Erik Rasmussen
TILGIV MIG Historier fra livet uden for linjerne
Tilgiv mig.indd 3
22/08/11 09.21
Tilgiv mig Copyright © Erik Rasmussen 2011 Copyright denne udgave © People’sPress, København 2011 Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Forsidefoto: Martin Dam Kristensen/Scanpix Bagsidefoto: Tobias Nørgaard Pedersen/Polfoto Sproglig bearbejdning: Hans Krabbe/NewsRoom Sats og tilrettelægning: LYMI Bogen er sat med: Minion Produktion: Narayana Press, Gylling ISBN: 978-87-7108-072-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2011 Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.
People’sPress • Ørstedhus • Vester Farimagsgade 41 • DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk
Tilgiv mig.indd 4
22/08/11 09.21
Kaos på hotellet
s
Jeg er på vej til Portugal for at være medkommentator for TV2 under EM i fodbold 2004. Min første sæson som træner i FC Midtjylland er forbi. Den har været hård. Ikke mindst på grund af et vist problembarn: Mohamed Zidan. Der er aldrig ro omkring ham, og jeg er udmattet af at ‘feje op efter ham’. Sammen med et par kollegaer tjekker jeg tidligt ind i Kastrup Lufthavn for at flyve til Porto. Jeg går søvndrukken gennem lufthavnen og ud til gaten og griber lige Politiken i kiosken på vejen. Da jeg har sat mig for at læse lidt nyheder, hører jeg en velkendt stemme bag mig. “Erik, Erik, vi skal følges ad. Jeg skal også til Porto,” lyder Zidans stemme. Jeg vender mig om og ganske rigtigt. Det er ikke bare en ond drøm. Zidans smilende, drengede ansigt dukker op. Her havde jeg glædet mig til en Zidan-fri periode, hvor jeg kunne lade batterierne op og komme tilbage med overskud inden den nye sæson. “Hvor er det hyggeligt, at vi skal rejse sammen, Erik. Så kan vi rigtig få snakket sammen hele vejen til Portugal.”
s
15
Tilgiv mig.indd 15
22/08/11 09.21
Og snakket får vi. Eller rettere sagt: Zidan får. Han pludrer i én lang smøre om fodbold og om sine forventninger til karrieren. Om sin opvækst i Egypten og om sine rødder. Om at være et muslimsk drengebarn begavet med et ekstremt fodboldtalent. Om forkælelsen og privilegierne, der fulgte med dette. Om at det nok gør én lidt speciel at være så meget i centrum så tidligt. Det er både overraskende og hyggeligt at møde Zidan i helt andre omgivelser end normalt. Jeg oplever en ny side af ham. En intelligent og tænksom side. Mange omkring Zidan opfatter ham ikke som synderlig kvik, fordi han er så dårlig til at begå sig blandt andre. Men det er forkert. Zidan er godt orienteret, sin unge alder taget i betragtning. Han har sat sig ind i samfundsforholdene i Danmark, og han har Europa på plads, selv om han blot er 21 år og ikke just har prioriteret sin skolegang. Zidan skal til Portugal for at lave en promotionsvideo for Puma og skal bo i Porto ligesom os. Da vi mellemlander i Frankfurt, er Zidan et større tilløbsstykke. På hele flyveturen har han siddet med en bold i skødet. Da vi går fra den ene gate til den anden, begynder han at jonglere med bolden. Laver de vildeste ting. Lægger bolden død på panden. Lader den rulle ned ad nakken og videre ned ad ryggen. Griber den i knæhasen og sparker den op igen. Rene tryllerier. På et tidspunkt er der stimlet mange mennesker sammen rundt om ham. De står bare og måber. Og klapper. En af tilskuerne spørger mig på engelsk: “Do you know who that guy is? He’s fantastic. He must be playing for a big club somewhere.” Det er med stolthed i stemmen, jeg svarer. “Yes, yes, he is playing for FC Midtjylland.” Mine kollegaer fra TV2 og jeg skal bo i en mindre by cirka 20 km fra Porto. Det er et relativt højt hotel med 12 etager beliggende på et mindre, men meget atmosfærefyldt torv. Det er kun de øverste fem etager, der er hotel. De nederste syv bliver brugt til almindelige private boliger. 16
Tilgiv mig.indd 16
22/08/11 09.21
Jeg har inviteret min ældste datter, Sanna, og hendes kæreste ned til mig i den første uge. En god måde at kompensere på, når man har gjort sine børn til skilsmissebørn og her otte år senere stadig lider af samvittighedskvaler. Sanna har et lille problem med, at vi bor på 12. etage. Hun er bange for højder og for små lukkede rum. Hun har taget toget til Porto med kæresten på grund af flyskræk og tager trapperne op til 12. etage på grund af elevatorskræk. Som far, og som skyldig i skilsmissen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er arrene efter bruddet, der har gjort hende sådan. Samme aften skal vi ind på et stort torv i Porto, hvor der afholdes en EM-åbningsceremonifest. Thomas Kristensen, som jeg skal kommentere sammen med, jeg selv samt Sanna og hendes kæreste tager først ind for at spise en god middag. Vi sidder langs Duorofloden tæt på torvet og hygger os med mad og masser af rødvin. Bliver en lille smule snalrede, efterhånden som vi mærker alkoholens blide favntag. Pludselig eksploderer der et leben omkring os. Torvet er stuvende fuldt af mennesker og oppe på en til lejligheden opsat scene står en portugisisk udgave af Enrique Iglesias. Han vrider hofterne, har en silkehvid skjorte på, der er knappet op helt ned til maven, og har tømt en krukke gele i det sorte hår. En blid smørtenorstemme gør billedet af en sydlandsk ‘lover boy’ fuldkomment. Vi rejser os fra bordet og går ind i den bølgende menneskemængde foran scenen. Vi har svært ved at holde os samlede, og pludselig er jeg kommet væk fra de andre. Jeg står og kigger mig lidt forvirret rundt. Spejdende efter de andre. Den første, jeg får øje på, er Sannas kæreste. Han står og snakker med et par engelske fodboldfans. Det er tydeligt at se, at de er fra England, eftersom de er hooligan-karseklippede og står viklet ind i det engelske flag. Lidt til højre for mig og et stykke væk fra kæresten får jeg øje på Sanna. Hun står og danser tæt med en ung mørk fyr. Lidt for tæt. Jeg går over mod hende og finder ud af, at den unge mørke fyr er ... Zidan! Inden jeg er kommet helt hen til dem, begynder de at kramme 17
Tilgiv mig.indd 17
22/08/11 09.21
voldsomt. Jeg kigger nervøst over mod kæresten, men han står i sin egen lille fodboldverden fordybet i en samtale med de to englændere. Nu har jeg af naturlige årsager aldrig betragtet mig selv som dydens vogter. Men alligevel er jeg en lille smule rystet. Jeg kan ane konturerne af en mulig konflikt. Sannas adfærd er jo ikke just fremmende for parforholdsidyl. Og endnu mere skræmmende: Risikerer jeg nu at få Zidan som potentiel svigersøn? Det svimler en smule for mig, og det er ikke kun, fordi jeg har drukket rigeligt med rødvin. Jeg maser mig vej igennem menneskehavet og stiller mig ved siden af Sanna, der er i sin egen lille krammeverden med Zidan. Rømmer mig og prikker hende let på skulderen. “Øhhh, Sanna,” når jeg lige at sige, inden hun farer sammen, kigger på mig og siger: “Ups.” Zidan får lige pludselig travlt med at komme tilbage til sine nye venner fra Puma. Sanna og jeg står et øjeblik og kigger lidt på hinanden. Ved ikke rigtig, hvad vi skal sige. Jeg bryder tavsheden. “Det kan godt være, vi skal finde de andre og se at komme hjemad.” I taxaen sidder Sanna i midten mellem kæresten og Thomas. Jeg sidder på forsædet ved siden af chaufføren, men følger lidt med i bakspejlet. Morten er blevet godt stiv og sidder og småsover. Sanna sidder med den ene hånd på Thomas’ lår og sin mobiltelefon i den anden. Sms’er lystigt med en eller anden. Da vi lidt senere holder foran hotellet, går alle undtagen mig i baren. Jeg går op for at sove. Thomas og jeg skal trods alt kommentere vores første kamp under EM dagen efter, og jeg vil gerne være nogenlunde frisk. Det er første gang, jeg er med som kommentator ved en slutrunde, og jeg er spændt og en smule nervøs. Jeg falder hurtigt i søvn med billedet af Sanna og Zidan flimrende på nethinden.
18
Tilgiv mig.indd 18
22/08/11 09.21
Jeg har måske sovet en times tid, da jeg bliver vækket ved, at Sannas kæreste står ved min seng og prikker mig på skulderen. Jeg kan se, han er helt ude af den og har indestængte tårer i øjnene. “Jeg vil bare lige sige farvel, Erik. Tusind tak, fordi du ville have mig med herned.” Jeg gnider øjnene lidt og ser, at han står med sin kuffert i hånden. Jeg spørger ham overrasket, hvad der dog er sket. Hvorfor han vil af sted midt om natten. Er der sket noget mellem ham og Sanna? “Det må du spørge Sanna om, men jeg finder mig ikke i mere. Jeg bliver nødt til at tage hjem til Danmark nu.” Med disse ord hanker han op i kufferten og går ud af værelsesdøren. Jeg er lige pludselig lysvågen og hører samtidig gråd inde fra det andet værelse. Jeg skynder mig derind og ser Sanna ligge stortudende på sengen. “Han har forladt mig, far. Vil aldrig se mig igen. Hvad skal jeg dog gøre?” “Jamen, hvad er der sket, skat. Hvorfor vil han forlade dig midt om natten her i Portugal?” Sanna rækker mig sin telefon, stadig hulkende. “Han tjekkede min telefon, da jeg var faldet i søvn, og så de hér sms’er, jeg havde skrevet med Zidan.” Jeg tager hendes mobil og læser den første sms fra Zidan til Sanna. “Hi, baby. Skønt at være sammen med dig på torvet. Har lyst til dig. Håber vi kan ses en af de næste dage. Du er bare for lækker.”
Sannas svar tilbage: “I lige måde, skat. Har også lyst til dig. Kan næsten ikke vente med at se dig.”
Jeg rækker mobilen tilbage til Sanna. Behøver ikke at læse flere sms’er. Jeg er en smule rystet og kan godt forstå, at kæresten har taget flugten fra vores hotel. 19
Tilgiv mig.indd 19
22/08/11 09.21
Sanna river mig ud af mine tanker. “Jamen, far, vi må gøre noget. Jeg mente det jo ikke. Det må han da kunne forstå. Vi må finde ham.” Jeg kigger på min store datter og bliver blød om hjertet, da jeg ser hendes sorg. Tårerne kommer stadig væltende, som var de et vandfald. Jeg skynder mig at tage tøj på, og sammen løber vi ned ad trapperne (selv i denne tilspidsede situation vil Sanna ikke med elevatoren) for at køre rundt i byen og lede efter den bortløbne. Vi ligger og kører rundt i Aguas’ nattetomme gader og ser ikke skyggen af kæresten. Efter en times nyttesløs kørsel får Sanna en ide. “Han er nok nede på stationen. Skal vi ikke køre derned og se efter?” Det gør vi, og på afstand kan vi se ham sidde alene på en bænk, ventende på et tog, der sandsynligvis først kører om fire-fem timer. Sanna skynder sig ud af bilen, og jeg bliver siddende, spændt ventende på, hvor mange vi er i bilen, når vi skal tilbage til hotellet. Jeg ser dem gestikulere, slå ud med armene, og hører råb og gråd. Til sidst sidder de begge i bilen, og vi sætter kurs mod hotellet. Går igen op ad trapperne til 12. etage. Det unge par forsvinder ind på deres værelse, og jeg smider mig udmattet på sengen fuldt påklædt og falder i søvn med det samme. En time senere er den gal igen. Sanna rusker mig i skulderen. Stortudende. “Han er væk igen, far. Vi må finde ham.” Igen ud ad værelsesdøren. “Jeg tror, han er gået ind til en af kameramændene,” siger Sanna. “Han snakkede meget med ham i baren, da vi kom hjem til hotellet.” Problemet er bare, at Sanna ikke ved, hvilket værelsenummer omtalte kameramand bor på. “Han bor her på etagen. Vi må banke på alle dørene for at finde ham.” Min første indskydelse er at stoppe hende. Fortælle hende, at vi 20
Tilgiv mig.indd 20
22/08/11 09.21
ikke kan vække alle hotelgæster klokken tre om natten for at finde en halvfuld mand på 28 år. At denne kærlighedsfarce er gået for vidt. At hun må tage sig sammen og komme med mig ind at sove. Der er trods alt en EM-kamp, der skal kommenteres næste dag, og det ville være rart for mig og de øvrige TV2-folk at være bare en lille smule friske. Men da jeg ser desperationen i hendes øjne, opgiver jeg, og vi begynder at banke folk op. Værelse for værelse. Sanna starter i den ene ende af hotelgangen. Jeg i den anden. Folk kigger søvndrukkent på mig, når de kommer ud og åbner. Jeg føler mig lidt dum, når jeg siger, at jeg leder efter min datters kæreste, der er blevet væk. Nogle bliver mærkeligt nok lidt knotne. Til sidst finder jeg værelset med kameramanden, hvor kæresten skulle have søgt tilflugt. Kameramanden kommer ud og åbner, og en skarp dunst af opkast møder mig. Jeg forklarer ham mit ærinde. “Du må gerne tage ham med,” siger kameramanden lidt surt. “Han ligger og sover på sofaen.” Jeg får den unge mand på benene og følger ham tilbage på værelset. Derefter går jeg ud for at lede efter Sanna, der nu er forsvundet. Jeg lagde mærke til, at hun gik ind på Thomas Kristensens værelse, da vi var ude at stemme døre. Døren står halvt åben, da jeg kommer derhen, og jeg går lige ind. For at finde Sanna i færd med at blive trøstet af Thomas. “Så, så, Sanna,” hører jeg Thomas sige med sin velkendte, jyske stemme, “det skal nok gå alt sammen.” Jeg får bugseret Sanna tilbage på værelset og lukker hende ind til kæresten med ordene: “Og nu vil jeg ikke høre en lyd mere fra jer i nat.” Klokken er blevet fem, og jeg skal op klokken otte for at forberede mig til kommentatoropgaven. Et par dage senere kører jeg Sannas kæreste ind til togstationen i Porto. Sanna bliver tilbage hos mig. Forholdet er bristet. Det kunne ikke holde til Sannas svigt. 21
Tilgiv mig.indd 21
22/08/11 09.21
Da jeg kommer tilbage til hotellet, sætter Sanna og jeg os ned på en lille cafe på det solbeskinnede torv uden for hotellet. Vi sidder og kigger lidt på hinanden, og det er tydeligt, at hun stadig er rigtig ulykkelig. Hun begriber ikke, hvorfor hun gik så langt med flirten og sms’erne. Så langt, at det skulle koste forholdet til den kæreste, hun havde boet sammen med et års tid. Og så endda på det, der skulle have været en romantisk ferie. Grundlæggende har der jo nok været noget, der ikke helt fungerede i forholdet – en kærlighed, der allerede var begyndt at smuldre. “Jeg forstår det ikke, far. Jeg er jo slet ikke vild med Zidan. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Det var ikke min mening. Jeg glemte bare tid og sted og blev grebet af nuet.” Jeg nikker forstående. Og lettet. Jeg har måske nok mistet en mulig svigersøn – og endda én, jeg rigtig godt kunne lide – men jeg har trods alt ikke fået Zidan ind i familien! Vi sidder lidt i tavshed, inden Sanna spagt spørger mig: “Er du sur på mig, far? Det må have været så pinligt i forhold til alle de andre på TV2.” Jeg kigger på hende og føler en overstrømmende kærlighed og varme. Uanset, hvad hun bedriver, og hvilke mærkelige ting hun laver, vil jeg altid elske hende betingelsesløst. Jeg gider ikke engang at løfte pegefingeren. Jeg siger blot til hende: “Selvfølgelig var det noget lort, Sanna. Det var en dum måde at såre én, du holder meget af, på. Det er en høj pris at betale for en flirt. Men jeg elsker dig ikke mindre eller er flov over dig af den grund. Overhovedet ikke. Jeg er bare glad for at være en del af dit liv. For at være der, når du kvajer dig.” Og det er min morale som far. Selvfølgelig vil vi gerne tage vores børn i hånden og fortælle dem, hvordan de skal agere i alle mulige situationer. Vil gerne have, at de kan lære af de fejl, vi har begået i vores liv, men sådan hænger det ikke sammen. Vores børn skal selv ud på planken at stå. Derud, hvor livet gør ondt. Vi kan ikke 22
Tilgiv mig.indd 22
22/08/11 09.21
beskytte dem imod livet. Vi kan ikke stå med løftede pegefingre, hver gang de fejler. Jo, det kan vi godt, men konsekvensen bliver, at vi ikke får lov at være en del af deres liv, når det gør ondt, og de er ulykkelige. At de finder andre mennesker at være fortrolige med og opbygger en distance. Min drøm og ambition er, at mine børn altid har lyst til at komme til mig og dele med mig, når de har ‘fucked op’. At jeg kan få lov til at være der og støtte dem i de svære perioder i deres liv. At de har tillid til, at jeg ikke vil fordømme dem, og at jeg altid vil vise dem betingelsesløs kærlighed. Men, men, men ... Havde hun valgt Zidan, og var han blevet min svigersøn, ved jeg ikke, om jeg havde kunnet holde den løftede pegefinger nede.
Tilgiv mig.indd 23
22/08/11 09.21