JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
Sissel Bergfjord
Sortedam ROMAN
Gyldendal
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
Sortedam © Sissel Bergfjord & Gyldendal 2012 Omslag: Camilla Jørgensen, trefold.dk med foto af Fie Tanderup Bogen er sat med Adobe Garamond hos BookPartnerMedia og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg Printed in Danmark 2012 ISBN 978-87-02-12131-5 www.gyldendal.dk Citatet side 5 er fra Luce Irigarys Og den ene bevæger sig ikke uden den anden, Rosinante 1985 Tak til alle, der har læst med under arbejdet med denne bog, og til San Cataldo, Det Danske Institut i Rom, Klitgården, Hald Hovedgaard og The Château de Lavigny International Writers’ Residence for arbejdsophold. Arbejdet med Sortedam er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg og Statens Kunstfond.
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
Og den ene bevæger sig ikke uden den anden. Men vi bevæger os ikke sammen. Når den ene kommer til verden, vender den anden tilbage under jorden. Når den ene bærer livet, dør den anden. Og det, jeg forventede af dig, var dog, at når du lod mig komme til verden, ville du også forblive i live. Luce Irigaray
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
1
Jeg åbner konvolutten igen og tager nøglen frem. Følgebrevet har jeg ladet ligge hjemme på spisebordet. Det er ikke den samme nøgle, som du har haft i dit nøglebundt i årevis, det er en splinterny kopi. Jeg undrer mig over, hvad ejerforeningen har gjort af din. Har de beholdt den og givet mig en kopi? Hvorfor ikke lige så godt give mig din nøgle og beholde kopien? Måske har de slet ikke din nøgle, den kan lige så godt ligge inde i lejligheden i din taske. I virkeligheden har jeg længe haft min egen, så du ikke behøvede at rejse dig, når jeg kom på besøg. Men det ved de da godt. Er det fordi de har villet være sikre på at jeg vidste, at de ikke bare ville gå ind og snage? En måde at sige: Nu er det ude af vores hænder? Jeg har ikke kunnet tage mig sammen til at tage herhen før nu. Jeg har haft så mange undskyldninger: kvalme, træthed, at jeg ikke har haft tid. At der var så langt herud. Men jeg er sat til at føde om to uger, og alle siger, at det er umuligt at nå noget som helst med et lille barn. Jeg skal have ryddet op og have sat lejligheden til salg. Jeg gnider nøglen mellem fingrene, så de blanke flader bliver fedtede. Hvis det havde været inden finanskrisen, kunne jeg sikkert have fået mere for lejligheden. Jeg stikker nøglen i låsen og træder ind i entreen. Den velkendte lugt kommer mig i møde, mere inde7
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
lukket end den plejer: sødlig blandet med lugten af gammel røg. Der ligger en bunke konvolutter på gulvet. Jeg samler dem op og kigger dem igennem. Elregninger, breve fra Amnesty International og DR licens. Jeg lægger brevene og regningerne ned i min taske. Det er underligt at se dit navn på en uåbnet konvolut. Jeg stiller mig på tærsklen ind til stuen, læner mig op ad karmen, lytter. Der er helt stille. Gardinerne er halvt trukket for, og lyset er dæmpet. Det tæppe, jeg lagde over dig den sidste aften, for at du ikke skulle fryse, ligger krøllet sammen på sofaen. Du var så kold, og du havde ikke selv kræfter til at trække tæppet op om skuldrene. Engang imellem hostede du voldsomt, du rystede, så jeg troede din krop ikke kunne holde til det. Efter et hosteanfald var du fredfuld, trak vejret ganske stille, blundede, sagde et par ord til mig og faldt i søvn midt i en sætning. Flere gange bøjede jeg mig ned mod dig for at lytte; trak du nu vejret? De sidste nætter inden du døde, sov jeg i lænestolen ved siden af sofaen. Jeg vågnede med et sæt om morgenen, instinktivt var det første jeg gjorde, at spærre øjnene op og se i din retning, mens jeg holdt vejret og spidsede ører. En enkelt gang var det dig der vækkede mig med et af dine hosteanfald, og jeg vågnede med galopperende hjerte. Jeg går ind i stuen, står midt i rummet, svajer, trækker vejret en smule forpustet, kigger, som om jeg ventede at møde nogen. På bordet står askebægret med en halv cigaret, den sidste cigaret du røg. Det ser ud, som om du lige har skoddet den fordi du havde et ærinde: noget vasketøj der skulle hentes i kælderen, det ser ud, som om du kommer tilbage for at ryge færdig om lidt. Men du kunne slet ikke gå det sidste halve år. Det var mig, der holdt den sidste cigaret 8
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
for dig. Du sagde: Jeg vil ryge. Du talte så lavt, at jeg kun forstod dine ord, fordi du samtidig lavede en bevægelse med hånden og førte den op til munden. Jeg satte cigaretten mellem dine læber og holdt den, mens jeg tændte med lighteren. Du sugede, og jeg trak cigaretten ud af munden, så du kunne puste ud. Du røg kun fire hvæs, så lukkede du øjnene igen og vendte hovedet væk. Røgen lugtede kraftigt, jeg prøvede at trække vejret uden at kvalmen tog over. Jeg får kvalme igen, bare ved tanken. Jeg bliver pludselig bange for at besvime, bange for at ramme noget i faldet, slå hovedet mod noget. Jeg er taget herhen helt spontant. Eller spontant kan man måske ikke kalde det, når jeg har haft brevet med nøglen liggende i fire måneder. Men Niklas ved ikke, at jeg er her. Jeg støtter mig til reolen, bøjer hovedet lidt frem og trækker vejret dybt et par gange. Kvalmen letter et øjeblik og kommer så igen med dobbelt kraft. Jeg ser mig om efter noget at kaste op i, en pose, et eller andet, og får øje på keramikskålen du købte en sommer på Bornholm. Den står på en af hylderne ved siden af et par videofilm. Jeg griber ud efter den, løfter den op, når at se mønstret af snoede hvide linjer i bunden inden jeg bliver svimmel igen. Med den ene hånd famler jeg efter mobilen, så jeg kan ringe til Niklas og sige, hvor jeg er, hvis det bliver værre. Så mærker jeg de små spark og en bølgende bevægelse under maveskindet. Jeg åbner mig, kaster op ned i skålen, en blanding af tomatsalat og rugbrød, det lugter gæret og surt. Jeg kaster endnu mere op, det strinter ud over mine hænder som holder på skålen. Jeg har været til lægen flere gange. Der er ingen forklaring på, hvorfor jeg kaster så meget op og bliver ved med det så sent i graviditeten. Barnet er der ikke noget galt med. De sidste par uger jeg arbejdede, havde jeg en plasticpose i buk9
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
selommen, så jeg hurtigt kunne løbe ud på gangen og undgå at kaste op ned ad mig selv. Eleverne vænnede sig til, at jeg gik midt i timen, de har sikkert også hørt mig vende vrangen ud på mig selv ude på gangen. Jeg tørrer mig om munden og går ud på toilettet og hælder mit opkast i kummen, vasker omhyggeligt skålen og hænderne og armene, så min jakke bliver våd ved ærmerne. Jeg kommer til at tænke på alle de gange jeg har tørret bræk op efter dig. Jeg kan huske dengang du havde brækket dig ud over telefonen en nat, og jeg først opdagede det, da jeg skulle ringe til Karoline næste eftermiddag. Jeg havde nået at løfte røret, før jeg opdagede den klistrede væske med små stykker uidentificerbart kød. På knagen ved siden af spejlet hænger et håndklæde, ved siden af hænger den runde lampe. Lyset er gult. Jeg ser mig i spejlet. Ligner jeg dig? Jeg tænker allerede på, hvad jeg skal sige til mit barn, når jeg en dag skal fortælle om dig. Især, hvad jeg skal lade være med at fortælle. Der står en kop på vasken. Du insisterede på at få din kaffe med ud, når du skulle på toilettet. Også, når det var hjemmehjælperen, der var her. Så stod den der og blev kold, og du glemte at få den med ind igen. Jeg løfter koppen, den giver sig, som om den har været limet til vasken. Den er tom, der sidder et par ringe efter kaffe i kanten, men ellers ser den ren ud. Hanken er kold og hård, som dine fingre var de sidste uger. Jeg bærer koppen og skålen ud i køkkenet. Sollyset falder ind ad vinduet, skarpt og hvidt lægger det sig som en rudeformet plamage på væggen ved døren og over stolen og det lille bord, hvor du sad og røg og læste avis. Jeg kan huske de gange, jeg var på besøg hos dig, inden du blev rigtig syg. Dengang du stadig kunne gå, mens du støttede dig til stole og dørkarme, og jeg kiggede på dine tynde ben 10
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
plettede med blå og gule mærker fra hjørner af møbler, du var gået ind i. Jeg kunne ikke tage øjnene fra dig, selvom det ikke var rart at se dig sådan. Du gik altid rundt i en T-shirt og uldsokker, men med bare ben. Dine ben havde været din stolthed, næst efter dine bryster. Nu var huden på dine lår begyndt at hænge løst som på en gammel kone, selvom du kun var midt i halvtredserne. Jeg kunne aldrig lade være med at forestille mig, hvordan resten af din krop så ud, selvom jeg helst var fri for at vide det. Som regel lå du på sofaen, når jeg kom. Du kiggede bagud og op og smilede. Dit ansigt var spættet, og selvom du havde tabt dig meget, var kinderne ophovnede med blåviolette blodsprængninger. Jeg tror ikke engang du altid var fuld, sådan så du bare ud efterhånden. Alligevel blev jeg chokeret hver gang. Mine besøg var sjældne og lignede hinanden. Jeg satte kaffe over og snakkede imens med dig ude fra køkkenet. Sandheden var, at selvom jeg ikke kunne lade være at betragte dig, kunne jeg næsten heller ikke holde det ud. At gå ud i køkkenet var en måde at tage tilløb på, at samle modet til at gå ind i stuen igen. Du havde stadig et selvmedlidende udtryk i dit blik, det var blevet permanent. Jeg fik lyst til at slå dig eller banke hårdt i bordet, selvom jeg vidste, at det ikke ville nytte noget. Ude i køkkenet kunne jeg bedre trække vejret. Der stod altid noget opvask. En gryde med tomatsovs, der var begyndt at mugne, og selvfølgelig nogle tomme flasker. Så var du gået over til vodka igen. Jeg åbnede køleskabet for at blive bekræftet i, at mælken var for gammel. Jeg købte altid en liter letmælk i kiosken på hjørnet inden jeg kom, bare for en sikkerheds skyld. I køleskabet stod som regel en åbnet pap-hvidvin, og der lå gammelt mad, leverpostej, en pakke ost. Jeg smed noget af det ud, gik i stå og lod resten ligge. 11
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
Vi drak kaffe og snakkede. Du spurgte til Niklas og mig og til mit arbejde. Jeg sagde altid at det gik fint, uanset hvad, at italiensk var blevet et populært fag i gymnasiet. Det irriterede mig, at du spurgte om detaljer. Jeg følte ikke du havde nogen ret til at snage i mit liv, du havde ikke ret til at komme med gode råd. Jeg kan huske dengang jeg fortalte dig, at Jan og jeg var gået fra hinanden. Din eneste kommentar var, at det havde du set komme i lang tid. Det var ikke løgn, at du var god til at fornemme sådan nogle ting, det havde du altid været. Du sagde, at Jan og jeg var et umage par, vi havde aldrig passet sammen, selvom vi udefra set havde nogle af de samme interesser og værdier. Måske var jeg bange for, at du ville sige det samme om Niklas og mig, et eller andet, jeg havde overset, men som du med dit falkeblik havde opfanget og holdt for dig selv i flere år, indtil emnet blev bragt på bane. Jeg havde en klar fornemmelse af, at du ikke brød dig om ham. Der er noget ved Niklas, som provokerede dig. I hvert fald var du altid tavs, når det handlede om ham. Ikke en eneste gang har du sagt noget pænt om min mand. De sidste fem år er jeg taget ud til dig lillejuleaften. Vi spiste ristede kastanjer og drak gløgg. Du spiste kun en halv kastanje, men du ville alligevel altid have, at jeg tog kastanjer med, som vi plejede i vores familie. Det havde I gjort hjemme hos jer fordi I havde et kastanjetræ med spiselige kastanjer i haven, da du var barn. Når vi havde spist, ryddede jeg lidt op, støvede af og smed gamle aviser ud. Sidste jul, bare en måned inden du døde, stak du mig trehundrede kroner, da jeg skulle gå. Du pressede dem ned i hånden på mig, så sedlerne blev krøllede. Jeg vidste, at du ikke havde ret mange penge til resten af måneden. Så rakte du ud efter mig, knugede mig hårdt ind til 12
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
dig og ville ikke give slip med det samme. Jeg kunne lugte din ånde, mærke hvordan du spændte i hænder og arme. „Farvel, skat,“ hviskede du ind i mit øre. Jeg mumlede et eller andet, vristede mig løs og gik. Inden jeg tog huen på, gned jeg mit øre, der var blevet vådt af din berøring. Døren til soveværelset står på klem. Du sov der ikke den sidste tid, den høje sofa var stor nok, og så behøvede dem i hjemmeplejen kun at flytte på dig, når du skulle tisse eller vaskes. Der lugter også tørt og støvet derinde. I vindueskarmen står en vissen plante, der ligger en bog på natbordet ved siden af radioen. Tiden passer. Jeg sætter mig på sengen og løfter bogen op, du er nået til side 34. Jeg læser et par linjer og kigger på titlen: I drømmenes tid; en eller anden pladderromantisk knaldroman. Jeg forstår ikke, hvorfor du begyndte at læse triviallitteratur, når du som yngre læste helt andre ting. Din yndlingsforfatter var Saramago, fordi du havde rejst i Portugal. Du sagde, at du ikke kunne holde ud, når det blev for tungt og trist. Jeg lægger bogen fra mig, lader mig glide ned på sengen og kigger op mod reolen ved siden af natbordet. Dit og fars bryllupsbillede står bag ved en æske i teaktræ. Din kjole er kort, og du har hvide silkebetrukne stiletter på. Du er solbrændt, du ligner en drøm. Far smiler i et beige jakkesæt med en rosa nellike i knaphullet. Hans hår er trukket tilbage, og han har bakkenbarter. Han har en hånd om dit liv og læner sit hoved en anelse ind mod dig, som om han er på vej til at lægge sit hoved på din skulder. Jeg tror aldrig, du er holdt op med at elske ham, heller ikke efter Eva blev gravid og fik Tobias, og senere da far og Eva blev gift. Jeg tror, du blev ved med både at håbe og forbande ham. Han snakkede ofte om, at han ville tage ud og besøge dig. Jeg syntes, det var en god ide. Han havde ikke set dig i ti år, jeg syntes, det var det mind13
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
ste han kunne gøre, men jeg skammede mig ved tanken om, at han troppede op og skulle se dig sådan, som du var blevet. Dit hår klæbede og dine øjne var små og vandede, ansigtet rødt med hvide flager af hud, der skallede af ved kinder og øjenbryn. Jeg tror ikke han havde modet til at se dig i øjnene. Jeg er sikker på, at han ville have fået et chok, og så ville han komme til mig og fortælle mig om, hvor rystet han var. Måske havde han en fornemmelse af, hvad der ventede, for han fik aldrig taget sig sammen. De sidste uger du levede, efter jeg havde fortalt, at nu var det alvor, sagde han, at han ville ringe til dig. Men han fik ikke ringet. Jeg kan huske de sidste dage inden du døde. Jeg puslede rundt i lejligheden, åbnede for hjemmehjælperen, prøvede at ignorere det medlidende og beklagende blik, hun ikke kunne skjule, lukkede døren efter hende igen med et forsikrende smil, men nåede ikke at lukke den helt før hun alligevel sagde: Du skal vide, at der ikke er længe til. Hvordan kunne jeg undgå at vide det? Du var et skelet, din kæbe stak frem, og når du åbnede munden, blottede du din næsten tandløse mund som en olding. Da jeg gik ud i køkkenet for at hælde mælk i min kaffe og kom til at kigge på kartonen, på datomærkningen, slog det mig, at den her letmælk kunne holde sig flere dage, end du havde tilbage. Jeg tænkte: når mælken bliver sur, er du allerede borte. Jeg strækker mig, lader min ene hånd glide op over og ned ad min mave, frem og tilbage, det gør jeg flere gange om dagen, også når den lille ikke sparker. Min mave har aldrig været så fast, udspændt og glat, både hård og blød, blank, kugleformet, struttende og sund. Det håber jeg. Jeg følger en revne i loftet med øjnene, så jeg næsten kommer til at vende det hvide udad, jeg blinker og lukker øjnene, holder dem lukkede, bare lidt, inden jeg skal i gang med at rydde op. 14
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
2
Da jeg vågner, er det sen eftermiddag. Først kan jeg ikke forstå, hvor jeg er henne, så mærker jeg en snert af min egen brækånde og ser keramikskålens bund for mig. Jeg rejser mig fra sengen og efterlader et dybt aftryk på dynen efter min sovende krop. Barnet bevæger sig igen inde under maveskindet, jeg tænker, om det mon er en arm eller et ben og har den lille også lige fået sig en lur? Min telefon vibrerer i lommen, jeg fisker den op. Det er en sms fra Niklas. Jeg er hjemme, hvor er du? Laver boller i karry. Min mave begynder at rumle med det samme, jeg har glemt at spise frokost. Jeg går ud i køkkenet. Solen er forsvundet fra væggen, som er falmet og nikotingul. Vi bliver nok nødt til at male for at få lejligheden solgt. Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg sender en besked til Niklas, lyver og skriver, at jeg er ude hos Randi og spiser der. Han har ikke styr på alle mine veninder, jeg er næsten sikker på, at han ikke tænker videre over det. Jeg kender slet ikke nogen, der hedder Randi. Niklas laver ellers den mest fantastiske mad. Han er vokset op i nærheden af Køge. Hans forældre er stadig sammen, de lever i bedste velgående, og hans mor har lært Niklas alt fra bunden. Supper, sovser, desserter. Han har fem opskrifter på surdejsrugbrød, og han nægter at spise brød fra supermarkedet. Han laver selv pasta 15
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
og er kompromisløs: Fisk skal købes hos fiskehandleren. Jeg åbner køkkenskabene under vasken og leder efter noget at spise. Der står en ensom gryde og to små pander i det ene skab, i det næste et par poser mel. De er fyldt med dyr, jeg lukker lågen i med et smæld. I det sidste skab er jeg heldig, der står to dåser makrel i tomat og en pose bearnaisesovs. Jeg åbner dåserne én efter én, finder en gaffel i skuffen og spiser fisken direkte fra dåsen. Jeg spilder noget tomatsovs på kjolen. Jeg går hen til vasken, stadig tyggende og tager en klud. Den er knastør og helt stiv. Jeg bløder den op under vandet, dupper kjolen så tomatsovsen blegner til en svag rosa tone. Så sætter jeg mig på stolen i hjørnet og puster stakåndet. Jeg tror Niklas bliver knust, når hans mor dør, jeg tror, at han kommer ud i en kæmpe krise. Ikke som mig, da du døde. Du havde på en måde været død længe. Jeg ventede på at kunne sige det: Min mor er død, punktum. Så ville jeg ikke behøve at forklare noget, når nogen spurgte ind til dig, gamle klassekammerater eller folk, der ikke kendte dig. Hvordan går det med din mor? Jeg har ofte stået og ventet på sådan et spørgsmål, når jeg har talt med andre mennesker, ventet og frygtet det, mærket det vende sig i mig, mens mine håndflader blev svedige. Jeg har nok virket fraværende, men jeg stod bare og håbede, at de ikke ville spørge til dig, at jeg kunne nøjes med at sige: Min mor og far er skilt, hvis de alligevel spurgte til noget. Da du endelig blev rigtig syg, bildte jeg folk ind, at du havde en aggressiv kræftform i hele kroppen. Det var ikke meningen at gøre det så dramatisk, det var heller ikke meningen at lyve. Det er en vane, jeg har fået.
16
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
Jeg låser mig ud og går besværet ned ad trapperne. Inden jeg når ned på gaden, beslutter jeg mig. Jeg bliver her i nat. Jeg ved ikke, hvor beslutningen kommer fra, men der er noget, der falder i hak og ikke er til at rokke ud af stedet igen. Jeg vil sove i din seng og vågne tidligt og kunne gå i gang med at rydde op med det samme. Jeg har glemt noget at skrive på, men skriver mig bag øret, at jeg skal huske at købe store affaldsposer til alt det, der skal smides ud. I stedet for at dreje ned mod metroen, drejer jeg op ad Øresundsvej mod Rema1000. Det var her du handlede, mens du endnu kunne slæbe dig af sted. Fortovet er ujævnt, og der ligger flade kapsler og cigaretskod i revnerne mellem fliser og brosten. Jeg tager mig selv i at slæbe på fødderne. Jeg bliver nødt til at stikke Niklas en nødløgn. Jeg ved, at der er nogen, der siger, at man ikke må lyve over for dem, som man elsker, men det passer ikke. Jeg elsker virkelig Niklas, og jeg er nødt til at lyve. Han ville blive bekymret for barnet og sige, at jeg kunne føde lige pludselig og at det ikke er noget godt indeklima for en gravid. Og ja, hvorfor jeg i øvrigt ville til at sove i en lejlighed, jeg ikke har haft lyst til at tage hen til i over fire måneder. Jeg vil ringe om nogle timer, når det bliver for sent til bare at tage hjem, og så sige, at jeg sover ude hos Randi. Heldigvis er vores bil på værksted, så han kan ikke tilbyde at hente mig. Jeg mærker et stik, en varme i kroppen, en sær glæde og tilfredsstillelse blandet med dårlig samvittighed, som hvis jeg havde været Niklas utro. Nede i Rema1000 tager jeg en stor indkøbsvogn, selvom jeg ikke skal have noget særligt, men jeg kan læne mig op ad den, mens jeg står i kø. Jeg tager rugbrød, kaffe og ost, lidt frugt, en tandbørste, noget havregryn og en pakke koteletter på tilbud. Jeg skynder mig videre efter de sidste ting, jeg mangler, og går hen til kassen. 17
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal
JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 15 OUTPUT: Wed Dec 21 15:22:45 2011 /first/Gyldendal_Skoenlitteratur/ODT2/1684_Sortedam_138x220/Materie
Et par måneder inden du døde, gik der koldbrand i tre tæer på din venstre fod. Jeg gav dig et fodbad et par dage inden du skulle opereres. Jeg kunne se, at du nød det, selvom dele af dine fødder var følelsesløse. Du sad i sofaen med tæppet over lårene og en kop kaffe balancerende på sofaens armlæn. Jeg tog fat i dine fødder og satte dem ned i din opvaskebalje. Jeg havde hældt varmt vand og nogle dråber olivenolie i. Dine fødder var kolde, huden på hælene var tyk og hård med dybe revner. De tre tæer var blåsorte. Det gøs i mig, når jeg kiggede på dem, men jeg kunne heller ikke lade være. Først der gik det helt op for mig, at du skulle dø, også selvom jeg mange gange har ønsket dig død og skammet mig over det. Hvem ønsker sin egen mor død? Nu jeg tænker over det, har døden altid været der, i dit blik hver gang du har været sanseløst beruset. Døden lagde sig om din hud som et slør, som lugten af surt affald der bliver hængende i et rum i lang tid, efter at affaldet er blevet fjernet. Du sukkede af velvære, da det varme vand omsluttede dine fødder, du lukkede øjnene, mumlede og rakte ud efter en cigaret på sofabordet. Da jeg gik hjem, havde jeg en følelse af at have gjort noget godt for dig. Selvom jeg ville have svoret, ikke at skulle pleje dig, når du en dag ville skrante, mærkede jeg en varme, når jeg så dig for mig, nydelsen og velbehaget, der stod malet i dit ansigt. Da du kom hjem fra operationen var din venstre fod viklet ind i en stor bandage. Jeg havde fundet nogle af Niklas’ uldsokker, som han kun bruger, når vi er på skiferie. Jeg krængede den ene sok ned over bandagen, mens jeg forestillede mig, hvordan de blåsorte tæer var blevet skåret, måske ligefrem savet over. Jeg hørte lyden af hver tå, der en for en faldt ned i en blikspand og trillede hen over bunden som en død, sort kugle. 18
gyldendal.dk - twitter.com/gyldendal - forlagetgyldendal youtube.com - facebook forlagetgyldendal