Konfirmationshys? Hvem, mig???
Emmy82.indd 1
28/10/11 12.36
Emmy – Konfirmationshys? Hvem, mig??? Copyright © Mette Finderup og Carlsens Forlag, 2011 Illustrationer: Sussi Bech Omslagsdesign: Alette Bertelsen / Imperiet Sats: Kat·Art Trykt hos Livonia Print, 2011 Printed in Latvia ISBN 978-87-11-41083-7 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
I samme serie: Emmy – Konfirmationshys? Hvem, mig??? Emmy – Et nyt liv truer Emmy – Møgtur til Sverige Emmy – Den fedeste sommer – or not! Emmy – Dramaqueen i Vestjylland Emmy – Goth Nytår Emmy – Nu med udvoksning Emmy – Tour de France Paris
Læs mere om Emmy på www.finderup.dk/emmy/
Emmy82.indd 2
28/10/11 12.36
Konfirmationshys? Hvem, mig??? Illustreret af Sussi Bech
CARLSEN
Emmy82.indd 3
28/10/11 12.36
Tak til Skrivekredsen og mine facebookvenner for at svare på alt fra konfirmationsmenuer til gavebudgetter. Særlig tak til sognepræster ved Sankt Jakobs Kirke Rasmus Nøjgaard og Mariann Schilder-Knudsen for at fortælle om, hvordan det er at være konfirmand anno 2011. Og ekstra særlig tak til min mor, Mona Finderup, som oplevede at blive konfirmeret midt i en mangeltid i en helt vidunderlig brudekjole fra Amerika.
Emmy82.indd 4
28/10/11 12.36
Med guldtryk
Tirsdag d. 31. august Det er min mormor, der har givet mig den bog, jeg sidder og skriver i lige netop nu. Hun sad og ventede med den i køkkenet, da jeg kom hjem fra et mislykket forsøg på at lære at spille skak i ungdomsklubben (og ja, det var min mor, der pressede mig til skakforsøget. Hun er ved at være rimelig desperat for at finde en hobby til mig, og udvalget ER bare stærkt begrænset i Karleager og omegn). Jeg hader allerede skak, men jeg elsker min mormor. Hun er varm og rund og smiler, hun bager fantastiske småkager, og hun giver sig tid til at høre om de nye afsnit i Girls & Greed, selvom hun aldrig kunne drømme om at se serien selv. Hun har også altid sagt, at jeg er sød og klog og pæn alt det andet, som mormødre skal huske at sige. Og i dag hev hun en pakke op fra tasken, så snart jeg var inden for døren. Jeg genkendte straks både formen og papiret: Kun boghandleren inde i Hejresø bruger grønt papir med pingviner på, når han pakker gaver ind. Eller er det ugler? Det er faktisk lidt svært at afgøre. Han må under alle omstændigheder have købt en rulle på tykkelse med Rundetårn, for han har brugt nøjagtig det samme papir altid. Også dengang, jeg var tre år gammel og fik grønt pingvinpapir med Bamse og Kylling indeni. O 5 O
Emmy82.indd 5
28/10/11 12.36
“Til mig? Men jeg har jo slet ikke fødselsdag?” Jeg flåede selvfølgelig alligevel papiret op, før hun kunne nå at fortryde … og indeni lå denne bog. Den er megaflot med blanke sider, og jeg ELSKER at få lige præcis den slags ting fra boghandleren. Blyanter, viskelædere, et fedt penalhus, en fjollet blyantspidser. Alt sådan noget. “Det er en dagbog,” sagde mormor. “Det er ikke meningen, du bare skal bruge den til at tegne kruseduller i.” Den var værre. Jeg kan ikke lide dagbøger. Ikke siden dengang, min storebror stjal den, jeg havde, da jeg var ti, og afpressede mig til alt muligt. “Jeg skriver slet ikke dagbog,” sagde jeg og lagde den ærgerligt fra mig. “Det kunne måske være en meget god ide, Emmy,” sagde mor og rejste sig for at lave mere kaffe. Min mormor drikker rigtig meget kaffe. Så meget, at jeg faktisk tror, hun i virkeligheden er halvt kaffe, halvt mormor. “Men jeg har faktisk heller ikke tænkt den som en dagbog. Det var dumt at kalde den det. Nu skal du bare se,” sagde mormor og dykkede atter ned i tasken. “Hvor søren er den nu henne …?” mumlede hun så. Mormors taske er kæmpestor, og hun har selv syet den af læder på en pensionisthøjskole. Jeg tror, hele verden kunne være nede i den taske, hvis hun fyldte den ud i alle hjørnerne. Min bror Martin har engang opgivet at finde hendes læsebriller nede i den. Jeg husker tydeligt, hvordan han sad og så helt fortabt ud, mens han spurgte, om der ikke var nogen, der havde en gps, han kunne låne, så han ikke farede vild. O 6 O
Emmy82.indd 6
28/10/11 12.36
“Årh for pokker,” grinede mormor, hvorefter hun rejste sig beslutsomt og vendte bunden i vejret på tasken. Min mor nåede lige at gispe “NEJ, mor!” før det væltede ud med biblioteksbøger, læsebriller, læbestifter, brugte skrabelodder, papirlommetørklæder, mentolbolsjer og det seneste tilbudskatalog fra Bilka. “Her var den!” hun udgravede triumferende en klar plastikpose fra bunken og holdt den op i lyset. Der var et lille slidt kladdehæfte indeni, og det så meget gammelt og en lille smule klamt ud. “Denne lille bog skrev jeg i, da jeg skulle konfirmeres, og jeg fandt den helt tilfældigt den anden dag. Den var så sjov at læse igen, for jeg havde jo glemt det meste,” sagde hun og satte sig tilbage på sin køkkenstol. “Men her står både om præsten og om festen, og om min venindes heks af en storesøster … ja, min veninde er jo desværre død for længst, men storesøsteren, Oda, og hendes forbandede
O 7 O
Emmy82.indd 7
28/10/11 12.36
veninder lever stadig. Desværre.” Hun skubbede fem kvadratcentimeter af rodet til side, så der lige præcis var plads til den friske kop kaffe, min mor kom med. “Og så tænkte jeg, at sådan en bog skulle du da også have at læse i, når du bliver sådan en gammel tudse som mig. Så det er ikke en ‘dagbog’. Det er en ‘konfirmationsbog’!” Min mormor LIGNER faktisk lidt en tudse, og det virker fuldstændig usandsynligt, at hun nogensinde har været en helt almindelig pige, der er blevet konfirmeret. Men det var til gengæld en fremragende ide at lave en konfirmationsdagbog, for så kunne jeg jo skrive om alt det, der kommer til at ske inden den store dag. For selvom jeg først skal konfirmeres til foråret, snakker vi allerede nu en hel masse om det i klassen. Især pigerne. Jeg har allerede været på nettet og surfe efter kjoler og fundet det sted, vi skal holde festen, for det skal selvfølgelig være en helt perfekt dag, når der er så god tid til at forberede den i. Jeg mangler bare lige at få fortalt min skilsmissemor om mine planer og få hende til at sige ja til at hive tegnebogen frem for alvor. Mormor blev ved med at pille ved sin plastikpose, og jeg spurgte hende om, hvordan det var at blive konfirmeret dengang i et helt andet årtusinde. Det fik hende til at lyse op i et stort smil. “Det, jeg husker allerbedst var, at vi fik flæskesteg,” sagde hun og smilede som en flækket burgerbolle. “Suppe og flæskesteg og is. Det var fantastisk. Og der var nok til alle 30 gæster!” Jeg syntes, det var meget mærkeligt at være SÅ glad for flæskesteg. Vi fik for eksempel flæskesteg i går, og det var O 8 O
Emmy82.indd 8
28/10/11 12.36
altså bare en helt almindelig mandag. “Var I meget fattige?” spurgte jeg (sult i barndommen ville muligvis kunne forklare, hvorfor mormor nu altid laver så meget mad, at man kan fodre en hel pensionistklub). “Nej, men jeg blev jo konfirmeret lige efter krigen,” sagde hun. “Og der gik rigtig mange år, hvor der slet ikke var alt det mad, man gerne ville købe. Udvalget var meget småt, og min far samlede rationeringsmærker i et halvt år for at være sikker på, at der var flæskesteg nok til min konfirmation. I al den tid fik vi næsten ingen kød, så du kan tro, jeg nåede at blive træt af stuvet hvidkål!” Jeg har som sagt allerede ret godt styr på, hvad vi skal have til min konfirmation. Vi skal have et eller andet rigtig fint kød. Oksemørbrad, tror jeg. Jeg kunne også godt tænke mig, vi fik noget, der var lidt anderledes, men på en af hjemmesiderne foreslog de rådyr til konfirmation, og man kan da ikke spise Bambi. Vi skal i hvert fald have Daim-islagkage til dessert. Daim-islagkage er det bedste i verden … næst efter veninder! “Lavede din mor så selv maden?” spurgte jeg. Jeg ved også allerede nu, min mor IKKE skal lave maden til min konfirmation. “Nej, jeg tror ikke, min far turde lade mor få ansvaret for flæskestegen. Hun var jo helt ude af træning,” grinede mormor. “Og det var faktisk ikke noget, man gjorde selv, når der skulle være fest dengang. Der kom en kogekone, og O 9 O
Emmy82.indd 9
28/10/11 12.36
vi boede så langt ude på landet, at der kun var to, der var gode. Vi havde heldigvis bestilt den gode af dem i god tid. Hun hed Snøvle-Katrine.” Jeg ville helst ikke vide, hvor Snøvle-Katrine havde fået sit navn fra … slet ikke, når hun levede af at stå med snuden nede i andre menneskers konfirmationssuppe. Jeg var heller ikke sikker på, jeg havde lyst til at vide, hvad de kaldte den dårlige kogekone i mormors nabolag. Mor hævede øjenbrynene hen over brillerne: “Nå, Emmy, hvad siger du til sådan et valg? Mors oksesteg eller SnøvleKatrine?” Jeg tænkte, det nok ikke var lige nu, der var det rigtige tidspunkt at lufte min mening om min mors festmad. I stedet spurgte jeg mormor om noget meget vigtigere end maden. “Hvordan så din kjole ud? Var det din mor, der syede den? Havde man overhovedet symaskiner dengang? Eller strøm?” Mor sparkede mig under bordet. Men mormor er heldigvis ligeglad med, at jeg driller hende med, hvor gammel hun er. “De fleste syede selv eller fik syet dengang, men lige præcis min konfirmationskjole var noget helt særligt.” Mormors øjne lyste. Mor himlede med sine. Det var tydeligvis en historie, der havde været fortalt før, men jeg havde IKKE hørt den. “Efter krigen, var der en masse amerikanere, der havde dansk familie og gerne ville hjælpe danskerne. Loven sagde, de hverken måtte sende penge eller nyt tøj til Europa, men så gjorde de noget smart. De købte nyt dyrt tøj og O 10 O
Emmy82.indd 10
28/10/11 12.36
vaskede det, så det så krøllet og brugt ud, og så sendte de det til Danmark, så deres danske familier bare kunne stryge det. Min bedstemor kendte nogen, der havde fået en ufattelig flot hvid kjole hjem på den måde, fordi deres datter skulle giftes. Men hun kunne slet ikke være i den. Heller ikke selvom hun trak maven ind. Hun var tre numre for stor. Hele byen talte selvfølgelig om det, og jeg plagede mine forældre i ugevis om at få den kjole. Til sidst tog vi op på gården og prøvede den. Den passede mig perfekt, og jeg kan huske, datteren sad og tudede over det inde i stuen ved siden af. Men vi fik lov at købe kjolen, og jeg var den fineste af ALLE konfirmanderne.” Min mormor strålede som en sol ved mindet. “Den var så smuk, at jeg senere også brugte den som brudekjole, men dér måtte min mor sy den lidt ind.” “Var du tyndere, da du blev gift, end da du blev konfirmeret?” spurgte jeg vantro og så på min mormor, der siden troligt har lagt sig ud kilo for kilo. Hun kalder selv sine ekstra kilo for årringe. Ligesom dem, der er på et træ. “Ja da,” sagde mormor stolt og fik min mor til at himle endnu mere med øjnene. Jeg har en fornemmelse af, at hun synes, hendes mor er nøjagtig lige så pinlig, som jeg synes, at hun er. “Men til gengæld kunne jeg ikke få sko til min konfirmation. Jeg havde meget store fødder, men til den fine hvide kjole, var det jo nødvendigt med pæne sko, og vi var nødt til at købe dem, der nu var, og de var to numre for små. Jeg sad med skoene på i en spand vand en hel aften, så de kunne udvide sig, men jeg kunne alligevel kun næsten passe dem. Jeg var en ren Askepot.” O 11 O
Emmy82.indd 11
28/10/11 12.36
Hun strøg mig over håret. “Du skal da også være en rigtig prinsesse til din konfirmation, Emmy-skat? I dag er der jo ingen varemangel, så du kan vælge, lige hvad du vil have.” “Ja! Og jeg skal have sko med hæl og dele roser ud til alle mine veninder,” sagde jeg. “Og jeg vil også være den flotteste af alle konfirmanderne, og vi skal holde verdens fedeste fest!” Mor blev en smule stram i masken. “Lad nu være med at sætte alt for mange ideer i hovedet på hende,” sagde hun til mormor. “Emmy er allerede konfirmationshys, og der er otte måneder til.” “Åh, Dorthe, du har aldrig haft sans for eventyr!” Mormor kiggede forsvorent på mig. “Sådan har det altid været. Din mor ville bare have sådan en rigtig kedelig lige-op-og -ned-kjole til sin konfirmation, og det var simpelt hen for trist, så hun fik ikke sin vilje. I stedet for købte jeg en helt fantastisk kjole med skulderpuder og lyserødt blondebælte og et kæmpestort skørt og de yndigste flæsestrømper og små nethandsker til hende. Hun lignede en drøm!” Mor rystede på hovedet. “Det var et mareridt. Intet var pænt i 80’erne. Slet ikke den kjole!” Jeg huskede det store konfirmationsbillede af mor, der hænger hjemme i mormor og morfars dagligstue. Jeg forstod præcis, hvad mor mente. Det eneste ved det billede, der var en lille bitte smule i orden, var handskerne. Mormor tog den sidste tår af kaffen og rejste sig. Hun klappede mig på hovedet og sagde: “Men der er heldigvis stadig rigtig lang tid til din store dag, Emmy. Og jeg er O 12 O
Emmy82.indd 12
28/10/11 12.36
sikker på, du nok skal få fyldt siderne ud. Om ikke andet, så når du skal til præst. Dér får du brug for noget andet at give dig til, end at høre på hans brægen!” “Mor!” udbrød mor. “Men det er da rigtigt. De timer, vi havde hos præsten, er de kedeligste, jeg har haft i hele mit liv,” sagde mormor. Hun begyndte at lægge sine ting tilbage i sit mobile pulterkammer. “Og jeg var VIRKELIG dårlig til at huske salmevers.” Vi begynder at gå til præst i morgen, og jeg frygter det værste. Martin siger ligesom mormor, at det er de kedeligste timer, han nogensinde har haft, men han gik også hos den gamle præst, Ole Knudsen, og alle sagde, at Ole Knudsen var så tør og tung, at han var bedre til begravelser end bryllupper. Han blev pensioneret i sommer, og jeg håber virkelig, at den nye præst er bedre. Han er i hvert fald yngre.
O 13 O
Emmy82.indd 13
28/10/11 12.36
“Pastor Bach, Om jeg må be’” Onsdag d. 1. september I dag var første gang, vi skulle til præst, og vi skulle ikke mødes på skolen, men nede i præstegården. Det var ret fedt, for så var jeg fri for at stå helt så tidligt op og tage bussen ind til Hejresø. I stedet skulle jeg bare trisse op ad Kirke toften, hvor præstegården ligger lige ved siden af kirken. Jeg kom faktisk i urealistisk god tid, men Sasha stod alle rede og ventede udenfor. Hun plejer ellers nok at kunne finde ud af at komme for sent. “Har du nogensinde været inde i kirken?” spurgte hun. Jeg var faktisk nødt til at tænke mig rigtig godt om, før jeg svarede, at jeg kun tror, jeg har været derinde til Martins konfirmation, og så dengang jeg blev døbt. Jeg har fået at vide, at jeg skreg så meget til dåben, at mor var bange for, at præsten skulle blive sur, og hele første række måtte holde sig for ørerne. “Jeg har kun været i den inde i Hejresø,” afbrød Sasha mine tanker. “Og det har kun været til jul med skolen.” De andre begyndte at dukke op. Ditte og Camilla og Lisbeth fulgtes selvfølgelig. Jeg tror slet ikke, de tre kan trække vejret uden at være sammen. Sasha tænkte tydeligvis det samme. “Tænk, at de overhovedet tør komme her …” sagde hun. “Hvad mener du?” spurgte jeg forventningsfuldt, for jeg O 14 O
Emmy82.indd 14
28/10/11 12.36
kunne høre på tonefaldet i Sashas stemme, at hun havde noget rigtig godt i ærmet. “Jamen, se dem. De er sgu da vampyrer …” hvislede hun. “De sover garanteret sammen i en fælles kiste under Dittes mors frisørsalon. Det bliver spændende at se, om de bliver til støv, når de træder ind i kirken.” Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at fnise. Sasha kan være så dejligt ond. “Men de er jo alle sammen helt brune. Er vampyrer ikke dødblege at se på?” spurgte jeg. Sasha så bedrevidende på mig: “Solariekister,” sagde hun så, og jeg kunne lige se det for mig. Dittes familie HAR oven i købet et solarium derhjemme, så det var slet ikke usandsynligt. Lidt senere kom Kit, og så var vi jo nødt til også at fortælle HENDE om Draculas søstre, og så kom jeg til at fnise igen. I det samme dukkede præsten op i døren iført både præstekjole og den der sære strittende krave, præster har (og som må være drønupraktisk. De kan jo for pokker ikke bukke hovedet og se, om de har spildt ned ad deres tøj, når de har den på). Han klappede hårdt i hænderne for at få os til at tie stille, men jeg fnisede stadig over tanken om solarievampyrsøstrene, da jeg gik forbi ham i den smalle døråbning ind til præstegården. Han greb mig hårdt i skulderen. “Du kan lige så godt lære det fra starten, unge dame. Nu er det slut med fniseriet. Det er alvor at skulle konfirmeres. Så træder man ind i de voksnes rækker,” sagde han og så med strenge laserøjne på mig gennem sine små briller. Jeg tror slet ikke, han behøvede de O 15 O
Emmy82.indd 15
28/10/11 12.36
briller, for hans øjne så virkelig skarpe ud inde bag dem. Måske var brillerne beregnet som en form for beskyttelse, så han ikke brændte hul i sine konfirmanders sarte ungpigehud. “Undskyld,” peb jeg. “Ja, det mente jeg nok. Det her er noget ganske andet end oppe i skolen, det skal jeg nok vise jer!” sagde han, og mit hjerte sad helt oppe i halsen, mens jeg panisk forsøgte at komme i tanker om noget, der kunne henlede hans opmærksomhed på en anden end mig. Den slags opmærksomhed er det værste. Det er ligesom, når en desperat vikar får øje på én den første dag og har brug for bare en eller anden, han kan hundse med for at lade, som om han har styr på klassen. Jeg havde IKKE lyst til at være hundseoffer resten af året, så jeg satte mig meget stille og forsigtigt.
O 16 O
Emmy82.indd 16
28/10/11 12.36
Præstegårdens konfirmandstue ligner på mange måder et klasseværelse, men den er bare ikke helt så slidt og beskidt, og der hænger et kors og nogle englebilleder på væggene. Oppe ved katederet sad præsten og trommede grumt ned i bordpladen. “Ja, det er så mig, der er præsten, der skal konfirmere jer slyngler. Jeg hedder Per blandt mine venner, men I skal kalde mig pastor Bach, om jeg må be’. Det er min erfaring, at unge på jeres alder har mere respekt for de folk, de kalder ved efternavn, og respekt er det, jeg vil have. Jeg tåler INGEN ballade!” Han smækkede en plastiklineal ned i bordet med så hårdt et smæld, at jeg for sammen. Det var slet ikke godt, det her. Jeg sad nemlig det helt forkerte sted, hvis jeg ville holde lav profil. Jeg havde haft så travlt med bare at komme ned at sidde, at jeg slet ikke havde lagt mærke til, at jeg desværre var kommet til at sidde ved siden af Heine, og at sidde ved siden af ham er som at sætte sig klos op ad en tidsindstillet bombe. Heine KAN slet ikke lade være med at lave ballade. Men der sad vi så. Helt stille, mens pastor Bach lurede ud over os fra sin plads og spiddede den ene efter den anden med sit laserblik. Jeg var ved at besvime af skræk. Og selvfølgelig kunne Heine ikke opføre sig ordentligt. Ud af en øjenkrog så jeg hans hånd bevæge sig over mod mig under bordet, mens han blev ved med at have et engleblik rettet mod pastoren. Jeg rykkede mig på stolen, men det var ikke nok, Heines hånd sneg sig nærmere, og så nev O 17 O
Emmy82.indd 17
28/10/11 12.36
han mig hårdt lige der i sidedellerne, hvor der er allermest at tage fat i. Han nev, alt hvad han kunne, og selvom jeg var forberedt, kom det bag på mig, hvor ondt det gjorde. “Av for fanden, Heine!” røg det ud af mig, og i samme sekund gik det op for mig, hvad det var, jeg havde sagt. ‘For fanden’. Og så i en præstegård. Hos en præst, der så ud, som om han bogstaveligt talt var mere end villig til at slå et slag for Gud. Mit forsøg med at sidde helt stille og undgå opmærksomhed var med andre ord over hovedet ikke lykkedes. “Nej, nej … undskyld. Det mente jeg slet ikke …” rablede jeg skrækslagen. “Jeg mente ikke av for fanden. Jeg mente … av for helvede …. Nej … av for pokker … Nej, av for SØREN, da. Det var DET, jeg mente,” sagde jeg … mens der blev om muligt endnu mere stille omkring mig. Nu skete der et eller andet med pastor Bachs øjenkrog. Den begyndte ligesom at sitre. Jeg stirrede forstenet på en lille blodåre, der garantrisse om lidt ville sprænges og sende syre direkte imod mig. Så flækkede hans mund sig, og han lagde hovedet tilbage (så langt han nu kunne for præstekraven) og slog hånden hårdt ned i bordet, mens han udspyede en meget uhyggelig høj lyd, der fik os alle sammen til at fare sammen (Kit indrømmede bagefter, at ordet ‘djævlebesættelse’ var røget gennem hovedet på hende, da hun hørte den). Men så gik det op for os, at det bare var præstens måde at grine på. O 18 O
Emmy82.indd 18
28/10/11 12.36
“Der fik jeg jer! Hold da op, I skulle se jer selv,” klukkede han og lød nu lige så lykkelig, som en lille dreng, der har fået lov at komme med til optagelserne af Kaj og Andrea. Han rejste sig, mens han stadig grinede, så tårerne løb, og vi sad og måbede uden at fatte, hvad det egentlig var, der var sket. Han hængte sin præstekjole op på en stum tjener. Indenunder havde han bare cowboybukser og en helt almindelig ternet skjorte på. Han mindede ikke længere om en ondskabspræst fra Helvede, men faktisk meget mere om en helt almindelig småkedelig skolelærer. Det sidste fik han dog lynhurtigt ændret på, da han gik ud i et lille rum ved siden af og kom tilbage med en rullevogn fyldt med saftevand. Der var også chokoladeboller. Så blinkede pastor Bach helt skælmsk og sagde. “Det er selvfølgelig kun noget, jeg giver jer, for at købe mig til jeres venskab.” Nu kunne Sandra fra min klasse ikke klare det længere. Sandra er ekstremt gammeldags, og hun har det med at tage alting meget bogstavelig. Jeg tror ikke, hun stod forrest i køen, da Vorherre
O 19 O
Emmy82.indd 19
28/10/11 12.36
uddelte humoristisk sans. Faktisk tror jeg, hun stod helt ude i gården og glemte at få noget overhovedet. “Man kan altså ikke købe sig til venner, hr. pastor Bach,” sagde hun. “Det siger min mor … og min far er enig.” “Det er i hvert fald løgn!” afbrød Heine. “Jeg er altid til salg for en chokoladebolle!” “Er der flere, der er til salg for en chokoladebolle?” spurgte præsten, og pludselig var vores klasse en skov af hænder. Mens vi sad og spiste, forsikrede pastor Bach stakkels Sandra om, at hendes forældre selvfølgelig havde ret i, at man ikke kan købe sig til venner, og at vi kommer til at snakke meget mere om både det, og om hvad det vil sige at være en rigtig ven, Vi må gerne kalde pastor Bach for Per, men jeg synes faktisk, pastor Bach lyder sejere. Han fortalte os, at vi i løbet af året både skal lære, hvordan en gudstjeneste fungerer (gab), lære salmer (gabgab), bede bønner (gabgab, trippelgab!), men også snakke om alvorlige ting som det med at være rigtige venner og om sorg og kærlighed (det bliver spændende) og om at være et ordentligt menneske (jeg gætter på, at Ditte, Camilla og Lisbeth pjækker den dag). Og vi skal se film, og vi skal måske oven i købet stå for at lave en rigtig gudstjeneste i kirken. “Der er garanteret nogen, der har noget, de gerne vil spørge om,” sagde pastor Bach, mens vi støvsugede bordene for chokoladebollekrummer, og det var der selvfølgelig. Nu, hvor vi ikke længere var bange for, at han ville slå hovedet ned i maven på os. O 20 O
Emmy82.indd 20
28/10/11 12.36
“Får man karakter?” spurgte Julie S. “Jeg har hørt, der er en hel masse, man skal kunne udenad.” Pastoren rystede på hovedet: “Der er nogle ting, I skal lære udenad. Trosbekendelsen og fadervor, for eksempel. Men ingen karakterer. Og ingen skole-hjem-samtaler. I bliver ikke bedømt,” sagde han og lænede sig helt hen over bordet for at understrege, hvor vigtigt, det han ville sige, var: “… og jeg har faktisk også tavshedspligt,” sagde han så. “Hvad betyder det helt præcist?” spurgte Sasha. Hun plejer ellers ikke lige at være den, der spørger om noget som helst i nogen timer, så pastor Bach havde virkelig fået fat i vores klasse. “Det betyder, jeg ikke må sige noget til andre om det, I vælger at betro mig på tomandshånd. Heller ikke til jeres forældre,” sagde han. Sasha lagde hovedet lidt på skrå og nikkede tænksomt. Gad vide, hvad der skete derinde under alle krøllerne? “Hvor mange gange SKAL man komme i kirke?” Nu var det Tobias, som spurgte. “For jeg skal altså rigtig tit spille fodbold i weekenden. “Hvorfor vil du gerne konfirmeres?” spurgte pastor Bach tilbage. Tobias vred sig slemt på stolen, men Heine kom ham til hjælp … på den der ret kiksede måde, Heine nu hjælper på. “Ellers måtte han ikke få fest og gaver af sin far og mor,” sagde han. Tobias lavede den vildeste grimasse efter ham. “Men det er jo rigtigt,” undskyldte Heine sig. “Og præsten sagde lige, vi kunne sige alt muligt, og at han har tavshedspligt.” O 21 O
Emmy82.indd 21
28/10/11 12.36
Pastor Bach så nu ud over os alle sammen os og sagde: “Hvor mange her tror egentlig på Gud?” Og så kan det ellers nok være, det lige pludselig blev for alvor pinligt at gå i 7.b. Halvdelen af drengene kiggede stift ned i bordet. De fleste af os piger kiggede hjælpeløst på hinanden, og jeg følte mig revet midtover. Det var jo det eneste rigtige at række hånden op, for vi skal jo for pokker konfirmeres i kirken alle sammen, men på den anden side, er det også vildt pinligt, at indrømme, at man tror på Gud, når man går i 7. klasse og bruger sin tid på langt vigtigere ting som for eksempel kampen om den bedste plads i sofaen fredag aften. Fanget i fælden endte det med, at vi alle sammen havde noget, der mindede om en halvvissen finger dinglende 40 centimeter oppe i luften, mens vi rådvilde stirrede på hinanden. Sandra havde som den eneste hånden helt oppe. Det er åbenbart nemmere at tro på Gud, når man ikke har humoristisk sans. Pastor Bach nikkede oppe fra sit bord og sagde: “Nå, men det er da tydeligt, vi nok skal finde ET ELLER ANDET relevant at snakke om det næste års tid, inden vi får jer konfirmeret, hvad folkens?” Jeg gik hjem og tænkte på pastor Bachs spørgsmål. Hvorfor vil man konfirmeres. Jeg tænkte faktisk så meget, at jeg kom tre minutter for sent til at se min yndlingsserie, som ellers bliver genudsendt lige før spisetid. O 22 O
Emmy82.indd 22
28/10/11 12.36
Emmy Leander Nielsens 10 bud på, hvorfor man bliver konfirmeret 1) Fordi man tror på Gud Men hvem gør det? Altså sådan for alvor. Sandra gør. Men det er da fuldstændig umuligt at tage alvorligt. Hvis der er en gud, der kan bestemme alt i hele universet, ville der jo for eksempel garanteret komme 10 nye afsnit af Girls & Greed hver dag. (ja, se selv. Jeg kan ikke engang tage det der med Gud seriøst, når jeg sidder helt alene med mig selv og skriver om det). 2) Fordi man gerne vil have en fed fest Hvem vil ikke det? Men jeg synes på den anden side, det er forkert at blive konfirmeret for festens skyld, hvis man VED, at man ikke tror på Gud. Og det er da i hvert fald helt forkert, hvis man gør som Tobias’ far og mor, der siger, han kun må få en fest, HVIS han bliver konfirmeret. Det er jo ren afpresning. Staklen har jo ikke noget reelt valg! 3) Fordi man gerne vil have en masse gaver Det vil alle! Også dem, der siger, de har styr på alt det der med Gud. Jeg tror simpelt hen ikke på, der findes en eneste O 23 O
Emmy82.indd 23
28/10/11 12.36
konfirmand i hele Danmark, der ville vælge konfirmationen, hvis deres forældre sagde: “Du må vælge: ENTEN får du gaver, ELLER du får lov at blive konfirmeret i kirken.”
4) Fordi man gerne vil med på blå mandag DET bliver fedt. Vi har allerede bestemt, at vi skal til Aarhus. Og om aftenen er der konfirmandfest på et diskotek dernede. Men blå mandag i sig selv er jo ikke grunden til, at jeg vil konfirmeres. Blå mandag ville for eksempel slet ikke være sjov, hvis jeg ikke havde fået gavepenge at gå shop-amok for. 5) Fordi man ikke vil være udenfor Rasmus fra min klasse skal ikke konfirmeres, og det synes jeg egentlig er ret stærkt (men han får en fest alligevel). “Skal du så nonfirmeres?” spurgte Kit, men han grinede og sagde, at han skulle KONGfirmeres, fordi det lød meget sejere, og så kunne han få lov at være konge for en dag). Men det er nok også værre for en pige end for en dreng ikke at være med i kirken. Vi snakker jo om konfirmationen hele tiden oppe i skolen. Tænk, hvis man slet ikke kunne snakke med om alle de ting. O 24 O
Emmy82.indd 24
28/10/11 12.36
6) Fordi man ikke ved, hvad man ellers skal lave om søndagen end at gå i kirke Det er faktisk en ret god grund, for NØJ, hvor sker der bare ingenting i hverken Karleager eller Hejresø om søndagen. Men på den anden side, så er søndag jo ikke så kedelig, at jeg nogensinde før har været til gudstjeneste, selvom det vist er en ret stabil forestilling, præsten kører deroppe. 7) Fordi man ikke vil gøre sin bedstemor ked af det Jeg tror faktisk, det betyder noget for nogen. Kits farmor, for eksempel, er meget kristen, og hun ville helt sikkert blive ked af det, hvis Kit ikke skulle konfirmeres. Og Kit er så skidesød, at hun ALDRIG ville gøre sin farmor ked af det (eller nogen andre for den sags skyld). 8) Fordi man vil være prinsesse for en dag Åh, den er svær at indrømme. På den ene side er det jo superfedt at få sejt tøj og den slags, og jeg vil jo gerne finde det helt, helt rigtige. Men på den anden side er jeg allerede nu ved at få kvalme af Ditte og Camilla og Lisbeths kaglen om hår O 25 O
Emmy82.indd 25
28/10/11 12.36
og mærkekjoler og højden på hælen af deres sko. De tre skal helt sikkert kun konfirmeres for pyntens skyld! 9) Fordi man så træder ind i de voksnes rækker Mormor har fortalt, at man i gamle dage blev taget ud af skolen og sendt i arbejde, når man var blevet konfirmeret, og at alle drengene begyndte at ryge og gå i voksentøj. Men sådan er det jo ikke mere. Min storebror blev konfirmeret for fem år siden og går i gymnasiet, men han ligner stadigvæk en hængerøv fra folkeskolen, og han har ikke engang et fritidsjob. Men måske sker der noget med én indeni. Måske kan man alligevel selv mærke en forskel? 10) Fordi det bare er noget, man gør Banko. Det er i hvert fald mest sådan, det er med mig. Konfirmeret er jo bare sådan noget, man bliver. Ligesom man skal til skoletandlæge og til idrætsdag, så kommer der også en dag, hvor man skal konfirmeres. Jeg havde slet ikke tænkt, at jeg skulle tænke noget. Sådan helt selv. Eller at der var nogen, der faktisk havde tænkt sig at spørge mig og gerne ville høre svaret, før pastor Bach spurgte i dag … O 26 O
Emmy82.indd 26
28/10/11 12.36