Læs starten af
Kapitel 1 Jonas „Skål!“ „For masser af sol, sommer og ... scoringer!“ Dennis hævede sit glas. „Haha! To ud af tre til dig, kammerat,“ grinede Katja. Dennis skulede til hende. „Hold op, og skål, for fanden!“ sagde jeg, og leende førte vi glassene sammen så isterningerne klirrede. Jeg tog en stor slurk af colaen og lænede mig tilbage i stolen. „Jeg fatter det simpelthen ikke,“ mumlede jeg og rystede på hovedet. „For to timer siden følte jeg det som om jeg var oppe i torturens historie – i praksis – og ikke i matematik. Og nu ... nu har jeg fri! Ferie!“ „Du og alle os andre, Jonas!“ Katja smilede og gjorde et kast med hovedet ud mod rummet, så hendes hår svirpede i luften. Jeg kiggede hen over hendes skulder og nikkede. Pizzeriaet var fyldt med folk vi kendte, både fra vores egen skole, men også fra andre, og alle udstrålede den samme lettelse og nærmest overstadig lykke. „Ja, og jeg ved godt, hvad jeg skal bruge den ferie til.“ Dennis stoppede et stykke pizza i munden og fortsatte smaskende: 5
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
„sove længe, tage til stranden, glo på piger og ... hæhæ! se lige den her, Jonas.“ Dennis greb en serviet han havde siddet og tegnet på. „Jeg tror sgu jeg vil få det her trykt på en masse trusser og dele dem ud til mine scoringer!“ „Hvad? Hvad er det?“ Katja strakte sig for at se servietten. Jeg grinede og viste hende den. Der var tegnet et trafikskilt på den: en trekant med en bil som slingrede. „Hvad er det?“ Katja rynkede panden. „Den forstår jeg ikke.“ „Glatføre forude!“ brægede Dennis. „Deres trusser kommer til at sejle når jeg er i nærheden!“ „Årh! store idiot! Jonas, giv mig den serviet! så skal jeg vise Dennis hvad han kan putte på sin ...“ „Gider i lige holde op?“ Jeg drak hurtigt det sidste cola og fangede en stump isterning med læberne. „Lad mig nu nyde visheden om at jeg er færdig med eksaminerne. så kan i begge to kæfte løs bagefter.“ Jeg forstod det nu næsten heller ikke. Første år på handelsskolen var klaret! „Jaja,“ smilede Dennis og puffede let til Katja med albuen. Hun ignorerede ham, men tog den skorpe han rakte hende. Hun var af en eller anden grund vild med skorper og syntes det var det bedste ved en pizza. Jeg fattede ikke hvorfor. „skal i have mere? eller skal vi gå? Jeg har nogle øl på køl derhjemme,“ sagde jeg. „super.“ Vi rejste os og forlod pizzeriaet. „Bare så du ved det, pusser,“ hørte jeg Dennis mumle, „så skal jeg svømme så meget i tøser, at Lille Dennis kommer til at ligne en rosin!“ „søde skat,“ svarede Katja, „det gør den allerede.“ Jeg bekæmpede et grin. Katja og Dennis var mine bedste
venner og da de begyndte at komme sammen et halvt år tidligere, havde jeg været bange for at det skulle ødelægge vores venskab. når – og jeg havde på intet tidspunkt været i tvivl om at det var et ’når’ – de slog op, ville de måske ændre opførsel over for hinanden. To måneder senere slog de op, men heldigvis havde det ikke ændret på noget. De var hvor de altid havde været: På nakken af hinanden. „Hold kæft! Det var ikke hvad du sagde sidst du var mellem mine ben. Jeg mindes ord som ’kæmpe’ og ’umulig at gabe over’ og ...“ „Den ligner en hårløs jordrotte.“ Jeg snurrede rundt, bredte armene ud til siden og fortsatte med at gå baglæns. „Venner! Giv mig et F! Giv mig et e! Giv mig et R! Giv mig et i! Giv mig et e! Hvad siger det?“ Pludselig bemærkede jeg noget mørkt nærme sig ud af øjenkrogen. og så gav Dennis mig svaret: „Fuuuuuuuuuuuck!“
6
7
„Katja! Katja!“ Jeg satte mig op med et sæt og rakte ud efter hende. „Du må ikke ...“ Jeg stoppede brat. Der var sort omkring mig og ... det var ikke Katja der klynkede. Det var en anden. „Hey?“ Jeg blinkede et par gange og førte en hånd op foran ansigtet. intet. Der var ikke en antydning af farveforskel i mørket. alt var fuldstændig sort. „Hvem der?“ Den svage klynken forsvandt. „Hal... hallo?“ Jeg pressede tungen mod ganen og tvang mig selv til at synke. „Hvem er du?“ „Jeg er ... blevet væk.“ Det gav et sæt i mig. stemmen kom fra mørket til højre for
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
mig ... så tæt på at det føltes som om hun stod lige ved siden af mig. „Væk? Det er jeg vist også.“ Jeg kneb øjnene sammen og forsøgte at tænke. Hvordan var jeg endt her? i mørket? Hvad var det sidste der skete? Jeg prøvede at huske det, men selv om mine tanker føltes klare, var mit hoved et rod. stumper af samtaler og begivenheder hvirvlede rundt, og ingen af delene passede sammen eller gav nogen mening. „Jeg kan ikke finde hjem,“ fortsatte stemmen, og denne gang følte jeg et svagt pust på kinden. Min hud krympede sig, og jeg knyttede hænderne. „Hvad hedder du? Jeg hedder Jonas.“ „Jeg hedder ...“ Hun tøvede. „Jeg hedder ... Pandora.“ „Pandora? okay. Det var et ... interessant navn.“ Jeg overvejede om jeg skulle forsøge at rejse mig – det føltes som om jeg sad ned – men jeg turde ikke. „Hvordan er du endt her? Kan du huske noget?“ Pandora begyndte at snøfte igen. „Jeg kan ikke finde hjem. Jeg kan ikke finde hjem. Jeg er blevet væk.“ „Ja, øh ... okay.“ Jeg rystede på hovedet i et forsøg på at få tankerne på plads. „Her er ret mørkt.“ et svagt lys dukkede pludselig op og voksede sig større. et gisp undslap mig, og to ting gik op for mig på samme tid. Den ene var at lyset var det mest mærkelige jeg nogensinde havde oplevet. Det havde øjensynligt sit centrum lige foran mig og stoppede bag min ryg ... men jeg kunne ikke se nogen lampe. eller nogen anden form for lyskilde. Den anden ting var, at i lyskuglen befandt sig en anden person; Pandora.
„Hej,“ sagde jeg dumt selv om jeg sådan set allerede havde hilst på hende. „Hej,“ gentog hun lige så dumt og så tomt på mig. Hun var tynd og bleg. Langt, brunt hår hang ned på hver side af hendes ansigt i tjavsede totter og fik hende til at ligne en der befandt sig på bunden af den sociale rangstige. Hun sad med benene trukket op foran sig, og hun knugede dem ind til sig mens hendes blik flakkede imellem mig og mørket omkring os. Pludselig forsvandt lyset, og jeg fornemmede en ændring i mørket. Det var som om det på én gang trak sig tættere sammen omkring mig, samtidig med at det slap sit tag i mig. „Pandora, hvad sker der?! Pandora? Pandora!“ alting begyndte at hvirvle rundt. Det sidste jeg hørte var Pandora der skreg efter mig: „Du må ikke gå!“
8
9
„Jonas?! Jonas! Kan du høre mig?“ Mine øjenlåg var så tunge at det føltes som om de var på vej tværs gennem mit kranium. alligevel lykkedes det mig med stort besvær at åbne dem halvt. alt var sløret, men jeg havde ikke kræfter til at blinke for at klare blikket. „Jonas?“ en udtværet klat svævede ned og stoppede lige over mit ansigt. „Jonas? er du okay?“ Katja. Jeg forsøgte at tale, men kun en halvkvalt lyd undslap min strube. „Det er okay, makker,“ lød Dennis’ stemme et sted i nærheden. „Vi har ringet efter en ambulance. Det skal nok gå. okay? Du vover på at lave lort i den!“
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
ambulance? Men hvorfor det? Jeg ville protestere og bede dem om at hjælpe mig på benene. Der var ikke sket noget. Jeg havde det fint. og så, som om en forbindelse mellem min krop og hjerne skulle genetableres, følte jeg pludselig en frygtelig smerte. et hyl pressede sig ud gennem min strube, og så sank jeg tilbage i et sort, tomt hav.
„nej,“ mumlede jeg. „Han sagde at du snart kan komme hjem,“ forklarede min far. Mine øjne var stadig lukkede, men jeg smilede ... svagt.
„Ja, du har jo været meget heldig,“ sagde lægen og betragtede mig hen over brilleglassene. Heldig? Heldig? Hun trængte vist til at få frisket ordet op i en nudansk ordbog, for ’heldig’ var ikke lige det jeg ville bruge. et brækket ben og hjernerystelse plus blå mærker og mindre skrammer. Var det heldigt?! Jeg havde sommerferie for helvede, og nu kunne jeg godt glemme alt om at stå på rulleskøjter, tage på stranden og i det hele taget nyde ferien før det gik løs med skole igen. Heldig, for fanden?! „Ja, vi er også meget taknemmelige,“ sagde min mor og lagde hånden på min arm. „Det kunne være ...“ Hun sank og rømmede sig. „nå, men, hvornår skal vi så ...“ Jeg lænede hovedet tilbage på puden og lukkede øjnene mens mine forældre og lægen snakkede. Mit hoved gjorde ondt, og lyset var modbydeligt skarpt. og så var jeg rigtig træt. Jeg havde sovet elendigt de sidste nætter. Det var der ikke noget at sige til, sådan som sygeplejerskerne rendte rundt hele natten. og så havde jeg mareridt. Hvis jeg bare kunne sove ... uden at drømme. Det gav et sæt i mig da min mor rørte ved mig. „Hørte du hvad doktor svendsen sagde?“ spurgte hun blidt.
en time efter at jeg var kommet hjem lå jeg på mit værelse. For at hvile, sagde min mor. ’Han surmuler’, var min fars formulering. ingen af delene passede. Jeg lå og bandede tavst ad Gud, skæbnen, de små grønne mænd på Mars og hvem fanden der ellers kunne tænkes at befinde sig ude i det store ukendte. ’Jamen, du kan da stadig tage til stranden med Dennis og Katja. Jeg skal nok køre jer’, havde min mor sagt da jeg bandede over at jeg ingenting kunne. Tage til stranden? Ja, det skulle nok blive hyggeligt. Kæmpe sig rundt i sandet på krykker og se de andre spæne ud i havet til en forfriskende dukkert. Få sand ind under gipsen. Den eneste måde jeg kunne score – for jeg kunne sgu ikke løbe byttet op – var ved at spænde ben for en eller anden. „Lorte sommer,“ mumlede jeg. Der lød en forsigtig banken på døren. „Hvem er det?“ spurgte jeg. „nanna. Må ... må jeg komme ind?“ nanna var min lillesøster som lige var fyldt ti. i betragtning af at hun var en omvandrende, tikkende østrogen-bombe, var hun meget nem. Hun væltede aldrig ind på mit værelse uden at blive inviteret, og jeg så ikke skyggen af hende når jeg havde venner på besøg. Hun havde dog grædt hver gang hun var med på hospitalet, og på vej hjem i bilen lignede hun også en der var klar til at gå
10
11
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
i udbrud hvert øjeblik. Det orkede jeg ikke lige nu. „senere. Jeg er træt.“ Der var stille lidt. „okay, Jonas.“ Hendes lette fodtrin fjernede sig. Jeg løftede mig op på den ene albue og tog vandglasset fra sengebordet. et par slurke vædede min tørre mund, og jeg satte glasset fra mig igen. På bordet lå også min mobiltelefon, gamle tegneserier og øverst en af mine tegneblokke. Jeg greb den, lagde mig tilbage i sengen og begyndte at bladre i den. en af mine små hobbyer var at tegne. Det havde hængt ved lige siden dengang jeg tegnede tændstikmænd med varierende antal fingre, og hvis jeg selv skulle sige det, var jeg faktisk ret god. Jeg kunne godt lide at prøve at få de billeder jeg havde i hovedet ned på papir. se dem vokse frem på den hvide flade med streger som jeg satte. Forme, skabe. Jeg havde både en tegneserie-stil og en stil hvor jeg stræbte efter at være så tæt på virkeligheden som muligt. et svagt smil trak i mundvigene da jeg gennemgik de sidste par måneders tegninger. sexede piger med kæmpebryster, stort hår og trutmund, alle iklædt tætsiddende kreationer. De var ikke så realistiske. og gudskelov for det! Hvis de eksisterede, ville alverdens mænd gå rundt med en konstant stådreng på størrelse med en flagstang. så kom jeg til portrætterne af Dennis og Katja. Jeg grinede for mig selv over Dennis som lavede et fjæs der næsten var tegneserie-agtigt og som holdt to tommelfingre i vejret. Der var en tegning af Katja som sad foran min computer. Jeg kunne især godt lide hvordan det var lykkedes mig at fange hendes koncentration, den måde hun tydeligt studerede noget på skærmen.
Pludselig kunne jeg mærke smilet falme, og jeg klappede blokken i. Den skulle jeg nok ikke regne med at få megen sjov med det næste stykke tid – der var sgu så meget man ikke måtte med en hjernerystelse – og jeg smed den ned på gulvet ved siden af sengen. Jeg lagde armene under hovedet og stirrede op i loftet. i det samme blev der banket på døren. „Jonas?“ Min mor. „Katja og Dennis er her. Må de komme ind?“ Jeg sukkede og gloede stadig op i loftet. „Jaja!“ råbte jeg. i samme øjeblik røg døren op, og Dennis kom spænende ind. „Hey! Der ligger du jo og feder den! Hold da kæft et træben du der har fået dig. Hør, den trænger da vist til en autograf ...“ „Gider du lige holde mund?“ Katja kom ind i et noget mere afslappet tempo der passede bedre til min hovedpine. „eller skru i det mindste lidt ned for volumen.“ Hun smilede til mig. „Men du har nu ret ... den der ... den trænger til lidt graffiti.“ Ti minutter senere havde de begge sat et uudsletteligt præg på gipsen; Katja en god bedring hilsen; Dennis et rim som helt sikkert skulle dækkes til i offentligheden. „nåå ... hvordan har du det?“ Katja satte sig på min kontorstol mens Dennis smed sig i sækkestolen. „Det føles som om verdens største gang tømmermænd har parret sig med ’The Big Bang’,“ mumlede jeg. Det var fedt at de var der, men de bevægede sig lige lidt for hurtigt og talte lige lidt for højt. Jeg havde også en smule kvalme. „nååå, det kender jeg godt! Jeg havde besøg af deres yngel dagen efter Katjas fødselsdagsfest. Hold kæft, en hovedpine! Jeg brækkede mig bare nogen rynkede panden.“
12
13
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
„Jaja.“ Katja rullede med øjnene. „Hvad har du lyst til, Jonas? skal vi spille et spil?“ Hun lod fingeren glide ned over stakken af spilcovere. „eller se en film?“ „argg, ingen af delene!“ Jeg lagde armen hen over øjnene. „Jeg skal undgå at se fjernsyn, bruge computeren og at læse. Kort sagt: Jeg kan ligge her og glo.“ „Hmmm, okay.“ et stykke tid sagde ingen af os noget. i stilheden kunne jeg høre en fugl skabe sig, og skrig og latter inde fra naboen. Deres unger havde fået en trampolin et par dage forinden, og nu havde de tilsyneladende inviteret alle børn i nabolaget til at afprøve den. Jeg bed tænderne sammen. SÅ HOLD DA MUND! havde jeg lyst til at skrige ud ad vinduet, men bare tanken fik min kvalme til at blive kraftigere. „nå, jeg har en ide til hvad vi kan lave!“ Katja rejste sig med et sæt fra stolen. „Uhhhh ... tør jeg gætte? Du har fået lyst til at servicere os? Du kan bare lægge ud, Jonas. Tro mig, Katja kan noget med sine læ...“ „Kæft, din stodder!“ Der lød et klask som jeg identificerede som Katjas hånd der ramte Dennis’ baghoved. „Jeg er tilbage om et øjeblik.“ „okay.“ Jeg skævede ud under armen. „Helt ærligt, Dennis. Godt nok har du et nærmere bekendtskab med Katjas mund og læber, men ... bland lige mig udenfor, ikke?“ Det kunne godt være at andre fyre fantaserede om deres gode veninder, men jeg fandt det frastødende. „Hehe, fint nok.“ Dennis grinede, men blev med et alvor-
lig. „Hvordan har du det egentlig, Jonas? Du ser lidt ... bleg ud. skal jeg hente en kodimagnyl eller noget?“ „nej, tak.“ Jeg smilede, og i det samme vendte Katja tilbage ... med dagens avis. „Gutter, når vi nu ikke kan gøre de ting vi plejer, kan vi da prøve noget nyt.“ Hun viftede med avisen og satte sig på kontorstolen igen. „Det tager i nok ikke skade af.“ „altså ... vi har ligesom sommerferie,“ prøvede Dennis, men Katja ignorerede ham. „okay, lad os se ...“ Hun raslede med avissiderne. „Hey, det her lyder interessant! ’Stadig ingen spor af 16-årige Charlotte’.“ Katja rømmede sig og læste videre. Charlotte var sidst blevet set på skolen, som hun havde forladt efter en eksamen. artiklen blev afsluttet med en beskrivelse af, hvilket tøj hun havde haft på. „Hmm,“ sagde Katja. „Hun forsvandt dagen før dit lille ... uheld.“ „Charlotte? Det siger mig et eller andet,“ mumlede Dennis. „Lad mig lige se.“ Han tog avisen og studerede billedet. „nææ ... jo, der er altså et eller andet ved hende, men så alligevel ikke.“ „Kender du hende, Jonas?“ Katja flåede avisen til sig og viste mig den. Jeg kiggede uinteresseret på den. et billede af en pige var forstørret op så hendes ansigt fyldte næsten en fjerdedel af forsiden. Hun havde en poset hættetrøje på, hendes hår var sort og skrabet tilbage i en sjusket hestehale. Billedet var sort/hvid, men hun virkede alligevel ret bleg, og hun stirrede direkte ind i kameraet uden at smile. Hendes ene øre så ud til at være blevet piercet med et haglgevær, og en ring i underlæben fuldendte afbildningen af en sur, oprørsk teenager, men ...
14
15
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
„Giv mig den!“ Det gav et sæt i Katja. Jeg fik kæmpet mig op at sidde og rakte ud efter avisen. „Jaja, rolig nu. Her.“ Hun gav mig den, og jeg lagde avisen i skødet og stirrede på billedet. „Jeg ... jeg har drømt om hende,“ mumlede jeg. Men hun havde ikke set sådan ud. slet ikke. Pigen, der kiggede tilbage fra avisen, lignede en hård tøs. og hende jeg havde mødt ... „Drømt? om den tøs dér?!“ Dennis grinede. „okay, jeg ville nok foretrække side 9 pigen eller ... nå, ja, hvorfor ikke? Katja!“ „Luk røven!“ Katja gav ham fingeren, og han trak sig klogelig uden for rækkevidde. „Kun for sjov,“ smilede han. „Du ved jo at jeg er helt vild med dig!“ „Hun sagde hun hed Pandora,“ mumlede jeg og strøg ned over den knitrende avisside hvor de velkendte øjne brændte sig ind i mine. Jeg kan ikke finde hjem ... „Pandora? Var det ikke hende med en æske?“ mumlede Katja. „Jo,“ sagde Dennis. „Hun fik den vist af guderne og måtte ikke åbne den. Det gjorde hun selvfølgelig, og ud fløj sygdom, sult og nød, eller noget i den stil.“ Han trak på skuldrene. „Underlig historie. og så var der et eller andet med håbet.“ „Hmmm, øjeblik.“ Katja pressede fødderne imod gulvet og rullede kontorstolen hen til computeren. „Jeg tjekker det lige.“ „okay.“ egentlig var jeg lidt ligeglad, og jeg lukkede øjnene. Min hovedpine var i løbet af få minutter blevet værre, og det føltes som om mit kranium var blevet brugt som boksebold.
Pandora? tænkte jeg og pressede øjnene mere i. Eller Charlotte? Henne ved computeren tastede Katja løs, og et øjeblik efter udbrød hun triumferende: „Ha! Det er sgu rigtigt nok! en gut ved navn Prome... Promethe ... argh, Prometheus stjal gudernes ild for at forære den til menneskene. Det blev guderne ret sure over, så de skabte Pandora, gav hende en masse lækre egenskaber som skønhed, overtalelsesevne og andre fine finesser. Den sidste gave var en æske. Hun blev sendt til jorden hvor hun giftede sig med Prometheus’ bror,“ Katja rynkede panden, „Epimetheus. Hun fik at vide, at hun ikke måtte åbne æsken, men det gjorde hun alligevel, og ud fløj ulykker og plager. Det eneste som blev tilbage var håbet ... ej, hvad fanden er det for noget?!“ „Hvad?“ spurgte Dennis. „Hør lige her: ’De gamle grækere brugte sagnet til at begrunde hvorfor kvinderne skulle have en mindre rolle i samfundet end mændene’. Tak for lort!“ Hun skubbede sig væk fra computeren og lagde armene over kors. „Haha!“ Dennis trak hende let i hestehalen og sprang væk da hun slog ud efter ham. „Det er vist eva om igen! Kvinder er for nysgerrige!“ „Må jeg være fri!“ „Hold kæft, begge to!“ De stivnede og stirrede på mig. „Jeg er ligeglad med hvad der var i den fucking æske og hvad fanden tøsen skulle bruges til ... jeg vil bare vide ... hvem er Pandora ... og hvad laver hun i mine drømme?!“
16
17
i pandoras æsKe Jonas
Jonas
af os tre var Katja den mest ’alternative’. Hun var ikke specielt flippet, men hun fortalte jævnligt om nye bøger hun havde læst. De kunne handle om alt fra liv i rummet, reinkarnation, om at bruge sin underbevidsthed til at få opfyldt ønsker, og mærkelige former for behandling. Derfor var det måske meget naturligt at både Dennis og jeg vendte os mod Katja. „okay ...“ Hun sukkede og tog avisen fra mig. „altså, du kender Charlotte?“ Hun pegede på det sort/hvide billede. „nej, ikke Charlotte. Pandora! og hun ser heller ikke helt sådan ud. Hun ...“ Jeg havde ikke lyst til at sige det. Det lød ret hårdt. „Lignede en taber.“ „og det gør hende her ikke?!“ Dennis gloede på avisfotoet. „Jo, men ... hun ligner en hård taber. Pandora ...“ Jeg rømmede mig. „Hun lignede mere en ynkelig mus.“ „Hmm.“ Katja rynkede panden. „Det er lidt underligt ... Charlotte forsvinder. Dagen efter har du et lidt for intimt møde med kofangeren på en bil, og pludselig er du i kontakt med Pandora ... den samme pige?“ „Men hvorfor ... eller hvordan er han i forbindelse med hende?“ spurgte Dennis. „Jeg mener ... er det i drømme?“ „Hun er måske død.“ „Hvad?“ Jeg drejede hovedet mod Katja. „Hvordan satan kan hun være død?! Jeg har jo snakket med hende!“ „i drømme, Jonas. er det da mere usandsynligt at du har snakket med ... et spøgelse?“ Jeg svarede ikke. „Hvad så om hun er levende eller død?“ indskød Dennis. „Pointen er vel for fanden at hun er i Jonas’ hoved. Det må der da være en grund til.“
„Ja. Du siger du drømte om hende, og hun sagde hun hed Pandora? Hvad sagde hun ellers?“ „at ... at hun ikke kunne finde hjem,“ svarede jeg. „og så beder hun dig om hjælp?“ Dennis grinede. „Var det ikke dig der ikke kunne finde vej ud af odense banegård?!“ „Hold kæft!“ Jeg kunne mærke hvordan mit ansigt blev varmere. Der blev banket på døren. „Hvad er der?“ råbte jeg, og det blev åbenbart taget som en invitation. Døren blev åbnet, og min mor stak hovedet ind. „Jeg ville bare ...“ begyndte hun, men tav så. Hun betragtede mig. „Du ser træt ud, Jonas. Måske skal Dennis og Katja tage hjem. så kan i mødes igen i morgen.“ „nej, nej, det er ...“ forsøgte jeg. „Jo, vi må hellere ...“ Katja rejste sig og trak Dennis med sig. „Vi snakkes.“ „okay.“ „Hej, hej.“ Dennis vinkede til mig og lavede et lille buk for min mor. så var de væk, og efter lidt småsnakken gik min mor også. Jeg var alene. Tilbage var kun Pandora der stirrede op fra avisen på gulvet.
18
i pandoras æsKe
Kapitel 2 Dennis „Han ser altså ikke særlig godt ud,“ mumlede Katja da vi havde forladt Jonas’ hus og sammen slentrede ned ad det varme fortov. „Hvem?“ Jeg missede op mod solen. Lyset virkede ekstra stærkt efter at have siddet på Jonas’ mørke værelse. „Jonas, selvfølgelig!“ „nåå ...“ Jeg tørrede mig over panden. „Det er ikke særligt pænt sagt om en af dine bedste venner. Han kan jo ikke gøre for at han ser sådan ud.“ Jeg grinede for mig selv da hun som ventet eksploderede. „Åh, din nar! Jeg mente det ikke på den måde!“ „nej ... det hjælper selvfølgelig heller ikke at han for et par dage siden tog sig en flyvetur hen over en Toyota.“ „Vær dog lidt alvorlig!“ Katja slog mig på armen. „auvvv! Det der er vold!“ „nej, det er happy slapping.“ Hun slog mig igen. „skal du så ikke filme det med din mobiltelefon?“ Jeg gned mig på armen og lavede overdrevne ansigtsudtryk. „Du får slapping, og jeg bliver happy.“ Hun trak vejret dybt. „Jeg synes bare Jonas så ... så træt ud. Hærget. og så al
21
i pandoras æsKe Dennis
Dennis
den snak om Pandora.“ „Ja, det var sgu godt nok syret,“ mumlede jeg. at hyggesludre med en forsvunden teenagefreak i drømme var ikke lige hvad jeg ville betegne som et sundhedstegn. „Men hvis det er sådan han vil prøve at score, så ...“ Det tredje slag faldt så hurtigt at jeg ikke engang så det komme. „nu holder du altså kæft, Dennis. Jeg gider ikke høre på det lort!“ „nej, okay, så.“ „Jonas har det ad helvede til. Det burde fandeme være tydelig nok selv for sådan en tomhjernet skid som dig.“ „av. Den sved lidt.“ Katja reagerede ikke, men stirrede frem for sig. Jeg betragtede hende og blev lidt urolig. Var jeg gået over stregen denne gang? Hun havde jo ret. Jonas så ikke ligefrem for godt ud, og det havde intet at gøre med at han var blevet kørt ned. „Jeg vil vide noget mere om den tøs ... om Pandora,“ mumlede Katja endelig efter flere minutters tavshed. „eller Charlotte.“ „okay. Hvordan?“ Den lille knude i min mave løsnedes omgående da Katja så på mig og smilede. „Vi går direkte til sladdercentralen.“ smilet blev bredere. „også kendt under navnet Mie.“ Mie var Katjas storesøster, og hun var i sandhed stor! ikke vægtmæssig, altså, men ... wauw! „Hvem sagde du?“ Hun trak solbrillerne ned på næsetippen og kiggede hen over dem. Katja og jeg stod på terrassen, og Mie lå og slangede sig på
en drømmeseng ... i en bikini der var så lille at den næsten var ikke-eksisterende. „Charlotte,“ gentog Katja. „Charlotte Davidsen. Kender du hende? Hun ser sådan her ud.“ Hun viste sin søster dagens avis som hun havde fundet i køkkenet. Mie vendte blikket mod billedet af Pandora, og mit blik forlod ikke Mies krop. Hold – da – kæft! Hun var så lækker! Hendes krop lignede til forvekslings Barbies – som jeg ellers havde fået at vide var anatomisk fysisk umuligt, men åbenbart ikke. For der var den. Lange, lange slanke ben. en talje, som jeg sikkert kunne nå omkring med begge hænder og et brystparti der var som skabt til at hvile sit hoved på. Katja så på mig, og jeg flyttede hurtigt øjnene hen til familiens fede kat der lå på siden i skyggen. Jeg havde aldrig fortalt det til Katja, men Mie og jeg havde et intimt kendskab til hinanden. eller ... lad mig sige det på denne måde: Jonas hyggede sig med freaktøsen Pandora i sine drømme. Mie og jeg hyggede os på en lidt anden måde i mine. „Tja ... navnet siger mig et eller andet, men jeg må nok hellere lige undersøge det.“ Mie satte sig op, gravede sin telefon frem fra bunken af ting ved siden af drømmesengen, og ringede op. „Heeeej, sarah!“ skingrede hendes stemme pludselig. „Hvordan går det? Virkelig? Hmmm. Hør, kender du ...“ Katja gik hen og satte sig på en af terrassestolene, og jeg fulgte hende. Der stod en kande saftevand og nogle glas på bordet. Katja skænkede op og skubbede et glas over til mig. Vi lænede os tilbage, nippede af saftevandet og lyttede til telefonsamtalen. Mie var en af de piger der simpelthen var født til at være dronning i klassen. Den som de andre piger følger og som
22
23
I Pandoras Æske Dennis drengene har mere end almindelig respekt for. Jeg var to år yngre end Mie, men kunne dog huske at der ikke havde været en tid hvor hun ikke slentrede rundt i skolegården med sit hof. Hun var populær og havde gennem folkeskolen og nu gymnasiet udvidet sin magt. Hun kendte folk i hele byen, og dobbelt så mange kendte hende. Hun var – ganske enkelt – den man skulle gå til hvis man ville finde ud af noget. Nu var der ikke andet at gøre end at vente.