LÆS STARTEN AF …
1 Jeg spejdede ned i dybhavsgraven i håb om at få øje på en væltet skyskraber. Måske endda Frihedsgudinden. Men der var ingen spor af den gamle Østkyst, blot et stejlt fald ned i totalt mørke. En kugle af lys skød forbi mig – det var en vampyrblæksprutte med et neonblåt spor efter sig. Den lysende sky hvirvlede omkring min hjelm. Tryllebundet gled jeg forsigtigt ned på knæ for ikke at komme til at opløse skyen. Men min trance blev brat afbrudt af en række grønne gnister der brød frem fra slugten. Jeg trak mig tilbage, og hver en muskel i min krop spændtes. Der var kun en eneste fisk der glimtede som en smaragd og færdedes i flok: den grønne lanternehaj. De var tredive centimeter lange og lige så dødbringende som piratfisk. Skabninger der var tyve gange større end dem selv, kunne de flå i småstumper. For slet ikke at tale om hvad de så kunne gøre ved et menneske. Jeg burde have set dem komme, også selv om jeg var så dybt nede. Jeg burde have indset at blæksprutten havde sprøjtet sit lysende stads ud for at aflede et rovdyr. Og 5
nu fungerede min hjelmlygte som et endnu klarere pejlemærke. Med et slag på håndledsskærmen slukkede jeg for lygten, men det var for sent – middagsklokken havde ringet. Jeg frigjorde en lyspistol fra mit bælte og affyrede den lige midt ind i det elektriske grønne virvar. Mit hjerte nåede at slå to slag før et vældigt lysskær eksploderede over slugten og fik de chokerede hajer til at stoppe op med glimtende øjne og tænder. Hurtigt hev jeg ankeret til mit mantabræt op af mudderet og smed mig op på det. Jeg lå på maven med benene dinglende og drejede på håndtagene, så det fór af sted med vældige strømhvirvler efter sig. Hvis mine lunger ikke havde været fulde af liquigen, ville jeg have hujet højlydt. Jeg var bestemt ikke i sikkerhed endnu. Så snart lyset døde hen, ville hajerne være over mig som sugefisk på en hval. Jeg overvejede at begrave mig i det dybe mudder på havbunden. Det havde før virket at slå sig ned mellem kæmpemuslingerne dernede. Jeg vovede et blik over skulderen. Jo, den var god nok. Mørket bag mig funklede af stjerner – små ondskabsfulde stjerner der skød af sted i retning af mig. Jeg vippede mantabrættet til et skarpt dyk og tændte for hjelmlyset. Men lyset reflekteredes tilbage fra noget metal. En undervandsbåd! Jeg drønede ind i den og slog en kolbøtte. Mantabrættets håndtag blev flået ud af fingrene på mig da min ryg hamrede ned i metallet. Jeg gled ned ad det buede skrog mens jeg fægtede vildt omkring 6
mig for at få fat i noget at holde fast i, men uden held. Så ramte mine fødder en kant, og jeg standsede brat op. Det tog noget længere tid for mine indvolde at falde til ro. Uden rytter ville mantabrættet slukke automatisk. Det måtte jeg finde senere. Lige nu måtte jeg se at komme i dækning. Men hvorfor lå det lille fartøj her på havbunden uden lys på til at varsko om dets tilstedeværelse? Var det forlist? Hvis det var tilfældet, var det sunket for nylig. Det blanke metalskrog var helt frit for muslinger. Jeg famlede mig frem langs ubåden indtil jeg fandt den runde slusedør. Dækslet til kontrolpanelet hang ned fra det ene hængsel, og omkring kanten var der ridser fra et brækjern. Jeg tøvede og undrede mig over ridserne da metalskroget pludselig oplystes af smaragdgrønne lys. Jeg hamrede på indgangsknappen. Som et øje der udvider sig, åbnedes lugen, og havvand fyldte det lille kammer. Jeg kastede mig ind i luftslusen. Da jeg snurrede rundt, kunne jeg se hajerne komme strygende imod mig fra alle sider. Jeg ramte den indre knap med hele hånden. Netop som lugen gik i, pløjede hajerne ind i den som minitorpedoer. Indefra lød det, som om det var Døden der hamrede på døren. Jeg faldt sammen ind mod væggen og grinede. Det var virkelig noget der gav et adrenalinsus, sådan at undslippe rovfisk. Hvor mange regler havde jeg lige brudt? Besøge Coldsleep Canyon alene: forbudt. Uden anden transport end et mantabræt: strengt forbudt. Udforske en forladt ubåd: helt uden for skalaen. Men nu var jeg nødt til at 7
søge ly her indtil hajerne var væk. Det var det fornuftigste at gøre. Det sikre valg. Ikke at mine forældre nogen sinde ville få noget at vide om hverken undervandsbåden eller hajerne. Med en bande lovløse der hærgede territoriet, havde de nok at være bekymrede over. Da den sidste dråbe havvand forsvandt gennem gulvets gitter, vippede jeg hjelmen tilbage og trak vejret dybt ind. Luften var harsk, men opfyldte sit formål: Den iltmættede væske i mine lunger fordampede. Jeg tændte min lommelygte før jeg åbnede den næste luge og trådte lige ind i en eller andens mareridt. Blod dryppede fra hver eneste overflade i udstyrsrummet – vægge, bænke, skabe. Vådt og glinsende dannede det pytter omkring det grej der lå og flød på gulvet. Jeg prøvede at trække vejret langsommere, som om det ville mindske den metalliske lugt der nu fyldte min næse – en stank der bragte billedet af et hvalfangerskibs blodsølede dæk frem. Nogle fiskere har nok slagtet noget stort herinde, ikke andet, fortalte jeg mig selv. En klumpfisk eller en sværdfisk. Ikke noget at gå i panik over. Bortset fra … jeg kantede mig længere ind i rummet. Uanset hvor meget en døende fisk slog om sig, ville den ikke kunne have tømt våbenstativet og da slet ikke flået det ud af væggen. Jeg gik uden om det væltede stativ mens jeg lod lyset glide hen over de åbne skabe – alt var blevet endevendt – og trak i dykkerdragtens halsring. Normalt generede hjelmen mig ikke når den hang ned af ryggen på dragten, men nu føltes det som om dens vægt var ved at kvæle mig. 8
Hajerne udenfor hjalp heller ikke på mine nerver, sådan som de blev ved med at hamre ind i ubådens skrog i deres forsøg på at finde en vej ind. Lige så snart hajerne holdt op med at banke på skroget, ville jeg se at komme op til overfladezonen og jage efter aftensmad sådan som jeg burde have gjort lige fra begyndelsen. Men deres banken holdt ikke op. Derimod blev den højere. Værre endnu, det gik op for mig at det slet ikke var hajerne der bankede, men … Fodtrin. Jeg slukkede hurtigt lygten og lod mørket omslutte mig. Ubåden var måske nok uhyggelig og oversprøjtet med blod, men det var ikke noget spøgelse der kom trampende ned gennem gangen. Musestille trak jeg handskerne af og trak harpunen ud af hylsteret jeg havde på ryggen. Der fandtes ingen spøgelser. Men der fandtes lovløse. I måneder havde Seablite-banden terroriseret kolonien og plyndret hvert eneste forsyningsskib der kom i nærheden af os. Jeg havde ofte spekuleret på hvad der ville ske, hvis jeg stødte på dem. Nu så det ud til at jeg fik chancen til at finde ud af det. Jeg hev harpunen hen over skulderen, men det kolde metal gled ud af mine fingre. Jeg greb ud i den tomme luft og fik fat i stroppen, lige inden harpunen faldt klirrende ned på gulvet. Ude i korridoren satte fodtrinene i løb. Jeg krøb sammen bag en kasse og sigtede på døren. Efterhånden som skridtene nærmede sig, krummede jeg 9
fingeren om aftrækkeren. Jeg prøvede at gøre min vejrtrækning rolig, men jeg kunne ikke få mine arme til at være rolige. Én ting var at skyde en sulten tigerhaj, men at spidde et menneske – selv en gemen lovløs – det vidste jeg ikke om jeg havde nerver til. Pludselig skød lysstrålen fra en lygte ind i rummet og fór hen over mit ansigt, så jeg blev helt blændet. Jeg hævede harpunen, et skrig rungede – ikke fra mig – og lyset gik ud. Jeg kom på benene i en fart og sprang ud i korridoren efter fodtrinene hen mod ubådens kommandobro. Det skrig – det var ikke nogen lovløs. Det var en pige. „Jeg gør dig ikke noget!“ råbte jeg. Intet svar. „Se her.“ Jeg rettede lygten mod min harpun mens jeg kom den tilbage i hylsteret. „Du skal ikke være bange.“ Ligesom udstyrsrummet var broen endevendt. Heldigvis var der dog ingen blodpøl her. Men konsollerne var blevet tømt, og der hang kabler og dinglede ned fra loftet. Et bundt svajede som tang og fortalte mig at nogen lige havde passeret det. Da jeg skubbede kablerne til side, tændtes et lys pludselig, og en skinger stemme spurgte: „Hvem er du?“ Overrasket vendte jeg min lygte mod stemmen. Men mit svar forduftede da en pige hurtigt trådte hen mod mig så hendes lange, mørke fletning svajede. „Du skræmte mig!“ sagde hun. I den ene hånd knugede hun en lygte og i den anden en grøn kniv. Hendes greb 10
om begge dele skælvede, men trodsigheden flammede i de lyseblå øjne. „Undskyld,“ lykkedes det mig at få frem trods chokket. Hun så ud til at være omkring min alder, femten. Men hvad der var mere forbløffende, var at hun var fra Ovenover. Det var der ingen tvivl om. Hendes ansigt med de lyserøde kinder og den afskallede næse var et studie i eksponering for uv-stråler. Hun snublede og stoppede op. „Er du et spøgelse?“ Indvendigt blev jeg meget stille. Bare for én gangs skyld kunne jeg godt tænke mig at møde en overbo der ikke fik mig til at føle mig som en vanskabning. Jeg sagde aldrig noget om deres solskoldethed. Hun rettede sig op som om hun forberedte sig på det værste. „Det er du, ikke også?“ Jeg var lige ved at nikke for at se hvad hun så ville gøre. Men i stedet sagde jeg: „Jeg er levende og et almindeligt menneske. Ligesom dig.“ „Du gløder,“ sagde hun anklagende. For lysets skyld, hvad så hvis min hud glitrede. Det gjorde mig ikke til noget spøgelse. Jeg gik ikke rundt som et skelet med dybe øjenhuler. Jeg havde opbygget en god muskelmasse af at arbejde på gården, og mine øjne havde en fuldstændig normal tanggrøn farve. „Jeg gløder ikke,“ fortalte jeg hende. „Det kaldes glinsen.“ Jeg prøvede at lade være med at få det til at lyde som om jeg forsvarede mig. „Det kommer af at spise bioluminescerende fisk.“ 11
Pigen kom forsigtigt lidt nærmere. „Mennesker spiser da ikke fisk der gløder i mørket.“ „Hernede gør vi.“ „Virkelig? Det er så …“ Hun sprang frem og stak mig i ribbenene med sin lygte. Jeg udstødte et gisp af smerte, og hun kom med et endnu højere gisp. „Hed tjære! Du er virkelig.“ Jeg kunne ikke engang få et sarkastisk svar frem. Ikke blot havde hun slået luften ud af lungerne på mig, men jeg kunne bare ikke fatte at hun havde troet at hendes lygte ville gå lige igennem mig. Det var heldigt for mig at hun ikke havde afprøvet min menneskelighed med kniven. „Jeg troede,“ stammede hun, „jeg mener, i mørket …“ „Jeg gløder ikke.“ „Nej,“ indrømmede hun lidt for hurtigt og stak sin grønne kniv i skeden. „Selvfølgelig gør du ikke det. Du må meget undskylde. Er du okay?“ Hun nærmede sig igen og skubbede sit lange pandehår væk fra øjnene. „Jeg overlever.“ Men i morgen ville jeg have et blåt mærke på størrelse med en mudderædende søpølse. „Så du alt blodet da du kom ind?“ spurgte hun. „Det er sikkert fiskeblod.“ Det håbede jeg i hvert fald at det var. Som de fleste overboere stod hun for tæt på. Jeg kunne mærke hvordan hun sugede ilten til sig, og det gjorde mig helt svimmel. Jeg kantede mig væk. „Hvad laver du her?“ „Jeg kom om bord i håb om at det her var min brors 12
ubåd. Nu håber jeg at det ikke var det …“ Hun svingede lygten hen over de plyndrede konsoller. „Han er hernede et sted og leder efter mangannoduler.“ „Sorte perler. Det er det vi kalder dem – eller det gør malmsøgerne. Sådan nogen som din bror. Hør, vent, vil du sige at du er her alene?“ „Du er her alene.“ Hun sagde det som om det beviste noget som helst. „Jeg bor hernede. Jeg var den første person der blev født under havet. Du er en …“ Havde overboerne noget imod at blive kaldt overboere? Det vidste jeg ikke, men jeg hadede i hvert fald når de kaldte nybyggerne for ’mørkeliv’. „En hvad? Jeg er en hvad for noget?“ „Fra Ovenover,“ ændrede jeg det til. „Ovenover.“ Hun smilede som om ordet morede hende. „Som i ’oven over vandet’?“ „Ja.“ „Hvordan ved du det?“ „Hvordan ved jeg hvad?“ „At jeg er fra Ovenover?“ Mente hun det alvorligt? Selv hvis hun ikke havde kommenteret på min glinsen, så råbte alt ved hende ’overbo’. Hvad værre var, så havde hun alle de typiske tegn på en amatørdykker. Men højt sagde jeg bare: „Fregner.“ Da hun fik et uforstående udtryk i ansigtet, tilføjede jeg: „Børn hernede har ikke sådan nogen.“ Hele hendes ansigt så ud som om det var oversprøjtet med vådt sand. Jeg rettede min lygte højere op. „Så er der dit hår.“ 13
„Mit hår?“ Hun lød ikke længere som om det morede hende. „Det er stribet.“ Hendes hår, der var brunt ligesom mit, havde kobberfarvede striber. Hvorfor lysnede solen folks hår, men gjorde deres hud mørkere? Jeg fattede det ikke. „Stribet …“ Hun svingede sin lange fletning hen over skulderen væk fra mit blik. Jeg stak hånden frem. „Jeg hedder Ty.“ Hun tøvede lidt før hun tog den og hev selvfølgelig ikke sin dykkerhandske af. Blandt nybyggere ville det have været en fornærmelse. Men overboere viste sjældent hud, undtagen fra halsen og op. Og nogle gange ikke engang det. „Jeg hedder Gemma.“ „Gemma.“ Jeg kunne ikke lade være med at smile. „Som i gem o’ the ocean – altså havets juvel.“ Hun så overrasket ud. „Hvor stammer det fra?“ „Det er det vi siger hernede når vi støder på noget kønt.“ Det gik op for mig at det lød som om jeg sagde at hun var køn, hvad jeg ikke gjorde – selv om hun var det. Min mund blev helt tør. „Du ved, som en muslingeskal.“ Jeg rømmede mig. „Eller en havsnegl.“ „Er havsnegle kønne?“ spurgte hun skeptisk. „Det kan de godt være.“ „Det var sådan min bror begyndte sit sidste brev.“ Hun lod fingrene glide hen over den lomme hvor hun havde gemt sin kniv. „’Til Gem o’ the ocean.’“ „Hvis han lever hernede, så kender han udtrykket.“ 14
„Hør her – jeg har mistet min mini-ubåd,“ sagde hun pludselig og løftede hagen som for at sige at jeg bare lige kunne vove på at le ad hende. Jeg var end ikke fristet. „Hvor fik du en mini-ubåd fra?“ „På handelsstationen. Jeg lejede den af en gammel kortspiller.“ Hun hev i sin posede dykkerhud. „Nu bliver jeg nødt til at betale ham for den.“ Den fyr måtte være en professionel kortspiller. Handelsstationen myldrede af dem. „Lejede du også dykkerhuden af ham? For den passer ikke ordentligt.“ Bare synet af hvordan det metalliske stof hang slapt omkring hendes smalle liv, var nok til at give mig koldsved. Der var vævet sensorer ind mellem det metalliske stof. Hvis dykkerhuden ikke sad tæt til hendes krop, fik dens computer ikke de korrekte aflæsninger af hendes almentilstand. Med et utålmodigt vift med hånden affærdigede hun mine bekymringer. „Jeg efterlod min ubåd ved luftslusen. Men nu er den … hvad er der?“ „Er du virkelig kommet herned helt alene?“ Jeg kunne simpelthen ikke få min hjerne til at fatte det. Selv de videnskabsmænd som var eksperter i dybhavet, havde mandskab og masser af udstyr med sig. „Lad mig gætte … Du synes at piger bør gå i lange kjoler og ’udvise lydighed’ for at standse stigningen.“ „Nej,“ svarede jeg forsigtigt, selvom jeg af hendes tonefald gættede mig til at hun ikke gik ind for den nypuritanske tro på at den globale opvarmning og vandets stigning 15
var Guds måde at straffe os for vores synder. „Det er bare det at her er virkelig farligt under havet.“ „Jeg kunne blive ædt af en kæmpeblæksprutte. Jeg ved det.“ Hun rullede med øjnene. „Jeg var i vandet i to sekunder.“ „Hvis en blæksprutte vil æde dig, venter den ikke på at du skal blive våd.“ Det fangede hendes opmærksomhed. „En kæmpeblæksprutte kan blive 25 meter lang og veje et ton. Den kan trække dit fartøj så langt ned at vandets tryk maser det til småstykker. Så vil blæksprutten pille dig ud ligesom den suger en musling ud af skallen.“ Hun blev bleg under fregnerne. „Du prøver at skræmme mig.“ „Ja,“ indrømmede jeg. „Men det betyder ikke at jeg lyver.“ Hun burde ikke dykke på dybt vand uden at kende farerne. Selv om jeg måtte indrømme at hun var ikke bange af sig. „Hvorfor skulle nogen have lyst til at leve hernede?“ spurgte hun med en gysen. „Ejer din familie noget jord?“ „Selvfølgelig ikke. Der er ikke nok til alle.“ „Min familie ejer firs hektar.“ Hun rynkede på næsen. „På bunden af havet.“ „Ja, men det er vores.“ Hvis hun så min families gård, så hvor grøn og smuk den var – så ville hun måske forstå det. „Når jeg bliver atten, vil jeg gøre krav på min egen jordlod. Fyrre hektar mellem to dybhavsbakker.“ „Du lyder som en reklame for dybhavsjordloven.“ Smi16
lende citerede hun annoncen: „’Gør krav på jorden, dyrk den i fem år, og den er din!’ Hov – hvad var det for en lyd?“ En skinger, klikkende lyd vibrerede gennem skroget. Vores øjne fór op mod loftet og videre til det kulsorte vand uden for udkigskuplen. Lyden blev højere og hurtigere indtil den klikkende lyd blev til en gennemtrængende trillen, og så var der noget det stødte ind i det buede vindue. Med et skrig slog Gemma armene op over hovedet, men flexiglasset splintredes ikke. I stedet bumpede en sort genstand ned ad vinduet og trak en tyk kæde efter sig. „Det er en slæbekrog.“ Jeg slukkede for min lygte og maste mig forbi hende for at kigge op gennem kuplen. „Sluk det lys.“ Højt over os svævede en ubåd hvis udvendige lys glødede svagt og oplyste dens form – en form jeg havde hørt beskrevet mange gange og altid med frygt i stemmerne hos dem der talte om den. Den tunge krog ramte fartøjets kant med et bump der rungede op gennem mine støvlesåler og op langs min rygrad. Jeg trak mig tilbage. „Lad os komme ud herfra.“ En stråle af lys skød ned gennem mørket. „Kom med,“ sagde jeg indtrængende, men Gemmas blik flyttede sig ikke fra kæden udenfor der nu var udspændt og snoede sig i strålen fra spotlyset. „Det er Specter deroppe,“ prøvede jeg at forklare. „Den tilhører …“ Et par støvler bumpede ned mod udkigskuplen og stødte fra igen. Så kom resten af manden dansende til syne. Da han gav slip på kæden 17
og lod sig falde ned på kanten, gled endnu en mand ned efter ham. Nu smuttede Gemma ind i skyggerne. „Hvem er de?“ Jeg gik ned på hug da tynde lysstråler fra mændenes hjelme gik på kryds og tværs gennem kommandobroen. „Lovløse,“ hviskede jeg og trak hende ned. „Virkelig?“ Hun kiggede ud med ny interesse mens de to lovløse fastgjorde slæbekrogen til båden. Ved hver bevægelse de gjorde, sprang lyset fra deres hjelmlygter vildt rundt inde i kommandobroen. Jeg lagde hånden på mit lår hvor jeg havde atten centimeter savtakket stål spændt fast. Men selv om jeg var dygtig med kniv og harpun, vidste jeg at jeg ikke ville kunne klare mig mod en hel båd fuld af voksne mænd. Vi var nødt til at slippe ubemærket ud af ubåden. Jeg prikkede til Gemma og pegede hen mod korridoren. Efter et sidste blik på de lovløse fulgte hun efter mig ud i den mørke gang. Henne ved udstyrsrummet tændte jeg min lygte og trådte gennem lugen. Hun rørte sig ikke fra dørtærsklen. „Betyder det at det her ikke er fiskeblod?“ „Det ved jeg ikke,“ indrømmede jeg. Indtil nu havde der ikke været nogen beviser på at Seablite-banden nogen sinde havde dræbt nogen, kun en bunke grimme historier og en kugle i en skippers ben, men det var også nok til at overbevise mig om at jeg ikke havde lyst til at komme i nærkontakt med en lovløs. Rundt om os knagede og stønnede skroget. „Skynd dig.“ Jeg gik i en bue uden om 18
blodet. „Når de først har halet det her vrag ud af mudderet, så flyver det af sted.“ „Jeg går ikke udenfor.“ Hun holdt sig i korridoren. „Jeg gemmer mig et eller andet sted herinde.“ Måske skulle jeg ikke have fortalt hende om kæmpeblæksprutterne. „Hør her,“ sagde jeg, „hvis Seablitebanden har dræbt nogen herinde …“ Ubåden skælvede og røg fremad så jeg måtte gribe fat i sluselemmen for ikke at vælte omkuld. „… så kan du være sikker på at de har tænkt sig at smide båden her lige ned i Coldsleep Canyon. Har du tænkt dig at gå ned med den?“ Hun blegnede og sprang ind i sluserummet. „Forklar mig lige igen hvorfor det er at folk bor hernede,“ sagde hun. Jeg trykkede på knappen der lukkede lemmen bag hende. „Når du suger den ind, så få den hele vejen ned.“ Hun blev rød i hovedet som en søanemone. „Hvad for noget?“ „Liquigenen.“ Jeg vippede hjelmen op over hendes hoved og lukkede forseglingen. „Begyndere efterlader af og til lommer af luft i lungerne. Når de så kommer ned i mørket, bliver deres brystkasse trykket flad af vandtrykket.“ Jeg slog hænderne sammen for effektens skyld. Det isnende blik hun sendte mig, kunne have genskabt gletsjerne. Men mine ord måtte være trængt ind, for hun bed ned i liquigentuben i bunden af hjelmen og gjorde en god indsats for at fylde lungerne. Da hun spruttede og fnøs, faldt hun ind mod rummets side og udløste et blinkende 19
rødt lys over den udvendige lem. Jeg fastgjorde min egen hjelm da det med et sæt gik op for mig at Gemma ikke kunne have udløst det lys. Det lys tændte kun når nogen udenfor trykkede på indgangsknappen. Jeg skyndte mig at slukke min lygte – og det var ikke et sekund for tidligt. Lemmen drejede op, og en stråle af vand skød ind i luftslusen. I det pulserende røde lys lignede det et sprøjt af blod. Strålen blev til et vandfald, og oprørt vand steg op omkring os. Jeg løsnede et kort stykke flexline fra mit bælte, fastgjorde enden til Gemmas bælte og styrede hende hen til væggen nærmest den åbne luge. Så snart havet fyldte rummet, skar en lysstråle ind gennem boblerne. En hjelmlygte. Jeg ventede med anspændte nerver mens en mørk skikkelse trådte ind gennem lugen. I samme øjeblik han gik gennem slusen, fór jeg udenfor og trak Gemma med mig. Vi bevægede os så hurtigt at han må have mærket vandet skvulpe bag sig. Han snurrede rundt og så yngre ud end jeg havde forventet. Eller måske virkede han bare sådan med måbende mund og sorte øjne der spærredes op ved synet af os to. Med en hurtig bevægelse piskede han fremad og blottede sine tænder, der var blevet filet spidse og bleget indtil de var lige så gennemsigtige som en dragefisks hugtænder. Jeg skubbede Gemma om bag mig og hamrede min hånd mod indgangsknappen. Idet lugen lukkedes, stak den lovløse en hånd ud og greb ud efter min hals. Metalpladerne lukkede sammen om hans arm. Hans fingre ragede ned over mit bryst, ikke længere i et forsøg på at 20
fange mig, men i krampetrækninger på grund af trykket. Jeg vaklede tilbage og stødte ind i Gemma så hun blev skubbet ned fra kanten af ubåden ned i mørket. Linen mellem os spændtes ud og hev mig efter hende. Et kort øjeblik sprællede jeg i mudderlaget og fik mine ben viklet sammen med hendes, så rullede jeg væk fra fartøjet og trak Gemma med mig. Et sekund efter løftedes ubåden op fra havbunden, hvirvlede slammet op og sejlede ind i mørket. Jeg kom på benene, blot for at tumle tilbage i mudderet da Gemma greb fat i mit dykkerbælte. Troede hun at jeg ville gå fra hende? Linen bandt os stadig sammen. Da vi sammen kom på benene, greb hun min hånd som en muræne der gnasker sit bytte i sig. Jeg formodede at det iskolde mørke og intense tryk godt kunne være nervepirrende hvis man ikke var vant til det, hvilket var grunden til at de andre nybyggere næsten aldrig forlod kontinentalsoklen. De delte ikke min fascination for Coldsleep Canyon selv om den var længere og dybere end Grand Canyon og hundrede gange mere uhyggelig. Coldsleep havde heddet Hudson Canyon indtil en bid af Østkysten var gledet ned i dens gabende svælg. Nu forbandt alle afgrunden med død og ødelæggelse. Jeg forbandt den bare med rovdyr. Jeg undersøgte om der var nogen grønne lanternehajer i nærheden. Da jeg ikke fandt nogen, indstillede jeg mit hjelmlys på svagt og lokaliserede mit mantabræt. Gemma fulgte mig skridt for skridt med fuldt blus på sin lygte og kniven i hånden. Skæret ville tiltrække hvert eneste dyr i 21
området, og hendes kniv ville ikke kunne standse halvdelen af dem, men hvis det gjorde hende bedre tilpas at fægte rundt med den, så fint med mig. Heldigvis lå hendes spidsnæsede fartøj og hvirvlede rundt i en saltsø kun to hundrede meter væk. Det var en rig overbos legetøj. En rigtig skønhed. Jeg strammede ankerkæden til så hun kunne vrikke sig op til den gelefyldte ring som udgjorde indgangspartiet. Jeg fulgte efter hende så snart jeg havde hægtet mit mantabræt fast til jetfinnens hale, hvor det svævede rundt og lignede en rigtig manta, en djævlerokke, bare uden halen. Jeg maste mig ind og faldt ned på styrebænken ved siden af Gemma. Det var som at sænke sig ned i en lille, perfekt raket. Da jeg havde løsnet min hjelm, tog jeg en dyb indånding for at få liquigenen i mine lunger til at fordampe. Fordi vi havde fyldt lungerne med væske og ikke en ustabil blanding af luftarter, var risikoen for dykkersyge meget lille. Men jeg var alligevel glad for at se at Gemma havde tændt for fartøjets trykudligningssystem. Nu sad hun ved siden af mig og hostede liquigen op. „Lad være med at harke det op,“ belærte jeg hende og gemte vores hjelme væk under sædet. „Det er hårdere for lungerne.“ Hendes øjne løb i vand, og hun sank. „Du ved godt at det her ikke er nogen mini-ubåd, ikke?“ Mine fingre gled hen over kontrolpanelet. „Det er en jetfinne. Den er ikke beregnet til dybhavsdykning.“ Da jeg rørte ved det ikon der omdannede kontakterne på panelet 22
til hologrammer, gik det op for mig at hun sad og stirrede på mig. „Undskyld. Vil du styre? Det er dit fartøj.“ „Nej.“ Hendes stemme rystede. „Jeg er sikker på at du har styret ubåde siden du var fem.“ „Fire,“ sagde jeg med et smil som hun ikke gengældte. „Vil du tilbage til handelsstationen?“ Hun nikkede med øjne der skinnede af en blanding af ængstelse og fascination – på samme måde som når min lillesøster stirrede på pattedyr med pels. „Jeg skal alligevel derhen for at rapportere den båd.“ For at undgå hendes blik ledte jeg efter den kontakt der trak ankeret ind. Den slags blik varslede aldrig noget godt. „Hvordan fandt du min ubåd i mørket?“ spurgte hun. „Din jetfinne. Mini-ubåde er ikke bygget til fart.“ „Du svarede ikke på mit spørgsmål.“ Jeg trak på skuldrene, selv om mine indvolde hvirvlede rundt som en ribbegople. Jeg havde skræmt hende. Og her troede jeg at jeg opførte mig helt normalt. „Jeg fulgte bare strømmen,“ sagde jeg. Hvilket var sandt nok. På sin vis. „Enhver nybygger ville kunne gøre det.“ Jeg pressede gashåndtaget op, og jetfinnen skød fremad så vi blev kastet tilbage i sædet. Jeg vidste at Gemma stadig studerede mig. Det kunne jeg mærke. Jeg prøvede at koncentrere mig om at nyde farten, men selv det kunne ikke få mit indre til at løsne sig op. „Det er sandt, er det ikke?“ Blidt og insisterende stak hendes ord til mig. „Det de siger om nybyggerbørnene hernede.“ 23
„De siger en masse ting, men det er bare ævl alt sammen.“ Jeg holdt blikket rettet mod skærmen og øgede farten. „Vi er præcis ligesom jer.“ „Nej, I er ej.“ Hun kunne lige så godt have stukket mig i siden med sin lygte igen. Det ville jeg egentlig have foretrukket. Blå mærker forsvandt. Jeg vendte mig for at forsvare mig, men Gemmas blik var lige så stærkt og intenst som det blus jeg havde affyret mod de grønne lanternehajer. Og ligesom dybhavsfiskene stivnede jeg. „Indrøm det,“ sagde hun. „Du har en mørkegave.“
2 Mit ansigtsudtryk var roligt. „Mørkegaver er en myte.“ Jeg lyttede til min egen stemme. Den var afmålt, næsten afvisende. Godt. Jeg vendte atter blikket mod det lysende blå kontrolpanel og tilføjede: „Det er kraken også, at du ved det.“ „Du fandt min ubåd, min jetfinne, i vand der var sortere end tjære,“ påpegede hun. „Du svømmede lige hen til den.“ „Så du tror jeg kan se i mørket? Men det kan jeg ikke. Jeg fulgte bare floden.“ „En flod i havet?“ fnøs hun. „Det giver overhovedet ingen mening.“ Jeg trykkede speederen i bund for ikke at ryste på hovedet i væmmelse. Der var så meget hun ikke vidste om dybhavet, og alligevel var hun her og pjaskede rundt cirka tre kilometer under havets overflade. „Og I kalder os skøre,“ mumlede jeg. „Hvem gør det?“ „I.“ Jeg trak styrepinden ind mod mig så jetfinnen susede op ad kontinentalsoklen. „Overboerne.“ 25
„Overboerne?“ Hun lød ikke fornærmet. „Du mener dem der bor …“ Med et grin viftede hun med hånden over hovedet. „Ovenover.“ „Jep.“ Hendes hånd faldt ned. „Du skiftede emne.“ „Ja, for der er masser af virkelige ting at bekymre sig om hernede i havet uden at kaste sig over gamle fiskerskrøner.“ „Okay, fint.“ Hun gjorde et stort nummer ud af at spænde sikkerhedsbæltet. „Måske har du ingen mørkegave. Men de er virkelige nok.“ „Lige så virkelige som havfruer.“ Vi sejlede i tavshed det næste kvarter mens havet udenfor var som en uklar blå masse. Med et stramt drag om læberne stirrede Gemma ud af vinduet. Forholdet mellem overboerne og nybyggerne havde altid været anspændt. Efter alt det vi havde været igennem – oversvømmelserne, det undersøiske jordskred, der skar kommunikationskablerne over og afskar os fra verden, og tooghalvtreds år med undtagelsestilstand – skulle man tro at vi kunne finde ud af at enes. Men det var ikke sådan det fungerede. Overboerne klyngede sig til de stumper oversøisk jord der stadig var tilbage, og de forstod ikke hvorfor vi ikke også klyngede os. For dem var det helt naturligt at mase hundreder af tusinder mennesker sammen på en enkelt kvadratkilometer. Men at leve under vandet? Dét var unaturligt. Men sandt at sige fik de mennesker som boede i de små havbebyggelser, heller ikke meget respekt. Skidt med 26
at det var havboerne, som sørgede for nationens madforsyninger og holdt øje med energikilderne – tidevandet og de hydrotermiske ventiler. For dem var vi stadig særlinge. Gemma måtte have tænkt i de samme baner, blot fra sin side af regnestykket. Hun vendte sig pludselig imod mig og sagde: „Der er en dreng, som lever hernede – han taler med delfiner.“ Jeg kvalte mit suk. „Vi taler alle sammen med delfiner. De er som hunde.“ „Jeg mener, han kan forstå dem.“ Vi var omgivet af fiskestimer nu hvor vi oppe på kontinentalsoklen, men Gemma holdt stadig sine blå øjne naglet til mig. „Han hedder Akai. En læge skrev om ham i et lægevidenskabeligt tidsskrift.“ „Læser du lægevidenskabelige tidsskrifter?“ „Nej, men det blev gengivet på hele nyhedsnettet. Lægen mener at Akais hjerne har udviklet sig anderledes på grund af vandtrykket hernede.“ Jeg rullede med øjnene, men hun fortsatte. „Voksne bliver ikke påvirket. Deres hjerner er allerede formet. Det er kun børn der får mørkegaver.“ „Det er en god teori.“ Med et ryk i styrepinden fladede jeg kursen ud. „Det må være derfor folk stadig tror på den, selv om det blev bevist at artiklen var det rene fup. Det blev garanteret ikke gengivet på hele nyhedsnettet.“ „Så kender du til Akai.“ Hendes blik var triumferende. „Det jeg kender til, er at det er den slags åndssvage teorier der ødelægger Det Bentiske Territorium.“ Jeg kunne 27
ikke skjule min vrede. „Folk tør ikke bosætte sig hernede fordi de tror at deres børn bliver mutanter.“ „Jeg synes det kunne være sejt at have en mørkegave.“ „Det ville dine forældre ikke synes. De ville være bekymrede over din ødelagte hjerne.“ „Mine forældre er døde.“ Det gav et sæt i mig. Hun sagde det lige ud. Som om det ikke betød noget. „Det gør mig ondt,“ sagde jeg. „Jeg er under Statssammenslutningens forsorg. Det er fint nok.“ Jeg sendte hende et blik der sagde, at dén hoppede jeg ikke på. „Skal vi lave en aftale? Du tror på mig når jeg siger jeg har det fint, og jeg tror på dig når du siger du ikke har nogen mørkegave.“ En kæmpemæssig glødende kugle dukkede op i det grumsede vand forude. En ø af lys i det koboltblå hav. „Hvad er det?“ „Det er handelsstationen,“ svarede jeg overrasket. „Hvor du lejede jetfinnen.“ „Nej, jeg var over vandet. På en stor flydende ring med masser af mennesker.“ „Det var overfladedækket. Der er en elevator der fører ned til stationen nedenunder. Kan du se det kabel?“ Handelsstationen var tøjret tredive meter under havets overflade. Et tykt kabel forbandt den med den flydende platform ovenover, mens ankerkæder besat med små lys sank ned i mørket under den. 28
„Vil du vide hvad jeg godt kan lide ved Oversiden?“ Jeg prøvede at finde en lettere tone. Hun nikkede. „Turen derop!“