Gamle København by SAXO.com

k k

Jørgen larsen

k k

GAMLE k

KØBENHAVN flere historier og fotos fra en svunden tid

k k

kgyldendal k

k k k

INDHOLD Hovedstad i spændetrøje Hvor byen morer sig

På Trianglen gik traikken i stå

Penge talte man virkelig ikke om

Fra promenade til motorgade

Nyboder – en by i byen

En lykkelig teater-beslutning

Betaling for kørsel på Strandvejen

Aborreparken – fra sø til skinner Tårnhøj forventning

Kirken 145 år forsinket

Fra vingård til stormagasin

Alle kom i Bakkehuset

Det var på Frederiksberg

En lukket by i byen

Storbyens små jomfrubure

Et hospital uden stank

Sunde boliger for småkårsfolk Folkestyrets ruin

Fiskerlejet ved stranden Blegemændenes land

En bydel kommer op af vandet Saneret ud af bybilledet 40

Studenterliv med armod og oprør De farlige danseboder

Den Ny Kongevej

Lediggang er roden til alt ondt

Blandt rebslagere og skydebrødre En oase i byen

Botanisk Have i Nyhavn

Københavns nye havn Vejen til Amager

Smugkroen ved Damhussøen

Magtens storslåede centrum Hver tid sin bro

Kirkegårde overalt i byen Fra operahus til domhus

74 76

Kuglen er faldet, klokken er et

Byens nye nødtørftsanstalter Gadenavne som forsvandt Byens fornemste hotel

En Holberg-kulisse

København skal forsvares Guldhus og Grødslot

86 88

Museet i Prinsens Palæ 92

Københavns (spilde)vandforsyning København – nordens Paris

Byen brænder

132

Katastrofen der ikke kunne ske

100

Kampen om Frihedsstøtten

Da cirkus kom til byen

104

Vægteren og de lette piger

106

138

140

Da København blev verdensby Hellig-Hansens stukteater

Det kongelige jagtslot i Dyrehaven

110

Amager var ikke for de sarte

112

Folkets teater i Nørregade

136

Den fornemme skole på Østergade

108

Herrer vi ere i åndernes rige

134

Kød og læsk på kirkens grund

102

114 116

150

126

130

Da København blev moderne

Det store hundeslagsmål

Kongens private teater

124

128

Carstensens gamle Tivoli

Byens korteste gade

122

Søheltens palæ på Kongens Nytorv

Da Hollywood lå i Valby

118

120

Gas til storbyens gadelygter

Værftet blev herskabskvarter

Lysthuset i haven

Husvildeboliger for kongehuset

Hestesporvogn til tiden Det lugtede af penge

144

146 148

142

HOVEDSTAD I SPÆNDETRØJE

Vesterport i 1857 umiddelbart før den bleV reVet ned. den stod omtrent midt på rådhuspladsen, og det er udmundingen af frederiksberggade – strøget – man kan ane i baggrunden.

Midt på Rådhuspladsen en snes skridt fra Dragespring-

langs den nuværende Vestervoldgade har rejst sig en fem-ti

vandet er der rejst en næsten to meter høj granitsten. Det er

meter høj jordvold, som i den ene ende mundede ud i strand-

der ikke mange, som bemærker, når de i den daglige travlhed

området, hvor Den Sorte Diamant nu ligger, og i den anden

iler forbi. Man kunne kalde den 0-kilometerstenen, for en in-

strakte sig op til knækket ved den nuværende Nørrevold-

skription fortæller, at det var herfra, man opmålte vejafstan-

gade. På den anden side af volden var der gravet en bred

dene mellem hovedstaden og de store sjællandske provins-

vandfyldt kanal, som gjorde det praktisk talt umuligt for an-

byer.

gribende soldater at komme ind i byen uden at blive beskudt På stenen kan man imidlertid også læse, at det var på

fra de bastioner, der var placeret på strategisk udvalgte punk-

dette sted, Vesterport havde sin placering, før den blev revet

ter. Netop hvor H.C. Andersens Boulevard i dag strækker sig

ned i 1857. Det kræver naturligvis en vis portion historisk vi-

som en af byens hovedfærdselsårer, lå der i århundreder en

den, men det kræver først og fremmest fantasi, hvis man vil

voldgrav, som kun kunne passeres i umiddelbar nærhed af

danne sig et indtryk af, hvordan København i langt størstede-

byporten.

len af byens mere end 800 år lange historie har været klemt inde bag snærende volde på alle sider.

Søen i Tivoli er de sidste rester af stadsgraven på denne strækning, ligesom søen i Ørstedsparken er det langs Nørre-

Helt tilbage fra byens grundlæggelse i ellevehundred-

vold. Al traik til og fra byen måtte nødvendigvis gå gennem

tallet har den været en fæstning beskyttet bag et skiftende

en af byens porte. Den mest befærdede var Vesterport. Det

system af palisader, ringmure, jordvolde og vandfyldte gra-

var den, bønderne fra Frederiksberg, Valby, Hvidovre og

ve. Der er ganske vist ikke mange synlige tegn tilbage fra de

Rødovre måtte igennem, når de skulle ind til byen for at af-

tidligste forsvarsværker, selv om man tydeligt endnu kan se

sætte deres produkter.

ruinerne af en del af bymuren fra den sene middelalder ved Jarmers Plads.

Først midt i attenhundredtallet brød dette upraktiske system sammen. Militært havde det ingen mening at opret-

Som i så mange andre henseender var det også på dette

holde jordvoldene rundt om byen, der nu mest blev brugt

område Christian IV, der satte de tydeligste ingeraftryk på

som rekreativt område, hvor man kunne gå tur om søndagen.

byens udvikling. Som en konsekvens af krigskunstens ud-

Og de få og snævre veje ind og ud af byen var en åbenbar

vikling og især kanonernes større rækkevidde og ødelæg-

hindring for den økonomiske vækst, tiden i øvrigt var præ-

gelseskraft påbegyndte han opførelsen af et tidssvarende

get af. I sommeren 1856 blev de militære vagter fjernet fra

voldanlæg, der strakte sig rundt om hele byen, og som første

byportene som tegn på, at København ophørte med at have

gang rigtigt skulle stå sin prøve ved svenskernes belejring af

karakter af fæstning. Den moderne tidsalder var begyndt.

København i 1658 og stormen på byen den 11. februar 1659.

Året efter blev Vesterport revet ned, og endelig i 1872 tog

En storm, som blev afværget takket være borgernes heroiske

man det sidste skridt, da man fjernede voldene. Jorden blev

forsvar, men altså også på grund af de fortræffelige volde.

kastet i stadsgraven, og et helt nyt område åbnede sig for by-

Endnu minder gadenavnet Stormgade os om, hvor ho-

ens vækst. Nu kom brokvarterernes periode.

vedangrebet blev sat ind, og man skal se for sig, hvordan der

HVOR BYEN MORER SIG

etablissementet »national« på hJørnet af Vesterbrogade og aXeltorV som det tog sig ud i 1890erne. de tre kupler i baggrunden er fra Venstre det ældste Cirkus, panorama-bYgningen og dagmar-teatret. foto fra »københaVn før og nu«.

Længe efter at Vesterport var blevet revet ned 1857 og

publikum lige her, kunne det træde indenfor ganske få meter

havde frilagt det store område, som i dag er Rådhuspladsen,

længere oppe ad gaden i restauranterne Nimb og Wivel, som

lå voldene stadig som et bælte rundt om byen. Man kunne

var garanteret fri for upassende tale, og hvor taffelmusikken

derfor ikke bare køre ind fra det åbne land dér, hvor det nu

i Palmehaven var af en sådan dæmpet karakter, at den endog

passede den rejsende. Byens udfartsveje var endnu få og

var accepteret af Statsradiofonien. Fornemt skulle det være,

snævre.

og fornemt var det. Sådan var det ikke på den anden side af

Den mest befærdede af dem var vejen mod vest hen

gaden. Her lå byens berømteste hjørne med Centralhotellet

over Halmtorvet for enden af Frederiksberggade. Hullet i

og en restaurant med det populære navn Paraplyen. Begge

volden på dette sted hed Vesterbros Gab, men i folkemunde

dele forsvandt, da huset i mellemkrigstiden blev erstattet af

kom strækningen ud til Frihedsstøtten imidlertid aldrig til at

Richshuset, med restaurant Scandia, som hurtigt blev et af

hedde andet end Vesterbros Passage, selv om man oficielt i

tilholdsstederne for dansk guldalderjazz.

1874 havde bestemt, at hele gadestrækningen for fremtiden skulle bære navnet Vesterbrogade.

Inden for få år i 1880erne opførte en af tidens største byggematadorer Hans Hansen med tilnavnet Hellig Hansen

I løbet af et par årtier i sidste halvdel af attenhundred-

de to overdimensionerede etablissementer National-kom-

tallet opstod netop her et par hundrede meter langt strøg,

plekset og Dagmar-komplekset. Det første blev anlagt, hvor

som man roligt kan betegne som hovedstadens forlystelses-

vi dag inder Scala ved Axeltorv, og det andet på Dagmarhus-

kvarter. I forvejen havde Tivoli udviklet sig til københavner-

grunden. National var under forskellige navne i et halvt år-

nes foretrukne udlugtsmål, og nu skød det ene etablisse-

hundrede centrum for folkelig dansk underholdning. Det var

ment op efter det andet.

her, tidens største revystjerner var på scenen, og det var her,

Her mødtes det mondæne og det spidsborgerlige Kø-

man for første gang under vore himmelstrøg kunne opleve

benhavn på byens dyreste restauranter med et mere folkeligt

letpåklædte kordamer ligesom i Paris. Et sandt gys af fryd og

publikum, tiltrukket af et simpelt, usnobbet café-miljø. Det

forargelse gik gennem salen og videre ud over hele landet,

var kort sagt her, man søgte hen, hvad enten det var for at

da Josephine Baker ved Dagmarteatrets Sommerrevy i 1928

indtage den store udsøgte menu eller bare for at læske sig

optrådte i et bananskørt. Nu var man advaret. Denne del af

med et godt glas øl fra fad i en af de mange øl-haller. Og det

Vesterbro var ikke for de sarte. De kunne så til gengæld søge

var – ikke at forglemme – også her, byens løse fugle lod sig

ind i byens nye cirkus i naboejendommen, hvor der blev budt

fange, både de helt kostbare og de, som lod sig lokke med

på klovnerier og lyvende artister.

mindre end champagne. Det var dengang, »provinshandels-

Med årene blev det imidlertid stadig vanskeligere at få

kammeret« havde sin helt egen betydning i københavner-

økonomien i de store teater-restauranter til at hænge sam-

sproget. Her fandt man på hjørnet af Rådhuspladsen Industri-

men. Dagmar blev solgt til nedrivning i 1937. National-Scala

Cafeen, som senere blev til restaurant Frascati.

holdt lidt længere. Men i 1957 sluttede eventyret også her.

Hvis overklassens herrer og damer ikke følte sig helt

Huset blev solgt til stormagasinet Anva, og da Anva lukkede,

vel til mode blandt det fortrinsvis unge og noget folkelige

opstod det moderne forlystelsestempel med navnet... Scala.

FRA PROMENADE TIL MOTORGADE

Vestre bouleVard omkring 1940 set fra langebro mod rådhuspladsen. så idYllisk tog h.C. andersens bouleVard sig ud for en menneskealder siden. foto fra »københaVn før og nu«.

For ikke så mange år siden kunne man endnu høre gam-

Strand, den ny boulevard blev anlagt. Det lå ikke i planerne,

le københavnere i distraktion komme til at sige Vestre Boule-

at der skulle være gennemkørende traik. Her skulle herske

vard, når de mente H.C. Andersens Boulevard. En besynder-

en vis fornem ro, og her inviterede man nogle af tidens bed-

lig fortalelse kan man mene. For det er vanskeligt at forestille

ste arkitekter og mest velhavende bygherrer til at vise omver-

sig et mere forskelligt miljø i bybilledet, end det, som dækker

denen, hvad det nye driftige København kunne formå. Det

sig bag disse to gadenavne.

var således helt i tidens ånd, at det var på denne strækning,

Det ene vækker mindelser om en stille havelignende

brygger Carl Jacobsen byggede sit storslåede kunstpalæ,

promenade. En bred langstrakt, blomsterprydet park, som

Glyptoteket, ved siden af de andre herskabelige bygninger

byens borgere i vid udstrækning forstod at benytte rekrea-

ved Dantes Plads.

tivt i en tid, hvor det endnu var almindeligt at færdes til fods

København var rykket mod vest, men det var stadig

gennem byens gader. Sådan var billedet af Vestre Boulevard.

Vestervoldgade, der var den vigtigste traikåre ned mod

Den blev anlagt i 1891-92, netop på den strækning, hvor den

Langebro, som endnu var en snæver og besværlig passage

brede, vandfyldte grav langs Vestervold tidligere havde dan-

til Amager.

net grænsen mellem by og land. Men nu var byen under for-

Således lå Vestre Boulevard hen i ro og fred lige til be-

vandling. Volden var revet ned, og de kolossale jordmængder

sættelsesårene, hvor det første angreb på det fornemme

kastet i stadsgraven. Byens proil ændredes på få år fuldstæn-

gademiljø blev sat ind, da der i den brede midterrabat i 1943-

dig. Væk var det snævre, indelukkede præg af middelalder.

44 blev gravet ud og støbt underjordiske beskyttelsesrum.

Den moderne tid havde holdt sit indtog. Og i de europæiske

Og endelig i de første efterkrigsår forsvandt idyllen fuld-

storbyer som Wien, Berlin og Paris kunne datidens arkitekter

stændig. Der blev nu anlagt bredere vejbaner for at tilfreds-

se, hvordan åbne pladser og brede boulevarder var en essen-

stille den stigende biltraik, og for at alaste Vestervoldgade

tiel del af moderne byplanlægning.

blev den nye tiltrængte Langebro åbnet i 1954 som en direkte

Det slog også igennem i København. Da Vesterport endelig var blevet revet ned i 1850erne og det gamle halmtorv

forlængelse af den motorgade, der med årene periodevis er blevet den mest befærdede i hele landet.

lyttet ud på Vesterbro, åbnede der sig et kæmpestort åbent

Boulevarden ik samme år navneforandring efter den

område, der var som skabt for at give plads til byens nye råd-

store eventyrdigter, selv om det hverken er idyl eller eventyr-

hus, når det ad åre ville blive aktuelt.

stemning, man forbinder med det traikale inferno, der dag-

Det var ud fra denne plads og ned mod Kalvebod

ligt udspiller sig i denne del af hovedstaden.

EN LYKKELIG TEATERBESLUTNING ´

Kongens Nytorv er det historiske hjemsted for Køben-

En af byens kendte ansigter, den excentriske professor

havns teaterliv. Her er der spillet teater i hvert fald siden be-

Holberg, leverede straks fra teatrets åbning i 1722 og de føl-

gyndelsen af syttenhundredtallet. I begyndelsen ganske vist

gende seks år en sand guldgrube af udødelige komedier, der

i en form, som de færreste i dag vil forbinde med skuespil-

alle gik over scenen i Grønnegadeteatret. Folk strømmede til

kunst. De optrædende var fortrinsvis udenlandske komedi-

fra den første dag, og sådan fortsatte det lige til den skæb-

anter, som formåede at underholde på enhver tænkelig måde

nesvangre brand i 1728. Ganske vist undgik teatret i sidste

lige fra linedans til roulettespil.

øjeblik lammernes hærgen, men nu var tiden ikke længere til

Det var et par franske indvandrere, Montaigu og Ca-

komedie i Kongens København.

pion, der på denne tid især havde gjort sig bemærket som

Pietismen havde holdt sit indtog, og from levevis blev

hovedstadens forlystelseskonger. Den sidstnævnte havde le-

nu dikteret fra højeste sted. Sammen med teatret blev også

jet Gjethuset – en gammel fabriksbygning, der lå netop, hvor

byens kaffe- og ølhuse lukket på helligdage, og det blev på-

det nuværende kongelige teater ligger, og som i årevis havde

lagt enhver under straf at søge opbyggelse i kirken »medmin-

tjent som kanonstøberi for låden. En dag i 1721 blev lejemå-

dre han af sygdom eller anden lovlig årsag forhindredes«.

let imidlertid opsagt, og han måtte inde et nyt lokale.

Det står ikke som den morsomste periode i byens historie,

Det har tilsyneladende været lidt problematisk, for en-

men i 1746 døde Christian VI, og allerede året efter var der

den blev, at han købte en grund i Lille Grønnegade – i dag Ny

igen gang i teaterlivet. Ved en tilfældighed overværede den

Adelgade nr. 10 – lige ved torvet og byggede sit eget teater.

nye konge, Frederik V, en opførelse af Holbergs Mascarade.

Dette var måske den lykkeligste beslutning i dansk teaters hi-

Det begejstrede ham så meget, at han så med velvilje på en

storie. For nu begyndte en helt ny æra.

ansøgning fra skuespillertruppen om fremover at optræde

det nYe og det gamle kongelige teater fotograferet i 1873. året efter stod det nYe hus færdigt, og det gamle bleV i hast reVet ned. i dag strækker holmens kanal sin brede VeJbane hen oVer grunden, hVor det gamle teater i sin tid lå. foto fra »før og nu«.

i lådens gamle tjærehus på Kongens Nytorv – »det aller-

Selv om teatret blev bygget om og udvidet adskillige

bekvemmeste sted i hele København«. Og nu gik det hurtigt.

gange, stod det imidlertid klart omkring midten af attenhund-

Allerede året efter blev Tjærehuset revet ned, og på

redtallet, at det ikke længere var tidssvarende. Der måtte en

grunden ud mod Holmens Kanal blev der med Nicolaj Eigt-

ny og større teaterbygning til, hvis København skulle måle sig

ved som bygmester rejst en stor pompøs teaterbygning. Det

med de store europæiske hovedstæder. Pengene blev bragt

Kongelige Teater havde set dagens lys med åbningsforestil-

til veje, men desværre løb man ind i en ægte skandale, da det

ling 18. december 1748.

siden viste sig, at kassereren var kommet til at spille dem op

I de følgende næsten halvandethundrede år var dette

i lotteriet. Først i 1870 blev der udskrevet en arkitektkonkur-

hus selve hjemstedet for nationens ineste kulturelle udfol-

rence, men så gik det til gengæld også hurtigt. På ire år rejste

delser. Det var her, guldalderens store navne satte hinanden

sig et stort moderne teater, som rummede plads til alle tre

stævne. Her havde – ud over kongen naturligvis – H.C. An-

sceniske kunstarter, og som til fulde levede op til de tårnhøje

dersen, Oehlenschläger, brødrene Ørsted og en lang række

forventninger. Imens byggeriet stod på, blev der stadig spillet

nu mere eller mindre glemte borgerfamilier deres egen pri-

i det gamle teaterhus, men i 1874 var det endelig slut, og man

vate loge. Her overværede Søren Kierkegaard opførelsen af

kunne tage afsked med en hel epoke i dansk kulturhistorie.

Don Juan sammen med sin Regine, og i dette rum sov Bertel

I en hast hen over sommeren blev den gamle bygning revet

Thorvaldsen stille ind i 1844. Her fejrede århundredets mest

ned, og den 15. oktober kunne Det Kongelige Teater slå por-

feterede skuespillerinde Johanne Luise Heiberg sine sceniske

tene op for en ny sæson og en helt ny æra i et helt nyt hus.

triumfer, og herfra udsendte hendes mand og teatrets direktør, Johan Ludvig Heiberg, sine inappellable kritiske domme.

ABORREPARKEN – FRA SØ TIL SKINNER

aborreparken kort før år 1900. til Venstre bYgningerne nY rosenborg og helmershus på Vestre bouleVard. (i dag h.C. andersens bouleVard). i baggrunden er bYens nYe rådhus Ved at skYde i VeJret – endnu mangler det øVerste af tårnet. til høJre turisthotellet og kuplen på dagmarteatret. foto fra »før og nu«.

Allerede lang tid før voldene rundt om byen var blevet

ikke i dag kan forestille sig byen uden disse grønne oaser.

jævnet ud i slutningen af attenhundredtallet, havde der været

Anderledes med den sidste, Aborreparken, der blot

en voldsom debat i aviserne: Hvad skulle man bruge de store

optræder som en parentes i byhistorien. Den blev anlagt i

arealer til, som nu pludselig åbnede sig uden for bykernen?

1885-86 i området mellem Vester Farimagsgade, H.C. An-

Selvfølgelig skulle der bygges huse, således at den katastro-

dersens Boulevard, som dengang hed Vestre Boulevard, og

fale boligstandard inde i den usunde og overbefolkede by

Studiestræde. I dag er der absolut intet tilbage af det lille,

kunne afhjælpes. Det var alle enige om. Men var det nu også

idylliske parkanlæg, hvor en rest af stadsgraven udgjorde den

rimeligt at bruge så mange penge på klargøring af bygge-

obligatoriske sø med spadserestier rundt om. Stedet var helt

grunde, der måske aldrig ville blive brug for? Det var et godt

bevidst anlagt kuperet, således at der åbnede sig et helt lille

spørgsmål. Og i hvert fald indtog Berlingske Tidende i 1857

landskab oppe fra boulevarden.

det forsigtige standpunkt, at man indtil videre kunne lade

I dens blot 25 år lange eksistens var der ustandselig riv-

voldene ligge, hvor de nu engang lå, og så bygge de nødven-

ninger i borgerrepræsentationen om det rimelige i at anlægge

dige boliger i Kongens Have, hvor der var rigeligt med plads.

en park netop på dette sted, der var udset til den kommende

Sådan gik det som bekendt ikke. Voldene faldt, og byen

jernbanelinie. Der havde nemlig i adskillige år ligget udar-

voksede i løbet af få årtier ud af sin snærende ramme. Men

bejdede planer klar for en endelig løsning af byens togtraik.

ikke uden sværdslag. Der var mange interesser, som gjorde

Løsningen hed boulevardbanen og indebar, at skinnerne

sig gældende. Krigsministeriet, som ejede jorden, ville gerne

skulle trækkes i en dyb banegrav fra en ny hovedbanegård

sælge til foretagsomme bygmestre. Det var der mest øko-

ved Frihedsstøtten hen forbi Vesterport Station og videre ud

nomi i. Kommunen ville på sin side gerne have råderet over

mod Nørreport. Og altså også tværs igennem Aborreparken.

arealerne for at sikre sig mod, at udviklingen løb løbsk. Det

Netop den linieføring, vi kender i dag. Men det trak ud med

var kommunen, som i denne sag trak det længste strå.

planernes realisering, og man skulle helt op mod Første Ver-

I dag kan det være vanskeligt at se i bybilledet, hvor vol-

denskrig, før det stod klart, at parkens dage var talte. I 1910

dene strakte sig, selv om der er enkelte tydelige reminiscen-

blev der slået et første, slemt skår i idyllen, da Studenter-

ser. Rundt om byen blev der i 1870erne og 80erne anlagt et

foreningen ik lov at rejse sin voldsomt dominerende, røde,

grønt bælte af parker netop på det sløjfede voldterræn. Tivoli

borglignende bygning ved bredden af søen. Og blot ire år

havde allerede ligget der i årtier, og nu fulgte Ørstedsparken,

senere havde de store moderne gravemaskiner arbejdet sig

Botanisk Have, Østre Anlæg og Aborreparken efter. De før-

igennem parken og var godt på vej ud gennem Nørre Vold-

ste er jo i den grad blevet en del af Københavns proil, at man

gade. Et kapitel i byens historie var slut.

TÅRNHØJ FORVENTNING

det nYe rådhus er Ved at tage form. foto fra 1897. (»før og nu«).

Det var mandag den 31. december år 1900, at rådhus-

at København ikke blot var landets hovedstad men var en

forvalteren udstyret med et til lejligheden anskaffet kronome-

storby i europæisk format. Der blev indkaldt til en arkitekt-

ter og en ti mands besætning var klatret højt op under himlen

konkurrence i to omgange. Intet blev overladt til tilfældighe-

for præcis på slaget tolv at forkynde, at verden havde taget

derne. Tidens førende arkitekt, Martin Nyrop, leverede et

hul på et nyt århundrede. Nede på pladsen var en betrag-

pragtudkast, og selv om en del medlemmer af borgerrepræ-

telig del af byens borgere stimlet sammen foran det endnu

sentationen kviede sig over det økonomiske overslag, blev

kun halvt færdige rådhus. Mellem bragene fra kanonslagene

det dog vedtaget med et spinkelt lertal. Godt to millioner

hørte de ved denne lejlighed for første gang det karakteristi-

kroner sneg budgettet sig op på. Her skulle der nemlig ikke

ske klokkespil, som i nu mere end hundrede år så at sige har

spares på hverken materialer eller håndværk. Den 10. de-

været Københavns vartegn.

cember 1892 blev det første spadestik taget, og de følgende

I 1815 havde byens styre indrettet sig i C.F. Hansens klassicistiske endnu eksisterende råd- og domhus på Ny-

13 år fulgte hele byen dagligt med i, hvordan dette gigantiske bygningsværk voksede frem.

torv. Dengang var der omkring 100.000 indbyggere i hoved-

I 1898 kunne der holdes rejsegilde, men endnu skulle

staden. Dette tal var i løbet af blot et par generationer tredob-

der gå fem år, før borgerrepræsentationen kunne lytte ind i

let, og det stod efterhånden klart, at der var ved at blive for

de nye lokaler, og først i september 1905 kunne man invitere

trangt i den gamle administrationsbygning.

kongehuset, regeringen og nationens øvrige honoratiores

Før eller siden blev man nødt til at bygge et nyt hus,

til den højtidelige indvielse. Her stod det: Et hus, som stil-

som kommunen ikke skulle dele med de statslige myndighe-

mæssigt ikke lod sig bestemme, men simpelt hen var sig selv.

der politi og retsvæsen. Men hvor skulle det ligge? Det var

Gammeldags? Ja, det middelalderlige og borgagtige præg

der stor diskussion om i 1880erne. Traditionelt havde byens

var ikke til at overse. Og om ikke andet kunne tårnet med sine

rådhuse altid ligget på eller lige i nærheden af Nytorv og

godt 105 meter vække beundring. Så høj en bygning, havde

Gammeltorv. Men det var indlysende, at der simpelthen ikke

der ikke været i byen, siden spiret på Frue Kirke faldt for de

var en eneste passende byggegrund i den gamle del af byen.

engelske brandbomber i 1807.

Altså måtte man ud i periferien, hvor der var bedre plads. Der

Resultatet af anstrengelserne levede til fulde op til selv

var en del fortalere for at vælge den nuværende Israels Plads

de største forventninger. Byen havde fået et bygningsværk af

nær den nedlagte Nørreport, men man endte med at vælge

en helt enestående arkitektonisk og håndværksmæssig kva-

Halmtorvet, hvor Vesterport havde stået indtil nedrivningen

litet, og med en uudtømmelig rigdom af ine detaljer. Og så

i 1857. Her skulle der bygges, og allerede året inden grund-

gav det kun et mindre skår i glæden, at man måtte konsta-

stenen blev lagt i 1894, havde stedet fået nyt navn: Rådhus-

tere en betragtelig budgetoverskridelse: 6,8 millioner kroner

pladsen.

endte huset med at koste. Den regning måtte byens borgere

Alle var enige om, at nu skulle byen endelig have et stort

tage sig af i de følgende årtier.

og værdigt rådhus, som alene ved sin fremtræden ville vise,

MAGTENS STORSLÅEDE CENTRUM ´

At landets politiske magt i vore dage hører hjemme på

Christiansborg er en selvfølge. Det er her fra Slotsholmen midt i den gamle by omkranset af kanalerne og havneløbet, at love og anordninger, retsafgørelser og ministerielle beslutninger i en lind strøm lyder ud over landet. Her har regeringen, Folketinget og Højesteret adresse under samme tag. Sådan har det været i hele byens lange historie. Det var nemlig på Slotsholmen, en af de mange små øer som lå spredt rundt om i farvandet ved det lille iskerleje Havn, at Biskop Absalon ifølge Saxo i 1167 »lagde grunden til en ny borg og omgav øen med en mur for at jage vikingerne bort.« Der eksisterer så at sige ingen reelle vidnesbyrd om denne første borg, og i mange år var man ikke engang sikker det klassiCistiske Christiansborg set fra høJbro plads. fotografi fra omkring 1865. (»københaVn før og nu – og aldrig«).

på dens nøjagtige placering. Det blev man først i 1907, da arkæologerne i forbindelse med udgravningen til det nuværende Christiansborg pludselig fandt murrester mange meter under slotspladsen. Op igennem middelalderen har der på

denne grund ligget forskellige borge, som alle havde til formål at yde militær beskyttelse til byen.

bevaret som et minde om dette monumentale barokslot. Året efter brændte op mod halvdelen af byen, og det

I denne tidlige periode måtte kongerne nødvendigvis

var som om ulykkerne ingen ende ville tage. Det kom til krig

tage ophold mange forskellige steder i riget, men fra midten

med England. Slaget på Reden lige uden for sejlløbet var den

af femtenhundredtallet blev det normen, at kongefamilien

første alvorlige advarsel, og i 1807 kom det lammende slag,

havde residens på Københavns Slot, som nu blev det oficiel-

da byen oplevede et af historiens første egentlige bombarde-

le navn. Igennem de følgende århundreder lagde slottet ryg

menter. Så kom statsbankerotten i 1813, og der er ikke noget

til utallige om- og tilbygninger.

at sige til, at det tog mange år før der igen blev overskud til

Mest kendt er det kolossale Blåtårn, som var noget af det første Christian den Fjerde lod bygge i sin hovedstad.

at sætte kræfter ind på opførelsen af et nyt Christiansborg. Der kom først skred i byggeriet i 1820erne, men så rejste der

Efter enevældens indførelse kunne den gamle middelal-

sig imidlertid også stille og roligt et prægtigt slot i nyklassici-

derbygning ikke længere leve op til den pompøse livsførelse,

stisk stil med C.F. Hansen som bygmester. På trods af at der

man nu fandt naturlig for kronede hoveder. Vel kunne der

var masser af genbrug i det nye slot, ik det en helt ny frem-

ikke blive hverken plads eller råd til et dansk Versailles, men

toning. Hovedindgangen blev placeret ud til slotspladsen,

ambitionen om at bygge et stort og kostbart kongeslot var

og i forhold til forgængeren vendte det nu sin søjleprydede

ikke til at skjule. Københavns Slot blev i 1731 revet ned til

facade ud mod byen.

sidste sten, og på Slotsholmen opførte man i løbet af den

Der blev ganske vist indrettet en standsmæssig bolig til

næste halve snes år Nordeuropas største og kostbareste slot.

monarken på det andet Christiansborg, men i løbet af slottets

Det første Christiansborg tog sig netop så imponerende ud,

kun 56 år lange levetid var det kun Frederik den Syvende,

som det var hensigten. Det vendte så at sige ryggen til byen,

som periodevis boede der. Og det skyldtes formentlig ude-

og besøgende måtte nærme sig dette magtens palads ved at

lukkende, at han her kunne være sammen med Grevinde

passere Marmorbroen ved Frederiksholms Kanal og ærbø-

Danner, hans »dronning til venstre hånd«, som havde fået en

digt træde ind på det kæmpemæssige ridebaneanlæg.

passende lejlighed stillet til rådighed i den ene løj.

Det var i dette hus med de hundreder af værelser, den

Bygningen indtager imidlertid en vigtig rolle i både Kø-

sindssyge Christian den Syvende for vanvittig omkring, hvis

benhavns og landets historie. Den var nemlig rammen om

han ikke legede skuespiller på Hofteatret i den ene løj, og

de begivenheder, som i 1848-49 førte landet fra enevælde

det var her Struensee og den unge dronning havde hemme-

til folkestyre. Her mødtes den grundlovgivende forsamling,

lige stævnemøder. Slottet blev kun 54 år gammelt, og en fe-

her blev den første grundlov underskrevet, og her tog såvel

bruardag i 1794 kunne den 15-årige Oehlenschlæger ude fra

Folketinget som Landstinget sæde.

Frederiksberg iagttage, hvordan det gik til grunde i et ildskær, der oplyste hele nattehimlen.

Den 3. oktober 1884 var det hele slut. En banal brand i et skorstensrør ik lov at udvikle sig, og den følgende dag

Kongefamilien var ved branden blevet hjemløs, men

stod der kun en sodsværtet ruin tilbage. Kun slotskirken blev

løste problemet ved sraks efter at købe to af palæerne på

reddet, og den er i dag eneste vidnesbyrd om Christiansborg

Amalienborg. Endnu er Marmorbroen og Ridebaneanlægget

i guldalderens København.

HVER TID SIN BRO

Det kan ikke diskuteres: Myldretiden på Langebro er

voldene en markering af, at her sluttede byen. På den ene

et inferno af støj, møg og røg. Broforbindelsen mellem H.C.

side lå havnen. På den anden Kalvebod Strand og det åbne

Andersens Boulevard og Amager Boulevard er ganske enkelt

vand ud mod Køge Bugt.

en af de vejstrækninger i hele landet med den højeste traiktæthed.

Dette giver også forklaringen på, hvorfor broen i fjerne tider hed »Kallebo-broen«. Andre kaldte den »Den ny bro

Sådan har det langtfra altid været. Ganske vist har der i

ved Blåtårn« eller »Den lange bro ved det blå tårn«. I en tid,

mere end 300 år været en bro over havneløbet på dette sted,

hvor der ikke var oficielle navne på gader og stræder, blev

men som regel har der været tale om primitive trækonstruk-

det hele ekstra kompliceret af, at Knippelsbro ofte blev kaldt

tioner, som kun var beregnet til fodgængere og oficerer til

»Langebro«. Det fandt dog omsider sin løsning: Langebro var

hest. I modsætning til Knippelsbro, som blev anlagt i forbin-

og blev den længste af de to. Men altså også den smalleste

delse med opførelsen af den nye befolkningsrige købstad

– tre meter i de første mange år, og dertil aldeles vakkelvorn.

Christianshavn i sekstenhundredtallet, var Langebro i perio-

De 130 meter hen over bølgetoppene var ikke noget man til-

der udelukkende forbeholdt militæret. Det var nemlig over

bagelagde for sjov skyld.

Langebro vagten kunne rondere uden afbrydelse fra Vestervold til Christianshavns Vold. Før byens volde blev udjævnet og byportene fjernet i

På midten var broen forsynet med nogle primitive klapper, som kunne løftes med håndkraft, hvis en af byens iskere skulle igennem.

anden halvdel af attenhundredtallet, var Langebro den natur-

Med den stigende traik var der behov for stadige ud-

lige traikale forbindelse mellem Vestervoldgade og Lange-

videlser af vejbanen. De tre meter blev til fem og endelig i

brogade på Christianshavn-siden. Langebro var altså ligesom

1875 til hele syv meter. Nu kunne to hestevogne snildt pas-

langebro som den så ud mellem 1875 og 1903. det ses, at den har forbindelse med Vester Voldgade, hVor bYens nYe rådhus i baggrunden er Ved at skYde i VeJret. foto fra Ca. 1900. (»før og nu«).

sere hinanden uden at presse fodgængerne helt ud i vandet.

man gav projektet et nationalt tilsnit og opkaldte broen efter

Og så skulle man tro, at det problem var løst. Det var imidler-

majestæten, Christian den IX´s Bro, gik det vel an. I 1903 stod

tid netop i denne periode, at byen så at sige eksploderede i

den færdig: et monument for den moderne tid. Broen var

vækst. Brokvartererne på sjællandssiden skød i vejret, men

160 meter lang og dobbelt så bred som den gamle, nemlig

også på det hidtid næsten ubeboede Amager begyndte de

22 meter. Men det allervigtigste var, at den kunne dreje sig

første bymæssige træk at gøre sig gældende.

omkring en kolossal granitpille midt i havneløbet, således at

Der blev diskuteret længe, hvordan man kunne trække

der opstod to sejlåbninger.

den helt rigtige forbindelse mellem Sjælland og Amager – så

Samtidig med at et skib sejlede igennem, svingede

fremtidssikret, som det nu var muligt. Byplanlæggerne havde

den ende, der før vendte mod københavnssiden, over mod

travle dage, og endelig lige omkring århundredskiftet blev et

Amager og omvendt. Et imponerende ingeniørarbejde til

rent ud sagt revolutionerende forslag lagt frem på rådhuset:

halvanden million kroner. Det var, som der står i en samtidig

Langebro skulle holde lyttedag. Fremover skulle den ikke

beskrivelse, »især i begyndelsen en yndet fornøjelse både for

længere forbinde Vestervoldgade og Langebrogade, men

voksne og børn at blive på svingpartiet, når der var signaleret

skubbes 125 meter mod syd, således at den blev en forlæn-

gennemsejling, og køre rundt med det. Men nu har det ikke

gelse af den nyanlagte Vestre Boulevard – den nuværende

længere nyhedens interesse at køre rundt med svingbroen.«

H.C. Andersens Boulevard – og en fremtidig hovedfærdsels-

Broens oficielle kongelige navn kom aldrig i brug. Man

åre kaldet Amager Boulevard. En moderne jernbro skulle det

sagde bare »den nye Langebro« omtrent lige til den var så

være, og så skulle der oven i købet også anlægges togskinner.

gammel, at den skulle aløses af den næste i rækken. Det var

Det ville naturligvis blive uhyggeligt kostbart, men hvis

i 1933.

DET VAR PÅ FREDERIKSBERG

Frederiksberg har en mærkelig stilling. Det er en fuld-

stændig integreret del af hovedstaden – omringet af Københavns Kommune på alle sider. Og så er der alligevel tale om den bydel med sin egen identitet og sin egen brogede historie. Herom kan man læse på de to mindebrønde, der er opstillet, hvor Frederiksberg Allé udvider sig til en hel lille plads. En indskrift fortæller, at Absalon i 1186 skænkede Solbjerg By til Roskilde-bispen, og altså må der langt tilbage i forhistorisk tid have boet mennesker på dette sted. Der er ingen historisk dokumentation for, at navnet Solbjerg er opstået, fordi toppen af bakken var et helligt sted for bronze- og jernalderens solkult. Men det er en besnærende tanke. Hvad man derimod ved med sikkerhed er, at Christian IV i 1621 besluttede, at der ikke længere kunne bo selvstændige bønder herude. Det var efterhånden blevet vanskeligt at »Jernporten« Ved indgangen til frederiksberg allé set fra

skaffe tilstrækkeligt med fødevarer til den stadigt voksende

Vesterbrogade. porten stod på dette sted fra 1785 til 1862.

husholdning på Københavns Slot, og han købte derfor et stort

i dag kan den ses Ved indgangen til søndermarken på hJørnet af roskildeVeJ og pile allé. huset til Venstre er osborne-bYgningen.

areal i passende afstand fra byen, hvor den nye Ladegård skul-

det bleV nedreVet i 1960erne. foto fra »gamle københaVnske

le anlægges. Gården blev bygget, omtrent hvor det tidligere

billeder«.

Radiohus ligger i dag, og de tilliggende marker svarer stort set til Frederiksberg Kommunes nuværende udstrækning.

Projektet blev aldrig nogen økonomisk succes, og tre år

lade sig transportere rundt i parken, men stemningen var ble-

efter kongens død ik hans søn en helt anden idé. Han hen-

vet en anden. Nu skulle det ikke længere være en folkefor-

tede tyve af de driftige hollandske bønder ude fra Amager og

lystelse at begive sig ud ad den fornemme allé, der strakte sig

overlod dem Ladegårdens jorder, mod at de byggede en helt

fra Vesterbro og op til slottet. Der blev sat en jernport op ved

ny by med tyve gårde. Byen ik navnet Ny-Amager eller Ny-

Vesterbrogade, så man havde kontrol med, hvem der kom

Hollænderby, og gårdene kom til at ligge på stribe langs den

og gik. Men først og fremmest var kongen optaget af sine

nuværende Allégade mellem Frederiksberg Allé og Gammel

undersåtters himmelske frelse. Der blev bygget en ny kirke.

Kongevej – ti på hver side. Aktstykket er dateret 2. juni 1651,

Og derefter ændrede han sognegrænserne, således at bebo-

Frederiksbergs oficielle fødselsdag.

erne på Vesterbro, som hidtil havde søgt til kirkerne i byen,

Det så til at begynde med meget lovende ud, men siden

nu skulle høre til Frederiksberg Kirke. Det havde nemlig vist

gik det så gruelig galt. Det var nemlig lige præcis på dette

sig at være et problem med de åbne byporte om søndagen,

sted, den svenske kong Karl X Gustav slog sig ned med sine

at mange folk inde i byen havde følt sig fristet til at smutte

tropper, da han begyndte belejringen af København i 1658-

ud i det åbne land, selv om loven udtrykkelig påbød dem at

59. Godt nok blev svenskekongen sendt tilbage, hvor han

tilbringe helligdagen i Guds hus.

kom fra, men det var et sørgeligt syn, han efterlod de hol-

Fristelser var der nemlig nok af. Ikke blot ude på Vester-

landske bønder. Alt var ødelagt, og efterfølgende kom der

bro, men efterhånden også på Frederiksberg. Endnu var det

misvækst. Det var ulig nemmere at drive landbrug på det

en udpræget landsby med bøndergårde, men de første re-

lade Amager end i dette bjerglandskab, og resultatet blev da

stauratører var begyndt at slå sig ned på stedet, og da man

også, at hollænderne fortrak, og overlod jorden til nye ejere.

kom op i attenhundredtallet var der næppe et eneste hus i

Omkring år 1700 var det blevet mondænt for velhavere

Allégade, som ikke var beværtning. Frederiksberg var ganske

inde fra København at købe en jordlod herude i de landlige

langsomt blevet et forlystelseskvarter i den folkelige ende af

omgivelser, og der skød i denne periode den ene lystgård op

skalaen. Fra hele byen kom der gæster til de store etablisse-

efter den anden. Ja, selv kongehuset følte sig fristet, og til et

menter Josty og Lorry, som tidligere havde været sangerinde-

par af de unge piger i familien indrettede man »Prinsessernes

knejpe med optræden af »Nordens skjønneste kvinder«, hvis

Gård« ved indgangen til Frederiksberg Have – som dengang

man ikke hellere ville slå sig ned i en af de små haver i Pile

endnu kun var endeløse græsmarker.

Allé, hvor priserne for en bajer og en snaps var mere over-

Det blev imidlertid drengen i familien, som afgørende

kommelige.

kom til at ændre historiens gang. Allerede som kronprins

I Frederiksberg Allé lå Alhambra, Sommerlyst og Alléen-

havde han forelsket sig i stedet, og da han blev konge under

berg side om side med en lille håndfuld teatre og cabaretsce-

navnet Frederik IV anlagde han et storslået parkanlæg, som i

ner. Repertoiret var der sjældent vrøvl med. Alle kunne more

det mindste kunne give minder om, hvad han havde set på

sig over den let vovede intrige, som kunne forklares med en

rejser i Frankrig. Og midt i det hele lod han opføre et slot,

enkelt replik: »Hurtigt, ind i skabet. Der kommer min mand!«

som havde alt det, man savnede inde på Slotsholmen: lys og

Helt op i vore dage har det været en gylden regel: Hvis det

luft og masser af natur. Både slottet og haveanlægget ik navn

skulle være sjovt, var det på Frederiksberg, det foregik. Det

efter bygherren, og i løbet af få år havde også landsbyen fået

var i ABC-teatret, man kunne opleve sidste århundredes sto-

et nyt kongeligt navn: Frederiksberg.

re komikere Kjeld Petersen og Dirch Passer og senere Jørgen

De lystige dage på slottet ik imidlertid en ende. Den

Ryg og Preben Kaas.

pietistiske Christian VI fortsatte med at regere fra slottet og