Bondeuroligheder
Der opstod i anden halvdel af 1700-tallet en betydelig bondeuro mange steder i landet. Alene på Fyn er der konstateret 124 kollektive bondeaktioner i årene fra 1764 til 1771. En grundig undersøgelse af godsarkiverne ville sandsynligvis føre til, at man kunne finde flere, men meget er også foregået i det skjulte. Når uroen opstod, traf bønderne samlet og så skjult som muligt deres beslutninger, først derefter demonstrerede de deres handlekraft i flok. For myndighederne og godsejerne var det vanskeligt at regne ud, hvornår et nyt udbrud af uroen var under optræk. Man anerkendte kun nødigt, at bønderne aktionerede, og det blev straks erklæret ulovligt, hvis man fik kendskab til, at den slags foregik. Imidlertid var der ikke tvivl om, at der var en bred bevægelse i gang i almuen mod godsejerne. Man stak hovederne sammen med naboer, og der blev lagt råd ved bystævnerne. Bønderne indgik hemmelige aftaler, og man blev enige om, hvordan man skulle skride ind mod dem, der fandt på at bryde solidariteten. Godsejerne mærkede, at noget var i gære. På godset Krumstrup på Fyn tog ridefogeden fulgt af to mænd rundt til alle fæsterne. På hver enkelt fæstegård forhørte ridefogeden bønderne, han prøvede på den måde at true dem til at bryde solidariteten. På andre godser forsøgte man, at lokke enkelte bønder ud af flokken ved at love dem fordele.248 Bondeuroen ængstede regeringen og godsejerne. I regeringen mente man ganske vist, at uroen var fremprovokeret hos bønderne, fordi slette mennesker af ren og skær ondskab udnyttede deres enfoldighed, men det gjorde den jo ikke mere acceptabel for godsejerne. Det skete, at bønderne på et gods hemmeligt holdt møder om, hvordan de bedst kunne genere godsejerne. På nogle godser gik høsten efter aftale bønderne imellem tabt, fordi der blev holdt et provokerende lavt arbejdstempo. En godsejer fortalte, at hovbønderne først mødte op til dagens arbejde ved 10-tiden. De begyndte dagen med en frokostpause, og ikke længe efter gik de hjem igen. Nogle herskaber talte om, at den glød, man så ulme, kunne udvikle sig til en storbrand i bondelagene. På det fynske Dallund Gods mente herskabet, at det hele udsprang af “et komplot bestående af bønderne i adskillige byer så som Søndersø, Ullerup, Skamby, Glavendrup, Stævnsby, Sverup og Killeby, hvilke af og til holder fordægtige forsamlinger på Søndersø mark ud fra by og folk ved den såkaldte Sandvad Bakke.”249 B Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 163
163
10-06-2011 08:44:24
Det var måske ikke lige så morsomt at være godsejer, som det før havde været. På Falster førte bondeuroen til en stor retssag, hvor der blev ført over 100 vidner. Det endte dog ret fredsommeligt med, at to hovedmænd blev dømt til at betale bøder og bære den spanske kappe. Allernådigst lod man dem i øvrigt slippe mod, at de hver for sig afgav en ydmyg erklæring, hvori de tilstod “at have forført godsets bønder til opsætsighed og oprør mod deres herskab samt indbildt dem, at de kunne blive fri for kørsel og hoveri, ja, at jeg endog har villet formå dem til at begå adskillige andre lastelige gerninger. Men for sådanne grove gerninger beder jeg ydmygeligst mit herskab om forladelse samt om fritagelse for, hvad velfortjent straf, jeg burde derfor have lidt.”250 Det har vel skræmt en del af bønderne, men næppe gjort dem nemmere at have med at gøre. Det var i hvert fald tydeligt, at uroen blandt bønderne skræmte godsejerne og myndighederne. I Jylland mente ejerne af en række godser, at bønderne var blevet “så opbragte og genstridige, at man så godt som ingensteds kan komme med dem eller få vores avling og arbejde drevet eller fremmet, så at vi ikke ved, om vi ejer noget eller ikke.” Godsejerne bad derfor om, at der måtte blive udstedt en kongelig skrivelse, “hvorved bønderne måtte tilholdes at forblive ved den pligt og lydighed, som de efter loven er skyldige lige som forhen.”251 Regeringen i København modtog til gengæld så mange bondeklager, at man gik over til at henlægge dem ubehandlet. Uroen blandt bønderne påvirkede dog en nedsat kommission, der som det mest synlige resultat af sin virksomhed anbefalede udstedelsen af to nye landbolove. Den første lov gjorde det lettere at foretage udskiftninger i landsbyerne, dvs. at samle de enkelte fæstegårdes jord, så dyrkningen uden for landsbyfællesskabet blev mulig. Det kostede ikke godsejerne noget videre, udgifterne blev lagt på bønderne, mens udskiftningen kunne bringe godsejerne den fordel, at driften af deres fæstegårde kunne blive forbedret.252 Den anden landbolov hvilede på det fromme ønske, at bonden skulle kunne opnå lettelser uden egentlige ændringer af hele systemet og uden, at de førte til tab for godsejerne. Det kunne ikke lade sig gøre. Loven indeholdt en forbedring for bønderne, for så vidt som den bestemte, at hoveriet gods for gods skulle fastsættes med hensyn til art og antal dage. Det 164
bog2466-Det-daglige-brød.indd 164
D et dagl i ge br ø d
10-06-2011 08:44:24
indebar, at godsejernes ret til løbende at forøge hoveriet efter forgodtbefindende blev afskaffet. På den anden side blev omfanget af det eksisterende hoveri ikke indskrænket. Kongen gav kun udtryk for en tillid til, at godsejerne ikke ville forlange mere hoveri, end hvad rimeligt var. Der var ingen begrundelse for dette. Hoveriets omfang blev således låst fast, men der blev ikke gennemført lettelser. 253 Men for så vidt betød udstedelsen af lovene, at regeringen i højere grad imødekom bøndernes krav, end den støttede godsejerne. Landsbyfællesskabet i solidarisk aktion
Styrken i de enkelte bondeuroligheder varierede selvfølgelig. Bønderne på godset Rødkilde på Sydfyn kastede sig i 1768 ud i en kamp, der er blevet karakteriseret som “en regulær modstandsbevægelse.”254 Kampen stod her mellem godsejeren, Jens Lange, og hans hovbønder, som Jens Lange ligesom andre godsejere ikke havde meget tilovers for. Jens Lange var en selfmade mand, der mente, at bønderne var dovne, lastefulde og tilbøjelige til drukkenskab. De var desuden dumme, hvilket bl.a. viste sig ved, at de gik rundt uden eftertanke og uden forstand på den bondegerning, de var sat til. Det var ellers noget, der ikke skulle være svært at begribe. Det var i det hele taget efter Jens Langes mening sigende om bøndernes manglende åndsevner, at ingen af dem fattede, hvad de beskæftigede sig med, selv om de havde været bønder hele deres liv og ikke agtede nogensinde at blive andet.255 I året 1768 var der stor utilfredshed med hoveriets omfang blandt bønderne på Sydfyn, og der cirkulerede en protestskrivelse mellem landsbyerne. I den blev alle egnens bønder opfordret til at stå sammen mod hoveriet. Protestskrivelsens indhold vandt genklang blandt bønderne under Rødkilde. Her vedtog bystævnet i landsbyen Ulbølle den 2. juli 1768, at alle 29 medlemmer af landsbyfællesskabet, bymændene, i samlet trop skulle drage op til godset. Her meddelte de Jens Lange, at de ikke som påstået af ham havde pligt til at yde den hoveritjeneste, som før havde påhvilet en af godsets gårde, som nu var blevet en ødegård. Et vidne fortalte, at de “som af én mund og som galne folk” råbte op, “medens andre af frygt for at tie mumlede lidet.”256 Nådigherren afviste dem, men indkaldte dem dog nogB Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 165
165
10-06-2011 08:44:24
le dage senere til herregården, hvor han forsøgte at tale dem til rette. Det lykkedes ham ikke. På det efterfølgende bystævne rådede en enkelt til, at man gav efter, men det blev øjeblikkeligt forkastet. Det blev i stedet vedtaget, at en klage skulle sættes op af en skrivekyndig. Den slags fik man ikke gjort gratis, hver bymand skulle til det gode formål betale to mark. Undlod nogen at underskrive klagen, skulle de betale en bøde på to rigsdaler, som bystævnet havde myndighed til at udpante ikke-betalere for. Ulbøllebønderne klagede i fællesskab til amtmanden og andre myndigheder over, at Jens Lange bl.a. havde inddraget jord, som egentlig hørte til bøndergodset. Det var ulovligt, og Kollegiet foranstaltede da også en undersøgelse. Den mundede ud i, at begge parter havde forbrudt sig. Bønderne skulle undskylde deres slette opførsel, som havde forledt dem til i samlet trop at møde op på herregården. Til gengæld skulle Lange give dem noget andet jord til erstatning for den, han havde inddraget. Bønderne var dog fortsat ikke tilfredse, selv om de af myndighederne fik besked på at være fornøjede med de afgørelser, som var truffet. Navnlig skulle de “for fremtiden begive sig til rolighed og hørsommelighed.” Det gjorde de ikke. Samtidig øgede Jens Lange sine krav om hoveri. De bønder, der strittede imod, blev efter deres egne udsagn kaldt ind i godsejerens værelse og der “meget jammerligt tilredt med hug og slag, så at nogle har været blodige og blå og haft tænderne så godt som udslagne, andre har han kastet til jorden og holdt i håret, mens hans ældste søn efter far’ens ordre har trakteret dem.” For at forhindre den slags vedtog bønderne på bystævnet, at når nogen fremover blev kaldt op på godset, skulle der straks ringes med byklokken i Ulbølle. Alle bymænd skulle derefter i samlet flok ledsage den tilsagte til herregården. Godsejerens forbitrelse over bøndernes frækhed var voldsom. Men han fastholdt, at “deres onde rebellion og klagemål ikke stammer fra forurettelse eller hård medhandling. Tværtimod, det skal nok vise sig, at jeg bestandig har behandlet dem med godhed, forsorg, lemfældighed og gavmildhed.” Men det lod sig desværre ikke bortforklare, mente Jens Lange, at bønderne kom fra Ulbølle, som var “en fra arilds tid ond og slet by, og aldrig har jeg sparet møje og besvær med disse bundgenstridige onde folk for at få byen i stand og dem dannet til arbejdsomhed.” Patetisk mente Jens Lange, at hans bønders onde rebellion var hård for ham personligt: 166
bog2466-Det-daglige-brød.indd 166
D et dagl i ge br ø d
10-06-2011 08:44:24
“Foruden krænkelsen i sindet er det også bedrøveligt for mig dagligt at måtte se på deres galenskaber, deres drik og liderlighed, arbejdsforsømmelser osv. uden at turde tale til dem eller sætte nogen af dem i rette, skønt det er så højst fornødent, om det skal gå vel til, og dette kry og onde folk holdes i sømmelighed.”257 Man kan næsten ikke andet end føle en smule medlidenhed med den stakkels mand. Nødtvunget så godsejeren ikke anden udvej end at indlede en retssag mod sine bønder ved herredsretten. Det fik ulbøllebønderne til at henvende sig til regeringen. Malende skrev de: “Vi fattige mænd her i Ulbølle, som står på vores ret, tør ej på marken komme i hans øjesyn af frygt for at miste helbredet, thi han er både en grumme før, rask og hård mand. Han løber om blandt folkene både hjemme og i marken som en løve, og Gud bedre den, hans klør får fat i.” Bønderne sendte også delegationer til kongen i København for at klage deres nød. Mens de udsendte var der, fik de et brev hjemmefra, brevet er endt blandt rettens papirer. Det var stilet til udsendingene som “højtærede mænd, naboer og genboer.” I brevet blev den ulykkelige tilstand i Ulbølle beskrevet: “Hvad os angår, da står det ikkuns mådeligt til herhjemme. Den ulykke, vi nu dagligt lider med hoveri, derom kan vi ikke skrive så ynkeligt, som det i sig selv er, da han – nemlig vores husbond – truer og skælder, ja slår os og holder ilde hus med os i alle tænkelige måder.” Sagen gik sin tunge gang. Myndighederne indkaldte samtlige bymænd til forhør. De fik ordrer til at tage deres fæstebreve og kvitteringsbøger med, men de vedtog ikke at gøre det. Men måske var sammenholdet allerede begyndt at smuldre, for fire af dem gjorde det alligevel. Bymændene sendte en ny deputation til København for at klage direkte til kongen og regeringen. Bystævnet vedtog, at man, mens de var væk, ville udføre deres hoveriarbejde for dem, så de ikke også kunne blive anklaget for ikke at have passet det. Da myndighederne senere indkaldte bymændene til et nyt møde, blev samtlige væk. Da der derpå blev sendt bud efter dem, svarede de, at man kunne komme til dem, hvor de var, hvis man ville dem noget.258 Alt imens det foregik, var der en heftig mødeaktivitet på bystævnet. Bymændene samledes næsten hver anden aften, sommetider på landsbyfællesskabets mødested, på stavnen sagde man, sommetider i større hemmelighed i en bymands stue. Hvad man blev enige om, blev søgt holdt B Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 167
167
10-06-2011 08:44:24
skjult. En enkelt bonde forsøgte at springe fra, de andre slog ham i gulvet i hans eget hus. Bystævnet vedtog at pålægge synderen en bøde, og da han ikke betalte den, blev han udpantet.259 Myndighedernes mølle malede langsomt, men grundigt. Presset blev for hårdt, truslerne om de ventende frygtelige straffe for voldsomme, og efterhånden begyndte bøndernes samlede front at krakelere. Flertallet, der havde stået så fast, blev til et mindretal. På et møde, hvor man havde fået noget at drikke, var der en, der beklagede, at sagen var blevet drevet for langt ud: “Men skylden herfor er din, Niels Norre, du er årsag til, at vi alle gjorde ed på at være som én mand og stå hinanden bi.” Flere andre rejste sig og sagde, at det var sande ord. En løftede armen for at slå Niels Norre, han blev holdt tilbage. Men snart efter brød et almindeligt slagsmål ud, hvor drøje knubs blev givet.260 Det hele endte med hårde domme over ulbøllebønderne og med deres fuldstændige nederlag. Deres værste forseelse var ifølge dommen deres indbyrdes sammenhold. Det havde forledt dem til på en “aldeles lovstridig, uanstændig og oprørsk måde” i samlet flok at møde op i borggården hos godsejeren den morgen i juli 1768. Det var ligeledes slemt, at de trods påbud om det modsatte var blevet ved med samlet at indsende deres ugrundede klager. De havde derved “afgivet et meget ondt og skadeligt eksempel for andre ligesindede i landet.” Den bonde, som måtte anses for at have været anfører, blev dømt til at arbejde to år ved skubkærren på Nyborg Fæstning. Fire andre blev dømt til fæstningsarbejde i et år og nogle måneder, også de skulle smedes i jern. En kvinde, hvis navn stod på en af klagerne, blev dømt til indsættelse en måned i Odense Tugthus. Den samme straf ramte andre af bønderne, som dog slap for skubkærren. Desuden blev alle de dømte sat fra deres fæstegårde. Deres usle besiddelser lige ned til det tøj, de ikke netop gik og stod i, blev beslaglagt til dækning for sagens omkostninger. Blev gælden ikke fuldt ud dækket herved, skulle den afbetales ved arbejde i tugthuset. Tre af de dømte rømte for ikke at komme til skubkærren. Resten blev med koner og børn smidt ud fra deres gårde. Fra at have været fæstebønder under Rødkilde Gods blev bønderne nu fattige husmænd, indsiddere og daglejere. De klagede bitterligt. En mand henviste til, at han dermed blev ude af stand til at forsørge en vanvittig søn, en kvinde, hvis mand blev sat til skubkærren, for168
bog2466-Det-daglige-brød.indd 168
D et dagl i ge br ø d
10-06-2011 08:44:24
tvivlede over, hvordan hun skulle skaffe føden til sin blinde datter og til sig selv. Revolution eller reform?
Ved vurderingen af landboreformerne må det for det første slås fast, at ændringer var nødvendige og måtte finde sted, hvis det danske landbrug ikke skulle gå helt i stå. Der blev gennemført nogle forandringer, som førte til, at dansk landbrug blev ledet ud af en stilstand, som havde varet gennem flere århundreder. Takket været reformerne fik landet et landbrug, der dengang i begyndelsen af 1800-tallet var i stand til at forny sig, og som kunne fortsætte dermed. Man kan i historien spekulere på, hvordan tingene ville have udviklet sig, hvis noget andet var sket end det, som rent faktisk skete, det kalder man kontrafaktisk historietænkning. Det er generelt noget, man skal holde sig fra, historien fik jo det forløb, den rent faktisk fik, og i kontrafaktisk historietænkning kan alt tænkes, og intet bevises. Alligevel kan man godt lege med den tanke, at dansk landbrug uden landboreformerne i slutningen af 1700-tallet f.eks. i 1950’erne ville have set ud, som landbrugene f.eks. i Polen og Syditalien gjorde det på samme tidspunkt. Det lader sig ikke bortforklare, at de ændringer, som blev sat i værk, førte til store produktionsudvidelser. En væsentlig forudsætning for den fabriksdrift, som opstod i slutningen af 1800-tallet, var det behov for industrivarer og den købekraft, som var opstået i landbruget efter reformerne og efter den stigning i befolkningstallet, som reformerne også førte til. Industrialiseringen var en væsentlig forudsætning for skabelsen af det samfund, vi nu lever i. Landboreformerne førte også til, at bondestanden blev delt i et mindretal af en gårdejerklasse, som opnåede velstand og magt, samtidig med at det store flertal af bønderne blev ladt i stikken som husmænd og landarbejdere. En grund til produktionsudvidelsen og til den velstand, som blev skabt blandt de nye gårdejere og andre steder i samfundet, var den hårdere udbytning af husmændene og landarbejderne, som kom med landboreformerne. Husmændenes og landarbejdernes vilkår blev værre, end de havde været før reformerne, og de slap ikke ud af fattigdommen før efter adskilB Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 169
169
10-06-2011 08:44:25
lige generationer, hvis de i øvrigt nogensinde gjorde det. Det kan forekomme sandsynligt, at de ministre, som gennemførte reformerne, havde mere eller mindre vage ønsker om også at skabe forbedringer for husmændene og landarbejderne. De talte en smule om det, men de var selv godsejere, og de gjorde meget lidt ved det. De reformer, disse mennesker skabte for gårdejerne, havde da også som forudsætning, at der intet blev gjort for det store flertal af bønderne, som var husmændene og landarbejderne, tværtimod. Man greb til den ikke ukendte kriseløsning at vælte byrderne over på de svageste. Der skal ikke gives karakterer til fortiden efter, om den var god eller ond, den påvirkes da heller ikke deraf, den er og forbliver fortid. Men der skal helst heller ikke lyves om fortiden. Det er der blevet, og det bliver der stadigvæk i hvert fald om den del af fortiden, som var landboreformerne. De fremstilles fortsat nogle steder, som om de var en befrielse af enevældens bønder, der med reformerne på lykkelig vis fik ikke alene friheden, men også deres egne gårde. Men de af bønderne, som blev gårdejere, var et mindretal. For hovedparten af bønderne var landboreformerne en katastrofe, der ødelagde tilværelsen i hvert fald gennem nogle generationer. Men hvad kunne landboreformatorerne have gjort? Man kunne vel dårligt have forlangt, at de straks havde gennemført en 37-timers arbejdsuge med fem ugers ferie og havde sørget for indlæggelsen af naturgas og varmt og koldt vand i husmandshusene. Men den tanke må dog være tænkelig, uden at det bliver til kontrafaktisk historieskrivning, at forløbet var blevet lykkeligere og muligvis stadig gennemførligt, hvis landboreformatorerne havde draget omsorg for, at kårene var blevet noget bedre for husmændene. Der kunne antagelig være blevet oprettet nogle husmandssteder med jord. Man kunne måske have sat som betingelse ved hvert bortsalg af en fæstegård, at der blev oprettet mindst et husmandssted, som en familie kunne leve på. Man kunne have sørget for, at en lille del af herregårdsmarkerne og overdrevsjorden rent faktisk blev brugt til nye husmandssteder. Den enevældige konges angiveligt så ømme kærlighed til alle sine undersåtter kunne have været udstrakt, så afskaffelsen af retten til at prygle gårdejere også havde omfattet husmændene, husmandskonerne og husmandsbørnene. Hvis det ikke kunne være anderledes, end at hoveriet nu skulle udføres af husmænd, kunne man måske have givet dem bedre be170
bog2466-Det-daglige-brød.indd 170
D et dagl i ge br ø d
10-06-2011 08:44:25
tingelser, end de tidligere hovbønder havde haft. Intet af det gjorde man, så længe man kunne undgå det. Man glemte det i begejstringen over de nye rigdomme, som tilflød godsejere og gårdejere. Der opstod i slutningen 1700-tallet bondeuroligheder og bondeoprør i en række europæiske lande, voldsomst og mest kendt naturligvis i Frankrig under den store revolution, som begyndte i 1789. I Danmark blev det ikke til meget mere end enkeltstående episoder og sammenstød i forskellige egne af landet. Den store danske historiker Edvard Holm skrev i 1886, at bønderne i Danmark i de sidste årtier af 1700-tallet raslede med deres lænker. Edvard Holm fandt flere grunde til, at udviklingen blev mere rolig i Danmark, end den gjorde i Frankrig. Det skyldtes efter hans mening især, at de franske bønder var mindre undertrykte end de danske, hvorfor de franske bønder også havde mere kraft til at gøre oprør. De danske bønder var også hver for sig mere bundet i patriarkalske forhold til deres herremand, end de franske bønder var det, mente Edvard Holm. Endvidere fremhævede han, at der i Frankrig var livlige forbindelser mellem bønderne i landets forskellige dele. Det muliggjorde landsdækkende vekselvirkninger mellem bønderne og dermed en mere samlet optræden. I Danmark derimod levede bønderne mere isoleret, de havde ikke synderlig viden om meget andet end forholdene på det gods, hvor de var født, og hvor de efter lovgivningen om stavnsbåndet var tvunget til at blive.261 “Det er sjældent, at nogen af disse indfødninger forlader deres fødeegn”, skrev pastor Junge om sine nordsjællandske bønder. Modsat bønderne, der kun havde manglende kendskab til andet end deres eget sogn og dets nærmeste omegn, havde ganske mange af godsejerne rejst i udlandet, ligesom de gennem deres slægt og deres giftermål havde forbindelser, der gav dem god forståelse af, hvad der rørte sig både i udlandet, men også i hele landet. En del af dem ejede godser i flere landsdele. Det diskuteres, om folk gør oprør, når tilstandene er mest fortvivlende, eller når det begynder at gå fremad. Til Edvard Holms betragtninger føjede den nu afdøde landbohistoriker Claus Bjørn i 1981, at tilværelsen for de danske bønder i første række drejede sig om det overhovedet at overleve. Sæden skulle i jorden, kvæget skulle holdes i live, arbejdet skulle udføres. Der var ikke kræfter til andet og slet ikke et overskud til store samlede oprør.262 Dertil kom, mente Claus Bjørn, at det ofte viste sig ved konfronB Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 171
171
10-06-2011 08:44:25
tationerne mellem godsejerne og bønderne, at der i bondegruppen kunne mangle sammenhold. De danske bønder stod nok over for herremændene. Men Claus Bjørn mente, at de indbyrdes var delt i to hovedgrupper af gårdfæstere på den ene side og husmænd og daglejere på den anden side. De to grupper havde efter Claus Bjørns opfattelse sjældent fælles interesser og kunne derfor heller ikke danne front sammen. Hertil kan siges, at bønderne landsby for landsby tilsyneladende kulturelt, socialt og økonomisk var en ret homogen gruppe i hovedparten af 1700-tallet, men at der ganske rigtigt op mod århundredets slutning var tegn til, at klassen deltes, og at denne deling kan have medvirket til at forhindre samlet optræden. Derfor skulle det selv ikke i ekstreme tilfælde kunne komme til andet end uplanlagte og hovedløse optøjer. På den anden side var i hvert fald fæstegårdmændene vant til at organisere sig og optræde samlet og efter reglerne fra det selvstyre, de havde i deres egne anliggender i landsbyerne. At viden og erfaring fra selvstyret i landsbyerne tilsyneladende ikke kom til nytte i kampen mod herremændene, kan, som Edvard Holm antydede, snarest have hængt sammen med, at de danske bønder efter århundreders hårdt herremandsregime i alt, hvad der ikke snævert vedrørte livet i landsbyen, var så forkuede og undertrykte, at åben modstand ikke kom til at ligge for. Det var i den forbindelse næppe heller uden betydning, at den danske enevælde, som det er blevet sagt, var den mest absolutte i kristenheden. Over for bønderne vaklede styret ikke på noget tidspunkt i sin magtudøvelse. Det straffede hårdt enhver tendens til opstand, og det var ikke vanskeligt for det hurtigt at sende en afdeling af sine ryttersoldater til en landsby, hvor bønderne kunne tænkes at ville gøre sig ud til bens. En hel række af “stavnsbåndsløsningsjubilæer” er blevet fejret i 1838, 1888, 1838 og 1988 med nærmest religiøs begejstring over liberalismens triumfer.263 I anledning af det sidste jubilæum udsendte Nationalmuseet i 1988 et festskrift. Det skete i samarbejde med og økonomisk og moralsk støttet af gård- og godsejernes magtfulde interesseorganisation, Landbrugsraadet. I nogle historiske betragtninger i jubilæumsskriftet fra 1988 skrev Nationalmuseets daværende direktør, arkæologen Olav Olsen, at reformerne i 1788 “efter god dansk skik gennemførtes gradvis og lempeligt. Der rullede ingen hoveder, og det bliver reformer kun bedre af.” Når en 172
bog2466-Det-daglige-brød.indd 172
D et dagl i ge br ø d
10-06-2011 08:44:25
historisk løgn som den om … af bønderne i 1788 er blevet gentaget gennem århundreder, bliver den til en historisk sandhed, som det er en national forbrydelse af betvivle. Den der gør det må tage skade for … Selvfølgelig havde Nationalmuseets direktør ret i, at det som regel er godt, at hoveder ikke ruller. Men når de ikke gjorde det i Danmark i slutningen af 1700-tallet, som det skete i Frankrig, skyldes det hverken, at god dansk skik her gjorde sig gældende, eller at den historiske udvikling i Danmark har været specielt harmonisk. Det forholdt sig nærmere modsat. Den lidt naive selvglæde over vores angiveligt harmoniske historie er mindre på sin plads, hvis det forholdt sig sådan, at revolutionen kom i Frankrig og udeblev i Danmark, fordi de danske bønder var mere undertrykte og udbyttede, end bønderne var i Frankrig. Det fremgår i øvrigt heller ikke særlig tydeligt af Nationalmuseets og Landbrugsraadets skrift, at godsejerne og gårdejerne vandt på reformerne, mens de i et par generationer var en katastrofe for hovedparten af landets befolkning, husmændene og landarbejderne, der blev kastet ud i en uhyggelig proletarisering.264 Der er to ganske særlige grunde til, at det i slutningen af 1700-tallet ikke kom til en revolution i Danmark. Den ene var, at der i Danmark i hovedsagen manglede både et intellektuelt og politisk vakt aristokrati og et borgerskab af samme slags, som begge dele fandtes i Frankrig. Her satte folk fra begge grupperinger sig i spidsen for revolutionen. At der ikke i Danmark fandtes den slags mennesker, skyldtes, at Danmark i sammenligning med de store lande nede i Europa i en del henseender var et tilbagestående land i den europæiske kulturs udkant. Danmark var et land uden en udviklet intellektuel og politisk dygtig elite. Det danske aristokratis øverste top var ikke-dansk. Det var derfor uden evne til at spille den rolle, som det franske gjorde ved revolutionens begyndelse. De fleste af medlemmerne af det øverste danske aristokrati talte ikke det danske sprog, og nogle af dets medlemmer satte en ære i ikke at gøre det. De hverken kunne eller ønskede at henvende sig til danskerne. De mente, at danskerne var tilbagestående i forhold til Europas kulturnationer, hvad der heller ikke var helt løgn. Der var i slutningen af 1700-tallet svage tegn på, at en borgerlig intellektuel elite kunne opstå. Men den fik ikke lov til at udvikle sig, den blev i det meste af 1800-tallet både under enevælden og under det borgerlige B Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 173
173
10-06-2011 08:44:25
demokrati hyllet ind af politiprovokatører og politispioner. Den manglende oprørskhed i Danmark hang derfor også sammen med, at det enevældige styre i Danmark, som var det mest absolutte i hele Europa, hårdt og uden barmhjertighed slog ned på ethvert tilløb til, at der skulle opstå en intellektuel opposition. Begavede mennesker som Malte Bruun og P.A. Heiberg blev landsforvist, dr. Dampe sendt i fængsel på livstid til Christiansø. Styret konstaterede med stor tilfredshed, at den slags bragte de andre skrighoveder til tavshed. Der blev heller ikke revolution i Danmark af den grund, at det lykkedes de dygtige reformpolitikere at komme ethvert tilløb til revolution i forkøbet. De fik gennemført reformer, der imødekom ønsker fra de bedst stillede af bønderne. De fik derved held til at skille dem ud fra den samlede masse af bønder. Landboreformatorerne handlede næppe, fordi de i særlig grad forudså den kommende franske revolution og var optaget af at forebygge udbruddet af en revolution i Danmark. Landbrugsreformatorerne gennemførte et storstilet og dygtigt propagandaarbejde, som stadig fortsættes med stor nidkærhed. Spin hedder den slags nu til dags. Takket være det lykkedes det dengang og ligeledes nu at bilde undersåtterne ind, at reformerne var smukke gaver fra en ædel statsmagts side. De reformorienterede ministre i Danmark forstod bedre end hovedmassen af aristokraterne i Frankrig nogle tendenser i tiden og indså eller forudså det ekspanderende europæiske markeds muligheder. Ej heller var de blinde for, at arbejdskraften vitterligt blev dårligt udnyttet, som systemet var, og desuden var de i modsætning til mange af de godsejere, som var danske, ikke uden en vis følelse for, at fæstebøndernes vilkår var menneskeligt uværdige. Hovedmanden bag reformerne, Christian Ditlev Frederik Reventlow, frydede sig i 1804, ligesom Nationalmuseets direktør gjorde det i 1988, ved tanken om, at på samme tid, som man i Frankrig havde kastet sig ud i den store revolution, havde godsejerne og bønderne i Danmark efter god gammel dansk skik samlet sig om opretholdelsen af et stabilt samfund. Glad konstaterede Reventlow: “Gud har velsignet alting på mit grevskab, skolerne, bønderne, skovene, fattigvæsenet og mine indtægter.” Ordet reform brugtes tidligere entydigt om en ændring, som var en forbedring. Nu bruges det nærmest i betydningen af en politisk gennemført forringelse af eksisterende betingelser. For flertallet af befolkningen i Danmark i slut174
bog2466-Det-daglige-brød.indd 174
D et dagl i ge br ø d
10-06-2011 08:44:25
ningen af 1700-tallet blev reformerne forringelser. De eneste, som med Reventlows ord ikke var blevet velsignet, var befolkningsflertallet, de underdanskere, som blev ladt tilbage, og som nu måtte tage slæbet. Der havde op mod år 1800 ikke været megen udsigt til forandring, selv om der i kredse omkring regeringen var endnu uforpligtende ønsker derom. De danske godsejere var som en samlet stand forbitret imod enhver ændring af det bestående system. De troede, det ville føre til formindskelse af deres egne formuer og indtjeninger. Og der var ikke større udsigt til, at deres altruisme ville få dem til at lette på deres betrængte bønders kår. Som amtmanden på Falster i 1768 skrev til Generallandvæsenskollegiet, da vinduet til reformer endnu stod en smule på klem: “Thi hvem kan vel også vente, at menneskekærligheden skulle være steget til en sådan højde, at en godsejer skulle afstå selv den ringeste skærv, skulle indskrænke sine indkomster eller forstyrre sin magelighed blot det mindste, for at befordre en bondes lyksalighed. Nej, sligt sker ikke, og skal der skabes bedre vilkår for bonden, da må det ske ad lovgivningens vej på trods imod hans herskab, så ikke dette, men upartiskhed og erfarenhed bliver regeringens vejledere.”265 At skaffe fæstebønderne bedre vilkår, uden at det kom til at gå mere eller mindre ud over godsejerne, syntes at være en umulig opgave. Det må have forekommet omtrent som at skulle finde en løsning på det uløselige problem om cirklens kvadratur. Men man fandt en løsning. Den kom til at indebære, at gårdmændene kunne købe deres gårde og derved drage nytte af de gode konjunkturer. Samtidig slap godsejerne for det første af med den ineffektive arbejdskraft på hovmarkerne, for det andet kunne de i stedet hyre en ny arbejdskraft, som var nødt til at rubbe neglene, hvis den ville overleve, og for det tredje skaffede de sig ved bortsalget af fæstegodset ikke alene kapital til forbedringer af drift og avlsbygninger på deres godser, men også til nye store og herskabelige boliger. For det fjerde blev de fri for alt besværet med de modvillige fæstebønder, og for det femte kunne de efter reformerne sove roligere, fordi de ikke behøvede at frygte, at oprørske bønder var ved at samle sig nede i borggården. Man bedrede på genial vis på en gang både godsejernes og fæstebøndernes vilkår simpelthen ved at vælte byrderne derved over på en ny, skarpt defineret og stor gruppe af underdanskere, nemlig på husmændene og landarbejderne. B Ø N D E R N E 170 0 -178 0
bog2466-Det-daglige-brød.indd 175
175
10-06-2011 08:44:25