Øjensamleren

øjensamleren

Sebastian Fitzek

øjensamleren Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

ØJENSAMLEREN Originaltitel: Der Augensammler Copyright © 2010 by Droemersche Verlagsanstalt Th. Knaur Nachf.

GmbH & Co. KG, Munich, Germany Bogen er udgivet efter aftale med AVA international GmbH, Germany (www.ava-international.de) Dansk copyright © 2011 Audioteket A/S Oversat af Rigmor Kappel Schmidt Sats : SIDE-1, Odense Bogen er sat med Garamond Tryk: Nørhaven Omslag: Thomas Szøke, EYELAB.DK Citatet af Max Frisch: Biedermann und die Brandstifter er hentet fra Jørgen Engbergs danske oversættelse: Biedermann og brandstifteren, s. 30.

ISBN: 978-87-645-0503-0 1. udgave, 1. oplag 2012

Til minde om Rüdiger Kreklau Det er fantasterne, der forandrer verden, ikke tørvetrillerne.

Spillet er et eksperiment med tilfældet.

Novalis It’s the end where I begin.

The Script

Epilog

Alexander Zorbach (jeg)

D

er findes historier, der som dødbringende spiraler driver deres rustne modhager dybere og dybere ind i bevidstheden på den, der måtte lytte til dem. Jeg kalder dem Perpetuum morbile. Historier, der aldrig er begyndt og aldrig vil slutte, da de handler om den evige dødskamp.

Ofte bliver de fortalt af en samvittighedsløs person, der nyder at se rædslen malet i tilhørerens øjne og glæder sig ved tanken om de mareridt, der med sikkerhed vil blive resultatet – om natten, når man ligger alene i sengen og stirrer op i loftet, fordi man ikke kan falde i søvn.

Af og til finder man en sådan Perpetuum morbile i et bogomslag, så man kan flygte fra den, idet man smækker bogen i. Så jeg vil allerede nu give Dem dette råd: Læs ikke videre!

Jeg ved ikke, hvordan De har forvildet Dem hen til disse linjer. Jeg ved kun, at de ikke er stilet til Dem. Denne beretning om gruen burde ikke falde i nogens hænder. End ikke ens værste fjendes.

Tro mig, jeg taler af erfaring. Jeg kunne ikke lukke øjnene. Og heller ikke lægge bogen fra mig. For historien om den mand, hvis tårer vælder frem i hans øjne som bloddråber – historien om den mand, der knuger en forvreden sæk menneskekød ind til sig; kød, der få minutter tidligere havde trukket vejret, elsket og levet – den historie er ingen film, ingen fiktion, ingen bog.

401

Den er min skæbne.

Mit liv.

For den mand, der midt i den værste kval måtte erkende, at dødskampen først lige er begyndt – den mand er mig.

400

Sidste kapitel. Slutningen.

Sov sødt, barnlil, og visselul.

Far vogter får og deres kuld. „Sig til hende, at hun skal holde op med at synge,” brølede indsatslederens stemme i mit højre øre.

Mor rusker i træets grene, Da falder en drøm så ene …” „Få hende straks til at holde op med at synge den forbandede sang.” „Ja, ja. Jeg har forstået det. Jeg ved godt, hvad jeg skal gøre,” svarede jeg ned i den lillebitte mikrofon, som teknikeren fra indsatsholdet for få minutter siden havde fastgjort til min skjorte. Den havde radioforbindelse til indsatslederen, som jeg nu havde kontakt til. „Hvis De bliver ved med at råbe sådan ad mig, river jeg høretelefonen ud af øret, er det klart?”

Jeg nærmede mig midten af broen, der førte hen over A100. Bymotorvejen elleve meter under os var i mellemtiden blevet spærret i begge retninger – mere for at beskytte bilisterne end den sindsforvirrede kvinde, der stod en buslængde fra mig. „Angelique!” Jeg råbte hendes navn. Takket være den korte briefing, jeg havde fået i den midlertidige kommandocentral, vidste jeg, at hun var syvogtredive år gammel, 399

havde to tidligere domme for forsøg på bortførelse af børn og havde tilbragt mindst syv af de sidste ti år på en lukket anstalt. Desværre havde en forstående psykolog for fire uger siden udstedt en erklæring om, at han anbefalede en udslusning til samfundet.

Mange tak, hr. psykolog. Og nu har vi balladen! „Jeg rykker lige lidt nærmere, hvis det er i orden,” sagde jeg og løftede hænderne. Ingen reaktion. Hun lænede sig ind mod det rustne gelænder, idet hun med armene dannede en vugge foran brystkassen. Nu og da svajede hun let forover, så hendes albuer rakte ud over brystværnet.

Jeg rystede ikke kun af anspændthed, men også af kulde.

Ganske vist lå temperaturen stadig et stykke over frysepunktet, hvilket var usædvanligt for december måned, men det føltes så koldt, at det uden problemer kunne sammenlignes med Jakutsk. Efter at have stået tre minutter herude i vinden frøs jeg, så mine ører var ved at falde af. „Hej, Angelique!”

Gruset knirkede under mine tunge støvler, og nu drejede hun for første gang hovedet hen mod mig; meget langsomt, som i slowmotion. „Mit navn er Alexander Zorbach, og jeg vil gerne tale med Dem.” For det er mit job. I dag er det mig, der er forhandlingsleder. „Er han ikke vidunderlig?” spurgte hun i samme syngende tonefald, som hun lige havde brugt til vuggesangen Sov sødt, barnlil, og visselul … „Er min baby ikke vidunderlig?”

Det bekræftede jeg, skønt jeg på afstand nærmest ikke kunne se, hvad hun knugede ind mod sin spinkle brystkasse.

Det kunne lige så godt være en pølle, et sammenfoldet lagen eller en stofdukke. Men så heldige var vi ikke. Det havde det termiske kamera slået fast. Hun holdt noget levende, 398

noget varmt i armene. Jeg kunne endnu ikke se det, men til gengæld sagtens høre det.

Den seks måneder gamle baby skreg. Lidt afkræftet, men i det mindste skreg den stadig.

Indtil nu var det dagens bedste nyhed.

Den dårlige var, at spædbarnet kun havde få minutter tilbage at leve i.

Og endda kun, hvis den sindsforvirrede kvinde ikke kastede ham ud fra broen.

For fanden, Angelique. Denne gang har du på alle tænkelige måder valgt den forkerte baby. „Hvad hedder det søde barn?” Jeg forsøgte på ny at få gang i en samtale med hende.

På grund af en abort, der gik skævt, kunne kvinden ikke længere få børn. Det havde fået hende til at gå fra forstanden. Det var nu tredje gang, hun havde bortført et fremmed barn for at tage det til sig som sit eget. Og for tredje gang var hun blevet opdaget af forbipasserende i nærheden af sygehuset. I dag havde det kun varet en halv time, før et cykelbud havde lagt mærke til den barfodede kvinde med den skrigende baby på broen. „Det har ikke fået noget navn endnu,” svarede Angelique.

Hun var kommet så langt i sine fortrængninger, at hun i dette øjeblik var overbevist om, at barnet, hun holdt i sine arme, faktisk var hendes eget kød og blod. Jeg vidste, det ikke gav nogen mening at forsøge at overbevise hende om det modsatte. Hvad man ikke havde kunnet opnå med syv års intensiv terapi, ville med sikkerhed ikke lykkes mig på syv minutter – men det var heller ikke min hensigt. „Hvad siger De til ‘Hans�?” foreslog jeg. Nu var jeg højst ti meter fra hende. „Hans?” Hendes ene hånd slap bylten og lindede på tæppet. Lettet hørte jeg, at babyen stak i et vræl.

397

„Hans lyder godt,” sagde Angelique i sine egne tanker.

Hun trådte et lille skridt tilbage og stod nu ikke så tæt ved rækværket: „Ligesom ‘Klodshans�”. „Ja.” Jeg snakkede hende efter munden og tog endnu et skridt fremad.

Ni meter. „Eller som Hans i det andet eventyr.”

Hun vendte sig om og så spørgende på mig. „Hvilket andet eventyr?” „Nåh ja, det om nymfen Undine.”

Nærmere bestemt var det snarere et germansk sagn end et eventyr, men lige nu var det irrelevant. „Undine?” Hun trak mundvigene nedad. „Det kender jeg ikke.” „Ikke det? Jamen, så må jeg fortælle Dem det. Det er vidunderligt.” „Hvad har De nu gang i? Er De da gået helt fra forstanden?” råbte indsatslederen ind i mit højre øre, men det reagerede jeg ikke på.

Otte meter. Skridt for skridt arbejdede jeg mig ind i hendes straffesparkfelt. „Undine var et gudlignende væsen, en nymfe, der var så vidunderlig som ingen anden. Hun tabte sit hjerte til ridder Hans.” „Hører du det, min søde? Du er en ridder!”

Babyen kvitterede med et højt skrig.

Han trak altså stadigvæk vejret. Gud være lovet. „Ja, men ridderen var så vidunderlig, at alle kvinder rendte efter ham,” fortsatte jeg. „Og desværre forelskede han sig i en anden kvinde og forlod Undine.”

Syv meter.

Jeg ventede, til jeg igen kunne høre babyen vræle, så fortsatte jeg. „Undines far, havguden Poseidon, blev så fortørnet over det, at han forbandede Hans.”

396

„En forbandelse?” Angelique holdt op med at vugge barnet. „Ja. Fra da af kunne Hans ikke trække vejret ubevidst.

Han var nødt til at koncentrere sig om det.”

Støjende sugede jeg den kolde luft ned i mine lunger og pustede den ud igen i små stød, mens jeg talte. „Indånding.

Udånding. Indånding. Udånding.” Min brystkasse hævede og sænkede sig demonstrativt. „Hvis Hans bare én eneste gang glemte at tænke på at trække vejret, ville han dø.”

Seks meter. „Hvordan ender eventyret?” spurgte Angelique mistroisk, da jeg forsigtigt havde bevæget mig fremad, så jeg nu kun var en billængde fra hende. Hun virkede utilfreds, ikke med min nærhed, men med den vending, eventyret havde taget. „Hans gør alt for ikke at falde i søvn. Han kæmper imod sin træthed, men til sidst falder hans øjne alligevel i.” „Dør han?” spurgte hun tonløst. Enhver glæde var forsvundet fra hendes udtærede ansigt. „Ja. For når han sover, vil han uvægerligt glemme at trække vejret. Og det er den visse død for ham.”

Det knitrede i mit øre, men denne gang holdt indsatslederen sin mund. Her udenfor hørtes kun den fjerne susen fra byens trafik. Højt over vores hoveder trak en flok sorte fugle mod øst. „Men det er jo ikke noget dejligt eventyr.” Angelique vaklede lidt forover og vuggede nu med hele kroppen babyen, som hun knugede ind mod sig. „Det er ikke dejligt.”

Jeg rakte hånden ud mod hende og rykkede endnu tættere på. „Nej, det er det ikke. Og egentlig er det slet ikke noget eventyr!” „Hvad er det så?”

Jeg holdt inde og ventede igen på at høre et eller andet 395

livstegn fra den lille. Men der var ikke mere at høre. Kun stilhed. Min mund føltes helt udtørret, da jeg sagde: „Det er sandheden.” „Sandheden?”

Hun rystede energisk på hovedet, som havde hun allerede en anelse om, hvad jeg nu ville sige. „Angelique, hør på mig. Babyen, De står med i Deres arme, lider af undine-syndromet. Det er en sygdom, der er opkaldt efter det eventyr, jeg lige har fortalt Dem.” „Nej!” Jo. Det tragiske var, at jeg ikke diskede op med nogen taktisk løgn. Undine-syndromet er en sjælden forstyrrelse i centralnervesystemet, hvor de ramte børn bliver kvalt, hvis ikke de bevidst koncentrerer sig om at trække vejret.

En alvorlig og livstruende sygdom. Hos Tim (det var babyens navn) var hans åndedrætsaktiviteter i vågen tilstand tilstrækkelige til at forsyne den lille krop med ilt. Kun når han sov, skulle han have hjælp til at trække vejret. „Det er mit barn,” protesterede Angelique på ny med sin vuggesangsstemme.

Sov sødt, barnlil, og visselul … „Der kan De selv se, hvor fredeligt han sover i mine arme.” Åh gud, nej. Hun havde ret. Babyen gav ikke en lyd fra sig.

Far vogter får og deres kuld. „Ja, det er Deres baby, Angelique,” sagde jeg indtrængende og rykkede endnu en meter nærmere. „Det er der ingen, som bestrider. Men han må ikke falde i søvn, hører De! Ellers dør han ligesom Hans i eventyret.” „Nej, nej, nej!” Hun rystede trodsigt på hovedet. „Der er ikke noget galt med min baby. Han er ikke blevet forbandet.”

394

„Nej, selvfølgelig er han ikke det. Men han er syg. Vil De ikke nok give mig Deres barn, så lægerne kan gøre ham rask igen.”

Nu var jeg så tæt på hende, at jeg mærkede den sødligtharske lugt af hendes uvaskede hår. Lugten af åndelig og kropslig vanrøgt, der var sivet ind i hver trevl af hendes billige joggingsæt.

Hun drejede sig om mod mig, og for første gang fik jeg babyen at se. Jeg kastede et blik på hans lillebitte, rødmossede … sovende ansigt. Forskrækket så jeg på Angelique.

Og så slog det klik for mig. „Nej, for fanden, gør det ikke!” brølede indsatslederens stemme i mit øre, men på det tidspunkt lyttede jeg slet ikke til den. „Væk med den. Væk!”

Denne og de følgende sætninger hentede jeg senere fra indsatsrapporten, som lederen af undersøgelseskommissionen forelagde for mig.

I dag, syv år efter den dag, hvor mit liv blev ødelagt, er jeg ikke længere sikker på, om jeg virkelig så det.

Det. Noget i hendes blik. Der udtrykte den reneste og mest fortvivlede selverkendelse. Men dengang var jeg sikker.

De kan kalde det forudanelse, intuition, klarsynethed.

Det er, hvad det er, og jeg følte det med alle mine sanser: I det øjeblik Angelique vendte sig om mod mig, var hun blevet bevidst om sin psykiske forstyrrelse. Hun havde erkendt sig selv og vidste, at hun var syg. At babyen ikke tilhørte hende. Og at jeg aldrig ville give hende barnet tilbage, så snart jeg holdt det i mine arme. „Stands, for pokker. Ødelæg nu ikke det hele.”

Fra min boksetræning havde jeg tilstrækkelig erfaring til at vide, hvad man skulle holde øje med ved modstanderen, hvis man ville fornemme hans bevægelser på forhånd. Hans 393

skuldre! Og Angeliques skuldre bevægede sig i en retning, der kun kunne opfattes på én måde, især da hun langsomt satte armene i bevægelse.

Kun tre meter. Tre forbandede meter.

Hun ville kaste babyen ud fra broen. „Smid våbnet. Jeg gentager: Smid straks våbnet.”

Derfor lyttede jeg ikke til stemmen, som lød i mit øre, men rettede pistolen direkte mod hendes pande. Og skød.

Det er som regel i dette øjeblik, jeg vågner skrigende op og et øjeblik glæder mig over, at det kun var et mareridt. Indtil jeg rækker hånden ud og mærker på den tomme halvdel af sengen ved siden af mig. Indtil det går op for mig, at denne hændelse virkelig har fundet sted. Den betød, at jeg mistede mit job, min familie og evnen til at sove igennem og få en hel nats søvn uden at blive vækket af mareridt.

Siden dette skud har jeg haft angstanfald. En kold og klar angst, der trænger gennem alt; det koncentrat, som mine drømme næres ved.

Dengang på broen slog jeg et menneske ihjel. Og hvor meget jeg end bilder mig ind, at jeg dermed kunne redde et andet menneske, er jeg dog sikker på, at ligningen ikke går op. For hvad nu, hvis jeg tog fejl dengang? Hvad nu, hvis Angelique aldrig havde tænkt sig at gøre babyen noget?

Måske havde hun bare bevæget armene for at række mig barnet! I samme øjeblik jeg affyrede skuddet, der borede sig ind i hendes hjerneskal. Så hurtigt, at hendes hjerne ikke engang kunne nå at sende en impuls om, at armene skulle slippe deres greb. Så hurtigt, at jeg kunne nå at gribe barnet, før det gled ud af hendes døde hænder.

Altså, hvad nu, hvis jeg dengang på broen dræbte et uskyldigt menneske?

392

For så måtte jeg en skønne dag betale for min fejl, så meget var sikkert.

Det vidste jeg. Blot var jeg ikke klar over, at denne dag snart skulle komme.

391

Kapitel 83

O

g igen besøgte jeg sammen med min søn det sted, hvorom det hed sig, at der i Berlin ikke fandtes bedre sted at dø for et barn. „Mener du det? Helikopteren?” spurgte jeg og nikkede ned mod den åbne papæske, som jeg bar hen ad den lange gang. „Har du nu tænkt over det? Det er trods alt en Captain Jack-helikopter med power boost.”

Julian nikkede ivrigt, mens han med begge hænder slæbte en propfuld Ikea-bærepose hen over linoleumsgulvet.

Jeg havde gentagne gange tilbudt ham min hjælp, men han ville absolut selv slæbe den gennem hele sygehuset.

Typisk tilfælde af de ‘Jeg er blevet stærk nok�-fantasier, alle drenge på et tidspunkt bliver grebet af, og som ligger et sted mellem ‘Jeg tør ikke alene� og ‘Bare kom an�.

Det eneste, jeg kunne gøre uden at såre hans stolthed, var at gå lidt langsommere. „Jeg har ikke brug for helikopteren mere!” sagde Julian med bestemt stemme.

Så begyndte han at hoste. Først lød det, som om han havde fået noget galt i halsen, men så blev hans hoste stadig mere hul. „Er der noget galt, lille ven?” Jeg satte æsken fra mig på gulvet.

Allerede da jeg hentede Julian hjemme, havde jeg lagt mærke til hans blussende ansigt, men han havde helt alene 390

slæbt den store bærepose ned i haven, så jeg var gået ud fra, at det var anstrengelsen, der havde givet ham svedige hænder og fugtige lokker, der klæbede til hans nakke. „Er du stadig forkølet?” spurgte jeg omsorgsfuldt. „Jeg er blevet rask igen, far.” Han skubbede min hånd væk, da jeg ville mærke ham på panden.

Så hostede han igen, men det lød faktisk lidt bedre end før. „Har du været ved lægen sammen med mor?”

Måske skulle vi lade dem undersøge dig, nu vi er på et sygehus.

Julian rystede på hovedet. „Nej, kun ved …” Han gik i stå, og jeg følte raseriet stige op i mig. „Kun ved hvad?”

Brødebetynget vendte han sig væk fra mig og rakte ud efter bæreposens håndtag. „Lige et øjeblik. I har da vel ikke været ved den der shaman igen?”

Han nikkede forlegent, som ville han indrømme, at han havde været uartig. Blot var det i dette tilfælde slet ikke ham, der havde gjort noget forkert. Det var hans mor, der evig og altid kom på esoteriske afveje og hellere slæbte vores søn til en indisk mirakelguru end til en øre-næse-hals-specialist.

For lang tid siden, dengang jeg lige havde forelsket mig i Nicci, kunne jeg stadig more mig over hendes skøre idéer og fandt det endda underholdende, når hun ville læse min fremtid i linjerne i min hånd eller afslørede, at hun i et tidligere liv havde været en græsk slavinde. Men hvor hendes skøre idéer i starten havde været ret harmløse, blev de med årene regulært forskruede, hvad der helt ærligt også bidrog til, at jeg fjernede mig fra hende, først mentalt og siden fysisk. I det mindste vil jeg gerne bilde mig det ind 389

for ikke at stå tilbage som den eneste skyldige i, at vores ægteskab kuldsejlede. „Hvad har den kvaksal …, den shaman så sagt?” spurgte jeg og talte nu venligt til min søn. Jeg skulle gøre mig umage for ikke at lyde aggressiv. Julian havde følt sig ramt, men det var ærlig talt ikke hans skyld, at hans mor hverken troede på den traditionelle medicin eller evolutionsteorien. „Han mente, mine chakraer trængte til at blive opladet.” „Chakraer?”

Blodet steg mig til hovedet. „Selvfølgelig, chakraerne. Hvorfor var jeg ikke selv kommet på den tanke? Det var sikkert også derfor, vores søn for to år siden brækkede håndleddet, da han skatede,” belærte jeg stumt Nicci. Dengang havde hun i fuld alvor spurgt kirurgerne, om ikke bedøvelsen kunne erstattes af hypnose. „Du må hellere få noget at drikke,” sagde jeg for at tale om noget andet, idet jeg pegede hen mod drikkevareautomaten. „Hvad vil du have?” „Cola,” jublede han straks.

Selvfølgelig. En cola.

Nicci ville rive hovedet af mig, det var helt sikkert.

Min endnu ikke fraskilte kone handlede principielt kun i økologiske butikker og supermarkeder, og en koffeinsodavand fuld af kemikalier stod garanteret ikke på hendes indkøbsseddel.

Nåh ja, men man kan altså ikke få fennikelte her, tænkte jeg og mærkede på mine jakkelommer efter pungen. Jeg fór sammen, da der bag mig lød en uventet stemme, ung og dog udslidt. „Sikken overraskelse, Zorbach-familien!”

Den blonde sygeplejerske, som jeg vagt huskede fra vores besøg sidste år på grund af hendes påfaldende piercinger i overlæben, var pludselig dukket op ud af det rene 388

ingenting og stod nu med den farvestrålende tevogn i sygehusets gang. „Hej, Moni,” sagde Julian, der åbenbart også genkendte hende. Hun sendte ham et indstuderet „Små patienter er mine venner”-smil. Så faldt hendes blik på vores pakkenelliker. „Så meget i år?”

Jeg nikkede åndsfraværende, fordi jeg stadig ikke havde fundet min tegnebog.

Bare ikke det! Alle mine legitimationspapirer, kreditkort, selv mit nøglekort, som jeg skulle bruge for at komme ind i det store redaktionslokale.

Jeg kunne huske, at jeg stadig havde haft tegnebogen i går ved drikkevareautomaten i redaktionen. Jeg ville have svoret på, at jeg havde lagt den tilbage i min jakkelomme.

Men nu var den forsvundet. „Ja, år for år bliver der mere legetøj,” mumlede jeg og ærgrede mig i samme nu over, at jeg lød så skyldbevidst.

Ved første øjekast kunne det se ud som en typisk reaktion fra en fraskilt mand, men faktisk havde jeg altid holdt af at forære min søn gaver. Hvor en traktor lavet i træ selvfølgelig var „pædagogisk mere værdifuld” end den selvlysende vandpistol, som sygeplejersken netop nu tog op af Ikea-tasken.

Men „pædagogisk værdifuld” var et argument, som mine forældre så rigeligt havde plaget mig med, og de havde overhovedet ikke villet indse, at når jeg absolut havde brug for en walkman eller ønskede mig en BMX-cykel, var det, fordi alle mine venner kørte rundt på sådan én. Kald mig bare overfladisk, men jeg ville skåne min søn for at blive outsider, uden at det dog betød, at jeg ville købe alverdens elendige produkter, bare for at han kunne høre til. Men jeg sendte ham heller ikke tomhændet ud i den darwinistiske overlevelseskamp, der dagligt udkæmpes i skolegården.

387

Moni havde i mellemtiden mærket sig frem til en Spiderman-figur. „Det er virkelig beundringsværdigt, synes jeg, at du vil gå af med alle de dejlige legesager,” sagde hun og smilede til min søn. „Det er da ikke noget,” svarede Julian leende. „Det gør jeg gerne.”

Og han mente det. Det havde ganske vist været min idé at rydde ud i hans værelse en gang om året, før der kom en ny forsyning legetøj. Men han var straks med på idéen. „Vi skaffer plads og gør en god gerning!” sagde han som et ekko af mine ord og gik straks i gang. Og således opstod vores ‘solskinsdag�, som vi kaldte den. Den dag, hvor far og søn smøgede ærmerne op og slæbte af sted med det udrangerede legetøj til børnehospicet for at uddele det til de små patienter. „Den her er garanteret noget for Tim,” sagde sygeplejersken smilende og lagde Spiderman-figuren tilbage til de andre legesager. Så sagde hun farvel og gik videre.

Jeg så efter hende og mærkede til min bestyrtelse, at jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage. „Er der noget i vejen?” spurgte Julian og så på mig. Han havde vænnet sig til, at hans far fik let til tårer, så snart han kom ind på solskinsafdelingen på anden etage. Selv havde Julian aldrig grædt der. Sandsynligvis fordi døden for ham stadig var så langt væk og ikke var til at forestille sig. Men for mig var hospicet for uhelbredeligt syge børn et sted, jeg næsten ikke kunne holde ud at komme. Man kunne måske have antaget, at et menneske, der allerede én gang havde skudt et menneske, var blevet lidt afstumpet – især da jeg efter min suspendering fra polititjenesten måtte tjene til dagen og vejen som politireporter. De sidste fire år havde jeg arbejdet for byens største og dermed også mest bloddryppende avis og havde som journalist endda fået mig 386

lidt af et navn med mine reportager over de grusomste voldsforbrydelser. Men jo mere jeg skrev om denne verdens forfærdeligste grusomheder, jo mindre var jeg parat til at affinde mig med døden. Og da slet ikke, når det drejede sig om uskyldige børn, der lå for døden af leukæmi, hjertesvigt eller undine-syndrom.

Tim! „Var det ikke navnet på den dreng, du reddede dengang?”

Jeg nikkede og opgav endegyldigt at lede efter min tegnebog. Hvis jeg var heldig, lå den på forsædet i min Volvo, men jeg havde sandsynligvis mistet den et eller andet sted. „Netop. Men det kan ikke være ham. Han hedder bare det samme.”

Tim, hvis bortfører jeg havde skudt, skrev hvert år julekort til mig. Af den slags, som forældrene tvinger én til: med ord, som intet barn frivilligt tager i munden, og skrevet med usikker skrift. Kort, som man hænger op på køleskabet og glemmer igen, indtil de falder ned af sig selv. Men alligevel var det livstegn, der fortalte mig, at Tim trods sin alvorlige sygdom levede et nogenlunde normalt liv hjemme hos sine forældre og ikke slumrede sig gennem sine sidste timer på et børnehospice. „Mor siger, at efter dengang på broen er du ikke mere dig selv.” Julian så på mig med store øjne.

Dengang på broen.

Ofte kan nogle få ord være en omskrivning for et helt univers. ‘Jeg elsker dig� eller ‘Vi er en familie�, for eksempel.

En kombination af harmløse bogstaver, som giver dit liv en mening. Og så findes der sætninger, som fratager dig den igen. „Dengang på broen” faldt afgjort inden for den sidste kategori. Hvis det ikke var så sørgeligt, havde man kunnet le af, at vi i vores familie opførte os som personer i en Harry Potter-roman, når vi talte om du-ved-nok-hvem i 385

stedet for at kalde tingene ved deres rette navn. Angelique, den sindsforvirrede kvinde, hvis liv jeg havde taget, var blevet min personlige Voldemort. „Julian, vil du ikke gå i forvejen til opholdsrummet, hvor børnene venter på os?” Jeg knælede ned for at komme på øjenhøjde med ham. „Jeg vil lige hurtigt se efter, om jeg har glemt tegnebogen i bilen.”

Julian nikkede uden et ord.

Jeg så efter ham, til han var forsvundet om hjørnet, og jeg kun kunne høre lyden fra hans sportssko og den tunge bærepose, som han slæbte af sted med.

Først da gjorde jeg omkring og forlod sygehuset for ikke at vende tilbage.

384

Kapitel 82

V

olvoen stod parkeret i vintermorgenens halvmørke under et vældigt kastanjetræ foran sygehuset, så derfor stak jeg bilnøglen i tændingen, så læselyset over passagersædet blev tændt. Jeg ledte overalt: på gulvet, på bagsæderne, under en stak gamle aviser ved siden af førersædet. Jeg hadede at have lommerne fulde af alt muligt, når jeg kørte, så jeg plejede at smide nøgler, mobiltelefon og tegnebog fra mig på sædet ved siden af, før jeg satte mig bag rattet. Et ritual, som jeg denne gang åbenbart havde brudt.

For ud over en kuglepen og en åbnet pakke tyggegummi kunne jeg ikke finde noget. Jeg lagde aviserne på gulvet og mærkede også efter i sprækken mellem sæde og ryg. Intet.

Tegnebogen var og blev forsvundet.

Efter at jeg endnu en gang havde ledt under sæderne, åbnede jeg handskerummet, selv om jeg var sikker på, at jeg aldrig opbevarede andet her end scanneren, som jeg brugte til at aflytte politiradioen. I begyndelsen af min tid som politireporter havde det skåret mig i hjertet, hver gang jeg måtte lytte til mine tidligere kolleger. Men efterhånden havde jeg affundet mig med ikke længere at høre til blandt dem. Desuden havde min chef Thea Bergdorf kun givet mig jobbet på grund af min insiderviden. Det var en uskreven betingelse i min ansættelse, at jeg skulle aflytte politiradioen, når jeg sad i bilen. Især på dage som denne, hvor vi ventede det værste. Jeg havde installeret scanneren, så den automatisk gik i gang, når jeg drejede nøglen i tændingen, 383

og derfor blinkede det hvislende apparat i handskerummet nu som et juletræ.

Jeg opgav at lede mere og ville gå tilbage til Julian, da jeg hørte en stemme, der straks fik mig til at glemme min bekymring over den forsvundne tegnebog. „… Westend, på hjørnet af Kühler Weg og Alte Allee …”

Jeg så hen mod handskerummet, så skruede jeg op for scanneren.

Jeg gentager. Et nul syv på Kühler Weg. ØS4 patruljevogne på stedet.”

Mit blik vandrede til uret på instrumentbrættet.

For fanden. Ikke igen.

Et nul syv. Den officielle radiokode for fundet af et lig. ØS4. Øjensamlerens fjerde runde var begyndt.

382

Kapitel 81 (Endnu 44 timer og 38 minutter til ultimatummets udløb) Tobias Traunstein (9 år)

M

ørkt. Sort. Nej, ikke sort.

Det er ikke det rigtige ord.

Det var jo ikke som lakken på fars nye bil. Heller ikke som det spættede mørke, der dirrede for øjnene, når man pludselig lukker dem. Og det var heller ikke det grålige, skumrende halvmørke, han kendte fra dengang, de gik tur om natten med fru Quandt. Det her var anderledes. På en måde tættere. Mere uhyggeligt. Som var han dykket ned i en olietønde og havde spærret øjnene op. Tobias åbnede igen øjnene.

Intet.

Mørket omkring ham var endnu mere uigennemtrængeligt end skoven omkring ferielejren, hvor de havde været med klassen sidste sommer. Og der var hverken måneskin eller skær fra lommelygterne, til forskel fra dengang de var på skattejagt i Postfenn og ledte efter sedler langs skovvejen gennem Grunewald. Her lugtede der ikke af skovbundens jord og blade og vildsvinelort, og Lea, der altid var så pivet, holdt ham ikke i hånden og fór sammen, hver gang det raslede og knagede. For her var der slet ingen lyde, der kunne have gjort hans tvillingesøster bange. Her, hvor her end måtte være, var der … intet.

Intet, ud over hans grænseløse angst over at være lammet.

For selv om han vidste, at mørket ingen arme har (ligesom han fra sin formningslærer, dr. Hartmann, vidste, at sort ikke var en farve, men ganske enkelt fravær 381

af lys), følte han det, som om sortheden holdt ham fast i et jerngreb.

Han vidste stadig ikke, om han stod op eller lå ned. Måske hang han endda med hovedet nedad, hvad der kunne forklare, hvorfor han følte en trykken om panden, så han blev helt svimmel. Eller fuld, som hans far altid sagde, når han kom hjem fra arbejde og beordrede mor til at gøre et bad parat til ham.

Toby havde aldrig turdet spørge, hvad fuld egentlig betød.

Far brød sig ikke om, når hans børn blev for videbegærlige. Den lektie havde han lært på en ferie. Da de for to år siden var i Italien, havde han ved aftensmaden dristet sig til endnu en gang at spørge, om caldo virkelig betød kold.

Far havde formanet ham om at holde op med sine åndssvage spørgsmål, og hans mors blik havde bestemt også villet advare ham om, at han hellere måtte lade være med at betvivle sin fars italienskkundskaber. Men han kunne ikke lade være med at sige, at så måtte alle vandhanerne i hotellet være i stykker, siden der kun kom varmt vand ud af de haner, hvor der stod caldo på. Fars hånd smuttede. Efter den lussing i restauranten passede han på ikke at stille for mange spørgsmål, hvad der ærgerligt nok viste sig at være endnu en forbandet fejl. For nu vidste han ikke, hvad fuld betød, og han anede derfor ikke, hvorfor han havde det så skidt og ikke mere kunne bevæge sig. Det var, som om hans fødder og hoved sad fast i en skruestik, og armene kunne han ikke længere mærke. Nej, det passede ikke. Han kunne mærke dem ved skuldrene og måske lidt under, hvor det pludselig begyndte at krible noget så forfærdeligt, som dengang han legede „tusind knappenåle” med sin ven Kevin, for at se, hvem der klarede smerten længst. Kevin, den pralerøv, hed egentlig Konrad, men han truede alle og enhver med tæv, hvis de kaldte ham sådan et ”bøssenavn”.

380

Kevin, Konrad, Klaptorsk.

Alt under albuerne, altså det, der normalt lå, svingede eller hang til højre og til venstre for ham, hans underarme, håndled og hænder (for fanden, hvor er mine hænder?) – det var alt sammen forsvundet.

Han ville skrige, men hans mund var helt tør, ligesom hele hans svælg. Alt, hvad han kunne få frem, var en ynkelig skræppen.

Hvorfor gør det ikke ondt? Hvorfor svømmer jeg ikke i mit eget blod, hvis mine hænder er kappet af? Amputeret, eller hvad fanden det nu hedder. Øv, det har jeg heller ikke spurgt om.

En hengemt lugt trængte ind i Tobys næse, sødlig som harskt smør, og blev langsomt stærkere. Det varede nogen tid, før han mærkede, at skruetvingen, han lå i, måtte være omgivet af vægge, der sendte hans egen dårlige ånde tilbage i ansigtet på ham. Endnu længere varede det, før han til sin grænseløse lettelse fandt sine hænder igen. Lige under hans ryg.

Jeg er bundet. Nej, det passer ikke. Jeg er klemt fast.

Nu myldrede tankerne frem i hovedet på ham.

Under alle omstændigheder ligger jeg på mine arme.

Febrilsk overvejede han, hvad han sidst havde gjort, inden han kom herind. Her i nat. Men i hans hoved skvulpede der kun en smertensbølge omkring, som tilsyneladende havde skyllet hans hukommelse bort. Det sidste han huskede var, at de om aftenen havde spillet tennis i dagligstuen med det der elendige computerspil, hvor de måtte fare omkring foran fjernsynet som åndssvage, og hvor Lea altid vandt.

Derefter havde mor lagt dem i seng. Og nu var han her.

Her, i denne intethed.

Toby sank noget, og med ét blev hans angst endnu større.

Så stor, at han ikke bemærkede den ildelugtende strøm mellem benene. Angsten for at blive levende begravet gjorde 379

nu det, som hans usynlige trange fængsel ikke fuldstændig havde formået. Den lammede ham.

Toby sank på ny og tænkte, at mørket var som et levende væsen, der holdt ham fast og smagte af metal, hvis man kom til at synke det.

Han blev dårlig, ligesom dengang på den lange biltur, da han ville læse, og far blev sur, fordi de måtte holde ind til siden. Han holdt vejret for ikke at brække sig, da han pludselig …

For fanden, hvad …?

Toby lod tungen glide rundt i munden og stødte på noget mærkeligt. Åh nej, hvad er det?

Tingesten klæbede til hans gane som en kartoffelchip, der havde sat sig fast. Blot var dens overflade fastere og glattere.

Og køligere.

Han lod tungen glide hen over genstanden og mærkede, hvordan han fik stadig mere spyt i munden. Intuitivt trak han nu kun vejret gennem næsen og undertrykte sin voldsomme trang til at synke. Så længe, at dimsen med en svag svuppen løsnede sig fra ganen og faldt ned på hans tunge.

Og så vidste han det. Selv om Tobias ikke kunne huske, hvordan han var kommet herind, hvem der havde bortført og skjult ham, og hvorfor han blev holdt fangen her, og heller ikke havde den mindste anelse om, hvad denne mørke intethed, der omgav ham, overhovedet var, så havde han i det mindste løst denne gåde.

En mønt.

Før Tobias Traunstein var blevet kastet ned i det mørkeste fangehul i denne verden, havde nogen givet ham en mønt i munden.

378

Kapitel 80 (Endnu 44 timer og 31 minutter til ultimatummets udløb) Alexander Zorbach (jeg)

D

it ufølsomme, uvederhæftige og selvcentrerede røvhul.” „Så hjerneblæst og modbydelig, du er, har du bare glemt det.”

Min stemme lød rolig, meget roligere end ellers, når jeg skændtes med min endnu ikke fraskilte kone. Endnu ikke, for ved vores sidste møde havde vi besluttet at blive skilt.

Og nu gentog Nicci den sætning, som hun allerede én gang den aften havde stukket mig i næsen: „Jeg spørger virkelig tit mig selv, hvordan jeg nogen sinde kunne slå pjalterne sammen med dig!”

Et godt spørgsmål. Jeg bruger en livline og spørger publikum! Ærlig talt kunne jeg overhovedet ikke forstå, hvad kvinder så i mig. Bare i auditoriet på det psykologiske fakultet, hvor Nicci og jeg traf hinanden, var der masser af mænd, som var mere tiltrækkende, højere og bestemt også mere charmerende end mig. Alligevel kastede hun sine øjne på mig. Det kunne ikke skyldes mit udseende. Jeg hader at se mig selv på fotos. Ud af to hundred snapshots findes der højst ét, som jeg ikke skammer mig over. Som regel er det et rystet eller dårligt belyst billede, hvor man ikke kan se, at jeg er ved at få dobbelthage. Tidligere blev jeg tit sammenlignet med Nicolas Cage på grund af mit sørgmodige blik, mens jeg i dag i det mindste har det til fælles med ham, at vi begge er tyndhårede. Siden jeg blev tredive har jeg hvert år taget et kilo på. Og dét, selv om jeg undgår fastfood og jogger to gange om ugen. Nicci formulerede 377

det engang kort og præcist, da hun i begyndelsen af vores forhold omtalte mig som et ‘liebhaverobjekt�. Som en veteranbil, der trænger til en overhaling: gammel nok til at indkassere skrotpræmien, men trods fejl og mangler alligevel tiltrækkende nok til, at man ikke bare bytter den med en ny model. Hvad det sidste angik, havde hun naturligvis ændret mening i mellemtiden. „Hvilken far vil efterlade sin tiårige søn alene på et hospice?” spurgte hun rasende.

Jeg gad ikke ulejlige mig med at forklare hende, at Julian havde vist sig meget forstående, da jeg ringede til ham fra bilen for at bede ham om selv at fordele gaverne, da der var opstået en nødsituation. Jeg skulle trods alt ud til et gerningssted, hvor jeg dårligt kunne komme anstigende med en tiårig. „Og hvilken mor sender sin søn til en shaman med bronkitis?” gav jeg igen.

For fanden! Hvad ville jeg ikke give for en cigaret.

Ubevidst greb jeg om min højre overarm, hvor nikotinplastret var klæbet på. Jeg holdt mobilen fastklemt mellem skulder og øre. „Det er under mit niveau, Alex,” sagde Nicci efter en kort pause. „Du har ikke engang givet Julian penge til en taxa.” „Fordi jeg har mistet min tegnebog et eller andet sted.

Herreste gud. Tit går tingene ikke helt, som de skal.”

Tit bliver børn sågar bortført og slået ihjel. „I din verden, Alex,” svarede hun, „i din verden sker den ene ulykke efter den anden, fordi du er så ustabil.” „Ikke igen …”

Mine hænder rystede, og jeg forsøgte at falde til ro, idet jeg knugede dem stadig fastere om rattet. Siden jeg forsøgte at holde op med at ryge, var min indre uro blevet værre end tidligere.

376

Trods det kløende plaster på overarmen. „Det er din negative energi. Du tiltrækker ligefrem det onde,” sagde hun næsten medlidende. „Jeg skriver kun om det. Jeg gengiver kun fakta. Men et sted derude render der en psykopat omkring, som ødelægger familier på en så grusom måde, at selv det smudsblad, jeg arbejder for, ikke tør trykke alle detaljer.

Han leger den ældste børneleg i verden: gemmeleg. Og han leger, til hele familien er slået i stykker. Han fortsætter legen indtil døden.

Mit blik vandrede ned mod sædet ved siden af til en gammel udgave af avisen med en forsideoverskrift, jeg selv havde formuleret: Øjensamleren slår til igen!

Tredje barn fundet død.

Ligesom i mit tidligere arbejde som forhandlingsleder havde jeg i mit nye job ved avisen ofte nået grænsen for det udholdelige. Men tilfældet med Øjensamleren, der bortførte et barn, slog moderen ihjel og gav faderen nogle få timer til at finde barnet igen, før det blev kvalt, havde givet gruen en ny dimension. Ydermere fjernede psykopaten det venstre øje på hvert af barneligene, hvilket endegyldigt sprængte grænserne for, hvad man kunne forestille sig. „Negative tanker finder udtryk i virkeligheden,” docerede Nicci videre. „Tænk positivt, så vil det positive komme dig i møde.”

I mellemtiden var jeg nået frem til udkørsel Messedamm på omfartsvejen og talte baglæns fra ti, men det virkede ikke.

Da jeg kom til syv, kunne jeg ikke beherske mig længere. „Positiv tænkning! Er du da tosset? Øjensamleren har allerede tre runder bag sig.”

375

Seks døde: tre mødre, to piger og en dreng. „Tror du måske galningen holder op med det, hvis jeg lige kom kørende og trallede en munter lille sang? Nej, endnu bedre: Måske afgiver jeg ganske enkelt en bestilling til universet, sådan som der står i den bog, der ligger på dit natbord.” Jeg talte mig op til raseri. „Eller jeg ringer til en af de der astrologi-hotlines, som du har klattet en formue væk på. Måske kan husmoderen i den anden ende af røret kaste et blik i kaffegrumset og se, hvor Øjensamleren gemmer sig?”

Jeg tog mobilen fra øret for at se, hvem det næste opkald kom fra. „Bliv lige hængende i røret,” sagde jeg og tog taknemmeligt imod det næste opkald.

374

Kapitel 79

H

allo, Alex. Det er mig, din yndlingspraktikant.”

Frank Lahmann.

Havde han fanget mig på et bedre tidspunkt, ville jeg have spurgt: „Yndlingspraktikant? Har du da sagt op?” men lige nu var jeg ikke oplagt til spøg, så jeg lod det blive ved et kortfattet „hallo”. „Jeg forstyrrer dig jo nødigt i din middagslur, Zorbach, men Thea spørger, om du kommer til mødet klokken tolv.”

De fleste kolleger på redaktionen brød sig ikke om Franks kæphøje manér, men jeg havde tabt mit hjerte til den enogtyveårige grønskolling – måske fordi vi på tværs af aldersforskelle var på bølgelængde. De fleste af de praktikanter, der var ansat i redaktionen, var der på forkert grundlag: De fandt det cool at arbejde i medierne og håbede på, at de på et tidspunkt kom lige så meget i vælten som den historie, de arbejdede på. Med Frank var det anderledes. For ham var journalistik ikke et arbejde, men et kald, som han formodentlig også ville udføre, selv om avisen betalte ham endnu mindre. Med det overarbejde, han frivilligt påtog sig, lå hans timeløn for tiden på niveau med en somalisk markarbejders.

Når jeg før i tiden i en roman faldt over en formulering som: „Jeg kan se mig selv i dig!” vendte jeg altid det hvide ud af øjnene og bladrede forbi den slags kitsch.

Men da jeg for fire uger siden opdagede Franks sovepose i kopirummet, greb jeg mig selv i at tænke netop 373

det. Min praktikant mindede mig om mig selv, da jeg var under uddannelse ved politiet. Fuldstændig besat, sygeligt arbejdsliderlig og af og til forbandet respektløs over for min vejleder. „Og jeg skulle også hilse og sige, at du til mødet hellere må have et par nyheder med, som ikke for længst er lagt ud på konkurrenternes websider. Ellers – og jeg citerer dragen ordret – falder der brænde ned.”

Frank lød mere overgearet end sædvanlig, som én, der lige har sovet, men for enhver pris ikke vil lade sig mærke med det. Formodentlig skyldtes det de utallige kopper kaffe, som han garanteret havde skyllet ned i dag.

Redaktionsmødet.

Jeg stønnede sagte. „Kan jeg få dig til at meddele vores chefredaktør, at jeg ikke kan komme i dag.”

Nu igen … „For pokker,” sagde han og lo. „Nu får du ørerne i maskinen. Men ak, Thea lader sin vrede gå ud over mig og lader mig dække en dødssejler som årsmødet i fluefiskerforeningen.” „Det kan hun godt glemme alt om. Jeg har brug for dig i dag.”

Frank hostede nervøst. Formodentlig så han lige nu hen over sin skærm til chefredaktørens kontor og satte en mine op, som deltog han i en sammensværgelse. „Hvad skal jeg gøre, Mr. President?” hviskede han. ”Gå over til mit skrivebord. I en af skufferne, sikkert den nederste, ligger der halvtreds euro og et kreditkort.

Med en elastik omkring.”

Et stykke tid kunne jeg kun høre en susen og typiske lyde fra det store redaktionslokale. „Små slag. Der er kun tyve euro og et grønt American Express-kort, ikke engang et guldkort!”

372

„Kom straks med begge dele. Jeg har mistet min tegnebog og har knap nok benzin i tanken.” „Din tegnebog? Sikke noget lort.”

Jeg hørte en kontorstol knirke og så for mit indre blik, hvordan Frank havde sat sig ved mit skrivebord og indtaget sin standardtelefonstilling: Mobilen fastklemt mellem skulder og øre, albuerne støttet mod bordet og hænderne foldet bag den kortklippede nakke. „Var der i det mindste et børnefotografi i pungen?”

Af Julian? „Hvad? Nej.” Jeg blev lidt forvirret. „Det var ikke godt. Det var slet ikke godt.”

Frank rømmede sig, et sikkert tegn på, at han lagde op til et længere foredrag. Jeg blev distraheret, da føreren af en minibus foran mig umotiveret skiftede spor, så jeg forpassede muligheden for at tage det i opløbet. „Ifølge en undersøgelse fra Hertfordshire universitet er der større tendens til, at tabte punge bliver leveret tilbage, hvis der er noget personligt i dem. Fotos af små børn, af konen, af hundehvalpe eller lignende.” „Det lyder virkelig meget interessant,” sagde jeg, men han bemærkede tilsyneladende ikke mit ironiske tonefald. „De smed forsætligt to hundred og fyrre tegnebøger væk for at se, hvilke der blev leveret tilbage …” „Frank, stop en halv! Jeg har ikke tid til dit ævl lige nu.”

Endelig lykkedes det mig at råbe ham op. „Tag pengene og se at komme af sted.”

Jeg gav ham adressen og sluttede af med at sige: „Og skynd dig. Nu går det løs igen, tror jeg.”

Pludselig var det, som om jeg havde mistet forbindelsen, og jeg frygtede, at jeg var kørt ind i et område uden mobildækning, men så raslede det sagte i den anden ende af ledningen.

371

„Øjensamleren?” spurgte Frank. „Ja.” „Lort,” hviskede han. Han var endnu for ung og uerfaren til at kunne håndtere den slags informationer rutineret og hårdkogt. Det var også noget, jeg satte pris på ved ham.

Han forstod, når tiden ikke var til dumme bemærkninger.

Jeg havde fundet frem til Frank i en syndflod af ansøgere og havde sat mig op imod Thea Bergdorf, der hellere ville have ansat en charmerende dulle fra journalisthøjskolen i München og ikke det ‘flødeskæg�, som hun med et blik på fotografiet betegnede ham. „Han ligner jo drengen på posen med tvebakker, så ham vil ingen tage alvorligt, når han dukker op.”

Men Frank Lahmann havde som den eneste ikke ansøgt med et CV, men med en historie. Hans reportage om alvorlige forsømmelser på et privat plejehjem for demente var blevet trukket frem til side fire. Desuden var Frank en fremragende efterforsker, selv om han også var slem til på de mest ubelejlige tidspunkter at diske op med al den nytteløse viden, han faldt over, når han gennemtrawlede nyhedsbureauer, biblioteker og internet. „Vi mødes om et kvarter,” sagde jeg og skiftede tilbage til Nicci, der til min overraskelse stadig hang i røret. „Hør her, jeg er ked af, at du nu må hente Julian.” Jeg forsøgte mig med et mere forsonligt tonefald. Regnen faldt igen tæt, temperaturen lå lidt over frysepunktet, og en mand med hat sneglede sig af sted foran mig. „Jeg lover dig, det ikke skal ske igen. Men jeg er altså nødt til at passe mit job.”

Nicci sukkede. I mellemtiden var hun tilsyneladende også faldet lidt ned igen. „Åh Alex. Hvad er der dog blevet af dig? Der er så meget, du kunne have skrevet om. Om lykke og kærlighed, for eksempel. Eller om mennesker, der med deres uselviske tanker og handlinger forandrer verden.”

370

Jeg kørte forbi nogle kolonihaver, til asfalten holdt op, og gaden blev forvandlet til en ujævn skovvej. Tidligere havde jeg tit spillet tennis her, så jeg var godt kendt i området. Det var ikke den direkte vej til Kühler Weg, men i et tilfælde som dette var det en fordel ikke at komme dumpende ind ad fordøren. „Men det, der skete dengang …”

På broen … „… har slået noget i stykker i dig. Du blev ganske vist frikendt på alle punkter, men ikke ved din egen indre domstol, har jeg ikke ret? Men det har vi jo vendt og drejet hundred og sytten gange: Du handlede i nødværge. Det var rigtigt. Der findes endda en amatørvideo, der bekræfter dit vidneudsagn.”

Jeg rystede på hovedet uden at sige et ord. „I stedet for at acceptere et tegn fra skæbnen og forandre dit liv jagter du stadig rundt efter forbrydere. Måske ikke længere med en pistol, men så i hvert fald med diktafon og kuglepen. Du er stadig på udkig efter afgrunden.” Niccis stemme bævede. „Sig mig hvorfor? Hvad er det, der fascinerer dig så meget ved døden, at den kan få dig til at forsømme dit barn, din familie og sågar dig selv?”

Med skælvende hænder knugede jeg om rattet. „Er det, fordi du vil straffe dig selv? Søger du ondskaben, fordi du måske betragter dig selv som et ondt menneske?”

Jeg holdt vejret og sagde ikke et ord, men stirrede bare ud gennem forruden og overvejede det. Da jeg endelig ville til at svare et eller andet, opdagede jeg, at kvinden, der engang troede, at kun døden skulle skille os, ikke længere var i røret.

Skovvejen var blevet til en ridesti. Til venstre for mig stod det ene småborgerlige kolonihavehus efter det andet, og 369

til højre lå Tennis Borussias baner. Jeg blæste på indkørsel forbudt-skiltet for køretøjer af enhver art og lirkede langsomt Volvoen om hjørnet.

Det virkelig slemme er, tænkte jeg, mens jeg et par hundred meter borte fik øje på politibilerne, der med tændte blinklys afspærrede tilkørslen til Kühler Weg, … det virkelig slemme er, at der er noget om snakken i Niccis forskruede opfattelse af tingene.

Jeg bakkede og parkerede Volvoen ved det tilsølede trådnethegn, der adskilte skovvejen fra de mennesketomme baner.

Det var ikke uden grund, at jeg var blevet så længe sammen med hende – trods vores modsætninger og trods de evige skænderier om børneopdragelse og tilrettelæggelse af hverdagen. Det sidste halve år havde vi været separeret, men naturligvis stod hun mig nærmere end noget andet voksent menneske på denne jord.

Jeg stod ud, åbnede bagagerummet, fandt min udrykningskuffert frem under sportstasken og åbnede den.

Hun har gennemskuet mig, tænkte jeg, mens jeg iførte mig beskyttelsesdragten, der skulle forhindre, at jeg forurenede gerningsstedet: en snehvid kunststofdragt og et par lysegrønne plastikgalocher, som jeg trak over mine udtrådte Timberland-støvler.

Ondskab tiltrækker mig.

Uimodståeligt.

Og jeg ved ikke hvorfor.

Jeg smækkede bagagerummet i og så ned ad gaden, der førte til gerningsstedet. Så bevægede jeg mig væk fra vejen og forsvandt ind i skoven.

368