Tykke_Anna

Tykke Anna

TYKKE ANNA

1 Facet

Af samme forfatter Liv i analysen, 1994 Årets gang i ord og sang med Axel, Anna og lille Camilla, (melodi: Lise Sanders), 2003 40 kroner i Juhuu! Nu’ det jul!, 2007 Pigen, der gik i ét med tapetet, 2010 Gert er Genert, 2011

2

ELSE LEFM ANN

Tykke Anna Af Else Lefmann Copyright © Forlaget Facet 1. udgave, 1. oplag 2011 Omslag: Anna Margrethe Kjærgaard Grafisk tilrettelæggelse: Forlaget Facet ISBN-13: 978-87-92366-82-5

Kopiering fra denne bog må kun fi nde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.

Forlaget FACET Vandværksvej 20B 4581 Rørvig www.forlaget-facet.dk

TYKKE ANNA

3

1. kapitel - Anna “Du står vel på mål, ikke?”

“Jo, selvfølgelig. Jeg fylder jo alligevel det halve.”

Hele flokken af piger grinede, og Anna grinede med og gik ind mellem målstængerne og lavede nogle englehop, så mave og bryster hoppede og bævrede.

“Altså, Anna, det nummer kunne du optræde med,” fnisede Christine.

“Ja, det har jeg også tænkt mig. Se verdens tykkeste pige hoppe,” grinede Anna, men hendes latter gik lidt i stykker, da hun så efter Christine, der tynd og lækker driblede rundt med bolden.

Så lød fløjten, og håndboldkampen gik i gang. Det lykkedes faktisk for Anna at klare flere bolde i dag.

Da idrætslæreren fløjtede kampen af, kom Ida hen og gav Anna et knus.

“Godt gået, Anna. Jeg tror, du kunne blive en megafed målmand, især hvis du tabte dig lidt.”

Anna hev ned i sin træningstrøje. “Ja, megafed, den er god. Jeg har faktisk også tænkt mig at søge ind ved landsholdet.”

4

ELSE LEFM ANN

“Nej, vær nu alvorlig. Jeg mener det. Du kunne blive skidegod.”

Anna kiggede forbi hende. “Hjælper du mig ikke lige med boldene. Det er min tur i dag.”

De gav sig begge to til at samle de bolde op, der lå ude i siderne og bag målene og puttede dem i de store net.

Anna smed en bold efter Ida. “Hvad skal du i eftermiddag?”

“Jeg skal med min mor ud og besøge min mormor. Og jeg skal. Det er bare nederen. Det er fordi, det er min morfars fødselsdag.”

“Ja, men du har da ingen morfar.”

“Netop. Han er død for flere år siden, så det er sygt, vi skal fejre ham, og min moster og mine to små kusiner kommer også, og de er bare megakedelige.

“Nå, Okay.”

“Og så skal jeg være pæn, siger min mor.”

Anna så på hende. De store tænder, de små missende øjne bag brillerne og det stride, brune hår. Men hun var i hvert fald ikke tyk.

“Du er da pæn nok. Slank og pæn.”

“Nå ja, klart! Men dig, som har sådan et pænt ansigt, hvis bare ...”

Anna hev ned i trøjen. “Hold op, jeg gider ikke høre det.”

“Okay, okay. Skal du med i bad?”

“Nej, jeg går hjem i bad. Det er jo sidste time.”

“Jeg sms’er til dig, hvis jeg keder mig for meget med den TYKKE ANNA

5

klamme familie.”

Ida løb ud i baderummet, og Anna traskede bagefter med boldene.

Anna gik langsomt hjemad. Selvom hun gik på hovedgaden, måtte hun gå forsigtigt. Det sneede igen. Det havde det gjort næsten hver dag i hele januar, og nu i de første dage af februar også. Der var kun ryddet en smal sti på fortovet.

Da hun kom forbi bagerbutikken på hovedgaden, standsede hun op og kiggede ind ad vinduet. Hun kunne se sin mor ekspedere nogle børn. Hun vinkede lidt, men moren så det vist ikke.

Hun gik ikke ind i slikbutikken, men skyndte sig at dreje ned ad sin egen vej. Her måtte hun gå ude på vejen, da fortovene slet ikke var ryddede. Det var da godt, hun havde fået de nye, solide støvler i julegave. Hun kiggede ned på dem.

De var både kraft ige og smarte, og hun slap for at få våde fødder. Men det var nu besværligt med de mange snører.

Man blev nødt til at bukke sig.

Da hun kom til sin egen blok, var der nogle børn, der råbte på hende.

“Anna, Anna. Kom og se!”

Hun gik hen til børnene. Det var Muhammed, Alexander og lille Flora.

“Vi laver en snemand,” sagde Muhammed. “Er den ikke flot?”

Anna så på deres snemand. Den var ikke så stor, men det 6

ELSE LEFM ANN

var børnene jo heller ikke. Men ellers var den fi n.

“Jo, det er en rigtig flot snemand,” sagde hun og kiggede nærmere på den. Den havde både en gulerod til næse og sten til øjne. Munden var bare et hul. Det så godt ud.

“Mangler den ikke en hat?” spurgte hun.

“Jo, det ville være fedt,” sagde Alexander. “Har du én?”

“Måske,” sagde Anna. “Hvis jeg har, smider jeg den ud af vinduet.”

“Cool, “ sagde Muhammed.

Lille Flora sagde ikke noget. Hun stod bare og klappede snemanden på maven. Anna vinkede til børnene og gik ind i sin opgang.

Alle de trapper. Hun pustede. Endelig kom hun til 4. sal.

Hun låste sig selv ind. Moren kom sent hjem. Bageren havde længe åbent om fredagen.

Hun stillede sig på avisen lige inden for døren. Nu gjaldt det støvlerne. Hun bukkede sig ned og begyndte at snøre op. Hvor var det besværligt. Hun stønnede lidt, så satte hun sig ned på gulvet og fi k støvlerne af. Skoletaske og sportstaske stillede hun i entreen. Så hængte hun sin jakke op og gik ind på sit værelse. En hat? Nå, jo, hun havde jo den kasket, hun havde fået af far til sin fødselsdag. Den han havde sendt sammen med et tillykkekort, der kunne spille Happy birthday to you. Han troede vist stadig, hun var ti år, for der var trykt et billede af Pippi Langstrømpe foran på kasketten.

Den kunne ungerne få.

Hun gik ind i stuen og åbnede vinduet.

TYKKE ANNA

7

“I kan få denne her,” råbte hun og smed den ud.

Den landede et godt stykke fra snemanden midt i en stor snedrive, men Muhammed og Alexander styrtede derhen og masede sig op i driven og fi k fat i kasketten. Da de kom tilbage med den, hoppede lille Flora op og ned og råbte: “Det er Pippi, det er Pippi.”

Alexander skreg op mod Anna. “Tak Anna. Hvor er den flot. Må vi beholde den?”

“Ja, gør I bare det,” råbte Anna og lukkede vinduet.

Hendes mave rumlede. Hun gik ud i køkkenet. Her åbnede hun køleskabet. Måske var der nogle kager fra i går. Nå nej, dem spiste de jo i går aftes. Så hellere franskbrød. Hun smurte to stykker med smør og syltetøj. Så kom hun til at kigge ned ad sig. Og selv om hun havde sit posede træningstøj på, kunne hun godt se bulerne og dellerne.

“Nu skal det være slut,” sagde hun højt til køleskabet, og hurtigt hældte hun franskbrødsmadderne i skraldeposen, selvom hendes mund var fuld af spyt.

Hun gik ud i badeværelset, tog sit træningstøj og undertøj af og smed det i vasketøjskurven. Det lugtede ikke godt.

Hun kom altid til at svede, når hun stod på mål. Så gik hun i brusebad.

Bagefter tog hun morens store blå badehåndklæde om sig og kiggede i det lille spejl på badeværelset. Det var helt dugget, men hun tørrede det af med en snip af håndklædet.

Hun redte sit hår og kiggede på sit spejlbillede. Det var rigtigt nok, hvad Ida sagde. Hun havde faktisk et pænt ansigt.

8

ELSE LEFM ANN

Måske var kinderne lidt store og hagen lidt dobbelt, men øjnene var pæne blå, og det halvlange hår, der krøllede, var lyst.

Hun smilede til sig selv. Jo, hun havde også et pænt smil.

“Du er altid så glad,” sagde folk.

Tænk, hvis hun var tynd og lækker ligesom Christine, Victoria og Isabelle og havde smal talje og ingen eller kun ganske små bryster. Og hvis hun så ikke hed Anna. Hun vrængede navnet, ANNA flere gange. ANNA, ANNA. Det lød så gammeldags. Gammeldags og tykt. Tænk, hvis hun hed noget smart, som Nicoline for eksempel.

Alle folk troede, hun var ligeglad, men hun havde været på slankekur, både med pulver, saft og point. Men hver gang tabte hun kun nogle få kilo, som hun hurtigt tog på igen.

At løbe havde hun også prøvet, men når lårene gned mod hinanden, blev de røde, og det gjorde ondt. Der var vist ikke noget at gøre. Mor sagde, at det bare var hvalpefedt.

Det kunne hun jo sagtens sige, hun var tynd og fi n, selvom hun garanteret spiste masser af kager hos bageren. Det var altså uretfærdigt.

Hun opdagede, at hun havde redt den samme tot igen og igen. Hun rensede kammen for hår og lagde den tilbage på hylden.

Måske skulle man tage mod til sig og prøve at se sig selv i det store spejl. Det var ellers noget, hun ikke gjorde for tit, men nu skulle det være. Bare for at se, hvor slemt det stod til.

TYKKE ANNA

9

Hun gik ind i morens soveværelse. Her snusede hun ind et par gange. Det var morlugten. En blanding af parfume og kage. Så åbnede hun den skabsdør, hvor det store spejl sad.

Hun lukkede øjnene og lod håndklædet falde. Hun talte højt, “En, to, tre.” Langsomt åbnede hun det ene øje og kiggede først på sit ansigt. Okay! Så åbnede hun begge øjne og lod dem glide nedad, så hun så hele sin krop.

Det var altså ikke noget kønt syn. Der var deller på maven, deller under armene, og da hun vendte sig og kiggede over skulderen for at se sig bagpå, kunne hun også se en slags delle på ryggen. Der skulle vist et mirakel til, for at hun kunne blive tynd.

Mirakel! Men mirakler eksisterede ikke mere. Det var vist kun noget, de troede på i gamle dage. Og så i rollespilsverdenen. Tidligere spillede hun rollespil på nettet. Så var hun altid en tynd og dejlig elver med magiske evner. Men det gad hun faktisk ikke mere. Måske live-rollespil. Der fandtes en klub i nabobyen, vidste hun. Men der kendte hun ingen, og så kom hun nok bare til at spille trold eller ork, sådan som hun så ud. Og det var jo ikke lige det.

Mirakler og magi var der selvfølgelig også i bøgerne. På biblioteket lånte hun næsten kun fantasy, og hun havde selv alle Harry Potter-bøgerne. Hun skrev også fantasy selv, for det meste mindre historier, selvom hun også var begyndt på en større roman. Hun havde ikke fortalt det til nogen, men for et par måneder siden havde hun afleveret en af sine historier som fristil – bare for sjov – og hun havde fået 12 10

ELSE LEFM ANN

for den. Kommentaren var kun: “Sikken en fantasi,” men Jensen må da have syntes godt om den, når han gav hende et 12-tal.

Når man sådan skrev, kunne man lege med personerne og med ordene, og man kunne være hvem som helst, kunne forvandle sig til lige, hvad det skulle være.

Tænk, hvis man havde magiske evner så ... Hun lukkede øjnene igen.

Hun løb rundt på håndboldbanen med små bitte shorts og en snæver T-shirt. Slank, let og hurtig. Hun scorede det ene mål efter det andet. Det var slet ikke besværligt at løbe. Det var en leg. – Og bagefter … bagefter til festen dansede hun, dansede med Rasmus, Rasmus fra niende, som var så køn og sød med lyse krøller og grønne øjne og fregner.

“Hvor danser du dog godt,” sagde han og svingede hende rundt, så kjolen svajede i luften. Det var en lyseblå kjole med hvide blomster og med vidde i nederdelen, og så var den helt smal om livet. Hun så op i hans grønne øjne, og …

Med et ryk åbnede hun øjnene. “Åh, hold dog op, din store ko,” sagde hun til sit spejlbillede. “Jeg er Anna. Ingen anden. Tykke, glade Anna, der er dygtig i skolen og som hjælper sin mor hos bageren. Det er det, jeg er. Jeg er Anna.”

Hun lukkede skabsdøren med spejlet og gik ud i entreen, hvor hun tog sportstasken med ind på sit værelse. Her tog hun rent undertøj på, og trak leggings og skjorte op af tasken. Det kunne hun godt have på igen. Det var som sædTYKKE ANNA

11

vanligt sorte leggings og en stor, stribet skjorte. Striberne var på langs. Det var det bedste. Lidt kedeligt var det altid at have sådan noget på. Men hun virkede ikke så tyk, når bare skjorten gik godt ned over enden. Så snoede hun et lyserødt tørklæde om halsen. Noget farve skulle hun da have.

Hun så på sin mobil. Klokken var kun lidt i fi re. Der var flere timer til moren kom hjem. Hun skulle huske at sætte kartofler over, men det var alt for tidligt.

Hun satte den nye cd med Justin Bieber på. Den var lidt sødsuppeagtig, men god at lave lektier til, og hun kunne spille højt, nu hvor hun var alene hjemme. Så hun kunne lige så godt lave lektier. Så var det overstået. I morgen var det jo lørdag, så skulle hun hjælpe i bagerbutikken et par timer om formiddagen.

Bare hun ikke var så sulten. Hvordan var det, var der ikke nogle frikadeller i køleskabet fra i går?

Nej, det skulle være slut nu. Måske var der nogle gulerødder i grønsagsskuffen? Hvis hun spiste èn langsomt, mens hun lavede lektier, ville det nok hjælpe på sulten.

Hurtigt gik hun ud i køkkenet. Jo, der var gulerødder og endda æbler. Hun tog både en gulerod og et æble – og kiggede ikke på hylden med pålæg og rester fra i går.

De engelske øvelser var lette. Hun skulle bare skrive udsagnsordene i den rigtige form. Det var lidt sværere med matematikken. Hun tyggede på sin gulerod. Den smagte såmænd udmærket, men den fyldte ikke rigtigt.

Nå, matematikken var slet ikke så svær. Hvis hun lavede 12

ELSE LEFM ANN

et koordinatsystem med x på den ene akse og y på den anden, ville y blive lig med 2x + 1. Maven brummede. Hun tog en stor bid af æblet, mens hun skrev.

“Diing, diing, diiing,” hun så på sin mobil. Nej, det måtte være døren.

TYKKE ANNA

13

2. kapitel - Moster Anna gik ud til døren. Hun måtte tage æblet i munden for at kunne lukke op.

“Hej søde Anna, du ligner en julegris,” grinede moster og slap sine tasker, poser og kufferter for at give Anna et knus “Er din mor hjemme?”

Anna tog æblet ud af munden og tænkte på, om hun skulle blive fornærmet over det med julegrisen, men opgav det.

Moster ville alligevel ikke lægge mærke til det.

“Nej, men kom ind. Jeg vidste ikke, at det var nu, du skulle komme hjem. Mor kommer først om et par timer.”

“Nå, pyt med det, så kan du underholde mig imens. Jeg har så meget at fortælle, så jeg blev nødt til at komme over til jer først. Jeg tog en Taxa fra Kastrup. Hjælp mig lige med det her.” Hun pegede på bunken med poser og tasker. “Men vær forsigtig, der er kostbarheder imellem.”

Anna tog fat i nogle af poserne og taskerne. Skulle hun underholde moster? Det ville vist ikke blive nødvendigt.

Hun grinede lidt inden i sig selv.

“Pyh ha! Sikken en tur. Behøver I også at bo på fjerde sal?” Moster pustede og begyndte at mase sig ind ad døren 14

ELSE LEFM ANN

med kufferten og de resterende poser. Hun smed tingene i entreen og drejede sig rundt foran Anna. “Hvordan synes du, jeg ser ud?”

Anna så på hende. Hun lignede mor, fi n og tynd, men hun var solbrændt i ansigtet. Og så havde hun en lang rød frakke på med broderier i mange farver på ryggen. Om hovedet havde hun viklet et blomstret tørklæde.

“Wau, moster! Jeg kunne næsten ikke kende dig. Man kan godt se, du har været i Indien.”

Moster tog frakken af og hængte den op. Tørklædet beholdt hun på. “Ja, ikke? Jeg er helt ny. Nyt navn og nyt liv.

Laver du ikke en kop te? Se her, jeg har noget indisk te her.

Det er en rigtig dejlig te.”

Moster tømte en af poserne ud på gulvet og fandt en rød dåse med mystiske gule tegn. Hun rakte den til Anna.

Anna tog den og følte på tegnene. De var ligesom ophøjede. “Den ser spændende ud.”

Så kiggede hun på moster. “Har du haft en god tur?”

Moster fulgte efter hende ud i køkkenet, hvor Anna satte vand over. “Ih, altså. Helt fantastisk! Men jeg vil vente til Linda kommer med at fortælle det hele. Men det vil jeg sige dig, Indien er vidunderlig – og sikke folk!”

Anna kiggede i køleskabet. “Er du sulten?”

Moster slog sig ned ved det lille bord. “Nej, ikke rigtigt, men jeg har en pose Twist i en af taskerne. Skulle vi ikke guffe dem til teen?” Hun rejste sig og hentede én af taskerne i entreen. Hun gravede ned i tasken og fi k fat i en stor pose TYKKE ANNA

15

Twist.

Annas mund løb fuld af spyt. “Det lyder godt,” mumlede hun og kom til at hoste. “En enkelt kan jeg vel spise.”

“Hvad nu, Anna? Du siger ikke, du er på slankekur. Ja, det er ikke for det. Du kunne godt trænge til det, men en enkelt gør ikke noget. Den feder først i morgen.”

“Ja, og da er jeg ikke hjemme,” sagde Anna og grinede lidt og hev ned i skjorten.

Moster viftede med hænderne og hvinede. “Altså, Anna, du er altid så sjov. Man bliver i godt humør af at være sammen med dig.”

Anna hældte det kogende vand op i tepotten, mens moster pakkede en Twist op og stoppede den i munden. “Jeg er også blevet i meget bedre humør, efter jeg har fået mit nye navn,” sagde hun og gumlede.

“Nå ja,” sagde Anna. “Det havde jeg næsten glemt. Hvordan er det nu?” Hun tog to krus i køkkenskabet og satte dem på bordet.

“Har du glemt det? Det kan du da ikke mene? Det er jo så vigtigt. Det har forandret mit liv. Det var jo også derfor, jeg fi k mod til at tage til Indien.”

“Jo, jeg kan godt huske, du fi k nyt navn, bare ikke rigtigt, hvad det nu var. Jeg kalder dig jo altid bare for moster.”

Moster rodede i Twistposen og udvalgte sig én i skinnende blåt papir.

“Altså, hør nu her. Numerologi er jo en videnskab. En videnskab.” Hun suttede på ordet, ligesom hun suttede på 16

ELSE LEFM ANN

chokoladen. “Og det handler alt sammen om tal. Og om tværsummen. Ved du, hvad det er?” Hun så på Anna.

“Altså moster. Jeg går i syvende klasse!”

“Nå, ja. Det hele går så hurtigt, og du bliver så stor.”

Anna hældte teen op i de to krus. “Nu har den vist trukket nok.”

Moster fortsatte: “Jeg er jo født d. 16. juni, Ikke?”

Anna tog en slurk af sin te. Den smagte mærkeligt og stærkt. Hun nikkede til moster.

“Så skal man kun tænke på dagen, ikke på måneden, altså d. 16. Og tværsummen af 16 er 7.” Denne gang tog hun en rød Twist og stoppede den i munden.

Hun smaskede, mens hun snakkede: “Jeg er altså en 7’er, og 7’ere har mange spirituelle evner, ja de er ligefrem clairvoyante. Man kalder 7-tallet for telefonnummeret til himlen. Lyder det ikke vidunderligt?”

“Jo, jeg kunne godt bruge et telefonnummer til himlen,” sagde Anna og smilede til moster.

“Nå, når nu jeg har alle disse evner. Ja, jeg er også kreativ, sagde numerologen, så skulle jeg jo have et navn, der passer til. Før hed jeg jo Yvonne Jensen. Jeg skulle så have et navn, der viste livsglæde, initiativ og succes. Er det ikke en pragtfuld te? Jeg synes ikke, du drikker noget.”

“Jo, jo, men er den ikke lidt stærk?” Anna tog endnu et lille nip.

“Det skal den være. Sådan er det i Indien. Nå, men mit nye navn skulle være en 3’er. Det er 3’eren der står for livsTYKKE ANNA

17

glæde, initiativ og succes.”

Anna stirrede på posen med Twist. Når hun nu kun skulle have én, skulle det være den allerbedste.

Moster slog i bordet. “Hører du efter, Anna?”

Det gav et spjæt i Anna. “Ja, selvfølgelig hører jeg efter.

Du skulle være en 3’er. Hvad er det så, du hedder nu?”

Moster løftede hovedet. “Jeg hedder Kyvonne Patnay.

Kan du ikke høre det? Kyvonne Patnay. Det ligefrem oser af succes.”

Anna kunne pludselig ikke lade være med at grine. Hurtig tog hun hånden op foran munden og begyndte at hoste.

“Jeg fi k vist teen i den gale hals,” mumlede hun mellem hostene.

Moster rynkede panden. “Sidder du der og griner ad din moster?”

“Nej nej, slet ikke, moster Kyvonne.” Anna måtte lægge sit hoved ned i armene, da hun sagde moster Kyvonne. Moster Kyvonne, det kunne man da ikke pludselig hedde. Moster var da voksen og havde en frisørsalon og alting. Mon kunderne nu også skulle kalde hende Kyvonne.

Hun løftede hovedet og hostede igen. “Det er bare den te, den er altså stærk.”

Så udvalgte hun sig en guld-twist. Det måtte da være den bedste. Langsomt, langsomt pakkede hun den op. Hun snusede til den. Uhm! “Så spis da den forbandede Twist,” sagde moster. “Du behøver da ikke at blive fanatisk.”

18

ELSE LEFM ANN

“Ja, ja. Den skal da nydes.” Anna stoppede den i munden. Åh, det var dejligt. Den søde karamel lagde sig blødt om tungen. Hun suttede langsomt.

Pludselig for hun i vejret, så stolen væltede. “Åh, hvad er klokken? Jeg har lovet mor at sætte kartofler over.”

Moster rejste stolen op. “Nej, lad være med det. Vi gider ikke spise kartofler. Jeg render ned og køber noget indisk take away. Hvad siger du så?”

“Det lyder dejligt, moster. Men har du råd til det?”

“Ja ja, jeg er jo en 7’er og har desuden livsglæde, initiativ og succes. Glem ikke det.”

Da moster var gået, gav Anna sig til at dække bord inde i stuen. Det måtte hellere være lidt pænt, nu moster Kyvonne var kommet og oven i købet gav middagen. Hun satte de fi ne tallerkner frem. Gad vide, om moster og mor også ville have rødvin? Det ville de nu nok for at fejre, at moster var kommet helskindet hjem. Hun fandt to rødvinsglas og et vandglas til sig selv. Egentlig ville hun helst have Cola. Men var der ikke noget om, at det fedede helt enormt? Vand ville være det bedste, afgjorde hun, og følte sig standhaft ig og voksen.

Så fandt hun servietter i den nederste køkkenskuffe og også et par blå lys. Nu kunne det vist ikke blive bedre.

Gad vide, hvor moster blev af? Det kunne da ikke vare så længe at hente sådan noget take away. Hun kunne ikke fi nde på mere for at gøre det hyggeligt, men så kunne hun selvfølgelig pakke taske til på mandag. Så var det gjort.

TYKKE ANNA

19

Lige da hun lagde engelskbøgerne ned i tasken, hørte hun larm på trappen. Hun gik hen til yderdøren og kunne tydelig høre mosters stemme. Men hun var sammen med nogen.

Anna kunne ikke høre, hvem det var, så hun åbnede døren.

Og nu kunne hun høre, at det var moster og mor. Klokken kunne da ikke være mere end seks, og det var fredag, så var det da underligt, at mor allerede kom.

Nu kunne hun høre, de grinede. Mor grinede mere, når hun var sammen med moster.

“Se, hvad jeg fandt hos bageren,” råbte moster, så det rungede i opgangen.

Anna lænede sig ud over trappegelænderet, og nu kunne hun se dem begge to.

“Hvad fandt du?” råbte hun.

Moster slog mor på skulderen, så de begge to var lige ved at tabe alle de papæsker, de bar på. “Hende her,” grinede hun, mens de kom op ad den sidste trappe.

“Jeg løb lige ind om bageren for at hilse på din mor - og bageren, selvfølgelig.”

“Ja, og så charmerede du ham, så han gav mig tidligere fri,” fnisede mor.

“Kom ind, kom nu ind. Jeg har gjort klar,” sagde Anna og gav mor et lille knus.

“Jeg så en snemand nede ved opgangen,” sagde mor, medens hun tog frakken af. “Og den havde en kasket på magen til den, far sendte til din fødselsdag. Var det ikke mærkeligt?”

20

ELSE LEFM ANN

“Næ,” sagde Anna, “for det var den. Jeg gav den til ungerne. Er det ikke i orden?”

Mor så på hende. “Jo, øh, jo det er det vel.”

“Hold nu op med at tale om snemænd,” råbte moster inde fra stuen. “Hvor har du gjort det fi nt, Anna. Nu skal vi rigtig hygge os. Kom med æskerne.”

Mor tog æskerne med ud i køkkenet og fi k maden placeret i skåle og på fade. Anna hjalp hende med at bære det hele ind.

Mor vendte sig om. “Jeg tror, jeg har en flaske rødvin i skabet. Er det ikke en god ide’?”

Moster sad nærmest og hoppede på stolen. “Jo, jo. Sæt jer nu ned. Sæt jer ned og spis. Jeg kan godt snakke, medens vi spiser. Jeg har så meget at fortælle.”

TYKKE ANNA

21

3. kapitel - Spejlet Mens de spiste, fortalte moster – og fortalte. Om Indien, om de fantastiske mennesker, hun havde oplevet. Og mest om en brahman, hun havde mødt i et tempel i Mombai.

“Hvad er en brahman?” spurgte Anna, mens hun tog små bidder af den indiske mad. Den smagte stærkt af karry, men også godt.

“Det er sådan en slags præst, en hellig mand, meget hellig, og han var helt fantastisk. De fleste indere er jo hinduer, og de tror på sjælevandring, og ...

“Mener du ikke reinkarnation?” spurgte Anna og følte sig meget klog. Det havde de nemlig haft om i skolen, og hun ville blære sig lidt, bare lidt, når nu moster havde oplevet så meget.

“Jo, netop,” sagde moster, “og da jeg jo har clairvoyante evner, har jeg virkelig overvejet at blive hindu.”

“Vil du konvertere?” Mor lød bekymret.

“Ja, jeg vil i hvert fald tænkte over det, men hør nu her ...”

Og så fortalte moster Kyvonne videre ... og videre.

Anna sad og overvejede, om hun kunne tillade sig at tage endnu en portion og hørte ikke rigtig efter mere. Men plud22

ELSE LEFM ANN

selig hævede moster stemmen.

“Anna, gå lige ud og hent min kuffert. Jeg har jo gaver med til jer.”

Anna rejste sig hurtigt og hentede kufferten. Den var godt tung.

Moster åbnede den og rodede rundt mellem en masse tøj.

Der var også et stort grønt stykke stof med guldblomster og guldbort.

“Hvad er det?” spurgte Anna og bredte den ud.

“Det er da en sari; det er den, de indiske kvinder går med.

Er den ikke flot?”

“Jo, men det er jo bare et stykke stof. Hvad gør man?”

“Man vikler den rundt om kroppen; men se nu hvad der er nedenunder,” moster rejste sig op og tog sarien fra Anna.

Nu så Anna to smukke pakker, der havde ligget under sarien. De var pakket ind i silkepapir med gavebånd og sløjfer.

“Vær så god,” sagde hun og gav mor den med det gule silkepapir. “Åh, tak. Det var da ikke nødvendigt.” Mor blev lyserød i kinderne og vendte og drejede pakken. Forsigtigt løsnede hun gavebåndet og rullede det sammen.

“Luk nu op. Luk nu op!” Anna havde lyst til at tage pakken fra mor, men det gjorde hun selvfølgelig ikke.

Mor åbnede langsomt pakken og glattede papiret. Det var et tørklæde i mange farver.

“Det er det rene silke,” sagde moster og viftede med hænderne, “og de gule broderier er af guld.”

TYKKE ANNA

23

“Ih, tak skal du have, Yvonne.” Mor rejste sig og omfavnede sin søster. “Hvor er det smukt. Det glæder jeg mig til at have på.”

“Altså, Linda. Hvad hedder jeg?” Moster så på mor og kneb munden sammen.

“Undskyld, undskyld. Jeg glemmer det hele tiden. Jeg har jo kaldt dig Yvonne i så mange år.”

Anna vidste, at mor ikke syntes om mosters nye navn, så hun sagde hurtigt: “Er den anden så til mig, moster Kyvonne?”

“Ja, selvfølgelig, søde Anna. Den er til dig.”

Og Anna fi k en lille pakke i grønt papir med guldbånd om. Hurtigt fi k hun båndet af og pakkede op. Det var et par ørenringe. I guld. Og med en lille blå sten.

“Tak skal du have, moster. Hvor er de flotte. Er de af guld med diamanter?” Anna undersøgte dem nærmere; så klipsede hun den ene på øret. “Hvordan ser jeg ud? Klæder den mig?”

“Om de er af ægte guld, ved jeg ikke. Jeg kunne ikke forstå, hvad manden i boden sagde, men jeg syntes, de var så søde.”

Mor så på Anna. “Ja, du ser rigtig fi n ud. Den blå sten har netop samme farve som dine øjne.”

“Det var en god gave. Jeg går lige ud og kigger mig i spejlet.” Anna rejste sig op.

“Det behøver du ikke, Anna. Du kan kigge her. Jeg har nemlig et spejl ... Åh… nej, hvor er jeg dum! Vent lige lidt, 24

ELSE LEFM ANN

jeg må først forklare.”

Moster tog et sammenrullet håndklæde op ad kufferten.

Hun rullede langsomt håndklædet op. Og nu kunne Anna se et lille håndspejl. Hun rakte ud efter det.

“Nej nej,” råbte moster og lagde et stykke af håndklædet over spejlet. “I skal først høre det hele. Det spejl er nemlig noget ganske særligt.”

Hun så på Anna derefter på mor, så tav hun lidt og kiggede igen på dem, inden hun fortsatte: “Jeg skulle måske ikke have vist jer spejlet, men jeg kunne ikke lade være. Rør endelig ikke ved det, så skal jeg nok fortælle det hele.”

Og så fortalte moster igen. Om hvordan hun var kommet i templet flere dage i træk og var blevet meget, meget gode venner med denne brahman – og hvordan hun havde oplevet, at han kunne gøre syge folk raske bare ved at lægge sin hånd på det syge sted og mumle nogle bønner.

“Sådan her,” sagde hun og rakte over og lagde sin hånd på mors hoved, mens hun mumlede noget uforståeligt.

Hun lagde overhovedet ikke mærke til, at hun væltede sit glas med rødvin. Anna løb ud efter en karklud og fi k det tørret så nogenlunde op. Hun kiggede på mor, men mor rystede bare lidt på hovedet, så Anna satte sig igen.

“Og det bedste af det hele,” sagde moster, og nu talte hun med langsom stemme. “Det bedste var, at han gav mig spejlet den sidste dag og sagde en masse til mig.”

“Kunne du forstå, hvad han sagde?” Anna var nu helt opslugt af mosters fortælling.

TYKKE ANNA

25

“Ja, han talte jo engelsk, så jeg forstod det meste.”

“Du har altid været god til engelsk, søde Yvonne,” sagde mor og smilede til sin lillesøster.

Moster lagde vist ikke mærke til, at mor kaldte hende Yvonne. Hun protesterede i hvert fald ikke, men sagde: “Det sidste, han sagde til mig, husker jeg ekstra tydeligt.

Det var: Be careful what you wish for, you might get it. “Og det gentog han flere gange.” Hun udtalte den engelske sætning meget langsomt og så vigtig ud.

“Vær- omhyggelig - hvad - du - ønsker - for - måske - fårdu - det.” Anna oversatte langsomt. Et ord ad gangen. “Betyder det det? Det var da underligt.” Hun drak hurtigt et helt glas vand. Den karryret var nu stærk.

“Nej, ikke så underligt,” sagde mor og fi k rynker i panden, “der kan være noget fornuft igt i det. Man skal tænke sig rigtigt godt om, inden man ønsker noget. Det mener jeg faktisk også.”

“Ja, men er det da et ønskespejl?” Anna var på vej til at række ud efter spejlet, men tog sig i det.

Mosters øjne blev store, “Ja netop, et ønskespejl. Man skulle holde spejlet med venstre hånd og se stift i sine egne øjne i spejlet. Højre hånd skulle man holde på hjertet.” Moster lagde sin højre hånd på hjertet og løftede den venstre op foran sit ansigt.

Mor nåede lige at flytte mosters glas.

“Og hvad så, moster? Hvad sker der så?” Anna skottede til håndklædet, der lå over spejlet.

26

ELSE LEFM ANN

“Ja, så skulle man bare sige, hvad man ønskede.”

“Bare sådan uden videre?” Mor lød som om, hun ikke troede på, hvad moster sagde.

“Ja, sådan forstod jeg det. Men så var der jo det, han sagde med, at man skal passe på, hvis man får det, man ønsker, så jeg ved snart ikke ... Jeg spurgte brahmanen den sidste dag, hvad han mente. Og så sagde han, at man har en chance mere. Og ... nå ja, så sagde han, at den kun kunne bruges af én person, one person, sagde han.”

“Hvordan det, moster? – Hvad mente han med det?”

Moster pillede ved håndklædet. “Jeg ved det ikke rigtigt.

Jeg syntes, hans engelsk var lidt usikkert, da han fortalte om det med en chance mere. Men det hang i hvert fald sammen med det, om at man skal passe på, hvad man ønsker.”

Anna stirrede på moster. “Vil det sige, at du slet ikke har prøvet?”

“Nej, ikke endnu, og måske gør jeg det heller ikke. Jeg er jo succesfuld og har livsglæde og initiativ, så jeg behøver det faktisk ikke. Så egentlig har jeg tænkt mig, at du, Linda, skulle have spejlet.”

“Mig?” Mor blev helt kantet i ansigtet og hældte mere rødvin i sit glas og tømte det i en mundfuld. “Ja, men hvad skulle jeg da ønske?”

Moster slog ud med armene. “Du kunne jo ønske dig penge, eller et hus, eller en ny mand, eller hvad som helst.”

“Nej, jeg har alt, hvad jeg ønsker. Jeg har et godt job hos bageren, og jeg har en dejlig datter. Det må være nok.”

TYKKE ANNA

27

“Nå nå, så må du meget undskylde, at jeg forærer dig en fantastisk gave.” Moster himlede med øjnene.

“Nej, det er ikke på den måde, Yvonne. Jeg er skam glad for spejlet. Det er vældigt pænt af dig. Det kommer bare så pludseligt, så ...”

“Ja, men hvis I to ikke vil have det. Så giv mig det. Jeg kan sagtens fi nde ud af, hvad jeg vil ønske mig.” Anna var så ivrig, at hun sprang op ad stolen.

Mor så på hende med rynket pande. “Nej, Anna. Det skal du ikke. Husk, hvad denne brahman sagde med, at det kan være farligt at få det, man ønsker. Nej, nej, så er det bedre, jeg får det. Jeg skal bare lige tænke mig om. Det her skal ikke ske i huj og hast.” Mor pakkede håndklædet endnu mere omkring spejlet. Og så rejste hun sig op.

Moster og Anna kunne høre, at hun gik ind i sit soveværelse, og at hun åbnede og lukkede en skuffe. Så blev der stille. De så på hinanden, så trak moster på skuldrene, og Anna drak et glas vand. Pludselig begyndte moster at grine.

“Hvad griner du af? Passer det slet ikke med spejlet og alt det?”

“Jo ved gud i himlen passer det. Det er bare det med din mor. Hun er altid så forsigtig. Forsigtig og fornuft ig. Det var hun også, da vi var børn.”

Anna ville gerne være fornærmet på mors vegne, men moster grinede og grinede, så hun nær var faldet ned ad stolen. Og så kunne Anna ikke lade være med at grine med.

Da mor kom ind i stuen igen, kiggede hun fra den ene til 28

ELSE LEFM ANN

den anden. Og heldigvis kom der et lille smil omkring hendes mund, og et øjeblik efter klukkede hun.

“Det må vi da have nok en flaske rødvin på,” råbte moster.

TYKKE ANNA

29