Skolepatruljeevaluering 2004 by Rådet for Sikker Trafik

Skolepatruljer i dag Evaluering 2004

Marosi Markedsundersøgelser

for Rådet for Større Færdselssikkerhed

Skolepatruljer i dag - Evaluering 2004 Skolepatruljer i dag er en undersøgelse af skolepatruljesystemet. Der findes skolepatruljer ved cirka halvdelen af landets skoler. Her er nogle ansvarlige og fornuftige elever udvalgt og oplært til opgaven ”at gøre elevernes færden i nærheden af skolen så sikker og fornuftig som muligt”. Vi har haft skolepatruljer i Danmark siden 1949, hvor den første patrulje blev oprettet ved Sundpark Skole på Amager. Trafikanterne skal vise særligt hensyn over for skolepatruljer - det siger færdselslovens § 3, og den lovmæssige status har patruljerne haft siden 1977. Denne evaluering er blevet iværksat af Rådet for Større Færdselssikkerhed for at undersøge, hvordan det står til med skolepatruljerne. Nogle af de spørgsmål, som var med til at sætte undersøgelsen i gang, var: • • •

Mon skolepatruljesystemet i Danmark stadig er formålstjenligt? Har skolepatruljerne den opbakning og de redskaber, som de har brug for? Hvordan kan skolepatruljesystemet vedligeholdes og forbedres?

Undersøgelsen er foretaget i skoleåret 2003/04, og nu foreligger resultaterne. Det er en stor fornøjelse at kunne præsentere Skolepatruljer i dag, som fortæller, at vi i Danmark har et meget velfungerende system. Alt tyder på, at vi både skal bibeholde og udvikle det. Undervejs i rapporten fremhæves nogle gode ideer og eksempler på løsninger, som kan gøre gavn andre steder end i det lokalområde, hvor de findes. Vi håber, at undersøgelsen således også kan være med til at udvikle systemet. Rapporten fokuserer på den måde, hvorpå de involverede – eller ”ansatte” – oplever systemet. Informationerne stammer fra politiet, fra de lærere, der er SP-instruktører på skolerne, og fra elever, som er medlemmer af skolepatruljen. Den sikkerhedsmæssige effekt af skolepatruljerne indgår således ikke i denne undersøgelse. Men der er ingen tvivl om, at de næsten 20.000 danske skolepatruljer er med til at gøre skolevejen tryggere for kammeraterne. Og det sker hvert år, at enkelte af SP’erne redder kammerater fra at blive kørt ned. Uden anerkendelse fungerer ingen særlig godt. Derfor bliver Skolepatruljer i dag også en påmindelse om, at vi skal huske at værdsætte alle, som er med i det vigtige arbejde med skolepatruljerne. Med baggrund i rapporten vil vi i Rådet for Større Færdselssikkerhed vurdere, hvor vores indsats kan styrkes. Men vi ønsker samtidig at pege på, at der også skal lokal opbakning til at få tingene til at fungere. Det gælder både praktisk, økonomisk og psykologisk. Skolepatruljen er det værd, det fortæller rapporten! God læselyst! Rådet for Større Færdselssikkerhed

Dette hæfte rummer et resumé af rapporten. Hele rapporten kan gratis printes ud fra sikkertrafik.dk.

Om undersøgelsen Denne evaluering af skolepatruljesystemet bygger på informationer om og fra de tre involverede parter: politiet, lærerne og eleverne. Fundamentet i rapporten er tre spørgeskemaundersøgelser – én er besvaret af en SP-ansvarlig i landets politikredse, én af de lærere, der har ansvaret på for skolepatruljerne på den enkelte skole, og endelig er den sidste spørgeskemaundersøgelse besvaret af de elever, der deltager i skolepatruljearbejdet. Afsnittet om skolepatruljer og politiet bygger på besvarelserne fra samtlige 54 politikredse i landet. Medio oktober 2003 blev der sendt et spørgeskema til den person i hver politikreds, som er ansvarlig for kontakten til skolerne på dette område. Alle politikredse, der har modtaget et spørgeskema, har således besvaret det, og det eneste bortfald, der kan forekomme i undersøgelsen, er, hvor den ansvarlige har undladt at besvare enkelte spørgsmål inde i spørgeskemaet. Ultimo november 2003 blev der sendt spørgeskemaer ud til samtlige 953 lærere i landet, der har ansvaret for skolepatruljer – de såkaldte skolepatruljeinstruktører. Der blev, primært af tidsmæssige grunde, ikke sendt rykkere ud til dem, der ikke havde besvaret spørgeskemaet ved tidsfristens udløb. Derimod blev der i løbet af dataindsamlingsperioden ved to lejligheder indrykket en notits i lærernes fagblad ”Folkeskolen”, hvor målgruppen blev mindet om undersøgelsen og opfordret til at udfylde spørgeskemaet. Denne rapport bygger på besvarelserne fra 551 skolepatruljeinstruktører, hvilket giver en svarprocent på 58. Om bortfaldet kan man formode, at de, der indgår i undersøgelsen, er mere engagerede i SP end dem, der ikke har besvaret spørgeskemaet. Dette er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at skoler med problemer er underrepræsenteret i undersøgelsen. De 551 skoler, der deltog i undersøgelsen af skolepatruljeinstruktørerne, dannede ramme for spørgeskemaundersøgelsen af eleverne. Blandt disse blev der foretaget et tilfældigt udsnit på 60 skoler, og på disse skoler blev skolepatruljeinstruktøren bedt om at dele spørgeskemaer ud til samtlige elever, der deltager i skolepatruljearbejdet på skolen (de såkaldte SP’er). Der blev i alt returneret 602 udfyldte spørgeskemaer fra 45 skoler. I forhold til dataindsamlingens relative kompleksitet og den korte svarfrist må en svarfrekvens på 75 procent siges at være overraskende høj. Hvad angår bortfaldet, kan man forestille sig, at de skoler, hvor SP-arbejdet er velfungerende, har været mere tilbøjelige til at deltage end de skoler, hvor tingene måske ikke glider lige så godt. Der blev desuden gennemført to fokusgruppeinterview med SP-instruktører – et i Århusregionen og et i hovedstadsområdet – og to fokusgruppeinterview med SP’ere fra to forskellige skoler på Sjælland. Til forskel fra spørgeskemaundersøgelserne, som lægger op til generaliseringer af målte egenskaber, er de kvalitative metoder (fokusgruppeinterview) ikke repræsentative eller et udtryk for, hvad den samlede målgruppe mener om forskellige aspekter af skolepatruljeområdet. Metoden bruges til at pege på nogle tendenser inden for undersøgelsesområdet. Den giver en mulighed for et indblik bag de mere upersonlige tal, som de kvantitative undersøgelser genererer. De kvalitative undersøgelser kan således ikke sige noget om, hvor udbredte visse fænomener er, men kan i bedste fald give et bud på, hvordan og hvorfor ting forholder sig, som de gør.

Resumé Skolepatruljer og politiet De 54 skolepatruljeansvarlige fra landets politikredse, der indgår i spørgeskemaundersøgelsen om politiet og skolepatruljer, er i de allerfleste tilfælde personer, som har lang erfaring med skoler og trafik. For det første har de i gennemsnit været den øverste ansvarlige for SP i politikredsen i ni år, og for det andet har de alle også andre kontaktflader til skolen end SP-arbejdet. Fire af fem samarbejder med færdselskontaktlærerne om andet end SP. Næsten tre fjerdedele indgår i færdselsundervisningen i skolerne, og to ud af tre deltager i SSP-samarbejde (Skole, Socialforvaltning og Politi). 45 procent af landets skoler har skolepatrulje. Andelen varierer fra politikreds til politikreds – fra 8 procent i Grenå Politikreds til hhv. 92 procent i Frederikshavn Politikreds og 90 procent i Lyngby Politikreds. I forbindelse med uddannelsen af nye SP’ere kan politiet spille en væsentlig rolle, og måden, denne opgave bliver løst på, kan være et udtryk for politikredsens prioritering og ambitionsniveau i arbejdet med SP. I cirka halvdelen af politikredsene tilbyder man uddannelse af SP til samtlige skoler (med SP), mens man i den anden halvdel i princippet kun tilbyder sine tjenester til de skoler, der på eget initiativ henvender sig. Selv om politiet tilbyder uddannelse af nye SP’ere, er det ikke alle skoler, der tager imod tilbudet. Kun i 17 af de 25 kredse, der har et uddannelsestilbud til skolerne med SP, benytter over halvdelen af skolerne sig af dette tilbud. Denne forholdsvis beskedne tilbøjelighed til at benytte sig af politiets tilbud er ifølge politiet især et udtryk for, at skolernes SP-instruktører selv ønsker at stå for uddannelsen, mere end det er et udtryk for utilfredshed med politiets måde at løse opgaven på. I en af de politikredse, hvor politiet er mest aktiv på SP-området, er der forholdsvis få skoler, der gør brug af politiets uddannelsestilbud. Interview med SP-instruktører i den pågældende politikreds viser, at man sætter stor pris på den ansvarlige politibetjent. Dette engagement fra politiets side har smittet af på skolernes motivation, og netop derfor er SP-instruktion blevet en opgave, der sagtens kan løses af skolen selv. De fleste politikredse bruger 1-2 timer på at undervise nye SP’ere, mens man i den anden ende af spektret finder enkelte kredse, hvor elever bliver sendt på et 2 dage langt internatophold (Københavns og Lyngby Politikreds), hvor de bliver præsenteret for et ambitiøst og alsidigt undervisningsforløb. Det er dog ikke kun politikredsene centralt, men også den enkelte politibetjents måde at håndtere opgaven på, som i sidste ende bestemmer omfanget (og indholdet) af uddannelsen. Derudover er det ikke kun undervisningens tidsmæssige omfang, der adskiller politikredsene, men også det indholdsmæssige. Politikredsens uddannelsestilbud til skolerne består enten udelukkende af praktiske øvelser (20 politikredse), som normalt foregår de steder, hvor de nye SP’ere vil komme til stå vagt, eller af en kombination af praktiske øvelser og undervisning på områder, der har relevans i denne sammenhæng (30 politikredse). Af de 30 politikredse, hvor der i uddannelsen af nye SP’ere også indgår skriftligt og/eller andet materiale ved siden af de praktiske øvelser, bruger 25 i den sammenhæng hæftet ”SPuddannelse” - det vejledende undervisningsmateriale, som Rådet for Større Færdselssikkerhed har udgivet. Tilsyn med SP er sammen med uddannelse af nye SP’ere politiets vigtigste opgave i denne forbindelse, og politikredsene tager denne opgave alvorligt. I tre ud af fire politikredse, sørger man for, at skolerne får indtil flere besøg i løbet af skoleåret, men samtidig mener man, at der kan gøres mere. ”Mere tilsyn” er svaret fra mange politikredse på et afsluttende spørgsmål om, hvad der bør forstærkes inden for SPområdet, et svar der også røber, at politiets tilsyn ikke udelukkende bliver betragtet som en kontrolforanstaltning men også som et tegn på, at politiet viser interesse for selve SP-arbejdet – en

form for respekt og interesse i forhold til SP’erne. Politiets tilsyn med SP finder fortrinsvis sted i starten af skoleåret, hvor SP’erne stadigvæk er usikre og uvante med opgaven. Ifølge de ansvarlige i politikredsene kører SP godt eller meget godt i 51 af de 52 politikredse, der har besvaret spørgsmålet. (Man skal dog være klar over, at dér hvor man ikke prioriterer SP særligt højt, er man nærmest pr. definition tilfreds med tingenes tilstand.) At det fungerer godt, er ikke ensbetydende med, at der ikke er nogen problemer, eller at tingene ikke kan blive endnu bedre. Ifølge flere politikredse skyldes de eksisterende problemer i høj grad manglende motivation og engagement fra skolernes side. Kun én politikreds retter skytset mod sig selv – ”manglende kontakt fra politiets side”.

Skolepatruljeinstruktørerne Skolepatruljen er et ansvarsområde, undersøgelsens 551 SP-lærere i gennemsnit har varetaget i 10 år. Ti procent af dem har været SP-instruktør i 25 år eller mere, samtidig med at ti procent er det for første gang dette skoleår. Har man valgt at blive færdselskontaktlærer, har man som regel også sagt ja til at blive SP-instruktør. 91 procent af SP-instruktørerne er samtidig færdselskontaktlærer (FK-lærer). Det mest udbredte er, at læreren selv har ønsket opgaven som SP-instruktør, men på enkelte skoler er det skolen, der har presset på, for at få vedkommende til at påtage sig eller fortsætte med opgaven. Det er bemærkelsesværdigt, at de lærere, der bliver FK-lærere eller SP-instruktører, ikke får en kort basal introduktion til området, enten i form af et kort kursus og/eller en eller anden form for håndbog (hæfte). Blandt de lærere, som har højst to års erfaring med SP, er det kun hver femte, der ikke savner nogen form for uddannelse eller kursus. Man må formode, at forgængeren normalt lærer den nye SPinstruktør op. Der er meget stor variation mellem skolerne, hvad angår antallet af timer, FK-lærere/SP-instruktører får til deres arbejde. En stor del af forskellen i SP-instruktørernes tidsforbrug skyldes forskelle i hvor meget tid, der fra skolens side er beregnet til tilsyn.. Nogle lærere skal møde op hver morgen, mens andre tildeles mindre tid og derfor kun er sporadisk til stede. Skolen bestemmer fra hvilket eller hvilke klassetrin, man skal rekruttere elever – om det skal gælde for alle på et eller flere klassetrin, kun for de elever, der selv ønsker det, eller kun for de elever, skolen ønsker som SP’ere. Det mest almindelige er, at SP’erne bliver rekrutteret fra 6. eller 7. klasse, og at skolen bestemmer hvem af dem, der får lov til at blive SP’er. Normalt sker selekteringen dog på en sådan måde, at eleverne nærmest oplever, at det er dem, der primært bestemmer. Cirka tre fjerdedele af skolerne rekrutterer så mange elever til SP, at de vil komme til at stå vagt 1-2 dage om ugen. Det hører til sjældenhederne, at man har vagt mindre end én dag pr. uge, mens man på cirka hver femte skole har vagt mere end to dage om ugen. I nogle politikredse oplever man, at SP’s status er dalende (fra undersøgelsen hos politiet), mens SPinstruktørernes (lærernes) vurdering er, at udviklingen ikke er særligt bekymrende, selv om der er lidt flere lærer, der synes, at det er blevet sværere at rekruttere nye SP’ere, end der er lærere, som synes, det er blevet lettere. 75 procent af SP-instruktørerne mener, at det hverken er blevet sværere eller lettere i de senere år. Kun på fire procent af skolerne er der for få elever, der har meldt sig til SP, mens der på hver tredje skole er flere aspiranter, end der er brug for. Det er ikke ualmindeligt, at SP’ere bliver taget

fra opgaven, fordi de ikke kan passe mødetiderne. På mange skoler bliver der ikke brugt særlig meget tid på at uddanne nye SP’ere. Halvdelen af skolerne bruger højst to timer, og kun cirka hver sjette skole bruger mere end en halv dag på opgaven. De skoler, hvor politiet helt eller delvis står for uddannelsen af nye SP’er, bruger man signifikant flere timer på dette end på skoler, hvor skolen selv står for uddannelsen. Det er ikke kun det tidsmæssige omfang, der er større, når politiet har ansvar for uddannelsen. Selve indholdet i undervisningen er også mere alsidigt. På de fleste skoler indgår praktiske øvelser i undervisningen, og mange steder består uddannelsen udelukkende af øvelser på de steder, hvor SP’erne kommer til at arbejde. Det normale er dog, at undervisningen er en blanding af teori og praktiske øvelser. 56 procent af skolerne bruger hæftet ”SP-uddannelse” fra Rådet for Større Færdselssikkerhed i forbindelse med uddannelse af nye SP’ere. Normalt gennemgår man de første 20-25 sider af hæftets 43 sider. Næsten hver femte SP-instruktør har ikke kendskab til hæftet, hvilket er tankevækkende, da det er det eneste målrettede undervisningsmateriale, der er publiceret på området. Både politiet og skolen fører tilsyn med SP – politiet mere sporadisk og lidt mere på afstand, mens det fra SP-instruktørens side foregår mere regelmæssigt og normalt synligt. Der er en markant forskel mellem politiets og skolernes opfattelse af omfanget af politiets tilsyn. Her skal man dog være opmærksom på, at politiet ofte kommer uanmeldt og diskret trækker sig tilbage, hvis der ikke er noget at bemærke. Fælles for politi og skole er dog, at begge oplever politiets tilsyn som et område, hvor der ikke bliver gjort nok. To tredjedele af SP-instruktørerne så gerne, at politiet kom oftere og førte tilsyn med SP, fordi det også ville ses som en påskønnelse af SP’ernes arbejde. På mere end 40 procent af skolerne møder SP-instruktøren dagligt op, og på yderligere 22 procent af skolerne sker det et par gange om ugen. Men vurderingen af SP-instruktørernes tilsyn med eleverne er ikke entydig. På den ene side skal SP-instruktøren (i større eller mindre omfang) være til stede om morgenen, både for at sikre, at der er fuld bemanding, og for at kontrollere, at arbejdet bliver udført på en hensigtsmæssig måde. Desuden ses lærernes tilstedeværelse også ofte som et udtryk for solidaritet med SP’erne. På den anden side skal SP-læreren tage hensyn til SP’ernes behov for selv at tage ansvar – uden at være bevogtet. Det er altså ikke primært et spørgsmål om, hvor ofte SP-instruktøren er til stede, men måden vedkommende er det på. At så stor en andel af SP-instruktørerne møder op hver morgen skyldes i mange tilfælde, at skolen forlanger det. Man kan forestille sig, at der er behov for et forum, hvor SP-instruktøren mødes med SP’erne og udveksler erfaringer og informationer – både hvad angår det trafikfaglige og det administrative (vagtplaner m.m.). Ikke uvigtigt i denne sammenhæng er, at disse møder kan være med til at opbygge og konsolidere gruppesammenholdet blandt SP’erne. På halvdelen af skolerne holder SP-instruktøren møde med sine SP’ere mindst tre/fire gange i løbet af skoleåret, mens man på hver tredje skole slet ikke har denne type møde. Selv om man ikke holder egentlige møder med SP’erne, kan de godt blive orienteret. Der er normalt mange måder, den SP-ansvarlige lærer kan komme i kontakt med de enkelte elever på – både direkte og gennem klasselærerne. Belønningerne til SP varierer fra skole til skole, både hvad kilde, omfang og værdi angår. De fleste skoler forærer SP’erne en udflugt, der normalt er ”flagskibet” blandt belønningerne. De mest populære udflugtsmål er Bakken, Tivoli, Legoland, Hansapark, Djurs og Fårup Sommerland. Mange skoler inviterer desuden SP’erne i biografen, giver dem klippekort til svømmehallen eller organiserer bowlingture og lignende. Desuden er det almindeligt, at man holder SP-fester, hvor SP’ere fra forskellige skoler i kommunen eller politikredsen deltager. Enkelte skoler betaler desuden SP’erne løn for vagterne. Over halvdelen (59 procent) af SP-instruktørerne synes, at belønningerne er rimelige i

forhold til SP’ernes arbejdsindsats, mens næsten hver tredje (30 procent) synes, at eleverne får for lidt. Ingen har svaret, at de får for meget. 93 % af alle SP-instruktører er tilfredse med Rådet for Større Færdselssikkerheds indsats i forbindelse med skolepatruljer, og på 97 % af skolerne er SP-instruktørerne ”tilfredse” eller ”meget tilfredse” med SP’ernes indsats på skolen. Endelig mener 98 % af SP-instruktørerne, at hovedparten af ’deres’ SP’ere er glade for at være med i skolepatruljen.

Eleverne – SP’erne Samtlige 45 skoler, der indgår i undersøgelsen, har SP’ere fra 6. og/eller 7. klassetrin, og det hører til sjældenhederne, at mere end nogle enkelte SP’ere kommer fra andre klassetrin. På mere end halvdelen af skolerne kommer hovedparten af alle SP’ere fra ét og samme klassetrin. For fire ud af fem i undersøgelsen er dette det første skoleår, de er SP’ere, mens det for 16 procents vedkommende er andet år. Det normale er, at man har vagt (cirka) en gang om ugen. Det er tilfældet for lidt over halvdelen af alle SP’ere, mens 30 procent står oftere end en gang om ugen. Der er lidt flere piger end drenge i undersøgelsen. Ifølge eleverne, er det hovedsagelig dem selv og ingen andre, der beslutter, om de skal være SP eller ej. Kun otte procent af SP’erne mener, at deres forældre har presset på, og hvad angår skolen, er det kun 15 procent, der svarer, at den har haft en finger med i afgørelsen. Selv om det umiddelbart ser ud til at være en stor forskel i forhold til undersøgelsen af SP-instruktører, behøver svarene ikke at stå i modsætning til hinanden. At SP er et fast job på bestemte klassetrin på skolen står ikke i modsætning til, at eleverne selv bestemmer, om de vil være SP’ere eller ej, navnlig ikke, hvis der er tilstrækkeligt mange, der melder sig frivilligt. Og hvad angår skolens selvforståelse som den instans, der bestemmer, hvem der skal være SP’ere og hvem der ikke skal være det, ser det ud som om skolen primært laver den negative selektion. Man sorterer de få elever fra, man synes er uegnede til opgaven – og som dermed heller ikke indgår i undersøgelsen. Igen – hvis der er tilstrækkeligt mange, der tilmelder sig - oplever SP’erne ikke, at skolen styrer, hvem der bliver SP’er. På den måde er rekrutteringen ideel. Det er skolen, der bestemmer, samtidig med at eleverne har den opfattelse, at det er dem selv, der har valgt. Eleverne ønsker at være SP primært fordi det virker spændende, og fordi opgaven medfører visse privilegier og belønninger. Men næsten lige så vigtigt i denne sammenhæng er også de mere altruistiske begrundelser – ”det er godt at tage ansvar for andre” og ”det er en vigtig opgave”. Alle nye SP’ere har naturligvis fået en eller anden form for undervisning inden de startede, selvom ikke alle har opfattet de praktiske øvelser ved fodgængerovergangene, som er den mest almindelige måde skolerne uddanner SP’ere på, som egentlig undervisning. Det er også begrænset, hvad man kan nå at formidle på de 1-2 timer, som er den tid, man normalt bruger til at uddanne nye SP’ere. Selve SParbejdet bliver derfor ofte en læreproces, hvor den enkelte SP’er successivt konfronteres med forskellige situationer, som eventuelt kan kræve en form for yderligere vejledning. Man ved heller ikke altid i forvejen, om vagtskemaet fungerer. Der kan således være behov for et forum, hvor skolens SP’ere mødes med den ansvarlige lærer, og hvor man udveksler erfaringer og modtager informationer af fælles interesse. Og om ikke andet så kan disse møder bruges til, at SP’ere lærer hinanden bedre at kende. På cirka hver fjerde skole (27 procent) holdes der regelmæssigt møder med SP’erne, og på yderligere 30 procent af skolerne holder man et enkelt møde eller to med SP’erne i løbet af skoleåret. Vedrørende uddannelsesmaterialer, kan mindre end halvdelen af eleverne genkende (forsiden af)

Rådet for Større Færdselssikkerheds hæfte, ”SP-uddannelse”. Det udelukker dog ikke, at flere kan have fået kopier af enkelte afsnit af hæftet, uden at forsiden har figureret. Det samme gælder for hæftet, ”Færdselslov for skolepatruljer”, hvis forside hver tredje SP’er har genkendt. I princippet skal alle SP’ere ved skolestarten i august have modtaget den såkaldte SP-kalender, men kun 87 procent svarer, at de har fået den. Af dem, der har fået kalenderen, bruger 60 % den også. Der er signifikant flere piger end drenge, der bruger SP-kalenderen. Der er lige så mange belønninger og kombinationer af belønninger, som der er SP-skoler. En ting har de 45 skoler dog til fælles – en udflugt/tur som ”hovedgevinst”. De fleste SP’ere ved i detaljer, hvad de får af forskellige belønninger for deres arbejde som SP’er, og næsten ni ud af ti SP’ere (88 procent) er tilfredse med belønningen. SP’erne blev præsenteret for seks positive aspekter af SP-arbejdet. Hvad er godt ved SP-arbejdet? 56

Belønningerne er gode

Det er godt at have ansvar

Det er sjovt, og jeg er sammen med mine venner

Vi får respekt

Vi er noget særligt som SP

Jeg bliver mere voksen og moden

Procent

Kun seks procent af SP’erne har ikke kunnet komme i tanke om noget, de synes, der er godt ved SP, og kun på to af skolerne finder man mere end to elever, der ikke synes, at SP-arbejdet fortjener et eneste kryds ved dette spørgsmål. SP’ere fra 6. klassetrin har været mere tilbøjelige til at sætte kryds ved de positive udsagn end deres ældre kammerater, med undtagelse af aspektet ”belønningerne”. Glæden ved at forvalte et ansvar, at være respekteret og føle sig som noget særligt, også ved siden af ældre skolekammerater, er noget der har meget større betydning for elever fra 6. klasse end for elever fra højere klassetrin. SP’erne blev også præsenteret for seks negative aspekter af SP-arbejdet.

Hvad er ikke så godt ved SP-arbejdet? 58

Man skal stå op så tidligt om morgenen

De store elever respekterer os ikke

De andre trafikanter tager ikke hensyn til os

De andre trafikanter er ofte sure

Det er ikke behageligt, når det er koldt og/eller regner Det er farligt at være SP

Belønningen for SP er for lille

8 2

Det er ubehageligt med så stort et ansvar over for andre

Procent

Generelt har SP’erne været mindre tilbøjelige til at sætte deres kryds ved negative udsagn end positive, selv om der blandt de negative udsagn indgår ét, alle ”B-mennesker” ville kunne være enig i, uanset om det drejer sig om SP eller ej. Derudover beklager hver tredje SP’er sig over, at de store elever ikke respekterer dem. I virkeligheden er problemet begrænset til hver tredje skole – hvor mindst halvdelen af SP’erne er generet af dem. Uanset, hvad der er blevet spurgt til i denne undersøgelse, har svarene peget i den samme retning – at SP’erne er yderst tilfredse med SP-arbejdet og dets rammer. Derfor er det ikke overraskende, at hovedparten af deltagerne (87 %) er enige i det helt generelle udsagn ”Jeg er glad for at være SP’er”. På mere end halvdelen af skolerne finder man ikke en eneste SP’er, der ikke har en positiv holdning, og i virkeligheden er det kun på én skole af de 45, som elevbesvarelserne stammer fra, at den generelle holdning er negativ.