Indhold 9
I Champagnes kridtgrave
19
Fra Bazancourt til Hattonchâtel
25
Les Eparges
36
Douchy og Monchy
51
Om stillingskrigens dagligdag
66
Optakten til Somme-slaget
88
Guillemont
107
Saint-Pierre-Vaast
116
Tilbagetoget fra Somme
126
I landsbyen Fresnoy
136
Mod indere
150
Langemarck
172
Regniéville
183
Endnu en gang Flandern
194
Dobbeltslaget ved Cambrai
208
Ved Cojeul-åen
212
Det Store Slag
243
Engelske fremstød
259
Min sidste storm
267
Vi kæmper os igennem
275
Noter
283
Adam Paulsen: Efterskrift
I Champagnes kridtgrave
Toget standsede i Bazancourt, en lille by i Champagne. Vi steg af. Med vantro ærefrygt lyttede vi til de langsomme takter fra frontens valseværk, en rytme, vi skulle komme til at vænne os til i de følgende lange år. I det fjerne fortonede en shrapnelgranats hvide bold sig på den grå decemberhimmel. Kampens åndedrag blæste over mod os og fik os til at gyse sælsomt. Anede vi, at vi næsten alle før eller siden ville blive opslugt, på dage hvor den dunkle murren derude voksede til en uophørligt rullende torden? Vi havde forladt auditorier, skole- og arbejdsbænke og var i løbet af få ugers træning smeltet sammen til én stor, begejstret organisme. Opvokset i sikkerhedens tidsalder følte vi alle længslen efter det usædvanlige, efter den store fare. Krigen havde grebet os som en rus. Vi var draget af sted i en regn af blomster, i en beruset stemning af roser og blod. Det store, stærke, højtidelige, det måtte krigen jo give os. Vi så den som en mandig dåd, en munter ildkamp på blomstrende, blodbestænkede enge. „Ingen skønnere død på denne jord …“ Åh, bare man ikke skulle blive hjemme, bare man kunne være med! „I gruppekolonne, træd an!“ Den ophedede fantasi faldt til ro under marchen gennem Champagnes tunge lerjord. Oppakning, patroner og gevær var tunge som bly. „Korte skridt! Følg med nede bagved!“ Endelig nåede vi landsbyen Orainville, infanteriregiment 73’s hvileplads, en af områdets usle flækker, bestående af halvtreds
9
småhuse af tegl- eller kridtsten, der lå rundt om et parkomkranset herresæde. Livet i landsbyen virkede fremmed på os, der var vant til byernes orden. Man så kun få, sky og pjaltede civilister; overalt kom soldater langsomt slentrende i slidte, udtjente uniformsjakker med vejrbidte ansigter, der for det meste var omgivet af et kraftigt skæg, eller stod i små grupper foran husene og modtog os nyankomne med vittige tilråb. Der duftede af ærtesuppe fra et feltkøkken, som stod og glødede inde i en port, omringet af madhentere med klirrende kogegrej. Det lod til, at livet gik lidt mere trægt og langsomt her. Indtrykket blev yderligere forstærket af landsbyens begyndende forfald. Efter at have tilbragt natten i en kæmpemæssig lade blev vi i slotsgården inddelt i enheder af regimentsadjudanten, premierløjtnant von Brixen. Jeg kom i niende kompagni. Vores første dag i krig skulle ikke gå uden at efterlade et afgørende indtryk. Vi sad og spiste morgenmad på den skole, vi havde fået anvist som kvarter. Pludselig drønede en række dumpe rystelser i nærheden, mens soldater styrtede ud af alle huse og væk fra landsbyen. Vi fulgte deres eksempel uden rigtig at vide hvorfor. Igen lød en ejendommelig, fremmed flaksen og susen over os, som druknede i et buldrende brag. Jeg undrede mig over, at folk omkring mig stoppede op midt i deres løb og dukkede sig som under en frygtelig trussel. Det hele forekom mig lidt komisk; på samme måde som når man ser en foretage sig noget, man ikke rigtig forstår. Kort efter viste mørke grupper sig på den mennesketomme landsbygade, slæbende på sorte bylter i teltdug eller med de bare hænder. Med en underlig beklemt følelse af uvirkelighed stirrede jeg på en blodtilsølet skikkelse, hvis ene ben hang løst fra kroppen og ligesom var knækket af, og som uafbrudt udstødte et hæst „Hjælp!“, som om døden var faret i struben på ham. Han blev båret ind i et hus, foran hvis indgang Røde Kors-flaget vajede. Hvad var nu det? Krigen havde vist kløer og smidt den rare maske. Det var så gådefuldt, så upersonligt, at man knap nok
10
tænkte på fjenden, dette hemmelighedsfulde, lumske væsen et eller andet sted derude. Hændelsen, der lå fuldkommen uden for vores hidtidige erfaringer, gjorde et så stærkt indtryk, at det var svært at begribe, hvordan det hang sammen. Det var som at se et spøgelse ved højlys dag. En granat var eksploderet oppe ved porten til slottet og havde slynget en sky af sten og sprængstykker ind gennem indkørslen, netop som mandskabet, der var blevet opskræmt ved de første skud, strømmede ud ad porten. Den krævede tretten ofre, deriblandt regimentets kapelmester Gerhard, som jeg kendte fra promenadekoncerterne i Hannover. En tøjret hest vejrede faren før menneskene, rev sig løs få sekunder forinden og galopperede ind i slotsgården uden at blive ramt. Selvom beskydningen kunne gentage sig hvert øjeblik, drev min nysgerrighed mig hen til ulykkesstedet. Ved siden af nedslagsstedet dinglede et skilt, hvorpå en spøgefugl havde skrevet „Velkommen til Granatkrogen“. Slottet var altså allerede kendt som et farligt sted. Vejen var rød af blod; gennemhullede hjelme og bælter lå rundtomkring. Den kraftige jerndør i porten var revet i stykker og gennemhullet af sprængstykker, afviserstenen oversprøjtet med blod. Mine øjne blev nærmest magnetisk tiltrukket af dette syn; samtidig skete der en forandring dybt i mig. Når jeg talte med mine kammerater, mærkede jeg, at episoden allerede havde lagt en betydelig dæmper på krigsbegejstringen hos nogle af dem. At den også havde påvirket mig stærkt, beviste de talrige tilfælde, hvor min hørelse bedrog mig, og lyden af en forbikørende vogn forvandlede sig til den uheldssvangre granats fatale flaksen. Den skulle i øvrigt følge os gennem hele krigen, denne faren sammen ved enhver pludselig og uventet lyd. Om et tog skramlede forbi, en bog faldt på gulvet, eller der lød et skrig i natten – hjertet stoppede altid et øjeblik ved følelsen af en stor og ukendt fare. Det er vilkårene, når man befinder sig fire år i dødens slagskygge. Så dyb var virkningen af denne oplevelse i det
11
mørke land, der ligger bag bevidstheden, at døden sprang frem som en manende dørvogter, hver gang der skete noget usædvanligt, ligesom ved den slags ure, hvor han hver time kommer til syne oven over urskiven med et timeglas og en le. Samme aften kom det længe ventede øjeblik, da vi med fuld oppakning brød op til kampstillingen ved fronten. Vores vej førte gennem landsbyen Betricourts ruiner, der dukkede frem af halvmørket som en fantastisk kulisse, og videre til „Fasaneriet“, et ensomt beliggende skovløberhus langt inde i fyrreskoven. Her lå det reserveregiment, som også niende kompagni indtil denne nat havde været del af. Chef for kompagniet var løjtnant Brahms. Vi blev modtaget, fordelt i grupper og befandt os snart mellem skæggede mænd, der var dækket af mudderskorper, og som bød os velkommen med en vis ironisk velvilje. De spurgte os, hvordan der så ud i Hannover, og om krigen ikke snart var ved at være forbi. Så blev der talt om skanser, feltkøkkener, skyttegravsafsnit, granatbeskydning og andre af stillingskrigens anliggender, og vi lyttede begærligt til den korte, ensformige ordveksling. Efter et stykke tid lød råbet „Træd an!“ uden for døren til vores hyttelignende kvarter. Vi trådte an i vores grupper, og på kommandoen „Ladegreb og sikring!“ satte vi med hemmelig vellyst en laderamme skarpe patroner i magasinet. Så gik det fremad i tavshed, mand bag mand, på kryds og tværs gennem det natlige landskab med de mørke, tætliggende lunde. Af og til hørtes et ensomt skud, eller en raket steg hvislende til vejrs, lyste et kort øjeblik spøgelsesagtigt op for så at efterlade os i bælgmørke. Ensformig klapren af geværer og skanseværktøj, afbrudt af advarslen „Pas på, pigtråd!“ Så pludselig et klirrende styrt og en ed: „For fanden, luk munden op, når der kommer et krater!“ En korporal blander sig: „Stille, for helvede, De tror måske, franskmændene har lort i ørene?“ Det går hurtigere fremad. Nattens uvished, lyskuglernes flimren og geværildens langsomme knitren fremkalder en ophidselse, som på sælsom vis holder en vågen. Af og til synger et blindt affyret projektil koldt og spinkelt forbi og forsvinder
12
i det fjerne. Hvor ofte er jeg ikke siden denne første gang gået frem gennem uddøde landskaber mod forreste linje i en halvt melankolsk, halvt ophidset stemning! Endelig forsvandt vi ned i en af løbegravene, der snoede sig frem mod stillingen som hvide slanger i natten. Dér fandt jeg mig selv stående ensom og frysende mellem to skulderværn, hvorfra jeg stirrede anspændt på en række fyrretræer foran graven, som i min fantasi forvandlede sig til alle mulige skyggefigurer, mens en vildfaren kugle fra tid til anden slog mod grenene og fløjtende rikochetterede. Den eneste afveksling i dette næsten endeløse tidsrum bestod i, at jeg blev hentet af en ældre kammerat og traskede med ham gennem en lang, smal gang til et fremskudt vagthul, hvor vi atter var optaget af at spejde ud over forterrænet. To timer måtte jeg forsøge at sove den udmattedes søvn i et nøgent kridthul. Da morgenen gryede, var jeg bleg og smurt ind i ler ligesom de andre; jeg havde det, som om jeg allerede havde levet dette muldvarpeliv i månedsvis. Regimentets stilling slyngede sig gennem Champagnes kridtjorde over for landsbyen Le Godat. På højre side stødte den op til et sønderskudt stykke skov, Granatskoven, løb så i siksak gennem kæmpemæssige sukkerroemarker, hvorfra de faldne angriberes røde bukser lyste, og sluttede endelig ved et vandløb, hvorover der blev holdt kontakt med regiment 74 ved hjælp af natlige forbindelsespatruljer. Åen brusede over dæmningen ved en ødelagt mølle, der var omgivet af mørke træer. Vandet var i månedsvis skyllet hen over nogle døde fra et fransk koloniregiment, hvis ansigter var sorte som pergament. Et uhyggeligt sted at opholde sig om natten, når månen kastede skiftende skygger gennem forrevne skyer, og sælsomme lyde blandede sig med vandets klukken og sivenes raslen. Tjenesten var anstrengende. Livet begyndte ved skumring, hvor hele mandskabet skulle stille i skyttegraven. Fra klokken ti om aftenen til klokken seks om morgenen havde to mænd ad gangen fra hver gruppe lov til at sove, så man kunne nyde en nattesøvn på to timer, der dog for det meste svandt ind til nogle
13
få minutter på grund af tidligere vækning, halmafhentning og andre aktiviteter. Enten havde man vagt i graven, eller også stod man i et af de talrige vagthuller, som hang sammen med stillingen via lange, udgravede forbindelsesveje; en slags sikkerhedsforanstaltning, der i løbet af stillingskrigen hurtigt blev opgivet på grund af posternes udsatte placering. Disse endeløse, trættende nattevagter var til at holde ud, når det var klart vejr, og selv når det frøs; men de blev en plage, når det regnede, som det for det meste gjorde i januar. Når vandet først trængte gennem teltdugen, man havde trukket over hovedet, så gennem frakken og uniformen og i timevis løb ned over kroppen, følte man sig sådan til mode, at ikke engang den raslende lyd af afløsningen, der nærmede sig, kunne opmuntre en. Daggryet oplyste udmattede, kridtindsmurte skikkelser, som med klaprende tænder og blege ansigter kastede sig på den mugne halm i de dryppende dækningsrum. Disse dækningsrum! Det var åbne huller, som vendte ud mod skyttegraven, hugget ind i kridtet og dækket med et lag planker og nogle skovlfulde jord. Når det havde regnet, dryppede det fra dem i flere dage efter; de var derfor blevet forsynet med galgenhumoristiske skilte som „Drypstenshulen“, „Herrebadet“ og lignende. Hvis flere hvilede sig derinde på én gang, var de tvunget til at ligge med benene ude i graven, så enhver forbipasserende uvægerligt snublede over dem. Under disse omstændigheder kunne det heller ikke blive til megen søvn i dagtimerne. Desuden havde vi vagt to timer om dagen, skulle gøre rent i graven, hente mad, kaffe, vand og andre ting. Som man vil forstå, tog dette uvante liv meget hårdt på os, især fordi de fleste af os hidtil kun havde hørt om rigtigt arbejde. Dertil kom, at vi på ingen måde blev modtaget herude med den glæde, vi havde forventet. De gamle benyttede derimod enhver lejlighed til at gøre grin med os, og enhver ubehagelig eller uventet opgave blev selvfølgelig tørret af på de „krigslystne“. Denne kaserneskik, som nu blev videreført ved fronten og absolut ikke
14
hjalp på vores humør, fortog sig i øvrigt efter det første fælles slag, hvorefter vi selv betragtede os som „gamle mænd“. Det var ikke meget hyggeligere, når regimentet lå i reserve ved Fasaneriet eller i Hillerskovens grankvistdækkede jordhytter, hvis møgbeskidte gulve dog i det mindste udsendte en behagelig forrådnelsesvarme. Af og til vågnede man i en tommedyb vandpyt. Selvom jeg hidtil kun havde kendt gigt af navn, mærkede jeg allerede smerter i alle led efter at have været gennemblødt uafbrudt i nogle få dage. I drømme havde jeg følelsen af, at jernkugler rullede frem og tilbage gennem mine lemmer. Nætterne tjente heller ikke her søvnen, men blev brugt til at gøre de talrige forbindelsesgrave dybere. I bælgmørke måtte man, hvis franskmændene ikke netop oplyste området, med søvngængeragtig sikkerhed følge lige i hælene på manden foran, hvis man ikke ville komme bort fra hinanden og flakke forvildet rundt i timevis i gravlabyrinten. Jordbunden var i øvrigt let at bearbejde; kun et tyndt tæppe af ler og muld skjulte det mægtige kridtlag, hvis bløde struktur hakken ubesværet skar igennem. Nu og da stod det med grønne gnister til alle sider, når stålet ramte en af de nævestore svovlkiskrystaller i klippen. De bestod af mange små terningformede stykker, der var presset sammen i en kugle og strålede som guld, når man slog hul på dem. Et lysglimt i denne triste ensformighed var feltkøkkenet, der om aftenen dukkede op ved udkanten af Hillerskoven, og fra hvis kedel der bredte sig en liflig duft af ærter med flæsk eller andre herlige sager. Men også her var der en mørk bagside: de tørrede grøntsager, af skuffede feinschmeckere spottende kaldet „pigtråd“ eller „markskade“. I min dagbog finder jeg under den 6. januar den fortørnede bemærkning: „Om aftenen kom feltkøkkenet vaklende med en værre omgang hundeæde, der sandsynligvis var kogt på frostskadede roer til svin“. Derimod står følgende begejstrede udråb at læse under den 14.: „Herlig ærtesuppe, fire herlige portioner, mæthedskvaler. Vi spiste om kap og skændtes om, i hvilken stilling man kunne få mest ned. Jeg holdt på stående.“
15
Der blev delt rigeligt ud af en blegrød snaps, som blev hældt op i kogekarslågene og smagte stærkt af spiritus, men ikke var at foragte i det kolde og fugtige vejrlig. Ligeledes blev der kun uddelt tobak af de grovere sorter, men i store mængder. Det billede af soldaten, jeg husker fra disse dage, er det af vagtposten, som står bag skydeskåret med den spidse, gråbetrukne hjelm på hovedet og næverne begravet i lommerne på den lange frakke og puster røgen fra sin pibe hen over geværkolben. Det mest behagelige var fridagene i Orainville, som vi tilbragte med at sove, rengøre udrustning og eksercere. Kompagniet holdt til i en enorm lade, der kun havde to hønsetrappeagtige stiger som ind- og udgang. Selvom bygningen stadig var fyldt med halm, stod der ovne i den. En nat rullede jeg hen mod den ene af dem og vågnede først ved nogle kammeraters ihærdige forsøg på at få mig slukket. Til min rædsel så jeg, at min uniform var slemt forkullet på ryggen, så jeg i længere tid måtte gå rundt i noget, der lignede et kjolesæt. Efter kort tid ved regimentet havde vi fuldkommen mistet de illusioner, vi var draget af sted med. I stedet for de forventede farer var vi blevet mødt af snavs, arbejde og søvnløse nætter, som det krævede en heroisme, der ikke rigtig lå til os, at besejre. Værre endnu var kedsomheden, som for soldaten er mere enerverende end dødens nærhed. Vi håbede på et angreb, men vi var kommet på det mest uheldige tidspunkt, hvor al bevægelse var stivnet. Også de små taktiske operationer var blevet indstillet i takt med udbygningen og forstærkningen af gravene og forsvarerens stadig mere tilintetgørende ildkraft. Få uger før vi ankom, havde et enkelt kompagni efter svag artilleriforberedelse vovet et afgrænset angreb over en strækning på nogle få hundrede meter. Franskmændene havde nedlagt angriberne som på en skydeplads, og kun enkelte nåede frem til deres pigtråd; de få overlevende skjulte sig i huller og afventede natten for i ly af mørket at krybe tilbage til udgangsstillingen. En yderligere årsag til mandskabets bestandige overanstren-
16
gelse var, at stillingskrigen stadig var et nyt og uforudset fænomen, hvor det gjaldt om at holde hus med kræfterne på en anden måde. Det uhyre antal vagtposter og det uafbrudte skansearbejde var stort set nytteløst og måske endda skadeligt. Det kommer ikke an på mægtige forskansninger, men på modet og friskheden hos mændene bagved. Den stadig dybere føring af gravene sparede os måske for nogle hovedskud, men betød samtidig, at man klyngede sig til forsvarsanlæggene og vænnedes til en sikkerhed, man senere kun modvilligt gav afkald på. Desuden blev anstrengelserne med at vedligeholde forsvarsværkerne stadig mere omfattende. Den mest ubehagelige situation, der kunne opstå, bestod i et pludseligt tøbrud, som fik de frostsprængte kridtvægge til at synke sammen til en grødagtig masse. Ganske vist hørte vi projektiler hyle forbi graven og fik da også af og til nogle granater fra fortet i Reims, men disse små krigeriske hændelser levede slet ikke op til vores forventninger. Alligevel blev vi indimellem mindet om den blodige alvor, der lurede bag de tilsyneladende formålsløse tildragelser. Den 8. januar slog en granat ned i Fasaneriet og dræbte vores bataljonsadjudant, løjtnant Schmidt. Det hed sig i øvrigt, at den franske artillerikommandør, der ledede beskydningen, selv ejede dette jagthus. Artilleriet stod stadig lige bag stillingerne; selv i forreste linje var der monteret et stykke feltskyts, nødtørftigt camoufleret med teltdug. Under en samtale, jeg havde med „krudthovederne“, hørte jeg til min overraskelse, at geværprojektilernes piben foruroligede dem langt mere end granaternes nedslag. Sådan er det overalt; farerne ved vores egen metier forekommer os lettere at forstå og mindre skrækindjagende. Ved midnat den 27. januar råbte vi tre gange hurra til ære for kejseren og istemte „Heil dir im Siegerkranz“ langs hele fronten. Franskmændene svarede med geværild. I disse dage havde jeg en ubehagelig oplevelse, der nær havde bragt min militære løbebane til en tidlig og lidet ærefuld afslutning. Kompagniet lå på venstre fløj, og en morgen skulle
17
jeg sammen med en kammerat på dobbeltpost ved åen efter at have været på vagt hele natten. På grund af kulden havde jeg mod reglementet viklet mit tæppe om hovedet og lænede mig op ad et træ efter at have stillet geværet fra mig i en busk. Pludselig hørte jeg en lyd bag mig, greb efter våbnet – det var forsvundet! Den vagthavende officer havde ubemærket sneget sig ind på mig og taget det. Som straf sendte han mig omkring hundrede meter frem mod de franske vagtposter, kun bevæbnet med en hakke – en indianerleg, der nær havde kostet mig livet. Under min mærkelige straffevagt sneg en patrulje bestående af tre krigsfrivillige sig nemlig gennem det brede sivbælte ved åens bred og støjede så ubekymret mellem de høje strå, at de straks blev opdaget af franskmændene og beskudt. Den ene, ved navn Lang, blev ramt og aldrig set igen. Da jeg stod lige i nærheden, fik jeg også min del af de dengang så yndede gruppesalver, så kvistene fra det piletræ, jeg stod ved, fløj om ørerne på mig. Jeg bed tænderne sammen og blev trodsigt stående. Da mørket faldt på, blev jeg hentet tilbage. Vi blev alle meget glade, da vi hørte, at vi omsider skulle forlade denne stilling, og fejrede vores afsked fra Orainville med en gedigen ølaften i den store lade. Den 4. februar marcherede vi tilbage mod Bazancourt efter at være blevet afløst af et saksisk regiment.
Fra Bazancourt til Hattonchâtel
I Bazancourt, en trist lille by i Champagne, blev kompagniet indkvarteret i en skole, der på grund af vores folks forbavsende ordenssans hurtigt kom til at ligne en kaserne i fredstid. En vagthavende underofficer vækkede os punktligt om morgenen, og der var stuetjeneste og appeller hver aften ved korporalskabsførerne. Hver morgen marcherede kompagnierne ud til nogle timers hård eksercits på de omkringliggende brakmarker. Efter nogle få dage blev jeg dog fritaget for denne tjeneste; mit regiment sendte mig på uddannelseskursus i Recouvrence. Recouvrence var en afsidesliggende lille landsby skjult mellem yndige kridthøje, hvor et antal unge folk fra alle regimenter i vores division blev samlet til grundig militær skoling under ledelse af udvalgte officerer og underofficerer. Vi 73’ere havde i den henseende, og ikke kun i den, meget at takke løjtnant Hoppe for. Livet i denne afkrog fjernt fra verdens vrimmel var en mærkelig blanding af kaserneøvelser og det akademiske livs frihed, hvilket lod sig forklare ved, at den overvejende del af mandskabet indtil for få måneder siden havde befolket de tyske universiteters auditorier og institutter. Om dagen blev eleverne slebet til soldater efter alle kunstens regler, om aftenen samledes de med deres lærere omkring kæmpestore øltønder, tilvejebragt fra marketenderiet i Montcornet, for at svire lige så grundigt. Når de forskellige enheder strømmede ud af knejperne i de tidlige morgentimer, så
19
det nærmest ud, som om der havde været studenterfest i de små kridtstenshuse. I øvrigt havde vores kursusleder, en kaptajn, af pædagogiske grunde den vane at håndhæve tjenesten med dobbelt så stor ihærdighed de efterfølgende formiddage. Engang var vi endda i sving otteogfyrre timer i træk, og det af følgende grund. Vi havde den respektfulde vane altid at eskortere vores kaptajn til hans kvarter efter vores knejpebesøg. Men en aften blev en ugudeligt fordrukken karl, der mindede mig om magister Laukhard, betroet denne vigtige opgave. Han kom snart tilbage og meldte glædestrålende, at han i stedet for at læsse „den gamle“ af i sengen havde læsset ham af i kostalden. Straffen lod ikke vente længe på sig. Netop som vi var nået frem til vores kvarter og ville lægge os, trommede den vagthavende alarm. Bandende spændte vi udstyret på og løb til alarmpladsen. Der stod den gamle allerede i det værst tænkelige humør og lagde en usædvanlig aktivitet for dagen. Han hilste os med råbet: „Brandalarm, vagtstuen brænder!“ For øjnene af de forbavsede lokale indbyggere blev sprøjten rullet ud af sprøjtehuset, slangen skruet på og vagtstuen oversvømmet med kunstfærdige strålekast. På en stentrappe stod den gamle med stadig voksende forbitrelse og ledede øvelsen, mens han hele tiden holdt os til ilden med sine uafbrudte tilråb. Indimellem slog han ned på en tilfældig soldat eller civilist, som i særlig grad vakte hans vrede, og gav befaling til øjeblikkeligt at føre vedkommende bort. Den ulykkelige blev hurtigst muligt slæbt om bag huset, så han var ude af syne. Ved daggry stod vi stadig bag pumperne med rystende knæ. Endelig fik vi lov at træde af for at gøre os klar til eksercits. Da vi nåede frem til eksercerpladsen, var den gamle der allerede, barberet, munter og frisk, klar til at hellige sig undervisningen med ganske særlig ildhu. Vi soldater omgikkes hinanden meget kammeratligt. Her knyttede jeg tætte venskaber, der senere skulle befæstes på slagmarken, med mange enestående unge mænd: Clement, der faldt ved Monchy, maleren Tebbe, der faldt ved Cambrai, brødrene
20
Steinforth, der faldt ved Somme. Vi boede tre eller fire mand sammen og førte fælles husholdning. Jeg har særlig gode minder om vores faste aftensmåltid bestående af røræg og brasekartofler. Om søndagen flottede vi os med kaniner, som var en almindelig spise på disse kanter, eller en hane. Da jeg tog mig af indkøbene til vores aftensmad, viste vores værtinde mig en dag nogle madkuponer, hun havde fået af rekvirerende soldater; et udvalg af folkeviddets blomster stod skrevet på dem, for det meste gik det på, at menig NN havde vist husets datter elskværdigheder og rekvireret tolv æg til at styrke sig på. Indbyggerne undrede sig meget over, at vi som simple soldater alle talte mere eller mindre flydende fransk. Det udløste af og til ganske vittige situationer. En morgen sad jeg sammen med Clement hos landsbyens barber, da en af de ventende med champagnebøndernes utydelige dialekt råbte til barberen, som netop havde Clement under kniven: „Eh, coupe la gorge avec!“ og samtidig lod håndkanten glide hen over halsen. Til hans rædsel svarede Clement roligt: „Quant à moi, j’aimerais mieux le garder“ og udviste således den ro, som sømmer sig for en kriger. I midten af februar blev vi 73’ere overrasket af nyheden om de store tab, vores regiment havde lidt ved Perthes, og var bedrøvede over at have tilbragt disse dage fjernt fra vores kammerater. Det forbitrede forsvar af regimentsafsnittet i „heksekedlen“ indbragte os det ærefulde tilnavn „Løverne fra Perthes“, som fulgte os på alle afsnit af Vestfronten. Derudover var vi kendt som „Les Gibraltars“ på grund af det blå gibraltarbånd, vi bar som erindring om vores stamregiment, det hannoveranske garderregiment, der forsvarede fæstningen på Gibraltar mod franskmændene og spanierne fra 1779 til 1783. Ulykkesbudskabet nåede os midt om natten, da vi som sædvanlig sad bænket omkring bordet under løjtnant Hoppes ledelse. En af svirebrødrene, den lange Behrens, den selvsamme, som havde afleveret den gamle i stalden, ville forlade selskabet, efter at den første forskrækkelse havde fortaget sig, „fordi øllet
21
ikke længere smagte ham“. Hoppe holdt ham dog tilbage med en bemærkning om, at det ikke anstod sig for en soldat. Hoppe havde ret; selv faldt han nogle uger senere ved Les Eparges foran sit kompagnis skyttelinje. Den 21. marts kom vi efter en lille eksamen tilbage til regimentet, der igen lå i Bazancourt. Det blev i disse dage udskilt fra det tiende korps efter en stor parade og en afskedstale af general von Emmich. Den 24. marts blev vi læsset på et tog og kørt til et sted i nærheden af Bruxelles, hvor vi med 76. og 164. regiment blev slået sammen til 111. infanteridivision, som vi tilhørte resten af krigen. Vores bataljon blev indkvarteret i landsbyen Hérinnes midt i et landskab af flamsk fred og ro. Den 29. marts fejrede jeg her min tyveårs fødselsdag i muntert lag. Selvom belgierne havde plads nok i deres huse, blev vores kompagni anbragt i en stor utæt lade, som egnens barske havvind peb gennem i de kolde martsnætter. Ellers gav opholdet i Hérinnes os god mulighed for at komme til kræfter igen; der blev ganske vist ekserceret meget, men der var også god forplejning og mad til små priser. Befolkningen, der bestod af halvt valloner, halvt flamlændere, var meget venlig mod os. Jeg talte tit med ejeren af en ølstue, en ivrig socialist og fritænker, som de kun findes i Belgien. Han inviterede mig til festmiddag påskesøndag og lod sig ikke engang overtale til at tage imod betaling for drikkevarerne. Snart havde vi alle gjort nye bekendtskaber og slentrede på frieftermiddage ud til den ene eller den anden af de gårde, der lå rundtomkring i landskabet, for at sætte os til rette i et blankskuret køkken ved en af de lave ovne, på hvis kogeplade den store kaffekande stod. Den hyggelige samtale blev ført på flamsk eller plattysk. Hen mod slutningen af vores ophold blev vejret godt og indbød til spadsereture i den yndige, vandrige omegn. Landskabet, hvor de gule engkabbelejer var sprunget ud fra den ene dag til den anden, var malerisk prydet af de mange afklædte krigsfolk, der sad langs åens poppelbevoksede bred med vasketøjet i skødet,
22
travlt optaget af at jagte lus. Jeg havde hidtil selv været forskånet for denne plage, men hjalp til gengæld min krigskammerat Priepke, en eksportkøbmand fra Hamburg, med at vikle en tung sten ind i hans uldne vest, der var lige så levende som fordum den eventyrlige Simplicissimus’ stadstøj, og sænke den ned i åen for at aflive utøjet. Da vores opbrud fra Hérinnes foregik meget pludseligt, er den nok rådnet op i fred og ro. Den 12. april 1915 blev vi læsset på et tog i Hal og kørte, for at vildlede spioner, en lang omvej over frontens nordfløj til egnen omkring slagmarken Mars-la-Tour. Kompagniet indtog sit vante kvarter i en lade ved landsbyen Tronville, et af de sædvanlige triste huller i Lothringen, bestående af nogle fladtagede, vinduesløse stenkasser. På grund af flyvemaskinerne måtte vi opholde os på dette overfyldte sted det meste af tiden; vi besøgte dog nogle gange de berømte byer Mars-la-Tour og Gravelotte, der lå lige i nærheden. Få hundrede meter fra landsbyen krydsede vejen til Gravelotte grænsen, hvor den franske grænsepæl lå knust på jorden. Om aftenen fornøjede vi os ofte med en melankolsk spadseretur til Tyskland. Vores lade var så faldefærdig, at man måtte balancere for ikke at styrte gennem de rådne brædder og ned i loen. En aften, da vores gruppe under den brave Kerkhoffs opsyn var i gang med at fordele rationerne på en krybbe, rev en kolossal egetræsklods sig løs fra bjælkeværket og styrtede ned med et brag. Heldigvis kilede den sig fast mellem to lervægge lige over vores hoveder. Vi slap med skrækken, men den dejlige kødration lå under det ophvirvlede støv. Næppe var vi krøbet i halmen efter dette ildevarslende tegn, før der blev dundret på porten, og en underofficers alarmerende stemme fik os op fra lejet. Som altid ved sådanne overraskelser var der først et øjebliks stilhed, så hulter til bulter og spektakel: „Min hjelm!“, „Hvor er min brødpose?“, „Jeg kan ikke få mine støvler på!“, „Du har hugget mine patroner!“, „Hold kæft, din klovn!“ Til sidst var alle dog klar, og vi marcherede til banegården i Chamblay, hvorfra vi på få minutter kørte med toget til Pagny-
23
sur-Moselle. I morgentimerne besteg vi Moselhøjderne og gjorde holdt i Prény, en fortryllende bjerglandsby domineret af en borgruin. Denne gang viste vores lade sig at være en stenbygning fyldt med duftende bjerghø. Gennem tagvinduerne kunne vi se de vinbeplantede Moselbjerge og den lille by Pagny, som lå nede i dalen og ofte blev bombarderet med granater og flyverbomber. Nogle gange slog projektiler ned i Moselfloden og slyngede tårnhøje vandsøjler op. Det varme forårsvejr virkede oplivende på os og lokkede os ud på lange spadsereture i det prægtige bakkelandskab, når vi havde fri. Vi var så overstadige, at vi lavede narrestreger om aftenen, før vi faldt til ro. Blandt andet var det en yndet spøg at hælde vand eller kaffe fra feltflasken i munden på dem, der snorkede. Om aftenen den 22. april marcherede vi fra Prény, tilbagelagde over tredive kilometer til landsbyen Hattonchâtel, på trods af den tunge oppakning uden at så meget som én blev marchsyg, og slog vores telte op midt i skoven til højre for den berømte Grande Tranchée. Alt tydede på, at vi ville komme i kamp næste dag. Vi fik udleveret pakker med forbindinger, en ekstra dåse kød og signalflag til artilleriet. Om aftenen blev jeg længe siddende på en træstub imellem vildtvoksende blå anemoner, i den anelsesfulde sindsstemning, som krigere til alle tider kan fortælle om, før jeg krøb hen over rækkerne af kammerater til min teltplads, og om natten drømte jeg noget forvirret vrøvl, hvori et dødningehoved spillede hovedrollen. Priepke, som jeg næste morgen fortalte om drømmen, håbede, at det var en franskmands hovedskal.
Les Eparges
Den grønne skov skinnede svagt i morgengryet. Vi snoede os ad skjulte veje frem mod en smal slugt bag forreste linje. Det var blevet bekendtgjort, at regiment 76 skulle angribe efter kun tyve minutters forberedende beskydning, og at vi skulle stå klar som reserve. På slaget tolv indledte vores artilleri en voldsom kanonade, der sendte ekkoer gennem skovslugterne. For første gang fornemmede vi vægten af ordet „trommeild“. Vi sad på vores tornystre, uvirksomme og ophidsede. En ordonnans styrtede hen til kompagnichefen. Hastig ordveksling. „De tre første grave er på vores hænder, seks stykker artilleri erobret!“ Der lød et hurra. En stemning af gåpåmod bredte sig. Endelig kom den med længsel ventede befaling. I lange rækker trak vi op foran, hvorfra der lød en utydelig knitren af geværild. Nu var det alvor. I en fyrretræstykning ved siden af skovstien drønede dumpe stød, kviste og jord raslede ned. En ængstelig kastede sig ned på jorden til kammeraternes anstrengte latter. Så gled dødens manende råb ned gennem rækkerne: „Sanitetssoldater op foran!“ Snart kom vi forbi nedslagsstedet. De ramte var allerede skaffet af vejen. Blodige trævler af udstyr og kød hang i buskene rundt om nedslagsstedet – et mærkeligt, knugende syn, som fik mig til at tænke på den rødryggede tornskade, der spidder sit bytte på tjørnebuske. På Grande Tranchée rykkede tropper hurtigt frem. Sårede, der tryglede om vand, sad i vejkanten, fanger hev efter vejret,
25
mens de slæbte bårer tilbage, pralhalse galopperede gennem ilden. Til højre og venstre stampede granater den bløde jord, store grene brækkede af og faldt ned. Midt på vejen lå en død hest med kæmpestore sår, ved siden af de dampende indvolde. Der herskede en vild, uventet munterhed mellem disse overvældende og blodige tableauer. En skægget landeværnsmand lænede sig op ad et træ: „Drenge, nu er det om at klø på, franskmændene har taget flugten!“ Vi nåede frem til infanteriets kamphærgede rige. Alle træer ved angrebets udgangsstilling var mejet ned af projektiler. I det oprevne ingenmandsland lå angrebets faldne, med hovedet i retning af fjenden; de grå frakker kunne knap skelnes fra jorden. En kæmpeskikkelse med rødt, blodtilsølet fuldskæg stirrede mod himlen med hænderne boret ned i den løse jord. En ung mand rullede ned i et krater, den gullige ansigtsfarve varslede dødens snarlige komme. Vores blikke generede ham tilsyneladende; med en ligegyldig bevægelse trak han frakken over hovedet og lå stille. Vi brød ud af marchkolonnen. Uafbrudt kom noget hvislende mod os i lange, skarpe buer; lyn hvirvlede lysningens jordbund op. Allerede før Orainville havde jeg ofte hørt artillerigranaternes skingre fløjten; den forekom mig heller ikke her særlig farlig. Det virkede tværtimod beroligende, når kompagniet nu bevægede sig gennem det beskudte terræn i spredt orden; jeg tænkte ved mig selv, at denne ilddåb tegnede til at blive mere harmløs, end jeg havde forventet. I en besynderlig fejlvurdering af situationen så jeg mig opmærksomt omkring efter de mål, som granaterne kunne være møntet på, uden at gætte, at det var os, man skød på af alle kræfter. „Sanitetssoldat!“ Vi havde vores første døde. En shrapnelkugle havde revet halspulsåren over på menig Stölter. I løbet af ingen tid var tre pakker forbindinger gennemvædede. Han forblødte på få sekunder. Ved siden af os blev to kanoner prodset af og tiltrak endnu stærkere beskydning. En artilleriløjtnant, der ledte efter sårede i forterrænet, blev kastet til jorden af en røgsøjle, der skød i vejret lige foran ham. Han rejste sig langsomt op
26
og vendte påfaldende roligt tilbage. Vores øjne strålede ham i møde. Mørket var ved at falde på, da vi fik befaling om at rykke længere frem. Vores vej førte gennem tæt underskov, der var skudt i stumper og stykker, og mundede ud i en endeløs løbegrav, som flygtende franskmænd havde overdænget med oppakning. I nærheden af landsbyen Les Eparges måtte vi, uden at have tropper foran os, hugge en stilling i den faste klippe. Til sidst sank jeg sammen i en busk og faldt i søvn. Halvt i søvne registrerede jeg en gang imellem granaterne fra det ene eller det andet artilleri trække deres buer højt over mig med gnistrende tændsatser. „Stå op, mand, vi rykker videre!“ Jeg vågnede i det dugfugtige græs. Gennem en susende maskingeværsalve styrtede vi tilbage i vores løbegrav og besatte en forladt fransk stilling i skovbrynet. En sødlig lugt og en bylt, der hang i pigtråden, vakte min opmærksomhed. Jeg sprang op af graven i ly af morgentågen og stod foran et indskrumpet fransk lig. Fiskeagtigt, råddent kød lyste grønlig-hvidt fra den iturevne uniform. Da jeg vendte mig om, sprang jeg forskrækket tilbage: Ved siden af mig sad en skikkelse op ad et træ. Han var iført de skinnende franske læderremme og havde et fuldt pakket tornyster på ryggen med et rundt kogekar øverst. Tomme øjenhuler og nogle få totter hår på den sortbrune hovedskal afslørede, at jeg ikke havde med en levende at gøre. En anden sad med overkroppen vippet frem over benene, som om han lige var knækket sammen. Rundt om lå dusinvis af lig, forrådnede, forkalkede, indtørret til mumier, stivnet i en uhyggelig dødedans. Franskmændene måtte have holdt ud i månedsvis ved siden af deres faldne kammerater uden at kunne begrave dem. I formiddagstimerne brød solen gennem tågen og udsendte en behagelig varme. Efter at jeg havde taget mig en lur på gravens bund, gav jeg mig af nysgerrighed til at inspicere de forladte grave, der var blevet stormet om formiddagen. Jorden var dækket af bjerge af proviant, ammunition, udrustning, våben, breve og aviser. Dækningsrummene lignede plyndrede marskandiserbutikker. Mellem alt dette lå ligene af tapre forsvarere, hvis geværer
27
endnu sad i skydeskårene. En fastklemt krop stak ud af det sønderskudte bjælkeværk. Hoved og hals var kappet af, hvid brusk skinnede fra det rødlig-sorte kød. Jeg havde svært ved at fatte det. Ved siden af lå en helt ung mand på ryggen, glasagtige øjne og næverne stivnet i sigtestilling. En mærkelig følelse at se ind i sådanne døde, spørgende øjne – en gysen, som under krigen aldrig helt forlod mig. Vrangen var vendt ud på hans lommer, og ved siden af ham lå hans tømte tegnebog. Jeg slentrede gennem den hærgede grav uden at blive forstyrret af beskydning. Det var den korte formiddagspause, der ofte var det eneste pusterum, jeg havde på slagmarken. Jeg benyttede lejligheden til at se på det hele i fred og ro. De fremmede våben, dækningsrummenes mørke, tornystrenes forskelligartede indhold, det hele var nyt og gådefuldt. Jeg stak lidt fransk ammunition i lommen, tog et silkeblødt stykke teltdug og en feltfalske omviklet med blåt klæde som krigsbytte, blot for at kaste det hele fra mig igen efter tre skridt. En fin stribet undertrøje ved siden af en officersoppakning, der var revet fra hinanden, forførte mig til hurtigt at smide uniformen og forsyne mig med rent undertøj fra top til tå. Jeg glædede mig over det friske linneds behagelige kildren mod huden. Således udstafferet udsøgte jeg mig en solrig plet i graven, satte mig på en bjælke og åbnede med bajonetten en rund dåse kød til morgenmad. Derpå tændte jeg mig en pibe og bladede i de talrige franske tidsskrifter, der lå overalt, og som jeg kunne se af datoen for en dels vedkommende først var blevet sendt ud til gravene dagen før slaget om Verdun. Jeg husker ikke uden en vis gysen, hvordan jeg under denne morgenmadspause forsøgte at skille et mærkeligt lille apparat ad, der lå på jorden foran mig, og som jeg af uransagelige årsager troede var en „stormlygte“. Først meget senere gik det op for mig, at det var en afsikret håndgranat, jeg havde siddet og leget med. Da sigtbarheden tog til, begyndte et tysk batteri at skyde fra et stykke skov tæt bag graven. Det varede ikke længe, før fjenden svarede. Pludselig blev jeg skræmt op af et mægtigt brag bag mig
28
og så en røgsøjle stige stejlt til vejrs. Da jeg endnu var uvant med krigens lyde, var jeg ikke i stand til at holde rede på denne piben og hvislen, skuddene fra vores eget artilleri og de øredøvende brag fra de fjendtlige granater, der faldt med stadig kortere mellemrum, endsige danne mig et billede af det hele. Først og fremmest kunne jeg ikke finde en forklaring på, hvorfor beskydningen kom fra alle sider, så de susende projektilbaner tilsyneladende krydsede hinanden planløst over det virvar af smågrave, hvor vi lå spredt. Virkningen af denne årsag, jeg ikke kunne se, foruroligede mig og gav mig noget at tænke over. Stillet over for kampens mekanisme var jeg stadig en uerfaren, en rekrut – kampviljens udtryksformer forekom mig mærkelige og usammenhængende, som hændelsesforløb på en anden planet. Men bange var jeg egentlig ikke; med følelsen af ikke blive set kunne jeg heller ikke tro, at man sigtede på mig, og at jeg kunne blive ramt. Således betragtede jeg, efter at være vendt tilbage til min gruppe, forterrænet med stor ligegyldighed. Det var uerfarenhedens mod. Når beskydningen døde hen eller tog til, noterede jeg tidspunktet i min lommebog, som jeg også senere havde for vane at gøre på sådanne dage. Ved middagstid voksede artilleribeskydningen til en vild dans. Uafbrudt flammede det op omkring os. Hvide, sorte og gule skyer flød sammen. Især granaterne med sort røgudvikling, af de gamle kaldt „amerikanere“ eller „kulkasser“, eksploderede med uhyggelig kraft. Derimellem kvidrede dusinvis af tændsatser med en særegen sang, der mindede om kanariefugle. Med luftstrømmen hvinende gennem deres åbninger fløj de som spilleure af kobber eller som en slags mekaniske insekter hen over den langstrakte brænding af nedslag. Det mærkelige var, at de små skovfugle ikke lod til at bekymre sig det fjerneste om denne hundredfoldige larm; de sad fredeligt i det ødelagte grenværk over røgskyerne. I pauserne hørte man deres parringskald og ubekymrede kvidren, ja, det virkede endda, som om de blev opstemt af den stormflod af lyde, der brød ind over dem. I de øjeblikke, hvor beskydningen tog til, opfordrede folkene
29
med tilråb hinanden til at være på vagt. I den del af graven, jeg havde overblik over, og fra hvis vægge store lerblokke her og der allerede var styrtet ned, herskede fuldt beredskab. Geværerne lå afsikret i skydeskårene, og skytterne kontrollerede opmærksomt det rygende forterræn. Nu og da skævede de til begge sider for at se, om kammeraterne stadig var der, og smilede, når deres blik mødte en bekendt. Jeg sad med en kammerat på en bænk, der var gravet ind i lervæggen. På et tidspunkt gav det et knald i brættet på det skydeskår, vi kiggede ud gennem, og et infanteriprojektil borede sig ind i leret mellem vores hoveder. Efterhånden kom der sårede. Det var ganske vist ikke til at overskue, hvad der skete i dette virvar af grave, men det stadig mere hyppige råb på sanitetssoldater tydede på, at beskydningen begyndte at gøre sin virkning. Indimellem dukkede en travl skikkelse op med en frisk, stadig hvidligt lysende forbinding om hovedet, halsen eller hånden og forsvandt så bagud. Det gjaldt om at bringe dem, der havde fået et salon- eller kavalerskud, i sikkerhed, ifølge krigsovertroen er en let træffer ofte kun et forvarsel om en svær. Min kammerat Kohl, en krigsfrivillig, bevarede den nordtyske koldblodighed, der synes skabt til sådanne situationer. Han tyggede og trykkede lidt på en cigar, der ikke ville tænde, og så i øvrigt noget forsovet ud. Han lod sig heller ikke bringe ud af fatning, da der lød en knitren som af tusind geværer bag os. Det viste sig, at skoven var skudt i brand. Store flammer klatrede spruttende op ad træerne. Jeg var plaget af en mærkelig uro, mens dette stod på. Jeg misundte nemlig de gamle „løver fra Perthes“ deres oplevelser i „heksekedelen“, som mit ophold i Recouvence havde berøvet mig. Så når kulkasserne fløj særlig tæt i vores hjørne, spurgte jeg indimellem Kohl, der havde været med: „Du, er det nu som ved Perthes?“ Til min skuffelse svarede han hver gang med en nonchalant håndbevægelse:
30
„Langtfra!“ Da beskydningen havde taget så meget til i styrke, at vores lerbænk begyndte at gynge under de sorte uhyrers eksplosioner, brølede jeg igen ind i hans øre: „Du, er det nu som ved Perthes?“ Kohl var en samvittighedsfuld soldat. Han rejste sig først op, så sig prøvende omkring og brølede så til min tilfredshed tilbage: „Nu er den ved at være der!“ Dette svar fyldte mig med stor glæde, for det bekræftede jo, at jeg nu deltog i min første rigtige kamphandling. I samme øjeblik dukkede en mand op ved hjørnet af vores gravafsnit: „Følg med mod venstre!“ Vi gav befalingen videre og gik gennem den røgfyldte stilling. Madhenterne var lige kommet tilbage, og forladt spisegrej i hundredvis stod dampende tilbage på brystværnet. Hvem kunne spise nu? En mængde sårede med gennemblødte forbindinger masede sig forbi os, kampens ophidselse lyste fra de blege ansigter. Oppe på kanten af graven blev den ene båre efter den anden hastigt slæbt bagud. Fornemmelsen af situationens alvor tårnede sig op foran os. „Forsigtig, kammerater, min arm, min arm!“ „Kom nu, kom nu, mand, følg med!“ Jeg genkendte løjtnant Sandvoß, som åndsfraværende og med opspærrede øjne skyndte sig af sted langs graven. En lang hvid forbinding om halsen gav ham en mærkelig ubehjælpsom holdning, og det var vel derfor, at han i dette øjeblik mindede mig om en and. Jeg så det som i en af disse drømme, hvor det foruroligende viser sig i komisk forklædning. Umiddelbart efter løb vi forbi oberst von Oppen, der stod med den ene hånd i frakkelommen og gav sin adjudant anvisninger. „Aha, så er der altså alligevel mening og fornuft med det hele,“ fór det gennem mit hoved. Graven endte i et stykke skov. Ubeslutsomme blev vi stående under de vældige bøgetræer. Fra den tætte underskov dukkede vores delingsfører frem, en løjtnant, og råbte til den ældste underofficer: „Lad folkene sprede sig over terrænet i retning af
31
solnedgangen og gå i stilling. Der kan meldes tilbage til mig i dækningsrummet ved lysningen.“ Bandende overtog underofficeren kommandoen. Vi spredte os over terrænet og lagde os forventningsfuldt i en række lave fordybninger, som nogle af vores forgængere havde skrabet i jorden. En grufuld, øresønderrivende hylen fik de spøgefulde tilråb til at forstumme. Tyve meter bag os hvirvlede jordklumper fra en hvid røgsky og slog mod grenene højt oppe. Adskillige gange rullede lyden gennem skoven. Man udvekslede beklemte blikke og trykkede sig fladt mod jorden med en knugende følelse af afmægtighed. Skud fulgte på skud. Kvalmende gasser svømmede i underskoven, røg indhyllede trætoppene, træer og grene styrtede susende til jorden, der lød høje skrig. Vi sprang op og løb i blinde, jaget af lyn og bedøvende lufttryk, fra træ til træ, mens vi søgte efter dækning og kredsede omkring de kæmpemæssige stammer som jaget vildt. Et dækningsrum, som mange var løbet ned i, og som jeg også styrede imod, fik en træffer, så bjælkebelægningen blev revet op, og de tunge klodser hvirvlede rundt i luften. Underofficeren og jeg selv sprang gispende rundt om en mægtig bøg som egern, man smider sten efter. Automatisk og holdt i gang af stadig nye nedslag løb jeg bag min foresatte, der nu og da vendte sig om, stirrede på mig med et vildt blik og skreg: „Hvad er nu det for tingester? Hvad er nu det for tingester?“ Pludselig lynede det i det vidt forgrenede rodværk, og et slag mod mit venstre lår kastede mig til jorden. Jeg troede, jeg var blevet ramt af en jordklump, men varmen fra den kraftige strøm af blod belærte mig snart om, at jeg var blevet såret. Det viste sig senere, at en sylespids splint, hvis virkning var blevet afbødet noget af min tegnebog, havde lavet et kødsår. Det fine snit var ført som med en barberkniv og havde skåret gennem hele ni lag solidt læder, før det nåede musklen. Jeg smed mit tornyster fra mig og løb hen mod den grav, vi var kommet fra. Fra alle sider kom de sårede strømmende ud af den sønderskudte underskov. Passagen tog sig gruopvækkende
32
ud, spærret som den var af hårdt sårede og døende. En skikkelse sad lænet op ad gravens væg, blottet til bæltestedet og med ryggen revet op. En anden, fra hvis baghoved en trekantet hudlap hang ned, udstødte uafbrudt skingre, rystende skrig. Her herskede den store smerte, og for første gang så jeg som gennem en dæmonisk sprække langt ind i dens rige. Og hele tiden nye nedslag. Jeg mistede fuldkommen besindelsen. Hensynsløst løb jeg alt og alle omkuld og klatrede endelig, efter i mit hastværk at være styrtet ned nogle gange, op fra gravens infernalske trængsel for at få fri bane. Som en løbsk hest rasede jeg gennem tæt underskov, over veje og gennem lysninger, indtil jeg faldt om i en lund ved Grande Tranchée. Det var allerede ved at blive mørkt, da to sygebærere, der afsøgte området, kom forbi. De lagde mig op på deres båre og bar mig ned i et sanitetsdækningsrum, der var dækket med træstammer. Her tilbragte jeg natten, tæt sammenpresset med mange andre sårede. Omgivet af mennesker, der våndede sig, stod en udmattet læge og lagde forbindinger, foretog indsprøjtninger og gav instrukser med rolig stemme. Jeg trak en falden mands frakke hen over mig og faldt i en søvn, som den begyndende feber svøbte i underlige drømme. En gang i løbet af natten vågnede jeg op og så lægen, der stadig arbejdede i skæret af en lampe. En franskmand udstødte hvert øjeblik et skingert skrig, og ved siden af mig brummede en eller anden gnavent: „Sådan er de, franskmændene. Hvis de ikke kan få lov at råbe op, er de ikke tilfredse.“ Så faldt jeg i søvn igen. Da jeg næste morgen blev båret væk, gennemborede en splint bårens sejldug mellem mine knæ. Med andre sårede blev jeg sat på en af sygevognene, som kørte i pendulfart mellem kampzonen og hovedforbindepladsen. I galop gik det hen over Grande Tranchée, der stadig lå under kraftig beskydning. Bag de grå teltvægge kørte vi blindt gennem faren, som fulgte os med stampende kæmpeskridt. På en af de bårer, man havde skubbet os ind i vognen på som brød i en bageovn, lå en kammerat med et maveskud, der
33
voldte ham store smerter. Han bad hver enkelt af os om at gøre det af med ham med sygebærerens pistol, der hang i vognen. Ingen svarede. Jeg skulle senere selv erfare, hvordan det er, når hver eneste rystelse på køreturen føles som et hammerslag på et grimt sår. Hovedforbindepladsen lå i en lysning i skoven. Man havde lagt lange rækker af halm ud og dækket dem med løvtage. På tilstrømningen af sårede var det let at se, at et stort slag var i gang. Ved synet af en generalfeltlæge, som midt i den blodige forvirring stod og kontrollerede tjenestelisten, havde jeg atter dette svært beskrivelige indtryk, man får, når man ser mennesket stå midt i den elementære zones rædsler og sindsbevægelser og med myreagtig koldblodighed forsøge at skabe orden. Efter at have fået noget at spise og drikke og rygende på en cigaret lå jeg midt imellem en lang række sårede på mit leje af halm, i den lette sindsstemning, der indfinder sig, når man har bestået en eksamen, selvom præstationen ikke har været helt fejlfri. En kort samtale, jeg hørte ved siden af mig, manede til eftertanke: „Hvad er der så galt med dig, kammerat?“ „Skud i blæren.“ „Gør det meget ondt?“ „Åh, det er ikke noget at snakke om. Men at man sådan slet ikke kan være med længere – – –.“ Samme formiddag blev vi bragt til den store sygeopsamlingsplads i kirken i landsbyen Saint-Maurice. Der stod allerede et lazarettog parat, som bragte os til Tyskland på to dage. Undervejs kunne jeg fra min seng se markerne, som foråret tog i besiddelse. Vi blev passet samvittighedsfuldt af en stille mand, en privatdocent i filosofi. Den første tjeneste, han gjorde mig, bestod i at skære støvlen af min fod med en pennekniv. Der findes mennesker, som har et særligt anlæg for pleje; alene det at se ham sidde ved natlampen og læse i en bog var velgørende. Toget bragte os til Heidelberg. Ved synet af Neckarbjergene, som var kronet med blom-
34
strende kirsebærtræer, blev jeg grebet af en stærk hjemstavnsfølelse. Hvor var dette land dog smukt, værd at bløde og dø for. Sådan havde jeg aldrig før følt dets fortryllelse. Gode og alvorlige tanker gik gennem mig, og jeg anede for første gang, at denne krig var mere end et stort eventyr. Slaget ved Les Eparges var mit første. Det var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Jeg havde deltaget i en stor kamphandling uden at se en fjendtlig soldat. Først langt senere oplevede jeg sammenstødet, kampens højdepunkt, når angrebsbølgerne kommer til syne på åben mark og i et afgørende, morderisk øjeblik bryder slagmarkens kaotiske tomhed.