Mikael Lindholm + Frank Stokholm
Den danske ledelseskanon
Lego
Globaliseringen af den gode idé
gyldendalbusiness
Mikael Lindholm + Frank Stokholm
Den danske ledelseskanon
lego
Globaliseringen af den gode ide
gyldendalbusiness
Indhold Forord · 7 Indledning · 9
1 Begyndelsen · 13 Godtfred bliver ansat · 18 Manden med plastikklodsen · 21 LEGO Mursten · 26
2 Godtfreds system · 29 Internationalisering · 33 Det nye LEGO · 36
3 LEGOs kultur · 41 Godtfreds fokus på grundideen · 48 Ny ledelse i LEGO · 51 Problemer · 54
4 Kjeld Kirk · 57 Succesår · 63
5 Kriseårene · 67 Et globalt brand · 70 Katastrofen truer · 75
6 Knudstorps redningsaktion · 81 Den krystalklare ide · 88
7 Fremtiden · 93
Kilder · 96 Litteratur · 97
Indledning Der findes virksomheder, der bygger på en ide, der er så stærk, at den kan overleve i generationer. Hvis ikke århundreder. For en leder i en sådan virksomhed er nøgleopgaven at forstå ideen til bunds og sikre, at alle andre i virksomheden også forstår den, så ideen konstant kan nyfortolkes i samklang med en skiftende tidsånd, skiftende generationer af kunder og skiftende markedsvilkår og teknologier. I modsat fald risikerer virksomheden at miste grebet om kunderne og kollapse, fordi ideen ikke længere er tydelig og mister sin tiltrækningskraft. En sådan virksomhed er LEGO, som i dag er kendt af milliarder af mennesker verden over for sine LEGO-klodser, der har sluppet fantasien løs hos børn og voksne i flere generationer. LEGOs udvikling er kanoniseret som en af de største ledelsesbedrifter i Danmark siden Anden Verdenskrig, og et eksempel på succesfuld idedreven ledelse, hvor nye ledere har formået at skabe en succesfuld forretning ved at løfte en ide ind i deres egen samtid. Men undervejs var LEGO ved at miste grebet om sin ide. I midten af 1990’erne smuldrede troen på, at den lille byggeklods kunne fastholde børnenes lyst til 9
at skabe og lege. LEGO satsede i stedet på en bred vifte af andre produkter. Resultatet var, at virksomheden i 2003 kom tæt på et økonomisk kollaps. LEGO er mest kendt for den lille byggeklods af plastik, som første gang blev lanceret i 1949. Selve klodsen blev opfundet af en englænder i 1930’erne, men LEGOs grundlæggere evnede at hjælpe børn med at se verdener af kreative muligheder i klodsen. I en grad, så LEGO-klodsen årtier senere blev kåret til „århundredets legetøj“ af både Fortune Magazine og British Association of Toy Retailers i 1999. Frem til 2010 har LEGO fremstillet over 400 milliarder byggeklodser. Alene i 2010 producerede LEGO mere end 24 milliarder klodser. Men de små klodser er hverken essensen af LEGO eller den ide, virksomheden blev grundlagt på. Ideen og essensen i LEGO er den gode leg – altså legetøj, der understøtter børns fantasi, kreativitet og skaberlyst mest muligt. Byggeklodserne viste sig at være den bedste måde, LEGO kunne fremme den gode leg på. Det er den ide, som LEGOs skiftende ledere har været i stand til at gentænke og forny fra generation til generation. Det er den ide, som næsten gik tabt, da virksomheden mistede troen på sig selv – og det er den ide, som Jørgen Vig Knudstorp og hans ledelsesteam er vendt tilbage til, samtidig med at de har ført den ind i den digitale og interaktive tidsalder. 10
Selve ideen om den gode leg blev imidlertid født af ren nødvendighed hos en dansk tømrermester i en lille jysk landsby under landbrugskrisen i begyndelsen af 1930’erne.