Hades

Alexandra Adornetto

HaDES På dansk ved Nete Harsberg

Politikens Forlag

Hades.indd 3

11/01/12 13.08

4

Over grænsen O ve n på

lugtede der støvet og jordslået. På trappeafsatsen havde det elfenbensfarvede tapet løsnet sig fra den fugtige væg. Til trods for den brølende fest nedenunder var der usandsynligt stille her på førstesalen, næsten som om noget overnaturligt var til stede.

Pigerne labbede stemningen i sig.

“Det her er helt perfekt,” sagde Hallie.

“Jeg vil vædde med, at det allerede spøger i forvejen,” tilføjede Savannah, helt rødspættet i ansigtet af ophidselse.

Pludselig virkede mine bekymringer lidt ude af proportion.

Måske overreagerede jeg simpelthen? Hvorfor skulle jeg også altid male fanden på væggen? Og hvorfor skulle min bagstræberiske natur altid ødelægge det for alle andre? Jeg bebrejdede mig selv for at være så sortseende – hvad var sandsynligheden i virkeligheden for, at pigerne ville komme i kontakt med den anden side? Det var sket før, men krævede som regel tilstedeværelsen af et erfarent medium. Fortabte sjæle brød sig ikke rigtig om at blive hidkaldt for at underholde teenagepiger. Nå, pigerne ville sikkert begynde at kede sig, når de opdagede, at der ikke skete noget.

Jeg fulgte Molly og de andre ind i værelset, der engang måtte have været beregnet til gæster. De høje vinduer var helt matte af de mange års støv og skidt. Værelset var tomt, bortset fra en smedejernsseng, som var skubbet helt hen til et af de beskidte vin-

· 39 ·

Hades.indd 39

11/01/12 13.08

duer. Den vakkelvorne ramme, der engang havde været hvid, var skrammet og gullig. Der lå også et falmet tæppe med lyserøde roser på. Familien Knox kom åbenbart ikke så tit på det gamle landsted og havde da slet ikke sommergæster. Vindueskarmene så ud til at være blegede af solen, og der var ingen gardiner til at skærme for månelyset. Værelset vendte mod vest og havde udsigt over skoven i udkanten af grunden. Jeg kunne se fugleskræmslet på sin post i marken med stråhatten blafrende i brisen.

Uden at konferere med hinanden først satte pigerne sig i skrædderstilling i en rundkreds på det tyndslidte gulvtæppe. Abby stak hånden forsigtigt ned i papirposen, som om den gemte på en kostbar skat. Det kunne sådan set også godt gå for en antikvitet, det skrammede Ouija-bræt, hun trak ud af et grønt filtetui.

“Hvor har du det fra?”

“Min bedstemor,” sagde Abby. “Jeg besøgte hende i Montgomery i sidste måned.”

Med overdreven højtidelighed placerede hun brættet i midten af kredsen. Jeg havde kun set dem i bøger, og det her var finere, end jeg havde forventet. Hele vejen rundt i kanten stod alfabetet i to lige rækker. Der var også tal og nogle symboler, jeg ikke kendte. I hvert sit hjørne stod der JA og NEJ med blokbogstaver omkranset af krummelurer. Selvom det var første gang, jeg så et Ouija-bræt, kunne jeg ikke undgå at bemærke henvisningerne til sort magi.

Så viklede Abby et spinkelt, langstilket sherryglas ud af en papirserviet. Hun smed papiret fra sig med en utålmodig bevægelse og placerede glasset på brættet med bunden i vejret.

“Hvordan fungerer det her?” ville Madison vide. Hun var den eneste af de tilstedeværende – bortset fra mig selv – der ikke var fyr og flamme. Jeg havde dog mistanke om, at det mere handlede om manglen på alkohol og fyre heroppe, end at hun var bekymret for vores sikkerhed.

· 40 ·

Hades.indd 40

11/01/12 13.08

“Man skal bruge et stykke træ eller et omvendt glas som mellemled for at komme i kontakt med åndeverdenen,” forklarede Abby og nød tydeligvis sin ekspertrolle. “Flere i min familie har synske evner, så jeg ved, hvad jeg taler om. Vi har brug for al vores forenede energi, hvis det skal virke. Alle skal koncentrere sig og sætte en pegefinger på glassets fod. I må ikke trykke for hårdt – så spærrer I for energien, og så virker det ikke. Når vi får kontakt med en ånd, vil den skrive sit budskab til os. Okay, lad os komme i gang. Læg jeres finger på glasset. Forsigtigt.” Det måtte man give Abby – hun var virkelig overbevisende, også selvom jeg var ret sikker på, at det hele var noget, hun sad og digtede på stedet. Pigerne fulgte ivrigt hendes anvisninger.

“Hvad så nu?” spurgte Madison.

“Så venter vi, til det begynder at bevæge sig.”

“Seriøst?” Madison rullede med øjnene. “Er dét det hele? Hvordan ved vi, at det ikke bare er en af os, der skriver et eller andet?”

Abby skulede til hende. “Det er ikke særlig svært at kende forskel på en joke og et ægte åndeligt budskab, Mad. Desuden ved ånden ting, som ingen andre kan vide.” Hun kastede med håret. “Jeg forventer ikke, at du forstår det. Jeg ved det kun, fordi jeg har prøvet det mange gange før. Nå, er vi klar?” spurgte hun meget alvorligt.

Jeg borede neglene ned i det ru tæppe og ønskede, at der havde været en måde at slippe ubemærket ud af rummet på. Jeg fór sammen, da Molly strøg en tændstik for at tænde de lys, en eller anden havde stillet på gulvet. Hun satte flammen mod vægerne, og lysene blussede op med en sydende lyd.

“Lad gerne være med at lave nogen pludselige bevægelser under seancen,” sagde Abby og sendte mig et sigende blik. “Vi vil ikke gøre ånden nervøs. Den skal føle sig tryg i vores selskab.”

“Er det også noget, du ved af erfaring, eller har du set det i Åndernes magt?” røg det sarkastisk ud af Madison.

· 41 ·

Hades.indd 41

11/01/12 13.08

“Kvinderne i min familie har altid været i tæt forbindelse med den anden side,” sagde Abby. Jeg brød mig ikke om måden, hun udtalte den anden side på – som om det var en spøgelseshistorie på en spejderlejr.

“Har du nogensinde set et spøgelse?” hviskede Hallie.

“Ja, jeg har,” erklærede Abby med dødsens alvor. “Og det er også derfor, jeg vil optræde som medium her i aften.”

Jeg kunne ikke greje, om det, Abby fortalte, var sandt. Nogle fangede af og til glimt af de døde, når de krydsede mellem to verdner. Men langt de fleste åndesyn udsprang af folks livlige fantasi. En flakkende skygge eller et spil i lyset blev hurtigt forvekslet med et overnaturligt fænomen. Det var selvfølgelig noget andet med mig. Jeg fornemmede ånderne hele tiden – overalt.

Hvis jeg koncentrerede mig, kunne jeg mærke, hvem der lige var draget af sted, og hvem der ledte efter deres kære. Gabriel havde sagt, at jeg skulle holde dem ude af min bevidsthed – de var ikke vores ansvar. Jeg tænkte på, dengang min ældre veninde Alice var kommet for at sige farvel lige efter sin død sidste år. Jeg havde set hende lige så tydeligt uden for mit vindue, og så forsvandt hun igen. Men ikke alle ånder var lige så nænsomme som Alice – de, der ikke kunne slippe taget i den jordiske verden, kunne blive hængende i årevis og blive mere og mere lunefulde og afsindige af at være omgivet af liv, som de aldrig kunne tage del i igen. De mistede følingen med menneskene og begyndte at hade dem, ofte med voldelige udfald til følge. Gad vide, om Abby ville være lige så meget på, hvis hun vidste, hvad der i virkeligheden var derude.

Men det kunne jeg umuligt fortælle hende uden at afsløre mig selv.

Pigerne nikkede samtykkende og overlod med glæde initiativet til aftnens medium. Jeg kunne mærke Molly gyse ved siden af mig.

“Tag hinanden i hænderne,” sagde Abby. “Og uanset hvad der

· 42 ·

Hades.indd 42

11/01/12 13.08

sker, må I ikke give slip. Vi skal sidde i en beskyttelsescirkel – hvis den bliver brudt, kan ånden slippe ud.”

“Hvor ved du det fra?” hviskede Savannah. “Vil det ikke bare afbryde seancen, hvis vi slipper hinanden?”

“Jo, og hvis det ellers er en venlig ånd, bliver den bare sendt tilbage til sit hvilested. Men hvis den er ondsindet, skal vi være forsigtige. Vi ved ikke, hvad vi får fat i.”

“Nå, men skal vi så ikke bare sørge for at få fat i et dejligt venligt spøgelse?” spurgte Madison og indkasserede et hånligt blik fra Abby.

“Ligesom Casper, mener du?”

Madison kunne ikke lide at blive drillet, men vi vidste alle sammen, at Abby havde ret. “Nej, okay så,” sagde hun overgivende.

“Så er det tilfældighedernes spil.”

Jeg måtte bide mig selv i tungen for ikke at argumentere mod Abbys vandtætte plan. At gå i gang med en åndeseance den ene aften om året, hvor der rent faktisk var sandsynlighed for at få kontakt, var direkte idiotisk. Jeg rystede på hovedet og forsøgte at fortrænge mine bange anelser. Jeg mindede mig selv om, at det bare var en barnlig leg, som næsten alle teenagere eksperimenterede med for sjov. Jo hurtigere vi kunne få det overstået, des hurtigere kunne vi komme ned og tage hul på resten af aftnen.

Molly og Savannah, som sad på hver sin side af mig, tog mig hårdt i hænderne. Deres hænder føltes klamme, og jeg gættede på, at de både var spændte og nervøse. Abby bøjede hovedet og lukkede øjnene. Hendes lyse hår faldt ned foran ansigtet, og hun afbrød sin påberåbelse for at sætte det op i en løs hestehale med den elastik, hun havde rundt om håndleddet. Så rømmede hun sig teatralsk, så sigende rundt på os og begyndte at tale med lav, messende stemme.

“Du sjæl, som vandrer på Jorden, vi hidkalder dig – kom og hvil

· 43 ·

Hades.indd 43

11/01/12 13.08

hos os! Vi vil dig intet ondt, vi vil bare i kontakt. Vær ikke bange.

Hvis du har noget at fortælle, vil vi gerne høre det. Jeg gentager – vi vil dig intet ondt. Og vi beder dig om ikke at gøre os ondt.”

Der var dødstille i værelset. Pigerne udvekslede urolige blikke.

Det var tydeligt, at nogle af dem nu var knap så entusiastiske omkring Abbys projekt og hellere ville have siddet nedenunder og drukket med deres venner og flirtet med drengene. Jeg bed tænderne sammen og tvang mig selv til at tænke på noget andet end den usmagelige ceremoni, der udspillede sig for øjnene af mig. Jeg vidste, at det ikke bare var uklogt at forstyrre de døde, men også virkelig ufølsomt. Det stred mod alt, jeg havde lært om livet og døden. Havde de aldrig hørt vendingen hvil i fred? Jeg havde lyst til at trække hænderne til mig og løbe ud af rummet, men vidste samtidig, at Abby ville blive stiktosset og udråbe mig til årets partykiller. Jeg sukkede tungt og håbede, at de ville begynde at kede sig over at sidde og vente på svar og snart ville opgive legen. Molly og jeg udvekslede skeptiske blikke.

Der gik fem lange minutter, hvor man ikke hørte andet end lyden af vores åndedræt og Abbys gentagende besværgelse. Netop som pigerne begyndte at røre uroligt på sig, og en af dem højlydt beklagede sig over, at hun var ved at få krampe i sine ben, begyndte glasset at rokke. Alle stivnede og var hundrede procent opmærksomme igen. Glasset stod et øjeblik og vaklede og begyndte så at glide hen over brættet, mens det stavede en besked, bogstav for bogstav. Abby, det selvudnævnte medium, gentog hvert bogstav, indtil budskabet var færdigt.

Stop. Stop nu. Kom væk herfra. I er alle i fare.

“Uuh, hvor spændende!” sagde Madison sarkastisk. De andre så usikkert på hinanden og forsøgte at afgøre, hvem i gruppen, der

· 44 ·

Hades.indd 44

11/01/12 13.08

stod bag drilleriet. Men vi havde alle sammen en finger på glasset, og det var umuligt at se, hvem der rykkede det. Molly strammede grebet om min hånd, mens en ny besked tog form.

Stop. Hør efter. Det onde er her.

“Hvorfor skal vi tro på dig?” spurgte Abby udfordrende. “Kender vi dig?”

Nu rykkede glasset sig i store ryk, udelukkende ved egen hjælp.

Det gled hen over brættet og standsede trodsigt ud for ordet JA. “Okay, jeg ved godt, at det er en joke,” sagde Madison. “Kom nu – hvem er det?”

Abby ignorerede hendes protester.

“Hold nu kæft, Mad. Der er ikke nogen, der gør det,” bed Hallie. “Du ødelægger stemningen.”

“Du kan da ikke seriøst mene, at ...”

“Hvis vi kender dig, må du fortælle os, hvad du hedder,” vedblev Abby.

Glasset stod stille i nogle sekunder.

“Jeg sagde jo nok, at det er én stor omgang pis,” begyndte Madison, men så genoptog glasset sin dans hen over brættet. Til at begynde med virkede det forvirret og standsede ud for et par bogstaver for så pludselig at flytte sig igen, som om det ville drille os.

Det virkede usikkert på mig, som et barn, der ikke var helt vant til processen. Det skred over pladen og stoppede ud for bogstaverne ­T-A-Y. Så standsede det, som om det ikke helt vidste, hvad det skulle stille op.

“Stol på os,” tilskyndte Abby.

Glasset fortsatte tøvende ind på midten af brættet og fandt frem til de sidste tre bogstaver – L-A-H. Det var Molly, der brød den ubehagelige tavshed. “Taylah?”

· 45 ·

Hades.indd 45

11/01/12 13.08

­ viskede hun halvkvalt. Hun blinkede vredt for at standse tårerne, h der havde fyldt hendes øjne, og stirrede rundt i gruppen.

“Okay, det er så lidt sjovt,” hvislede hun. “Hvem er det? Hvad fanden tænker I på?”

Hendes beskyldning blev mødt af protester og hektisk hovedrysten. “Det var ikke mig,” sagde de raden rundt. “Det kunne jeg ikke finde på.”

Jeg mærkede det løbe koldt ned ad ryggen. Inderst inde vidste jeg godt, at ingen af pigerne ville synke så dybt og bruge deres afdøde veninde i legen. Taylahs død var stadig frisk i hukommelsen, og ingen turde lave sjov med den. Og det kunne kun betyde én ting – Abby havde fået kontakt. Brudt igennem barrieren. Vi var på vej ud, hvor vi ikke kunne bunde.

“Hvad hvis det ikke er en joke?” sagde Savannah prøvende. “Ingen af os er så langt ude. Hvad hvis det virkelig er hende?”

“Det er der kun én måde at finde ud af på,” sagde Abby. “Vi bliver nødt til at få kontakt med hende igen og bede om et tegn.”

“Men hun har jo lige bedt os om at stoppe,” protesterede Molly.

“Hvad nu, hvis ikke hun vil have kontakt?”

“Ja, eller hun prøvede at advare os?” gyste Hallie.

“Hvor er I naive, alle sammen.” Madison vendte øjne. “Kom nu bare, kald på hende, Abby. Der kommer ikke til at ske en skid.”

Abby lænede sig helt ind over Ouija-brættet. “Vi befaler dig,” sagde hun med dyb røst. “Kom frem og vis, hvem du er.”

Gennem vinduet kunne jeg se en mørk sky glide hen over himlen. Den skyggede for månen, og det sølvagtige skær, der havde fyldt rummet, forsvandt. Et øjeblik fornemmede jeg varmen fra Taylahs tilstedeværelse lige så tydeligt som den hånd, jeg holdt i min. Men lige så pludseligt forsvandt hun igen og efterlod sig et koldt tomrum i den bare luft.

“Vi befaler dig,” gentog Abby med større intensitet. “Kom frem!”

· 46 ·

Hades.indd 46

11/01/12 13.08

Udenfor begyndte vinden at tude, og det klirrede i ruderne. Værelset føltes med ét iskoldt, og Molly klemte så fast om mine fingre, at hun næsten stoppede blodomløbet.

“Kom frem!” befalede Abby. “Vis, hvem du er!”

I samme øjeblik fløj et af vinduerne op og en strid vind føg ind i rummet, så lysene blæste ud. Et par af pigerne udstødte et hvin og klyngede sig tættere til hinanden. Jeg kunne mærke vindens greb om min nakke som kolde, døde fingre. Jeg skælvede og krummede mig forover for at skærme mig mod den. Savannah klynkede, og jeg vidste, at hun også kunne mærke den. Pigerne her kunne være rimelig blanke omkring mange ting, men alle fornemmede, at der var et eller andet i rummet nu, som var alt andet end venligsindet.

Jeg blev nødt til at sige noget, inden det var for sent.

“Vi bliver nødt til at stoppe det her,” råbte jeg. “Det er ikke nogen leg længere.”

“Du kan ikke gå nu, Beth. Du ødelægger det hele.” Abbys øjne fløj rundt i værelset. “Er der nogen?” spurgte hun. “Giv os et tegn, hvis du kan høre mig.”

Jeg hørte Hallie udstøde et gisp og så ned på brættet, hvor glasset bevægede sig lydløst under deres fingre. Det standsede over ordet JA. Savannahs hånd var nu klistret og klam i min.

“Hvem er det, der gør det der?” hviskede Molly.

“Hvorfor er du kommet?” spurgte Abby. “Har du en besked til nogen her?”

Glasset slog en cirkel ind over brættet og landede samme sted igen. JA. “Hvem er den til?” spurgte Abby. “Sig, hvem du er kommet for at møde?”

Glasset gled hen på bogstavet A. Så cirkulerede det elegant fra bogstav til bogstav, mens det stavede et navn. Abby forbandt bogstaverne i sit hoved og så forvirret ud.

· 47 ·

Hades.indd 47

11/01/12 13.08

“Annabel Lee?” sagde hun desorienteret. “Det er der ingen her, der hedder.”

Jeg mærkede en isnende klo gribe fat om mit hjerte. Navnet sagde måske ikke dem noget, men det sagde mig alt. Jeg kunne stadig tydeligt se ham for mig stå der i klassen og recitere digtet med sin fløjlsstemme: “I en fjern og henfaren Tid ved en Kyst / Havene vandrer forbi / Der leved’ en Pige, hvis Navn vi tyst / Nævnede Annabel Lee.” Jeg kunne huske, hvordan hans mørke blik havde boret sig ind i mit og havde udløst en frygtelig, brændende uro dybt inden i mig.

Det var den samme følelse, der netop nu skyllede ind over mig, så mit svælg føltes som sandpapir, og mit bryst snørede sig sammen.

Kunne det virkelig være ham? Havde en fjollet leg virkelig hidkaldt noget så forfærdeligt? Jeg ville ikke tro det, men synet af de rådvilde ansigter rundt om mig fortalte mig, at jeg ikke tog fejl. Den besked var møntet på mig og ingen anden. Jake Thorn var kommet tilbage og befandt sig lige her i værelset sammen med os.

Instinktivt havde jeg lyst til at styrte væk, men det lykkedes mig at stå imod. Jeg blev nødt til at beskytte de andre. Jeg bad til, at vi stadig kunne nå at afslutte seancen ordentligt og sende den ondskab, vi havde hidkaldt, tilbage, hvor den kom fra.

“Fortæl, hvad du vil,” sagde Abby og sank en klump. Hendes stemme var steget flere oktaver.

Hvad havde hun gang i? Kunne hun ikke se, hvor langt vi var ude? Jeg skulle lige til at overtage styringen og beordre Abby til at stoppe, da dørhåndtaget begyndte at bevæge sig med voldsomme bevægelser. Det ruskede fra side til side, som om en usynlig kraft forsøgte at komme ud. Enhver logik sagde, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Døren var ikke låst.

Den overnaturlige hændelse blev simpelthen for meget for nogle af pigerne.

“Prøv at forholde jer i ro,” sagde jeg så roligt, jeg overhovedet

· 48 ·

Hades.indd 48

11/01/12 13.08

kunne, men det var for sent. Molly trak sine hænder til sig og kravlede baglæns på alle fire. På vejen kom hun til at sparke til Ouija-brættet, så det gled hen ad gulvbrædderne. Sherryglasset fløj op i luften og landede ved siden af mig og splintredes i tusind stykker. I samme nu mærkede jeg et slag i brystet af iskold luft, som næsten tog pusten fra mig. Døren fløj op og hang og dinglede på hængslerne.

“Molly!” skreg Hallie, da hun var kommet sig oven på det første chok. “Hvad laver du?”

“Jeg vil ikke være med længere,” peb Molly halvkvalt. Hun slog armene om sig selv, som om hun ville give sig selv varmen igen.

“Beth havde ret – det her var en åndssvag ide. Vi skulle aldrig have gjort det.”

Jeg rejste mig og fumlede efter lyskontakten, men så kom jeg i tanke om, at der ikke var strøm i huset, hvilket forvandlede min mave til en hård knude.

“Det er okay, Molly.” Jeg lagde en arm om hende og gav hende et klem, mens jeg forsøgte ikke at lade det skinne igennem, hvor panikslagen jeg var. En af os blev nødt til at bevare roen. Jeg kunne mærke Mollys krop ryste helt ukontrolleret. Jeg ville gerne sige til hende, at det bare var en tåbelig leg, og at vi ville grine ad det hele senere. Men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var nogen harmløs joke. Jeg gned Mollys arm og sagde det mest opmuntrende, jeg kunne komme i tanke om.

“Lad os gå nedenunder og glemme det hele.”

“Jeg tror ikke, det bliver så let.” Abbys stemme var dæmpet og ildevarslende. Hun lå på knæ og samlede glasskår op med blikket stift rettet mod rodet foran sig.

“Stop det der, Abby,” sagde jeg vredt. “Kan du ikke se, at hun er skræmt fra vid og sans?”

“Nej, Beth, du fatter det ikke.” Abby så op på mig uden gnisten

· 49 ·

Hades.indd 49

11/01/12 13.08

af sin tidligere skråsikkerhed. Hendes blå øjne stirrede på mig med samme ængstelse som Molly. “Hun brød kredsen.”

“Og hvad så?” spurgte jeg irriteret.

“Hvad end det var, vi hidkaldte, så var det fanget i kredsen,” hviskede Abby. “Vi kunne have sendt det tilbage. Men ...” Hendes stemme skælvede, mens hun så sig uroligt om i værelset. “Nu har Molly lige sluppet det løs.”

Hades.indd 50

11/01/12 13.08