Toebrud

LEA EVERLYN

TØBRUD

1

FACET

LEA EVERLYN

TØBRUD

2

LAUR A Yuchs hove slog den hårde sne til løse flager, der føg omkring hestens ben. Vinden skreg da den trak sig igennem de spredte træer som en tættekam. Mørket havde fulgt hende som en flodbølge og sagte som solen sled sig mod verdens rand ebbede den ud. Hun kunne ikke høre dem længere, men kunne fornemme hvordan de var i alt omkring hende. Hendes lunger brændte og sendte damp ud af munden. Hvis hun klarede det til solopgang ville hun være i sikkerhed.

Noget tungt ramte hende i ansigtet og hesten vrinskede og vred sig. Stålet var mat i den manglende sol, men skarpt som de kløer der rev i hende. Den angribende slap og tumlede ned i snestormen under hesten.

Så rejste de sig. Isen sprak omkring hesten og grå, lange arme strakte sig ud af sneen efter dem. Ankelen smertede, da kløerne lukkede sig om den og klemte til. Sad3

len gled væk under hende og snart tumlede hun rundt i sneen. Hun mærkede bladet blive vredet ud af sine hænder og grebet slap hendes ankel. Hesten var stoppet og hun ærgrede sig over dens loyalitet. Fortumlet kom hun på benene og hendes øjne blev fanget af det glimtende metal i den gryende morgen. Dæmonerne var drevet bort. Svage i det kommende morgengry. En sky af hvirvlende sne skubbede hende omkuld. Hun vendte om på ryggen og så hvordan flere grå skikkelser fandt vej gennem den frosne jord og skød op til overfladen i en gejser af sne. Stærke fi ngre lukkede sig om hendes hals og bryst. Hun kunne mærke blodet dunke i hovedet som det blev fanget under de massive hænder. Ufrivilligt gled hendes mund op og hun gispede som en fisk på land. Lyden af Yuch skar sig ind i hendes sjæl. Hesten vrinskede så det gav genlyd i ødemarken. De mægtige hænder slap deres greb og tømt for luft faldt kvinden sammen på isen. Hesten skreg igen og hun tvang sig op. Yuch stod midt i vrimlen af gråt.

Bagbenene var forsvundet ned i det frosne helvede og hænder klyngede sig fast til kroppen. Gråden nåede hendes læber og undslap, som hun løb mod sin bedste ven. Hun hev fat i tøjlerne og trak. Yuch vendte det hvide ud af øjnene og hestens stemme gav genlyd blandt de knurrende og frådende lyde af mørkets væs4

ner. Halvdelen af hestens krop var forsvundet. Et vræl undslap kvindens hals og tårerne frøs til is ned over ansigtet. Fråden stod om munden på Yuch og den knasende lyd af knogler, fi k hende til at skrige i desperation. Så stivnede hesten. De vilde øjne slukkedes og blev tomme. Kun lyden af jorden der åd og kvindens hulken kunne høres i den spæde morgen. Hun blev liggende hvor hun var og holdt om hestens hoved. Det smertede i armene, som hun prøvede at holde sin bedste ven hos sig, men de underjordiske var stærkere og snart var hvert et spor af Yuch borte.

Hun prøvede at trække vejret, men ligegyldigt hvor meget hun hev efter det kom det ikke ned i lungerne.

Det bevægede sig under sneen. Hun vidste de var der.

Angst kom hun på benene, blind af sorg og smerte.

Solen var ikke stærk nok endnu. De prøvede en sidste gang. Lyden af dæmonerne blev blandet med taktfaste slag. Hun stavrede mod lyden. To slag. Stilhed. To slag.

Stilhed. Sneen bag hende var levende, som vandet der strækker sig over et monster, når det hæver sig fra dybet og stormer mod sit mål. Hendes blod farvede den hvide sne og pletterne forsvandt, som dybet nærmede sig hende, ædt op af det hungrende mørke og dets blodtørstende væsner. Alt blev sløret og den blændende sol kastede sin første gyldne lok ned i den isnende 5

dal. Hun kunne intet se og famlede sig frem i blinde mod lyden af slag. Benene gav efter under hende og hun mærkede sneen presse sig ind i sin mund og mod sine tænder. Hun prøvede at få sine ben og arme til at lystre, men gav op, da lyden af slag var forstummet.

6

AINO Niilas sad allerede ved bordet og spiste sin morgenmad. Aino tog trappen op til værelserne og slog døren til Matt is rum op på vid gab.

“Stå så op. Jeg siger det ikke igen,” Ainos ældste søn brummede noget over fra sengen og dynen blev slået til siden. “Kom så i gang,” Aino sendte Matti et advarende blik og trak døren til igen.

Det var det samme hver morgen. Niilas stod op, så snart uret ringede. Matt i blev liggende. Niilas gik i bad og klædte sig på. Matt i blev liggende, efter første advarsel. Niilas spiste sin morgenmad. Matt i fi k sidste advarsel og stod op. Niilas sad og ventede på sin bror og Matt i fi k begge drenge i problemer hos skoleinspektøren, fordi de kom for sent.

“Det er okay, far.”

Aino blev klar over han havde stået og set fortabt 7

på sin søn og den milde stemme bragte ham tilbage til virkeligheden. Det var ikke okay. Niilas led under sin brors dvaskhed. Det havde været særdeles slemt, da drengene gik i hver deres klasse, men efter et langt og alvorligt møde med Niilas klasselærerinde Fru Palomäki, blev de sat i samme klasse. Hun så heldigvis lige igennem historierne og var klar over Niilas var dygtig og det kun var på grund af sin bror han kom for sent. Matt i var blevet rasende over at rykke et klassetrin ned, men med hans boglige præstationer kunne det ikke skade. Siden da var alle noter om forsinket fremmøde kun adresseret til Matti.

Buldrende trin på trappen betød, at Matt i var kommet op og havde fået tøj på. Aino tog et skridt tilbage for ikke at stå i vejen for sin søn, som han stormede mod køkkenbordet med skuldertasken efter sig, med bøger og et rod af papirer stikkende ud af. Han greb maden på bordet og begyndte at trække i overtøjet.

Aino sukkede. Hvis han havde haft råd, ville han give Niilas hans egen snescooter, men som det så ud nu, måtte de klare sig med hvad de havde. Han havde været arbejdsløs siden efteråret og der var ikke flere penge tilbage. Alt kørte rundt, indtil banken stak en kæp i hjulet og det var bare et spørgsmål om tid.

“Vi ses, far!” Niilas smilede til ham og løb ud, med 8

hånden vendt bagud som en vinken.

Matt i var for træt til noget som helst og smækkede døren efter sig. Aino gik over til vinduet og så ud på den frosne verden. Foråret nærmede sig, men det kunne ikke ses på landskabet. Alting var dækket med puder af sne, der hist og her var trådt ned i lange baner, og det var mørkt. Gennem den hvide hinde der strakte sig over landet, spredte sorte blodårer af vand sig. Nogle af floderne, bækkene, elvene, løb for vildt til at de kunne fryse. De var som afgrunde, truende og dragende.

Niilas sad allerede klar på snescooteren og ventede.

Matt i satte sig bagved, trak pen og papirer frem og brugte Niilas’ ryg som bord. En ekstra snescooter ville betyde at Matt i aldrig fi k lavet sine lektier. Drengene forsvandt ud i den vintermørke morgen.

Aino tog kaffepanden på komfuret og hældte den sidste sjat kaffe op. Tom i hovedet lænede han sig op af køkkenbordet og så rundt i huset. Spisebordet flød med mad, kun Niilas’ stol var sat på plads, der lå vasketøj på sofaen og Aino vidste det var Mattis. Han var så ubetænksom. Alligevel smilede Aino.

Han lagde maden ind i køleskabet og ryddede tilpas meget af bordet til at regningerne dukkede op. Han var bagud med huslejen. Det havde været umuligt at få et job, medmindre han tog tilbage til byen. Aino kunne 9

mærke den kolde fornemmelse samle sig som en sten i maven. Ikke om han på vilkår ville tage sine sønner tilbage til det sted. For at tænke på noget andet tog han en kurv fra vaskerummet og samlede tøjet.

Da huset begyndte at komme til syne under rodet, lå solen på kanten af horisonten. Himlen lyste op som is og Aino trak i overtøjet. Jussi havde været forbi for et par dage siden med en læs brænde. Hans virksomhed gik godt og Aino kunne betale ham tilbage når han fi k råd. Petäjä-slægten havde altid været gavmild. På nær Laijla Petäjä, en strigle uden lige, men hun havde også drukket sig selv ihjel.

Aino hentede øksen i skuret og begyndte at kløve brændeknuderne.

Han havde været i gang mindst en halv time, da han så hende. Hun kom vaklende fra skoven. Knapt kunne hun holde sig oprejst. Ansigtet var frosset blod og lilla læber. Hendes øjne var tomme og stirrede i hans retning, men uden at se ham. Så faldt hun om. Aino satte øksen fra sig og løb over til kroppen. Vinden tog til og sendte en isnende mur mod ham. Træerne begyndte at knage og beklage sig og et par steder sprak barken, som kulden åd sig ind. Aino tog handsken af og lagde sine fi ngre på hendes hals. Der var en svag puls, men hun var kold som døden. Han svingede hende op i 10

favnen og bemærkede at der var flere pletter af blod i sneen end blot fra ansigtet. Han stampede ind i huset og fi k hende over på sofaen.

11

LAUR A Søvnen ville ikke slippe hende. Hun var varm og følte sig tryg. Mange gange gled hun tilbage i underbevidsthedens sump, men til sidst rykkede hun på sig. Det var ikke meget. Blot fi ngrene der krummede sig og gled hen over det ru fabrikat af stof. Hun slog øjnene op og et gyldent lys fyldte hendes hoved og fi k det til at dunke. På trods af smerten og den overvældende kvalme, løftede hun hovedet og så sig omkring. Det første hun så var væggen og sengen hun lå i. Så måtte hun lægge hovedet tilbage og snart mistede hun bevidstheden igen.

Lyden af metal mod porcelæn skar sig ind i hendes mørke. Hun ville ikke vågne, men blev så klar over hendes mund var tør. Hun kunne ikke fi nde hvile igen, før hendes mund blev vædet. Derfor tvang hun sig op igennem de mange lag af bevidsthed og befandt sig til 12

sidst i rummet med sengen. Tapetet på væggen havde et pergamentgult skær, med små blomster. Lyden var stoppet. Rummet var stille. Langsomt trillede hun om på siden og blev mødt af en dump smerte i hele kroppen. Særligt hendes hals og bryst skar. Først stak hun benene ud over kanten, stille gled de ned langs sengen til hendes tæer rørte gulvet. Det var kun hendes ene arm, der var stærk nok til at skubbe fra. Krumbøjet forlod hun sengen og en dør dukkede op. En lysebrun trædør i det pergamentgule rum. Hun greb håndtaget og åbnede rummet op til et hus. En lang mørk gang.

Hun skulle tisse. På vaklende ben, tilbagelagde hun gangen skridt for skridt. Hun nåede en dør, hvor dyb snorken slap ud og fi k fornemmelsen af barndom.

Dengang hun vågnede om natten og følte sig urolig.

Huset så forkert ud i mørket og hun kunne høre sine forældre snorke på deres værelse. Hele huset sov og hun følte sig alene og bange. Lyden af en kop der blev sat på en underkop eller et klinket bord, nåede hende og en gnist af håb blev tændt.

“Far,” prøvede hun at hviske, men hendes mund var så tør og hun blev klar over det ikke var gelænderet i hendes hus. Det var den forkerte repos. Skrækken jog ind over hende og hun mistede balancen.

13

AINO Han havde ikke haft brug for sit fag, siden han forlod byen. Han sad foran fjernsynet og nød en kop the.

Drengene var endelig gået til ro og snart skulle han gøre klar til endnu en dag. Når Matt i og Niilas var taget i skole ville han få kvinden ind til byen. Han havde allerede ringet til Jussi og fået en af hans mænd til at komme forbi i en vogn. Jussi var guld værd. Aino rystede på hovedet. Hvad skulle han gøre uden Jussi? Hans egen familie havde udstødt ham efter ægteskabet og hans svigerfamilie ville intet have med ham at gøre, hvis de kunne slippe. Så snart der var et ledigt arbejde ville han tage det og så betale Jussi igen. Give ham noget til gengæld for al den støtte. Han skulle bare i gang igen. Aino satte koppen på stuebordet og nød de små håndmalede fl iser som Irene havde lavet. Forsigtigt lod han fi ngrene glide henover de glaserede, brændte 14

minder og mærkede hver et penselstrøg, der var lagt med kærlighed. Der var uro på gangen og Aino trak hånden til sig. Niilas havde nogen gange svært ved at falde til ro og kom ned og sad hos ham. Ingen kom ned ad trappen. Aino rejste sig, med en urolig følelse. Da han nåede trappen missede han op i mørket og til sidst kunne han se konturen af noget der lå på gulvet. Hurtigt kom han op og tændte lys. Det var kvinden. Hun var gledet sammen i en jammerlig bunke. Aino vendte hende om på ryggen og rettede hende ud. Øjnene var åbne, også munden. Hun stirrede vildt op på ham.

“Hvordan har du det?” Han lagde en hånd på hendes pande. Den var varm, men resten af hende var kold af at ligge på gulvet. Døren ind til gæsteværelset stod åben.

“Mit navn er Aino, du er i mit hjem. Jeg fandt dig på min grund.”

Døren for enden af gangen gik op og Niilas så sky ud på dem.

“Er alt okay, far?” Han lød nervøs.

Alt var ikke okay. Han havde fundet en ukendt kvinde, banket halvt til døde på sin grund. Hun havde brug for lægehjælp. Det skulle meldes til politiet.

“Måske skal hun på toilettet?” Niilas’ stemme var spinkel, men snusfornuft ig. Hun lå for enden af gan15

gen, lige uden for toilettet.

“Hun kender ikke vores hus. Hun ved ikke hvor WC’et er.” Aino kunne ikke lade være med at smile lidt. Hans søn var så uskyldig. Til sin forbavselse nikkede kvinden.

Niilas var listet over gulvet og så over sin fars ryg.

Han var bange, men stadig løb nysgerrigheden af med ham.

“Gå i seng.” Aino så ikke på ham, men vidste, at Niilas gjorde som han fi k besked på.

Aino stillede sig oppe ved kvindens hoved og stak armene ind under hendes armhuler. Forsigtigt trak han hende op. Hendes hænder greb fat om gelænderet og Aino blev forbavset over hvilken styrke der stadig var i hende. Han fi k en ubehagelig fornemmelse. Jo før han slap af med hende, desto bedre.

“Toilettet er her.” Han slap hende, skubbede døren op og tændte lyset. Det skulle hun ikke have at vide to gange. Hun væltede mod døren. Aino greb ud efter hende og prøvede at støtte hende mod toilettet, men hun gik mod vasken. Skruede helt op for det kolde vand og drak. Langsomt gled hendes krop sammen, men hun fortsatte stædigt med at drikke.

“Det må være nok.” Han slukkede og hun faldt sammen. Med den mængde hun havde drukket, skulle hun 16

med sikkerhed tisse af inden hun gik i seng. Ikke om han gad en gennemblødt madras. Han stod lidt i døren og følte sig kejtet.

“Jeg venter herude, til du er færdig.” Han lukkede døren og tiden gik. Der kom ikke en lyd fra toilettet.

Tålmodigt ventede han, men til sidst sagde hans ekspertise at der var gået for lang tid. Han bankede, men fi k intet svar. Genert åbnede han døren. Hun lå stadig på gulvet. Gispende efter vejret, halvvejs mellem vasken og toilettet. Han kunne ikke tro det. Med et suk, tog han mod til sig.

“Du må ikke tage det her personligt,” mumlede han mest til sig selv. Han trak hende op fra gulvet og hev hendes bukser ned. Hurtigt satte han hende på toilettet, imens han så væk.

“Så kommer jeg tilbage lige om lidt.” Han prøvede at gå væk, men som han slap hende, gled hun til siden.

“Godt, så bli’r jeg.” Han stod og stirrede op i loftet. Hvis en af hans sønner kom ud på gangen nu, ville han blive vred. En sirlende lyd begyndte. Hendes hoved ramte hans lyske og lyden fortsatte i en uendelighed. Aino talte klinkerne på væggen og kunne ikke lade være med at tænke på hvor meget denne situation mindede ham om Niilas, for nogle år tilbage. Han var blevet så bange for Mörkö fra Mumitroldene, at han ikke turde 17

gå ud og tisse om natten og derfor var han begyndt at tisse i sengen. Aino havde brugt flere måneder med at trække sin søn ud af sengen, inden han selv lagde sig, og få ham til at tisse af for natten. Niilas var også faldet i søvn op ad ham. Lyden stoppede og Aino trak hendes tøj op og bar hende ind i seng. Hun var allerede faldet i søvn, da han lagde dynen over hende. Lettet lukkede han døren.

Han hældte sin kolde the ud, slukkede for fjernsynet og gik i seng. I morgen kom vognen og tog hende til byen og så kunne han vende tilbage til et normalt liv.

18

LAUR A Lyset var skarpt. Det gjorde ondt i øjnene. Hun trak dynen over hovedet og blev klar over den fremmede lugt, der hang i sengetøjet. En bølge af angst og kulde skyllede ind over hende og hun var helt vågen. Hendes øjne ignorerede lyset og så sig om. Fesengul tapet med små blomster. En gammeldags robust træseng med himmel. Natbordet var også af træ, men en anden farve. Vinduet i træ uden maling. Trægulv. Træloft. Nej, hun var ikke i Helvede. Det ville være upraktisk med ting af træ i Helvede.

Der var skridt udenfor døren. Hun trak sig op på armene og lagde al vægten over på højre arm, da den venstre smertede forfærdeligt. Den var også pakket ind i blodigt gaze. Hun stirrede på døren og hendes øjne blev større som skridtene kom nærmere. Det var noget stort, der var på vej. Døren svingede op og hun stir19

rede ind i ansigtet på en mand. Ikke et monster. Ikke et uendeligt inferno af is og ild. Hans øjne var skarpt blå og håret lyst. Huden var let farvet, som om sommeren stadig klyngede sig til det.

“Hyvää huomenta. Miten menee?”

“Hva’?”

Han så undrende på hende.

“Taler du engelsk?” Han havde en pikant accent.

“Ja.” “Hvordan har du det?”

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Der var mange ting der spillede ind. Blandt andet det at han nok ikke ville tro hende.

“Lidt øm,” prøvede hun sig frem, da stilheden blev for lang.

“Der står morgenmad på bordet og jeg har lavet kaffe.” Med den indbydelse forlod han rummet og lod døren stå åben.

Hun kom langsomt op. Forslået, men udhvilet. Hun skuttede sig og trak sengetæppet om sig. Så haltede hun ud på gangen. Hendes højre ankel gjorde ondt og hun kom i tanke om fi ngrene der havde revet hende af hesten. Hun blev kold og gik i stå. Yuch. Hun kunne ikke stoppe det. Tårerne vældede op i hende og slap ud. Panisk trak hun sig ind på værelset og lukkede dø20

ren. Den smækkede. Hun begravede ansigtet i sengetæppet for at dæmpe sine ukontrollerede hulk. Hun havde mistet hende. Hendes eneste ven. Hun stivnede da der igen lød skridt på gangen. Døren blev åbnet bag ryggen på hende, mens hun travlt tørrede ansigtet for tårer. Så var han der. Greb fat om hende og satte hende op på sengen.

“Faldt du?” Hans øjne afslørede intet.

Hun nikkede.

“Det er din ankel. Den er forstuvet.” Han slap hendes skuldre og rettede sig op. “Jeg hjælper dig ned,” med de ord lagde han en arm omkring hende og hun blev klar over hvor høj han var, da hun stod ved hans side. I roligt tempo gik de ud på gangen og hen for enden.

“Kan du klare trapperne?” Han så ikke på hende.

“Jeg tror godt jeg selv kan klare det herfra. Jeg har gelænderet og resten af vejen er der møbler jeg kan støtte mig til.”

“Er du sikker? Jeg kan godt løfte dig ned.”

“Nej!” Svaret var kommet prompte og hun stirrede forvildet på ham og slog blikket ned i skam. “Jeg vil helst selv.”

Han stod lidt og slap hende så. Hun fulgte ham med øjnene, ud i hvad hun antog for køkkenet, og begyndte så sin humpende gang ned ad trappen.

21