JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Flimmer
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Af Anne Holt Blind gudinde Salige er de som tørster Dæmonens død Død joker Det der er mit Sandheden bag sandheden Det som aldrig sker Madam President 1222 Pengemanden Af Anne Holt og Berit Reiss-Andersen Løvens gab Uden ekko
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
ANNE OG EVEN HOLT
Flimmer SPÆNDINGSROMAN
På dansk ved Ilse M. Haugaard
Gyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Flimmer er oversat fra norsk efter „Flimmer“ Copyright © Anne Holt og Even Holt 2010 Published by agreement with Salomonsson Agency Omslag: Blæst Design/ Terese Moe Leiner, Harvey Macauley, Imperiet Bogen er sat med Palatino og Akkurat hos BookPartnerMedia og trykt hos ScandBook AB Printed in Sweden 2011 ISBN 978-87-02-10755-5 www.gyldendal.dk
TAK til dr.med. Ole Amtorp for stor hjælp med fordanskning af lægesprog og navne på apparater, medikamenter, titler mv./ imh
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Til Amalie, Amund, Jenny og Iohanne, vores børn
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
For hjertet er livet enkelt: det slår, så længe det kan. Så stopper det. Karl Ove Knausgård, Min kamp 1
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Tirsdag 4. maj 2010 Klokken 08.47 Grini Universitetssygehus (GRUS), Bærum uden for Oslo, Norge Da Sara Zuckerman fik øje på manden i den lyseblå, forvaskede pyjamas, standsede hun brat. Svingdøren ind til operationsstuen slog tilbage og ramte hende på venstre skulder. Hun smilede for at skjule en grimasse. Det var unødvendigt, han havde ikke set hende endnu. Operationssygeplejersken var ved at hjælpe patienten fra den transportable seng over på lejet. Den syge bevægede sig stift, som om han vare endnu ældre end de halvfjerds år, han havde rundet og i al enkelhed fejret på hospitalet dagen før. Pyjamassen var uformelig og fik ham til at virke så sårbar, at doktor Zuckerman tøvede endnu et øjeblik, inden hun gik ind. Hans hår, som var tykt og normalt tilbagestrøget, bar præg af fire dages bedrøveligt hospitalsophold. Da han bøjede hovedet for bedre at kunne sætte sig op på operationslejet, blottede han nakken et kort øjeblik. En gammelmandsnakke, hun ikke kunne genkende. Synet fik det til at prikke i hendes fingerspidser, og hun 7
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
rystede let på hænderne. Oven over den løstsiddende krave hang grå hårtjavser, sammenfiltrede af sved, som fem små pile, der pegede ned mod en ryg så mager, at skulderbladene tegnede sig som skøjteklinger under det tynde bomuldsstof. Sara Zuckerman holdt vejret og mærkede pulsen stige. Det her var forkert. Det var en anden, der i dette øjeblik burde have stået med en øm og bankende skulder i døråbningen ind til operationsstue 7, den næstsidste, kvadratiske kube i en række på otte med lange gange på hver side. En af de andre kardiologer kunne have udført indgrebet lige så godt som hun. Bedre, tænkte hun, selv om ingen havde hendes erfaring. Ingen havde hendes track record, hendes viden, baggrund og anseelse. Hun var en stjerne, en superstar, på en himmel større end den over Norge, over Bærum, over det lille, provinsielle sygehus, som både var stort og moderne efter landets målestok, men som ikke var noget i forhold til det, hun engang havde været ansat på. Stor var hun alligevel også nu, den bedste, den største, den dygtigste blandt norske middelmådigheder. Selvfølgelig var det her forkert. Hun burde have sagt nej. Hun havde sagt nej. Professor emeritus dr.med. Erik Berntsen, nestoren i nordisk elektrofysiologi gennem en menneskealder, havde fået det, som han ville. – Godmorgen, sagde Sara Zuckerman en anelse for højt og muntert. Om få minutter skulle hun udføre en operation, som trods sit rutinemæssige præg i værste fald kunne tage livet af den magre knark, som hun selv engang havde opfattet som selve indbegrebet af maskulin styrke. Og ingen vidste dette bedre end patienten selv. Han drejede hovedet og så på hende. Deres blikke mødtes endelig, et ganske kort øjeblik, in8
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
den hun trådte ind i rummet og fik travlt med at kontrollere den store venflon i venstre albue. Et tyndere drop i højre håndryg tilførte patienten en klar væske fra en pose på et stativ ved siden af ham. Alt var naturligvis i orden. – Jeg behøver ikke at orientere en kapacitet som dig om, hvad der skal foregå, sagde Sara Zuckerman. – Men af hensyn til turnuskandidat Karita Solheim derovre ... Hun nikkede i retning af en yngre kvinde, som stod henne ved døren og så ud, som om hun skulle til at overvære en henrettelse. Hendes ryg var militærisk rank, og hun pressede sig så hårdt ind mod væggen, at den måske snart ville give efter. – ... så gør vi alligevel, som vi plejer. Sara Zuckerman havde stadig problemer med at se patienten i øjnene. De var gulbrune, vidste hun, og usædvanligt store. De lå dybt inde i kraniet under sorte øjenbryn med enkelte grå, stive hår, som vippede opad, i et somme tider muntert, andre gange diabolsk schwung. Hun kendte hans blik udmærket: selvbevidst, stærkt og med en snert af den arrogance, hun engang havde ment var hans største faglige styrke. Han var en ener, et sjældent es blandt de mennesker, hun havde været vant til at færdes iblandt før i tiden, inden hun var flyttet tilbage til Norge. Noget, hun for øvrigt aldrig havde ønsket eller overhovedet havde kunnet forestille sig. I 2002, da ulykken indtraf, og hun rejste hjem, var Norge kun et svagt og ufrivilligt minde om en ungdomstid, hvor hun aldrig havde ønsket sig andet end at tage væk, langt væk. Erik Berntsen ville have været en ener, hvor end i verden han befandt sig. At se ham så usikker som nu gjorde fysisk ondt. – Årsag til indlæggelse, sagde Sara Zuckerman mekanisk, som om hun læste op fra et skema, – er en hurtig ventrikulær takykardi og synkope for to uger siden. Diagnosen blev verificeret en uge senere efter en fireogtyvetimers 9
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
EKG-registrering. Derefter blev der udført en koronar angiografi. Den viste kun karvæg-forandringer. Ekkokardiografien viste velfungerende venstre ventrikelfunktion og EF over 60 procent. Implantationen af ICD-type Mercury Deimos vil efter planen tage omkring en time. Både hun og patienten vidste, at han var blandt de allerheldigste i landet. De medicinske forudsætninger for at få indlagt en ICD, en hjertestarter, som kostede skatteborgerne omkring 100.000 kroner, var strengere i det ekstremt velhavende Norge end noget andet sted i Vesteuropa. Dr. Zuckerman havde skrevet utallige breve til Helse Syd-Øst, det regionale, offentlige sundhedsorgan. Med amerikansk ligefremhed, til tider grænsende til trusler, havde hun gjort myndighederne opmærksomme på det groteske i, at der i Norge blev indsat færre hjertestartere og pacemakere, end hvad nogen anerkendte, fornuftige retningslinjer anbefalede. Henvendelsen blev mødt med i bedste fald uigennemsigtige bortforklaringer, men som oftest og endnu værre: tavshed. – Som du selv ved bedre end de fleste ..., fortsatte hun. Nu så hun igen direkte på ham. Han var så anspændt, at han ikke lå helt fladt. Hovedet virkede for stort til den tynde hals. Hun greb sig i at ville klappe ham på kinden, en trang som det heldigvis lykkedes hende at modstå. – ... indebærer ethvert operativt indgreb en vis risiko. Den mest almindelige komplikation er pneumothorax, punktering af lungen. Ved implantering af ICD er vi selvfølgelig også bange for akut tamponade, altså at jeg stikker hul på hjertevæggen, så hjertesækken fyldes med blod. Dette kan medføre en kritisk tilstand, som ... For første gang, siden han blev rullet ind på operationsstuen, smilede Erik Berntsen med en glædesløs, lidt nedladende grimasse. – Beklager, udbrød hun. – Jeg glemmer, hvem jeg taler til. Hun kunne høre, at hendes stemmeleje stadig lå for højt. Turnuskandidaten ved døren var næsten holdt op med at 10
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
trække vejret, selv om de ikke var kommet længere, end at de endnu ikke havde udført den omstændelige vask af arme og hænder. De var begge i grønt, Sara Zuckerman i et par lidt for posede bukser og med en uklædelig papirhat på hovedet. Røntgenforklæderne lå stadig i omklædningsrummet. Hun standsede ved døren på vej ud og lagde hånden på den yngre kvindes skulder: – Kom med mig. Det her skal nok gå godt. Hun kunne ikke finde på noget bedre at sige. Karita Solheim ville aldrig blive kardiolog, hvilket hun helt absurd drømte om. Hvordan hun overhovedet var kommet på den tanke at blive læge, var en gåde for dr. Zuckerman. Det var nu tredje gang, Karita prøvede at overvære en implantation af en Implantable cardioverter-defibrillator, en ICD. Indgrebet gik kort fortalt ud på at lægge en lille, avanceret computer ind under huden lige under venstre kraveben. En ledning, elektroden, forbandt selve hjertestarteren med den nederste del af hjertet, ved at elektroden blev ført igennem venen, gennem hjertets hulrum og til sidst skruet fast i hjertevæggen fra indersiden. Et relativt enkelt indgreb for en erfaren kardiolog. Karita Solheim kunne ikke engang klare at se på. Første forsøg for seks måneder siden blev en katastrofe. Turnuskandidaten besvimede, allerede da Sara Zuckerman satte skalpellen mod huden. I faldet rev den unge kvinde med et voldsomt brag en bakke med sterilt udstyr med sig. Patienten, som under en operation af denne type kun var lokalbedøvet, gik i panik og rev sig løs fra både venflon og en ihærdig, men lidt for spinkel sygeplejerske. Ved andet forsøg havde Karita forladt operationsstuen efter ti minutter og var forsvundet fra sygehuset i tre timer. Det her var hendes sidste chance, og det vidste de begge to. Psykiater, tænkte Sara Zuckerman, da hun med raske skridt gik hen mod omklædningsrummet med turnuskandidaten som en nervøs hundehvalp efter sig. Det er psykia11
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
trien, du burde satse på, min pige. Så slipper du for at forholde dig til den virkelige medicin. Hun mente det, men havde været længe nok i Norge til at vide, at hun aldrig ville komme til at sige den slags højt. Fra omklædningsrummet kunne hun se ind i operationsstuen gennem en glasvæg. Erik Berntsen havde endelig overgivet sig og lagt sig fladt på lejet. Mens Sara Zuckerman tog det tunge røntgenforklæde på, lagde hun mærke til, at hans fingre skælvede. Højre hånd hang ud over operationslejet. Vielsesringen sad løsere, end hun huskede det, og hun havde aldrig før lagt mærke til, at hans håndrygge var oversået med uregelmæssige, brunlige leverpletter. Hun skrubbede energisk sine egne hænder og underarme med en steril børste, hårdt og endnu længere end de sædvanlige fem minutter. Først da Sivert Sand, programmøren fra Mercury Medical, demonstrativt så op på det store vægur, hævede hun de våde hænder højt op over hovedet og ud fra kroppen. Hun sparkede døren til operationsstuen op med foden og var påpasselig med ikke at røre ved noget. – Pengene eller livet, mumlede Sivert Sand. Manden irriterede hende. Men han var dygtig, og de var nødt til at have en medhjælper fra Mercury Medical til at programmere og teste hjertestarteren i samme øjeblik, den var sat ind i patientens krop. Sygeplejersken havde allerede åbnet pakken med det sterile tøj. Øverst lå to papirhåndklæder, og Sara tog dem forsigtigt til sig og tørrede hænderne og armene omhyggeligt. Handsker i størrelse seks og en halv lå fremme, som de skulle. Operationssygeplejersken hjalp hende med at lukke den sterile operationskittel i ryggen. Hun fik to par handsker uden på hinanden, først de grønne, så de grå. Afdelingsoverlæge Sara Zuckerman var klar til dagens første indgreb. Hun gik hen til lejet. Erik Berntsen lukkede øjnene. Hele hans krop var tildækket, bortset fra et grundigt rengjort 12
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
område på ti gange fire centimeter lige under venstre kraveben. Et stativ holdt et klæde vertikalt mod hans hals, både af hygiejniske årsager og for at forhindre patienten i at se, hvad der foregik på den anden side. Narkosesygeplejersken spurgte med tonløs, næsten mekanisk stemme: – Keflin? – Ja, svarede dr. Zuckerman. – To gram intravenøst, nu. Hun kastede et blik på monitorerne. De viste normalt blodtryk, regelmæssig sinusrytme og tilfredsstillende iltmætning. Sygeplejersken satte antibiotikaen i venflonen, som hun var blevet bedt om. – Hvordan går det med hunden? spurgte Sara Zuckerman og kiggede hen over forhænget, inden hun gav en kort ordre om finindstilling af de to lamper, der pegede mod operationsområdet. – Klarer han sig godt nok med to tredjedele hale? Patienten svarede ikke. Sivert Sand nynnede en utålelig popslager. Anæstesisygeplejersken Frid Moelv sad ubevægelig foran sine monitorer. Karita Solheim trak sig væk fra operationslejet, et lillebitte skridt ad gangen. – Det går fint, Erik. Dr. Zuckerman bøjede sig ned mod hans øre, og nu hviskede hun. – Jeg har gjort det her utallige gange. Jeg er en af de bedste. Det ved du jo godt. Slap bare helt af, ikke? Han åbnede lige akkurat øjnene. Forsøgte at smile. Rømmede sig let og knyttede begge hænder. – Gå så bare i gang, sagde han, selv om stemmen ikke var helt sikker. – Tal mig igennem det. Det vil hjælpe. Så vil det næsten være, som om ... som om det er mig selv, der gør det. – Selvfølgelig, sagde hun og trak vejret så dybt, at mundbindet viste omridset af hendes læber. – Først lægger jeg tyve milliliter Xylocain under clavicula ... Sådan. 13
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Det blødte lidt, da hun trak kanylen ud fra punktet lige under kravebenet efter at have lagt lokalbedøvelsen. – Om fem minutter er jeg klar til at skære. Med et ryk vendte hun sig om mod Sivert Sand. – Undskyld, men kunne du være venlig at holde op med det dér? Han stirrede forbløffet på hende. – Med hvad? – Det der syngen. Nynnen. Kunne du være sød at holde op? – Nå. Beklager. Jeg tænkte slet ikke over det. Han fik travlt med at stirre på programmeringsmaskinen foran sig. Den lignede en computer fra begyndelsen af firserne: tung og klodset, men med en berøringsskærm og uden tastatur. – Han klarer sig fint, hviskede Erik Berntsen. – Hvem? Sara bøjede sig ned mod ham. – Zorro. Uden halespidsen. – Nå. Godt. Den hund kommer til at leve længere end du selv. Idet hun selv indså det upassende i kommentaren, løftede dr. Zuckerman skalpellen. – Nu skærer jeg et cirka fem centimeter langt snit, horisontalt. Her ... En næsten obskøn flænge åbnede sig i den papirhvide hud. Hurtigt greb hun det unipolære diatermiapparat, som ved hjælp af strøm skar sig ned gennem fedtlaget. – Og så skærer jeg forsigtigt ned til fascien, sagde hun. – Følger du med, Karita? Fascien, altså lige over muskulaturen, cirka to centimeter nede i overhuden. Ved brug af diatermi brænder vi vævet og forhindrer ... – Det lugter af brændt kød, sagde Karita Solheim hæst. – Du skal ikke tage dig af lugten. Bare følg med. Blodet sivede fra såret. Sara Zuckerman borede sin højre langefinger ind mellem muskel og fedt for at lave en 14
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
lomme, hvor ICD’en senere skulle anbringes. Med hurtige, præcise bevægelser greb hun derefter en blå kanyle med saltvand. – Først skal vi havde det her ind som en slags kanal til guidewiren. Jeg stikker skråt ind mod jugulum her ... Kanylen gled ind mod toppen af brystbenet. – ... for at ramme vena subclavia. Hvilket jeg ... ikke gjorde. Der var helt stille, mens hun gjorde et nyt forsøg. Det lykkedes heller ikke. Heller ikke tredje gang ramte hun venen, som fører til hjertet. Hendes mund føltes tør, da hun prøvede for fjerde gang. – Fandens! For fanden i helvede! Da Sara Zuckerman forlod sin barndomsby, Tromsø, som attenårig i 1980 for aldrig siden at komme tilbage, tog hun kun to ting med sig: en orange Bergans-rygsæk med stativ, som mormoderen havde givet hende til Bat Mitzva, fuld af bøger og rene trusser. Samt en ufin trang til at bande. I årene, som var gået, alle i USA med mere og mere udfordrende studier, med stipendier, titler, stillinger og prestigefyldte projekter, blev sproget tilsvarende mere dannet. Hun blev hurtigt amerikansk, fik endnu hurtigere succes og tog sjældent et skældsord i sin mund. Ikke før hun pludseligt i 2002 flyttede tilbage til Norge – til chok og skuffelse for det medicinske miljø ved Cleveland Clinic, hvor hun efterhånden var blevet en, man regnede med – ja, mere end det: Sara Zuckerman hørte til de udvalgte, som bestemte, hvem der skulle regnes med – først da opdagede hun, at gammel vane ikke var sådan at komme af med. Dialekten var ganske vist forsvundet på nær en næsten umærkelig syngetone, men hun opdagede, at hun skulle tage sig sammen for ikke at bande. Hun havde ramt arteria subclavia, en af de pulsårer, der var som en biflod til hovedpulsåren ud af hjertet. Knaldrødt blod pumpede rytmisk ud af kanylespidsen. 15
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
– Fandens også! Kompres! Karita Solheim begyndte at svaje, da kanylen blev trukket ud. Anæstesisygeplejerske Frid Moelv rejste sig hurtigere, end nogen ville have tiltroet den effektive, midaldrende kvinde. – Ups, sagde hun og lagde sine buttede arme om turnuskandidaten. – Hun går sgu i gulvet. – Få hende ud! hvæsede Sara Zuckerman, mens hun trykkede sin hånd mod operationsområdet. - Få hende ud herfra, og lad hende aldrig, aldrig komme ind igen! – Det er ikke blodet, mumlede Karita næsten uhørligt bag mundbindet, mens hun blev støttet på vej hen mod døren. – Det er ikke blodet. Jeg kan godt tåle blod. Selvfølgelig. Det er bare ... hjertet. Jeg kan godt tåle blod, jeg tænker bare på ... Det er hjertet, hun står og piller ... – Hold kæft! Se så at få hende ud, for fanden! – Jeg føler mig ikke helt godt tilpas ... Erik Berntsen var askegrå. Sara tog en dyb indånding, kiggede ind over forhænget og fangede hans blik. – Jeg lavede en fejl, Erik. En helt banal fejl. Du hørte jo selv, hvad der foregik. Så du ved også lige så godt som jeg, at det hele er under kontrol. Bare slap af. Prøv, om du kan slappe af. Jeg trykker på operationsområdet i fem-seks minutter, og så går vi videre. Okay? Han fugtede læberne og fremhviskede noget, der lød som et ja. Fem minutters stilhed senere ramte hun venen i første forsøg. Hun førte en lang metaltråd ind i patientens krop gennem den hule kanylespids. – Sig noget, sagde Erik Berntsen hæst. – Tal til mig! – Wiren går fint ind, sagde hun hurtigt. – Røntgenrøret giver mig et flot billede her ... sådan. På monitoren med billedet fra røntgenapparatet, der stod som en tyk halvmåne omkring patientens brystkasse, kunne hun se guidewiren følge venen ind i hjertet, ned i 16
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
højre forkammer, næsten helt ned til højre hjertekammer. Guidewiren havde ingen anden funktion end den, der lå i navnet: at vise vej for senere udstyr. – Giv mig et syv French-skedekateter, sagde hun ud i luften, og Linda Gundersen rakte hende øjeblikkelig det lille plasticrør. – Nu fører jeg skedekateteret over guidewiren, sagde Sara. – Nu skal jeg ... Hun måtte bruge lidt kræfter for at lirke det femten centimeter lange, hule skedekateter ind, da det stødte på huden, der hvor guidewiren nu gik ind i blodåren. Endelig var kateteret på plads som et rør inden i venen, eller snarere to rør inden i hinanden, således at den lille, tragtformede ende lige akkurat var synlig fra ydersiden. Guidewiren havde gjort sit og kunne trækkes ud. – Gør elektroden klar, sagde hun. Linda Gundersen åbnede den sterile pakke og hældte saltvand over den godt halve meter lange ledning, elektroden, som skulle forbinde hjertestarteren med selve hjertet. Dr. Zuckerman trak forsigtigt den indre del af skedekateteret ud af patientens bryst og lukkede øjeblikkeligt derefter hullet med sin tommelfinger, da hun så, at blodet løb frisk og mørkerødt. Rummet føltes varmt. Alt for varmt, tænkte Sara Zuckerman. Hun var for længst holdt op med at holde regnskab med, hvor mange af denne slags operationer hun havde udført. Tanken om, at hun nu havde stukket et plasticrør ind i hovedpulsåren til Erik Berntsens hjerte, gjorde hende alligevel overraskende svimmel og varm. Meget ubehagelig varm, som om den overgangsalder, hun aldrig turde tænke direkte på, pludselig havde besluttet sig for at give hende en påmindelse om, hvor gammel hun i virkeligheden var. Det her skulle hun naturligvis aldrig have sagt ja til. Hendes hænder rystede umærkeligt, da hun tog imod 17
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
elektroden og fjernede tommelfingeren fra hullet. Hurtigt førte hun ledningen ind gennem skedekateteret og ned til højre atrium. Hendes blik var stift rettet mod røntgenapparatets monitor. – Dér, mumlede hun. – Tal til mig, beordrede Erik Berntsen. – Tal, har jeg sagt! – Jeg trækker nu stiletten ud af elektroden, sagde hun hurtigt. Den del af elektroden, som stadig stak ud under venstre kraveben, var blød som spaghetti uden den afstivende metaltråd, stiletten, indeni. Sara Zuckerman bøjede stiletten i en vinkel på fyrre grader, inden hun førte den tilbage gennem hulrummet i elektroden. – Sådan, sagde hun. – Nu skulle det være en smal sag at få ... Hun førte forsigtigt den stive ledning ned i skedekateteret. Krumningen af stiletten var perfekt, således at ledningen i stedet for at fortsætte direkte ned i vena cava inferior bøjede af og gled over tricuspidalklappen. Smal sag, tænkte Sara. Det her bør være en smal sag. – Er her ikke usædvanlig varmt? mumlede hun. Nu var elektroden kommet vel igennem hjerteklappen og på plads. – Perfekt. Giv mig skruetvingen. Linda Gundersen rakte hende det redskab, som mere lignede en lillebitte nøddeknækker end en skruetvinge. Sara anbragte den på enden af elektroden, som nu kun stak firefem centimeter ud af såret under kravebenet. Med venstre hånds fingre holdt hun elektroden i et pincetgreb, mens den højre pegefinger drejede skruetvingen tolv gange om sin egen akse. I den anden ende af elektroden, allernederst i Erik Berntsens højre hjertehalvdel, viste nærbilledet på monitoren, at elektrodeskruen tilsyneladende havde sat sig fast i hjertemusklen. Sara koblede en anden ledning til elektroden og gav den løse ende til Sivert Sand. Inden hun koblede ICD’en til, måtte hun være sikker på, at alt fungerede. 18
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
– Test signalstyrken, sagde Sara skarpt. – Fire millivolt, svarede han og rystede på hovedet. Det var for svagt. Signalstyrken fra hjertemuskulaturen skulle være på mindst fem millivolt for at ICD’en skulle kunne fungere tilfredsstillende. Det var netop den elektriske kommunikation mellem organisme og teknik, som skulle give Erik Berntsen de livreddende stød fra de små, men kraftige batterier i ICD’en, hvis det halvfjerds år gamle hjerte igen skulle begynde at volde problemer. Hurtigt skruede hun elektroden løs fra hjertevæggen. Flyttede endestykket et par millimeter og skruede den på igen. – Tre millivolt, sagde Sivert Sand tonløst. – Fandens, hviskede Sara Zuckerman og løsnede endnu en gang elektroden. Ved tredje forsøg smilede Sivert Sand: – Elleve millivolt! En hjertestarter har i princippet to opgaver. For det første skal den opfange de naturlige elektriske signaler i hjertet. Og derfor skal spændingen var kraftig nok til at kunne aflæses. Dernæst skal ICD’en tolke disse signaler sådan, at den, hvis der skulle opstå en truende hjerterytmeforstyrrelse, kan give et fuldstændig tilsvarende stød for at genoprette den normale, livgivende rytme. Desuden skal man sikre sig, at elektroden kan stimulere hjertet, i tilfælde af at dets egen rytme forstyrres, ligesom en pacemaker. Som en test bliver der derfor sendt en lille spænding igennem elektroden for at finde ud af, om hjertet responderer på ICD’ens kommando. – Jeg har det ikke rigtig godt, mumlede Erik Berntsen. – Det her går helt fint, smilede Sara Zuckerman. – Nu mangler vi bare en lille smule efterarbejde, og så er du fit for fight igen. – Blodtrykket lidt lavt, sagde Frid Moelv roligt. – Lettere forhøjet frekvens. – Okay, mumlede dr. Zuckerman. – Sig til, hvis forandringen fortsætter. 19
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Den åbnede pakke med ICD’en lå parat. Dr. Zuckerman fastgjorde en muffe til operationssåret med to sting, for at elektroden skulle ligge stabilt. På monitoren kunne hun se, at ledningen lå i en udmærket position, og med rutinerede bevægelser koblede hun den til hjertestarteren. Anæstesilæge Eivind Storelv kom ind på operationsstuen. Han skulle lægge patienten i kortvarig narkose for at teste ICD’ens chokfunktion. Dr. Zuckerman var ved at lukke såret. – Jeg har ondt i brystet, hvæsede Erik Berntsen. – Generet ... af ... dyspnø. Det latinske ord for kortåndethed blev stønnet frem, næsten uhørligt. – Pneumothorax? spurgte Eivind Storelv. Dr. Zuckerman rystede på hovedet. Hun havde ingen grund til at tro, at lungen var punkteret. – Jeg er klar, sagde Sivert Sand. – Halvfems over halvfjerds, sagde Frida Moelv, stemmen havde en skarp snert af bekymring, da hun konstaterede, at blodtrykket blev ved med at falde. Sara Zuckerman kastede et kort blik på røntgenmonitoren. Hjerteskyggen, det diffuse billede af hjertet ved røntgengennemlysning, bevægede sig mindre end for bare et par minutter siden. – Fandens! Nu råbte Sara Zuckerman: – Tamponade! Der måtte være gået hul på hjertevæggen. Blod havde langsomt fyldt hjertesækken, bindevævet som omsluttede hjertet. Sara vidste med en uforklarlig vished, at det måtte være sket under et af de foregående forsøg på at få elektroden til at sidde fast. Som den sad nu, vidste hun uden skyggen af tvivl, at fæstet var korrekt. Indgreb som dette her havde hun foretaget flere gange, end hun orkede at tænke på, og alle hendes instinkter sagde: Lad elektroden sidde! Undlad at røre ved elektroden! Tre gange tidligere, kun tre 20
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
forfærdelige gange tidligere havde hun stukket hul på en patients hjerte. Tre gange ud af de hundredvis, måske mere end tusind gange, hun havde skåret patienter op, ført en guidewire ind i dem, skruet elektroder ind i hjertevæggen med millimeternøjagtig præcision; kun skide tre gange var patientens hjerte punkteret. Uden fatale konsekvenser. Hun havde aldrig mistet en patient på operationsbordet. Ikke en eneste gang. Otteogfyrre år var hun, Sara Zuckerman, og ikke en eneste patient var død mellem hænderne på hende. De døde muligvis bagefter, mange stod ikke til at redde. De var syge, disse hjerter hun reparerede, nogle så ødelagte, at ingen ville kunne hjælpe deres ejere, ikke engang den berømte Sara Zuckerman. Men de døde ikke dér, patienterne, ikke dér, på lejet, hvor ansvaret var hendes. I et glimt så hun angsten i dr. Storelvs øjne. Sygeplejerskernes uro var også tydelig: en unødvendig bevægelse her, en hånd over et mundbind der. – Skal vi ringe efter endnu en anæstesilæge? En interventionel radiolog? Det var anden gang, Frid Moelv spurgte. – Nej. Nej! Sara kunne næsten ikke kende sin egen stemme. Erik Berntsen var hendes patient. Hendes ansvar. Hun var MD ph.d. professor Sara Zuckerman, Mirowskiprisvinder år 2001, tidligere direktør ved Heart and Vascular Institute ved Cleveland Clinic i Cleveland, Ohio, nu afdelingsoverlæge og professor ved et moderne og omkostningskrævende sygehus i det lille, stinkende rige Norge. Hun skulle rydde op i sit eget rod. Uden at have spurgt fik hun stukket en kanyle i højre hånd. – Et ekkoapparat? spurgte dr. Elvheim forsigtigt. – Så vi kan verificere, at det drejer sig om en tamponade? 21
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Som om de havde tid til den slags, tænkte Sara. Typisk norsk: Kontrol. Tjek. Dobbelttjek. Imens døde patienterne. – Firs systolisk, sagde Frid Moelv. – Og trykket bliver ved med at falde. Erik Berntsen var bevidstløs. Sara greb om den grove kanyle, en tom, stor sprøjte, og stak den skråt opad under brystbenet. Bestemt, sikkert og brutalt. Mørkt, rødt blod løb kraftigt retur. Berntsen gryntede. Som en gris. Han gryntede som en gris, han var tilbage. – Hundrede systolisk, udbrød Frid Moelv uden at skjule sin begejstring, sin glæde over at alt nu gik bedre, det gik opad, bogstaveligt talt, blodtrykket steg. – Hundred og ti over firs, næsten råbte hun, og Sara smilede. – Zorro blev far forleden dag, snøvlede Erik Berntsen. – Til otte dejlige schnauzerhvalpe. Sara Zuckerman svarede ikke. Hun lagde et kateter ind i den kanyle, hun for et øjeblik siden havde jammet ind i patientens hjertesæk. Blodet løb langsomt, mørkt og rødt. – Tamponaden lukker sig selv på grund af trykket, sagde hun og rettede ryggen. – ICD’en tager du dig af, Sivert. Foretag en standard takyprogrammering med en VF-varsling over 220 og en VT-varsling over 180, når patienten er blevet kørt over på intensiv. Lige med det samme, hvis du vil være så venlig. Jeg tjekker selv senere. Eivind, denne gang springer vi defibrilleringstesten over. Tamponaden gjorde det for risikabelt at teste ICD’en gennemgribende. At påføre Erik Berntsen ventrikelflimmer i hans tilstand var næppe tilrådeligt. – Tak for hjælpen, alle sammen. På vej ud af operationsstuen krængede hun handskerne og kitlen af. Da hun tog røntgenforklædet af bly af, opdagede hun, hvor gennemblødt hun var. En klæbrig kulde 22
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
lagde sig over hendes brystkasse, og hun gispede. – Den turnuskandidat må aldrig nogen sinde komme ind på min operationsstue igen, sagde hun ud i luften, idet hun sparkede svingdøren op. – Og står det til mig, må hun heller aldrig vise sig på nogen andens. Da døren svingede i bag hende, kom hun i tanker om, at hun ikke havde sagt et eneste ord til patienten, efter at hun havde bragt ham tilbage til livet. Det betød ikke noget; hun havde alligevel ikke noget at sige.
Klokken 2.48 a.m. Upper East Side, Manhattan, NYC, USA Rebecca havde for længst opgivet at falde i søvn. Med mellemrum døsede hun selvfølgelig lidt hen, som regel når det ondskabsfulde morgenlys krøb ind gennem de høje vinduer og afslørede, hvor snavset der var alle vegne. Så lukkede hun øjnene for at lukke sit forfaldne interiør ude for derefter at vågne med et sæt i stolen og bemærke, at viserne på væguret havde flyttet sig en time eller to, uden at hun kunne gøre rede for den mellemliggende tid. Hun drømte aldrig noget i disse bevidstløse stunder. Gardinerne, som var klistrede af nikotin og støv, ville ikke lystre hende, når hun somme tider forsøgte at holde dagen ude ved at hægte de tykke, flettede reb af messingkrogene og trække for. Men måske var det snarere hendes kræfter, der svigtede, tænkte hun indimellem, selv om hun prøvede at overse de gigthærgede hænder med stive, krogede fingre, som holdt hende vågen de få gange, hun fandt det umagen værd at gå i seng. Armene var så tynde, at de fik hænderne til at se ud som ørnekløer. En sjælden gang, når dunsten af gammel kvindekrop blev alt for modbydelig, gik hun i bad. Hun ventede altid med at klæde sig af, til hun møjsommeligt havde dækket spejlet til med et badehåndklæde. Hendes ansigt bar stadig enkelte spor af den, 23
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
hun engang havde været, og en sjælden gang, måske når hendes søn var på vej, gad hun påtage sig besværet med at sminke sig. Men kroppen var ikke længere hendes. Hun dækkede spejlet til og tog bad i blinde. Lejlighedens beliggenhed og størrelse, de høje vinduer, de engang så kostbare møbler og kunsten på væggene kunne fortælle om en helt anden tid, hvis nogen havde taget sig tid til at lytte. Eftersom ingen nogen sinde kom på besøg, bortset fra sønnen et par gange om året og buddet fra Samson’s Fast Food & Liquor, som for øvrigt aldrig fik lov til at komme længere ind end til entreen, var den engang så storslåede bolig på 32. etage ikke andet end en stum skal omkring den 64 år gamle kvinde, som sjoskede rundt i sine plettede tøfler og lignede en olding. Denne nat var værre end sædvanligt. Rebecca stirrede på flasken med Absolut Vodka og kunne ikke rigtig forstå, at der var så lidt tilbage i den. Hun tømte resigneret resten op i det høje glas, blæste på at fortynde den op, og drak. Som regel bællede hun langt billigere, amerikansk og smagløs vodka. Denne flaske med skandinavisk sprut var med solbærsmag og en gave fra det eneste menneske, hun stadig havde, en gave som havde forbavset hende, fordi han hadede, at hun drak. Hun havde gemt den i det enorme chatol i den største stue i håb om, at hun ville glemme den. Der, hvor hun nu sad, halvvejs lå, i en ramponeret øreklapstol med en antimakassar så fuld af fedt, at den klistrede til hovedet, kunne hun ikke huske, hvorfor hun havde forbrudt sig imod sit selvpålagte løfte. En natsort majregn tegnede striber på vinduesruderne. De funklede af storbyens lysreflekser. Hun vidste, at det, når regnen på et tidspunkt holdt op, ville blive endnu mere vanskeligt at skimte detaljerne i den pragtfulde udsigt, som hun engang i fortiden havde frydet sig over. Det skiftevise regn og skidt, regn og bystøv, regn og forurening, som solen indimellem bagte til en hård skorpe på ruderne, havde i 24
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
årenes løb omskabt vinduerne til troldspejle. Hun kunne selvfølgelig stadig skimte byen derude, den gigantiske by, som hun engang havde hørt hjemme i, men når hun nu en sjælden gang stod ved de genstridige gardiner, var det først og fremmest det groteske spejlbillede af sig selv, hun så. Til trods for, at Rebecca stadig magtede at holde lejligheden ryddelig, bortset fra de overfyldte askebægre i køkkenet, i soveværelset og de to, som stod i den mindste stue og nu truede med at flyde over med skodder, gjorde stivheden og smerterne det umuligt at gennemføre en egentlig rengøring. Hushjælpen var for længst blevet sagt op. Hænderne rystede, da Rebecca tændte en cigaret. De skælvede ikke; de rystede og dansede og fumlede, som om hun sloges med en langt fremskreden Parkinson. For så vidt kunne hun også sagtens havde pådraget sig den sygdom; det var over tre år siden, hun sidst havde opsøgt en læge. Før i tiden stillede hun sine egne, præcise diagnoser. Sine egne såvel som andres, hun var en diagnostiker af rang og rygte. Nu gættede hun bare ubestemt på underernæring og skrumpelever oven i den uomtvistelige leddegigt. Og det var sikkert også nok så præcist, tænkte hun og fulgte røgringene med øjnene, mens de steg op mod loftet og opløstes i et gråhvidt intet. Fjernsynsapparatet flimrede lydløst på den modsatte væg. Sønnen havde haft det med, sidste gang han kom. En 42tommer stor HD-fladskærm. Han var så betænksom, Orty, og den eneste, som fik hende fra at drikke så meget, så hurtigt og så uophørligt, at hun ville dø af det. Trods sin alkoholiserede hjerne kunne hun stadig beregne, hvor meget der skulle til. Hun lod være, fordi hun havde ham, den dejlige dreng, den gode søn, som boede så langt væk, men som ringede hver uge, altid på samme tidspunkt, det eneste lyspunkt som var tilbage i Rebeccas tilværelse. Han havde haft et stort fjernsyn med, og det var kærligt ment. 25
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Hun kunne bare ikke begribe, hvad hun skulle med det. Selv om apparatet aldrig blev slukket, spillede billedkvaliteten ikke nogen stor rolle. Rebecca fulgte ikke med. Hun læste som regel, hun greb en bog på må og få i de tætpakkede reoler og lod øjnene løbe over siderne for at få tiden til at gå. Fjernsynet stod der bare, tændt og som regel lydløst, og mindede hende om alt det, som ikke længere var hendes. Livet, for eksempel.
Klokken 09.53 Grini Universitetssygehus, Bærum Mens Lars Kvamme bevægede sig i siksak til fods mellem bilerne på den overfyldte parkeringsplads uden for GRUS, spekulerede han ikke over det exceptionelle vejr. Solen stod allerede højt på himlen, som var mere blå, klar og varm end på en god dag i juli. Det var, som om den strenge og uendelige vinter havde udstedt et gældsbrev til øjeblikkelig indfrielse: Her skal det blive sommer i en fart. Overlæge Lars Kvamme så ikke engang op. Han prøvede at sluge et opstød. Sulten gnavede under den sure smag, og han ville lige stikke op i kantinen, inden han begyndte på arbejdsdagen. Han kastede et blik på sit armbåndsur og bandede lavt, idet han nærmede sig de automatiske, gigantiske sygehusdøre i sandblæst glas. Han var næsten halvanden time forsinket. Hans kones firsårige tante fra Lillehammer havde været på besøg i weekenden og skulle egentlig have været sendt retur allerede søndag. Hun havde imidlertid pådraget sig en ubetydelig forkølelse, hvilket hans kone pustede op til en truende lungebetændelse. De to kvinder var blevet enige om, at hun skulle blive, til hun fik det bedre. Ingen havde spurgt ham, hvad han mente. Da Lars Kvamme endelig kunne sætte sin kones tante på toget i 26
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
morges, havde det været meget forsinket. Han var gået glip af morgenmødet. Da han kom ind i den enorme foyer med kiosk, café, blomsterbutik og en velassorteret boghandel ved siden af biblioteket, hidsede han sig endnu mere op. Både over at indgangspartiet til det nye sygehus mest af alt mindede om et butikscenter, hvilket irriterede ham hver eneste dag, og ved tanken om morgenmødet dagen før. Det havde drejet sig om en bagatel: en pensionist som døde. Det var selvfølgelig trist for de pårørende, men man kunne virkelig ikke kalde det dybt tragisk. Manden var højt oppe i halvfjerdserne og var blevet indlagt med akut dekompenseret hjertesvigt. Det var naturligvis ikke sådan, at Lars Kvamme ikke blev berørt af det; de mere ubehagelige sider ved lægegerningen var definitivt mødet med sørgende pårørende, hver gang naturen ikke lod sig overvinde af moderne medicin. Lars Kvamme stirrede ned i gulvet, mens han marcherede hen imod den lyse kantine for de ansatte, lukket for patienter og besøgende, på mezzaninen mod vest. Gennem glastaget, som beskrev en stor bue op imod den kirurgiske fløj, vældede sollyset ind og gjorde det vanskeligt at se. Sara Zuckerman skulle ikke bryde sig om at blande sig i behandlingen af hans patienter. Og hvis hun nu skulle føle trang til at trække det kort, at hun strengt taget var hans overordnede, burde hun havde taget en samtale på tomandshånd med ham. At han ikke skulle have fulgt op på patienten på den korrekte måde, og at det derfor implicit var hans skyld, at manden døde, kunne han normalt have protesteret imod. I stedet havde han siddet der som en idiot, let rødmende, en mand på femoghalvtreds år, hjertespecialist og med tredive års praksis bag sig; han havde rødmet og været ude af stand til at forsvare sig. Sådan havde det været, siden hun var kommet. Arrogant. Besserwisser. Og som ind i bare helvede amerikansk, selv om nogle påstod, at hun var fra Tromsø. 27
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Ved stambordet sad tre af hans kolleger fra afdelingen. De lo højt af noget, den ene sagde, men da de fik øje på ham, stoppede latteren så brat, at han standsede. Og igen mærkede han varmen brede sig i kroppen. Han fremtvang et smil, som ikke blev besvaret, og løftede slapt hånden. Ingen gjorde mine til at bede ham om at slå sig ned. Sollyset var så intenst, at han dårlig nok kunne se deres ansigter. De var kun mørke silhuetter, karakterløse, fjendtlige skikkelser, som langtfra havde hans position og erfaring, men som alligevel sad der som tre levende påmindelser om, hvordan han var blevet forbigået af Sara Zuckerman, da chefstillingen ved det nye GRUS skulle besættes og professoraterne tildeles. Satans ... satans ... satans jødefisse, tænkte han, snurrede om på hælen og gik sulten i retning af sit eget kontor.
Klokken 20.15 Markveien, Grünerløkka, Oslo – Hold da op for et sted! Jeg anede ikke, der fandtes så store lejligheder her på Løkka! Senioringeniør i Mercury Medical, Sverre Bakken, smilede nervøst, da han fik et glas i hånden, og så sig om efter et sted at sætte sig. Der var masser af muligheder. Lige inden for de store glasdøre ud mod terrassen stod en lav sofagruppe i læder. Foran pejsen, midt i rummet, stod to dybe lænestole med fodskamler foran. På spisebordet, som bandt det åbne køkken sammen med den store stue, var der dækket op til tre, hvilket forvirrede ham. Han havde taget det for givet, at de kun skulle være de to. I hvert fald antog han, at tiden ikke var inde til at sætte sig dér endnu. – Skål! sagde Morten Mundal og hævede glasset. – Vi sætter os ud på terrassen. Det her vejr er da helt sindssygt, hvad? 28
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 29 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Han tog en fjernbetjening, og sekundet efter gled glasdørene op med en lav, summende lyd. Bakken smilede en smule anstrengt. – Helt ærligt! Hvad er det her for en lejlighed? – Jeg købte den ene af to lejligheder her for mange år siden, svarede Morten Mundal. – For fem øre og en gråpære. Shinede den op og har så bare boet her lige siden. Han gik foran ud på tagterrassen og pegede mod et par havestole med et glasbord imellem. Solen var endnu ikke kommet frem bag tagene mod vest, men lyst var så skarpt, at Sverre fiskede sine solbriller op af brystlommen og tog dem på. – Så kom finanskrisen, sagde Morten Mundal. – Efteråret 2008 ramlede boligmarkedet i afgrunden med et ordentligt smæld, som du husker. Nøjagtig på det tidspunkt fandt mine naboer ud af, at de ikke kunne tåle hinanden, på trods af at de var gift og havde en unge på fire år. De skulle sælge. Jeg købte deres part for en billig penge, og siden da er tiden gået først med at slås med kommunen om ret til at slå de to lejligheder sammen, så med håndværkerne om, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre. Jeg vandt begge kampe, for nu at sige det på den måde. Han smilede bredt og satte sig ned, mens han slog ud med en opfordrende gestus mod den anden stol. – Mercury hytter sine, sagde han og hævede glasset endnu en gang. Sverre Bakken svarede ikke. Han drak af sit glas og prøvede at lave et overslag over, hvor meget sådan en lejlighed var værd. Han havde aldrig nogen sinde før været inde i en så stor og i den grad fancy lejlighed midt i det hippeste og mest ungdommelige kvarter i byen. Da Morten inviterede ham til middag og gav ham adressen, havde Sverre tænkt, at det var underligt, at Nordeuropa-chefen i Mercury Medical boede på Grünerløkka. Sidste år havde han tjekket chefens indtægt, da årsopgørelserne blev lagt ud på nettet: Morten hev mere end tre millioner ind om året. Han hørte 29
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 30 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
hjemme et sted, hvor der var elevator og garageanlæg i kælderen. Men her og nu med et godt glas i hånden og aftensolen i ansigtet på en ugenert og rummelig tagterrasse, kunne han meget bedre få regnestykket til at gå op. – Kursen gik op med 0,8 procent i dag, sagde han og missede op mod himlen, selv om han havde solbriller på. – Mercurys kurs går altid op, svarede Morten. – Det er derfor, det her ikke kan slå fejl! De hævede glassene og skålede stille. Sverre Bakken følte sig stadig en smule utilpas i Morten Mundals selskab. Da han første gang blev spurgt, om de skulle „kvæle en bajer“, som Morten havde udtrykt det en fredag eftermiddag sidst på vinteren, kunne han ikke fatte, hvorfor den øverste chef for Nordeuropa-afdelingen kunne have fornøjelse af at mænge sig med en programmør som ham. Han havde selvfølgelig sagt ja tak, alt andet ville have været uhøfligt og dermed ikke specielt klogt. Et stykke inde i den anden øl havde han slået den tanke ud af hovedet, at det hele drejede sig om at score ham. Sverres tvillingebror var bøsse, og hans antennesystem for den slags var tæt på hundred procent pålideligt. – Apropos optimisme, sagde Morten og satte glasset forsigtigt fra sig på det lille bord. – Har Ingunn givet sig i spørgsmålet om børnene? Sverre Bakken svarede ikke. Han ville ikke tale om sin skilsmisse og tømte champagneglasset i én, lang slurk. – Egentlig ikke, sagde han kort. – Men jeg orker ikke at snakke om det. Alkoholen ramte ham uventet hurtigt og hårdt. Et enkelt glas plejede han ellers knap nok at mærke. Alligevel protesterede han ikke, da Morten tog flasken op af en køler på gulvet og fyldte glasset igen. – Det bliver alt sammen bedre, sagde Morten roligt. – Prøv lige at se på det her, du. 30
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 31 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Han trak et stykke sammenfoldet papir op af brystlommen og rakte det til Sverre, som tog imod det, foldede det ud og lagde det på sit lår. – Jeg er ingeniør, sagde han. – Ikke børsmægler. Hvad betyder det her? Morten smilede og lænede sig helt tilbage i stolen. Han vendte ansigtet op mod solen og lukkede øjnene. – Det er ni år siden, Mercury blev grundlagt, sagde han stille. – Sådan cirka 3.200 dage. Det, du sidder med dér, er en oversigt over de dage, aktiekursen har været væsentligt lavere, når Børsen lukkede, end da den åbnede. 350 dage, Sverre! Han satte sig pludseligt op og bøjede sig ind over glasbordet. – 350 dage ud af 3.200! Det er kun lidt over ti procent! – Minus de dage, Børsen er lukket. – Ja, ja, ja ... Morten viftede afværgende med hænderne. – Uanset hvad, så er det helt fabelagtige tal! Mercury Medical er ikke bare et af verdens største selskaber, Sverre. Det er desuden bundsolidt! Der findes næppe andre, som har klaret sig så godt igennem de svingende konjunkturer, finanskrisen ... you name it! Man kan simpelthen ikke tabe penge på Mercury. Alle tror, at det her vil fortsætte! Han slog begejstret ud med hænderne. Fingerspidserne ramte glasset, som fløj over mod væggen og knustes. – Ja, det siger du nok, sagde Sverre uden at lade sig mærke med episoden. – Jeg håber, du har ret. Jeg håber inderligt, du har ret. Og med et strejf af mismod og dyb fortrydelse over, at han var gået med til det hele, tømte han glasset for anden gang.
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 32 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Mandag 4. marts 2002 Klokken 7.37 a.m. Mercury Medicals hovedkontor, Manhattan, NYC Sikkerhedsvagtens hånd på David Crows skulder havde en helt særegen tyngde. Det her var ikke noget venskabeligt klap på skulderen, en genkendelsens gestus eller simpelthen bare en hilsen. Grebet var egentlig ikke hårdt, men meget bestemt. Det var en ordre om at stå stille, udstedt med en autoritet, som fik David Crow til at bøje nakken. Han vidste ikke, hvem af de normalt så kammeratlige mænd i mørkeblå uniformer, som stod bag ham. At han overhovedet forstod, at det var en af dem, tilskrev han netop vægten på skulderen. Trykket fra den store næve gav ham en næsten uimodståelig trang til at løbe. Han var blevet taget, forstod han, og indså med det samme, at det var luderen Holly, som havde sladret. Det meste af det, hun påstod, kunne han bare benægte. Så ville det være påstand mod påstand, og han var vigtigere for Mercury Medical, end hun var. Det var værre med kokainen.
32
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 33 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
Det var noget rigtig lort med kokainen, for han havde to advarsler i forvejen. Som han stod dér, foran sikkerhedsslusen i vestibulen i den smalle skyskraber, hvor Mercury Medical holdt til, forsvandt alle lyde. Ingen kom, og ingen gik, sådan føltes det i hvert fald. Han var helt alene med en tung hånd på sin skulder, og nu var alting slut. Fuldstændig ligesom den dag han fyldte elleve år. Han havde aldrig lyst til at tænke på den dag, han fyldte elleve. Han gjorde det sjældent, der fandtes som regel en måde at løbe fra minder på, men som han stod der med en dræbende hånd på skulderen, var det elleveårsdagen, som masede sig på. Faderen havde arrangeret den første fest, drengen havde haft i mange år. Genert, men stolt havde David delt invitationer ud. Femten drenge havde fået et kort med Batman på forsiden og en tekst med tid, sted og anledning sirligt skrevet på bagsiden. Der kom kun fire af børnene. Fire var meget lidt ud af femten, men fire venner var alligevel meget mere end ingen, og faderen gjorde gode miner til slet spil. Hans far havde købt en kage, en rigtig kage med en glasur så kridhvid, at man næsten skulle have solbriller på for at se på den. Huset var rent. Der var lys i kagen. Oven over køkkendøren hang et banner, hvor der stod TIL LYKKE med glitrende papirbogstaver. David var glad og spændt og åbnede sine gaver så langsomt, at de andre blev utålmodige og begyndte at kaste med papirkugler. Hans mor havde lovet at blive i sengen. David havde været helt tryg ved tanken om, at hun ikke ville være i stand til at komme ned, hvor megen lyst hun end måtte have. Hun skulle endda have hjælp for at komme på potten, og den stod oven i købet i soveværelset. Så selvfølgelig ville hun ikke komme ned. Men hun kom. Hun faldt. I det øjeblik lysene på kagen skulle pustes ud, fik en rumlende, tordnende lyd David til at rette sig op igen. Han havde lige taget en dyb indånding og bøjet sig ned over de elleve, blafrende
33
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 34 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
lys og skulle til at puste kraftigt ud for at slukke dem alle sammen på én gang, så han fik lov til at ønske noget rigtig stort. Bulderet ude fra trappen fik dem alle sammen til at se op. Hans mor faldt. Hvad hun vejede, var der ikke længere nogen, der vidste. Hans far gættede på næsten 250 kilo. Der var ikke nogen vægt i huset, som gik så højt op, og det var også fuldstændig ligegyldigt. Hans mor var faldet ned ad alle trapperne, en dejklump af et menneskeligt monster, som ikke engang gelænderet evnede at stoppe, når det først havde fået fart på. Nu lå hun neden for trappen, på gulvet i stueetagen, i den lille stue, med det ene, kolossale lår i en mærkelig vinkel under sig og ansigtet stirrende blindt op i loftet. Drengene lo. Først et lille forsigtigt fnis. Et forbudt fnis, som hurtigt blev til flere. Latter. Skærende drengelatter, anstrengt og skrækslagen, mens David og hans far løb hen til moderen. Hun lå stille. Et bjerg af flæsk. Håret så ud, som om det var malet på issen med grumsede fedtfarver. Brysterne, de kolossale bryster, væltede ud til hver side og lå som bløde badebolde over armene. Som hun lå dér, på ryggen med det ene ben under sig, så hun amputeret ud. Som om lægen havde fået ret i, at arme og ben efterhånden ville dø fra hende. Kun moderens ansigt var kønt. Selv nu, med halvåben mund, der stadig savlede. Hun var så fin i det lille ansigt, det lille bitte ansigt med de fine træk, som David af og til kunne fordybe sig i om natten, når han ikke kunne sove og sad med et billede i hænderne, fra dengang hans mor var sytten år og bare lidt kraftig. Ansigtet var alt for lille til den enorme krop. Ansigtet og kroppen, det første smukt, det andet modbydeligt. De hørte ikke sammen, moderens krop og ansigt. Det var ansigtet, hun virkelig eksisterede i, i den lige næse, som pegede en anelse opad, og som David havde arvet, og i de mandelformede, mørke øjne, som sloges med valke af tredobbelte øjenlåg for at kunne vise sig frem i al deres paradoksale skønhed. Hans mor eksisterede i de
34
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 35 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
bløde, rosafarvede læber, som hver aften kyssede ham på kinden, når han kom ind på værelset med den stålforstærkede seng, inden han traskede hen på sit eget værelse og gik i seng. Faderen græd og tog David om skuldrene. Moderen stirrede tomt op i loftet. Faderen hulkede højt og var ved at knuse Davids skulder. Drengene lo. Moderen stirrede og stirrede, og endelig begyndte David at løbe. Han løb så langt den aften, at politiet først fandt ham tre dage senere. Sikkerhedsvagten sagde et eller andet. David kunne ikke høre det. Han hørte det virkelig ikke. Det eneste, han mærkede, var tyngden i grebet på hans skulder og en pludselig vished om, hvad der skulle ske. Denne gang kunne han ikke løbe. Han rettede sig op, trak sig fri af vagtens greb og vendte sig om imod ham. – Charlie, sagde David Crow genkendende og smilede skævt. – Skal du anholde mig nu? Og jeg som troede, det ville blive en helt normal dag på arbejdet! Han rakte villigt sine hænder frem med samlede håndled og let knyttede hænder. Da Charlie uden at lade sig påvirke af sarkasmen igen greb fat i ham, denne gang om den magre overarm, trak David blot på skuldrene. Sammen gik de hen mod sikkerhedsvagternes kontorer længst inde bag de fire elevatorstole. Store og kraftige Charlie et halvt skridt bag David, mens han skubbede den spinkle 23-årige med det flakkende blik foran sig. Et kort øjeblik havde David ladet sig vippe af pinden, da han mærkede Charlies hånd på skulderen. Han var blevet bange. Rædselsslagen, måtte han indrømme, og med en lammende, pludselig vished om, at alt var forbi. Ligesom da moderen faldt ned ad trappen på hans elleveårs fødselsdag, og drengenes latter ikke forsvandt, før han løb fra dem. Så blev han sig selv igen. Da han ud af øjenkrogen så Peter Adams nærme sig med et
35
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 36 SESS: 34 OUTPUT: Tue Sep 13 11:10:22 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1574_Flimmer_135x215_Palatino/Materie
udtryk i ansigtet af skuffelse og opgivende kulde, smilede David skævt en gang til. – As if, mumlede han og begyndte at brygge en historie sammen, som endnu en gang skulle få ham ud af kniben. David William Crow jr. var nemlig det unge geni, Mercury Medical ikke kunne klare sig uden.