Gitte Løkkegaard
Politikens Forlag
1 MILLE Hun kunne se det, så snart hun kom ud i køkkenet. At hendes far havde grædt. Han prøvede at vende
ryggen til og bøjede hovedet ned over de madpakker, han var ved at smøre. Men Mille kunne han ikke narre. Hendes forældre havde været helt vildt
mærkelige den sidste måned. Der var et eller andet galt. Hun vidste bare ikke hvad.
“Hvor er mor?” spurgte hun.
“Det var tidligt!”
“Hun er taget på arbejde.” “Hmm ...”
5
Hendes far bøjede sig endnu længere ned over
madpakkerne. Mille sukkede og gik i gang med den
bolle, der var stillet frem til hende. Hun spiste med
den ene hånd, mens hun skrev en sms med den anden.
Hej girls. Husk møde i KNUS klokken 4. Hvor skal vi være? KNUS Så trykkede hun på ‘Kamilah’, ‘Ursula’ og ‘Selma’ og
trykkede ‘send’.
SELMA Selma sad i en hængestol i samtalekøkkenet og spiste cornflakes og så morgen-tv, da sms’en fra Mille
tikkede ind. Hun læste den, mens hun ud af øjenkrogen så sin mor komme styrtende ind i rummet
med en mappe under armen. Hun kom hen og kyssede Selma oven på hovedet.
“Hav en god dag, skat. Både far og jeg arbejder
sent i dag. Så I må selv finde ud af noget aftensmad. Max er hjemme.” 6
“Du lovede, at vi skulle ud at se på de sko i ef-
“Gud ja, det er rigtigt. Det har jeg helt glemt.
termiddag!”
Men det går simpelthen ikke i dag. Vi gør det meget snart.”
“Det har du sagt i tre uger nu.”
“Jeg ved det, skat. Men så snart jeg er igennem
medarbejdersamtalerne, så får jeg mere tid.”
Hendes mor var allerede ude i entreen, så det
“Yeah right,” sagde Selma til sine cornflakes.
sidste måtte hun råbe, for at Selma kunne høre det. Hun tog sin telefon og skrev:
Vi kan godt være her. Jeg er alene hjemme. KNUS Hun gik i gang med sine cornflakes igen, mens hun tænkte på Johan. Smukke Johan. Johan fra 7.a.
URSULA “Pyha,” tænkte Ursula, der sad i sin seng med en skål havregryn. Godt, de kunne være hos Selma 7
igen. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, første
gang en af de andre fra klubben insisterede på, at de skulle være hos hende. Hun var flyttet hertil for to år siden, men ingen af de andre kendte til hemmeligheden. Hun rejste sig, gik igennem den lille entré og åbnede døren ind til sin mors soveværelse.
“Mor, klokken er tyve minutter i otte. Jeg går
“Hmm,” lød det henne fra sengen. “Hav en god
Hun gad ikke svare og lukkede bare døren i
lige om lidt.” dag, skat.”
igen. Så gik hun ud på badeværelset og tog øjenbly-
anten. Hun tegnede en sort streg rundt om begge øjne og tog mascara på. Nu kunne hun bedre kende
sig selv. Hun tog sin telefon frem og skrev til de andre.
Vi ses tøzer. Jeg har en gave til jer alle tre i dag. KNUS Hun glædede sig til at overraske de andre. Hun
manglede godt nok stadig en, men hun kunne lige nå Hennes & Mauritz i det store frikvarter. 8
KAMILAH Kamilah stod foran spejlet i entreen, da sms’en kom.
Hun læste den og smilede. Det lød dejligt. Ursula
gav dem tit gaver, noget makeup, øreringe, små
punge. Det måtte være skønt at have mange penge. Selv havde hun aldrig nogen, for hun måtte ikke tage arbejde for sin far. Hun satte et sølvspænde i siden af tørklædet.
“Kamilah, der er alt for meget hår udenfor.”
Det var hendes mor, der var kommet ud i en-
treen.
“Mor, sådan går alle pigerne med deres tørklæ-
der nu. Anisa henne fra 17 B er helt holdt op med at bruge tørklæde, og hun er 16.”
“Ja, og du er 12, og du går med tørklæde som
“Ja ja, mor. Jeg kan godt se, at den er meget far-
Hendes mor smilede.
alle ordentlige muslimer. Og den lok dér skal ind.” lig at have hængende der.”
“Jeg elsker også dig, min skat. Hav en god dag,
og husk, du skal hjælpe til i butikken i eftermiddag.”
9
Kamilah tog sin rygsæk på og åbnede yderdøren.
“Ja, men jeg skal mødes med pigerne klokken
“Fint. Det når du nok, men du er hjemme klok-
Kamilah sukkede og gik ned ad trappen. Da hun
fire.”
ken seks.”
nåede 1. sal, stak hun en finger ind under tørklædet og trak en stor mørk hårlok ud. Den lagde sig smukt
ned ad hendes kind. Sådan, tænkte hun. Sådan ville hun se ud, hvis Johan gik forbi hende i skolegården.
Johan fra 7.a. Ham hun ikke kunne få ud af hovedet.
KNUS-KLUBBEN KNUS-klubben havde eksisteret i næsten et år. Selma og Mille havde været veninder siden børnehaven og kom til at gå i klasse med Kamilah, da de
startede i skole. Ursula flyttede til Nørrebro i starten af 4. klasse, og i femte blev klubben så dannet.
Man kan spørge sig selv, hvorfor det lige var de
her fire piger, der blev bedsteveninder. Så forskellige som de var. Men det er ikke lige sådan at svare
på. Hvorfor er der nogle, man griner mere med end 10
andre? Hvorfor er der nogle, der får en til at føle sig godt tilpas og accepteret, mens andre ikke gør?
Hvorfor er det nogle frem for andre, der får en til at mærke, at livet pulserer inden i en?
Det er ikke til at vide, men i hvert fald havde
disse fire piger fundet hinanden, og det var Selma,
der en dag sagde, at deres forbogstaver dannede ordet KNUS, hvis ellers Mille havde heddet Nille i stedet for.
“Så kald mig bare Nille,” havde Mille sagt og
Det var der nu aldrig nogen af dem, der var be-
grinet.
gyndt på. Mille hed stadig Mille, men klubben var
alligevel kommet til at hedde KNUS. K for Kamilah, N for Nille (Mille), U for Ursula og S for Selma. De
gik i klasse sammen, de hang ud efter skoletid, og
de fortalte hinanden alt. Eller næsten alt. For det sker, at der er hemmeligheder, der ikke vil fortælles.
Således fortalte Kamilah ikke, at hun slet ikke
kunne holde øjne og drømme væk fra Johan, der gik
i 7.a, fordi det var den selvsamme dreng, som Selma var forelsket i. Mille fortalte ikke, at der var noget
helt galt hjemme hos hende, at hendes mor ikke var 11
så meget hjemme, som hun plejede at være, og at
hendes far havde rød øjne næsten hver morgen. Og
Ursula havde endnu aldrig været tæt på at fortælle sandheden om sin familie.
12