Læs starten af ...
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen
Kapitel 1 Darius så sig omkring i natklubben og betragtede vrimlen af halvnøgne dansende kroppe på dansegulvet. Screamer’s var fyldt til randen i dag med kvinder iført læder, og mænd der så ud som om de var trænede til at slå ihjel. Darius og hans ledsager passede perfekt ind. Bortset fra at de rent faktisk var i stand til at dræbe. „Så du har virkelig tænkt dig at gøre det her?“ spurgte Tohrment. Darius kastede et blik hen over det smalle bord. De to vampyrers øjne mødtes. „Ja, det har jeg.“ Tohrment tog langsomt en slurk af sin whisky og smilede hårdt. Kun de yderste spidser af hans hugtænder var synlige. „Du er syg i hovedet, Darius.“ „Kommer det bag på dig?“ Tohrment vippede resignerende glasset. „Men du bevæger dig på ukendt grund. Du vil tage en uskyldig pige, som ikke aner noget om hvad fanden der venter hende, og lægge hendes forvandling i hænderne på en fyr som Wrath. Det er sindssygt.“ „Han er ikke ond. Selvom han ser sådan ud.“ Darius 7
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen tømte sin øl. „Og tag lige og vis lidt respekt.“ „Jeg har sgu masser af respekt for ham, men det er en dårlig idé.“ „Jeg har brug for hans hjælp.“ „Er du helt sikker på det?“ En kvinde klædt i miniskørt, lårhøje støvler og en bh af kæder spankulerede forbi deres bord. Man kunne lige ane hendes skinnende øjne bag et ordentligt læs mascara, og hun gik som om hun var leddeløs i hofterne. Darius valgte at ignorere hende. Det var ikke sex han var her for i aften. „Hun er min datter, Tohrment.“ „Hun er halvblods, Darius. Og du ved hvordan han har det med mennesker.“ Tohrment rystede på hovedet. „Min tipoldemor var menneske, og det går jeg ikke ligefrem og praler med når han kan høre det.“ Darius løftede armen i vejret for at fange servitricens opmærksomhed, og pegede på sin egen tomme flaske og Tohrments næsten tomme glas. „Jeg har ikke tænkt mig at lade endnu et af mine børn dø. Ikke hvis der er en chance for at jeg kan redde hende. Desuden er det slet ikke sikkert at hun overhovedet kommer til at gennemgå forvandlingen. Hun kan ende med at leve et langt og lykkeligt liv uden at vide noget som helst om min art. Det er sket før.“ Han håbede at hans datter ville blive skånet. For hvis hun skulle igennem forvandlingen og overlevede overgangen fra menneske til vampyr, ville hun blive jaget ligesom resten af arten. 8
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Darius, hvis han går med til det, så er det fordi han står i gæld til dig, ikke fordi han gerne vil.“ „Jeg vil tage imod hans hjælp uanset hvad.“ „Men vil det overhovedet være en hjælp? Et oversavet jagtgevær er mere omsorgsfuldt end ham, og den første gang kan være barsk, også selvom man er forberedt – og det er hun ikke.“ „Jeg har tænkt mig at tage en snak med hende.“ „Og hvordan havde du tænkt dig at gøre det? Vil du gå hen til hende og sige: ‘Jeg ved godt at du aldrig har set mig før, men jeg er din far. Nå ja, og så har du forresten vundet i genlotteriet. Du er en vampyr. Vil du med en tur i Disneyland?’“ „Du er ikke til at holde ud lige nu.“ Tohrment lænede sig forover, og hans brede skuldre bevægede sig under det sorte læder. „Du ved at jeg bakker dig op. Jeg synes bare at du skulle tænke det igennem én gang til.“ Hans ord blev efterfulgt af en lang pause. „Måske kunne jeg gøre det.“ Darius sendte ham et tørt blik. „Ville du turde komme hjem efter det? Wellsie vil spidde dig gennem hjertet og sætte dig på gaden, gamle ven.“ Tohrment skar ansigt. „Du har ret.“ „Og bagefter vil hun komme og give mig samme tur.“ Begge hannerne skælvede. „Desuden ...“ Darius lænede sig tilbage idet servitricen satte deres drinks ned foran dem. Selvom tonerne af hardcore rap dunkede i hele lokalet, ventede han med at fort9
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen sætte indtil hun var gået. „Desuden lever vi i farlige tider. Hvis der skulle ske mig noget ...“ „Så skal jeg nok se efter hende.“ Darius gav sin ven et skulderklap. „Det ved jeg at du vil.“ „Men Wrath er bedre.“ Bemærkningen gemte ikke på nogen form for jalousi. Det var bare en konstatering. „Der er ingen som ham.“ „Og gudskelov for det,“ sagde Tohrment med et halvt smil. Det var noget de alle var enige om i deres sammensvorne broderskab af robuste krigere, der udvekslede informationer og i fællesskab kæmpede mod fjenden. Wrath var uden sidestykke når det kom til at uddele hævn, og han jagtede deres fjender med en målbevidsthed der grænsede til det sindssyge. Han var den sidste i sin slægt, den eneste fuldblodsvampyr tilbage i verden, og selvom hans art hyldede ham som deres konge, afskyede han sin status. Det var nærmest tragisk at han var den bedste chance Darius’ halvblodsdatter havde for at overleve. Wraths blod, der var så stærkt og så rent, ville forøge hendes chancer for at klare sig igennem forvandlingen, hvis den ramte hende. Men Tohrment var ikke helt galt på den. Det svarede til at overlade en ung jomfru til en sørøver. Med et pludseligt ryk trak mængden ud til siden, og folk bakkede ind i hinanden. De gav plads for nogen – eller noget. „Shit, her kommer han,“ mumlede Tohrment. Han skyllede resten af sin whisky ned i én mundfuld. „Ikke for 10
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen noget, men jeg er den der er skredet. Det her er ikke en samtale jeg skal nyde noget af at være en del af.“ Darius betragtede mængden af folk der delte sig og flygtede fra en gigantisk, mørk skygge, som tordnede op over dem. Deres flugt var et fornuftigt træk hvis man ville overleve. Wrath var et hundrede og otteoghalvfems centimeter ren terror klædt i læder. Hans lange, sorte hår, der voksede ned i en spids i panden, hang lige ned på hver side af ansigtet. Et par solbriller sad tæt ind mod hans hoved og skjulte øjnene, som ingen nogensinde havde set. Hans skuldre var dobbelt så brede som andre hanners. Med sit brutale og aristokratiske ansigt lignede han den konge som han var født til at være og den kriger som skæbnen havde gjort ham til. Og den faretruende bølge af terror der varslede hans ankomst var fandeme noget af et visitkort. Darius følte et koldt had bruse igennem sig, og han løftede sin urørte øl op til læberne og drak i lange drag. Han håbede inderligt at han gjorde det rigtige. Beth Randall så op da redaktøren stillede sig med hoften lænet ind mod hendes skrivebord. Hans blik faldt med det samme på hendes V-udskæring. „Man arbejder nok sent igen,“ sagde han dæmpet. „Hej, Dick.“ Burde du ikke være på vej hjem til din kone og dine to børn? tilføjede hun for sig selv. 11
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Hvad laver du?“ „Læser en artikel igennem for Tony.“ „Du ved godt at der er andre måder at imponere mig på.“ Ja tak, det kunne hun levende forestille sig. „Læste du min mail, Dick? Jeg tog ned på politistationen i eftermiddags for at snakke med José og Ricky. De er overbeviste om at der er flyttet en våbenhandler til byen. De har taget to narkohandlere med modificerede pistoler.“ Dick rakte hånden ud og klappede hende på skulderen, og da han trak den til sig igen, strøg han hende ned langs armen. „Fortsæt du bare med at arbejde på døgnrapporten, og lad de tunge drenge tage sig af den grove kriminalitet. Vi kan ikke have at der sker noget med dit kønne ansigt.“ Han smilede og hans øjne blev fjerne mens blikket fæstnede sig på hendes læber. Den der stirren var blevet for meget allerede for tre år siden, tænkte hun. Lige efter at hun var startet med at arbejde for ham. En papirspose, det var hvad hun havde brug for. En papirspose som hun kunne trække ned over hovedet når hun snakkede med ham. Måske med et billede af mrs. Dick klistret på forsiden. „Skal jeg køre dig hjem?“ spurgte han. Kun hvis det tilfældigvis regner med søm, dit klamme svin. „Nej tak.“ Beth vendte sig om mod sin computerskærm og håbede at han fangede hentydningen. Til sidst gik han, sandsynligvis med kurs mod baren på 12
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen den anden side af gaden, som de fleste journalister lagde et smut forbi inden de tog hjem. Caldwell i New York var ikke ligefrem mulighedernes land for en journalist, men Dicks tunge drenge kunne lide at give udtryk for at de trak det tunge læs i samfundet. De elskede at sætte sig til rette ved baren på Charlie’s og snakke om de dage hvor de havde arbejdet på større og mere indflydelsesrige avisredaktioner. De fleste af dem var akkurat ligesom Dick: midaldrende mænd, midt i livet, der var gode, men ikke fantastiske til deres arbejde. Caldwell var stor nok og tæt nok på New York City til at tiltrække grov kriminalitet, narkorazziaer og prostitution, så de kedede sig ikke. Men Caldwell Courier Journal var ikke The Times, og ingen af dem ville nogensinde vinde Pulitzerprisen. Det var faktisk ret sørgeligt. Tja, tag og kig dig selv i spejlet, tænkte Beth. Hun dækkede ikke andet end lokalområdet for avisen, og hun havde aldrig arbejdet på en landsdækkende avis. Så medmindre der skete store forandringer i hendes liv, ville hun, når hun var i halvtredserne, blive nødt til at finde sig et job som korrekturlæser på rubrikannoncerne på en lille, lokal ugeavis for at kunne se tilbage på sin tid hos Caldwell Courier Journal med stolthed. Hun rakte ud efter posen med M&M’s som hun havde spist af hele dagen. Den skide pose var tom. Igen. Hun burde nok bare tage hjem – og tage noget kinesisk takeaway med på vejen fra restauranten lidt længere nede ad gaden. 13
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen På vej ud af nyhedsrummet, som var et stort, åbent lokale inddelt i kontorbåse af tynde, grå skillevægge, lagde hun vejen forbi sin ven Tonys lager af doughnuts. Tony åd konstant. For ham fandtes der ingen morgenmad, frokost og aftensmad. Når det kom til mad, var der ingen gylden middelvej. Var han vågen, så spiste han, og for at sikre sig at han aldrig løb tør for mad, var hans skrivebord altid overlæsset med en sand skatkiste af kaloriebomber. Hun tog en doughnut og kunne ikke fatte at hun virkelig havde tænkt sig at sætte tænderne i det kunstige hundeæde. Hun slukkede lysene og gik ned ad trappen der førte ud til Trade Street. Da hun kom udenfor, ramte juli-heden hende med et slag og lagde sig som en mur mellem hende og hendes lejlighed. Hele tolv gader gennem den ulideligt varme og fugtige luft. Heldigvis lå den kinesiske takeawayrestaurant på halvvejen, og den havde aircondition. Hvis heldet var med hende, havde de travlt i aften, så hun kunne vente lidt i den kølige restaurant. Da hun var færdig med doughnuten, klappede hun sin telefon op, fandt nummeret på restauranten og bestilte en menu med oksekød og broccoli. Mens hun gik, kiggede hun rundt på de velkendte, barske omgivelser. I den her ende af Trade Street lå der kun barer, stripklubber og et par tatoveringsshops. Den kinesiske restaurant og den mexicanske buffet var de eneste to restauranter. Resten af bygningerne, der var blevet brugt til kontorkomplekser tilbage i tyverne, da midtbyen havde haft sin storhedstid, stod tomme. Hun kendte hver en sprække i fortovet, og 14
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen hun vidste hvornår lyskurvene skiftede til rødt. Og den symfoni af lyde der blev båret ud gennem de åbne døre og vinduer, var heller ikke fremmed. På McGrider’s Bar spillede de blues, på Zero Sum bragede techno-musikken ud gennem glasdøren og på Ruben’s var der gang i karaokeanlægget. De fleste af stederne var rimelig velansete, men der var et par stykker som hun principielt undgik. Især Screamer’s appellerede til et sindssygt uhyggeligt publikum. Dér skulle hun under ingen omstændigheder ind uden politieskorte. Hun vurderede hvor langt der var hen til den kinesiske restaurant og følte sig pludselig udmattet. Hold op, hvor var det fugtigt. Luften var så tung at det føltes som om hun indåndede vand. Hun havde på fornemmelsen at udmattelsen ikke bare skyldtes vejret. Hun havde følt sig udkørt i ugevis, og hun frygtede at hun var på randen af en depression. Hun kom ingen vegne med sit job. Hun brød sig ikke om det sted hun boede. Hun havde ikke ret mange venner, ingen kæreste og ingen udsigter til romantik. Hvis hun så ti år ud i fremtiden og forestillede sig selv i Caldwell, i det samme job sammen med Dick og de tunge drenge, så hun bare den samme rutine udspille sig igen og igen: stå op, gå på arbejde, prøve på at gøre en forskel, mislykkes og gå hjem igen alene. Måske trængte hun bare til at komme væk. Væk fra Caldwell. Væk fra Caldwell Courier Journal. Væk fra hendes elektroniske familie, der bestod af hendes vækkeur, te15
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen lefonen på hendes skivebord og fjernsynet, der holdt hendes drømme væk når hun sov. Guderne skulle vide at det kun var vanens magt der holdt hende i byen. Hun havde ikke snakket med nogen af sine plejeforældre i årevis, så de ville ikke komme til at savne hende, og de få venner hun havde, havde travlt med deres egne familier. Da hun hørte en sjofel fløjten bag sig, rullede hun med øjnene. Det var ulempen ved at arbejde så tæt på barerne. Det skete at man fik et par stoddere på nakken. Lidt efter fulgte piftene, og derefter, præcis som hun havde forudset, krydsede to fyre småløbende gaden og fulgte efter hende. Hun så sig omkring. Hun var på vej væk fra barerne og hen imod det lange stræk af tomme bygninger inden restauranterne dukkede op. Det var en mørk aften, men i det mindste var gadelygterne tændt, og af og til kørte en bil forbi. „Sikke noget flot, sort hår,“ sagde den største af fyrene imens han faldt i trit ved siden af hende. „Har du noget imod at jeg rører ved det?“ Beth vidste bedre end at stoppe op. De lignede to college-drenge der var hjemme på sommerferie, hvilket ville sige at de højst ville være irriterende, men hun havde ikke tænkt sig at tage nogen chancer. Desuden var den kinesiske takeaway kun fem gader væk. Alligevel stak hun hånden ned i sin taske og ledte efter sin peberspray. „Skal du have et lift et sted hen?“ spurgte den største af 16
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen fyrene. „Min bil holder lige i nærheden. Seriøst, kunne du ikke tænke dig at tage med os? Vi kunne køre en lille tur sammen.“ Han grinede og blinkede til sin kammerat, som om hans glatte tunge helt sikkert ville indbringe ham noget på den dumme. Kammeraten grinede og kredsede rundt om hende i små hop, der fik hans tynde, lyse hår til at flagre. „Lad os give hende en tur!“ sagde fyren med det lyse hår. Fandens osse, hvor var den spray? Den største fyr rakte hånden frem og rørte ved hendes hår. Hun sendte ham et hårdt, koldt blik. Han var iført en polo og khaki-shorts og var lækker på den der quarterbackagtige måde. En typisk amerikansk college fodboldhelt. Da han smilede til hende, satte hun farten op og fokuserede blikket på det matte neonlys fra den kinesiske restaurant. Hun bad til at en eller anden ville komme gående forbi, men varmen havde drevet alle fodgængerne indenfor. Der var ingen i nærheden. „Hvorfor fortæller du mig ikke hvad du hedder?“ spurgte fodboldhelten. Hjertet begyndte at hamre i brystet på hende. Pebersprayen lå i den anden taske. Kun fire gader mere. „Måske skulle jeg bare selv finde et navn til dig. Lad mig se ... hvad med pussycat?“ Fyren med det lyse hår gav en fnisende latter fra sig. Hun sank en gang og tog sin mobiltelefon frem i tilfælde af at hun ville blive nødt til at ringe til alarmcentralen. 17
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Tag det roligt. Bevar fatningen. Hun forestillede sig hvor rart det ville føles at træde indenfor på restauranten og mærke det kølige pust fra airconditionanlægget. Måske skulle hun vente derinde og ringe efter en taxa, bare for at sikre sig at hun ikke ville blive generet af dem igen. „Kom nu, pussycat,“ sagde fodboldhelten lokkende. „Jeg ved at du vil kunne lide mig.“ Bare tre gader mere ... I samme øjeblik som hun trådte væk fra fortovet for at krydse Tenth Street, greb han hende rundt om livet. Hendes fødder løftede sig fra jorden, og idet han trak hende baglæns, dækkede han hendes mund med sin stærke hånd. Hun kæmpede som en sindssyg, sparkede og slog, og da hun rakte hånden om bag sig og knaldede ham én i øjet, løsnede han grebet. Hun kastede sig fremad med hælene hamrende ned mod asfalten og åndedrættet siddende i halsen. Der kørte en bil forbi på Trade Street, og hun råbte efter den da dens forlygter susede forbi. Men han fangede hende igen. „Du vil elske det her, kælling,“ sagde fodboldhelten ind i hendes øre mens han holdt hende rundt om halsen med et fast greb. Han vred hendes nakke så hårdt at hun troede den ville knække og trak hende endnu længere ind i skyggerne. Hun kunne lugte hans sved og den drengede parfume han brugte, og hun kunne høre kammeratens skingre latter. En smøge. De var ved at hive hende med ind i en smøge. 18
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Hendes mave vendte sig, og hun kunne mærke galden brænde i halsen. Hun kastede sig febrilsk fra side til side og forsøgte at komme fri. Panikken gav hende styrke, men han var stærkere. Han skubbede hende hen bag ved en container og trykkede sin krop ind mod hendes. Hun borede sine albuer ind mellem hans ribben og sparkede igen. „Pis, tag fat i hendes arme!“ Hun nåede lige at aflevere et velplaceret hælspark på den lyshårede fyrs skinneben inden han tog fat om hendes håndled og holdt dem fast over hendes hoved. „Kom nu, din dumme so, du vil jo gerne,“ sagde fodboldhelten knurrende mens han prøvede at få knæet ind mellem hendes ben. Han satte hende med ryggen ind mod muren på den ene bygning og holdt hende i et fast greb om halsen. Han skulle bruge den anden hånd til at flå hendes skjorte op med, og lige så snart hendes mund var fri, begyndte hun at skrige. Han slog hende hårdt i ansigtet, og hun kunne mærke sin læbe flække. Blodet flød ned på hendes tunge, og smerten lammede hende. „Hvis du gør det én gang til, så skærer jeg din tunge ud.“ Fodboldheltens øjne lyste af had og begær mens han skubbede hendes hvide blonde-bh op og blottede hendes bryster. „Hvad fanden, det gør jeg nok alligevel.“ „Hey, er de der ægte?“ spurgte fyren med det lyse hår, som om han troede han ville få et svar fra hende. Hans kammerat greb fat i den ene af hendes brystvorter 19
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen og trak til. Hun krympede sig og tårerne slørede hendes syn. Eller måske var hendes syn ved at svigte fordi hun hyperventilerede. Fodboldhelten grinede. „Jeg tror hun er helt naturlig, men du kan selv mærke efter når jeg er færdig.“ Den lyshårede fyrs sleske grin vækkede noget dybt i hendes hjerne. Noget, der ikke ville lade det her ske. Hun tvang sig selv til at stoppe med at kæmpe og huskede tilbage på sine selvforsvarstimer. Bortset fra hendes tunge åndedræt, blev hendes krop helt stille, og det varede et øjeblik før det gik op for fodboldhelten. „Har du tænkt dig at opføre dig pænt nu?“ sagde han og kastede et mistænksomt blik på hende. Hun nikkede langsomt. „Godt.“ Han lænede sig ind over hende, og hans ånde fyldte hendes næsebor. Hun måtte kæmpe for ikke at trække sig væk fra den sure stank af gamle cigaretter og øl. „Men hvis du skriger igen, så stikker jeg dig ned. Er du med?“ Hun nikkede endnu en gang. „Giv slip på hende.“ Den lyshårede fyr slap hendes håndled og gik fnisende rundt om dem som om han ville finde den bedste vinkel. Fodboldhelten strøg sine ru hænder hen over hendes hud, og hun kæmpede mod kvalmen, der bølgede ind over hende, for at holde Tonys doughnut nede. Selvom hun afskyede følelsen af hans hænder på sine bryster, rakte hun hånden frem mod hans skridt. Han havde stadig et fast 20
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen greb om hendes hals, og hun havde svært ved at få vejret, men i samme øjeblik hun rørte ved hans ædlere dele, stønnede han og løsnede grebet. Med et hårdt ryk greb hun fat om hans kugler, vred hånden rundt så hårdt hun kunne og gav ham et knæ i næsen da han sank forover. Adrenalinen pumpede rundt i hende, og i et kort sekund ville hun ønske at kammeraten ville springe på hende i stedet for at stå og glo dumt på hende. „Fuck jer!“ råbte hun til dem begge to. Beth flygtede ud af smøgen mens hun trak skjorten sammen om sig, og hun stoppede ikke før hun nåede døren til sit lejlighedskompleks. Hendes hænder rystede så meget at hun knap nok kunne få nøglen ind i låsen. Først da hun stod foran spejlet på badeværelset, gik det op for hende at tårerne strømmede ned over hendes ansigt. Butch O’Neal så op da politiradioen skrattede under instrumentbrættet i hans civile patruljebil. En mand var blevet fundet i en smøge i nærheden. Han var blevet slået ned, men var stadig i live. Butch så på sit ur. Den var lidt over ti, hvilket betød at alt det sjove først lige skulle til at begynde. Det var fredag aften i begyndelsen af juli, så alle college-snotungerne havde lige fået sommerferie og stod i kø for at konkurrere om hvem der var den dummeste. Han gik ud fra at fyren enten var blevet overfaldet eller havde fået sig en lærestreg. Han håbede det var det sidste. Han greb modtageren og fortalte centralen at han ville 21
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen tage derhen, selvom han var kriminalbetjent og ikke lokalbetjent. Han arbejdede på to sager lige nu, et lig der var blevet fundet flydende i Hudson-floden, og en sag om en flugtbilist, men der var altid plads til lidt ekstra. Jo længere tid han var væk hjemmefra, jo bedre. Det var hans holdning. Den beskidte opvask der stod i vasken og de krøllede lagner på sengen ville ikke savne ham. Han slog sirenen til og trådte på speederen mens han tænkte: Og sommerens drenge gør deres entré.
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen
Kapi t e l 2 Wrath trak spottende den ene mundvig opad da han gik gennem Screamer’s og så at folk var ved at falde over deres egne ben for at komme væk. En blanding af frygt og stærk, sygelig nysgerrighed piblede ud af deres porer og bølgede hen mod ham. Han indåndede den fæle stank. De var udyr. Hele bundtet. Hans øjne måtte anstrenge sig bag de mørke solbriller for at se noget i det svage lys, og han lukkede dem i stedet. Hans syn var så dårligt at han var lige så tryg ved slet ingenting at kunne se. Han fokuserede på sin hørelse og isolerede de forskellige lyde, takten i musikken, de trampende fodtrin, ord der blev hvisket, lyden af endnu et glas der ramte jorden. Han var ligeglad med om han gik ind i noget. Uanset om det var en stol, et bord eller et skide menneske, så gik han bare videre. Han fornemmede tydeligt Darius, der var den eneste i hele lokalet der ikke stank langt væk af frygt. Men selv krigeren var en smule nervøs i aften. Wrath åbnede øjnene igen da han stod over for den anden vampyr. Darius var bare en sløret skikkelse, og hans 23
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen mørke nuancer og sorte tøj var de eneste informationer Wraths øjne kunne opfange. „Hvad blev der af Tohrment?“ spurgte han da han opsnappede et pust af whisky. „Han tager sig lige en slapper. Tak fordi du kom.“ Wrath lod sig dumpe ned i en stol. Han stirrede lige frem for sig og så hvordan mængden langsomt opslugte den vej han havde banet sig. Han ventede. Den dundrende rap gik langsomt over i et gammelt hiphop-nummer fra firserne. Det her skulle nok vise sig at blive interessant. Darius var en fyr der sagde tingene ligeud, og han vidste at Wrath ikke kunne udstå at spilde tiden. Tavsheden betød at noget var galt. Darius vendte bunden i vejret på sin øl og tog en dyb indånding. „My lord ...“ „Hvis der er noget du vil have mig til at gøre, så lad være med at begynde på den måde,“ sagde Wrath slæbende. Han fornemmede at en servitrice var på vej hen mod dem. Hans fornemmelse sagde ham at hun havde store bryster og et stykke bart hud mellem sin stramme top og korte nederdel. „Vil du have noget at drikke?“ spurgte hun langsomt. Han følte sig fristet til at spørge hende om hun ville lægge sig ned på bordet og lade ham tage en slurk fra hendes halspulsåre. Menneskeblod ville ikke holde ham i live i særlig lang tid, men det smagte kraftedeme en del bedre end fortyndet alkohol. 24
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Ikke lige nu,“ sagde han. Hans kolde smil forøgede hendes frygt og sendte på samme tid en bølge af begær gennem hende. Han inhalerede hendes duft. Ingen interesse, tænkte han. Servitricen nikkede, men gik ikke. Hun blev ved med at stå og stirre på ham med sit lyse hår der stod som en glorie i mørket rundt om hendes ansigt. Hun var som forstenet og lod til både at have glemt hvad hun selv hed og hvad hun lavede der. Hvor belastende. Darius skiftede utålmodigt stilling. „Det var det hele,“ mumlede han. „Vi har hvad vi har brug for.“ Mens hun vendte sig og forsvandt i mængden, hørte Wrath Darius rømme sig. „Tak fordi du kom.“ „Det har du allerede sagt én gang.“ „Nå ja. Vi to har kendt hinanden i meget lang tid.“ „Det har vi.“ „Vi har kæmpet nogle forbandet gode kampe sammen og slagtet masser af eliminatorer.“ Wrath nikkede. Black Dagger Broderskabet havde i generationer beskyttet arten mod Elimineringsgruppen. Darius var en af brødrene, sammen med Tohrment og de andre fire. Eliminatorerne, mennesker uden sjæl, der tjente deres klamme herre, Omegaen, var langt i overtal. Men Wrath og hans krigere klarede sig okay. Endda lidt bedre end okay. Darius rømmede sig. „Efter alle de år ...“ 25
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Darius, gider du komme til sagen? Jeg får besøg af Marissa i aften.“ „Vil du bruge dit værelse hjemme hos mig igen? Du ved at jeg ikke tillader andre at bruge det.“ Darius lo akavet. „Hendes bror vil sikkert foretrække at du holder dig væk fra hans hus.“ Wrath lagde armene over kors og skubbede til bordet med sin støvle for at gøre mere plads til sig selv. Han var fuldstændig ligeglad med at Marissas bror havde sarte fornemmelser og følte sig stødt over det liv Wrath havde valgt. Havers var en snob og en overdrevet selvoptaget dilettant. Han havde overhovedet ingen evne til at forstå hvad det var for nogle fjender deres art havde, og hvad det krævede for at beskytte populationen. Wrath havde ikke tænkt sig at spille pæn dreng og lade civile vampyrer blive nedslagtet bare fordi mors lille dreng følte sig stødt. Han havde brug for at være på slagmarken sammen med sine krigere i stedet for at spilde sin tid på en trone. Så Havers kunne rende og hoppe. Men Marissa burde ikke finde sig i hans opførsel. „Det kan meget vel være at jeg vil benytte mig af det tilbud.“ „Godt.“ „Sig så det du vil sige.“ „Jeg har en datter.“ Wrath drejede langsomt hovedet. „Siden hvornår?“ „Et stykke tid.“ „Hvem er moderen?“ 26
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Du kender hende ikke. Og ... øh ... hun er død.“ Darius’ sorg bølgede op omkring ham, og den bitre lugt af gammel smerte skar gennem den stank af menneskesved, alkohol og sex der hærgede natklubben. „Hvor gammel er hun?“ ville Wrath vide. Han havde en anelse om hvor det her var på vej hen. „Femogtyve.“ Wrath bandede for sig selv. „Det kan du ikke bede mig om, Darius. Det må du simpelthen ikke bede mig om at gøre.“ „Jeg er nødt til det. My lord, dit blod er ...“ „Hvis du kalder mig det én gang til, så lukker jeg munden på dig. For evigt.“ „Du forstår det ikke. Hun er ...“ Wrath gjorde tegn til at rejse sig. Darius’ hånd greb ud efter hans arm og blev så hurtig fjernet. „Hun er halvt menneske.“ „For satan da ...“ „Så det er ikke sikkert at hun overlever forvandlingen hvis hun går igennem den. Hør her, hvis du hjælper hende, så har hun i det mindste en chance for at overleve. Dit blod er så rent at det vil forøge hendes chancer for at klare sig igennem forvandlingen som halvblods. Jeg beder dig ikke om at gøre hende til din shellan eller at beskytte hende, for det kan jeg selv gøre. Jeg prøver bare på at ... jeg beder dig. Mine andre sønner er døde. Hun er måske den eneste efterkommer jeg får. Og jeg ... jeg elskede hendes mor.“ Hvis det havde været en hvilken som helst anden der 27
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen havde spurgt, ville Wrath have brugt sine to yndlingsord: fuck og af. Hvis man spurgte ham, var der kun to stillinger der passede sig for mennesker: kvinder på ryggen og mænd livløse med ansigtet nedad. Men Darius var næsten en ven. Eller det ville han have været, hvis Wrath havde ladet ham komme tæt på. Da Wrath rejste sig, lukkede han øjnene. Hadet brusede igennem hans krop og var rettet direkte mod hans egen brystkasse. Han afskyede sig selv for at gå, men han var bare ikke en vampyr der kunne hjælpe en stakkels halvblods igennem sådan en pinefuld og farlig forvandling. Blidhed og barmhjertighed var ikke en del af hans personlighed. „Jeg kan ikke gøre det. Ikke engang for dig.“ Smerten ramte Darius med så voldsom en kraft at følelsens intensitet bogstaveligt talt fik Wrath til at vakle. Han gav den anden vampyr et skulderklem. „Hvis du virkelig elsker hende, så gør hende en tjeneste og spørg en anden.“ Wrath vendte sig og spankulerede ud af natklubben. På vej hen mod døren slettede han erindringen om sig selv fra enhver menneskehjerne i rummet. De mentalt stærkeste af dem ville tro at de havde set ham i en drøm. De svageste ville ikke kunne huske ham overhovedet. Da han var kommet ud på gaden, styrede han hen mod et mørkt hjørne bag ved Screamer’s hvor han kunne dematerialisere sig. Han passerede en kvinde der havde tungen langt nede i halsen på en eller anden fyr i det skyggefulde 28
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen mørke, en stodder der var gået kold og en narkohandler der stod med sin mobiltelefon og forhandlede prisen på kokain. Wrath vidste med det samme at nogen fulgte efter ham – og han vidste hvem det var. Den søde lugt af babypudder var et sikkert kendetegn. Han smilede bredt, åbnede sin læderjakke og tog en af sine ‘hira shuriken’ frem. Kastestjernen var lavet af rustfrit stål, og den føltes behagelig i hans hånd. Hundrede gram sikker død parat til at flænse gennem luften. Wrath holdt våbenet i hånden og fortsatte ufortrødent sin gang selvom han havde mest lyst til at skynde sig ind i mørket. Han var i kamphumør efter at have skuffet Darius, og det medlem af Elimineringsgruppen der gik bag ham, havde timet det fucking perfekt. At slå et af de sjælløse mennesker ihjel var præcis hvad han havde brug for til at dulme sine følelser. Mens han lokkede eliminatoren ind i det tætte mørke, forberedte hans krop sig på kamp, hjertet slog hurtigere og musklerne i hans arme og lår sitrede forventningsfuldt. Hans ører opfangede lyden af en pistol der blev ladt, og han bedømte våbenets afstand og position. Pistolen var rettet direkte mod hans baghoved. I samme øjeblik kuglen forlod pistolmundingen, snurrede han rundt i en flydende bevægelse. Han dukkede sig og kastede den sølvglimtende stjerne, der snurrede rundt i en dødelig bue. Den ramte eliminatoren lige i halsen og skar den over på ham inden den fortsatte sin kurs ind i mørket. 29
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Pistolen faldt til jorden og skramlede hen over asfalten. Eliminatoren satte begge hænder op til halsen og faldt ned på knæ. Wrath gik hen og rodede dens lommer igennem. Han tog den pung og mobiltelefon som han fandt og lagde dem ned i sin jakkelomme. Derefter trak han en lang, sortbladet dolk frem fra hylstret på sin brystkasse. Han var skuffet over at kampen ikke havde varet længere, men at dømme ud fra det mørke, krøllede hår og det forholdsvis ukvalificerede angreb, var det en ny rekrut. Med et hurtigt puf skubbede han eliminatoren om på ryggen, kastede dolken op i luften og greb skaftet inden han dolkede den i brystet. Kniven borede sig ind i kødet, skar igennem knoglen og nåede ind til det sorte hul hvor hjertet engang havde været. Der lød en halvkvalt lyd, og eliminatoren gik i opløsning i et lysglimt. Wrath tørrede kniven af i sine læderbukser, stak den ned på plads og rejste sig. Han så sig omkring og dematerialiserede sig. Darius bestilte sin tredje øl. Et par goth-skønheder kom hen til ham i håbet om at de kunne hjælpe ham med at glemme sine sorger. Han afslog tilbuddet. Han forlod natklubben og gik over til sin BMW 650i, der holdt ulovligt parkeret i den smalle sidegade til natklubben. Som alle andre vampyrer der kunne deres kram, kunne han dematerialisere sig når som helst og rejse over 30
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen store afstande, men det var et svært trick at trække op af hatten hvis man skulle have noget tungt med sig. Og det var ikke noget man skulle forsøge på åben gade. Desuden var en flot bil en fryd for øjet. Darius satte sig ind i sin Bimmer og lukkede døren. Det begyndte at regne, og de tunge dråber faldt som tårer på forruden. Han var ikke løbet tør for muligheder endnu. Al den snak om Marissas bror havde sat tankerne i gang hos ham. Havers var læge, en af artens engagerede helbredere. Måske kunne han hjælpe. Det var i hvert fald et forsøg værd. Fuldt optaget af sine planer satte Darius nøglen i tændingen og drejede den. Selvstarteren hostede. Han drejede nøglen om igen og blev ramt af en skrækkelig forudanelse da han hørte lyden af en rytmisk tikken. Den bombe der var blevet fastgjort til understellet af bilen og forbundet til det elektriske system, sprang i luften. Han havde én eneste tanke i hovedet, da hans krop blev sprængt i småstykker i en eksplosion af hvidglødende flammer: Hans datter, der endnu ikke havde mødt ham – og nu aldrig ville komme til det.
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen
Kapi t e l 3 I tre kvarter stod Beth under bruseren, hvor hun brugte næsten en halv flaske bodyshampoo og vaskede sig med så varmt vand at hun nærmest præsterede at smelte den billige tapet på badeværelset ned af væggene. Bagefter tørrede hun sig, kastede sin morgenkåbe over sig og prøvede endnu en gang at undgå at fange sit spejlbillede. Hendes læbe så frygtelig ud. Hun gik ind i sin overfyldte etværelses lejlighed. Airconditionanlægget var stået af for et par uger siden, så værelset var næsten lige så ulideligt varmt som badeværelset. Hendes blik faldt på de to vinduer og skydedøren, der førte ud til en baggård. Hun havde lyst til at åbne dem alle sammen, men i stedet tjekkede hun at de var forsvarligt låste. Til trods for at hendes nerver hang i laser, var hendes krop hurtigt ved at komme sig. Appetitten var vendt tilbage med en hævngerrig styrke, som om den var skidesur over at være blevet snydt for aftensmaden, og hun gik ud i sit smalle køkken. Selv de gamle rester fra den kylling hun havde spist for fire dage siden, virkede indbydende, men da hun rev sølvpapiret af, blev hun mødt med en lugt af 32
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen sure sokker. Hun smed det hele ud og satte en færdigret i mikroovnen. Hun spiste stående mens hun holdt bakken i hånden med en grydelap. Det var slet ikke nok. Det lagde ikke engang bunden, så hun spiste en færdigret til. Tanken om at tage ti kilo på bare på én aften tiltalte hende som bare pokker. Hun kunne ikke gøre noget ved den måde hendes ansigt så ud på, men hun ville vædde med at den kvindehadende neandertaler af en voldsmand der havde overfaldet hende, foretrak at hans voldsofre havde en stram røv. Hun blinkede i et forsøg på at uddrive hans ansigt fra sin nethinde. Shit, hun kunne stadig mærke hans hænder, hans klamme, stærke hænder, klemme hårdt om hendes bryster indtil de gjorde ondt. Hun var nødt til at melde det til politiet. Hun burde tage ned på politistationen nu. Men hun havde ikke lyst til at forlade lejligheden. I hvert fald ikke før i morgen tidlig. Hun gik over til futonen, som hun brugte både som sofa og seng, og slængede sig i den med benene trukket langt op under sig. Hendes mave kæmpede med at fordøje de to færdigretter, og hun følte først en bølge af kvalme og derefter en serie af kuldegysninger der marcherede hen over hendes hud. Da hun hørte et blidt miav, løftede hun hovedet. „Hej, Bisse,“ sagde hun og viftede sløvt med fingrene. Den lille stakkel var flygtet og krøbet i skjul da hun var kommet ind ad døren og var begyndt at trække tøjet af og 33
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen smide det i alle retninger. Den sorte kat miavede igen og listede over til hende. Der var bekymring at spore i dens store, grønne øjne da den yndefuldt hoppede op på skødet af hende. „Jeg beklager det store drama,“ mumlede hun og gjorde plads til den. Den gnubbede sit hoved ind mod hendes skuldre og spandt. Dens krop var varm og dens vægt stabiliserende. Hun havde ingen idé om hvor længe hun sad der og strøg katten over dens fine, bløde pels, men da telefonen ringede, gav det et sæt i hende. Hun sørgede for ikke at afbryde de aende kærtegn da hun rakte ud efter røret. Hun havde boet så mange år sammen med Bisse at hendes evner til at kombinere kat med telefonopkald havde udviklet sig til at være fuldkomne. „Hallo?“ sagde hun og tænkte på at det var over midnat og det udelukkede telefonsælgere, men i stedet betød det at det enten var arbejdsrelateret, eller en psykopat der ville lave telefonfis. „Hey, ‘B-lady’. Se lige og få fingeren ud. Der er en bil der er sprunget i luften nede ved Screamer’s. Og der sad en mand i den.“ Beth lukkede øjnene og havde mest lyst til at græde. José de la Cruz var en af byens kriminalassistenter, men han var også en slags ven. Det var de fleste mænd og kvinder i blå uniform faktisk. Hun tilbragte så meget tid nede på politistationen at hun var kommet til at kende dem alle temmelig godt, men José 34
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen var en af hendes yndlingsbetjente. „Hallo, er du der?“ Sig det til ham. Fortæl ham hvad der er sket. Bare åbn munden og sig det. En blanding af skam og tilbagevendende væmmelse forbød hendes stemmebånd at bevæge sig. „Jeg er lige her, José.“ Hun strøg sit mørke hår væk fra ansigtet og rømmede sig. „Jeg kan ikke komme i aften.“ „Yeah, right. Hvornår har du nogensinde sagt nej til et godt tip?“ Han grinede muntert. „Men tag det bare helt roligt. ‘Hard-ass’ er på sagen.“ Hard-ass var kriminalassistent Brian O’Neal, bedre kendt som Butch. „Jeg kan virkelig ikke ... komme derned i aften.“ „Har du gang i en eller anden?“ Hans stemme var gennemsyret af nysgerrighed. José var gift. Lykkeligt endda. Men hun vidste at de alle sammen undrede sig over hende nede på stationen. En kvinde med hendes udseende der stadig ikke havde en mand? Der måtte være noget helt galt. „Seriøst, har du det?“ „Nej, for pokker.“ Der var stille i den anden ende et stykke tid. Josés politiradar var tilsyneladende gået i gang. „Er der noget galt?“ „Jeg er okay. Jeg er bare træt. Jeg kigger ned forbi stationen i morgen.“ Hun ville anmelde overfaldet dér. I morgen ville hun være stærk nok til at fortælle om hvad der var sket uden at bryde sammen. 35
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Skal jeg komme forbi?“ „Nej, ellers tak. Jeg er okay.“ Hun lagde på. Et kvarter senere var hun trukket i et par helt rene jeans og en løs bluse der dækkede hendes bagdel og lidt til. Hun ringede efter en taxa. Inden hun smuttede ud ad døren, rodede hun sit skab igennem indtil hun fandt sin anden taske. Hun snuppede pebersprayen og knugede hænderne sammen om den da hun trådte ud af lejligheden. Et eller andet sted på den tre kilometer lange strækning mellem lejligheden og det sted hvor bomben var gået af, ville hun finde de rette ord, og hun havde tænkt sig at fortælle José det hele. Hun hadede tanken om at skulle gennemleve overfaldet igen, men hun ville ikke være skyld i at det røvhul gik fri og udsatte endnu et offer for det samme. Og selvom han aldrig blev fanget, så havde hun i hvert fald gjort sit til at han blev snuppet. Wrath materialiserede sig i opholdsstuen i Darius’ hus. Shit, han havde glemt hvor stilfuldt den vampyr boede. Selvom Darius var en kriger, så havde han en smag som en aristokrat, og det var ikke så mærkeligt. Han var blevet født som en fornem princeps, og en smagfuld stil var stadig af stor betydning for ham. Hans herskabsvilla fra nittenhundredetallet blev nydeligt vedligeholdt, og den var fyldt med antikviteter og kunstværker. Den var også lige så sikker som en bankboks. 36
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Men opholdsstuens lysegule vægge skar i Wraths øjne. „Sikke en behagelig overraskelse, my lord.“ Butleren, Fritz, kom gående ind fra hallen og bukkede dybt mens han slukkede lysene for at skåne Wraths øjne. Den gamle han var som altid klædt i sort uniform. Han havde tjent Darius i omkring hundrede år og var en dogger, hvilket betød at han kunne gå ud i dagslys, men ældedes hurtigere end vampyrer. Hans art havde været tjenestefolk for aristokrater og krigere i årtusinder. „Bliver De hos os i længere tid, my lord?“ Wrath rystede på hovedet. Ikke hvis det stod til ham. „Højst en time.“ „Deres værelse er klar. Hvis De får brug for mig, så er jeg til tjeneste.“ Fritz bukkede endnu en gang dybt, gik baglæns ud af stuen og lukkede dørene bag sig. Wrath gik hen til et to meter højt portræt, som han var blevet fortalt forestillede en fransk konge. Han lagde hånden på den tunge guldramme i højre side, og maleriet svingede til side og afslørede en lang stengang oplyst af gaslamper. Wrath trådte indenfor og gik ned ad en lang, underjordisk trappe. Ved bunden af trappen var der to døre. Den ene førte ind til Darius’ overdådige gemakker. Den anden førte ind til det Wrath gik ud fra at man kunne kalde hans andet hjem. For det meste tilbragte han dagene i et pakhus i New York City i et rum der var bygget af stål og havde et sikkerhedssystem der mest af alt mindede om en tophemmelig militærbase. 37
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Men dér ville han aldrig invitere Marissa hen. Eller nogen af brødrene. Hans privatliv betød alt for ham. Da han trådte indenfor, tændtes en række stearinlys, der var anbragt rundt omkring på væggene, på hans kommando. Rummet blev kun svagt oplyst af deres gyldne skær. Af hensyn til Wraths dårlige syn havde Darius malet væggene og det seks meter høje loft sorte. I det ene hjørne stod en gigantisk seng med sorte satinlagner og en bunke puder. Mellem sengen og døren stod en lædersofa og et fladskærms-tv, og ved siden af var der en dør der førte ud til et sort marmorbadeværelse. Der var også et skab fyldt med våben og tøj. Af en eller anden grund var Darius altid ivrig efter at få ham til at benytte sin villa. Det var et skide mysterium. Det handlede ikke om beskyttelse, for Darius kunne tage vare på sig selv, og tanken om at en vampyr som Darius kunne blive ensom var latterlig. Wrath fornemmede Marissa før hun trådte ind i værelset. Duften af havet, en frisk brise, kom hende i forkøbet. Lad os få det her overstået, tænkte han. Det kriblede i ham for at komme ud på gaden igen. Han havde kun nået at få en smagsprøve på kamp i aften, og han havde lyst til at gå til den. Han vendte sig om. Da Marissa bukkede sin spinkle krop for ham, kunne han mærke hengivenhed og ubehag flette sig ind mellem hinanden i luften. „My lord,“ sagde hun. 38
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Ud fra hvad han kunne ane, havde hun en eller anden hvid, brusende chiffon-tingest på, og hendes lange, lyse hår bølgede ned over hendes skuldre og ryg. Han vidste at hun klædte sig sådan for at prøve at behage ham, men han ville virkelig ønske at hun ikke brugte sin tid på det. Han tog sin læderjakke af sammen med det hylster han havde sine dolke i. Det var også hans forbandede forældres skyld. Hvorfor havde de givet ham en mage som hende? Én der var så ... skrøbelig. Men med den størrelse han havde haft før sin forvandling, havde de måske været bekymret for at en mere robust hunvampyr ville have gjort skade på ham. Wrath bøjede armene, og musklerne i hans overarme strammedes i to enorme buler mens den ene skulder gav efter for bevægelsen med et knæk. Hvis de bare kunne se ham nu. Deres lille dreng havde udviklet sig til en sand, koldblodig dræbermaskine. Det er nok godt at de er døde, tænkte han. De ville ikke have brudt sig om at se hvad han havde udviklet sig til. Men omvendt så ville han have været en helt anden person hvis de havde fået lov til at leve til de var blevet gamle. Marissa stod og trippede nervøst. „Jeg er ked af at forstyrre dig, men jeg kan ikke vente længere.“ Wrath gik ud på badeværelset. „Jeg kommer når du har brug for det.“ Han tændte for vandet og rullede ærmerne op på sin sorte skjorte. I dampen fra vandhanens stråle vaskede han al 39
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen snavset, sveden og døden af sine hænder. Han kørte sæben op ad armene og dækkede de ritualistiske tatoveringer der strakte sig op og ned ad hans underarme, med sæbebobler. Han vaskede sæben af, tørrede sig og gik over til sofaen. Han satte sig og ventede mens han skar tænder. Hvor længe var det de havde gjort det her? I flere århundreder. Og hver gang tog det Marissa et stykke tid før hun kunne nærme sig ham. Hvis det havde været enhver anden, ville hans tålmodighed være brugt op på nogle få sekunder, men Marissa bar han over med. I virkeligheden havde han ondt af hende over at hun var blevet tvunget til at være hans shellan. Han havde fortalt hende igen og igen at han gerne ville frigøre hende fra pagten, frigøre hende så hun kunne finde en sand mage, én der både ville dræbe alt hvad der udgjorde en trussel for hende og samtidig elskede hende. Det mærkelige var at uanset hvor sårbar Marissa end var, ville hun ikke give slip på ham. Han gik ud fra at hun sandsynligvis frygtede at der ikke var andre der ville have ham, at der ikke var nogen der ville skænke sådan et uhyre sit blod når han havde brug for det, og at deres art så ville miste dens stærkeste medlem. Deres konge. Den leder der ikke ville lede dem. Ja, han skulle love for at han var en allerhelvedes god fangst. Han holdt sig væk fra hende medmindre han havde brug for at drikke, og på grund af hans afstamning var det ikke særlig tit. Hun vidste aldrig hvor han var eller hvad han lavede. Hun tilbragte sine lange dage hjemme hos sin 40
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen bror og ofrede sit liv for at holde den sidste fuldblodsvampyr i live, den eneste vampyr i verden der ikke havde en eneste dråbe menneskeblod i årene. Helt ærligt, så anede han ikke hvordan hun holdt det ud – eller ham. Han følte en pludselig trang til at bande. Den her aften var virkelig på vej til at blive en sand hyldest til hans fede ego. Først Darius. Og nu hende. Wrath fulgte hende med øjnene mens hun bevægede sig rundt i værelset, kredsede om ham og kom tættere og tættere på. Han tvang sit ansigt til at slappe af, sit åndedræt til at forblive roligt og sin krop til at være stille. Det var det sværeste ved at være sammen med hende. Panikken over ikke at kunne bevæge sig bredte sig i ham, og han vidste at den kvælende fornemmelse kun ville blive værre når hun begyndte at drikke. „Har du haft travlt, my lord?“ spurgte hun blidt. Han nikkede og tænkte at, hvis han var heldig, ville han få endnu mere travlt inden solopgang. Marissa stod nu endelig foran ham, og han kunne mærke hvordan hendes sult overskyggede hendes ubehag. Og han kunne mærke hendes begær. Hun ville have ham, men netop den følelse lukkede han af for. Han ville under ingen omstændigheder gå i seng med hende. Han kunne ikke forestille sig at udsætte Marissa for de ting han havde gjort ved andre hunvampyrer, og han havde aldrig begæret hende på den måde. Heller ikke i begyndelsen. 41
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen „Kom her,“ sagde han og rakte gestikulerende hånden frem. Han lod den falde ned på låret med håndleddet opad. „Du er helt udsultet. Du må ikke vente så lang tid med at komme til mig.“ Marissa lod sig synke ned på gulvet ved hans knæ, og hendes kjole bredte sig rundt om hendes krop og fødder. Hendes fingre føltes varme mod hans hud da hun lod dem glide hen over hans tatoveringer og kærtegnede de sorte skrifttegn der beskrev hans afstamning på det gamle sprog. Hun var tæt nok på til at han kunne se hendes mund åbne sig og hendes glimtende hvide hugtænder, før hun lod dem synke ned i hans åre. Wrath lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage mens hun drak. Panikken strammede sit faste tag i ham. Han lagde sin frie arm rundt om kanten på sofaen, og musklerne spændtes da han greb ud efter hjørnet for at holde sin krop fastlåst. Helt rolig, han var nødt til at være helt rolig. Det ville snart være overstået, og så ville han være fri. Da Marissa ti minutter senere løftede hovedet, rejste han sig straks op for at gå ængstelsen af sig, og han følte sig sygeligt lettet over igen at kunne bevæge sig rundt. Så snart han havde fået styr på sig selv, gik han hen til hende. Hun var mættet, og hendes krop var ved at suge den styrke til sig der opstod når deres blod blev blandet. Han brød sig ikke om synet af hende som hun lå der på gulvet, så han løftede hende op og stod netop og overvejede om han skulle kalde på Fritz for at få ham til at føre hende tilbage til hendes brors hus, da nogen bankede på døren. 42
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen Wrath stirrede hårdt i retning mod døren, bar Marissa hen til sengen og lagde hende ned. „Tak, my lord,“ mumlede hun. „Jeg sørger selv for at komme hjem.“ Han stod og betragtede hende et øjeblik, og trak så et lagen op over hendes ben før han gik hen og åbnede døren på klem. Fritz var helt oppe at køre over et eller andet. Wrath smuttede ud gennem døren og lukkede den helt. Han skulle lige til at spørge hvad fanden der fik butleren til at tro at han kunne forstyrre, da Fritzs lugt overdøvede hans irritation. Han behøvede ikke at spørge for at vide at døden havde været på spil igen. Og at de havde mistet Darius. „Master ...“ „Hvordan?“ knurrede han. Smerten kunne han tage sig af senere. Først og fremmest skulle han have detaljerne. „Øh, bilen ...“ Butleren havde tydeligvis svært ved at beherske sig, for hans stemme var lige så tynd og skrøbelig som hans krop. „En bombe, my lord. Bilen. Uden for natklubben. Tohrment ringede. Han så det ske.“ Wrath tænkte på den eliminator han havde slået ihjel. Han ville ønske han vidste om det var den der havde gjort det. De røvhuller havde ingen skam i livet længere. Deres forgængere, der gik flere århundreder tilbage i tiden, havde i det mindste kæmpet som krigere. Den nye generation var 43
SAXO
J. R. Ward
The Black Dagger Brotherhood #1
Vampyrkongen kujoner der bare gemte sig bag teknologien. „Kald Broderskabet sammen,“ sagde han brysk. „Sig de skal komme med det samme.“ „Ja, selvfølgelig. Og master? Darius bad mig give Dem dette ...“ Butleren rakte noget frem mod ham. „... i tilfælde af at De ikke var sammen med ham når han døde.“ Wrath tog imod kuverten og gik ind på værelset igen, uden at føle nogen form for medfølelse over for Fritz eller nogen anden. Marissa var forsvundet, hvilket var heldigt for hende. Han stak Darius’ sidste skrivelse ned i linningen på sine bukser – og slap sin vrede fri. Stearinlysene eksploderede og faldt til jorden mens en sky af ondskab hvirvlede omkring ham. Den voksede sig tættere, hurtigere og mørkere indtil møblerne hævede sig fra gulvet og svævede som en tornado rundt omkring ham. Han lagde nakken tilbage og brølede.
SAXO