Fangekoret

FA N G E KO R E T

Andre bøger af Daniel Øhrstrøm: Vejen til værdighed, 2005 Den forbudte frelse, 2005 Troen giver mening (sm. m. Henrik Winther), 2006 Vild med dannelse, 2008 Talsmanden, 2008 Læs mere på danielohrstrom.dk

Daniel Øhrstrøm

fangekoret

Kristeligt Dagblads Forlag

Fangekoret © Daniel Øhrstrøm og Kristeligt Dagblads Forlag 2012 1. udgave, 1. oplag Omslag: Simon Lilholt, Imperiet Fotos: Daniel Øhrstrøm, Stig Nørhald og Leif Tuxen Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling isbn 978 87 7467 087 2 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. www.k.dk/forlag

Vi kan ikke udrette store ting; kun små ting – med stor kærlighed.

– Moder Teresa

Hvis man kun omgås dem, der ligner en selv, så bliver man i en meget lille cirkel.

– Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Forord

Ethvert fængsel er fyldt med sande røverhistorier.

Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund, godt ti kilometer uden for København, er ingen undtagelse. Den flok mænd, der afsoner deres straf her, har oven i købet fået rettens ord for at være blandt landets mest hårdkogte forbrydere. Som regel skal man være idømt mindst fem års fængsel for at ende her, så »adgangspasset« er ofte mord, massiv narkohandel, serier af bankrøverier, grov og ofte gentagen vold eller svindel i den klasse, det kan udløse en Cavling-pris at afsløre.

Denne bog er på ingen måde et forsøg på at forherlige de forfærdelige forbrydelser, der har banet vejen til Vridsløselille Statsfængsel for de medvirkende. Til gengæld er den et forsøg på at nå ind til nogle af de mennesker, der så ofte er blevet stemplet som uhyrer på forsiden af formiddagsaviserne – vor tids offentlige hekseafbrændinger, som kokken Claus Meyer har kaldt dem.

Jeg hørte den kendte koks sankthanstale, kort tid efter at jeg havde mødt Fangekoret for første gang. Siden har jeg besøgt korsangerne enkeltvis – på begge sider af murene – og fulgt Fangekoret gennem et halvt år til koncerter, cd-indspilning, 7

turneovernatninger og en enkelt tragisk tur til Køge Kapel.

Undervejs viste det sig, at Claus Meyer var i gang med sit eget sociale kokkeskoleprojekt i Vridsløselille Statsfængsel.

Og en sætning sidder måske derfor stadig i mig fra hans tale i Frederiksberg Have: »Kendskab avler venskab.« Det, tror jeg, er sandt. Og jeg har selv erfaret, at det endda gælder, når det handler om nuværende og tidligere indsatte fra Vridsløselille Statsfængsel. For bag forbrydelserne gemmer der sig næsten altid en sørgelig historie med mere end ét offer. Bag ugerningerne gemmer der sig et menneske.

Langt de fleste forbrydere, jeg har talt med, er blevet forsømt, før de blev fordømt. Og selvom enkelte af de medvirkende i bogen ærligt beskriver sig selv som forkælede børn, der kun var »ofre« for en fri opdragelse, havde ingen af dem drømt om at få en karriere som »ond«.

Forbrydelse og fortrydelse hænger heldigvis også ofte sammen, og jeg har selv været forbløffet over, hvor modigt de medvirkende har delt ud af deres egne fejl og erfaringer. Alle personer i bogen optræder også under deres rigtige fornavne – bortset fra »Rikke« og »Søren«, som gerne vil hedde sådan i denne sammenhæng af hensyn til deres børn.

Jeg bør også understrege, at bogen alene bygger på sangernes egne forklaringer, som mine små studier af pressearkiverne ikke har haft til hensigt at eftertjekke. Det er på godt og ondt deres historier, jeg her fortæller. Men jeg er ikke i tvivl om, at de ærligt mener, at ingen bør ende som dem. Det har 8

derfor også været fangernes eget ønske, at overskuddet fra korets cd-salg skal gå til Børns Vilkår og Børnetelefonen. Og det er netop en af de straffede sangeres pædagogiske pointer, at man bedst undgår kriminalitet ved at fange problemerne i tide, før »problembørnene« bliver til fanger.

Det er deres egne historier nok det bedste argument for.

Flere af dem har (haft) alvorlige psykiske diagnoser, og langt hovedparten af dem har det ubærlige grundvilkår til fælles, at succeser hører til sjældenhederne. Og de deler alle det spinkle håb om tilgivelse fra andre og – den sværeste – fra sig selv. Men der findes mindst et lys i mørket i Vridsløselille Statsfængsel – Fangekoret.

Sangerne beskriver Fangekoret som et åndehul, der har gjort deres afsoning nemmere. Og da koret udsendte cd’en Forbryderalbummet i 2004, blev fangernes fristed pludselig også en offentlig succes. Siden er det gået stærkt med yderligere to cd’er, to dvd’er og over 200 »problemfri« kirkekoncerter uden for murene, ligesom koret har sat gang i et stort hjælpearbejde for tidligere fanger og deres familier gennem udslusningsprojektet Exit, der med foreløbig 17 ansatte i udslusningskontoret arbejder under overskriften »fra indsat til værdsat«.

Kirkerne er fyldt til korets mange kirkekoncerter, hvor fangerne bryder tabuer ved at stå frem som kriminelle. Og det gør indtryk på kirkebænkene, når de hårde drenge synger deres egne hudløse tekster med tårer i øjnene. Deres »gangstergospel« slår hul ind til et sårbart sted, hvor der er plads 9

til håb. Det er nok også baggrunden for, at mange holder fast i koret og kirken, efter de er blevet løsladt. Det giver dem på samme tid et sted, hvor de kan være trygge blandt ligesindede og blive mødt positivt af andre mennesker. Stort set alle løsladte langtidsfanger fra Fangekoret undgår på den måde at ryge tilbage i fængsel, og det er svært at få øje på et bedre resocialiseringsprojekt i dansk fængselsregi, der ofte kæmper en håbløs kamp for at få kriminelle tilbage i samfundet. Fangekoret er også blevet bemærket i udlandet, hvor foreløbig to fangekor er undervejs efter forbillede fra Albertslund.

Fangekorets succes skyldes ikke mindst korlederen, Louise Adrian. Det er hende, der sætter musik til de fleste af fangernes tekster, men først og fremmest er hun den, der møder dem som medmennesker. Og det forguder de hende for. Ifølge en ærlig korsanger har halvdelen af dem været småforelskede i den gifte mor til fem børn, mens andre kalder hende for »en engel«, »en gudinde« eller »en mor«.

Medierne er også faldet for »Danmarks bedste boyband – eller i hvert det mest kriminelle«, som korets cd-sælger, Hans, plejer at sige. Mere underspillet er han, når han præsenterer sig selv til kirkekoncerterne som en tidligere indsat, der fik »13 år for nogle parkeringsbøder og andre småting«.

Men det er ikke småting, man får kendskab til, når man beskæftiger sig med Fangekoret. Det er voldsomme fortællinger fra turbulente liv i kriminalitet og insiderberetninger om det hårde liv bag tremmer i et fængselsvæsen, der er stadig mere presset af bander, politiske stramninger og dårlig 10

økonomi. Det er dramatiske personhistorier, ufattelig smerte, men også et livsbekræftende håb, der sætter livet i perspektiv.

Og Fangekorets historie er først og fremmest en fortælling om kærlighed. Den handler om, hvad der kan ske, når et menneske tør elske dem, som andre ikke vil røre ved.

Daniel Øhrstrøm, København 2012

11

12

kapitel 1

To søde mordere

Louise har grædt.

Hun står med røde øjne ved Fangekorets bus, der holder klar foran Vridsløselille Statsfængsel. Det er juni måned, og luften smager nærmest af grøftekantsblomster, korte kjoler og bare fødder i sandaler. Det er nu, de fleste danskere begynder at mærke, at sommerferien og alle dens muligheder nærmer sig. Og det er nu, naturen frembringer så meget på én gang, at man umuligt kan nå at sanse det hele. Men bag murene her ved Vridsløselille Statsfængsel ligger en anden og lukket verden, omgivet af høje hegn, pigtråd, låste døre, raslende nøglebundter, bandekrige og overvågningskameraer. Alt det modsatte af frihed.

Den gamle fængselsbygning minder mig alligevel om mange gode grin. For det er netop her, Erik Ballings legendariske Olsen-banden-film som regel begynder, når Kjeld, Benny og lille Børge står klar med viftende dannebrogsflag og en gammel skrotbunke af en bil, inden de kolde øl og endnu en af Egon Olsens »skidegode« planer kommer på bordet derhjemme. Men det er også her, filmene ender, når den store port ved Vridsløselille Statsfængsel – igen – smækker i for 13

den gamle vaneforbryder. Sådan er det også gået for mange af Fangekorets sangere gennem deres liv. Men fængselslivet er ikke en dansk komedie. Langtfra.

Til gengæld har musikken hjulpet mange af dem videre, ligesom vi andre, der har fulgt Egon Olsens sure skæbne, er blevet sendt mere håbefulde gennem rulleteksterne ved hjælp af Bent Fabricius-Bjerres muntre melodi til filmen – og Papa Bues Viking Jazzband, der bogstaveligt talt blæste så meget liv i det musikalske tema, at den lille livsbekræftende rytme stadig synes at synge et sted i de høje trækroner omkring fængslet. Sikkert er det i hvert fald, at Egon Olsen nu bliver ved Vridsløselille Statsfængsel. For den kendte bandeleder har fået vejen opkaldt efter sig, så fængselsbussen faktisk holder parat på Egon Olsens Vej. Koret skal på jyllandsturne, og Louise står klar til at give hvert eneste kormedlem et velkomstknus og et stort smil. Og det får de, en efter en, efterhånden som de kommer ud af porten eller ankommer til parkeringspladsen fra andre fængsler og pensioner eller ligefrem egne lejligheder, hvis der er tale om de løsladte medlemmer af koret. Men der mangler en. Brian Bo bestod ikke urinprøven. Det er derfor, Louise har grædt.

Hun har kæmpet i månedsvis for at få ham med på ledsaget udgang, selvom hans papirer viser, at politiet har grund til at holde ham under »særligt opsyn«. Han har »afsonet 19 års nonstop fængsel og skal med for første gang. Det bliver helt særligt«, som Louise har skrevet i en begejstret mail før mit første møde med Fangekoret. Men noget gik galt. For ud14

gangstilladelsen trak hele tiden ud, og først da Louise havde protesteret i ugevis, fik han alligevel lov. Men det var dagen før afgang, og da havde han for længst røget en pibe hash i frustration over udsigten til ikke at komme med alligevel, fortæller hun. »Han havde glædet sig sådan og skrevet et digt, han skulle fremføre for første gang,« siger Louise, som om det er hendes eget barn, der ikke må komme med på lejrskole. Men hun lyser alligevel straks op, da endnu en gruppe kormedlemmer ankommer i højt humør.

En af dem bærer på en guitarkasse, mens en anden har taget sin hund med. Og jeg når lige at udveksle et par ord med en tredje fyr, der står og ryger på parkeringspladsen. Det mørke, gråspængte hår er kortklippet, og han har kraftigt »rockerskæg« omkring munden. Han er iført sorte joggingbukser og en militæragtig sportstaske, men han har rare øjne. »Jeg holder sgu stadig fast i koret, selvom jeg har været løsladt nogle år. Det er et fedt sammenhold, vi har. Og så er det nok også det tætteste, mange af os kommer på en succesoplevelse,« siger den trofaste korsanger, der bliver kaldt Klarinet Keld i koret, fordi han ikke kun kan synge.

Vi har efterhånden fået travlt. Louise har arrangeret, at jeg kan køre med en fange i hans private bil, så vi kan få en snak på turen, når han alligevel helst vil undgå at sidde i bussen med de andre. »Han hedder Jørgen, og han har en helt særlig historie, der nemt kunne fylde en hel bog i sig selv,« sagde hun i telefonen.

15

Men da jeg spurgte, hvad han har gjort, svarede hun, at jeg selv måtte spørge ham, så jeg er ærligt talt både spændt og nervøs, da en stor, rød og splinterny firehjulstrækker ruller ind på parkeringspladsen med to mænd.

De elektriske ruder glider ned, og en mand, der i sin hvide poloskjorte sagtens kunne gå for at være bankrådgiver, spørger, om det er mig, der er forfatteren. På bagsædet sidder en sorthåret mand med grønlandske træk i cowboyjakke og med solbriller på. Jeg stikker hånden ind i bilen og hilser på dem begge, inden jeg tager plads på passagersædet. Manden på bagsædet hedder Lars. Det viser sig, at han bor på samme fængselspension som Jørgen, der ejer bilen. »Nå, så du er forfatter,« siger Lars, da Jørgen kører ud på Roskildevej. »Ja, Jørgen og jeg er jo mordere, så du kan starte din bog med at skrive, at du har kørt med to ualmindeligt søde drabsmænd.«

16

kapitel 2

Tingfinderen

Det er 17 år siden, at Louise Adrian første gang gik gennem den store port ind i Vridsløselille Statsfængsel.

Hun kendte allerede nogle af historierne om fængslet fra sin mand, Erik Adrian, der havde været i praktik i fængslet, mens han gik på pastoralseminariet for at blive præst. En dag hørte han, at der manglede en vikar som organist til søndagsmessen i fængselskirken. Og sådan begyndte det hele, fortæller Louise: »På det tidspunkt arbejdede jeg som organist i Vigerslev Kirke. Men det lød som en sjov udfordring at spille i fængslet, så jeg tog ud for at spille til den gudstjeneste. Det var en meget anderledes og grænseoverskridende oplevelse at være inde i Vridsløselille. Alene alle de låste døre skræmte mig lidt, men jeg blev også fascineret af, at det var så anderledes.

Det var en ukendt verden. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de jo ikke rigtig kunne synge, så det mere var et socialt end et musikalsk arbejde. Men det gav mening at synge med dem bag murene. Det var tydeligt, at det betød noget for dem.

Inden længe blev der en stilling ledig. Det var en todelt organiststilling på både Vridsløselille Statsfængsel og Anstalten­ 17

Herstedvester. Og jeg søgte stillingen, selvom jeg næsten samtidig opdagede, at jeg var gravid.

Jeg kan huske, at det var lidt pinligt at fortælle, men de ansatte mig alligevel, og jeg tog imod jobbet, selvom alle sagde, at jeg skulle lade være, fordi det var for farligt. Der var fordomme og negative indvendinger fra næsten alle mine venner og min familie. I begyndelsen var det også svært. Jeg kendte intet til miljøet eller typerne, der kommer i fængsel.

Og det var lidt af en udfordring at kommunikere med dem.

Normalt spørger man jo folk, hvad de laver. Men hvis man spørger en fængselsfange om det, træder man direkte ind over en grænse til alt det, der er svært. På den måde bliver den almindelige kommunikation hurtigt svær, for man skal ikke vade i, hvorfor en mand er i fængsel, når man møder ham første gang. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var vigtigt at kunne joke og være hyggelig og lidt uforpligtende i hele kommunikationen, indtil de fik tillid til mig.

Siden har jeg brugt rigtig meget tid på at snakke med den enkelte om deres historier og om, hvorfor de er der, og hvad de vil med det hele. Og jeg føler, at meget af mit job handler om at nå ind til deres ønsker og drømme, smerter og længsler, selvom opgaven jo lød på at spille til gudstjenesten med indsatte som sangere.

I alle årene har vi selvfølgelig sunget søndag efter søndag, og vi kaldte allerede dengang kirkekoret i Vridsløselille for ‘Fangekoret’, men jeg fik hurtigt lyst til øve mere målrettet med koret, så det blev et rigtigt kor. Jeg tænkte, at det ville 18

være godt, hvis de fik noget at glæde sig til ud over gudstjenesterne. Det kunne være cafeaftener eller besøg af andre kor, og det er stadig meget populært, når vi for eksempel inviterer pigekor ind i fængslet,« siger Louise og kvitterer med et lille, nærmest mandehørmsagtigt grin, inden hun fortsætter: »Vores første større projekt var at sætte musicalen Jesus Christ Superstar op, hvor de indsatte lavede deres egne kostumer og kulisser. Det var der, jeg fik Exit Hans med over i Fangekoret. Vi kalder ham Exit Hans, fordi han i dag arbejder i Fangekorets udslusningsprogram for eksfanger. Men dengang var han indsat i Anstalten Herstedvester, hvor jeg også havde et kor.

Det er typisk lidt længere straffe og behandlingsdomme, folk sidder med i Herstedvester, så på den måde var det et meget stabilt kor, idet folk blev der år efter år. Til gengæld ville det være utænkeligt at optræde med det kor uden for murene. Mange af fangerne i Herstedvester er landskendte forbrydere, der ofte sidder der på grund af sexovergreb eller mord på børn eller kvinder. Men Hans var anderledes. Og så var han den første, jeg oplevede i fængslerne, der virkelig kunne synge. Derfor fandt vi en ordning, hvor fængslet kørte ham frem og tilbage til Vridsløselille, så han kunne være med til musicalen. Men det var ikke nemt at sætte den musical op. Der gik virkelig ged i det mange gange, og dér oplevede jeg, hvor tungt det kan være at få et projekt op at køre med de drenge.

19

Mine venner fortsatte med at fraråde mig at arbejde med fangerne, og det var ubehageligt, men jeg kunne også mærke, at mine venner ikke havde ret, når de stemplede de indsatte som utilregnelige psykopater, der bare var ude på det ene og det andet. Jeg oplevede tværtimod nogle enormt søde mænd, der godt nok som regel var negative, når jeg kom, men som blødte op og gav mig enormt meget positiv respons, når jeg forsøgte at sprede glæde mellem dem. På den måde gav arbejdet meget mening fra begyndelsen. Men jeg lærte også hurtigt, at jeg fik mest ud af dem, hvis jeg tog udgangspunkt i dem, hvor de var. Hvis jeg kom ind i kirken med en masse ideer til, hvad vi skulle synge, blev det straks skudt ned. Jeg måtte lade musikken gøre arbejdet, så de i løbet af to timer langsomt fik lyst til at synge mere.

Sommetider gik jeg også over deres grænse, og jeg har oplevet, at folk er flippet ud og har smadret ting, revet noder i stykker eller har slået en knytnæve ind i væggen. Men jeg fandt samtidig ud af, at de faktisk godt kunne lide, at jeg stillede krav til dem. Og med tiden har jeg fundet ud af, hvad de har lyst til at synge.« Et hemmelighedsfuldt smil vokser frem i ansigtet på den rødhårede korleder, inden hun tilføjer: »Mit job har konstant handlet om at lede efter det, de kan – og det, de gerne vil. Jeg er gået på jagt efter det som en tingfinder, der leder efter potentialet i den enkelte, de små ting, man kan bygge videre på. Det er også det, der har gjort jobbet spændende og meningsfuldt. Det er det, der har fået 20

mig til at fortsætte. Det nytter ikke noget at tro, at man kan skabe mirakler med små hurtige løsninger med de drenge.

Hvis jeg var en filminstruktør, der skulle lave en film om Fangekoret, ville jeg nok starte den dag, hvor der kom en teaterinstruktør på besøg i fængslet. Han havde brugt et år på at forberede en musical, som han gerne ville sætte op i fængslet sammen med en række kendte skuespillere. Han havde allerede holdt flere møder med fængslets ledelse og fundet alle de folk, han skulle bruge uden for fængslet. Og han havde ikke mindst rejst penge til et helt koncept, som han havde lavet helt færdigt. Han fik lov at komme ind og besøge koret, fordi de jo allerede var interesseret i musik. Men da han kom og præsenterede sit færdige projekt som et tilbud til fangerne om på tre måneder at banke en musical op sammen med kendte skuespillere, mens et filmhold skulle filme det hele, var der ikke én, der meldte sig. Det var hans projekt, det var ham, der havde visioner på deres vegne. Det var ham, der kunne se for sig, hvad det ville få af betydning for dem. Men man kommer ikke bare og serverer et projekt for fangerne i Vridsløselille på den måde. Hvis jeg var kommet for 17 år siden og havde sagt til koret: ‘Nu skal I høre! Jeg har en rigtig god ide. Vi skal synge sammen, og I skal blive så gode, at vi kan tage ud og synge, optræde i tv, og rejse hele Danmark rundt. Og så skal pressen komme og sætte fokus på jer og jeres historier’, så havde de med 100 procents sikkerhed sagt: ‘Du får ikke os med på den der!’

Det er kun lykkedes, fordi det er gruppens værk. Og mit 21

fokus har hele tiden været vores samvær og deres ønsker til, hvor vi skulle hen. Jeg har altid gået bag ved eller ved siden af dem. Aldrig foran. For så havde de takket nej. Fængselsledelsen var med derovre, da teaterinstruktøren blev afvist.

‘Hvordan er Fangekoret overhovedet blevet til noget?’ spurgte en af lederne mig bagefter, der ikke kunne forstå, at de samme mennesker, der ikke gad komme i medierne i forbindelse med musicalen, er med på det i forbindelse med Fangekoret. Det ville de heller ikke, da vi startede. Men nu er det noget, de er stolte af, fordi det er deres eget projekt. Og jeg synes, at det er en fed fornemmelse at vide, at det er det lange træk, der har givet pote. Man kan ikke bare komme og sige til dem, at man har tre måneder til at redde deres liv. Det har taget mig 17 år at forsøge at gøre det.«

22

kapitel 3

Efter 22 års ægteskab

Der er to sangere i koret, der hedder Jørgen.

Den Jørgen, jeg kører med sammen med Lars, bliver kaldt Jørgen Bager. Selvom hans store bil på en måde er finansieret af hvidt pulver, er han ikke kommet til penge gennem narko, modsat mange af hans tidligere medfanger. Han er derimod en af de få indsatte med fast arbejde uden for fængslet. Før han blev anholdt, ejede han selv en hel stribe bagerier i københavnsområdet, og nu er han igen aktiv som bager. For selvom han stadig sidder på Engelsborg, der er en fængsels­ pension – et slags udslusningsfængsel – i Lyngby, har han ret til at arbejde uden for fængslet. Det gør han flittigt, endda om natten, når han slår store brød op på et bageri i byen. Og han er faktisk kommet direkte fra arbejde i nat, fortæller han, da han lægger bilen i overhalingsbanen på motorvejen mod Sjællands Odde for at nå færgen til Aarhus.

Vi har travlt. Tidsplanen er allerede skredet efter morgenens lange og mislykkede forsøg på at få Brian Bo med på turen. »Der er kun én ting galt med den her bil,« siger Lars og kigger rundt i den store røde Nissan, der suser lydløst hen 23

over Sjælland med sine voksede ruder, der gør vinduesviskere overflødige. »Og det er, at man ikke må ryge i den.« »Så må vi holde en rygepause senere,« siger Jørgen Bager, der også skiller sig ud ved at være en af de ganske få ikkerygere i koret. Vi har faktisk aftalt med de andre, at vi holder fem minutters rygepause ved Brugsen i Vig, godt 20 kilometer før færgen, men Jørgen spilder ikke tiden og tager straks hul på sin historie.

Jørgen Bager var en succesfuld bagermester, før han mistede alt på en enkelt morgen, fortæller han: »Jeg havde en smuk fransk kone, to børn og syv bagerforretninger. Mit liv var nærmest kun arbejde. Jeg blev selvstændig allerede som 23-årig, og jeg arbejdede sommetider 90 timer om ugen for at nå det hele. Jeg passede butikkerne, mens min kone ordnede regnskab. Men da jeg kom hjem en morgen, gav hun mig et visitkort fra sin advokat og sagde, at jeg ikke ejede noget længere. Nu ville hun være Jehovas vidne. Jeg troede, det var en joke. Men det var det ikke. Hun ville skilles, og jeg ville aldrig komme til at se mine børn igen, sagde hun. Så slog det klik for mig, og jeg skød hende efter 22 års ægteskab.« Jørgen strammer til om rattet, uden at vende blikket fra vejen. »Hun havde været mig utro med en fyr fra sekten, som jeg kendte godt, for han havde pudset vinduer for mig i 20 år.

Politiet har senere fortalt mig, at hun havde stjålet en masse 24

penge fra mit firma gennem de sidste to år – næsten ni millioner kroner. Det var, hvad de kunne bevise. Det lyder jo helt sindssygt.

Jeg ved kun det, som politiet har fortalt mig, for jeg kan intet selv huske. Ikke engang at jeg skød hende. Scenen er simpelthen slettet fra min hukommelse. Jeg husker kun, at jeg hentede min jagtriffel for at skyde mig selv, for jeg syntes ikke, at der var noget at leve for længere. Min lillebror havde skudt sig selv 14 år tidligere, da han var 24 år gammel. Han skød hovedet af sig selv, og det tog så hårdt på min storebror, at han begyndte at drikke. Jeg sagde altid til min mor, at det da var godt, at hun havde mig, der klarede sig godt som selvstændig. Men den morgen tabte jeg det hele på jorden. Jeg kan huske, at min kone sagde: ‘Ja, gør det, så er du lige så dum som din bror.’ Det sidste, jeg husker, er, at hun sagde, at hun i øvrigt aldrig havde elsket mig i de 22 år, vi havde været gift. Og så blev alt sort.

Ikke engang 90 timers psykologsamtaler har fået mig til at huske det. Jeg har fået fortalt, at jeg skød hende i gangen, og politiet kunne se, at jeg havde ladt geværet i stuen, fordi der var aftryk fra ladningen på lænestolen. Jeg husker det bare ikke selv. Hvis hun ikke havde sagt det med, at hun aldrig havde elsket mig i alle de år, vi havde boet sammen, havde jeg måske også bare skudt mig selv. Det er jo ikke til at vide. Det slog i hvert fald klik for mig. Ifølge politiet ringede jeg selv til dem og sagde, at jeg havde skudt min kone. Politimanden spurgte, om jeg troede, hun var død. Det troede jeg, hun var.

Jeg forstod slet ikke, hvad jeg havde gjort.

25

26 Jørgen Bager

‘se om hun trækker vejret,’ sagde han.

‘Hvordan gør man det?’ svarede jeg. Jeg havde klappet hende på maven – man ved slet ikke, hvad man skal gøre, når man er så langt ude. Til sidst havde jeg spurgt, om han ikke troede, at politiet skulle komme og snakke med mig.

‘Jamen, de er der allerede. Men de tør ikke komme ind til dig, så du er nødt til at komme ud,’ skulle han have sagt.

Uden for huset stod der fem-seks betjente med skarpladte pistoler. Jeg registrerede ingenting, men stod bare i strømpesokker med min mobiltelefon i hånden. Det eneste, jeg havde sagt til politiet, var, at de skulle skyde mig, så jeg kunne dø.

De ville ikke smide mig i arresten, så jeg røg i stedet på psykiatrisk hospital, så de kunne give mig en forståelse for, hvordan sådan noget kunne ske. Her sad jeg i halvandet år. i stedet for medicin fik jeg næsten 90 psykologsamtaler. Det er jeg rigtig glad for i dag.

Hver dag blev jeg åbenbart badet og vasket af pigerne, der arbejdede der. Det gik først op for mig, da jeg begyndte at vågne op efter tre måneder. En dag sagde jeg pludselig til stueplejersken: ‘Nå, men jeg går lige i bad.’ ‘selvfølgelig, Jørgen. Det gør du jo hver morgen. Vent lige to sekunder, så kommer vi.’

‘Hvad?’ sagde jeg.

‘Ja, vi kommer lige om et øjeblik.’

Efter et par minutter kom der to piger på omkring 25 år, der sagde, at de nu var klar til at komme mig i bad. Det var 27

godt nok underligt. Men den ene af dem sagde: ‘Nu har vi badet dig i tre måneder, så det skal du ikke være flov over.’

Det viste sig, at de også havde barberet mig, og når jeg skulle på toilettet, måtte jeg ikke lukke døren. Den skulle stå åben, mens de sad og kiggede, når jeg skulle lave stort.

Det var altså grænseoverskridende. Men det skulle blive det mindste af det. I den kommende tid skulle jeg finde en måde at leve med det, jeg havde gjort.

Jeg havde aldrig fået så meget som en fartbøde, men nu betragtede systemet mig pludselig som farlig. Da de skulle hente mig fra psykiatrisk hospital for at køre mig i retten, kom der seks betjente. Jeg sad på gangen i mit nye jakkesæt, og de hilste venligt på mig, inden de gik videre. Jeg gik ud på parkeringspladsen for at vente på dem. Det blev de noget forskrækkede over, jeg kunne jo sagtens være stukket af. Men de havde troet, jeg var overlægen!« Lars er ved at dø af grin på bagsædet og vil vide, om Jørgen Bager virkelig bare blev stående og ventede på parkeringspladsen. »Ja, ja. Der stod også to betjente dernede, så dem stillede jeg mig bare hen til, og de hilste også venligt på mig. Der er aldrig noget personale, der har generet mig. I fængslet får man som regel tilbage, som man giver andre. Jeg har altid syntes, at det var indlysende, at jeg skulle tage min straf, når jeg nu havde lavet noget møg, så jeg har heller aldrig opfattet personalet som mine modstandere. Den indstilling har til gengæld givet mig problemer blandt nogle af medfangerne.

28

Jeg er ofte blevet truet med bank, og jeg er blevet kaldt ‘stikkersvin’, fordi jeg snakkede med betjentene. Jeg har aldrig nogensinde stukket en anden fange. Jeg syntes bare, det var rart at tale om ferie eller tøj eller mad med betjentene. Den slags tror jeg faktisk også, at mange af de andre indsatte godt kunne lide at tale med betjentene om på tomandshånd. De vil bare ikke indrømme det foran en flok fanger. Men det ville jeg, og det var der mange, der ikke kunne lide.

Men det værste har altid været, at jeg skulle leve med, hvad jeg har gjort. Jeg har taget livet af min egen kone og mine børns mor. Det har jo været svært for dem. Jeg sidder stadigvæk i fængsel, og deres mor er død. Mine børn kom til at bo hos deres mormor og morfar. Jeg har ingen kontakt til min søn, der er 19 år i dag, men min datter på 21 år er begyndt at skrive til mig. Hun synes stadigvæk, jeg er en idiot, fordi jeg har gjort, hvad jeg har gjort, og der kan gå tre måneder mellem, at jeg hører fra hende. Min søn vil slet ikke tale med mig.« Jørgen Bager kører i tavshed et stykke tid, så tilføjer han: »Jeg har altid troet, at det var sådan noget, der kun skete for andre. Vi havde fem biler til firmaet, to motorcykler, syv forretninger og et stort hus, vi selv havde bygget. Og vi skyldte ikke en krone væk. Men pludselig ville hun være Jehovas vidne. Vorherre bevares,« siger han med et stort støn, inden han vender hovedet og ser mig lige i øjnene. »Jeg har stadig ikke tilgivet mig selv, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til det. Men det har helt klart hjul29

pet at tale med psykiaterne, der prøvede at forklare mig, at det, jeg havde gjort, kun var en lille del af mig. Hvis rattet her er Jørgen,« siger han og lader en finger køre en omgang om rattet, »så er det, jeg gjorde, kun en lille plet af mig. Og det gælder om at fjerne den fra resten af Jørgen. Statistikken viser også, at det, jeg har gjort, er en engangsforbrydelse. Det er derfor, de har brugt så mange penge på mig, for de har vurderet, at jeg ville kunne komme tilbage og blive en god skatteyder igen. Det er en tillid, der giver lyst til at komme tilbage. Men det har også helt klart hjulpet at tale med Louise.

Hun er jo typen, der gerne vil redde hele verden, og man kan altid tale med hende. Gennem tre år cyklede hun frivilligt ud til mig hver eneste uge for at lære mig at spille klaver. Det var stort gjort, når man tænker på, at hun også har fem børn at passe. Hun har en evne til at få én til at føle sig som den vigtigste i verden. Og så er det jo meget sjovt at kunne spille Olsen-banden-sangen, når man nu sidder i Vridsløselille. Og julesange til jul.

Men i mange år havde jeg mest lyst til at slå mig selv ihjel, og jeg har også forsøgt at gøre det to-tre gange. Med det resultat, at jeg kom under 24 timers overvågning. Selv når jeg sov, sad der en og kiggede på mig. Men nu er jeg begyndt at få lyst til at leve igen,« siger den aktive bager, da vi nærmer os Brugsen i Vig.

30