bjørn bredal
Undskyld mit franske Frihed, lighed og utroskab?
gyldendal
3
Indhold Forord 7 Undskyld mit franske 9 Stem for afglobalisering 19 Farlige forbindelser 23 En elskovsnat i Paris 28 Blanc, black, beur 31 Socialister, kaviar og Bling Bling 34 Los Indignados 37 Når franskmænd bakker snavvendt 41 Bling Bling 44 Franske fristelser 47 Hvorfor læse L’Équipe? 55 Marine hedder næsten Marianne 57 Ingen skam at filosofere 60 Stormen på Bastillen 63 Klik ind på klitoris 66 5
Au pair-pigen fra Norge 70 Flamberet søulv med fennikel 73 Amerikanere er besat af åbenhed 76 Det dybe skilsmissefrankrig 80 La prima cosa bella 83 La grandeur 86 37˚2 om morgenen 89 Løbet er kørt til Kina 92 Mit indre Paris 96 Litteratur 106
6
Forord I foråret 2011 forberedte jeg 23 artikler om Frankrig og fik lov at bringe dem i Politiken under Tour de France i juli måned. Med afsæt i aktualiteten, med cykelløbet som påskud og med et vist historisk perspektiv forsøgte jeg treogtyve dage i træk at nuancere billedet af Frankrig og franskmænd. Jeg ville gerne i al uhøjtidelighed og sommerhumør prøve klicheer af og udfordre nogle af de forestillinger, vi danske har om de franske. Der kom reaktioner, rigtig mange, både på min blog og på alle former for mail. Og der kom opfordringer til at skrive artiklerne sammen til en lille bog. Dem har jeg nu fulgt. Seriens form er fastholdt med tre lidt større essays og tyve små. En prolog om franskmændenes diskussion af økonomisk krise og (af )globalisering er skudt ind umiddelbart efter det indledende essay. Jeg skrev den som kommentar i Politiken en uge før Tour-start, men den har desværre ikke mistet sin aktualitet. Alt i alt følger her i en mildt gennemskrevet form fireogtyve uprætentiøse forsøg på at sige noget af det, der 7
Forord
også kan siges om de franske. Jeg håber, forsøgene også giver åbninger mod det europæiske. Jeg håber også, at den lille indlagte føljeton om Dominique Strauss-Kahn bliver forstået som en god anledning, foråret 2011 gav til at aktualisere to ting: Frankrigs forhold til ’affærer’ og Danmarks misforhold til luksus og libertineri. I det hele taget er det dansk-franske forhold jo gået hen og blevet lidt af et misforhold, som jeg her, undskyld mit franske, forsøger at pirke til.
8
Undskyld mit franske Jeg har instinktivt på fornemmelsen, at forsynet har skabt Frankrig til fuldendt succes eller eksemplarisk ulykke. General de Gaulle Frankrig får et kæmpe knus hver sommer, når Tour de France kører. Også i 2011 fulgte millioner af mennesker over 23 dage en flok cykelryttere rundt i de franske landskaber: fra det vindblæste Vendée i nordvest med hav, østers og flade etaper til det hede Provence i syd med syngende cikader og duft af lavendler, sved og fiskesuppe. Dag for dag førte en tv-produktion af pragtfulde dimensioner os omkring i det smukke land langs floder og vinmarker. Vi var i Pyrenæernes vilde bjerge på grænsen til Spanien, og vi var i Alperne, snittede Italien og fulgte et drama grænsende til det umenneskelige, da Cadel Evans, Alberto Contador, Andy Schleck og de andre slog hinanden halvt ihjel op mod den 2.645 meter høje afslutning på Col du Galibier torsdag den 21. juli. Dagen derpå kom de over Galibier endnu en gang på vej mod Alpe d’Huez. Aldrig før er en etape sluttet så højt 9
Undskyld mit franske
som i år på Galibier, det hele var så hårdt som nogensinde, for i år var det 100 år siden, Touren første gang kørte op i Alperne, og det skulle fejres: Frankrig er et land, der elsker historie. Og Frankrig er et land, vi alle elsker, i hvert fald under Tour de France. Hvert eneste år, når sprinterne lidt ud på eftermiddagen en søndag i juli slås om sejren på de allersidste meter op ad Champs-Élysées i Paris, er Frankrigs befolkning forøget med nogle hundrede millioner tvseere, hvoraf den ene million er danske. I juli måned må man godt være frankofil – men det må man ikke resten af året. Ikke længere. Touren og turismen hindrer ikke, at det danske forhold til Frankrig for tiden falder tilbage til flade fordomme og gamle klicheer. Fransk forsvinder fra det danske skolesystem, Frankrig forsvinder ud af vores kulturelle horisont, og frankofobien bliver atter legitim og almindelig: »Franskmænd er frivole og arrogante, de er fyldt med forskruet filosofi, og de vil ikke forstå andet end fransk.« Ikke sandt – n’est-ce pas? Tour de France bliver heller ikke længere vundet af en franskmand. Det er stadig Frankrigs Tour, men det er ikke franskmændenes Tour. Ganske vist kørte franske Thomas Voeckler (hvis navn viser tilbage til hjemegnen Alsace på grænsen til Tyskland) adskillige dage i gul førertrøje i 2011. 10
Undskyld mit franske
Men han kørte på ingen måde som løbets ’chef ’, dets patron. Sådan en har Touren ikke haft, siden Bernard Hinault i 1985 var sidste franskmand øverst på sejrspodiet. Og fire år senere var det helt slut, da Laurent Fignon, den intellektuelt udseende franskmand med briller og hestehale, i 1989 tabte med 8 sekunder til amerikanske Greg Lemond. Derefter kørte kun folk af alle mulige andre nationaliteter end den franske til Paris i den gule sejrstrøje, bl.a. en ikke ukendt dansker i 1996. Men det var amerikaneren Lance Armstrong, der frem for alle viste, at Tourens Frankrig nu var blevet en globaliseret størrelse: Syv år i træk, fra 1999 til 2005, stod han øverst på podiet i Paris og blev lykønsket af Bernard Hinault, løbets sidste patron. Amerikanske Armstrong kørte for et hold, der hed U.S. Postal, hvilket år for år kunne minde alverden om, at det franske sprog også snart mister sin status som det internationale postsprog. Man kan da godt skrive Prioritaire på sine førsteklasses breve (hvis man sender sådan nogle), men i Danmark vil postbuddet hellere have, at der står A-post. Ligesom cykelløbet er tabt til globaliseringen og amerikaniseringen, synes billedet af Frankrig tabt til tourismen: Mens Le Tour vokser, krymper la France i den kulturelle og sproglige konkurrence om vores verdensbilleder. Det har konsekvenser Jorden rundt, men i små europæiske lande 11
Undskyld mit franske
er det særlig markant: For kort tid siden var det en del af det danske, at vi kendte de europæiske sprog og kulturer; det var en del af det danske, at mange kunne fransk. Men dette danske, altså franske, får nu lov at forsvinde i en sky af turisme, og tilbage står kun alle de nævnte gamle klicheer om ’det finere franske’, om de franskes arrogance, om deres flirt og parfume og særlige seksualitet, om de sort-hvide franske film og om tjenerne i Paris, som ikke forstår noget som helst andet end fransk. Men prøv så i dag at tale fransk til en tjener i Paris: Han svarer dig på engelsk, medmindre du taler så fantastisk et fransk, at han tror, du er franskmand. Det er en kliché, at de franske ikke taler engelsk, det er en gammel fordom. Til gengæld er det ikke en fordom, at forsvindende få danske nu kan kommunikere med de franske på deres eget sprog: Vi klarer os i Paris ligesom alle andre steder med halvdårligt engelsk, og når franskmændene svarer tilbage på samme sprog, er mødet reduceret til gensidig turisme. Frankrig er lige så meget under forvandling og globalisering som alle andre lande. Og Frankrig står i akkurat samme krydsfelt mellem indvandrere og dem, der har været der lidt længere, mellem elite og masse, mellem de stadig rigere og de stadig fattigere. Frankrig er ligesom Danmark blevet et land ’i to gear’: À deux vitesses. Men alle disse konflikter kommer tydeligere frem i Frankrig end i så mange andre lande, måske fordi der også 12
Undskyld mit franske
er noget særlig fransk, som står imod udviklingen og den såkaldte modernisering. Få lande har så stærk en tradition for det klassiske og ’de evige værdier’, alt mens den franske revolution jo har forkastet disse værdier totalt mindst hvert 25. år siden 1789. Få lande har så stærkt et patriarkat og så stærk en feminisme. Frankrig har både en katolsk kirke med stor indflydelse og flere artikulerede ateister end de fleste andre lande. Landet har sit fornemme Franske Akademi til at vogte over det franske sprog, alt mens samme sprog trues åbenlyst, ikke kun udefra af engelsk, men også indefra af et mylder af regionale sprog og af et nationalt ’baglæns-fransk’, le verlan, som på det mest charmerende breder sig ud fra forstæderne. På fransk hedder en fest une fête – men på omvendt fransk hedder det une teuf (udtales: tøf ), ligesom en kvinde hedder une meuf (møf ). I forstæderne bor mange indvandrere, og på det franske fodboldlandshold er fordelingen af hvide, sorte og arabiske franskmænd nu sådan, at holdet på en karakteristisk blanding af fransk, engelsk og verlan kaldes Blancs, blacks, beurs. Fordums forlæns og baglæns har byttet plads mange steder i dagens Frankrig. Så meget desto mere ærgerligt er det, at danske forestillinger om Frankrig står stadig mere på hovedet. Det var i et forsøg på at vende lidt op og ned på disse forestillinger, at jeg i foråret 2011 kørte mit eget beskedne Tour de France.
13
Undskyld mit franske
Det var mere end off season, det var regnvejr, da jeg midt i marts kom til Nice for at tage første etape. Vådt og gråt var det langs Middelhavet på Promenade des Anglais, men palmerne vuggede alligevel med en vis erotisk varme, og farvespillet i bølgerne fortalte, at dette var Côte d’Azur i alle nuancer af blåt. Jeg spadserede op i byen og fandt et værelse på Hôtel de l’Univers, hvor receptionisten på rullende sydfransk meldte, at jeg havde været så heldig at ramme ned midt i den periode på 20 dage, hvor det hvert år sidst på vinteren regner uafbrudt: »Det er helt, som det skal være, tout à fait normal, og når regnen hører op, ser vi ikke en sky før til september.« Jeg burede mig inde på værelset og bredte frankrigskortet ud på sengen. På væggen hang en fladskærm, hvis katastrofemeldinger stod i strid modsætning til receptionistens trygge forvisning om altings normalitet: Libyen, Japan, jordskælv, tsunami, atomudslip, krig, flyveforbud. Der var 56 kanaler, franske, russiske, italienske, spanske, adskillige arabiske. Men det er altid France 2, jeg holder kørende, når jeg om morgenen bare møffer omkring. En civiliseret pludren om alt fra sport og hudpleje til nye film og kunstudstillinger, og når en eller anden siger »En sund sjæl i et sundt legeme«, gentager studieværten lige på latin: mens sana in corpore sano. Et øjeblik efter får han at vide i sin 14
Undskyld mit franske
øresnegl, og fortæller seerne, at det er et citat af romeren Juvenal. Vi er i et land, hvor man ikke taler hinanden ned, men op. En sund sjæl i et sundt legeme. Sport. Noget af det bedste, jeg ved i verden, er i juli måned at sidde på en café et sted i Frankrig og læse om Tour de France i sportsavisen l’Équipe. Man føler sig med på ’holdet’ eller ’teamet’, som ordet l’équipe jo betyder – og så er det tilmed også l’Équipe, der ejer selve selskabet bag Tour de France. Hvilket alt sammen har en historie, der går tilbage til årene omkring 1900 og den konflikt eller affære, som dengang delte Frankrig og den dag i dag dukker op i debatten: Dreyfus-affæren. Når den gule trøje er gul, viser det tilbage til Dreyfusaffæren. En jødisk officer ved navn Alfred Dreyfus blev i 1894 uskyldigt dømt for spionage og højforræderi og sendt til Djævleøen. Mens han sad i sit fangehul, startede forfatteren Émile Zola med sin berømte artikel ’J’accuse’ (’Jeg anklager’) i dagbladet l’Aurore 13. januar 1898 en omfattende kampagne, som endte med at få Dreyfus frikendt. Frankrig var i årene omkring 1900 delt mellem dreyfusarder og antidreyfusarder: Det venstreorienterede og progressive Frankrig mod det katolske, konservative, høj15
Undskyld mit franske
reorienterede. Utrolig meget blev tolket i lyset af denne konflikt – og Tour de France udsprang direkte af den. Der fandtes nemlig en sportsavis, som hed Le Vélo (Cyklen). Chefredaktøren på denne avis hed Pierre Giffard, og han brugte bladets spalter til at forsvare den uskyldige Alfred Dreyfus og slutte sig til Émile Zolas kampagne. Men Le Vélo levede af annoncer fra en vis greve og automobilfabrikant Jules-Albert de Dion, som var hidsigt imod Dreyfus. Greven trak år 1900 sine bil-annoncer ud af Le Vélo og startede en helt ny sportsavis, som først hed L’Auto-Vélo, men efter en retssag måtte nøjes med at hedde L’Auto. Nu blev der krig mellem dreyfusardernes Le Vélo, som blev trykt på grønt papir, og antidreyfusardernes L’Auto, som blev trykt på gult papir. Krigen blev vundet af L’Auto, som i 1903 fandt på at arrangere noget spektakulært, et cykelløb hele Frankrig rundt: Le Tour de France. Dreyfusardernes Le Vélo døde i 1904, og i dag har L’Auto skiftet navn til l’Équipe. Men avisen arrangerer stadig le Tour de France, og løbets førende rytter har siden 1919 kørt i den gule farve, som grev de Dion gav papiret i L’Auto, der var imod Dreyfus. Der er altid affærer i Frankrig, og allerede i kraft af navnet affaires har de en historisk hilsen til Dreyfus. Men i foråret 2011 dukkede en affære op, som er særlig voldsom, og som vil præge Frankrig så mange år ud i fremtiden, 16
Undskyld mit franske
at »det ligner en ny Dreyfus-affære«. Jeg citerer her en kollega, som sagde det, da vi sad til møde i en jury i Paris kort efter affærens udbrud. Snakken gik, og snakken går i Frankrig om DSK-affæren. Som alle ved, blev Dominique Strauss-Kahn, den nu tidligere franske direktør for Den Internationale Valutafond, i maj 2011 arresteret i New York og anklaget for at have forsøgt at voldtage en stuepige på et fransk hotel, Sofitel. Kvinden hedder Nafissatou Diallo og er indvandret fra det delvis fransktalende Guinea i Vestafrika. Retssagen kørte frem til august 2011 (da den blev opgivet af anklageren) i New York under spektakulære omstændigheder. Men rigtig mange franskmænd havde en mistanke om, at Dominique Strauss-Kahn var udsat for et komplot. DSK, som er socialist, havde gode chancer for at blive den næste franske præsident – den første jødiske leder af landet siden Léon Blum i 1930’erne og 1940’erne. Selve retssagen i New York forsvandt for mange franskmænd både i konspirationsteorier og i debatter om samfundsog kønslivet i Frankrig. Nogle franske feminister fremhævede DSK som den typiske mand, der tror, at han kan tillade sig alt. Andre franske feminister frabad sig, at franske kvinder fordomsfuldt blev fremstillet som forsvarsløse ofre, enhver kunne få sin vilje med. I Danmark hørte vi kun om de første.
17
Undskyld mit franske
New York Times havde en overskrift på fransk: Liberté, égalité, infidélité. Sådan er franskmænd, ikke sandt: ’Frihed, lighed og utroskab’. DSK-affæren fik vilde, gamle fordomme om Frankrig til at florere på begge sider af Atlanten. L’affaire DSK har det hele, og derfor bliver den lidt af et tema i bogen her, ligesom den har været i alverdens medier siden maj 2011.
18
Stem for afglobalisering På et af mine smut til Frankrig i foråret 2011 fortalte kaptajnen på Air France, hvor mange liter brændstof hver passager konsumerede på ruten. Sagde han 65 liter per næse København-Paris? I hvert fald sagde han det som en advarsel: Det holder ikke i længden. Alt må ændres, hvis alt skal blive ved det gamle. Men i Paris var der flyvemaskiner overalt, for der var Salon du Bourget, flymesse i le Bourget-lufthavnen. De store spillere præsenterede deres nyeste typer, og ordrerne væltede ind både til europæiske Airbus og amerikanske Boeing. Hurra, vi var tilbage i luften, og alle forsikrede, at krisen var forbi. Finanskrise, terrorkrise, økokrise: Luftfarten havde lagt det hele bag sig, troede de, og nu skulle der flyves. Globaliseringen tordnede hen over himlen. Men præsident Nicolas Sarkozy måtte alligevel, da han åbnede flyfestlighederne i juni, kommentere på det stik modsatte, nemlig den ’afglobalisering’, der er ved at være
19
Stem for afglobalisering
et politisk nøgleord i Frankrig: démondialisation. For globaliseringen går jo hånd i hånd med en galopperende, ukontrolleret markedsliberalisme. Det internationale finanssystem og klodens ledende bankfolk har, selv om de flere gange har ladet sig redde af det politiske system, højt og tydeligt markeret, at de nægter at reformere sig selv den mindste lille smule. De har understreget deres holdning ved at berige sig selv, den enkelte bankdirektør, på det mest groteske. Og bankernes adfærd kopieres af de store virksomheder, hvis ledere rask væk tjener 100 millioner kroner om året som en teatralsk tydelig symbolisering af de vilde forskelle, der udvikler sig mellem globaliseringens tabere og vindere. Markedsliberalismen har ét og kun ét svar på klodens kriser, som faktisk ikke bare kan flyves væk: mere af det samme, mere af det hele – og især: mere, meget mere, til mig! Men: »Kapitalismen kan kun fungere, fordi den har arvet en serie antropologiske typer, som den ikke selv har skabt og ikke selv kan skabe: ubestikkelige dommere, retskafne embedsmænd, lærere, som ofrer sig i deres kald, arbejdere med professionel stolthed. Disse typer opstår ikke af sig selv, de er skabt i tidligere perioder som produkter af værdier, der dengang blev sat højt: ærlighed, opofrelse for staten, videregivelse af viden, det gode håndværk.« Ordene skyldes den græsk-franske filosof Cornelius Castoriadis (1922-1997), som skrev dem allerede år tilbage. 20
Stem for afglobalisering
Nu er de dukket op igen i den franske debat om démondialisation. Pointen hos Castoriadis var, at kapitalismen ikke kunne klare sig, hvis den skulle klare sig med sine egne værdier. I mellemtiden har vi haft et verdensøkonomisk sammenbrud, som kun (foreløbig!) er nogenlunde hindret i at blive til total katastrofe takket være alle andre end kapitalisterne selv. De tror, de kan klare sig, men det kan de ikke. To måneder efter krisens afblæsning på flymessen i Le Bourget måtte præsident Sarkozy afbryde sin sommerferie og haste til Paris for at forsøge at afværge endnu et økonomisk sammenbrud, nu i slipstrømmen af intet mindre end en med nød og næppe afværget amerikansk statsbankerot. Og Frankrig selv måtte lide den tort at se sin status truet som kreditværdigt land i den tredobbelte A-klasse. Globaliseringens moderne indhold af universelle værdier og global bevidsthed bliver undergravet af den utæmmede ulighed, den for tiden udvikler mennesker imellem, og den rovdrift på kloden, den accelererer dag for dag. Alt det bliver nødt til at blive diskuteret af andre end bagstræbere og antimodernister på de politiske yderfløje. I Frankrig er det socialisten Arnaud Montebourg, der med sin bestseller Votez pour la démondialisation (’Stem for afglobaliseringen’) har gjort det legitimt for centrumvenstre at diskutere f.eks., om Europa fuldstændig skal nedlægge sig selv som industrinationer, bøje sig for den 21
Stem for afglobalisering
globale ’frie konkurrence’ og holde sine grænser vidt åbne for alverdens produkter, uanset hvilke forarmede vilkår de er produceret under. Der er noget meget fransk ved den frygtløshed og filosofi, hvormed man diskuterer disse ting.
22
Farlige forbindelser Frit løb for fordomme: Det var der, som allerede nævnt, da Dominique Strauss-Kahn i maj 2011 blev anholdt i New York og anklaget for at have forsøgt at voldtage en stuepige på Hotel Sofitel. »Akkurat som man kunne frygte, er et totalt program af anti-franske klicheer blevet oprullet i anledning af denne sag«, skrev sociologen Irène Théry i dagbladet Le Monde. Den franske direktør for Den Internationale Valutafond måtte foran retsbygningen i New York gå den ydmygende perp walk (perpetrater walk eller ’gerningsmandsgang’) foran alverdens journalister, fotografer og tv-kameraer. Han var ubarberet og lagt i håndjern og som sådan straffet længe før, retssagen overhovedet gik i gang – hvad den senere viste sig aldrig at gøre. Nafissatou Diallo, den anklagende stuepige, havde fra starten krav på at blive taget alvorligt i sin anklage, ligesom Strauss-Kahn måtte betragtes som uskyldig, indtil det modsatte var bevist. Men franskmanden nægtede sig skyldig, og selv om han blev løsladt mod kaution allerede
23
Farlige forbindelser
få dage efter anholdelsen, måtte han ikke forlade sin i al hast lejede luksuslejlighed på Manhattan. Allerede efter et par måneders efterforskning rejste anklageren (ikke forsvareren) så alvorlig tvivl om stuepigens vederhæftighed, at Strauss-Kahn blev sat på helt fri fod (inden for USA’s grænser) og fik betalt kautionen tilbage. Og den 23. august, tre måneder efter at Dominique Strauss-Kahn gik perp walk, blev sagen droppet. Spørgsmålet var, og spørgsmålet er: Hvem voldtog hvem på det hotelværelse? Dominique Strauss-Kahn kendes som DSK af hvert barn i Frankrig, hvor alt har sin forkortelse. Og DSKaffæren, l’affaire DSK, har betydet, at han kan sige som Al Gore: »I used to be the next president ...« Strauss-Kahn lå til at blive socialisternes kandidat ved præsidentvalget i maj 2012, og han stod til at vinde stort over Nicolas Sarkozy. Som direktør for Den Internationale Valutafond havde han under de økonomiske kriser vist alverden, hvad franskmændene allerede vidste fra hans tid som finansminister: at han ikke blot var økonom i verdensklasse, men økonom med ægte social bevidsthed. Nu var der pludselig sat en stopper for hans kurs mod Elyséepalæet, og i den forstand var han på forhånd dømt – og det var Frankrig måske også? Frankrig kom som land og kultur på anklagebænken under l’affaire DSK – både hjemme og ude.
24
Farlige forbindelser
»Kvinder i politik må finde sig i en dybt ydmygende sexistisk atmosfære, mens mændenes dårligt forbundne nerveceller får dem til at tro, at de er Don Juan’er«, skrev forfatteren Virginie Despentes i en kommentar, og flere end 1.000 feminister skrev under på et opråb i Le Monde om »den daglige bølge af kvindefjendske kommentarer fra offentlige personer«. Men talrige andre feminister af begge køn tog vredt til genmæle: både imod en generel forestilling om, at franske kvinder ufrivilligt skulle finde sig i så meget, og helt konkret imod billedet af Dominique Strauss-Kahn som en politiker, ingen kvindelig journalist tør eller bør være alene med. Tre kvindelige journalister, Nathalie Raulin, Virginie Malingre og Nathalie Segaunes, som i årevis havde fulgt DSK for dagbladene Libération, Le Monde og Le Parisien, skrev i et debatindlæg, at »vel var manden stærkt flirtende (...), men aldrig nogen sinde er vi blevet hverken forulempet eller truet.« De skrev også, at »Ja, DSK kunne lide sex og libertinisme. (...) Men er der noget galt i det?« Dominique Strauss-Kahn har i 20 år været gift med den stenrige fransk-amerikanske stjernejournalist Anne Sinclair, som af forargede udenlandske medier systematisk kaldes for ’hans tredje hustru’.
25
Farlige forbindelser
Da hun i 2009 (altså et år før anholdelsen) blev spurgt, hvad hun syntes om ægtemandens ry som forfører, svarede hun: »Jeg er stolt af ham. Det er vigtigt for en politiker at forføre. Så længe, han forfører mig, og jeg forfører ham, så er det nok for mig.« Et frisind, som ikke altid forstås uden for Frankrig – slet ikke i Danmark. »At erobre er vor skæbne«, skriver forføreren Valmont i libertinerromanen Farlige forbindelser (Les Liaisons dangereuses) fra 1782. Valmont repræsenterer en form for sensuel nydelse ophøjet til kunstart og livsform, som der nok er flere franskmænd end danskere – eller amerikanere – der har sans for. Strauss-Kahn og Sinclair lever i forlængelse af en tradition, der er lige så klassisk, fransk og (i dele af Frankrig) respektabel som dyrkelsen af ’det oplyste’ eller (i andre dele af Frankrig) dyrkelsen af den ubesmittede jomfru Jeanne d’Arc. At Strauss-Kahn er libertiner, gør ham ikke til seksualforbryder. Men havde han været det, skulle han selvfølgelig ikke have sluppet ustraffet: Det amerikanske retssystem arbejdede på sagen. Godt fire måneder år efter begivenhederne på Sofitel i New York kunne Dominique Strauss-Kahn for første gang lade sig interviewe om hele affæren hjemme i Paris. Det 26
Farlige forbindelser
skete søndag aften den 18. september 2011 i tv-avisen på TF1. Udsendelsen fik tretten millioner seere, som kunne høre DSK erklære, at han selv anså det passerede for at være une faute morale, et moralsk svigt – ikke mod Nafissatou Diallo, men imod »min hustru, mine børn (...) og de franskmænd, som havde knyttet deres håb om forandring til mig.« DSK erklærede tilmed for åben skærm: »Jeg har gået og tænkt meget. Og denne letsindighed – cette légèreté – den har jeg mistet for evigt.« Men DSK-affæren sluttede slet ikke den aften på TF1. For den nu ikke længere anklagede sagde også, at han muligvis var gået i en fælde, og at det ville vise sig, om der var tale om et komplot. Selv sad jeg engang i foråret i et selskab af franske venner, bl.a. en forfatter og aktiv katolik på godt 80. Da en kvinde i selskabet gik rundt med kaffen, smilede han forsigtigt og sagde »Attention!« (pas på!): »C’est dangereux, le room service«.
27
En elskovsnat i Paris Et lille stykke forstyrrende Frankrig stod i 2011 på Venedig Biennalen, den internationale kunstudstilling. På Den Franske Pavillon, Le Pavillon Français, kunne man se og høre en larmende menneskefabrik, der producerede polske babyer og schweiziske lig – og lod publikum lege med et lykkehjul, der kombinerede brudstykker af nyfødtes og afdødes ansigter. Kunstneren Christian Boltanski havde klippet både de nyfødtes og de afdødes ansigter op i tre dele hver, og stumperne fræsede hen over en skærm, som man kunne standse ved tryk på en knap: Så stod lykkehjulet stille, og skærmen havde skabt et ansigt af tre dele: et menneske måske, et monster måske? En tilfældighed i hvert fald. Der var halvanden million mulige hybrider i Den Franske Pavillon på Venedig Biennalen. Boltanskis værk hed ’Chance’ (’Tilfælde’ eller ’Held’). Og som skrevet stod i programmet: Hvis man trykkede på knappen, og der tilfældigvis blev dannet et ansigt af tre dele, der tilhørte samme person, så udløstes et stykke musik, og man havde vundet værket. 28
En elskovsnat i Paris
Den franske fabrikshal i Venedig havde også et samlebånd med babyansigter og to kæmpestore digitale tælleapparater, som angav antallet af henholdsvis døde (røde tal) og nyfødte (grønne tal) på kloden netop den dag, da man besøgte Biennalen. De grønne tal endte hver dag med at overstige de røde med ca. 200.000. Christian Boltanski er født i Paris i 1944 som søn af en russisk-jødisk far og en kristen kvinde fra Korsika. Han er indbegrebet af La France, terre d’asyle: »Det franske folk giver asyl til fremmede, der er fordrevet fra deres land for frihedens sag«, skrev de revolutionære allerede i forfatningen af 1793. I dag er Boltanski en fransk kunstner i erklæret oprør mod Gud, hvis magt han ikke accepterer: »Men jeg har tabt på forhånd, for Gud er herre over Tiden, og han får mig til sidst.« Hvad betyder individet, når bare menneskeslægten lever videre? Det falder nok franskmænd mere naturligt end så mange andre at formulere universelle spørgsmål og forsøge universelle svar. Boltanski har ikke overset, at verden er blevet globaliseret, at den europæiske kolonialismes tid er forbi, eller at det er meget længe siden, fransk kunne aspirere til at være det universelle sprog. Alligevel formidlede hans værk på Biennalen i Venedig en form for fransk forpligtelse på det universelle, som går tilbage til revolutionstidens tanker om, at alle mennesker er født lige og frie. 29