Sara Shepard
Lying Game sandhed eller konsekvens
På dansk ved Louise Urth Olsen
Politikens Forlag
Lying Game 2.indd 3
15/12/11 13.31
1
DER KOM ET TOG
“Nu skal jeg vise vej til terrassen.” En solbrændt servitrice tog fire læderindbundne menukort og skridtede gennem spisesalen i countryclubben i Tucson, Arizona. Emma Paxton, Madeline Vega, Laurel Mercer og Charlotte Chamberlain fulgte efter hende, ud og ind mellem bordene med mænd i hvidt tennistøj og børn, der sad og gumlede økologiske kalkunpølser i sig. Emma dumpede ned ved bordet på den pudsede murstensveranda, kiggede på tatoveringen i nakken på værtinden – et kinesisk tegn, der sikkert betød et eller andet latterligt som ‘kærlighed’ eller ‘styrke’. Terrassen vendte ud mod Catalina-bjergene, og kaktusserne og kampestenen trådte skarpt frem mod horisonten i formiddagssolen. Lige i nærheden stod golfspillerne rundt om en tee og overvejede deres næste drive eller tjekkede deres BlackBerrys. Inden Emma var ankommet til Tucson og havde overtaget sin tvillingesøsters liv, var det nærmeste hun nogensinde havde været en golfbane, da hun holdt opsyn med en minigolfbane uden for Las Vegas. 10
Lying Game 2.indd 10
15/12/11 13.31
Jeg derimod kendte det her sted bedre end noget. Og som jeg sad der, usynlig for alle, ved siden af min tvillingesøster, tøjret til hende som en ballon om et barns håndled, strejfede en erindring mig. Sidste gang jeg havde spist her i klubben, havde mine forældre fejret, at jeg havde fået lutter B’er – hvilket var en sjældenhed i mit tilfælde. En duft af stegte peberfrugter og æg mindede mig om min livret, den mexicanske morgenmad, huevos rancheros, med den bedste chorizopølse i hele Tucson. Jeg ville give hvad som helst for bare én bid. “Fire tomatjuice med lime,” kvidrede Madeline til tjeneren, der var kommet hen til bordet. Da hun slentrede væk fra dem igen, rettede Madeline sig op, satte sig i sin yndlingsposition, som en ret balletdanser, rystede sit skinnende, sorte hår om på ryggen og fandt en lille sølvlommelærke frem fra sin taske. Man kunne høre væsken skvulpe, da hun rystede flasken. “Vi kan lave Bloody Mary,” sagde hun og blinkede til de andre. Charlotte skubbede en tot gyldent hår om bag sit fregnede øre og smilede. “Jeg tror, en Bloody Mary vil slå mig omkuld.” Laurel gned sin solbrændte næse. “Jeg er stadig helt bombet efter i aftes.” “Ja, den fest var godt nok en succes.” Charlotte spejlede sig i bagsiden af en ske. “Hvad siger du, Sutton? Viste vi dig ikke vejen direkte til voksenlivet?” “Som om hun ved det.” Madeline puffede til Emma. “Du var der jo ikke halvdelen af tiden.” Emma sank. Hun havde stadig ikke vænnet sig til den drillende tone mellem Suttons veninder, det var en omgangsform, de havde tillagt sig gennem års venskab. For blot seksten en halv 11
Lying Game 2.indd 11
15/12/11 13.31
dag siden havde hun levet som plejebarn i Las Vegas, hvor hun havde lidt i stilhed under Travis, sin ondskabsfulde plejebror, og Clarice, sin kendisbesatte plejemor. Men kun indtil hun var faldet over en snuff-film på nettet af en pige, der lignede hende fuldstændigt, ned til selv den mindste detalje: det ovale ansigt, de høje kindben og de blågrønne øjne, der skiftede farve afhængigt af lyset. Efter at hun havde kontaktet Sutton, sin mystiske dobbeltgænger, og havde opdaget, at de var enæggede tvillinger, var hun taget af sted til Tucson, spændt på at møde hende. Og så hurtigt frem til dagen efter, hvor Emma havde erfaret, at Sutton var blevet myrdet, og at Emma ville blive den næste, medmindre hun overtog Suttons plads. Selvom hun var nervøs over at leve på en løgn, selvom det prikkede i huden, hver gang nogen kaldte hende Sutton, kunne Emma ikke se andre muligheder. Men det betød ikke, at hun blot ville sidde med hænderne i skødet og lade sin søster begrave et eller andet sted. Hun var nødt til at finde ud af, hvem der myrdede Sutton – uanset hvad. Ikke kun for at skaffe sin søster retfærdighed, men det var også den eneste mulighed, Emma havde, for at få sit liv tilbage – og for at beholde sin nye familie. Tjeneren vendte tilbage med fire glas tomatjuice, og så snart hun atter vendte ryggen til dem, skruede Madeline låget af lommelærken og hældte et skvæt klar alkohol i alle fire glas. Emma lod tungen glide hen over sine tænder, og hendes journalistbesatte hjerne lavede straks en overskrift, Mindreårige piger fanget med sprut i glassene i den lokale countryclub. Suttons veninder ... levede til kanten. I mere end én forstand. 12
Lying Game 2.indd 12
15/12/11 13.31
“Nå, Sutton?” Madeline skubbede et glas med ‘tomatjuice med et twist’ over mod Emma. “Har du egentlig tænkt dig at fortælle, hvorfor du skred fra din egen fødselsdagsfest?” Charlotte lænede sig frem. “Eller er du nødt til at slå os ihjel, hvis du fortæller det?” Emma fór sammen ved ordene slå ihjel. Madeline, Charlotte og Laurel var hendes hovedmistænkte for mordet på Sutton. Nogen havde forsøgt at kvæle Emma i Suttons halskæde, da hun sov hos Charlotte i sidste uge, og enten vidste vedkommende, hvordan man hackede alarmsystemet ... eller også havde hun været inde i huset fra starten. Og forrige aften, til Suttons fødselsdagsfest, havde Emma opdaget, at det var hendes veninder, som havde optaget den snuff-film, hvor Sutton blev kvalt. Det havde bare været en spøg; Suttons veninder var alle medlemmer af en hemmelig klub, de kaldte Til Kanten, og som morede sig med at skræmme livet af de andre medlemmer i klubben eller de andre elever på skolen. Men hvad nu hvis Suttons veninder havde tænkt sig at gå endnu længere? De var blevet afbrudt af Ethan Landry, Emmas eneste rigtige ven i Tucson, men måske havde de gjort det af med Sutton senere. Emma tog en stor slurk, for at dulme nerverne, og kaldte sin indre Sutton til live, en pige, hun nu vidste var spydig og uforskammet, og som ikke fandt sig i noget. “Nåh, savnede I mig? Eller var I nervøse for, at nogen havde slæbt af sted med mig og efterladt mig i ørkenen, hvor jeg så kunne få lov at dø?” Hun kiggede på de tre piger, der stirrede på hende, og forsøgte at spotte, om der var bare skyggen af skyld i nogle af deres blikke. Madeline sad og pillede i sin ferskenfarvede neglelak. Charlotte 13
Lying Game 2.indd 13
15/12/11 13.31
tog helt afslappet en slurk af sin Bloody Mary. Laurel kiggede ud på golfbanen, som om hun lige havde fået øje på en, hun kendte. Så bippede Suttons iPhone. Emma tog den op af tasken og tjekkede den. Hun havde fået en sms fra Ethan. HVORDAN HAR DU DET EFTER I GÅR? SIG TIL, HVIS DU HAR BRUG FOR NOGET. Hun lukkede øjnene og så Ethans ansigt for sig, det kulsorte hår og det havblå blik – og måden han kiggede på hende på, ingen havde nogensinde kigget på hende som han. Begær og lettelse skyllede gennem hende. “Hvem var det fra?” Charlotte lænede sig ind over bordet og var lige ved at spidde sine bryster på kaktusarrangementet i midten. Emma lagde hånden hen over skærmen. “Ej, du rødmer!” Laurel pegede på hende. “Er det en ny kæreste? Er det derfor, du bare gik fra Garrett i aftes?” “Det er bare fra mor.” Emma slettede hurtigt beskeden. Suttons veninder ville ikke kunne forstå, hvorfor hun forlod sin egen fest sammen med Ethan, en mystisk dreng, der var mere interesseret i at kigge på stjerner end i at være populær. Men Ethan var det eneste fornuftige mennesker, hun havde mødt i Tucson indtil nu – og den eneste, der vidste, hvem hun i virkeligheden var, og hvorfor hun var der. “Hvad skete der egentlig mellem dig og Garrett?” Charlotte lavede trutmund med sine skinnende, brombærfarvede læber. Ud fra det, Emma havde lært de sidste par uger, var Charlotte den mest dominerende af de fire piger i kliken – og den mest usikre af dem, hvad angik sit udseende. Hun havde alt for meget 14
Lying Game 2.indd 14
15/12/11 13.31
makeup på og talte alt for højt, som om ingen ellers ville høre, hvad hun havde at sige. Emma stak til isen i bunden af sit glas med sugerøret. Garrett. Selvfølgelig. Garrett Austin var Suttons kæreste – eller rettere ekskæreste. Aftenen før havde hans fødselsdagsgave til Sutton været hans nøgne, villige krop og en pakke kondomer. Det havde været så forfærdeligt at se det sårede blik i min kærestes øjne, da Emma afviste ham. Jeg kunne kun gætte mig til, hvordan det havde været at være sammen med ham, men jeg vidste, at vores forhold havde været seriøst. Selvom han sikkert ikke troede, at det var det nu. Laurel kneb sine krystalklare blå øjne sammen og tog en slurk af sin drink. “Hvorfor stak du af fra ham på den måde? Ser han ikke godt ud uden tøj på? Har han tre brystvorter, elle hvad?” Emma rystede på hovedet. “Nej, overhovedet ikke. Det handler slet ikke om ham, men om mig.” Madeline pillede plastikfilmen af sit sugerør og pustede det hen mod Emma. “Nå, men du må hellere se at finde en erstatning. Der er Homecoming-fest om to uger, og du er nødt til at skaffe dig en date, inden de bedste fyre er snuppet.” Charlotte fnøs. “Som om det nogensinde har stoppet hende.” Emma krympede sig. Sutton havde stjålet Garrett fra Charlotte året før. Jeg indrømmer gerne, at jeg tilsyneladende ikke har været den bedste veninde. Og at dømme ud fra krusedullerne med Garretts navn i Charlottes notesbog og billederne, hun gemte under sengen, var hun stadig vild med ham – og det gav hende et ret godt motiv til at ønske mig død. 15
Lying Game 2.indd 15
15/12/11 13.31
En skygge landede på det runde bord. En mand med slikket, sort hår og nøddebrune øjne stillede sig ved siden af Emma. Hans blå poloshirt var stivet, og hans lærredsbukser perfekt pressede. “Far!” udbrød Madeline med rystende stemme, og hendes kontrollerede tjekket tøs med styr på det hele-udtryk forsvandt med det samme. “Je-jeg vidste ikke, du ville være her i dag!” Mr. Vega kiggede på deres halvtomme glas. Hans næsebor vibrerede, som om han kunne lugte alkoholen. Han blev ved med at smile, men det så falsk ud, og Emma var utilpas. Han mindede hende om Cliff, en plejefar, hun havde haft, som solgte brugte biler i en støvet garage nær grænsen til Utah, og som kunne svinge fra utilregnelig far til slesk, røvslikkende sælger i løbet af to sekunder. Mr. Vega var tavs et øjeblik mere. Så lænede han sig frem og klemte Madelines nøgne arm. Hun gav sig en smule. “Bestil, hvad I vil, piger,” sagde han med dæmpet stemme. “Jeg giver.” Han vendte sig om med militærisk præcision og gik hen mod døren ud til golfbanen. “Tak, far!” råbte Madeline efter ham, og hendes stemme dirrede stadig en smule. “Nåh, det var sødt,” mumlede Charlotte tøvende, efter at han var gået, og kastede et stjålent blik på Madeline. “Ja,” Laurel lod en finger cirkle rundt om den takkede kant på sin tallerken og undgik at få øjenkontakt med Madeline. De så alle sammen ud, som om de ville sige noget mere, men ingen sagde noget ... ingen turde. Madelines familie havde et væld af hemmeligheder. Hendes bror, Thayer, var stukket af, in16
Lying Game 2.indd 16
15/12/11 13.31
den Emma var kommet til Tucson, og man så stadig efterlysnings plakater over hele byen. I et kort øjeblik blev Emma ramt af en længsel efter sit gamle liv, hendes trygge liv – en følelse, hun aldrig havde troet, hun ville få, når det handlede om hendes plejefamilier. Hun var taget til Tucson for at finde noget, hun altid havde længtes efter: en søster, en familie, der ville gøre hende hel. I stedet havde hun fundet en splittet familie, der ikke anede, at den var netop det, en død tvilling, hvis liv syntes mere og mere kompliceret minut for minut, og mulige mordere, der lå på lur bag hvert hjørne. Emma rødmede, da den uudtalte spænding pludselig blev for meget for hende. Hun skubbede skramlende sin stol ud fra bordet. “Jeg er tilbage om lidt,” sagde hun og famlede sig gennem de franske døre ud til toiletterne. Hun trådte ud på det tomme dametoilet proppet med spejle, luksuøse cognacfarvede lædersofaer og en trækurv fyldt med hårspray, Tampax og små flasker håndsæbe. Parfumen hang i luften, og ud af højtalerne strømmede klassisk musik. Emma faldt sammen på en stol ved et af sminkebordene og betragtede sit spejlbillede: det ovale ansigt, indrammet af bølget, rødbrunt hår, og øjnene, der så græsgrønne ud i ét lys og havblå i et andet, stirrede tilbage på hende. Det var de samme træk som pigen, hvis billede smilede glad til hende på familieportrætterne i entréen i Mercer-familiens hjem, den samme pige, hvis tøj kløede mod Emmas hud, som om hendes krop fornemmede, at hun ikke burde tage det på. Og rundt om Emmas hals hang Suttons sølvmedaljon – det smykke, som morderen havde forsøgt at kvæle Emma med i Char 17
Lying Game 2.indd 17
15/12/11 13.31
lottes køkken, den selvsamme kæde, Emma var sikker på, Sutton havde haft på, den dag hun blev myrdet. Hver gang hun berørte den glatte overflade og så den glitre i spejlet, mindede det hende om, at alt det, hun nu gennemgik, uanset hvor ubehageligt det end var, var nødvendigt for at finde hendes søsters morder. Døren gled op, og lydene fra restauranten flød ind til hende. Hun snurrede rundt, og en lyshåret pige i lyserød poloshirt med countryclubbens logo på brystet gik hen over gulvtæppet mod hende. “Øh, er du Sutton Mercer?” Emma nikkede. Pigen stak hånden i lommen på sine kaki-bukser. “Den her er til dig.” Hun rakte en lille Tiffany-blå æske frem mod hende. Der var en lille seddel ved med ordene TIL SUTTON. Emma stirrede på æsken, en lille smule bange for at røre ved den. “Hvem er den fra?” Pigen trak på skuldrene. “Der har lige været et bud og aflevere den i receptionen. Dine veninder sagde, at du var herude.” Emma tog tøvende æsken, og pigen vendte sig om og gik ud af toilettet. Den var let at åbne, og indeni lå en lille, lilla smykkeæske. Forskellige muligheder fløj gennem Emmas hoved. En lille, romantisk del af hende håbede på, at den var fra Ethan. Men den kunne også være fra Garrett, i et akavet forsøg på at få hende tilbage. Æsken åbnede med et lille klik. Indeni lå en skinnende sølvcharm formet som et lokomotiv. Emma rørte ved den med en finger. Et lille stykke sammenrullet papir stak ud under velourforet i låget, og hun tog sedlen og foldede den ud. Med blokbogstaver stod der: 18
Lying Game 2.indd 18
15/12/11 13.31
MÅSKE ØNSKER DE ANDRE IKKE AT MINDES TOGJOKEN. MEN JEG VIL ALTID HUSKE DEN. TAK! Emma stak sedlen tilbage i æsken og lukkede den. Togjoken? Aftenen før havde hun hurtigt skimmet gennem de seneste halvtreds Til Kanten-jokes inde på Laurels værelse. Ingen af dem havde noget med et tog at gøre. Charmen med det lille tog tøffede sig ind i min hukommelse, og pludselig ramte et erindringsglimt mig. En togfløjte tudede i det fjerne. Så var der et skrig og hvirvlende lys. Var det ... var vi ...? Men lige så hurtigt erindringen var blusset op i mit hoved, lige så hurtigt forsvandt den igen.
Lying Game 2.indd 19
15/12/11 13.31