![](https://assets.isu.pub/document-structure/210810091351-34bb3023438e4c2f024fddfb3205cd10/v1/46ecaab968ea0dbb311f9ac8727b6fa8.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
2 minute read
MIN SCLEROSE
”Sclerose er som en sort sky. Man ved ikke, hvornår det regner”
17.200
mennesker lever med sclerose i Danmark. I hvert blad kan du møde en af dem her. w Læs mere om Helle på: scleroseforeningen.dk/
helleandersen
Helle Andersen på 27 år troede først, hun havde fået et hår i øjet, da hun pludselig ikke kunne se på venstre øje. Det viste sig at være første tegn på sclerose. Det er fire år siden, men i dag fokuserer hun på at se fremad hele tiden.
Hvis ikke jeg havde haft sclerose, havde jeg…
arbejdet på fuld tid som frisør, men jeg nyder mit arbejde meget mere nu, selvom jeg selvfølgelig ikke havde arbejdet på nedsat tid, hvis ikke det var, fordi jeg havde sclerose.
Sclerose gør mig ked af det, fordi…
det er tanken om at være syg resten af livet. Det uvisse fylder også ret meget. Hvis jeg nu bliver rigtig syg, eller jeg bliver nødt til at sige mit job op eksempelvis. Den frygt kan alle mennesker gå med, også selvom man ikke har en sygdom, men sclerose er som en sort sky, der hænger lidt ude til højre, og hvor man ikke helt ved, om eller hvornår den giver regn af sig. Men hvis den gør, så skal det have været sjovt indtil da.
Gid, jeg havde vidst før…
at det handler meget om mit mindset. Da jeg fik sclerose, sagde jeg til min mor, at jeg ikke ville ende i en kørestol. Jeg kan godt mærke, at jo ældre jeg bliver, og jo længere tid jeg har haft sclerose, jo mere tænker jeg, at hvis jeg når dertil, så tager jeg den i stiv arm. Jeg håber, at hvis det sker for mig, så affinder jeg mig med situationen. Men jeg ved det jo ikke.
Hvis jeg skulle give et råd til andre, ville jeg sige…
at det, der hjalp mig allermest som nydiagnosticeret, var at tage en dag og et problem ad gangen. Da jeg lige havde fået diagnosen, følte jeg, at jeg var sat i et venterum. Det føltes, som om jeg havde kørt et tog sammen med familie og venner, og lige pludselig var min vogn sat ud på et sidespor og holdt stille, mens alle andre bare kørte videre. Der hjalp det at tage et problem ad gangen for ikke at drukne i bekymringerne.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/210810091351-34bb3023438e4c2f024fddfb3205cd10/v1/314296bea8894ef9fb02aad1ea710058.jpeg?width=720&quality=85%2C50)