Shadow Army

5

Suppressive fire. At holde fjendens hoved nede ved at anvende maksi­ mal ildkraft. Til det formål havde Black Hawk-helikopteren to Gatling miniguns, en i hver side, som tilsammen blæste otte tusinde 7.62 mil­ limeter-projektiler af i minuttet.

Det vidste Plessner, og de to miniguns var den eneste formildende omstændighed ved de kommende sekunders røvtur. Det stred imod al menneskelig logik at fastrope ned ad et reb under en helikopter, der fløj i en sværm af lyssporsprojektiler og raketdrevne RPG-granater en mørk nat på klodens mest Al Qaida-inficerede terræn.

Plessners hjerte pumpede så tungt, at han kunne mærke pulsen i sine ører. Han trak vejret dybt og langsomt og fyldte maven med luft for at kontrollere stressniveauet. Han burde føle frygt, men vidste, hvorfor han ikke gjorde det. Hjernen sansede farer og reagerede ved at sende signaler til farecenteret for derefter at pumpe stress­hormoner ud i systemet. Adrenalinen fortrængte frygten og skærpede hans san­ ser, som absorberede alt omkring sig. Receptorerne i næsen fangede den sødlige og bitre lugt af krudtslam fra de to miniguns, motorernes

51

Shadow army.indd 51

11/08/11 12.00

turbiner hylede mod trommehinderne, og lyset i natbrillerne virkede grønnere end nogensinde.

Plessner fik et klartegn fra kabinens loadmaster og skubbede det sammenrullede reb ud over kanten af helikopterens døråbning, hvorpå han lænede sig ud og kontrollerede, at rebet var fastgjort og sikret i kro­ gen over ham. Rebet var lidt smallere end en øldåse og femten meter langt, men da han kiggede ned, var det umuligt at se enden på grund af den sandstorm, helikopterens rotorblade skabte. Han måtte stole på, at pilotens radiohøjdemåler beregnede afstanden til jorden korrekt.

Derpå drejede Plessner hovedet mod de fem andre, der sad bag ham i kabinen. De havde sortslørede ansigter, og lyset fra natbrillerne dannede ringe omkring øjnene, som fik dem til at ligne kampklædte pandabjørne. Motorlarmen gjorde tale umulig, så han sendte sine folk et thumbs up, og de gengældte hans klartegn.

Plessner satte fra i døråbningen og firede sig ned i mørket. Han slækkede grebet med handskerne og støvlerne og accelererede så kraf­ tigt, at han næsten faldt frit mod jorden. Hans folk fulgte hastigt efter, og de hang som perler på en snor under kæmpefuglen, der sugede al opmærksomhed i området til sig. Én RPG-granat, der traf sit mål, og det var game over.

To lyssporsprojektiler lynede forbi ham. Forbandet!

Støvlerne ramte jorden, og Plessner tumlede forover med sin fem­ ogtredive kilo tunge udrustning og tog fra med hænder og knæ på den stenede jord. Det føltes, som om knæskallerne ramte tegnestifter, og han bandede over, at der ikke havde været tid til at få knæbeskyttere på, før de hoppede på helikopteren.

Plessner kiggede op og bemærkede tre-fire lyssporsprojektiler, der piskede ud af støvtågen over hans hoved. Havde han stået oprejst, ville de have ramt ham, og denne operation var blevet hans livs korteste og sidste. Han kastede sig i dækning bag en sten, afsikrede sin C8karabin, førte den op i skulderen og sendte femten-tyve enkeltskud i den retning, lyssporerne var kommet fra. Skuddene lød som harmløse knaldperler i larmen fra helikopteren over ham.

52

Shadow army.indd 52

11/08/11 12.00

Plessner dukkede sig bag stenen og kiggede tilbage mod rebet.

Mulle nåede jorden som sidste mand. Han søgte mod en bunke sten med rolige og kalkulerede bevægelser, som om han blot var steget af en bus og nu spadserede mod sin arbejdsplads. Plessner var ikke over­ rasket over hans kølighed. Han vidste, at det var hér, Mulle fandt ro i sindet – dette var hans arbejdsplads.

Helikopteren drejede af, og motorlarmen blev afløst af lyden af savende automatvåben, mens støvskyen lagde sig omkring patruljen.

Kamppladsen tonede frem i Plessners natbriller: takkede bjergtinder og en dalbund, som boblede af lysglimt og små ildkugler.

Et par meter til højre for ham sad Tarok op ad en klippeblok med Minimi-maskingeværet. Han fordelte ilden i vifteformede bevægelser med en sådan lethed, at han mindede Plessner om en dirigent foran et symfoniorkester. Minimi’en sprøjtede patronhylstre ud af siden, og det varme messing ramte Andreas, der lå et par meter længere væk i en sprække mellem to klippestykker og arbejdede med sin Heckler & Koch 417-riffel. Han lod til at håndtere sin første kampføling fint, be­ mærkede Plessner. Baloo og Hans lå i en lavning i klippen nogle meter længere væk og kæmpede med deres C8-karabiner i hver sin ildsektor.

Plessner forsøgte at danne sig et overblik over kamppladsen. Hvor var fjenden? Hvor var de to Delta Force-patruljer? Og hvor var Quick Reaction Forcen på femogfyrre US Army Rangers, der skulle komme dem til undsætning?

Cirka hundrede meter længere inde i dalen var mængden af mun­ dingsglimt størst. Dér måtte de cirka halvtreds Al Qaida-krigere be­ finde sig. En del af skuddene var lyssporsprojektiler, og de havde alle retning mod slugten ved kanten af dalen et halvt hundrede meter til venstre for ham. Delta Force-patruljernes ildstilling måtte derfor være omkring eller i slugten.

Men hvor var QRF’en? Beredskabsstyrken havde siddet op i en MH-47-helikopter på Bagram-basen. Men Plessner kunne ikke se den enorme og letgenkendelige maskine med rotorblade forrest og ba­ gerst. Måske havde den allerede sat styrken af og var fløjet ud af dalen?

53

Shadow army.indd 53

11/08/11 12.00

Tilsyneladende befandt Plessner og hans folk sig midt på kamp­ pladsen imellem to kæmpende fronter.

Han ønskede frem for alt ikke at miste momentum nu. At undsætte de amerikanske Delta Force-soldater var kun muligt ved initiativ og aggression. Jo længere patruljen blev hér på stedet, des større var sand­ synligheden for, at Al Qaida ville rykke frem, hvilket ville trænge ham og hans folk i defensiven.

Han tømte endnu et magasin og klikkede et nyt på, da en ameri­ kansk stemme knitrede i hans øresnegl.

“Viking Zero One – Eagle One Five, over …”

Deltaofficeren, der havde ansvaret for QRF’en, blev overdøvet af ildkampen og var næsten ulæselig.

Plessner trykkede sig i dækning bag stenen og holdt en hånd for det modsatte øre, mens han råbte ind i radioen.

“Viking Zero One – over …”

“Viking Zero One – søg bagud mod vest og derefter mod syd op på siden af fjenden. Åbn ild mod ham med alt, hvad du har, på mit signal. Jeg rykker frem med Arrow og danner en kile mellem fjenden og vores gutter i slugten.”

“Viking Zero One – wilco!”

Plessner fangede hurtigt planen. Deltaofficeren ville lade Plessner oprette en ildstilling tæt på fjendens venstre flanke. Herved ville de lokke fjendens fokus og ildkraft mod Plessner og væk fra de to indkaps­ lede Delta-patruljer i slugten. Det ville give Deltaofficeren mulighed for at rykke frem med de femogfyrre Rangers og derved bremse og blokere Al Qaida-krigernes fremrykning mod slugten.

Planen var god og enkel, men yderst risikabel for Plessner og hans folk. De skulle tilbagelægge omkring 150 meter i det åbne terræn ba­ det i automatild og granater. Og hvis Ranger-fremstødet ikke lykke­ des, ville patruljen blive isoleret, og de ville pludselig være seks mand alene mod et halvt hundrede Al Qaida-krigere.

Plessners tankerække blev afbrudt af en hvislende lyd over hans ho­ ved. En flig af hans bevidsthed nåede at identificere den hæslige lyd, 54

Shadow army.indd 54

11/08/11 12.00

han kendte af bitter erfaring. Den raketdrevne RPG-granat slog ned i en klippeblok ti-femten meter bag ham og eksploderede i et blitzlys og med et brag som en tung trædør, der blev smækket i. Plessner drejede instinktivt hovedet væk for at undgå fragmenterne, og trykket fra de­ tonationen blæste ham om på siden. Det føltes, som om nogen ham­ rede en kølle mod hans venstre overarm, men han kom på benene og konstaterede, at han trods smerterne stadig kunne bruge armen. Han fyrede en salve enkeltskud af, mens han forberedte patruljens “ild-ogbevægelse” over det åbne terræn.

“Klar til at rykke bagud cirka hundrede og halvtreds meter – vi søger om på deres venstre flanke og skal virke som lokkeduer, så Rangerne kan rykke frem og blokere fjendens fremrykning – hold 1 først,” råbte Plessner.

Ildpause.

Der blev klikket friske magasiner på riflerne, Tarok satte en ny am­ munitionskasse på Minimi’en, og jægerne sugede lunkent vand fra deres Camelbak.

“SPRING!” Plessner sprang bagud af stillingen skarpt forfulgt af Baloo og Andreas, mens Tarok åbnede ild med sin Minimi suppleret af Hans’ og Mulles C8’ere.

Efter tyve meter fandt Plessner dækning i en fure i jorden. Baloo og Andreas smed sig ned nogle meter på hver side af ham og åbnede ild.

I det samme løb Mulle, Tarok og Hans bagud i en bue, så de undgik de andres ildkorridor. De behøvede ikke at vente på nogen ordre. I det øjeblik de hørte, at Plessners hold begyndte at skyde, vidste de, at støtteilden var effektiv.

Plessner var tilfreds med sine folk. Ingen tøvede, og de hundredvis af træningstimer med ild og bevægelse på skydebanen fik patruljen til at præstere i en indarbejdet koreografi.

De rykkede længere ind mod midten af dalen, hvor vegetationen af lave træer og buske blev tættere. Plessner fandt dækning i en grøft bag 55

Shadow army.indd 55

11/08/11 12.00

en klynge træer, hvor de havde frie skudvinkler i siden på Al Qaidastillingerne, som fortsat koncentrerede deres ildkraft mod de ti Deltasoldater i slugten.

Patruljen fordelte sig i grøften og opdelte de fjendtlige stillinger i ildsektorer, mens de satte friske magasiner på våbnene.

Plessner kiggede op og vurderede, at afstanden til fjenden måtte svare til længden på en fodboldbane, og meldte derpå klar til Deltaføreren på radioen.

“Eagle One Five – Viking Zero One – in position …”

“Viking Zero One – roger that – stand by …”

Plessner undrede sig over, at han skulle vente med at åbne ild, men få sekunder efter knitrede forklaringen i øresneglen.

“Viking Zero One – vi afventer en Spooky, som er til rådighed inden for 02 mike – jeg vil lede den – vær klar herefter – stand by …”

“Viking Zero One – standing by …”

Plessner var begejstret. Gode nyheder!

Inden for to minutter ville et AC-130U Spooky Gunship cirkle på nattehimlen tre tusinde meter over dem. Den specialbyggede C-130 Hercules var en flyvende fæstning bevæbnet med én 25 mil­ limeter gatling gun, én 40 millimeter kanon og én 105 millimeter Howitzerkanon, og den var frygtet af Al Qaida og Taliban på grund af sin skånselsløse effektivitet.

“Vi får støtte af en Spooky inden for et par minutter – tænd strobelight!” beordrede Plessner.

De små lygter på toppen af hjelmene blev tændt og udsendte blin­ kende infrarøde blitzlys, så AC-130’erens sensorer kunne identificere patruljen som egne enheder. Sensorerne registrerede også glint tapen, og Plessner mærkede efter, om det firkantede, sorte velcrotape sad på hans venstre skulder. Ærmet klæbede til armen, og hans hand­ sker blev vædet af blod, så skaden fra granatfragmentet måtte være værre end først antaget. Men trods smerterne kunne han bruge sin arm. Det var det vigtigste. Baloo måtte behandle såret med sit medicgrej senere.

56

Shadow army.indd 56

11/08/11 12.00

Delta-føreren brød igennem på radioen: “Viking Zero One – go ahead!”

“STØT!” brølede Plessner.

Patruljen kastede sig op i skydestilling, åbnede ild med alle våben i ét brag og sendte sigtede serier af projektiler mod mundingsglimtene fra Al Qaida-krigernes våben.

Sekunder efter hørte Plessner det, han ventede på. AC-130’eren lød, som om den bøvsede, da dens gatling gun spyttede lange byger mod de fjendtlige stillinger, der blev indhyllet i et fyrværkeri af højeks­ plosive 25 millimeter panserprojektiler.

“Dét må sgu da gøre kål på de skiderikker!” råbte Baloo og klikkede et friskt magasin på sin C8.

Plessner tænkte det samme – de halvtreds Al Qaida-krigere måtte lyse op som små sole i AC-130’erens termiske målsøgeudstyr, der fra tre tusinde meters højde kunne registrere varmen fra en kanin.

Han lagde igen sin C8 til rette i skulderen for at genoptage skydnin­ gen, da en række projektiler splintrede grenene på træet få centimeter over hans hoved. Plessner trykkede sig ned i dækning ved træets rødder.

Hvordan i helvede kunne de skyde så præcist!?

Plessner vidste, at Al Qaidas krigere normalt ikke havde natbriller eller andet mørkekampudstyr. Men disse krigere kæmpede fremragen­ de i mørket, og på trods af AC-130’erens gatling gun var de på in­ gen måde færdige. Han kravlede hen til sin alternative ildstilling og fortsatte ildkampen derfra, mens lyden af projektilernes overlydsknald smældede over deres hoveder.

“Tredive procent,” råbte Mulle i en ildpause, mens han skiftede magasin.

“Samme her,” supplerede Tarok, der skiftede pibe på sin Minimi.

Resten af patruljen råbte tilsvarende statusmeldinger for ammunitio­ nen.

Da helikopteren satte dem af, havde de hver haft minimum ti ma­ gasiner med hver otteogtyve skud, Tarok havde haft seks kasser med hver hundrede skud i sin rygsæk, og nu – efter knap 30 minutters 57

Shadow army.indd 57

11/08/11 12.00

kamp – var der cirka tredive procent tilbage af patruljens ammuniti­ onsbeholdning.

Det var skidt nyt, rigtigt skidt.

Plessner kommenterede det ikke, han kunne alligevel ikke gøre noget ved det. “Modtaget!” råbte han blot, vendte sig mod Al Qaidastillingerne og fandt drejeskiven på sine natbriller for at justere dyb­ deskarpheden.

Et lysglimt blændede ham, og trykbølgen fra detonationen pressede luften ned i lungerne. Efter braget var der stille i et par sekunder. Kun en svag summen fyldte hans ører.

Så brød Taroks stemme stilheden: “FOR HELVEDE … der er ikke styr på den 105’er ...!”

Tarok havde ret, tænkte Plessner. AC-130’eren havde taget sin 105 millimeter Howitzerkanon i brug, men havde ramt tættere på patrul­ jens stilling end Al Qaida-krigernes stillinger. Granaten var detoneret højest fyrre-halvtreds meter fra dem, og hvis den næste granat detone­ rede tættere på, ville den højst sandsynligt slå dem ihjel.

De følgende sekunder var skæbnesvangre, og Plessner sendte dét nødsignal, som ingen soldater ønsker at sende: “Eagle One Five – Viking Zero One – DANGER CLOSE – I REPEAT – DANGER CLOSE!” Jorden skælvede, da endnu en 105 millimeter granat detonerede.

Denne gang tættere på patruljen, som blev rystet rundt i grøften under en bølge af småsten og jord, der væltede ind over dem.

Plessner bandede og fandt tasteknappen på sin radio og skulle til at sende nødsignalet igen, da Deltaofficeren kom ham i forkøbet; “Viking Zero One – roger that – gunshipfire has been adjusted … ov…”

Signalet blev afbrudt af braget fra endnu et par 105 millimeter gra­ nater og endnu en lang bøvs fra Gatling-kanonen. Denne gang ramte våbnene deres mål og kløvede Al Qaida-krigernes stilling på midten.

Deltaofficeren kaldte ind igen: “Viking Zero One – Eagle One Five – gunship will burn …”

58

Shadow army.indd 58

11/08/11 12.00

“Viking Zero One – roger that …”

“Gunship brænder!” råbte Plessner til patruljen.

AC-130’eren tændte sin infrarøde projektør og ‘brændte’ området, der blev oplyst, som om det var dagslys. Plessner havde ofte oplevet det, men han blev lige imponeret hver gang. Når han kiggede igen­ nem natbrillerne, var det, som om han befandt sig som tilskuer i en sort teatersal med en scene omgivet af dunkle kulisser og en blæn­ dende lyskegle, der langsomt cirklede rundt på scenen. Lænede han hovedet tilbage og kiggede frem under natbrillerne, var alt mørkt – kun røde streger i mørket, som lyssporsprojektilerne fra de femogfyrre Rangers trak efter sig.

IR-keglen kørte frem og tilbage over Al Qaida-krigernes ildstillin­ ger. Plessner konstaterede tilfreds, at de virkede tavse, og kun få for­ kølede skud antydede, at der stadig var et par overlevende.

Derpå drejede lyskeglen over mod patruljens position og fortsatte mod en gruppe buske og træer bag dem. Han studsede over, hvorfor AC-130’eren oplyste dem.

Plessner fulgte IR-keglen i sine natbriller, og pludselig indså han det: Operatøren i flyet forsøgte at advare dem!

Tre sorte skikkelser med hævede AK’ere listede frem mod dem fra bevoksningen. De var ikke mere end femten-tyve meter fra Mulle, som observerede i den modsatte retning.

“MULLE – KLOKKEN SEKS …!” skreg Plessner, der ikke kunne nedkæmpe Al Qaida-krigerne fra sin position uden at ramme Mulle, der lå oppe på kanten af grøften.

Mulle reagerede prompte. Han rullede rundt på ryggen og aktive­ rede C8’erens infrarøde laserdot, som hurtigt fandt brystet på den ene Al Qaida-kriger, der ligesom de to andre var stoppet op. De tøvede og kunne ikke forstå det pludselige råb. Hvordan kunne de være opdaget i mørket?

Mulle sendte tre hurtige skud igennem brystkassen på krigeren, som sank livløs sammen. De to andre fattede alvoren og stormede frem mod Mulle, mens de åbnede ild med deres AK’ere.

59

Shadow army.indd 59

11/08/11 12.00

Plessner sendte fem-seks skud mod den ene, som blev ramt i nedre torso, og krigeren faldt skrigende til jorden. Den sidste kriger fortsatte de sidste ti meter mod Mulle, der ved et ufatteligt held endnu ikke var blevet ramt af AK’erens projektiler. Han rettede sin C8’er mod kri­ geren og trykkede på aftrækkeren, hvorpå Plessner til sin forfærdelse hørte ham råbe: “FEJL!” Af alle tidspunkter havde Mulle skudt tom lige nu.

Men de næste to sekunder bekræftede endnu en gang, at Mulle var den mest kompetente soldat, Plessner nogensinde havde arbejdet med.

Per refleks lod Mulle C8’eren falde ned i skulderremmen, mens den højre hånd allerede havde trukket pistolen i hylsteret på brystet. Han sendte tre kaliber 40-projektiler ind i ansigtet på Al Qaida-krigeren.

Mindre end to meter fra Mulle ramlede han mod jorden uden kæbe og baghoved.

“Så pis op til dine tooghalvfjerds forpulede jomfruer!” Mulle sner­ rede ad den livløse kriger med et ansigt fortrukket i raseri.

“Sikring 360!” råbte Plessner til patruljen.

Han ønskede ikke at blive konfronteret med flere skæggede mænd, som dumpede ud af mørket med AK’ere. Patruljen spredte sig i en cirkel og rettede våbnene udad, så de kunne observere i alle retnin­ ger.

“Viking Zero One – Eagle One Five – vi har kontakt med vores gut­ ter i slugten – pick up om ti mike – LZ ved min position – Gunship holder området under observation, til vi er ude – vær opmærksom på trafik fra landsby mod vest – over …”

“This is Viking Zero One – Wilco,” Plessner formidlede signalet til patruljen: “Vi bliver samlet op om ti minutter – landezone ved min position.

Hold godt øje med landsbyen fem hundrede meter længere nede i dalen – spørgsmål?”

Han rejste sig halvt op og justerede dybdeskarpheden i sine natbril­ 60

Shadow army.indd 60

11/08/11 12.00

ler. Landsbyen trådte nu tydeligt frem. Den var lille – måske tredivefemogtredive lave, flade bygninger – og lå i midten af dalen langs op­ dyrkede marker. Der var ikke et eneste lys og ikke noget tegn på liv.

Plessner tænkte på, hvordan indbyggerne havde oplevet denne nat, og undrede sig over, om der var en forbindelse mellem dem og Al Qaidakrigerne, de havde kæmpet imod. Ørerne opfangede en svag dunken, og han slap tankerne om lands­ byen. Helikopterne var på vej ind. Han rejste sig op og søgte mod landezonen.

En halv time senere fik Black Hawk-helikopteren fyldt sin bug fra en HC-130P-lufttanker, hvorefter den satte kursen mod Bagram-basen.

Plessner betragtede daggryet, der var ved at bryde igennem over bjergene mod øst. Endorfinerne sendte en bølge af velvære gennem hans krop. En bølge, der kun blev bremset af smerten i skulderen.

Det havde været en nat, hvor han havde været tæt på at dø. Og en nat, hvor han havde slået ihjel. Men han følte ikke den mindste anger.

Det havde været dem mod fjenden. Og alene tanken om at miste en af sine folk eliminerede ubehaget ved at have slået ihjel.

Plessner vendte blikket mod dem.

Hans noterede et eller andet i sin lommebog. Sveden havde opløst den sorte sløringscreme i hans ansigt og efterlod kun sorte rande om­ kring øjnene. Mulle virkede upåvirket, men der var et strøg af skuffelse i hans ansigt, syntes Plessner. Som om han slet ikke havde lyst til at tage hjem til basen og hellere ville blive i dalen. Andreas pustede energisk optikken i sit EOTech-sigte fri for støv og lyste af tilfredshed over sin veloverståede ilddåb. Tarok sad med en utændt cigaret i munden og så ud, som om det eneste, der virkelig havde generet ham denne nat, var, at han ikke havde fået sine smøger.

Ved siden af Plessner sad Baloo og trykkede peanutbutter fra en tube ud på en kiks. Han sendte Plessner et fornøjet blik og lænede sig ind mod ham: “… hey bro … for helvede … sgu ingen … kan røre os.”

61

Shadow army.indd 61

11/08/11 12.00

Motorlarmen gjorde det umuligt for Plessner at høre den præcise ordlyd. Men han vidste alligevel, hvad Baloo sagde. Han nikkede med et smil og lænede sig udmattet og glad tilbage i det ukomfortable sæde.

Shadow army.indd 62

11/08/11 12.00