2 minute read

Forord

Et målrettet fokus på elevtrivsel har været del af Sct. Knuds Gymnasiums DNA i mange år. Både i skolestrategien for 2015-2020 og i den igangværende strategi for 2020-2025 er trivsel ét af fire indsatsområder. Vi ønsker som skole at understøtte og facilitere, at eleverne oplever tre år, hvor de udvikler sig både fagligt og personligt – i behagelige rammer, hvor det er trygt at færdes, og hvor man inviteres ind i fællesskabet, uanset køn, etnicitet og politisk overbevisning.

Vi lykkes med flere af vores indsatser, og det viser sig blandt andet ved, at vi tilbagevendende placerer os højt på listen, når Børne- og Undervisningsministeriet i de årlige trivselsmålinger evaluerer elevernes trivsel på gymnasierne. Det ændrer ikke på, at vi på alle ungdomsuddannelser – også på Sct. Knuds Gymnasium – oplever, at en ikke uvæsentlig del af eleverne oplever periodevise trivselsproblemer. År med COVID-19 har utvivlsomt forstærket denne tendens, fordi de mange måneder med helt eller delvist nedlukning af samfundet har påvirket ikke mindst de unge. Det er tydeligt i de mange undersøgelser af trivselsproblematikker, at fællesskabet er en del af løsningen, hvis vi skal bremse en negativ udvikling. Alle skal føle sig som del af fællesskaber, både i den enkelte klasse og på tværs af klasserne.

Samtidig er der i samfundet i almindelighed og hos myndighederne i særdeleshed en bekymring over, at alkohol indtager en dominerende rolle i unges fællesskaber. Det er uheldigt af flere grunde. Dels er det sundhedsskadeligt at indtage store mængder alkohol, dels kan det føre til udvikling af egentlige alkoholproblemer. Den megen fokus på alkohol virker desuden ekskluderende på de elever, der enten af private eller kulturelle/religiøse årsager ikke indtager alkohol.

På skolen vil vi gerne sammentænke vores fællesskabende indsatser med bestræbelsen på at tilbyde alternativer til alkohol som omdrejningspunktet i sociale sammenhænge. Denne tekst gør status, i relation til hvordan vi allerede agerer, samt hvad vi i øjeblikket afprøver på dette felt. Samtidig udgør teksten den alkoholpolitik, som ungdomsuddannelserne i Odense har forpligte sig på at udarbejde som led i partnerskabsaftale med Odense Kommune.

Teksten består af tre dele: - Fakta: Henvisninger til, hvordan vi på skolen (i samarbejde med eksterne parter) arbejder med fællesskaber med mindre alkohol. - Afprøvning: Igangværende og kommende projekter. - Bilagsmateriale: Input fra eleverne: Vores bestræbelser forudsætter, at vi får eleverne med, og det sker kun, hvis vi lytter til dem. Alle elever har i efteråret 2022 haft adgang til at give deres mening til kende i en spørgeskemaundersøgelse. Udvalgte klasser fra de tre årgange har medvirket i fokusgruppeinterviews. Efterfølgende har elever fra elevråd, cafékomité, trivselsudvalg og SKL (skolens festudvalg) deltaget i stormøde i november 2022, hvor de med ekstern facilitator har udfoldet, hvordan vi

kan understøtte et fokus på fællesskaber med mindre alkohol – som alternativ til et forbud mod alkohol i alle sammenhænge på gymnasiet. Bilagsmaterialet indeholder desuden den skriftlige kommunikation med elever og forældre, som sendes ud forud for henholdsvis skoleårets første gymnasiefest samt studierejserne i 2.g.

Teksten vil løbende blive revideret.

This article is from: