Putin manden uden ansigt by SAXO.com

masha gessen

Putin Rosinante

manden uden ansigt

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 2 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

Masha Gessen

PUTIN Manden uden ansigt

Oversat fra engelsk af Jan Hansen

ROSINANTE

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

Putin. Manden uden ansigt er oversat fra engelsk af Jan Hansen efter The Man Without a Face. The Unlikely Rise of Vladimir Putin Copyright © 2012 by Masha Gessen Denne udgave: © Rosinante / rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2012 Omslag: Camilla Jørgensen, med foto af © Stephane Lavoue Sat med Minion hos Rosendahls – BookPartnerMedia og trykt hos CPI / Clausen & Bosse, Leck isbn 978-87-638-2360-9 Printed in Germany 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

INDHOLD

1. 2. 3. 4. 5. 6. 7. 8. 9. 10. 11.

kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel kapitel Epilog:

Prolog 7 Præsident ved et uheld 16 Valgkrigen 29 En bølles selvbiografi 50 Én gang spion ... 80 Et kup og et korstog 111 En reformpolitikers endeligt 142 Den dag, de russiske massemedier døde 157 Afskaffelsen af demokratiet 190 Et terrorregime 213 Umættelig grådighed 244 Back in the USSR 282 En uge i december 2011 293 Tak 315 Kildehenvisninger 316 Register 340

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

PROLOG

eg vågnede ved, at der blev rusket i mig. Kate så rædselsslagen ud. »De siger et eller andet om Galina i radioen,« næsten hviskede hun. »Og om en revolver. Jeg tror, at ... Nej, jeg kunne ikke rigtig forstå det.« Jeg stod op og gik ud i vores lille køkken, hvor Kate havde lyttet til stationen Ekho Moskvy (Moskvas Ekko), landets bedste nyheds- og debatradio, mens hun lavede morgenmad. Det var lørdag og en usædvanlig lys og frostklar morgen for en novemberdag i Moskva. Jeg var ikke spor urolig. Kates frygt smittede mig ikke. Det, hun havde hørt – eller, hvad der med hendes noget begrænsede beherskelse af russisk, nok var mere sandsynligt, havde misforstået – var i bedste fald indledningen til endnu en god historie. Som journalist ved Itogi, Ruslands førende nyhedsmagasin, opfattede jeg gode historier som mit domæne. Og der var masser af gode historier i de år. I et land, der var i færd med at genopfinde sig selv, var hver eneste by, hver eneste familie og hver eneste institution på den ene eller anden måde uudforsket territorium. Året var 1998. Siden begyndelsen af 1990’erne havde praktisk taget alle mine artikler været historier, der ikke var blevet fortalt før: Jeg tilbragte næsten halvdelen af min tid væk fra Moskva, på rejser til

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

konfliktzoner og guldminer, børnehjem og universiteter, affolkede landsbyer og eksplosivt voksende oliebyer for at fortælle historier fra disse steder. Itogi, der blev finansieret og ejedes af den samme russiske matador, som også ejede af Ekho Moskvy, belønnede mig for dette arbejde ved aldrig at beklage sig over mine noget ekstravagante rejseudgifter og ved ofte at bringe mine artikler som forsidehistorier. Jeg var med andre ord et af de unge mennesker i Rusland, der havde opnået en forfærdelig masse i løbet af 1990’erne. Mange, der var ældre eller yngre end jeg, havde mistet meget i overgangsperioden. Den ældre generation mistede alle deres sparepenge på grund af hyperinflationen og deres identitet på grund af det tilsyneladende bortfald af alle sovjettidens institutioner. Den yngre generation voksede op i skyggen af deres forældres frygt og også ofte deres fiasko. Men jeg var fireogtyve år, da Sovjetunionen brød sammen, og mine jævnaldrende og jeg brugte 1990’erne på at skabe vores fremtidige karrierer og det, vi opfattede som et nyt samfunds metoder og institutioner. Selv om voldskriminaliteten antog epidemisk karakter i Rusland i de år, følte vi os mærkeligt trygge: Vi iagttog, og beskrev også lejlighedsvis, den kriminelle underverden, men opfattede den ikke som noget, der kunne komme til at påvirke vores egne liv. Desuden var jeg overbevist om, at alt kun ville udvikle sig til det bedre: Jeg havde kort forinden købt en forfalden kommunalka, en tidligere fælleslejlighed, i Moskvas centrum og var gået i gang med at istandsætte den for at flytte dertil fra den lejelejlighed, jeg delte med Kate, en britisk redaktør for en publikation inden for olieindustrien. Jeg forestillede mig, at man kunne starte en familie i den nye lejlighed. Og netop den lørdag havde jeg en aftale med en håndværker om at tage ud for at købe badeværelsesinstallationer. Kate slog ud med armen mod ghettoblasteren, som om den var en giftspreder, og så spørgende på mig. Nyhedsoplæseren blev ved med at gentage Galina Starovojtovas navn, igen og igen. Hun var en af den tids mest kendte russiske politikere, parlamentsmedlem og en veninde af os. I slutningen af 1980’erne, hvor sovjetimperiet 8

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

vaklede og var på randen af en kollaps, blev Starovojtova, der var socialantropolog, demokratiaktivist og en af de mest prominente fortalere for befolkningen i Nagorno-Karabakh, en armensk befolket enklave i Aserbajdsjan, som blev ramt af den første af de mange etnisk motiverede væbnede konflikter, der skulle følge i kølvandet på Sovjetblokkens sammenbrud. Som mange andre med en akademisk baggrund, der gik ind i politik, syntes hun at dukke op i offentlighedens søgelys fra den ene dag til den anden. Selv om hun havde boet i Leningrad siden sin tidligste barndom, gjorde det armenske folk hende til deres kandidat ved det første delvis frie, demokratiske valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet, og i 1989 blev hun indvalgt med et overvældende stemmeflertal. I Den Øverste Sovjet blev hun medlem af den såkaldte Interregionale Gruppe, en prodemokratisk mindretalsfraktion, som blandt andre Andrej Sakharov og Boris Jeltsin var ledere af. Så snart Jeltsin blev Ruslands præsident i 1990 – på det tidspunkt i realiteten kun en ceremoniel funktion og en slags venteposition – blev Galina hans nærmeste rådgiver, der officielt vejledte ham i etniske spørgsmål og uofficielt også i praktisk taget alle andre, herunder spørgsmål vedrørende ministerudnævnelser. I 1992 overvejede Jeltsin at gøre Galina til russisk forsvarsminister, og at udpege en ikke-militær person og en kvinde, der oven i købet nærmest var pacifist, til den post ville have været en storslået gestus i Jeltsins klassiske stil fra 1990’ernes begyndelse, et signal om, at intet i Rusland og måske i hele verden igen ville blive det samme som før. At intet skulle få lov til at blive det samme som før, var kernen i Galinas politiske arbejde, hvad der i 1990’ernes begyndelse var radikalt selv for en demokratitilhænger. Sammen med en mindre gruppe jurister og politikere forsøgte hun uden held at få indledt rigsretssag mod SUKP, Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Hun skrev et udkast til en lov vedrørende lustratsija eller lustration, et koncept, der var baseret på det oldgræske ord for renselse, men nu blev brugt i de fleste forhenværende østlande som betegnelse for forbuddet mod at lade tidligere medlemmer af kommunistpartierne og medarbejdere i det hemmelige politi varetage offentlige 9

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

embeder. I 1992 fandt hun ud af, at KGB havde gendannet en partiafdeling inden for organisationen – en direkte overtrædelse af det forbud mod det russiske kommunistparti, som Jeltsin havde indført ved præsidentielt dekret efter kupforsøget i august 1991. Ved et offentligt møde i juli 1992 prøvede hun at konfrontere Jeltsin med dette faktum, og han afviste det, hun sagde, på en så uhøflig måde, at det ikke alene kom til at signalere enden på Galina Starovojtovas karriere i hans administration, men også afslørede hans eget mere og mere overbærende forhold til statssikkerhedstjenesten og til de mange gammelkommunister, der enten sad i dens topledelse eller meget tæt på toppen. Efter at Galina var blevet afskediget som præsidentrådgiver, koncentrerede hun sig om få lustrationsloven vedtaget, hvilket mislykkedes, og derefter trak hun sig i en periode helt ud af politik og rejste til Amerika, hvor hun først blev medarbejder ved USA’s Fredsinstitut og senere underviste på Brown University. FØRSTE GANG JEG MØDTE GALINA, kunne jeg ikke se hende: Hun var

skjult bag de hundrede tusinder af mennesker, der havde samlet sig på Majakovskijpladsen i Moskva den 28. marts 1991 for at deltage i en støttedemonstration for Jeltsin, efter at denne kort forinden havde fået en offentlig reprimande af Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov. Desuden havde Gorbatjov den måned ved dekret forbudt alle demonstrationer i byen. Om morgenen begyndte kampvognene at rulle ind i byen, hvor de blev placeret på en måde, der havde til formål at gøre det så besværligt som muligt for folk at komme ind til den forbudte, prodemokratiske demonstration. Arrangørerne reagerede ved at dele manifestationen op i to demonstrationer, så folk i det mindste kunne nå ind til et af de steder, hvor det blev gennemført. Det var mit første besøg i Moskva efter ti år i udlandet som emigrant. Jeg boede i min bedstemors lejlighed, og tilfældet ville, at den lå næsten lige ved siden af Majakovskijpladsen. Da jeg opdagede, at gaden, Tverskaja, var afspærret, gik jeg gennem den ene baggård efter den anden, og da jeg til sidst kom ud på pladsen gennem en portbue, befandt jeg mig 10

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

med ét midt i folkemængden. Jeg kunne ikke se andet end de foranståendes nakker og den ene række efter den anden af stort set identiske grå eller sorte uldfrakker. Men jeg kunne høre en kvindestemme, der rungede ud over de forsamlede og talte om, at forsamlingsfriheden var forfatningssikret og ukrænkelig. Jeg vendte mig om mod en mand ved siden af mig, der havde en gul plasticpose i den ene hånd og et barn ved den anden. »Hvem er det, der taler?« spurgte jeg. »Starovojtova,« svarede han. I det samme begyndte kvinden at anføre demonstrationsdeltagerne i et råb på fem stavelser, der syntes at give genlyd over hele byen: »Ros-si-ja! Jel-tsin!« Allerede mindre end et halvt år senere ophørte Sovjetunionen i realiteten med at eksistere, og Jeltsin blev det nye, demokratiske Ruslands leder. At det var en uundgåelig udvikling, blev klart for mig og mange andre netop den dag i marts, hvor folk i Moskva trodsede de kommunistiske myndigheder og deres kampvogne og insisterede på, at de ville tage til orde på en offentlig plads. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang mødte Galina personligt, men vi blev veninder det år, hun underviste på Brown University. Hun var tit gæst i min fars hjem i nærheden af Boston. Jeg rejste frem og tilbage mellem USA og Rusland, og Galina blev noget af en mentor for mig, når det gjaldt russisk politik, selv om hun af og til protesterede og sagde, at hun endegyldigt var vendt tilbage til den akademiske verden. Det må have været i december 1994, hun holdt op med at sige det, da Jeltsin indledte en militær offensiv mod udbryderrepublikken Tjetjenien. Hans aktuelle rådgivere havde åbenbart givet ham forsikringer om, at det føderale magtcentrum hurtigt og smertefrit kunne tæmme dette oprør. Galina betragtede Tjetjenienskrigen som den katastrofe, det i realiteten var, og som den hidtil største trussel mod demokratiet i Rusland. Det forår var hun i Uralbjergene for at lede en kongres, der havde til formål at genskabe hendes eget politiske parti, Demokratisk Rusland, som et par år tidligere havde været den mest indflydelsesrige politiske kraft i landet. Jeg dækkede denne partikongres for en af tidens førende russiske aviser, men på vej til byen Tjelja11

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

binsk – tre timer med fly, fulgt af tre timer med bus – blev jeg udsat for et røveri. Det var næsten midnat, inden jeg ankom til Tjeljabinsk, chokeret og pengeløs, og løb ind i Galina i hotellets vestibule; hun var på vej ud efter en lang dags intense møder. Inden jeg kunne nå at sige et ord, trak hun mig med op på sit værelse, hvor hun stak mig et glas vodka og satte sig ved glassofabordet og gik i gang med at smøre en stabel pølsemadder til mig. Hun lånte mig også penge til billetten tilbage til Moskva. Galina nærede tydeligt moderlige følelser for mig – jeg var jævnaldrende med hendes søn, der var flyttet til England sammen med sin far, omtrent samtidig med at hans mor blev en kendt politiker – men denne scene med pølsemadderne betød også noget andet: I et land, hvor de eneste politiske rollemodeller var politiske kommissærer i læderfrakker eller mere eller mindre affældige gamle mænd fra partiapparatet, bestræbte Galina sig på at skabe en fuldkommen ny figur, en politiker som også havde en menneskelig side. Ved en russisk feministkonference chokerede hun tilhørerne ved at løfte op i kjoleskørtet; hun gjorde det kun for at bevise, at det, en mandlig politiker havde sagt om, at hun var hjulbenet, ikke passede. Hun var den første, der i et interview i et af de nye ugeblade talte om, hvor svært det var for en kvinde, der var så alvorligt overvægtig, som hun var, at finde tøj, der passede. Samtidig kæmpede hun ihærdigt og stædigt for at få gennemført reformer på lovgivningsområdet. For eksempel forsøgte hun sidst på året i 1997 igen at få lustrationsloven igennem – og igen uden held. I 1998 lagde hun en masse kræfter i at undersøge en kampagne, der havde finansieret nogle af hendes mest indflydelsesrige politiske fjender, herunder den kommunistiske formand for Dumaen, det russiske parlament. (Det kommuniske parti var blevet legaliseret igen – og var blevet et af de mest populære). Jeg spurgte hende, hvad der havde fået hende til at genoptage sin politiske karriere, når hun udmærket vidste, at hun ikke igen ville få den samme indflydelse, som hun tidligere havde haft. Hun forsøgte flere gange at give mig et svar, men gik hver gang i stå, når hun skulle forklare, hvad der havde motiveret hende. Til sidst rin12

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

gede hun til mig fra et hospital lige inden en operation; mens hun ventede på at blive bedøvet, havde hun forsøgt at sætte ord på sit livssyn og var omsider kommet i tanke om et billedligt udtryk for det, som appellerede til hende. »En af de gamle græske myter handler om harpyerne,« sagde hun. »De er skygger, som kun kan få liv ved at drikke menneskeblod. Et liv som akademiker er et skyggeliv af netop den slags. Men når man bidrager til at skabe fremtiden, om så blot en lille del af fremtiden – for det er jo det, politik handler om – så er det, at ens skygge kan få liv. Men kun ved at man drikker blod, herunder sit eget.« JEG FULGTE KATES BLIK.

Hun stirrede stadig på ghettoblasteren, der var begyndt at knase lidt, som om det krævede den de største anstrengelser at få ordene ud gennem højtalerne. Nyhedsoplæseren fortalte, at Galina var blevet skudt og dræbt nogle få timer tidligere i opgangen til den etageejendom i Skt. Petersborg, hvor hun boede. Hun var ankommet dertil med fly fra Moskva samme aften. Hun og hendes juridiske assistent, Ruslan Linkov, havde først aflagt et kort besøg hjemme hos hendes forældre, inden de kørte videre til hendes lejlighed på Gribojedov-kajen, der ligger ved en af kanalerne og er en af byens smukkeste gader. Da de kom ind i opgangen, virkede lyset ikke; attentatmændene, der ventede på trappen, havde skruet alle pærerne ud. Alligevel fortsatte de op ad trappen, mens de talte om en retssag, der kort forinden var blevet rejst mod Galina af et af de nationalistiske partier. Så kom der en hul lyd og et lysglimt. Galina holdt op med at tale. Linkov råbte: »Hvad er det, I gør?« og løb lige imod kilden til lyden og lyset. Han blev ramt af de to næste kugler, der blev affyret. Ruslan Linkov blev tilsyneladende slået bevidstløs, men kom bagefter til bevidsthed længe nok til at ringe en journalist op på sin mobil. Det var denne journalist, der tilkaldte politiet. Og nu fortalte stemmen i ghettoblasteren mig, at Galina var død, og at Ruslan, som jeg også kendte og holdt af, var indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

HVIS DENNE BOG HAVDE VÆRET EN ROMAN, ville

min person sandsynligvis have smidt alt, hun havde i hænderne, ved nyheden om sin venindes død og ville, vel vidende at det skulle forandre hendes liv for altid, være styrtet ud for at gøre et eller andet – hvad som helst, der ville være øjeblikket værdigt. Men i den virkelige verden ved vi sjældent, at vores liv forandrer sig ugenkaldeligt på de tidspunkter, hvor tragedien rammer. Jeg tog af sted for at købe badeværelsesinstallationer til min nye lejlighed. Det var først, da håndværkeren, som jeg havde med, sagde: »Har du hørt om det med Starovojtova?« at jeg standsede op. Jeg kan huske, at jeg stirrede ned på mine støvler og på sneen, der var grå og hårdt tiltrampet af tusinder af håbefulde nye boligejeres fødder. »Mine folk og jeg havde skrevet kontrakt på at bygge en garage til hende,« sagde han. Af en eller anden grund var det netop da, mens jeg tænkte på, at min veninde ikke ville få brug for sin nye garage, at jeg blev klar over, hvor hjælpeløs, bange og vred jeg følte mig. Jeg skyndte mig tilbage til min bil, kørte til stationen og tog med toget til Skt. Petersborg for at skrive historien om, hvad der var sket med Galina Starovojtova. De næste par år tilbragte jeg ofte flere uger i træk i Skt. Petersborg. Der var der endnu en historie, som ingen havde fortalt før – selv om det var en meget større historie end nogen af dem, jeg tidligere havde skrevet om, og endnu større end historien om mordet, hvor koldblodigt det end var, på en af landets mest kendte politikere. Det, jeg fandt i Skt. Petersborg, var en by – Ruslands næststørste – der udgjorde en stat i staten. Det var et sted, hvor KGB – den organisation, Starovojtova havde kæmpet sit vigtigste og mest håbløse slag imod – var almægtigt. Lokale politikere og journalister troede fuldt og fast på, at deres telefoner og kontorer blev aflyttet, og det så ud til, at de havde ret. Det var et sted, hvor der jævnligt blev begået mord på førende politikere og forretningsfolk. Og det var et sted, hvor mislykkede forretninger let kunne medføre, at en person havnede bag tremmer. Skt. Petersborg lignede med andre ord i høj grad Rusland, sådan som hele landet skulle komme til at se ud blot nogle få år senere, efter at magten 14

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

ved Vladimir Putins tiltræden som præsident blev overtaget af de personer, der havde hersket i Skt. Petersborg i 1990’erne. Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde givet ordre til mordet på Galina Starovojtova (de to mænd, der med flere års forsinkelse blev dømt for det, var bare blevet hyret til at myrde hende). Jeg fandt heller ikke ud af, hvorfor det skete. Hvad jeg derimod fandt ud af, var, at der hele vejen op gennem halvfemserne, mens unge mennesker som jeg selv skabte en ny tilværelse i et nyt land, samtidig havde eksisteret en parallel verden i Skt. Petersborg. Der var mange af de centrale træk ved det sovjetiske regime blevet bevaret: Det var et regime, som arbejdede på at udrydde sine fjender – et paranoidt og lukket system, der stræbte efter at opnå kontrol med alt og alle og skaffe sig af med alt det, det ikke kunne kontrollere. Det var umuligt at finde ud af, hvem der havde fået Starovojtova dræbt, netop fordi det, at hun var stået frem som en fjende af det regime, havde gjort hende til en mærket kvinde, en dødsdømt kvinde. Jeg havde rejst i mange krigszoner og havde i bogstavelig forstand måttet arbejde under granatbeskydning, men det her var den mest skræmmende historie, jeg nogensinde havde måttet skrive: Jeg havde aldrig før været tvunget til at beskrive en virkelighed, der var så følelseskold og brutal, så entydig og så nådesløs, så gennemkorrupt og så fuldkommen blottet for anger. I løbet af nogle få år skulle det blive den virkelighed, hele Rusland levede med. Det, jeg vil fortælle om i denne bog, er, hvordan det gik til, at det blev det.

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

1. kapitel

PRÆSIDENT VED ET UHELD

orestil dig, at du har et land, men ingen til at regere det. Det var denne vanskelige situation, Boris Jeltsin og inderkredsen omkring ham mente, de stod i dengang, i 1999. Jeltsin havde været syg længe. Han havde haft flere hjerteanfald og havde gennemgået en hjerteoperation, kort efter at han var blevet genvalgt og indledte sin anden præsidentperiode i 1996. De fleste var overbeviste om, at han drak for meget – en udbredt og let genkendelig russisk last – hvor meget folk i Jeltsins nærmeste omgivelser end insisterede på, at hans lejlighedsvise forvirring og det, at han ikke længere viste sig offentligt så tit som før, skyldtes andre kroniske helbredsproblemer og ikke alkoholmisbrug. Hvad grunden end var, så havde Jeltsin under officielle besøg i udlandet flere gange vrøvlet usammenhængende eller havde pludselig været forsvundet, hvad der rystede hans støtter og skuffede hans vælgere. I 1999 stod Jeltsin meget lavt i meningsmålingerne, og han var ikke længere den samme politiker, som han havde været i sine velmagtsdage. Han brugte stadig mange af de kneb, der havde fungeret så fint for ham tidligere, med hyppige personudskiftninger, med skiftevis at styre med hård hånd og at lade stå til og med at udstille sin farverige personlighed på de strategisk rigtige tids-

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

punkter – men nu mindede han mest af alt om en bokser, der ravede rundt i blinde i ringen, slog ud efter imaginære mål og ramte ved siden af de reelle. De sidste par år af sin anden præsidentperiode omrokerede han desperat regeringen den ene gang efter den anden. Han afskedigede en premierminister, der havde været i embedet i seks år, og lod ham afløse af en fuldkommen ukendt 36-årig, hvorefter han hentede den gamle premierminister tilbage et halvt år senere – og fyrede ham igen efter kun tre uger. Jeltsin salvede den ene »kronprins« efter den anden, men stillede sin skuffelse over dem alle til skue på en meget offentlig måde, der ofte var lige pinlig for den konkrete kilde til Jeltsins mishag og dem, der var vidner til det. Jo mere uforudsigelig præsident Jeltsin blev, desto flere fjender fik han – og desto tættere samarbejdede hans fjender med hinanden. Tolv måneder inden udløbet af hans anden og dermed sidste præsidentperiode sad Jeltsin i toppen af en endog meget vakkelvorn pyramide. Hans mange udskiftninger havde fjernet mere end én generation af dygtige folk, og flere ministerier og føderale organer blev nu ledet af middelmådige yngre mænd, der var blevet suget opad i hierarkiet på grund af dette vakuum i toppen. Jeltsins betroede allierede var så få og isolerede, at pressen simpelthen omtalte dem som Familien. Familien bestod af Jeltsins datter, Tatjana, hans stabschef Aleksandr Volosjin, den forhenværende stabschef Valentin Jumasjev, som Tatjana senere giftede sig med, en anden forhenværende stabschef, Anatolij Tjubajs, der var økonom og arkitekten bag 1990’ernes privatiseringer i Rusland, samt forretningsmanden Boris Berezovskij. Af det halve dusin såkaldte oligarker – forretningsfolk, der var blevet superrige under Jeltsin og havde sagt tak for det ved at bakke op om genvalget af ham – var Berezovskij den eneste, der stadig stod loyalt ved præsidentens side. Jeltsin kunne ifølge forfatningen ikke stille op som præsident for tredje gang, hans helbred var heller ikke godt nok til det, og han havde al mulig grund til at frygte en fjendtligt indstillet efterfølger. Jeltsin var nemlig ikke blot en upopulær politiker: Han var 17

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

den første politiker, russerne havde haft tillid til – og det gjorde, at den bitre skuffelse blandt hans folk var lige så stor som den støtte, han i sin tid havde inspireret til. Landet var mørbanket, traumatiseret og skuffet. I slutningen af 1980’erne havde det oplevet en følelse af håb og sammenhold, der kulminerede i august 1991, da folket besejrede den junta, der truede Gorbatjovs magt. Det gjorde, at folk fik tillid til Boris Jeltsin, den eneste hersker i Ruslands historie, der var – og er – blevet valgt ved frie valg. Til gengæld for denne tillid fik Ruslands befolkning en hyperinflation, der slugte et helt livs opsparing i løbet af nogle få måneder; de fik bureaukrater og forretningsfolk, der stjal fra staten og fra hinanden, ofte helt åbenlyst; og de fik økonomisk og social ulighed i en målestok, de aldrig havde oplevet før. Værst af alt, så mistede mange og sandsynligvis de fleste russere enhver tro på fremtiden – og dermed den følelse af sammenhold, der havde holdt dem oppe i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Jeltsins regering begik den graverende fejl ikke at tage stilling til folkets sorger og bekymringer. Jeltsin, der havde været en ægte populist, som kørte med bybus og stillede sig op på en kampvogn for at holde tale – hvad som helst, de forskellige situationer krævede – ændrede sig i løbet af dette årti og trak sig mere og mere tilbage til en ugennemtrængelig og bodyguardbevogtet verden af sorte limousiner og lukkede møder. Den første premierminister, han udpegede [i 1992], den intelligente unge økonom Jegor Gajdar, der kom til at stå som en personificering af de postsovjetiske økonomiske reformer, lagde ikke – heller ikke offentligt – skjul på, at han betragtede den brede befolkning som for dumme til at indgå i en diskussion af reformerne. Det russiske folk, der var blevet glemt af deres ledere i smertens stund, søgte trøst i nostalgien – egentlig ikke nostalgi efter den kommunistiske ideologi, der allerede flere årtier tidligere havde opbrugt al sin inspirationskraft, men i en længsel efter, at Rusland igen skulle blive en supermagt. Da vi nåede til 1999, var der en mærkbart aggressiv stemning, og det var en stor del af forklaringen på, at Jeltsin og Familien med rette blev bange. 18

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

En følelse af krænkelse har det med at gøre folk blinde, og det er på samme måde med aggressioner. Så et flertal af Ruslands befolkning var blinde for, hvor meget der reelt var blevet udrettet i de ti år under Jeltsin. Trods de alt for mange forkerte løsninger undervejs havde Rusland formået at privatisere en stor del af erhvervslivet, og de største af de privatiserede virksomheder havde rundet et skarpt hjørne og var blevet konkurrencedygtige. Trods den voksende ulighed fik det store flertal af russere et bedre liv i løbet af denne periode: Antallet af husstande med tv, vaskemaskine og køleskab voksede, antallet af privatbiler fordobledes, antallet af russiske turister, der holdt ferie i udlandet, tredobledes mellem 1993 og 2000. I august 1998 indstillede Rusland tilbagebetalingen af sin udlandsgæld, og det udløste en betragtelig, om end kortvarig, inflationsstigning, men bagefter var der vækst i økonomien igen. Massemedierne blomstrede. I løbet af imponerende kort tid lærte russerne at lave seriøst og smukt fjernsyn, oprettede et utrolig stort antal bogforlag og skabte flere elektroniske publikationer. Mange, men bestemt ikke alle landets problemer med manglende infrastruktur var blevet løst, intercitytogene kørte til tiden, postvæsenet var igen begyndt at fungere, antallet af husstande med fastnettelefon voksede. Det første private russiske firma – en mobiltelefonudbyder, der var startet i 1992 – indregistrerede sine aktier på New Yorks børs og klarede sig rigtig godt. Alligevel virkede regeringen ude af stand til overbevise folk om, at de havde det bedre end et par år forinden og bestemt bedre end for ti år tilbage. Den følelse af usikkerhed, folk havde oplevet, siden Sovjetunionen smuldrede under deres fødder, var så stor, at alle tab syntes at bekræfte deres forventninger om, at det kun ville gå ned ad bakke, og få dem til at omforme enhver ny gevinst til yderligere frygt for fremtidige tab. Jeltsin havde ikke andet at falde tilbage på end sin populistiske facon: Han kunne ikke udfordre eller ændre folks negative forventninger; han kunne ikke lede landet frem mod nye idealer og en ny retorik. Han kunne ikke gøre andet end at prøve at give folk det, de ville have. 19

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

Og det var bestemt ikke Jeltsin, de ville have i 1999. Adskillige millioner russere holdt ham personligt ansvarlig for alle de tilbageslag, de havde oplevet de foregående ti år, for deres tabte håb og knuste drømme – endda, virkede det som om, for deres forsvundne ungdom – og de hadede ham af et ærligt hjerte. Hvem der end blev landets leder efter Jeltsin, ville have kunnet opnå hurtig popularitet ved at retsforfølge sin forgænger. Det, den aldrende præsident frygtede mest, var, at et politisk parti ved navn Otetjestvo – Vsja Rossija (Fædrelandet er Hele Rusland, en hybridform af to tidligere partibetegnelser og lige så klodset og uelegant på russisk som i oversættelse) under ledelse af en tidligere premierminister og flere borgmestre og guvernører skulle få magten og hævne sig på Jeltsin og Familien – og at han ville ende sine dage i fængsel. Og det er netop her, Vladimir Putin kommer ind i billedet. Ifølge Boris Berezovskijs udlægning af historien ledte Familien altså efter Jeltsins efterfølger. Men hans version af historien er fuld af selvmodsigelser. En lille gruppe personer, der var isolerede og følte sig under belejring, ledte efter nogen, der kunne overtage magten i verdens geografisk største land, med alle dets nukleare missilhoveder og hele dets tragiske historie – og det eneste, der var kortere end listen over kandidater, var listen over de kvalifikationer, der blev afkrævet disse kandidater. Alle med nogen form for reel politisk kapital eller ambitioner – alle med et minimum af personligt indblik i, hvad embedet krævede – havde allerede fjernet sig fra Jeltsin. De tilbageblevne kandidater var alle kedelige, anonyme mænd i grå jakkesæt. Berezovskij har senere hævdet, at Putin var hans protegé. Da han fortalte mig dette i sit herskabshus uden for London – jeg holdt mit løfte om ikke atsløre dets beliggenhed for nogen, efter at jeg kom ind til byen igen bagefter – sagde han, at han havde lært Putin at kende i 1990, da han forsøgte at udvide sine forretningsaktiviteter til også at omfatte Leningrad. Berezovskij var dengang en forhenværende akademiker, der var blevet bilforhandler. Det, han tjente penge på, var at sælge Ladaer – en noget sjusket frem20

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

stillet russisk kopi af en forældet Fiat-model. Desuden importerede han brugte biler fra Vesteuropa og åbnede autoværksteder, hvor man kunne få repareret de køretøjer, han solgte. Putin, der var ansat under Leningrads borgmester Anatolij Sobtjak, hjalp Berezovskij med at opnå tilladelse til at åbne en servicestation i byen og nægtede at tage imod bestikkelse – det sidste var grunden til, at Berezovskij huskede ham. »Han var den første af landets bureaukrater, der ikke ville tage imod bestikkelse,« forsikrede Berezovskij mig om. »På æresord. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.« Berezovskij gjorde det derefter til en vane at »kigge forbi« Putins kontor, hver gang han var i Skt. Petersborg. Hvis man har kendskab til Berezovskijs hektiske personlighed, var det sandsynligvis lige præcis kun et »kig forbi«, hvor oligarken stormede ind, sludrede ophidset om det ene eller andet og stormede ud igen, temmelig sikkert helt uden at notere sig, hvordan hans vært reagerede. Da jeg talte med Berezovskij, havde han svært ved at huske noget som helst, Putin havde sagt til ham. »Men jeg opfattede ham altså som en slags forbundsfælle,« insisterede han. Han var også imponeret over, at Putin, der var blevet ansat i bystyrets ledelse, da Sobtjak blev byens borgmester, senere afslog et tilbud om at fortsætte i jobbet under den nye borgmester, da Sobtjak ikke blev genvalgt. Da Putin flyttede til Moskva i 1996 for at tiltræde en ny stilling i administrationen i Kreml, begyndte de to at se mere til hinanden i en eksklusiv natklub, Berezovskij havde åbnet i byens centrum. Berezovskij havde benyttet sig af sine forbindelser og fået indkørsel forbudt-skilte placeret for begge ender af karréen, sådan at han i realiten havde afmærket hele det stykke af et beboelseskvarter som sin private ejendom. (Beboerne i de mange etageejendomme på den anden side af gaden over for natklubben kunne ikke længere legalt køre hele vejen hjem eller parkere uden for deres huse). Først på året i 1999 var Berezovskij imidlertid en mand under belejring – ligesom resten af Familien, i hans tilfælde blot i endnu højere grad, fordi han var den eneste fra denne inderkreds, der for alvor værdsatte sin placering i Moskvas »bedre kredse«. Grunden 21

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

til, at Berezovskij var begyndt at blive en paria, var, at han så tydeligt var ved at tabe en desperat magtkamp med forhenværende premierminister Jevgenij Primakov, der var blevet leder af den politiske modstand mod Jeltsin. »Det var min kæreste Lenas fødselsdag,« fortalte Berezovskij mig. »Vi blev enige om at lade være med at invitere en hel masse mennesker, fordi vi ikke ønskede at belaste deres forhold til Primakov. Derfor var det kun de nærmeste venner. Men så kom en af mine bodyguards hen og sagde: ‘Boris Abramovitj, Vladimir Vladimirovitj Putin kommer om ti minutter.’ Jeg sagde: ‘Er der da sket noget?’ Og han sagde: ‘Nej nej, han vil bare sige tillykke med fødselsdagen til Lena.’ Og han kom ti minutter senere, med en buket blomster. Jeg sagde: ‘Volodja, det havde du da ikke behøvet.’ [Volodja, Volodjka, Vova og Vovka er kælenavne for Vladimir, her anført efter de forskellige grader af familiaritet, de udtrykker.]. ‘Du har rigeligt at tænke på. Eller gør du det kun for et syns skyld?’ Og han svarede: ‘Ja, jeg gør det for et syns skyld.’ Det var hans måde at cementere vores relation på. Det begyndte som sagt med, at han ikke ville tage imod bestikkelse. Dernæst at han ikke var illoyal over for Sobtjak efter valgnederlaget. Og nu dette, der overbeviste mig endeligt om, at han var en god og meget kontant mand – KGB-mand, jo, men alligevel en god mand.« Det steg Berezovskij til hovedet. Berezovskij var skåret over samme læst som de øvrige første russiske forretningsmænd efter kommunismens fald. Ligesom dem var han intelligent, veluddannet og elskede at løbe en risiko. Ligesom mange af dem fra denne første tid var han jødisk, hvad der havde gjort ham til en outsider allerede som barn. Ligesom dem havde han meget store ambitioner og en grænseløs energi. Han havde en ph.d. i matematik og indledte sine forretningsaktiviteter med import/eksport af biler og åbning af servicestationer. Ved at sørge for, at hyperinflationen udhulede kreditterne, svindlede han i sin essens millioner af dollar fra landets største bilfabrikant, Lada-fabrikkerne. Først og midt i halvfemserne gik han ind i bankvirksomhed, og samtidig med, at han fortsatte med at holde snor i bilforretningerne, fik han andel i et af de store olieselskaber, 22

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

og, nok så afgørende, opnåede han aktiemajoritet i Kanal 1, det privatiserede landsdækkende tidligere statslige tv og Ruslands mest sete tv-kanal – hvilket gav ham direkte adgang til 98% af den russiske befolknings stuer. Ligesom flere andre af den tids oligarker var Berezovskij med til at finansiere Boris Jeltsins genvalgskampagne i 1996. Men i modsætning til de øvrige skaffede han sig også en række politiske udnævnelser. Han rejste landet tyndt, formidlede politiske aftaler, var fredsforhandler i Tjetjenien og nød at befinde sig i offentlighedens søgelys. Han skabte sig et image som den grå eminence bag tronen, og han overdrev absolut, hvor stor indflydelse han havde, og troede lige så sikkert højst selv på halvdelen af det, han sagde eller antydede, allerede mens han sagde eller antydede det. Mere end én generation af udenlandske avis- og tv-korrespondenter i Rusland var imidlertid overbeviste om, at Berezovskij var den reelle magthaver bag Jeltsin. INGEN ER LETTERE AT MANIPULERE MED END EN MAND, der overdri-

ver sin egen indflydelse. Mens Familien så sig om efter Ruslands fremtidige leder, blev der holdt en række møder mellem Berezovskij og Putin. Putin var på det tidspunkt blevet chef for FSB, den russiske statssikkerhedstjeneste. Jeltsin havde fjernet de gamle pinger fra alle poster ad flere omgange, og FSB – Den Føderale Sikkerhedstjeneste, som KGB’s afløser var kommet til at hedde – var ikke nogen undtagelse. Hvis man skal tro Berezovskij, var det ham, der i forbindelse med udnævnelsen af en ny FSB-chef nævnte Putins navn over for Valentin Jumasjev, chefen for præsidentadministrationen. »Jeg sagde: ‘Vi har Putin, og han plejede at arbejde i det hemmelige politi, ikke?’ Og Valentin sagde: ‘Jo, det gjorde han,’ og jeg sagde: ‘Hør, jeg tror, at han vil være en mulighed. Tænk lige over det: Han er trods alt en af vennerne.’ Og Valentin sagde: ‘Men hans rang er meget lav.’ Og jeg sagde: ‘Hør her, der er en revolution i gang, og der er blevet vendt op og ned på alting, så ...’« Som beskrivelse af beslutningsprocessen i forbindelse med udnævnelsen af en efterretningschef i en atommagt lød den samtale, 23

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

han refererede, så absurd, at jeg faktisk var mest tilbøjelig til at tro på ham. Putins rang var ganske rigtigt meget lav: Han var udtrådt af aktiv tjeneste i KGB med grad af oberstløjtnant og var som officer af reserven blevet automatisk opgraderet til oberst. Senere har Putin hævdet, at han blev tilbudt forfremmelse til general i forbindelse med sin overtagelse af stillingen som efterretningschef, men sagde nej tak til denne ære. »Man behøver ikke være general for at udstede ordrer til oberster,« lød hans kones forklaring på denne beslutning. »Man skal bare have evner for det.« Hvad enten Putin havde evnerne eller ej, var det tydeligt, at han følte sig usikker i sit nye job. Han gik hurtigt i gang med at indsætte folk, han kendte fra Leningrads KGB, i ledende stillinger i FSB på landsplan. Alligevel var han ikke engang tryg ved sit eget kontor i FSB-hovedkvarteret: Hver gang han mødtes med Berezovskij der, gik de ud for at tale sammen i en tom elevatorskakt bag kontoret; det var det eneste sted i bygningen, Putin mente, at de ikke ville blive aflyttet. Mellem disse triste og dysfunktionelle kulisser mødtes Berezovskij med Putin stort set dagligt for at diskutere sin kamp mod forhenværende premierminister Primakov og, til sidst, for at tale om, hvem der skulle være Ruslands næste præsident. Den potentielle kandidat stillede sig først tvivlende, huskede Berezovskij fra sit eksil, men han var villig til at lytte. En af gangene kom Putin af vanvare til at smække døren mellem elevatorskakten og gangen foran sit kontor, og de måtte banke løs på den, til der kom nogen og lukkede dem ind. I sidste ende gjorde Berezovskij, der følte sig som hele landets repræsentant, altså kur til Putin. I juli 1999 fløj Berezovskij til Biarritz på Frankrigs vestkyst, hvor Putin var på ferie. »Jeg havde ringet til ham og meldt min ankomst,« fortalte Berezovskij. »Jeg sagde, at jeg ville tale med ham om noget meget seriøst. Jeg ankom, og han holdt ferie der sammen med konen og deres to døtre, i meget beskedne rammer. De boede i noget, der lignede en boligblok eller en ejendom med ferielejligheder. Et lille køkken, et soveværelse eller et par soveværelser. Virkelig utrolig beskedent.« På det tidspunkt var de russiske millionærer – og der kan ikke herske tvivl om, at 24

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 25 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

Putin allerede dengang selv var en af dem – blevet vant til at holde ferie i luksuriøse villaer på den franske riviera, hvad der var grunden til, at Berezovskij blev så imponeret over de relativt beskedne rammer om Putins og hans families sommerferie. »Vi tilbragte en hel dag med at tale sammen. Til sidst sagde han: ‘Okay, lad os gøre et forsøg. Men du er forhåbentlig klar over, at det må være Boris Nikolajevitj [Jeltsin] selv, der siger det til mig.« Det minder utroligt meget om en gammel jødisk shtetl-vittighed. En ægteskabsmægler aflægger besøg hos en aldrende landsbyskrædder for at drøfte muligheden for at arrangere et ægteskab mellem skrædderens mellemste datter og arvingen til familien Rothschilds bankimperium. Skrædderen kommer med den ene indvending efter den anden: Han ønsker ikke at gifte den mellemste bort først, så længe hendes ældre søster stadig er ugift, han ønsker ikke, at hans datter skal flytte så langt væk hjemmefra, og han er ikke sikker på, at familien Rothschild er helt så fromme jøder, som han ønsker, at hans datters mand skal være. Ægteskabsmæglerens svar på alle disse indvendinger er det samme: Det drejer sig trods alt om arvingen til familien Rothschilds kæmpeformue. Til sidst går skrædderen med til det. »Glimrende,« siger ægteskabsmægleren. »Så mangler jeg kun at tale med familien Rothschild.« Berezovskij beroligede Putin. »Jeg sagde: ‘Volodja, hvad mener du? Det er ham, der har sendt mig, bare for at være sikker på, at der ikke er nogen misforståelser, sådan at han slipper for selv at foreslå dig det, og du så skulle svare det samme, som du sagt til mig flere gange, at du ikke vil.’ Så sagde han ja. Jeg tog tilbage til Moskva og fortalte Valentin Jumasjev om vores samtale. Kort efter – jeg husker ikke længere, hvor mange dage senere det var – kom Putin tilbage fra ferie og mødtes med Boris Nikolajevitj. Og Boris Nikolajevitjs reaktion var ikke helt entydig. I hvert fald kan jeg huske en af de ting, han sagde til mig: ‘Han virker sådan set okay, men er han ikke rigeligt lille?’« Tatjana Jumasjeva, Jeltsins datter, husker historien anderledes. Hun husker det sådan, at Volosjin, den daværende chef for præsidentens administration, tog en diskussion med Tjubajs, der var 25

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 26 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

den tidligere administrationschef. De var enige om, at Putin ville være et godt valg som efterfølger, men Tjubajs tvivlede på, at det russiske parlament ville godkende Putin, hvis han blev udpeget til premierminister. Det var, mens de to fremlagde deres synspunkter for Jeltsin, at Berezovskij tog til Biarritz på frierfødder – men kun fordi han så gerne ville have, at Putin og resten af landet skulle opfatte ham som den nye kongemager. Ligesom de øvrige implicerede i dette »præsidentvalg« husker Tatjana Jumasjeva dog også deres panik, når det gjaldt den aktuelle politiske situation og landets fremtid. »Tjubajs mente, at Dumaen ville nægte at godkende Putin som premierminister. Det ville medføre, at der skulle stemmes tre gange, og at parlamentet derefter ville blive opløst. [Den russiske forfatning gjorde det muligt for den siddende præsident at gennemtvinge tre afstemninger vedrørende godkendelse af en af ham udpeget premierminister og derefter opløse parlamentet]. Men hvis der blev udskrevet nyvalg, ville kommunisterne sammen med Primakov [den tidligere premierminister] og Luzjkov [Moskvas overborgmester] få et stort flertal, måske endda konstitutionel majoritet. Derefter ville landet udvikle sig i en katastrofal retning, og det ville måske føre til borgerkrig. Det bedst mulige scenarium ville i så fald være, at magten tilfaldt nykommunisterne, der i en vis grad havde tilpasset sig de moderne betingelser, men det ville medføre, at erhvervslivet blev nationaliseret igen, at grænserne blev lukket, og at mange af massemedierne også ville blive lukket.« »Situationen grænsede til det katastrofale,« sagde Berezovskij, da han skulle beskrive det for mig. »Vi havde mistet tid, og vi havde mistet vores forspring. Primakov og Luzjkov var godt i gang med at befæste deres position overalt i landet. Omkring halvtreds af guvernørerne [ud af landets i alt niogfirs regionale guvernører] havde allerede meldt sig ind i Primakovs politiske bevægelse. Og Primakov var et monster, der havde tænkt sig at vende udviklingen og omgøre alt det, der var blevet opnået i Jeltsin-årene.« Når nu Familien opfattede situationen som så desperat, hvad fik dem så til at betragte netop Putin som deres redningsmand? 26

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 27 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

Tjubajs opfattede ham som den ideelle kandidat. Berezovskij betragtede ham tydeligvis som et fremragende valg. Hvad troede de, at Putin stod for, og hvad fik dem til at tro, han overhovedet var kvalificeret til at være landets leder? DET NOK MEST BIZARRE I FORBINDELSE MED PUTINS MAGTOPSTIGNING ER, at de mennesker, der placerede ham på tronen, vidste no-

genlunde lige så lidt om ham, som en udenlandsk læser gør. Berezovskij fortalte mig, at han aldrig havde betragtet Putin som en privat ven og ikke opfattede ham som en særlig spændende person – en stærk udtalelse fra en mand med en så overstrømmende facon, at han med sin entusiasme straks trækker enhver med intellektuelle ambitioner ind i sin kreds og fastholder vedkommende der alene ved hjælp af ren og skær menneskelig tiltrækningskraft. Den omstændighed, at han ikke opfattede Putin som spændende nok til at trække ham ind i sin cirkel, antyder, at han ikke kunne se den mindste gnist af noget interessant ved manden. Men eftersom han også selv betragtede Putin som en mulig efterfølger for Jeltsin, må han have ment, at netop de egenskaber, der gjorde, at han selv holdt sig på en armslængdes afstand af ham, var det, der gjorde ham til en så ideel kandidat: At Putin åbenbart hverken havde personlighed eller sine egne, personlige interesser og derfor ville kunne styres og manipuleres med. Berezovskij kunne ikke have taget mere alvorligt fejl. For Anatolij Tjubajs’ vedkommende, så havde han kort stiftet bekendtskab med Putin, dengang han fungerede som økonomisk rådgiver for Skt. Petersborgs borgmester, Sobtjak, hvor Putin netop var blevet ansat som medlem af Sobtjaks ledelsesteam. Han huskede Putin, som han havde været det første år i bystyret, det havde været et spændingsfyldt år, og dengang havde Putin været energisk og nysgerrig og havde altid stillet spørgsmål. Tjubajs flyttede fra Skt. Petersborg til Moskva i november 1991, da han blev gjort til minister, og hans indtryk af Putin stammede fra næsten ti år tidligere. Og hvor meget vidste Boris Jeltsin selv om den kronprins, han 27

JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 28 SESS: 33 OUTPUT: Wed Feb 8 14:03:46 2012 /first/Rosinante/odt2/1824_Putin_140x220/Materie

snart skulle indsætte som sin efterfølger? Han vidste, at Putin var en af de få af hans mænd, der var forblevet loyal over for ham. Han vidste også, at han tilhørte en anden generation: I modsætning til Jeltsin selv, hans nye ærkerival Primakov og hele Primakovs hær af guvernører havde Putin ikke gjort karriere op gennem det kommunistiske parti og var efter Sovjetunionens sammenbrud derfor sluppet for tage offentligt afstand fra sit hidtidige tilhørsforhold. Han så også anderledes ud: De øvrige var alle store, kraftige mænd og tilsyneladende permanent rynkede, hvorimod Putin var lille og tynd og havde fået for vane at gå i velsiddende vesteuropæiske habitter – han lignede dermed meget mere Det Ny Rusland, som Jeltsin havde lovet vælgerne ti år tidligere. Desuden vidste Jeltsin – eller troede, at han vidste – at Putin aldrig ville tillade en retssag mod ham eller forfølgelse af ham, efter at han var gået på pension. Og hvis Jeltsin havde bare lidt af sin tidligere så fænomenale politiske tæft tilbage, må han også have vidst, at russerne ville kunne lide denne mand, som de arvede, og som arvede dem. Alle kunne altså udstyre denne grå og almindelige mand med netop de egenskaber, de ønskede at se hos landets nye leder. Den 9. august 1999 blev Vladimir Putin af Boris Jeltsin udpeget til premierminister i Den Russiske Føderation. Ugen efter blev denne udnævnelse bekræftet af et stort flertal i Dumaen: Han viste sig at blive opfattet som præcis så sympatisk, eller i det mindste præcis så harmløs, som Jeltsin havde fornemmet, at han ville blive opfattet som.