Format: 143x220mm + 5mm til ombukning Flap: 220x90mm 3mm til beskæring
Mat kachering ryg: ?
Pressen skrev om Jeg ser dig: ”Endelig! Svensk søskendepar krimidebuterer med flot styr på alle genrens litterære parametre og fabelagtig underholdning.” ***** - Politiken ”Glimrende, fordi bogen effektivt og velkomponeret magter at kombinere sin skildring af psykoterapeutens omhyggelige arbejde med at afdække sine klienters hemmeligheder, angst og hæmninger med en gysende historie om den ukendte belurer, som ikke vil vor heltinde noget godt.” - Nordjyske Stiftstidende
STÆRK, PSYKOLOGISK KRIMI MED OMDREJNINGSPUNKT KÆRLIGHED Psykoterapeuten Siri Bergman og en kollega har påtaget sig at lede en selvhjælpsgruppe for kvindelige voldsofre. Gennem en række efterårsaftner tegnes et mørkt billede af kærligheden og af mænds vold mod kvinder. Hvor går grænsen mellem besættelse og kærlighed. Kan man påstå, at man elsker nogen, som man mishandler? Og hvem er offer, og hvem er voldsmand, når rationel tænkning er sat ud af spillet? Samtidig står Siri ved en skillevæg i sit eget liv. Tør hun satse på kærligheden, hun der selv er blevet svigtet?
Foto © Sandra Qvist
Camilla Grebe, født 1968, civiløkonom og igangsætter. Har startet og drevet flere virksomheder, senest lydbogsforlaget StorySide, som blev solgt til det svenske forlag Natur & Kultur. I dag har hun et konsulentfirma.
En 4-årig pige har været vidne til, at hendes mor blev sparket ihjel, og lidt efter lidt vikles den lille piges skæbne ind i Siris og kvinderne i gruppens. Længslen efter forsoning og genoprettelse forvandles til en højdramatisk jagt på en morder.
Sort angst er den anden roman om terapeuten Siri Bergman. Tidligere er udkommet Jeg ser dig.
Träff, født 1970, psykolog med speciale i kognitiv terapi. Har sammen med to andre en klinik i Stockholm.
an en psykologisk spændingsrom
De to forfatterinder er søstre. - Se også deckarsystrarna.blogspot.com.
ISBN 978-87-638-1639-7
9 788763 816397 rosinante
Omslag: Anne Kragelund Fotos: Shutterstock
SORT ANGST
33975_sort_angst.indd 1
10-02-2011 11:27:03
33975_sort_angst.indd 2
10-02-2011 11:27:03
Camilla Grebe og Åsa Träff
SORT ANGST på dansk ved kamilla jørgensen
rosinante
33975_sort_angst.indd 3
10-02-2011 11:27:03
SORT ANGST Er oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen efter Bittrare än döden Copyright © Camilla Grebe og Åsa Träff Published by agreement with Nordin Agency AB 2010 1. udgave, 1. oplag Omslag: Anne Kragelund Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2011 isbn 978-87-638- 1639-7 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
33975_sort_angst.indd 4
10-02-2011 11:27:03
Til Max, Gustav, Calle og Josephine
33975_sort_angst.indd 5
10-02-2011 11:27:03
33975_sort_angst.indd 6
10-02-2011 11:27:03
Og beskere end døden fandt jeg kvinden, thi hun er et fangegarn; hendes hjerte er et net og hendes arme lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men synderen bliver hendes fange.
33975_sort_angst.indd 7
Prædikerens bog 7,26
10-02-2011 11:27:03
33975_sort_angst.indd 8
10-02-2011 11:27:03
Gustavsberg, forstad til Stockholm, den 22. oktober om eftermiddagen
9
33975_sort_angst.indd 9
10-02-2011 11:27:03
10
33975_sort_angst.indd 10
10-02-2011 11:27:03
Alting ser anderledes ud nedefra. Det store spisebords massive ben, bordpladen i eg med tydelige årer og oliekridttegningen på undersiden, den, som hendes mor ikke har opdaget endnu. Dugen, der falder ned omkring hende i tunge, cremefarvede folder. Mor ser også anderledes ud nedefra. Forsigtigt stikker hun hovedet ud af sin hule, ser på hende, som hun står der ved komfuret og skubber strittende spagettier, der ligner mikadopinde, ned i den store grå gryde med den ene hånd, mens hun ryger med den anden. Der lyder små smæld, når spagettien knækker under gaflens tryk. Hendes mors slidte cowboybukser hænger så langt nede på numsen, at hun kan se tatoveringen nederst på ryggen og de lyserøde trusser. Nedefra ser hendes mors bagdel enorm ud, og hun spekulerer på, om hun skal sige det til hende. Hendes mor plejer altid at spørge, om hendes bagdel ser stor eller lille ud. Og ofte tvinger hun Henrik til at svare på det spørgsmål, selv om han ikke vil. Han vil hellere se på hestene, der løber rundt og rundt inde i fjernsynet, mens han drikker sin øl. Det kaldes en interesse. Hendes mor skodder cigaretten i kaffekoppen, samler lidt spagettier, som er faldet ved siden af gryden, op med de lange negle og propper dem i munden, som om de var slik. Det knaser, når hun tygger.
11
33975_sort_angst.indd 11
10-02-2011 11:27:03
Selv tager hun et blåt kridt og begynder omhyggeligt at farvelægge det, der skal være himmel. På tegningen er der allerede et hus, deres hus, og en rød bil udenfor; den, de skal købe, når hendes mor får arbejde igen. Efterårseftermiddagens svage grå lys falder ind ad køkkenvinduet, maler rummet i en deprimerende dunkel farvenuance, men inde i hendes hule er der mørkt på en hyggelig måde. Kun et svagt lys siver ind, tilstrækkeligt til at hun kan se det papir, der ligger på gulvet foran hende, ane kridtets farver. Fra radioen en støt strøm af musik afbrudt af reklamer. Reklamer er, når de snakker, så meget har hun forstået. Reklamer er, når Henrik tisser alt det øl ud, han har drukket. Reklamer er også, når hendes mor går ud og ryger på altanen, men når Henrik ikke er hjemme, ryger hun over det hele. Men det er ikke reklamer. En banken, der er let og undselig, som om det måske ikke var en banken, men bare en, der trommede adspredt på træet, da han eller hun gik forbi døren til lejligheden. Hun ser, at hendes mor tænder en cigaret til, lænet over vasken, ser ud til at tøve. Så går den bankende lyd over i en dunken. Dunk, dunk, dunk. Og der er ikke længere tvivl om, at der står en uden for døren, en, der vil ind. En, der har travlt. »Jeg kommer,« råber hendes mor og går langsomt ud til døren med cigaretten i hånden. Som om hun havde alverdens tid. Og Tilde ved, at sådan er det, fordi Henrik må lære at vente. Det hele kan ikke ske på én gang, heller ikke altid være på hans betingelser. Det har hendes mor fortalt ham. Hun finder et lysegult oliekridt, som hun synes vil passe godt til solen, og begynder at tegne en cirkel med fejende, runde bevægelser. Papiret krøller lidt, og da hun holder imod med den
12
33975_sort_angst.indd 12
10-02-2011 11:27:03
anden hånd, revner det en smule oppe i højre hjørne. En revne i den perfekte verden, hun så omhyggeligt er ved at skabe. Hun tøver: begynde forfra eller fortsætte? Dunk, dunk, dunk. Henrik virker mere vred, end han plejer at være. Så lyder en raslen, da sikkerhedslåsen glider af, og hendes mor åbner. Hun leder blandt oliekridtene, som ligner gråbrune pinde i mørket under spisebordet. Som om hun sad ude i skoven under et grantræ og legede med rigtige pinde. Hun spekulerer på, hvordan det ville føles, hun har nærmest aldrig været i en skov. Kun på legepladsen nede i centrum, og der er ingen grantræer, kun tornebuske med bittesmå orangerøde bær, som de andre børn siger er giftige. Så får hun øje på det grå oliekridt. Tænker, at det skal være en stor og mørk sky. En tyk en med regn og hagl i maven, der skræmmer de voksne. Ude fra entréen hører hun ophidsede stemmer og en anden dunken. Hule dunk mod gulvet, som om noget bliver ved med at falde. Og hun tænker, at hun ville ønske, at de snart holdt op med at skændes. Eller at mor kunne smide de guldfarvede øldåser ud, dem, der gør Henrik sur, irriteret og træt. Hun bøjer sig ned mod gulvet, så hun kan se ud under dugen. Nu skriger de, og der er noget galt. Stemmerne lyder fremmede. Henrik lyder ikke, som han plejer. Entréen er mørk. Hun kan ane kroppe, der bevæger sig derude, men det er ikke til at se, hvad der sker. Så: et vræl. Nogen, det er hendes mor, ser hun nu, falder hovedkulds ind på køkkengulvet. Lander pladask på maven med ansigtet mod gulvet, og hun kan se en rød pøl vokse der, hvor hovedet ligger. Hendes mors hænder griber fat i køkkentæppet, som om hun
13
33975_sort_angst.indd 13
10-02-2011 11:27:03
ville holde sig fast i det, og hun prøver at kravle ind i rummet, samtidig med at en lille, blank og guldskinnende genstand triller ind i køkkenet fra entréen. Nogen, manden, bander ude i entréen. Hans stemme er mørk og ru. Så skridt i køkkenet. En skikkelse bøjer sig ned, fanger den lille genstand. Hun tør ikke stikke hovedet ud for at se, hvem det er, men hun ser de sorte støvler og mørke bukseben, som stopper op ved hendes mors hoved, tøver et øjeblik og så sparker hende igen og igen i ansigtet. Indtil hele ansigtet ser ud til at løsne sig som en maske på en dukke og en lys, rød grød vælter ud i en pøl på gulvtæppet foran hende. De sorte støvler er også dækket af grøden, og den drypper langsomt ned på gulvet som smeltet glas. Der bliver stille, bortset fra musikken, som stadig strømmer ud af radioen, og hun spekulerer på, hvordan det kan lade sig gøre, at musikken bare fortsætter og fortsætter, som om ingenting er sket, selv om hendes mor ligger der på køkkengulvet som en bunke vasketøj i en blodpøl, der hele tiden vokser. Hendes mors åndedrag er lange og rallende. Som om hun lige har taget en slurk vand. Så ser hun, hvordan hendes mor bliver trukket ud i entréen, centimeter for centimeter. Hun holder stadig godt fast i tæppet, og det følger med hende ud i den mørke gang. Det eneste, som er tilbage på det flødefarvede linoleumsgulv, er blodpølen og den lyse grød. Hun tøver et øjeblik, men fortsætter så med at fylde den grå uvejrssky.
14
33975_sort_angst.indd 14
10-02-2011 11:27:03
Stockholm, to måneder tidligere
15
33975_sort_angst.indd 15
10-02-2011 11:27:03
16
33975_sort_angst.indd 16
10-02-2011 11:27:03
Vijays kontor. Et uendelig stort skrivebord, hvor hver eneste plet af bordpladen er dækket af papirer. Jeg spekulerer på, hvordan han nogensinde kan finde det, han har brug for, blandt alle de tusindvis af papirer, chartekker og tidsskrifter. Oven på et bundt med noget, der ligner opgaver, troner hans laptop. En supertynd Mac. Vijay har altid været en Macdreng. Ved siden af en kop kaffe og en bananskræl. En dåse snus ligger halvt skjult under en konvolut fra institutlederen. »Er du begyndt at bruge snus?« Aina ser skeptisk på Vijay og skærer en grimasse. »Mmm ... var nødt til det, Olle opponerede mod cigaretterne, men snus kan han godt klare.« Vijay smiler, og Aina ryster medlidende på hovedet. »Hvor ærgerligt. Og jeg, der tænkte, at vi kunne tage kaffen med ud og dele en cigaret i den bidende vind derude, genopfriske gamle minder og den slags.« Vi griner alle tre og mindes et øjeblik, hvordan vi har stået sammen i regn og slud og stegende sol, vinter som forår. Delt cigaretter og kaffe. Dengang livet nok var mere ukompliceret. Eller også virker det bare sådan i dag, hvor afstanden mellem dengang og nu er blevet større. Når det, som engang var, nu er langt væk, i fortiden. Aina, Vijay og jeg er gamle studiekammerater og har engang læst psykologi her på Stockholms Universitet. Aina og jeg valgte at arbejde klinisk efter afsluttet eksamen, Vijay valgte den akademiske vej og skrev doktorafhandling. Her, ti år senere, er han
17
33975_sort_angst.indd 17
10-02-2011 11:27:03
professor i retspsykologi på det samme institut, hvor han engang var studerende. Jeg betragter ham. Det sorte hår, nu med grå tindinger. Det vildtvoksende overskæg, en krøllet bomuldsskjorte med blå og hvide striber. Han ligner ikke en professor, men måske er det netop det, som kendetegner professorer. Manglen på fælles stilistiske markører. Hvad ved jeg, jeg kender ikke så mange. Men hvor lidt Vijay end ligner en professor, kan jeg ikke fornægte det faktum, at han ældes præcis som Aina og jeg. Vi er ældre, måske klogere, måske bare mere trætte og lettere forbavsede over, at livet ikke blev, som vi troede dengang. »Jeg er ikke svær at overtale, kan måske godt dele en cigaret med dig. Olle er til konference i Reykjavik, så han ser det ikke.« Vijay tager sin snusdåse og begynder distræt at pille ved etiketten. »Men,« fortsætter han, »det var ikke derfor, jeg bad jer komme, altså for at diskutere mine nikotinvaner.« Aina og jeg nikker bekræftende. Vi ved godt, at Vijay har bedt os om at komme for at diskutere en opgave, og vi er taknemmelige for det. Selv psykoterapeuter kan mærke lavkonjunkturer, og større opgaver fra statslige kunder modtages med kyshånd. »Det er altså et forskningsprojekt, hvor vi skal undersøge effekten af selvhjælpsgrupper for voldsramte kvinder. Målgruppen er kvinder, der ligger i risikozonen for at udvikle posttraumatisk stresssyndrom, men som af forskellige årsager ikke vil gå i traditionel behandling. Projektet er et samarbejde mellem Värmdö Kommune og Stockholms Universitet.« Vijay har skiftet til sin professionelle rolle. Hans øjne gløder, og kinderne farves let røde. Han har et lidenskabeligt forhold til sit arbejde. Betragter det ikke som et job, det daglige brød, men snarere en måde at leve på og måske også noget, der giver mening. Desuden ville han ikke kunne benægte, at det smigrer hans for-
18
33975_sort_angst.indd 18
10-02-2011 11:27:03
fængelighed. Han elsker den autoritet, som professoratet giver ham. At få lov at være ekspert, den, som ved bedst. Vijay optræder ofte i medierne, hvor han udtaler sig om forbrydelser og deres formodede årsager. Det ville være nemt at psykologisere, tro, at hans tilfredshed skyldes behovet for revanche. Den forfordelte indvandrer, marginaliseret både på grund af etnisk oprindelse og seksuel orientering. Men sandheden ligger langt derfra. Vijays forældre er velstillede akademikere, som kom til Sverige på forskningsstipendier og siden blev boende. Hans homoseksualitet er ikke noget, som familien har blandet sig i. Der er yderligere tre brødre, som forsyner forældrene med de eftertragtede børnebørn. Vijay ses som excentrisk, men ikke mindre vellykket. »Hvor kommer vi ind i billedet, hvis det er en selvhjælpsbehandling?« Aina afbryder Vijays tale og tvinger ham til at stoppe op, noget han egentlig ikke bryder sig om. »Jeg kommer til det nu, hvis du bare har lidt tålmodighed.« Han tier, åbner snusdåsen, stopper noget ind under læben og fortsætter så. »Tanken er, at I skal køre pilotstudiet. Teste manualen, tjekke de psykoedukative dele, se om noget skal tilføjes eller fjernes.« »Psykoedukation og selvhjælp, det lyder ikke som kognitiv terapi,« siger jeg. Aina ser tvivlende ud, og Vijay griner. »Det er heller ikke kognitiv terapi, ikke rendyrket. Men det betyder ikke, at det ikke kan have effekt. I ved jo, at efterspørgslen på uddannede psykoterapeuter med speciale i kognitiv terapi langt overstiger det antal, der eksisterer. Det her er en måde at lade flere tage del i forskellige interventioner på, interventioner, som vi ved er virksomme ved posttraumatisk stresssyndrom og traume, vi vil simpelthen udbrede metoderne ved hjælp af lavere omkostninger. Desuden er der en pointe med selvhjælpsgrupper, specielt for mennesker, som selv har været ofre. Det giver en følelse af ... at have kontrol måske. Empowerment. Åh ... I ved godt.«
19
33975_sort_angst.indd 19
10-02-2011 11:27:03
»Empowerment?« Aina ser stadig tvivlende ud og kigger på mig som for at få et tegn, et signal om, hvordan jeg ser på det. »Hvordan er oplægget?« Jeg er nysgerrig og vil gerne høre mere om, hvordan behandlingen skal foregå. »Otte gange, to timer per gang. Hver gang indledes med en undervisningsdel, reaktioner ved traumer, mænds vold mod kvinder, information om normale symptomer ved posttraumatisk stresssyndrom, den slags emner. Derefter følger en friere del, man fortæller om egne erfaringer og lytter til de andres historier. Gruppelederens rolle er at styre samtalen. Sørge for, at alle kommer til orde, og at ingen bliver for dominerende. Derefter præsenteres en hjemmeopgave, det kan være at overveje, hvordan livet har forandret sig efter traumet, eller lave nye målsætninger for, hvordan man vil leve. Hvad man har mistet, og hvad man mener at kunne genskabe, generobre måske. Og bagefter hvordan man skal gøre det. I vil få en detaljeret manual, men I har frihed til at bevæge jer uden for den. I evaluerer gruppemøderne sammen bagefter og giver jeres mening til kende om indholdet. Det hele dokumenteres. Vigtigt at tænke på er, at det er en selvhjælpsgruppe, niveauet skal altså være passende, det skal have substans og kunne bidrage til forandring, men ikke være for kompliceret. Det er ikke psykoterapi, og de tiltænkte ledere er ikke psykoterapeuter, men kvinder, der selv har været udsat for mænds vold ...« Vijay afbryder sig selv og ser pludselig forlegen ud. Jeg ved, hvad han tænker, og hvad der kommer nu. »Ja, altså Siri ... jeg beder dig jo ikke gøre det i egenskab af voldsoffer, men ganske enkelt fordi du er en forbandet kompetent psykolog og psykoterapeut. Du og Aina, I er gode. Pokkers gode.« »Men den kendsgerning, at jeg er voldsoffer ud over at være psykolog og terapeut, skader måske ikke?«
20
33975_sort_angst.indd 20
10-02-2011 11:27:03
Jeg betragter Vijay, ser, hvordan han overvejer forskellige alternativer. Jeg kender ham så godt, at jeg kan fornemme hans tankebaner. Sige det, som det er, eller glatte ud? Lade, som om intet er sket, og at jeg er den samme som før, eller indrømme, at det, som skete, at den kendsgerning, at en anden person har forsøgt at dræbe mig, faktisk har forandret mig? »Generer det dig?« spørger han. Han ser såret og samtidig ivrig ud. Jeg overvejer hans spørgsmål. Om det generer mig, at Vijay tror, at jeg med mine personlige erfaringer er bedre egnet end nogen anden til at gøre dette arbejde. Og det går op for mig, at det gør det ikke. Mine egne oplevelser er altid med mig, men det gør ikke længere ondt som et åbent sår. Jeg mener faktisk at have kontrol over mine egne reaktioner og min evne til at relatere til det, som er sket. »Nej, det generer mig ikke.« Atmosfæren i det beklumrede rum forandrer sig så pludseligt, at det ikke er til at tage fejl af. En bølge af lettelse, ro, synes at forplante sig igennem Vijay og Aina, og jeg forstår, at de sikkert begge har ræsonneret i forvejen, men at Aina ikke har villet påvirke mig, men i stedet give mig en mulighed for at afslå Vijays tilbud uden at tabe ansigt. Vijay bøjer sig frem mod mig og stryger min kind i en uventet øm gestus. »Siri, min ven. Jeg er glad for, at du er her.« Jeg bliver forbløffet over hans pludselige følsomhed, men samtidig varmer hans oprigtighed. Det er ikke til at tage fejl af, at han mener, hvad han siger. Aina møder mit blik og løfter umærkeligt øjenbrynene, og jeg er nødt til at se væk, fordi jeg ved, at jeg vil komme til at grine, hvis vi fortsætter med at se på hinanden, og jeg vil ikke såre Vijay. I stedet vender jeg mig om imod ham og lægger hovedet på skrå. »Nuff said. Kan vi tale penge nu?«
21
33975_sort_angst.indd 21
10-02-2011 11:27:03
Regnen som bliver ved og ved. Som nægter at slippe sol eller kulde ind. Den falder stille over den våde jord omkring mit hus. Opløser langsomt konturerne af det, som engang var min græsplæne, men som nu ligger under vand. Enkelte græstuer stikker op hist og her som slidte, gule hårtjavser. Stien mellem mit hus og annekset, der huser badeværelse og pulterrum, er fuld af gabende huller, hvor det sorte mudder har suget sig fast i mine gummistøvler. Inde i huset er der varmt og tørt, og hver gang jeg åbner hoveddøren på klem, fyldes jeg af en primitiv, stærk glædesfølelse over at vende tilbage til det hjem, som faktisk er mit, som holder mig – og nogle gange også Markus og mine venner – varm under alle disse stormfulde efterårsaftner, med sin spinkle, men pålidelige trækonstruktion. Markus bor ikke hos mig. Jeg vil ikke bo sammen med nogen, er ikke nået dertil endnu. Måske sætter jeg det at have mit eget sted for højt, måske tror jeg ikke, at vi kan klare alle de kompromisser, som et rigtigt fælles liv ville indebære. Hvem forsøger jeg at narre? Sandheden – den, der gør så ondt, at jeg kun en gang imellem trækker den frem i lyset for at undersøge den – er, at jeg ikke er i stand til at elske ham rigtigt. At bede mig om at elske ham er som at bede en mand uden arme om at binde snørebåndene; ligegyldigt hvor meget jeg end forsøger. Jeg kan ikke. Jeg frygter, at der ikke er plads i min sjæl til ham. Ikke endnu.
22
33975_sort_angst.indd 22
10-02-2011 11:27:03
Stefan. Altid nærværende. Ved min side dag og nat. Når jeg arbejder, sover. Når jeg elsker med Markus. Utro. De fleste ville kalde tanken absurd. Man kan jo ikke være utro mod nogen, som er død. Og guderne skal vide, at Stefan om nogen gerne ville have set mig lykkelig. Ville have undt mig det. Nej. Det handler om min egen manglende evne til at knytte mig til nogen. Så. Det eneste, der sladrer om Markus’ tilstedeværelse, er en ekstra tandbørste i badeværelset, en skuffe med underbukser og T-shirts i størrelse XL i min kommode og en slimline laptop, som han hævder, at han har brug for til sit arbejde. Men hvis sandheden skal frem, har jeg aldrig set ham lave andet end at spille og surfe på den. Selv om vi har været sammen i snart et år, er jeg stadig ikke kommet mig over, at vi er så forskellige. Hvis nogen havde spurgt mig dengang for længe siden, hvad jeg ledte efter hos en mand – drømmemanden – kunne jeg have talt længe om det emne. Han skulle være intellektuel, læse bøger, interessere sig for samfundsspørgsmål. Nå, jeg kan koldt og kynisk konstatere, at det er lykkedes mig at finde en mand, som er så langt fra min romantiske forestilling som overhovedet muligt: politimand, sportslig, deler slet ikke mine interesser. Læser ikke bøger, sidder helst foran computeren, når han ikke træner. Han stemmer vist borgerligt, selv om han er norrlänning, men jeg ved det faktisk ikke. Vi taler aldrig om den slags. Faktisk taler vi ikke ret meget sammen. Vi ... er bare. Vi deler dette hus og disse klipper ved havet. Vi deler livet, som dovent går sin gang dette langtrukne og mørke efterår. Vi
23
33975_sort_angst.indd 23
10-02-2011 11:27:03
deler hinandens kroppe med en voldsomhed, som nogle gange er skræmmende, og som står i stærk kontrast til hverdagens beherskede, saglige samtaler og praktiske gøremål. Jeg tænker nogle gange, at han udfylder den samme funktion i mit liv som et husdyr – det er hyggeligt at føle en andens tilstedeværelse. Der lyder måske frygteligt? Men det modsatte er også frygteligt, at kræve af livet, at en mand – en eller anden mand – skal leve op til et romantiseret idealbillede, at han skulle dele alle mine interesser. Brillere intellektuelt. Begære mig hele tiden. Det ville være frygteligt. Det ville være temmelig indbildsk at have den slags krav til livet. Til et andet menneske. Han er også alt for ung til mig. Ti år for ung nærmere betegnet. Jeg har for længst bestemt mig for at ignorere dette faktum. Overbeviser mig selv om, at alder er relativ. Og skal jeg være ærlig, nyder jeg også tanken om, at han – som er så ung – faktisk vil have mig. Det er tidlig morgen, og udenfor ligger vigen stadig i mørke. Markus og jeg står ved siden af hinanden i det minimale badeværelset i annekset. Han fører barberskraberen til ansigtet og studerer mig i spejlet. Langsomt og måske lidt påtaget smører jeg min nøgne, nyvaskede krop ind i creme. Ser på ham i smug, som han står der og læner sig ind over håndvasken. »Hvorfor egentlig alle de Bowiebilleder? Er det ikke lidt pubertært at hænge idolbilleder på væggene?« siger Markus og peger op på collagen, der dækker den ene badeværelsesvæg. Jeg fniser og trækker trusserne på. »Jeg er forelsket i ham. Det har jeg altid været.« »Er han ikke lidt for gammel til dig?« siger Markus og smiler, mens han sætter små stumper papir på noget, der må være en bums eller en rift fra barberingen. Jeg kan se blodet trænge igennem det tynde papir og vokse til en lille rose på kinden.
24
33975_sort_angst.indd 24
10-02-2011 11:27:03
»Nej, altså ikke Bowie, som han er i dag. Jeg er forelsket i halvfjerdserversionen, du ved den androgyne, benede, punkede fyr. Ham, der skrev skøre tekster og lånte sin kvinde ud til Mick Jagger. Eller var det omvendt. Nej, de havde sex med hinanden, ham og Mick. Sådan var det. Var det ikke?« »Du er syg, ved du godt det?« »Jeg har aldrig påstået andet.«
25
33975_sort_angst.indd 25
10-02-2011 11:27:03