Mesterlaere

PETER BASTIAN

Mesterlære En livsfortælling

Gyldendal / Vartov

INDHOLD Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7

Indledning Mands Minde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

9

Kapitel 1 Barndom og slægt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

26

Kapitel 2 Skole og scene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

59

Kapitel 3 Celibidache og Den Danske Blæserkvintet

. . . . . . . .

87

Kapitel 4 Kulturbrud og kulturmøde . . . . . . . . . . . . . . . . . .

116

Kapitel 5 Bands, flippere og fjeld

. . . . . . . . . . . . . . . . . . .

151

Kapitel 6 Verdensberømt i Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . .

180

Kapitel 7 Fange i Fladlandet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

196

Kapitel 8 En påfuglehale af personligheder . . . . . . . . . . . . . .

208

Kapitel 9 Skidne hellige køer og det første glimt af frihed

. . . . .

220

Kapitel 10 Gå aldrig ned fra scenen . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

230

Kapitel 11 Det skabende . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

251

Kapitel 12 Dæmoniseringen af udviklingsinstinktet . . . . . . . . . .

256

Kapitel 13 I begyndelsen var ordet. Var det et ja eller et nej?

. . . .

276

Kapitel 14 Hvad er meningen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

288

Og?

298

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forord

Denne bog blev sat i gang af ni foredrag som jeg holdt på Vartov i København i foråret 2010. Men bogen er anderledes skruet sammen og stærkt udvidet.

Den er en blanding af memoirer, kulturhistorie og kulturkritik, men jeg griber også chancen til at flette nogle mere generelle overvejelser ind om musik, om spiritualitet, om Big Bang og kosmologi, om lykke og mening.

Jeg har fået hjælp fra mange mennesker. Først og fremmest fra Lisbeth Frimodt fra Gyldendal som konsekvent har fået mig til at føle mig som en stor forfatter. Lidt af en præstation. En meget kvalificeret mavepuster blev leveret af dansk litteraturs fyrtårn Klaus Rifbjerg, som ydede litterær ambulancetjeneste mens jeg stadig gispede efter vejret. Filminstruktøren Anders Østergård har vist stor interesse for min kulturkritik og været en fantastisk sparringspartner siden Vartov-foredragene. Min ven Vincent Hendricks, som er professor i formel filosofi både her og der, har hjulpet mig med at udrydde de mest graverende filosofiske brølere, og forfatter og kønsdebattør Bertill Nordahl har kommenteret grundigt og meget konstruktivt. Psykolog Hans Henrik Knoop har fortalt om positiv psykologi i lange samtaler i sene nat7

tetimer, og min ven fra fysikstudiet Benny Lautrup har hjulpet mig med at smøre min knirkende og lettere anløbne fysikerhjerne.

Knus til Søren Lyngsgaard og Martin Fluri fra »Vugge til vugge, Danmark«, til Laila Miermont for uvurderlig hjælp med tasterne og til Helle Skaarup for tålmodige og kloge ører og meget, meget mere. Også til fotograf Morten Jerichau som fik taget et billede, hvor jeg ligner en hellig mand. Lidt af en præstation, for det er jeg ikke. Og til min kære datter Olga som har designet bogen.

Og ikke mindst til min ven Tor Nørretranders som hørte samtlige foredrag i Vartov og gav mig kvalificeret feedback undervejs, men som også er en uudtømmelig kilde til fordybelse gennem daglange vandreture i skoven, hvor alt bliver undersøgt i en diskussion, som aldrig hører op.

8

Indledning

Mands Minde

I 1838 holdt Nikolai Frederik Severin Grundtvig 51 foredrag på Borchs Kollegium, hvor han fortalte om de historiske begivenheder, som havde fundet sted siden hans fødsel godt 50 år før. Og det var ikke småting: Stavnsbåndets ophævelse, den franske revolution, eventyret med Napoleon, slaget på Reden, Københavns bombardement, tabet af flåden, statsbankerotten og Norges løsrivelse.

Grundtvigs anliggende med foredragsrækken var først og fremmest at genrejse en national selvtillid og en fremtidstro i den lyse ånd, som hos Grundtvig er et grundvalg, nemlig at livet består af positivt og negativt, fyldt til bristepunktet af udfordringer, som vi bliver nødt til at tage livtag med, alt sammen på baggrund af en underliggende glæde og taknemmelighed over at være i live.

Et foredrag med Grundtvig var selvfølgelig uden mikrofonhjælp og ofte for meget store forsamlinger, så han har brølet sine foredrag ud! Han tog munden fuld af kæmpestore ord og tordnede ud over sine tilhørere, så H.C. Andersen og en kammerat fnisende luskede af med ordene: »Hvilket organ!« 9

Når man taler så højt, må man virkelig være enig med sig selv, og det strutter ud af hver linje af hans foredrag, at han ville sin samtid noget. Han var lidenskabeligt interesseret og har med stor visionær styrke inspireret sine landsmænd, det vil sige os, i foreløbig halvandet hundrede år. Foredragene var et tilløbsstykke, og de blev udgivet efter hans død med titlen »Mands Minde«.

I de senere år har Grundtvigs Forum afholdt en foredragsserie af samme navn, hvor de har bedt en række danskere om at gøre Grundtvig kunsten efter og tale om deres liv, sådan som det har udfoldet sig i det stykke af danmarkshistorien, som de har været en del af. Ikke 51 foredrag, men en mere beskeden halv snes. Ebbe Reich var et oplagt første valg til den opgave, og siden har mange andre mennesker, fortrinsvis med berøring til det politiske liv, overtaget stafetten.

I 2008 ringede Hans Grishauge fra Grundtvigs Forum og spurgte om jeg ville påtage mig opgaven, og det blev til en serie foredrag på hver en times varighed, som jeg holdt ni på hinanden følgende torsdagsaftener i foråret 2010.

Det foregik af karsken bælg for fulde huse på Vartov, hvor Grundtvig i sin tid var tilknyttet som præst, og hvor nu Grundtvigs Forum holder til.

Jeg var godt klar over, at ved at sige ja til opgaven blev jeg nødt til at gøre alt, hvad jeg kunne for at mande mig op til at gå i Grundtvigs fodspor, hvilket er noget af en udfordring. Grundtvig er en del af danmarkshistorien, ikke som passiv iagttager af sin samtid, men som skaber af sin samtid, som politisk aktiv med- og modspiller, og allerede her er jeg handikappet, for jeg har aldrig deltaget aktivt i det politiske liv. Jo, selvfølgelig – vi gik antiatommarch fra Holbæk til København, og da vi kom til Roskilde Domkirke, havde domorganisten inviteret os indenfor, hvor han spillede César Francks »March Heroique«.

Det var et kæmpe øjeblik. Jeg demonstrerede også mod krigen i Vietnam og deltog i studenteroprøret på Københavns Universitet i 60’erne og med mine 10

bands har jeg spillet ved politiske møder og demonstrationer. Vores harme var autentisk, og det var alt sammen betydningsfulde begivenheder i vores liv, men ikke udtryk for en deltagelse i det politiske liv, som løftede sig ud over de helt gennemsnitlige græsrødder.

Men jeg var der, og jeg har med fynd og klem deltaget i min samtid og i den kulturudvikling som fandt sted i de syv årtier, som mit liv indtil nu har strakt sig over.

På nærmeste hold oplevede jeg, hvordan min far som bondedreng tog et kæmpespring fra landsbysamfundet op på scenen som operasanger og undervejs udviklede en udpræget international orientering mod global bevidsthed.

Han blev stærkt hjulpet af min mor, som kom fra et berlinerhjem med klaver.

Hun virkeliggjorde den uemanciperede, hjemmegående husmors drøm om at bringe sine skjulte resurser til fuld udfoldelse, og kæmpede sig i en høj alder op på scenen ved siden af min far.

Jeg står på ryggen af de to mennesker og har som medskaber af min kultur gennemlevet de kulturelle værdiskift, som på godt og ondt har skabt det senmoderne menneske. Jeg kan bevidne, hvor mange kræfter og hvor megen udvikling der har været i spil, og jeg er optaget af at forstå den udvikling, både indefra, som jeg selv har oplevet den i mit eget liv, og udefra, som jeg har observeret den i min samtid.

Vi befinder os i en tidsalder, der er mindst lige så udfordrende som Grundtvigs, og jeg vil blankt indrømme, at også jeg har et anliggende. Jeg vil min samtid noget.

I et af foredragene på Borchs Kollegium sagde Grundtvig: »Vi har siden 1830 hverken haft store krige eller store helte på den store skueplads, men dog har jeg hverken fundet livet eller historien kedsommelig, fordi alt har vundet et livligere og lysere udseende, fordi med ét ord, den engel, jorden mindst kan undvære: Håbet, er kommet tilbage; så hvad der egentlig gjorde 11

tiden 1815 – 1830 så yderst ubehagelig, mørk og kedsommelig, det var åbenbart den modsatte onde ånd der spøgte alle vegne, i borge og hytter: ... Det er fortvivlelsen, med hele sin sorte suite: her mistænkelighed, angst og uro, hist trods eller falskhed, raseri eller ligegyldighed – et selskab hvoraf selv skyggen er ubehagelig.« Skal jeg læse min samtid tilsvarende, må det blive noget i denne retning: »I de sidste par år er krisen strammet til og de klimatiske udfordringer tårner sig op, men dog har jeg hverken fundet livet eller samtiden nedslående, fordi alt er på vej til at vinde et livligere og lysere udseende, fordi med ét ord, det jorden mindst kan undvære: Håbet synes at komme tilbage; så hvad der egentlig gør tiden 1995 – 2008 så yderst ubehagelig, mørk og kedsommelig, det er åbenbart den modsatte onde ånd der spøger alle vegne, i lejlighed og parcelhus: ... Det er kynismen, med hele sin sorte suite: her mistillid, fremmedangst og stress, hist hensynsløs materialisme og selvtilstrækkelighed, patologisk narcissisme og offerbevidsthed – et selskab hvoraf selv skyggen er ubehagelig.«

Jeg er kritisk over for min samtid for jeg er kritisk over for mig selv, og jeg ser en krise i mig selv og i verden omkring mig. Men det betyder ikke, at jeg ønsker mig tilbage til fortiden overhovedet! Som aktiv kulturbryder i en opbrudstid er jeg overbevist om, at vi står med konsekvenserne af et tvingende nødvendigt opgør med et udlevet værdisæt, og at vi er resultatet af en nødvendig og meget positiv udvikling, som er lykkedes over al forventning.

Men jeg vil argumentere for, at vi er ved at drukne i vores egen succes, og at vi skal videre, hvilket betyder, at vi bliver nødt til at tage livtag med de relativt nye værdier, som vi tilkæmpede os i sidste halvdel af forrige århundrede. Det er værdier som vi elsker og respekterer, og som er udviklet med store omkostninger, så dem har vi virkelig ikke lyst til at overveje én gang til.

Derfor har vi omgivet værdierne med et palisadeværn af politisk korrekthed.

12

Og det fungerer på den måde, at når værdierne betvivles eller bliver udsat for forsøg på nuancering, så rejser vores følelser sig som en mur af indignation, og så har vi meget svært ved at høre, hvad der egentlig bliver sagt.

Det er for så vidt et sundhedstegn, at vi værner om vores værdier, men når vores værdier er blevet en kolossal belastning for det liv vi lever, så må vi finde mod til at genoverveje dem med åbne øjne, hvilket kræver, at vi holder igen på følelserne. Vi har brug for et rummeligt hjerte og et klart tænkende hoved for at komme videre.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at tænke højt, og jeg er nødt til at sige hvad jeg ser, også der hvor jeg måske tager fejl, og hvor det måske gør ondt.

Når jeg antaster værdier, som i sig selv repræsenterer et brud med en fjernere fortid, så vil mine indvendinger ifølge sagens natur ofte lyde bagstræberiske, men tro mig, jeg er ikke på flugt tilbage til fortiden. Fri mig vel!

Er jeg på flugt, er det vild flugt fremad, for jeg ser muligheder for en langt mere livfuld fremtid.

En erkendt kulturel begrænsning er en dør til en mere omfattende frihed.

Det var nøjagtigt hvad vi sandede i 60’erne og 70’erne og det gælder også nu.

Kulturhistorie på to ben

En politikers livshistorie er oplagt et stykke historie i sig selv. Når Uffe Ellemann-Jensen skriver om sit liv, er det øjeblikkeligt arkiveret på de rigtige hylder. De fleste af os er ikke på samme måde en del af danmarkshistorien, men for os alle sammen gælder det, at vi er ubrydeligt del af kulturhistorien.

Vi formes af kulturen, og vi former selv kulturen. Hvem skulle ellers gøre det?

Et nyttigt spørgsmål at stille for os alle sammen er: »Hvad var min ide om et ordentligt voksenliv, da jeg var barn?«, for med det spørgsmål møder vi vores kerneværdier.

13

Jeg er født i 1943, og min far var bondesøn, så da jeg var barn var jeg ikke i tvivl: En rigtig mand tager ansvar for sin familie, er tro over for sin kvinde, passer sit job, som helst skal være meningsfyldt, men også gerne prestigefyldt.

Det rigtige liv er et liv i kernefamilien, og man er et ansvarligt og retskaffent menneske, som gør sin samfundspligt.

Det er værdier som vi alle sammen kender. De klinger af fortid, men vi kan ikke udrydde fortidens værdier. Vi er fabelagtige til at lære nyt, men vi kan ikke glemme, så alle tidligere værdier ligger latent i os. De træder i baggrunden, når der ikke er brug for dem, men de overlever.

Med begejstringens energi og fantasi udviklede vi nye værdier i 60’erne og 70’erne, og det var værdier, som var meget tættere på os selv. Vi ville have frihed til at forfølge vores drømme, og vi drømte og forfulgte dem sammen.

Vi interesserede os meget for hinanden og respekterede hinandens særheder. Normalitetsbegrebet havde været meget snævert, og nu bredte vi det ud.

Det gjaldt alle de fremmede folkeslag, og det gjaldt os selv. Enhver kultur så vi som et enestående bud på, hvordan man kan overleve under vidt forskellige livsbetingelser, og ethvert menneske har sin værdifulde historie, som det er umagen værd at lytte til. Og vi lyttede nysgerrigt og åbent til hinanden og lærte at tale sammen på nye måder, og det var en fantastisk tid. Et brusende kulturelt opbrud med samme intense og begejstrede engagement som oplysningstidens frembrud århundreder før.

De nye værdier, som vi udviklede, kunne slet ikke være i stue med min barndoms værdier, og det er helt uundgåeligt midt i en kulturel overgangstid, at vigtige valg føles som at vælge mellem pest og kolera, fordi værdierne trækker os i hver sin retning.

Jeg diskuterede på et tidspunkt de senmoderne værdier som vi taler 14

om her, med en kvinde som kom fra Chile med en helt traditionel baggrund.

Hun havde boet i Danmark i mange år og havde selvfølgelig erhvervet de senmoderne værdier om selvudvikling og det personlige livsprojekt. Hun var meget optaget af den frihed, disse værdier repræsenterede i modsætning til de traditionelle værdier, som både hun og jeg kendte til, og da hun i et glimt erkendte, hvordan det stod til inde i hende selv, udbrød hun forskrækket: »Jeg har et problem, for hvis jeg ikke holder virkelig skarpt øje med mig selv, ender jeg med at være gift med en eller anden mand og ha’ et eller andet antal børn uden nogensinde at have taget en beslutning.« Det er en af de måder vi opdager at kulturen flytter sig på, og at vi flytter os med den: det er svært at holde kursen og at holde husfred, klemt inde mellem modsat rettede værdier. Glemmer vi et øjeblik de nye værdier, suges vi tilbage i de gamle, og som kulturbryder føles det i begyndelsen som at kæmpe sig op mod strømmen.

I 90’erne og 00’erne er værdierne kommet endnu tættere på os selv, hvor et godt liv er et fantastisk liv, hvor det vigtigste i verden er mig selv, og hvordan jeg har det, og hvordan jeg tager mig ud. Succeskriteriet for eksistensen er at være lykkelig, vi værner om reden og undgår risikoen, og normalitetsbegrebet bliver snævret ind time for time. De værdier er ikke resultatet af et kulturbrud, men udtryk for kulturel stagnation, hvor vi flyder med strømmen.

Det sker helt af sig selv, medmindre vi gør noget aktivt for at ændre på det.

Den kultur vi lever i, siver ind gennem alle vores sanser, hvad enten vi vil eller ej. Og omvendt: vi kan ikke på nogen måde undgå selv at påvirke kulturen.

Alle vores handlinger og alt hvad vi udtrykker, lander i verden. Hvor skulle det ellers lande? Vi kan ikke på nogen måde ikke være en del af livsprocessen.

De ord, vi siger til hinanden, er en del af livsprocessen. Hvad skulle de ellers 15

være? Hvis vi forestiller os, at vi kan melde os ud af livet, hvad melder vi os så ind i? Vores liv er en ubrydelig del af kulturhistorien, og det har betydning for hvordan vi ser på os selv.

Karakteristisk for vores kultur er f.eks., at vi har udviklet en ekstrem grad af selvoptagethed, og det kan vi godt føle skyldfølelse over, men det er meningsløst, for det er i en vis forstand ikke vores skyld. Det er noget vi har udviklet i fællesskab, og det har vi gjort, fordi der var en grund til det. Men bliver vi hængende i selvoptagetheden, efter at den er erkendt, er det knap så uskyldigt.

Jeg er vant til at se mig selv som et enestående særtilfælde. Det gælder mere eller mindre for os alle sammen, men for at leve op til min forpligtelse til at forsøge at fortælle min samtid noget relevant bliver jeg nødt til at udvikle den diametralt modsatte holdning, nemlig at se mit liv som et tidstypisk udtryk for en bestemt kulturudvikling i en bestemt egn af verden. Jeg leder efter det almene her til lands. Hvad er det jeg finder i mig selv, som jeg genkender i andre, og hvad er det, jeg ser i andre og genkender i mig selv?

Det er kolossalt bevidstgørende at se, hvor mange almene og tidstypiske elementer vi finder i vores liv, og hvor kulturbestemt vores oplevelse af verden er. Vi har hver vores helt personlige gang på jorden, men det er den samme tid og det samme kulturelle rum vi bevæger os i, og der er så meget fælles stof, at jeg i stigende grad ser os som mere ens end forskellige. Jeg taler om alle os, som lever her på egnen.

Og der er en præmie ved at se sig selv med almene briller: Det er befriende at forstå den komplekse rodebutik som jeg er, ikke som et personligt problem, men som et kulturelt vilkår, ikke som en flov indrømmelse, men som en arbejdsbeskrivelse af et fælles kulturelt projekt.

Ved at se mit liv som tidstypisk, som kulturelt betinget, som et udtryk for de selv samme strømninger, som jeg vil pege på og synliggøre, er det ikke længere »mit personlige liv« men »ét liv«, ikke længere et privat anliggende, men en fælles beretning om en tidsperiode. Og der sker noget bemærkelses16

værdigt og vidunderligt i det skift i optik på livshistorien. Fra at opleve livshistorien som et dødt indre lager af færdigfortolket erindring, bestående af afsluttede fortællinger pakket ind i brunt papir med sejlgarn omkring, stablet op på erindringens indre hylder – potteskår – løsnes grebet om fortiden. Den er ikke længere min, og derfor udfolder den sig som tredimensionel duftende, farvestrålende eksistens, en dybde, der melder sig som gyldig erfaring, når det er nødvendigt. Jeg bliver min alder i ordets mest positive forstand. Den hårdnakkede insisteren på stadig at være en teenager viger for en patriark født i 1943.

Dybde er et udtryk for, hvor autentisk vi bakser med livets udfordringer, og det er fra vores egen individuelle gang på jorden, og de ofte dyrekøbte erfaringer som destilleres ud af tilværelsen, at vi vinder vores dybde.

Narcis og Guldmund

Min første drivkraft har ikke været den ydre verdens politiske engagement, men den indre verdens dybe splittelse mellem på den ene side sanseligheden og det skabende styrtdyk ind i verden og på den anden, askesens og abstraktionens stille munkeliv mellem svale rums høje stenvægge.

Det var en konflikt som stod lige i fjæset på mig, da jeg i gymnasiet pludselig voksede fra at være en enegænger og bogorm på 152 cm til garderhøjden 176, hvor pigerne pludselig smilede tilbage. Det var dér jeg faldt over Hermann Hesses bog »Sol og måne« fra 1957. Den bog sendte mig ud på en slingrekurs, der på et tidspunkt skaffede mig øgenavnet »kvartalsmunk«.

Bogen ramte en vild længsel. Den handler om to barndomsvenner, som vælger to helt forskellige veje gennem livet. Narcis bliver den verdensfjerne munk, asketen Narcis, medens Guldmund kaster sig ud i livsstrømmen med al den sanselighed som kunsten, kærligheden og kvinderne strømmer i.

Narcis’ og Guldmunds fælles projekt var at bryde adskiltheden fra livet ved at træde ud af den glasboble som vi tror, vi befinder os i og gå ind i et 17

fuldkomment nærvær. Men de har forskellige mål, og deres løsningsforslag er forskellige.

Narcis stræber efter den absolutte enhed, hvilende i Guds arme i et paradis eller nirvana væk fra det pulserende liv, hinsides verden, hvorimod Guldmund kæmper for at være ét med livsprocessen i et ekstatisk skabende favntag med hele verden, som den er på jorden her og nu.

Min indre Guldmund er voldsomt optaget af ekstasen, naturen, kærligheden og beruselsen, og af den fuldstændige forsvinden ind i et skabende engagement med mund og krop, blyanter og pensler, fingre på instrumenter, mundstykker og blæseteknik, triller og frasering, musikalsk sammenhæng, den ubrydelige enhed med mit band og med publikum og den fuldkomne enhed med musikken.

Narcis sysler med de helt store spørgsmål om mening og moral, eksistensen og verdensrummet og grænserne for vores fatteevne, kvantemekanik og metamatematik, musikfilosofi og forsøget med at koble kunsten til det absolutte, det, der ikke kan gradbøjes, at finde sin egen væsenskerne og den frihed og usikkerhed der følger med opdagelsen af det indre mysterium, og så igen at søge rationelle grunde til, at det ikke kan være anderledes.

Jeg er kamppladsen for de to positioner, og jeg er blevet mere og mere påtrængende optaget af, hvordan den højeste og dybeste erkendelse kan komme til udtryk i det daglige liv. Altså ikke i spidssituationerne, hvor vi står på scenen, eller ligger på knæ ved et dødsleje, men nede på gulvet, i vores liv med hinanden.

Og der falder vi over en tredje position, et nærvær som ikke er afhængigt af et veldækket bord, Guds nåde eller af dit eget mesterskab, men et nærvær du simpelthen vælger, fordi det er vigtigt.

I psykologiske sammenhænge taler man ofte om frihed, som frihed fra fortiden. »Det, som forhindrer mig i at blive et frit menneske, er bindingerne 18

– bevidste eller ubevidste – til fortidens traumer.« Hvis vi ikke er lysvågne, fører det uvægerligt til at: »Først skal jeg komme mig over fortiden gennem en eller anden form for terapi, derefter venter jeg på, at fremtiden skal indfinde sig så lys og gylden, at den kan gøre sig fortjent til mit nærvær.« Det er et liv som mellemtid, et liv i evig venten på fremtiden.

Hvordan slipper vi ud af den klemme? Ved at holde op med at leve i fremtiden. Frihed er ikke først og fremmest frihed fra fortiden – frihed er frihed fra fremtiden.

Jeg taler selvfølgelig om nærvær, og nærvær bliver en væsentlig tråd gennem bogen. Med nærvær mener jeg tilstedeværen – tilstedeværelse. Og tilstedeværelse er ikke en bestemt følelse overhovedet. Tilstedeværelse kan ligne Jimi Hendrix i en hvidglødende solo, stegt flæsk og kartoffelmos i teltet en kold nat på fjeldet, min gamle studiekammerat når han dechifrerer en babylonisk matematisk tekst, et museumsbesøg med mit kunstinteresserede barnebarn Ulrikke som pludselig går i stå foran et billede. Eller når vi gør vores pligt og slider os hudløst op, fordi det er vigtigt og dybt meningsfuldt.

Tilstedeværelse eller nærvær kan tage sig ud på alle tænkelige og utænkelige måder, og nogle gange føles det lykkeligt, som et overraskende biprodukt, men ikke nødvendigvis! Nogle gange er det moralsk, men ikke nødvendigvis!

En af positiv psykologis fædre, Mihaly Csikszentmihalyi – det var ham der lokaliserede begrebet flow, aktivt nærvær – fortalte mig om en elev som var en ret ynkelig figur, men »efter en sommerferie strålede han solbrændt og fuld af selvtillid. Han havde været i flow hele sommeren – ved at dræbe babysæler med et baseballbat! Flow som blodrus.« Mihaly havde forestillet sig, at når man bare oplevede det fulde nærvær og den fulde opslugthed i flow, så ville ens handlinger automatisk være moralske, derfor var oplevelsen af hans lykkelige elev med et baseballbat så chokerende. Jeg havde tilsvarende forestillet mig, at når et menneske beskæftigede sig autentisk med det skønne og ophøjede gennem et helt liv, så ville der komme et ædelt menneske ud af 19

det! Men det er ikke tilfældet. Der er ingen genveje, som kan gøre arbejdet for os. Man udvikler sig menneskeligt ved at erkende at der er en grund til det, og så gør man hvad man kan for at ændre adfærd.

Civilisation er godt

Jeg må indrømme, at der er vokset en følelse frem, som ikke rigtig ligger for os senmoderne unika. Det er taknemmelighed.

Den gælder alt det, der er blevet lagt i én af levet liv. Al den natur man har opholdt sig i, alle de mennesker man har stået nær, lærerne og de tusindvis af timers kvalifikation de har ødslet på én.

Men først og fremmest taknemmelighed over at være vokset op i en fabelagtig civilisationsperiode. Det er noget vi glemmer at påskønne, men vi befinder os i en civilisation, som trodser enhver beskrivelse.

Den virker! Der kommer vand ud, når vi åbner for hanen. Drikkevand!

Toiletterne tømmes, når vi trækker i snoren. Brandbilerne og ambulancerne kommer, når vi ringer. En storvask tager et par timer, da jeg var barn tog den en uge. Vi har udviklet et samfund, hvor overlevelsesinstinktet kan holde kaffepause og instinktet for at skabe og undersøge for undersøgelsens egen skyld kan dominere.

Vi lever i et samfund, hvor stort set hele banden af mænd og kvinder er i stand til at diskutere civiliseret, hvordan vi skal fordele arbejdet mellem far, mor og børn osv. Det er et udtryk for en udvikling, fra et stade, hvor det maskuline og det feminine var identitet til en objektivisering, som sætter os i stand til at diskutere og vælge frit. Til et punkt, hvor man pludselig kan se: »Hej! Der er ikke noget som helst i nogen som helst gener, som forhindrer mig i at tage en uddannelse som stærkstrømsingeniør, bare fordi jeg er en pige«, eller »at holde hus for min udearbejdende hustru, bare fordi jeg er en mand.« Hvor mange steder på planeten er det muligt. I Irak? I Congo? Ikke engang i Grækenland. Jeg er ven med grækeren på øerne, hans musik, overskæg og 20

tomater, og jeg føler mig fattig sammen med så dybe rødder. Men jeg vil nødig diskutere kvindefrigørelse med ham. Selvfølgelig er der undtagelser også der, men her til lands er der et stort flertal, der evner at tage den diskussion!

I religionsspørgsmålet har vi frit valg på alle hylder. Hvor på planeten kan man ellers det? Og hvornår i historien har man kunnet det? For et par år siden var jeg inviteret til at holde et foredrag på Krop, Sind og Ånd-messen i Falkoner Centret. Det var et rigtigt New Age-gedemarked og min umiddelbare reaktion var »Herre Jemini!« Lige inden for døren støder jeg ind i en gammel klassekammerat, Ulla, som var blevet indianer. Er det nu lige »Hej Ulla« eller er det »ugh!« der passer til situationen? Så jeg trådte anerkendende et skridt tilbage og sagde »nice outfit!«, mens ironien og højrøvetheden bredte sig.

På et tidspunkt blev jeg rørt, må jeg indrømme. Så mange højt uddannede privilegerede mennesker, som gemmer på en spirituel impuls og et religiøst instinkt, som ikke er blevet mødt, og som søger efter et eller andet, der kan tilfredsstille der, hvor der er et savn. På messen kunne man zappe mellem femten forskellige tilbud på kristendom, elleve former for buddhisme, sufidans og koranlæsning, healing, guld, røgelse og myrra skær! Det er enestående! Det kan dårligt nok lade sig gøre i Paris, hvor man stadigvæk har kernefamilien og katolicismen og en panisk rædsel for alt, hvad der minder om spirituelle grupperinger. Men det kan lade sig gøre i vores forvirrede kultur, fordi vi har øvet os i åbenhed i et par hundrede år. Allerede i 1830’erne sagde Grundtvig: »Menneske først, kristen så«, dvs. først og fremmest er vi mennesker. Derefter er vi kristne, jøder og muslimer. Vi er forvirrede, og det er usikkert og sårbart, det tager sig ikke ud, men det er vigtigt, og vi befinder os i en position, hvor det er muligt at stille alle de forbudte spørgsmål.

Og af alle mennesker er det os, der kan spørge vores børn: »Hvad vil du bruge dit liv til?« Fantastisk! Hvilket overskud! Aldrig før i verdenshistorien og kun ganske, ganske få steder på planeten har så megen frihed været tilgængelig!

Hvis man lever i en egn af verden, hvor det hele handler om overlevelse, 21

så kan man ikke spørge sin søn eller datter: »Hvad vil du bruge dit liv til?« Så siger man: »Det er den og den og den vej, det er de kneb og den attitude, du skal gøre sådan og sådan og endelig ikke sådan«, og med bange øjne sender man dem ud i verden: »Pas på dig selv!« Men: »Hvad kunne du godt tænke dig at bruge dit liv til, lille ven?« Det er en helt, helt anden historie.

Vi lever i et samfund, hvor vi ikke behøver at bruge døgnet på overlevelse, og derfor har vi tid til at tale sammen om alt muligt. Hvor har vi haft mange gode samtaler i vores liv! Om alt mellem himmel og jord, følelser og drømme, og hvor alverdens viden hele tiden er tilgængelig for os. Hvor vi ved om universet og bakterier, og hvor psykologien har hjulpet os til at udvikle et sprog, som sætter os i stand til at forstå os selv og hinanden umådelig nuanceret og på helt nye måder. Vi har udviklet senmodernitetens sensitive selv.

Og vi har haft frihed til at tale om lige hvad der passer os. Ingen emner er forbudte! Vi har et sundhedsvæsen, der kan kurere blindhed. I gamle dage havde vi brug for hellige mænd, men her virker det hver gang! Min kære bulgarske klarinetlærer var blevet blind af grå stær. Så ik han nogle tusinde kroner i ekstra løn til nye linser i øjnene, og nu ser han uden briller! En civilisation der kan give os lange, lange liv. På størstedelen af kloden er drømmen om paradis et sted, hvor man ikke behøver at knokle sig skæv, hvor man kan få sine livretter hver dag, hvor sex er rimeligt tilgængeligt osv. Med andre ord: Her!

Så civilisation er godt! Hvis vi længes efter fjerne landes berømmelige medicin, så kigger vi på de landes dødelighed, og så må vi sige, at vi åbenbart har en medicin der kan en hel del, eftersom vores gennemsnitslevealder er mere end 36 år. Eller som astrofysikeren Neil deGrasse Tyson siger: »Hvis jeg skal bevæge mig fra København til Radjastan, så foretrækker jeg at sidde i en flyver, som er konstrueret i overensstemmelse med principper, som en hel civilisation har efterprøvet videnskabeligt igen og igen, frem for at flyve i et apparat, som er konstrueret på baggrund af ayurvedisk astrologi.« 22

Når drømmen om ‘de gode gamle dage’ bliver for intens, så har jeg en medicin: genlæs Henrik Pontoppidans noveller, og se hvad vi kommer fra.

Det var hårde tider! Så hvis vi overhovedet ejer skam i livet, så klapper vi i 14 dage uafbrudt i uhørt taknemmelighed over den civilisation, vi har fået lov at vokse op i. Derefter kan vi fremsætte vores kritik. Der fik vi dén!

Taknemmeligheden indeholder en opfordring til at betale tilbage. Det er ikke mit, det er til låns! Alt det, der er blevet lagt i én, al den umage, alle de mange timers menneskeligt samvær, som har fyldt én op med alt mellem himmel og jord, traumatiske begivenheder og det modsatte i én pærevælling. Alt det, der har formet den person, man er. Det indebærer en forpligtelse til at give tilbage i en eller anden form til den livsproces, som man har suget det fra.

De menneskelige fyrtårne

Jeg har haft det held – men det var nu ikke kun held, jeg har virkelig også arbejdet for sagen – at komme helt tæt på nogle menneskelige fyrtårne. Heriblandt dirigenten Sergiu Celibidache, som jeg mødte i midten af 70’erne. Gennem årene ødslede han tid på mig i håb om, at jeg kunne rumme og viderebringe det, han havde udviklet. Han har plantet en sjælden musikalsk dybde i mig, og det er mit ansvar, at han ikke brugte sin tid forgæves.

Tilsvarende den spirituelle lærer og filosof Andrew Cohen, som i ti år utrætteligt har bakset med en genstridig og selvoptaget elev for at skabe plads til det, der er større end ham selv. Han har sat mig på sporet af en optik, som virker, hvis vi vil se, hvad vi består af.

Eller min kære gamle bulgarske klarinetlærer Nikola Jankov, hvis drøm det er, at jeg vil overtage hans plads som bannerfører for den gamle, autentiske bulgarske klarinettradition, som han er den sidste repræsentant for. Et job jeg ikke har tænkt at påtage mig. Jeg vil jo ikke tage til Bulgarien og lave et band!

Når jeg vælger det fra, så skal jeg være ret præcis med, hvad jeg så vælger til.

Og så de to umodne børn som var mine forældre. Da jeg kom til verden 23

var de halvt så gamle som min datter. Langt den største del af mit liv har de været væsentlig yngre end jeg er nu. At gå tæt op og ned ad dem og dele deres stræben og begejstring, nederlag og sejre var et privilegium. Et meget uroligt og meget støjende privilegium, men fra dem kommer en uafrystelig og meget Nikolai Frederik Severin Grundtvigsk tro på, at livet er positivt og at det i den grad er umagen værd!

Hør bare her: Min far døde i 1987. Nogle år før havde vi været på tur i Lapland sammen med min datter Olga, som på det tidspunkt var ni år. Jeg havde turet i Lapland i årevis, så jeg var fuldbefaren. Det var en lykkelig tur, hvor Olga og min far »bossede mig«, hvilket vil sige, at jeg blev erklæret for boss og fik ansvaret for alting: regnvejr, mosejord, fravær af fiskelykke, myg, hvad som helst. Det stortrivedes jeg med, for pludselig var jeg førerhund. Det er det øjeblik både far og søn venter på: »Se nu hvordan man gør, far!« Olga og far havde det fantastisk sammen. De første par dage havde vi lejet en kåte, det vil sige en samisk tørvehytte, for at vænne os til udrustningen, og det regnede og det regnede og det regnede. Det var hyggeligt med bål og røg i øjnene, tørret rensdyrkød, pandekager og kakao, men på et tidspunkt var det for meget af det gode, og så trådte Olga og far i karakter. De klædte sig af til underbukserne, hver forsynet med en stegepande og en slev, og så gik de udenfor og begyndte at danse regndans – eilahh eilahaihaaa leilåå – far var god til at imitere samiske strubelyde og Olga sang med. Lille tynde Olga og min lange tynde, blege far sprang rundt dødsens alvorlige i den øsende regn.

Og det virkede selvfølgelig. Det var en antiregndans, og solen kom frem efter en halv times koncentreret arbejde.

Far havde problemer med maven på hele turen, og vi skød skylden på den uvante fjeldkost. Men årsagen var mere alvorlig.

24

Først en operation – et langt sejt træk op ad bakke bagefter. Så gik det den anden vej, en ny operation og det var værre, men han kom ud på den anden side. For en kort bemærkning, og så gik det stærkt den modsatte vej.

Endnu en operation, men der var ikke mere at fjerne, og fra da af forsvandt cowboyen mellem hænderne på os.

Så kom meddelelsen fra hospitalet om, at nu skulle vi skynde os, og hele familien mødte op, kæderygende og alvorlige. Vi havde aftalt, at kun én ad gangen måtte gå ind til ham, men min lille punk af en niece Miriam brød reglen, og lidt efter stod vi alle sammen omkring sengen og stirrede på resterne af ham.

Pludselig åbnede han øjnene, kiggede sig lidt omkring og spurgte: »Hvad laver I her? Sig mig, er jeg ved at dø?« Vi forklarede, hvordan det hang sammen, og så satte han sig op i sengen og sagde med klar røst: »Det skal fejres. Peter, hent rødvin, Jan, tænd en smøg. Karin, vil du ikke hente en kop kaffe? Og alle I andre, er der en der har en vittighed, så kom med den!« Der var intens feststemning og høj, fri latter i jeg ved ikke hvor mange minutter. Han fik selvfølgelig ikke deltaget ret meget i festlighederne, før han lagde sig tilbage i sin døs, men for fanden hvor var vi stolte af ham! Sikken en gave han gav os!

Så chokerende suverænt! Høj cigarføring og højt til loftet hele vejen!

25

Kapitel 1

Barndom og slægt

Hollænderne

Jeg er ud af et hjem med klaver, og det er en indrømmelse som sædvanligvis bliver fulgt op af en form for klædelig klasseanger, for når man er ud af et hjem med klaver, kommer man jo fra det højere borgerskab.

Det er imidlertid ikke tilfældet, for vi ejede stort set kun det klaver, og det gik sådan for sig: Christian d.2. tog en hollandsk pige, Dyveke, som elskerinde og med i købet fulgte moderen Sigbrit. De var utilfredse med kvaliteten af de danske grøntsager, og det var mit held, for de to piger overtalte Christian d.2. til at importere et hold bønder til Amager fra øen Marken i en nu inddæmmet sø i Holland. De bønder var rene grønsagsmestre, aldrig havde man set magen til gulerødder! Så Sigbrit og Dyvekes hjemve mindskedes, Dyveke var mild i sengen, Christian d.2. glemte sin dronning, og bønderne blev privilegerede.

De skulle ikke betale skat.

En af slægterne hed Bastian, og jeg kan således føre min slægt tilbage til en kirkebog fra 1520 fra noget, der engang var en ø, i noget der engang var en sø.

I de 500 år de har boet i Danmark, opfattede de sig som hollændere. Det 26

er tankevækkende, for de var gennemintegrerede i det danske samfund, og de talte pæredansk. Det var østdansk, som er en dialekt man taler på Bornholm, og som nogle få gamle mennesker stadig taler i Skovshoved og på Amager, men samtidig havde de en rest hollandsk identitet, som betød meget for dem. Det er svært at sige hvor meget hollænder, der var tilbage i dem, men far koketterede med, at han i virkeligheden var hollænder, selvom han aldrig havde været i landet. Når sandheden skal frem, havde han ikke været uden for Danmarks grænser, før han blev en granvoksen mand.

Min far hed Gert Bastian. Gert er et hollandsk drengenavn. Søstrene hed Em, Train, Nethe og Fie, som er hollandske pigenavne. Min storebror hedder Jan, hollandsk navn, og jeg skulle have heddet Dirch, men her stopper festen sagde min mor, og så fandt de et navn til mig, som både fungerer på hollandsk og på dansk, nemlig Peter.

Så efter 500 år i Danmark er jeg den første i min slægt, som overhovedet ikke opfatter sig som hollænder! Selvom jeg kan huske min oldemor på gården ude på Englandsvej i hollandsk nationaldragt med glittet hovedklæde siddende på en forhøjning så hun ikke fik træk om pusselankerne. Køkkenet var et museumsstykke fyldt med gamle hollandske kakler, og far havde en hollandsk vest, som han var meget stolt af, med ældgamle knapper af sølv.

Den faldt fra hinanden af ælde, og jeg har et par manchetknapper lavet af to af dem, som jeg fik foræret i et meget højtideligt øjeblik.

Familien var sangglad, og der blev sunget igennem ved festerne. Far elskede at synge og optræde, og Højskolesangbogen lå efter sigende fremme, når der var fest.

Det var bedstefars ambition, at far skulle være købmand, så far var uddannet kommis. Købmanden var en central og respekteret skikkelse i landsbyen, og knægten havde jo gode talegaver! Det var farfars forestilling om et socialt avancement.

27

Farfar og farmor

Som jeg husker mine bedsteforældre på fædrene side, så var det meget venlige mennesker. Min far satte venlighed meget højt. Det er sådan et pænt ord – venlighed! Vi har det med at skrue op for følelsesudtrykkene i vores kultur, men venlighed klinger mildt. Venlighed betyder, at man hele tiden er opmærksom på, at der er mennesker rundt om én, som befinder sig i modtagerenden af hvad man nu udtrykker.

Så jo! Min farfar var en venlig mand, men han havde tilsyneladende ikke mange følelsesmæssige strenge at spille på. Mor fortalte, at hun var målløs over at høre hvordan han bandede og svovlede bag ploven, og smed sten efter viberne, når de kom for tæt på.

Men på sin plads i lænestolen, som jeg husker ham, var han tavs. Han bare sad der med sine store hænder. Han havde slidt så meget i sit liv, at han ikke kunne rette fingrene ud, og far fortalte, at når han fik en lussing, så var det med knyttet hånd.

Der var en episode langt senere. Mor spillede klaver for en balletinstruktrice, Edith Dam, som var en flamboyant, stærkt frankofil dame med ørnenæse og internationalt vid. Hun besøgte familien og var på det tidspunkt meget optaget af at pendulere foran vores hoveder og fortælle os, hvem vi var, alt efter hvordan pendulet svingede. Da hun forsøgte sig med farfar, hang pendulet fuldstændig stille ned. »Nå«, sagde hun, »der er vist ikke mange hjemme dér!« Han smilede bare venligt, og nikkede bekræftende.

Men når der var familiefester, havde han en tredje følelse på repertoiret.

Den kom uhyre sjældent til udtryk, så ungerne skiftedes til at stå på lur uden for døren til festlokalet for at se underet! Og når det indtraf så var det bare op og purre de andre unger. »Kom, far griner, far griner!« Og dér stod ungerne i døren, målløse, og så den magre mand rokke frem og tilbage i stolen, kaglende som en høne, »iak, iak, iak«, med latteren væltende frem i falset. Det var noget de meget, meget sjældent oplevede.

Det var søde mennesker, farfar og farmor, og de havde noget sammen. Jeg 28

så dem en diset morgen, hvor de sammen så på afgrøderne. To sorte mennesker med hinanden i hånden, der duvede langsomt gennem tågen. Så tænkte man jo sit.

Arvingen

Min far var eneste søn og yngste barn. Han blev kaldt arvingen. Efter alle pigerne kom sønnen. Endelig! Og verdenshistoriens dybeste lettelsens suk strømmede fra farmor. Endelig behøvede hun ikke at få flere børn! Alt sammen i Rigs-danmark. For kun to generationer siden.

Søstrene delte ét værelse, far, arvingen, havde to. Han havde sin egen lille skov, han havde sin egen hest med seletøj – rødt seletøj – han havde en jumbe, og han havde en kane.

Bedstefars gård lå i Bistrup ved Furesøen. Der var vild natur i området, og far, som var en enegænger, foretrak at lege alene i naturen. Han var indianer.

Hans mor havde syet en indianerdragt, komplet med fjerham og det hele, og han sneg sig ind på rådyr, grævling og ræv. Han skød med bue og pil og levede sig så voldsomt ind i indianerlivet, at han skød farfars præmietyr i rumpen.

Tyren panikkede, rykkede sig løs af ringen i næsen og tordnede med blod ned ad mulen hjem til gården og sprængte en dør ind til sin bås, hvor den blev beroliget med kolossalt besvær.

Far luskede hjem meget, meget sent og blev modtaget af farfar, som ventede i mørket i porten, tavs med sin knyttede hånd. Men så var regningen også betalt.

Far bevarede livet igennem en umættelig nysgerrighed og en overvældende naturbegejstring, som smittede i miles omkreds. Han elskede at bygge huler og bivuakker ude i skoven, og den færdighed dyrkede han også som voksen. Indimellem overnattede vi ude i Dyrehaven i en af hans boliger.

Gården i Bistrup gik fallit. Det skyldtes mange onder på én gang: mund- og klovsyge, svinepest, drukkenskab og for mange travheste, så de købte et lille 29

husmandssted ved Gadevang i Nordsjælland. Senere blev farfar vicevært på Amagerbrogade. De boede i en lille lejlighed, der lugtede af frikadeller og brun sovs. Store gamle, mørke mahognimøbler bag tunge gardiner, sofa og stole med glat hestehårsbetræk og farfars travpræmier pudset blanke på hylden over sofaen. Et kæmpe spisebord med plads til tolv gange tre retter, gemte på et billardbord. Middagssøvnen var i soveværelset i et mausoleum af en mahogniseng under en tonstung, gipsagtig olmerdugsdyne med et fyld af døde høns.

En gang imellem blev vi kaldt til familiefester på slægtsgården ude på Englandsvej på Amager. Vi var et halvt hundrede mennesker eller flere. På familiebillederne sidder patriarkerne med konerne på stole midtfor. De små børn foran, de voksne i midten, de større børn i siderne. Alle vidste alt om alle i et tæt gitter af relationer, en mange tusind år gammel matrix, som vi kan kalde stammen, en overlevelsesstruktur, en værdi i den fælles bevidsthed, en etik og et værdisystem, der bandt slægten og landsbyen sammen: landsbybevidsthed!

Far besluttede sig på et tidspunkt for at ville gå scenens vej. En tilsyneladende fuldkommen umoden og urealistisk idé, og jeg har tit tænkt på, hvordan hans far mon havde det med dét. At arvingen ville være operasanger?

En operasangers kunder bor i Bredgade, og de går i Det Kongelige Teater, unægteligt et fremmed land! Men moderen var med ham. Hun forstod den der mærkelige knægt, hun havde fået. Hun kunne godt se, at han skulle noget andet end at være købmand, som faderen havde tænkt sig. Hun var den mest nuancerede af de to, men farfar bøjede sig forbløffende hurtigt for knægtens ønsker. Der var åbenbart rigeligt med kærlighed i hjemmet, og da de først havde indset, at far stod fast, hjalp de ham på vej, så godt de kunne, med de små midler de havde.

De forærede ham på et tidspunkt nogle timer i skuespil hos skuespilleren Henrik Malberg, og der mødte han et lille, genert, mørkhåret, brunøjet, føl30

somt væsen med tung, tysk accent. De skulle spille en kærlighedsscene, hvor hun sad på skødet af ham. Så ringede telefonen inde ved siden af, og Henrik Malberg talte og talte. De turde ikke flytte sig, og hendes kinder var røde af generthed og angst for at far skulle opdage, at hun gik med roll-on neden under kjolen!

Det var Birgit, min mor. De supplerede hinanden enestående. Hun var kultur, han natur. Det de begge mest savnede, fandt de til overflod hos hinanden.

Berliner

Mor kom fra en helt anden verden.

Hun var født i Berlin. Familien var akademikere, musikere, glødende socialister. Hendes far var dansk arkitekt, moderen tysk, halvt sigøjner. Oldefaderen var involveret i den gryende tyske socialisme, og deres politiske interesse var virkelig autentisk. Han hængte sig af fortvivlelse over mordet på Rosa Luxemburg, og i Dresden er der en gade, Stolle Strasse, som er opkaldt efter ham.

I tredivernes Berlin var man nazist, ligeglad eller kommunist, så de var kommunister, og de var rødglødende kommunister.

Sammen med min mor besøgte mine søskende og jeg for nogle år siden den bydel i Berlin, hvor hun var født. Parken og den etageejendom de boede i, var der endnu, og den butik hvor brillemageren dr. Porcelain boede, han som var jøde.

Hun var en lille pige, da hun så sine legekammerater og familien blive sparket ud af deres hjem af nazisterne og ind i en bil. Mor spurgte: »Hvad gør I ved dem?« og hun ik svaret: »De får tæsk, og så får de pis at drikke, og hvis du ikke holder kæft, så får du samme tur.« Og så sparkede de hende hen ad gaden!

Så min mor var politisk meget engageret! Der var rigeligt brændstof til en livslang, ildsprudende politisk indignation, som holdt galden flydende indtil hendes sidste timer.

31

Som min far var hun var en enspænder – en drengepige – hun klatrede i træer, og hendes bedste legetøj var en lommekniv. Hun var lærernes øjesten, og hendes klasselærer bad hende om at læse højt af Goethe, fordi hun læste så smukt. Han ville have hjulpet hende til scenen.

Jeg tror ikke, at hendes mor overhovedet fattede, hvad det var for en datter hun havde. Hun delte næsten ingen interesser med sit mærkelige barn.

Mormor elskede at sy dukketøj til sine piger, men det havde overhovedet ikke min mors interesse. Ægteskabet mellem min mormor og morfar gik i stykker. Han forelskede sig i en dansk kvinde og efterlod uden videre konen og fire børn i Berlin.

Storebroderen var involveret i anti-nazistisk modstand, og mormor fik det råd af en venligtsindet nazist, at de skulle søge til Danmark »ellers kommer knægten hjem med hovedet under armen«.

Mormor besluttede sig og immigrerede til Danmark med tre kæmpe kufferter og alle sine egne børn plus to ekstra, som hun påtog sig at bringe i sikkerhed – det var bulgareren Georgy Dimitrovs børn. Han var kommunist og en af de anklagede i forbindelse med rigsdagsbranden i Berlin. Hans forsvar var så blændende, at han og to andre bulgarske kommunister blev frikendt.

Det lykkedes ham endda at gøre Hermann Göring til grin i retssalen. Børnene endte med at blive genforenet med deres familie i Danmark og derefter fortaber sporet sig. Hun var en tapper kone, mormor!

Hun kom til Danmark til en lejlighed uden møbler, uden udsigt til møbler, en fuldstændigt fraværende og uinteresseret eksmand, et sprog hun ikke talte, en kultur hun ikke delte. Fra det ene øjeblik til det andet var hun i alles øjne en enfoldig kone.

Min mor hørte hende år senere tale i telefon med en af sine førkrigsveninder og blev overrasket over at høre det fornemme og distingverede højtysk, som hun talte. Hvor enfoldig var hun egentlig? Hun blev et af de vigtigste mennesker i mit liv.

32

Mor kom i mellemskolen på Aurehøj Statsgymnasium, hvor også jeg senere blev elev.

Hun var ikke større end tobak for en skilling, umådelig genert og gemte sig under bordet, når der var gæster, men hun rasede frygtløst imod den udbredte danske, ubeskriveligt overfladiske omtale af alt det gode, Hitler gjorde for Tyskland. Hun stillede sig op på stolen og spyttede og hvæsede sin harme ud på et fuldkommen uforståeligt gebrokkent dansk.

Hendes far boede i Danmark, men de sås næsten aldrig, og tabet af faderen kom hun sig aldrig rigtigt over. I sine sidste år havde hun to remser. Den positive, med alt det dejlige der var sket i hendes liv, som overbeviste hende selv og verden om, hvilket vidunderligt liv hun havde haft. Og den negative, som overbeviste os om, hvor ondt det havde været. Og i den remse var faderens svigt en tilbagevendende ve. Hun var utroligt knyttet til ham, for hun lignede ham meget mere end moderen, men han ville ikke vide af hende. Da han lå for døden, gik hun rundt og rundt om Rigshospitalet uden at turde gå ind til ham. På vej hjem med uforrettet sag fik hun at vide, at han var død imens. Den historie var central i hendes klagesang år ud og år ind, indtil hun selv døde i 2008. Han var musikalsk og spillede Chopin helt vidunderligt. Jeg hørte ham!

Der var ikke råd til klaverundervisning i hendes barndom, men hun kendte »Måneskinssonaten« af Beethoven udenad, så hun fik at vide hvor C’et lå på klaveret, og hvor C’et var i noden, og så lærte hun sig selv at spille klaver!

Hun var drønmusikalsk og blev virkelig ferm til at spille fra bladet, og det var selvfølgelig en kæmpe hjælp i alle de år, hvor hun kæmpede sammen med far for at få ham op på scenen som operasanger.

Hun var dygtig i skolen, og hendes matematiklærer brugte hende som hjælpelærer. Hun fik sine egne elever, og pengene gik til familien. Fra hun var lille havde hun ansvar for de andre.

33

Hendes fars familie kunne se at hun havde talent, og hun kom på et tidspunkt til at gå til ballet. Tante Asta, som drev balletskolen, besluttede på min mors vegne, at hun skulle være skuespiller, og så fik hun timer hos Henrik Malberg, hvor hun traf min far. De blev efter meget kort tid rødglødende forelsket i hinanden, og min konservative far blev efter meget kort tid rødglødende kommunist.

Han fik arbejde i fødevarekæden Gova, og hans nyvundne socialistiske engagement fik ham til at organisere sine kolleger i en fagforening. Så fik de mere i løn, og far blev fyret. Han fik aldrig siden et job som kommis. Rygtet havde bredt sig.

De tidligste år

Jeg blev født under krigen i 1943. Jeg kan huske antiluftskyts-lyskasterne glide over himlen. Det var poetisk. Jeg vidste ikke noget; men jeg lå og kiggede.

Og der er et meget tidligt blødt minde, hvor jeg bliver båret ned ad trappen af min far. Ned i beskyttelsesrummet. Lyset på trappen var gult og lyden af sirener. Og kysen, den var blød! Det var trygt, fordi far var tryg.

Min mor har fortalt, at jeg var mildheden selv det første år. Jeg græd sjældent. Jeg har set mit eget runde babyhoved på billeder. En smilende sol, som meget tidligt lærte at tale.

Før jeg fyldte to, fik jeg kighoste, og kom på hospitalet for ikke at smitte min nyfødte lillesøster. Jeg måtte ikke se min far og mor i halvanden måned, men jeg mener at huske, at jeg så dem gennem et lille firkantet vindue i døren.

Men møde dem måtte jeg ikke for ikke at få hjemve. Det var en anden tid.

Da jeg kom hjem, ville jeg ikke vide af andre end min storebror. Jeg talte ikke længere. Det er nok historien om et traume, men det har jeg aldrig følt den ringeste trang til at undersøge nærmere. Måske gør jeg det en dag, men jeg fandt en anden retning end den, der kigger indad mod fortiden.

34

Barndommen dukker op med mere og mere glød, akkompagneret af det velkendte vemod, der følger med erindringen om det tabte land.

Det var selvfølgelig ikke en sorgløs tid at være barn, men det vemod, som følger med erindringen om barndommen, er en nutidig persons vemod. Det er nemt at overtale sig selv til at tage dette vemod for pålydende, og jeg har i årevis haft en grundforestilling om barndommen som vemodstung, med mig selv som en melankolsk drømmer. Men det var faktisk ikke tilfældet. Vemodet er en voksen mands vemod, som tres år senere genoplever barndommen med en voksen mands udviklede bevidsthed. Vemodet er et nutidigt vemod, som er tilført erindringen.

Men mine børnebørn åbner lågen direkte til min egen barndom. Ulrikke på otte sidder på græsplænen. Hun har det der fjerne blik, der ser alt og intet.

Hun hviler i sig selv og nynner en helt indholdsløs strøm af bløde små ord. Det smitter, og jeg mærker den sarte poesi som strømmede gennem verden.

Når jeg havde feber, gled jeg ned i et umådeligt tiltrækkende og skræmmende mørke. Min krop størknede og forsvandt. Hele verden blev skubbet væk af en tomhed, der var massiv som et bjerg. En umådelig fast tomhed med en vedholdende indre kimen; en tynd hinde, som silke om en kæmpemæssig sten. En dybere, overvældende virkelighed.

Jo mere nænsomt jeg husker, jo mere flerdimensional bliver barndommen. Forundret og nysgerrig, skræmmende og solrig. En tallerken med smørrebrød i solen foran den franske altan, mens violinerne fra Wivex spiller salonmusik i radioen, og mor nynner til. I jagten efter brænde, jubelen over at komme slæbende med et helt lille træ og se de voksnes anerkendelse. Barndommen var et hyperintenst møde med verden. De voksnes fascinerende og skræmmende verden. De drak kaffe og snaps og spiste roquefortost! Senere hørte jeg om, hvordan de lavede børn!

Far lavede en lille svævebane fra altanen og ned i gården, og han svævede smørrebrød ned til os. Rugbrød med margarine og æble, spegepølse, kartoffelmad.

35