. Det gjorde nok heller ingen skade, at han var institutleder.” Henry havde mere end fortjent professoratet, men det siger jeg selvfølgelig ikke. Det jeg siger, er: “Undskyld,” og efter et par sekunders akavet tavshed: “Jeg må se at komme hjem.” Du ser så knust ud, at jeg får lyst til at trøste dig. “Det er en virkelig interessant bog, Rafe.” Jeg prøver at mildne min nært forestående exit. “Du kan være stolt.” Du tager vinen op igen og rækker mig et glas. “En skål, Clarissa. Før du går.” “Skål for din fantastiske bog.” Jeg klinker min hvidvin mod din rødvin og tager en lille slurk. Du ser så glad ud over den beskedne gestus; jeg bliver både rørt og trist. Jeg vil komme til at se dette øjeblik for mig 19

Bogen om dig.indd 19

27/03/14 13.38

i langsom gengivelse mange, mange gange i løbet af de næste måneder, uanset hvor gerne jeg vil have det slettet af hukommelsen. “Drik ud.” Du skyller din vin ned som for at demonstrere, hvad du mener. Og jeg følger dit eksempel, selv om det smager som saltet, sød medicin. Men jeg vil ikke lægge en yderligere dæmper på din i forvejen ret matte fest. “Lad mig følge dig på vej, Clarissa. Jeg vil hellere gå sammen med dig end tage til en eller anden kedelig middag.” Et øjeblik senere er vi ude i den kolde efterårsaftenluft. Selv i min vinforårsagede svimmelhed tøver jeg lidt før jeg siger: “Har du nogensinde tænkt over Blåskægs første kone? Hun bliver ikke nævnt direkte, men hun må være en af de døde kvinder, der hænger i det forbudte kammer.” Du smiler overbærende, som om jeg var en af dine studerende. Du er klædt som en amerikansk universitetsprofessor – ikke din sædvanlige stil. Tweedjakke, bløde, brune fløjlsbukser, nålestribet blå og hvid skjorte og marineblå slipover. “Forklar.” Du slynger ordet bydende ud, på samme måde som du givetvis gør, når du underviser dine hold i engelsk litteratur. “Altså, hvis der var et hemmeligt rum helt fra begyndelsen, og han sagde til sin første kone, at hun ikke måtte gå derind, så kunne der ikke have været nogen myrdede koner derinde endnu. Der ville ikke have været noget blod, hun kunne tabe nøglen i, og derfor ikke nogen blodplet, der kunne have afsløret hende. Så hvilken grund mente han, at han havde til at slå ihjel første gang? Det har altid undret mig.” “Måske indrettede han ikke rummet før kone nummer to. Måske gjorde kone nummer et noget, der var endnu mere utilgiveligt end at gå ind i rummet. Den værste form for ulydighed: Måske var hun utro, ligesom den første kone i Tusind og en nat, og så slog han hende ihjel. Derefter var han nødt til at sætte de andre på prøve for at se, om de var gode nok. Men det var der bare ikke en eneste af dem, der var.” Du siger alt det her i et let, nærmest spøgefuldt tonefald. Jeg burde have indset, dengang, at du aldrig laver sjov. Du tager aldrig let på noget. Hvis jeg ikke havde taget imod det tredje glas vin, ville jeg måske have set det og undgået alt det, der fulgte efter. “Du lyder, som om du mener, hun fortjente det.” 20

Bogen om dig.indd 20

27/03/14 13.38

“Selvfølgelig ikke.” Du taler for hurtigt, for indtrængende, et tegn på at du lyver. “Selvfølgelig mener jeg ikke det.” “Men du brugte ordet ulydighed.” Forestiller jeg mig bare, at jeg begynder at slingre? “Det er et frygteligt ord. Og det var ikke retfærdigt at få dem til at love det. Man kan ikke sige til nogen, at de ikke må gå ind i et rum i deres eget hus.” “Mænd har brug for hemmelige steder, Clarissa.” “Har de?” Vi er nået til Bath Abbey. Bygningens vestlige facade er oplyst, men det er, som om jeg ikke kan fokusere på mine yndlings-faldne engle, udført med hovederne nedad på Jacobs stige. Den svimmelhed jeg føler må være ligesom deres, med verden vendt på hovedet. Du tager fat i min arm. “Clarissa?” Du vifter med hånden foran mine øjne og smiler. “Vågn op, sovetryne.” Det hjælper mig til at huske den pointe, jeg var ved at fremføre, selv om jeg må koncentrere mig enormt for at kunne danne sætninger. “Der må have været nogle virkelig forfærdelige hemmeligheder i det rum. Det var et sted til hans fantasier, der hvor han gjorde dem virkelige.” Vi er på vej forbi de romerske bade. Jeg forestiller mig statuerne af kejserne og guvernørerne og de militære ledere, der skuler ned mod mig fra den høje terrasse og ønsker, at jeg skal drukne i den store, grønne pool under dem. Min mund smager af svovl, ligesom spavandet fra springvandet i pumperummet. “Du er bedre til ‘Blåskæg’ end nogen kritiker, Clarissa. Det burde være dig, der var professor. Du skulle have gjort din ph.d. færdig.” Jeg ryster benægtende på hovedet. Selv efter mit hoved holder op med at bevæge sig, bliver verden ved med at bølge fra side til side. Jeg fortæller stort set aldrig nogen om min opgivne ph.d. Jeg spekulerer overfladisk på, hvordan du kender til den, men standser pludseligt, da min opmærksomhed fanges af en ring i et butiksvindue. Den er af snoet platin, der glitrer af diamanter. Det er den ring jeg drømte om, at Henry en dag ville overraske mig med, men det gjorde han aldrig. Bevægeligt lys glimter og lyner inden i juvelerne som klart solskin på et blåt hav. Diskrete hvide og guldfarvede lamper omkranser vinduet og blænder mig. Du trækker mig væk fra vinduet, og jeg blinker, som om du har vækket mig. Da vi er kommet forbi de lukkede butikker i deres mørkt guldfarvede georgianske bygninger, går jeg med slingrende skridt. Du har armen om livet på mig og styrer mig i den rigtige retning. 21

Bogen om dig.indd 21

27/03/14 13.38

Jeg kan næsten ikke huske, at vi tog undergrundsbanen, men nu er vi allerede på vej op ad den stejle bakke, og jeg er stærkt forpustet. Du holder mig tæt ind til dig, skubber eller trækker i mig, bærer mig næsten af sted. Glimt fra diamanterne og lyspærerne kommer tilbage som små pletter for mine øjne. Hvordan kan det være, at vi allerede er ved døren til det gamle hus, hvor den øverste etage er min? Jeg svajer lidt, som en sjov kludedukke. Blod strømmer op i hovedet på mig. Du hjælper mig med at finde mine nøgler, hjælper mig op ad trappen og hjælper mig med de to nøgler til min egen dør. Jeg står der, svimmel og uden at vide hvad jeg skal gøre nu. “Har du ikke tænkt dig at invitere mig ind til en kop kaffe?” Det kan ikke undgå at virke, din manipulerende lille appel til min høflighed. Jeg tænker på den idiotiske Snehvide, der åbner døren for den onde dronning og nærmest flår det forgiftede æble ud af hånden på hende. Jeg tænker på Jonathan Harker, der frivilligt træder ind over Draculas dørtrin. Jeg tænker igen på Blåskæg og hans blodige kammer. Bar han hver ny brud over dørtærsklen og ind på slottet, efter at hun lykkeligt havde kastet sig i armene på ham? Og derefter kom torturkammeret, som hun aldrig kunne have forestillet sig. Jeg prøver at smile, men det er, som om mit ansigt ikke bevæger sig helt, som det skal. “Selvfølgelig. Selvfølgelig har jeg det. Du skal da komme ind og få en kop kaffe og få varmen, mens jeg ringer efter en taxa til dig. Det var virkelig sødt af dig at følge mig hjem på din særlige aften.” Jeg ævler. Jeg ved, jeg ævler. Jeg står ved køkkenvasken og fylder vand i kedlen. “Du må undskylde.” Mine ord lyder udtværede, som om jeg taler et sprog, der ikke er mit. “Mit hoved føles underligt.” Det er så anstrengende at stå op. Jeg føler mig som en snurretop. Eller er det rummet, der drejer rundt? Det er, som om min krop er lavet af væske. Jeg flyder nedad og mine ben folder sig sammen med en meget tilfredsstillende nydelighed, indtil jeg sidder på flisegulvet i mit køkken. Jeg har stadig kedlen i hånden, og der skvulper vand ud af tuden på den. “Jeg er meget tørstig.” Selv om der sjasker vand på min kjole, kan jeg slet ikke se, hvordan jeg skal få noget af det i munden. Du finder et glas og fylder det. Du lægger dig på knæ ved siden af mig og giver mig vand, som om jeg var et lille barn, der drak af en kop med tud. Du tørrer en dråbe af hagen på mig med pegefingeren, 22

Bogen om dig.indd 22

27/03/14 13.38

og så tager du pegefingeren op til læberne. Jeg knuger stadig kedlen i hånden. Du rejser dig igen for at sætte glasset fra dig og slukke for vandet. Du bukker dig ned og tager kedlen fra mig. “Det sårer mig at tænke på, at du ikke stoler på mig.” Jeg kan føle din ånde mod mit hår, når du taler. Du trækker mig op at stå og støtter mig. Mine ben fungerer knap nok, mens du bevæger mig i retning af soveværelset. Du anbringer mig på kanten af sengen og sætter dig på hug foran mig; du læner mig ind mod dig for at forhindre mig i at falde. Jeg kan ikke holde ryggen ret. Jeg græder. “Lad være med det,” hvisker du og stryger mig over håret, mens du mumler, at det er så blødt og kysser tårerne, der løber ned ad mine kinder, væk. “Lad mig lægge dig i seng. Jeg ved lige, hvad jeg skal gøre med dig.” “Henry ...” prøver jeg at sige. Det er svært, som om jeg har glemt, hvordan man taler. “Ham skal du ikke tænke på.” Du lyder vred. Du ser mig dybt i øjnene, så jeg er nødt til at lukke dem. “Munch-maleriet. Jeg ved, du tænkte på os og forestillede dig, at vi var sammen. Det gjorde vi begge to.” Jeg er fuldstændigt slatten. Det er, som om jeg er lavet af bølger. Jeg glider baglæns. Det eneste jeg vil er at ligge ned. Det suser i hovedet ligesom havet. Det dunker i ørerne som en tromme – mit eget hjerte, der lyder højere og højere. Dine hænder er om livet på mig, på mine hofter, på min ryg, de bevæger sig hen over mig, mens du binder min slå-om-kjole op. Det var meningen, at kun Henry skulle røre ved den kjole. Jeg lavede den til den fødselsdagsmiddag, vi holdt sammen for syv måneder siden. Selv om vi begge vidste, at det var mere eller mindre slut, ville han ikke have, at jeg skulle blive otteogtredive alene. Vores sidste aften sammen. En farvelmiddag med farvelsex. Kjolen her var aldrig tiltænkt dig. Jeg prøver at skubbe dig væk, men jeg har ikke flere kræfter end et lille barn. Du hiver kjolen helt åben og skubber den ned over mine skuldre. Og så vipper rummet, og alt bliver til skygger. Fragmenter af billeder fra et mareridt, jeg helst ikke vil huske. Hun var så optaget af at skrive, at hvæset fra retssekretærens mikrofon forskrækkede pennen ud af hånden på hende, så den faldt ud på gulvet

Bogen om dig.indd 23

27/03/14 13.38

i det stille område, hvor hun sad. “Vil følgende personer være venlige at komme hen til bordet i forbindelse med en retssag, der skal begynde i Retssal 12?” Hendes navn var det første, der blev kaldt; det var som et elektrisk stød. Hun puttede notesbogen i tasken, som om den var et stykke belastende bevismateriale, hun ikke ville ses med. To minutter senere hastede hun af sted efter retsbetjenten sammen med de andre. En tung dør gik op, og de befandt sig i bygningens skjulte dyb, snoede sig op ad flere etagers betontrapper, hen over linoleumsgulvet i et lille, overoplyst venteværelse, hvorfra de tumlede gennem endnu en dør. Hun blinkede adskillige gange, da det gik op for hende, at de nu var i selve retssalen. Hendes navn blev kaldt igen, og hun satte sig ind på bagerste række. Henry ville have nægtet det med Biblen, men Clarissa tog den fra retsbetjenten uden at tøve. Hun mente hvert ord, mens hun svor, selv om hendes stemme var svag. Ved siden af hende sad en kønt buttet, mørkhåret kvinde, hvis halskæde stavede hendes navn med bogstaver i hvidguld: Annie. Som i en døs lod Clarissa blikket glide længere mod højre, hvor fem tiltalte sad kun et par meter væk, flankeret af politibetjente. Annie så på mændene med utilsløret interesse, som om hun udfordrede dem til at lægge mærke til hende. Dommeren henvendte sig til juryen. “Denne retssag vil vare syv uger.” Syv uger. Hun havde aldrig drømt om, at hun kunne være så heldig. “Hvis der er tvingende grunde til at nogen af jer ikke kan være med i juryen, bedes I give retsbetjenten skriftlig besked, inden I går. I morgen vil anklagemyndigheden komme med sine indledende bemærkninger.” Hun rakte ud efter sin taske og trak ned i nederdelen, da hun rejste sig, og vaklede så ud i hælene på de andre. Da hun gik forbi anklagebænken, så hun, at hvis hun og den nærmeste tiltalte begge strakte armen frem, ville de næsten kunne røre hinanden. Hun smøg vanterne af, da hun steg om bord på toget, fandt den sidste ledige plads og tog sin mobil frem. En bølge af kvalme skyllede gennem hende. Fire sms’er. En fra hendes mor. De andre fra Rafe. Det var faktisk behersket af ham at stoppe efter tre. Hun smilede ikke, som hun normalt ville gøre, da hun læste sin mors – Kaffe er ikke morgenmad. Der var ikke noget, der kunne hærde hende

Bogen om dig.indd 24

27/03/14 13.38

over for hans små serier af sms’er, uanset hvor harmløse de kunne virke på andre. Håber du sover. Håber du drømmer om mig. Får hele tiden din telefonsvarer. Ringer igen senere. Du har brug for juice og frugt og ting med vitaminer. Jeg kigger forbi. Hun ønskede sig en ven at tale med, en hun kunne vise sms’erne; hun ville have en ven, der kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre. Hun plejede at have venner før Henry og fertilitetsbehandlinger overtog hendes liv; før hun lod en gift mand forlade sin kone for hendes skyld; før andre kvinder holdt op med at stole på hende; før hun begyndte at synes, at det var for hårdt at se på deres misbilligende ansigtsudtryk og se sin egen forvirring over det, hun havde gjort, afspejlet i dem. Henry og hendes venner kunne ikke blandes sammen, men hun burde alligevel have fundet en måde at adlyde hovedreglen på, om at man aldrig må lade et forhold gå ud over éns venner. Nu var Henry væk, og hun var for flov til at prøve at få sine venner tilbage. Hun var ikke engang sikker på, at hun fortjente dem eller om de overhovedet ville tilgive hende. Hun tænkte på sin ældste veninde, Rowena, som hun ikke havde set i to år. Deres mødre havde mødt hinanden på barselsgangen, hvor de vuggede deres nyfødte i armene, mens de så ud over havet fra vinduerne på hospitalets øverste etage. Hun og Rowena havde leget sammen som børn. De havde gået i skole sammen. Men Rowena var endnu en veninde, der ikke kunne sammen med Henry. Hun og Rowena var blevet så forskellige; måske havde Henry bare fremskyndet et uundgåeligt brud. Hun prøvede at ryste selvmedlidenheden af sig. Hun måtte gøre sig mere umage for at få nye venner. Og hvis hun ikke havde venner at tale med lige i øjeblikket, så havde hun da rådgivningslinjerne; deres informationsfoldere var kommet med posten om lørdagen, allerede dagen efter at hun havde talt med dem. Hun sendte en sms tilbage. Du skal ikke komme. Vil ikke se dig. Meget smitsomt. Så snart hun trykkede ‘send’ fortrød hun; hun kom i tanke om det råd, der stod i hver eneste af folderne, gentaget på forskellige måder:

Når som helst det er muligt, skal du undlade at tale med ham. Hold dig ude af enhver form for samtale.

Bogen om dig.indd 25

27/03/14 13.38

Hun vidste godt, at det var det samme, som hendes mistede veninder ville have sagt. Hun ville ønske, at hun ikke havde givet ham sit mobilnummer. Der var intet andet, der havde virket morgenen efter hans bogreception. Ikke at brække sig højlydt på badeværelset. Ikke at sluge tre Panodil lige for øjnene af ham. Ikke engang hendes synlige rysten havde fået ham til at se, at hun havde det så dårligt, at han var nødt til at gå. Nummeret havde været en sidste udvej for at få ham til at gå – hvis bare hun havde været forudseende nok til at give ham et falskt nummer i stedet for det rigtige for at få ham væk. Men hun havde været for dårlig til at kunne tænke klart. Hun ringede til Gary. Tvingende grunde, havde dommeren sagt. Hvad kunne det være? Graviditet, måske. Eller hvis man skulle amme. Hun havde ingen tvingende grunde. En mellemleder, der ville blive lettere besværet af hendes fravær, var ikke nogen tvingende grund. Clarissa prøvede at lyde sørgmodig og som om, der var hændt hende noget chokerende. “Jeg troede, det kun ville være ni dage. Højst to uger. Det stod der i alle de papirer, de sendte os, men af en eller anden grund blev jeg udvalgt til en syvugers retssag. Det er jeg altså virkelig ked af.” “Fik I ikke en mulighed for at sige, at I ikke kunne? Du er vigtig for universitetet.” Hun kunne ikke lade være med at le. “Nej, jeg er ej. Ikke som underviserne. Og de ville ikke engang kunne slippe ud af det, heller ikke dommerne. Sekretæren for lederen af overbygningsstudierne er ikke ligefrem en nøglemedarbejder – selv om jeg er rørt over dit syn på min vigtighed.” “Men du svarede ikke på mit spørgsmål.” En sjælden gang imellem kunne Gary mønstre et seriøst chef-tonefald over for hende. “Fik du ikke en mulighed for at slippe?” Hun havde ingen skrupler over at lyve. “Nej,” sagde hun. Hun var hjemme; toget kørte til perron i Bath. Det prikkede i hendes hud, normalt en helt pålidelig advarsel om, at nogen holdt øje med hende, men hun vidste, at Rafe ikke var i vognen. Hun kunne heller ikke se ham på perronen. “Nej, ingen mulighed.”

Bogen om dig.indd 26

27/03/14 13.38

100mm

153mm

23mm

C LAI R E K EN D AL

Clarissa Bourne bliver mere og mere bange for sin kollega, Rafe. Han nægter at tage et nej for et nej, og han dukker op alle de steder,

ISBN-10 871137728-3 ISBN-13 9788711377284

9 788711 377284 OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

www.lindhardtogringhof.dk

BOGEN OM DIG Du vil have mig Du elsker mig Du behøver mig

C LAI R E K EN D AL LINDHARDT OG RINGHOF

100mm

226mm

FOTO / Eamonn McCabe

BOGEN OM DIG

hvordan beskytter man sig mod en fjende, ingen andre kan se?

153mm