140 mm
skyld i, at flere af landsbyens små børn drukner i åen? Eller er der en sindssyg morder på spil?
er en historisk spændingsroman, som udspiller sig i Danmark i 1873 og følger den unge Fria, som bor med sine forældre
140 mm
An n e t t e B j ø rg Koe lle r
r det sort uheld? Er det Å-manden, som er
12,9
tæt på den å, hvor hendes søster druknede som 220 mm
lille. Der er gået adskillige år siden den forfærdelige hændelse, men ingen taler om den. Da en ny ulykke sker, forsøger Fria at få hoved og hale i de mange mistanker, hun og andre i byen går rundt med. Men det er ikke ufarligt at stille spørgsmål ...
Annette
Bjørg
Ko e ll e r Høst & Søn
Høst & Søn
88474_cover_doedens aa.indd
1
7/25/11
2:06:25 PM
34065_dødens_å.indd 1
22-07-2011 10:02:17
34065_dødens_å.indd 2
22-07-2011 10:02:18
Annette Bjørg Koeller
roman
HØST & SØN
34065_dødens_å.indd 3
22-07-2011 10:02:19
Dødens å © Annette Bjørg Koeller og Høst & Søn/rosinante & co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslagslayout: StoltzeDesign Bogen er sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-2188-9 Printed in Denmark 2011
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Forfatteren takker Statens Kunstfond og Statens Kunstråd for støtte til arbejdet med denne bog
Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk | www.hoest.dk
34065_dødens_å.indd 4
22-07-2011 10:02:19
Indhold
Fodspor i pløret
34065_dødens_å.indd 5
7
To irriterende gæster
15
Sladder på markedet
25
Sten, kors eller ingenting
36
Pligter og advarsler
48
En ulykke i åen
58
Borgermøde på torvet
67
Tre kopper chokolade og en lussing
77
Hyldebærsaft og en snak
89
Mistanker alle vegne
102
Afsløringer i badehuset
116
Omgivet af de døde
126
Skabets hemmeligheder
136
Taget på fersk gerning
145
Kampen om kæden
155
En ny i familien
164
22-07-2011 10:02:19
6
34065_dødens_å.indd 6
22-07-2011 10:02:19
Fodspor i pløret Fria snappede efter vejret. Det kolde vand var ved at lamme hendes bevægelser. Nu. Hun måtte ned igen. Dykkede og tvang sig selv til at blive nede, mens hænderne søgte hen over bunden. »Hvor er du? Giv mig nu et tegn.« Så tidligt på året var vandet ikke helt plumret, og Fria så i glimt et gammelt trækar, store krukkeskår, en kasseret halvdør; mistet eller bare smidt ud i åen med vilje. Men det var en lille skygge, hun jagtede. Det var næsten ikke til at fatte, hvor heldigt det var, at hun sad på sin tænkesten, da ulykken skete. At hun var så tæt på, at hun kunne bane sig vej gennem buskene og se ringene i vandet og springe i. Hun havde instinktivt genkendt Grødskæls spinkle stemme i skriget, og det jog rundt som et ekko i kroppen på hende. Han var i nærheden, kaldte på hende. Blade fra vandplanterne foldede sig sammen om hendes ansigt. Luften forsvandt fra lungerne, og hun skød opad for at hive ny luft ind. Den skar i halsen. Svagt hørte hun mor råbe et eller andet inde fra bredden, så åbnede vandet og halvmørket sig for hende igen. »Hvor er du? Hvor er du? Hvor er du?« Hun messede ordene indeni og gled frem over bunden. Det pressede i brystet, der måtte mere luft til. Fria gispede et par sekunder i vandoverfladen, tog en dyb indånding og 7
34065_dødens_å.indd 7
22-07-2011 10:02:19
dykkede tættere langs bredden. Dunkelheden slugte lydene og omsluttede hende med en mild susen. Dérovre. En arm med opvendt håndflade duvede bag nogle sammenfiltrede grene. Håret havde skiftet farve og viftede langsomt frem og tilbage i vandet som mørk tang. Fria så ind i to lysende blå øjne, men de så ikke hende. Hun greb fat i den slappe krop og trak den efter sig mod overfladen. »Her!« stønnede hun. »Hjælp mig.« Mor var allerede ved siden af hende i vandet. Sammen halede de drengen op på bredden og lagde ham på ryggen. Fria holdt hans hånd, mens mor sænkede sin mund over hans og pustede. »Host, lille ven. Gør det nu,« hviskede Fria og mærkede tårerne vippe på øjets kant. »Dét her, det var én gang for meget. Det gør mig sat’me så tosset.« Frias far sad ved ildstedet med den lille barnekrop svøbt i et tæppe. Han vuggede frem og tilbage og gned forsigtigt på drengens kolde arme. »Hvis de ikke kan passe på deres unge, så tager vi ham sgu!« »Tag det nu roligt, Hilduvard. Vi kan være glade for, at Fria reddede ham.« »Jamen, hvad nu hvis hun ikke havde? Så kunne graveren have sat et kors mere på kirkegården. Og Rasmus Jensen ville have haft et problem mindre!« »Sshh, ikke foran drengen ...« »Han er to år, for himlens skyld.« »Men Fria ...« »Det er ikke første gang, åen tager et barn. Det ved Fria godt.« 8
34065_dødens_å.indd 8
22-07-2011 10:02:19
»Gud bedre det.« Da Grødskæl begyndte at græde og hoste åvand op, blev Fria sat til at koge havresuppe. Så skændtes far og mor om, hvem der skulle gå over og fortælle hans forældre, at hvis deres søn havde været en kat, så var der kun otte liv tilbage at gøre godt med nu. Et liv allerede opløst i den ligeglade å. »Du må gå derover, Adda. Jeg kan ikke styre mig, det ved du. Jeg har sat’me sådan lyst til at kyle dem i vandet også,« råbte far. Mor sukkede, tog uldsjalet over sig og gik af sted. Nu sad far og strøg drengen forsigtigt over håret. »Så fik du da et bad for en gangs skyld, din lille pjevs,« sagde han og pakkede armene og tæppet tættere om barnet. Fria stak en finger i suppen. Den var stadig for varm. Hun hældte lidt ribssaft i og rørte rundt. »Far. Nu vil folk begynde at snakke om Å-manden igen.« »Det er noget sludder og gammelkonesnak. Kom nu med suppen. Ham her trænger til noget at spise.« Fria bar bliktallerkenen over til ildstedet og begyndte at made drengen. Han slubrede den lunkne suppe i sig og sukkede dybt. Små strømme stivnede rundt om munden på ham, når han blev for ivrig og hostede noget ud igen. »Så. Nu er han ved at ligne sig selv igen, den lille Grødskæl,« sagde far og rystede på hovedet. »Her, tag ham, Fria. Jeg skal ud til øllet.« Fria knugede drengen ind til sig. Hun måtte have fat i Stubbe så hurtigt som muligt. Det gik ikke, at hun var den eneste, der holdt øje med Grødskæl. Ildgnisterne sprang rundt over brændestykkerne. Små gule eksplosioner i luften. Lyspletter hoppede for øjnene af hende, men hun blev ved at kigge ind i ilden, til det flimrede og sved. Tårerne dryppede ned i Grødskæls ansigt, og han kiggede forundret op på hende. 9
34065_dødens_å.indd 9
22-07-2011 10:02:19
»Nej, du skal ikke græde, Grødskæl, du skal spise,« snøftede hun og løftede skeen igen. Fria vidste, at far ikke havde travlt ude i bryggeriet; han gik, fordi han ikke ville møde Grødskæls mor. »Hun er en tarvelig kvinde – og en dårlig mor,« havde han hvæset, da de bar drengen ind til ildstedet. »Hold dog op! Vi skal vist ikke snakke,« råbte mor, og så havde de skændtes, indtil Fria blev svimmel og smadrede et krus i gulvet mellem dem. Hun døsede ved ildstedet. Drengen lå tung og mæt i hendes arme. Helt stille og med stirrende øjne. Det mindede hende om noget, den trygge fornemmelse af at være to, der hørte sammen. Tæppet lunede dem begge. »Jeg beskytter dig,« hviskede hun. »Det lover jeg.« »Nå, hvor er så det lille fæ?« Ordene slog en revne ind i Frias varme boble. Grødskæl satte sig hurtigt op, han havde genkendt sin mors stemme. »Kom så her, du,« sagde hun og trak tæppet væk og løftede ham op. Hendes hænder var grove og blålige af at arbejde med vasketøj hver dag, men hun tog blidt på sin søn og kyssede ham stille. Gemte sit ansigt ved hans lille skulder. »Så, så, Martha, det gik jo godt alt sammen,« mumlede mor og hældte te op i to krus. »Han har lige fået noget at spise,« sagde Fria. »Jeg tror også, hans tøj er tørt nu.« Hun trak trøjen og de små bukser ned fra bænkeryggen ved ildstedet, hvor det havde hængt ved siden af hendes eget og mors. Martha strøg en hånd over øjnene og begyndte at give Grødskæl tøjet på. »Men hvor har I hans sko?« »Sko? Han havde da ingen sko på,« svarede Fria. 10
34065_dødens_å.indd 10
22-07-2011 10:02:19
»Jo, de brune skindsko. Dem, der var Stubbes engang.« »Nej, han havde altså ikke nogen på, da jeg fandt ham.« Martha fik tårer i øjnene igen. »Jeg har ikke flere sko, han kan arve. Og vi har jo ikke råd til at købe nye.« Mor havde rejst sig. Hun stod ved vinduet og trak sjalet tættere om sig, som om hun frøs. »Er du helt sikker, Fria? Kan du ikke gå ud og lede lidt?« sagde hun og kiggede ned mod åen. »Mor! Grødskæl kan ikke gå på bare fødder. Det er for koldt. Har vi ikke nogen af mine gamle sko, han kan få?« »Jeg finder ud af noget. Gå nu ud og se, om du ikke kan finde dem.« Fria tog sin uldtrøje på og slog døren op. Bag sig kunne hun høre Martha hoste stygt og jamre over, hvor svært det var at passe på Grødskæl, når hun også skulle vaske tøj for den halve by. Det havde regnet hele natten og morgenen. Jorden var mudret nede ved åen, og Fria kunne følge sine egne smalle fodspor frem til det sted, hun var sprunget i vandet. Hun satte sig på en stor sten og kiggede omkring. Inde i landsbyen var der steder, hvor de plejede at tage tilløb og hoppe over åen, men herude var den så bred, at femten mænd kunne stå skulder ved skulder tværs over, og så dyb, at vandet gik hende til halsen. Om sommeren elskede hun at dykke mellem de små sorte karper, fange dem med hænderne og lade dem glide fri som et stykke fedtet sæbe. »Din dumme å. Du skal lade Grødskæl være ... og de andre små,« mumlede Fria og rejste sig. Til venstre lå mors badehus, mod højre løb en sti langs åen ind til landsbyen. Hun gik langsomt af sted og prøvede at regne ud, præcist hvor Grødskæl var faldet i. 11
34065_dødens_å.indd 11
22-07-2011 10:02:19
De brune skindsko kunne hun ikke få øje på. Måske lå de ude i åen. Hun havde ikke lyst til at blive gennemblødt en gang til. Det måtte vente, til det blev sommer. Åh ja, til sommer. Gad vide, hvor hun var til Skt. Hans. Hendes gamle skolelærer råbte efter hende, når de mødtes på gaden. Han ville høre, hvad hun drev rundt og fik tiden til at gå med. Lige da hun var færdig med 7. klasse, så han opmuntrende på hende. Siden havde han været på besøg et par gange hos mor og far for at tale alvorligt med dem. Skulle hun ikke ud at tjene? Nu var der gået trekvart år siden sidste skoledag, og hans ansigt havde fået et misbilligende udtryk. Men Fria havde nok at gøre med at hjælpe til hjemme, syntes hun. Mor og far lod ikke til at have travlt med at skubbe hende ud. Måske var det, fordi de kun havde hende? Fria kendte ingen andre enebørn. Det var svært at forestille sig, at hun ikke skulle vågne hver morgen, gå ned til åen og lade fingrene glide gennem vandet, dette klare, glitrende vand. Hun satte sig på hug, hulede hånden og sænkede den som en spand i en brønd. Fem slurke hev hun op, inden hun kom på benene igen og gik videre. Lige der, bag de tætte ribsbuske langs stien, stod hendes tænkesten, godt skjult et stykke inde i krattet. Et dejligt sted at gemme sig og være i fred. Det var her, hun havde hørt et skrig for et par timer siden og maset sig ud mellem grenene for at springe i åen. Hun fortsatte ad stien mod landsbyen, bare nogle skridt; så opdagede hun det, hun hele tiden havde ledt efter. Grødskæls småbitte fodspor i stiens pløre. De slingrede ned mod bredden af åen og stoppede så en meter fra vandet. Lige ved siden af så hun et par støvleaftryk, som forsvandt i det høje græs bag stien. Der havde været en voksen her. Men hvem? Havde der 12
34065_dødens_å.indd 12
22-07-2011 10:02:19
virkelig stået en voksen her sammen med Grødskæl? Og hvorfor havde den person ikke forhindret det, der var sket? Fria kiggede ind mellem træerne. Der var ingen at se. Skulle hun gå derind og følge sporene? Hvad nu, hvis der alligevel stod én og holdt øje med hende? Grenene svajede og susede. Kastede skygger frem mod hende. Hun snurrede rundt for at løbe hjem og så noget glimte på jorden. Det var en kæde, der var trådt halvt ned i mudderet. Fria stak den i lommen og løb videre. Regnen var begyndt at dryppe igen. Hun længtes efter badehusets trygge, varme damp.
13
34065_dødens_å.indd 13
22-07-2011 10:02:19
Børn. De er overalt, hviner, skriger. Skingrende højt. Fægter rundt med deres små hænder. Små, bløde hænder. Griner og fniser, så jeg kommer til at huske. Jeg vil ikke huske. Ikke, ikke huske.
De er små lys, der brænder og svier og får huden
til at stramme. Jeg kan ikke holde det ud. Gør det noget at slukke nogen af dem? Bare et par stykker? De er små lys. Deres forældres små lys. Gør det noget at hælde dem over med vand og få smerten til at holde op?
Men så kom hun, tøsen, svømmede ud og blan-
dede sig. Det uheld fatter jeg ikke. Sort uheld. Ud mellem buskene kom hun farende og kastede sig i vandet. Tændte det lille lys igen. Aldrig sket før, at jeg har været i fare. Aldrig, aldrig. Jeg er ikke uforsigtig, jeg passer på, jeg tager bestik af forholdene.
14
34065_dødens_å.indd 14
22-07-2011 10:02:19