DEN LITTERÆRE KANON i 8A

DEN LITTERÆRE KANON Nogle forfattere får sat så tydelige spor i litteraturhistorien, at de overlever gennem mange generationer. 8.A har i april måned arbejdet med deres læseforståelse, og i den forbindelse er de også blevet en hel del klogere på de danske kanonforfattere. I fællesskab har de skabt denne samling af tekster om forfatterne og af forfatterne.

Indhold Karen Blixen......................................................................................2 De blå øjne ......................................................................................................... 2 Martin A. Nexø..............................................................................................................................6 Derfor skal du læse Martin A. Nexø!...................................................................6 Når nøden er størst............................................................................................. 7 Uddrag fra “Når nøden er størst”........................................................................7 Ordforklaringer................................................................................................. 12 Henrik Ibsen.......................................................................................................................................14 Et Dukkehjem (2 + 3)....................................................................................... 14 Steen Steensen Blicher.......................................................................................................................18 Hosekræmmeren.............................................................................................. 18 Johannes V. Jensen.............................................................................................................................27 Introduktion:......................................................................................................... 27 Uddrag af Konges Fald...................................................................................... 27 Hvorfor er Johannes V. Jensen noget særligt?...................................................29 N.F.S Grundtvig.................................................................................................................................31 Den signede dag med fryd vi ser......................................................................32 Kort resume af Den signede dag med fryd vi ser..............................................34 Ludvig Holberg..................................................................................................................................35 Derfor skal du læse Ludvig Holberg..................................................................35 Jeppe på bjerget................................................................................................ 36 Her er et uddrag af Jeppe på bjerget:...............................................................37 Ordliste..................................................................................................................................................................... 40 Tom Kristensen..................................................................................................................................43 Nat i Berlin 1921............................................................................................... 44 Nat i Berlin 1921.................................................................................................................................................. 45 Herman Bang ...................................................................................................................................46 Frøkenen........................................................................................................... 47

Side 1 af 52

Karen Blixen Karen Blixen blev født 17. april 1885 i Rungsted, og var en anerkendt dansk, digter, forfatter, historiefortæller og kanonforfatter.

Karen Blixen første bog var på engelsk.

Bogen hed “Seven Gothic Tales.” Den udkom i 1934, og året efter udkom den på dansk. Karen har også skrevet mange andre kendte bøger såsom: Den afrikanske farm, Skygger på græsset og Babettes gæstebud.

Karen Blixen boede fra den 14. januar 1914 til den 14. juli 1931 i Østafrika, hvor hun ejede og drev en kaffeplantage sammen med hendes bror. Det var også i Afrika at hun skrev mange af hendes bøger.

Karens bøger bliver også beskrevet som “mageløse og fantastiske konstruerede historier” I hendes værker er mændene ofte svage, nemmere for læseren at gennemskue og forsvarsløse over for de stærkere kvinder, der “kontrollere dem”. Kvinder, der insisterer på retten til deres eget liv og identitet.

Karen Blixen bruger ofte symboler, sammenligninger og metaforer i hendes fortællinger. Der bliver tit brugt lange snørklede sætninger og meget gammeldags sprog.

Værkerne er fyldt med intertekstuelle referencer til verdenshistorien, blandt andet Bibelen, Ole Lund Kierkegaard, Shakespeare og St. St. Blicher.

Hvorfor læse Karen Blixens værker?

Du skal læse Karen Blixen fordi hendes tekster er inspirerende og lærerige. Det er klassisk, og man føler at man er en del af historien, når man læser. Man lukker alt ude, fordi Karens tekster er så tankevækkende.

Hun er svaret på den perfekte kanonforfatter.

Side 2 af 52

De blå øjne I Karen Blixens historie “De blå øjne” handler om en sømand, og hans kone der ikke just har et godt forhold med hinanden.

Konen beskylder skipperen for at have en pige i hver havn, som han har et forhold til.

For at bevise at han ikke har det og at han kun elsker konen, laver han en galionsfigur af hende som han sætter på stævnen af sit skib.

Sømanden begynder at holde mere af galionsfiguren end konen, og konen bliver jaloux.

Skipperen sejler derefter ud igen, og redder tilfældigvis en konge, som i gave giver ham 2 blå juveler som han får sat på hans galionsfigur som øjne.

Han forventer at hans kone bliver glad for den nye tilføjelse til figuren, men hun bliver endnu mere jaloux fordi at hun gerne ville have brugt dem til øreringe.

Konen bliver ved i lang tid med at plage om at hun må tage dem og bruge dem til øreringe, men sømanden giver ikke ind. Til sidst vælger hun at stjæle juvelerne, og erstatte dem med blåt glas så at hendes mand ikke for mistanke om at der væk. Konen begynder at få være og være syn til sidst bliver hun helt blind.

Historien drejer sig om at man skal stole på andre, og ikke være jaloux.

De blå øjne I Helsingør levede der for 125 år siden en ung skipper, som var meget forelsket i sin unge, smukke kone; og da han ved sin slid, slæb, udholdenhed og snilde stod heldet ham bi, fordi han havde fået sin egen båd, som han opkaldte efter hende: Den smukke Severine. Og han fik en dygtig billedskærer i Dragør, som han kendte, til at lave en galionsfigur som lignede hans kone i ansigtet og i form, som lavede en lyseblå og lyserød kjole magen til hendes egen søndagskjole, som han selv havde taget hjem til hende fra Sicilien. Med det lange dejlige hår, som hans unge kone selv meget ærefuldt bandt op under en lille net hvid kappe, kom bølgende efter hende, som om vinden førte det med sig.

Han var meget glad og stolt over sin galionsfigur og talte meget om den; men hans kone var jaloux på den.

Han sagde til hende: »Er hun dog ikke dejlig? og altid forud for mig træder hun bølgerne som i en dans. Hun ler ad snestormen og blinker ikke for det salte havskum, og jeg har set hende med en måge på toppen af hovedet.« »Du taler som en mand,« sagde hans kone, »og der er ingen mening med det.

Sådan er I altid; det er de piger, som lader, som om de vil vende ryggen til jer, og som ikke gider sætte deres hår op, det er dem, I følger efter; men jeres trofaste koner, som sidder stadige og rolige i hjemmet og stopper jeres strømper, dem forstår I slet ikke.« »Oh, min søde lille skat,« sagde han, »Hvad skulde jeg gøre med en kone, som jeg forstod. Jeg elsker hende, fordi hun ligner dig, og jeg elsker dig, fordi du ligner

Side 3 af 52

hende. Vi sømænd, vi har et stort hjerte, ligesom vi har en stor næve. Det kan meget godt rumme mere end én. Ja, det kan rumme alle piger i verden på en gang og i inderlig taknemmelighed imod jer, fordi I er så glatte og lette og nette.

Men jeg er også glad over på samme tid, at jeg ved, at du har sådan et lillebitte sødt hjerte, at det ikke kan rumme mere end én mand; ja, ikke engang en hel mand, men noget af ham stikker ud, og så siger du: »Hvorfor behøver han dog også det? Men du ved da også, at når jeg vil have et kys, så kommer jeg tilbage til Helsingør; og sig mig nu, mens vi taler om det, kan du lide at blive kysset?« »Det er slet ikke noget spørgsmål at gøre sin kone,« sagde hun, »der er ingen mening med det, og du forstår mig ikke.« Nu skete det, at denne unge skipper engang, da han sejlede på Ostindien gennem mange mærkelige begivenheder kom til at redde en gammel indfødt konge på et ø-kongerige fra forræderiske stormænds forfølgelser og at bringe ham i sikkerhed til hans datters og svigersøns Borg på en anden ø. Og da nu den gamle konge igen var mellem folk, der elskede ham og var ham tro, så takkede han, mens tårerne løb ham ned ad kinderne, sin redningsmand og gav ham til belønning to store dejlige mandelformede safirer, så blå, så dybe og klare som det indiske ocean selv. Og disse safirer lod den unge dronning på skipperens bøn smilende sin hofjuveler sætte ind i gallionsfigurer træ ansigt i øjenhulerne som to blå øjne.

Skipperen var forfærdelig glad over det. Han gik omkring det og så på det og tænkte: »Nu er hun ganske fuldkommen.« Og da han kom hjem til Helsingør, så viste han sin kone disse klare, blå øjne og gentog for hende: »Nu er hun ganske fuldkommen. Nu har hun dine øjne, og du har hendes. Hun har på hjemrejsen fra Indien set flyvefiskene stryge forbi sig bare et par fod foran sig, hun har med disse klare, blå øjne set månen stå både på himlen og i havet.« »Der er ingen mening med det,« sagde hans kone, »med at sætte sådan to kostbare sten i ansigtet på en galionsfigur. Det var meget bedre, at du gav mig dem til et par ørenringe. Der tror jeg også de vilde se bedre ud.« »Min elskede,« sagde skipperen, »du må bede mig om alt i verden, men ikke om dette her. Jeg kan slet ikke gøre det. Dine øjne er hendes, og hendes øjne er dine.« Men hver dag, mens skipperen var hjemm e, bad den unge kone ham igen, om han vilde give hende stenene, og han sagde, at det kunde han ikke gøre.

Men den sidste aften, inden han rejste, gav andre skippere i Helsingør et gilde for ham. Og mens han sad der og var lystig med sine kolleger og sang og drak, så tog hans kone en lygte og gik ned til havnen, hvor hun havde sat glarmesteren i Helsingør stævne, og der lod hun ham tage de blå sten ud af gallionsfigurer øjenhuler og sætte et par stykker blåt glas, som lignede dem i farven, ind i stedet for. Men juvelerne selv lagde hun i en æske og stak æsken ned i lommen på sit skørt og tog dem med hjem.

Og hendes mand, som var søvnig den næste morgen efter gildet, lagde ikke mærke til, at der var sket nogen forandring. Men rejste i god tro til guldkysten

Side 4 af 52

efter at have kysset sin kone ømt til afsked. Men nogen tid efter at han var rejst, mærkede den unge kone, at hun ikke så så godt som før.

Hun bekymrede sig ikke meget om det til at begynde med, men da det kom så vidt, at hun ikke kunne se at træde en synål, da blev hun bange, og hun gik til en gammel finnekone eller lappekone, som sad i Helsingør og havde siddet der i hundrede år, efter at Kong Frederik d. 6. ved sin kroning havde ønsket at se sine undersåtter fra begge arvelande og havde sendt bud efter dem fra vest og øst og også højt fra nord, hvor lapperne og finnerne bor, for at han kunde se deres mærkelige klædedragt og høre deres sange og se deres danse.

Denne gamle kones far havde været den anfin, som de kaldte ganfin, og som solgte god vind til sømændene i en sæk. Hvis man løste én knude på sækken, da fik man en frisk brise, så skibet dansede frem over bølgerne, og bølgerne havde et let sølvskum. Løste man den anden knude på sækken, da fik man en strygende vind, som rejste bølgerne højt og fejede skibet med sig, og løste man den tredje, da brølede stormen i sejlene, og masterne knirkede, og man blev drevet gennem Nordsø og Skagerak og Kattegat lige ind i Øresund forbi det gamle Kronborg Slot.

Men den gamle kone selv havde god forstand på sygdomme og medicin, og hun samlede sjældne urter og tilvirkede både salver og drikke; og hun doktorerede nu på den unge kones øjne en tid og prøvede salver og prøvede smørelser af forskellig art; men det blev dårligere og dårligere for den smukke Severine. Hun kunne ikke se noget klart, og store mærkelige former drev forbi hendes øjne til højre eller til venstre. Somme tider blev det helt mørkt, og så klarede det lidt, men aldrig kunde hun se som før.

Den gamle kone sagde til hende: »Det kan ikke nytte mit barn, hvad vi så gør. De magter, vi kalder på, de nægter at hjælpe os. De siger, at en uret her er blevet gjort, og de tager parti med de magter, som vi vil bekæmpe, og det kan ikke være andet - du bliver blind« Da græd den unge kone og vred sine hænder. »Oh, Sunniva, kære Sunniva!« sagde hun, »tag min hånd og før mig ned til havnen og helt ud på pieren og drej mit hoved imod nord og sig mig, at du mod himlen ser det herlige og hellige billede et sejl, og det er min kære mands skib, som kommer tilbage, før ham tilbage til mig, så jeg kan bede ham om forladelse og sige, at han skal få lov til at fylde sit store hjerte, ligesom han skal få lov til at fylde sit store krus.« Men skibet kom ikke tilbage. I stedet for kom der brev til Helsingør fra konsulen i Porto i Portugal, at det var gået til bunds med mand og mus, og det var mærkeligt og uhyggeligt, skrev konsulen, at skibet ved højlys dag, mens solen stod midt på himlen, var løbet lige ind i en høj, stejl klippe, der ragede højt op af vandet.

Ordforklaringer

Side 5 af 52

Flid: Evne og vilje til at arbejde energisk Snilde: Dygtighed og klogskab kombineret med opfindsomhed Gallionsfigur: Træfigur i et skibs forstavn Ærbart: Blufærdig, anstændig eller tilbageholdende Safirer: Ædelsten Gilde: Sammenkomst med mange mennesker Glarmesteren: Håndværker som tilskærer og indsætter glas Anfin: Finne (person fra Finland) Ganfin: Troldkyndig, magiker.

Pieren: Molen Konsulens: En rådgiver / rådgivning

Martin A. Nexø

26. juni 1869 - 1. juni 1954 Tidsperiode: Hjemstavnslitteratur og ny realisme i beg. af 1900-tallet.

Martin A. Nexø var blandt de forfattere, der fortsatte gennembrudsrealismen i hans bøger, noveller, erindringer etc., og han var med til at forme det folkelige gennembrud i Danmark. Nexø’s tekster rummede en skarp samfundsmæssig kritik, hvor han beskrev både by- og landproletariatets/arbejderklassens barske liv og vilkår, og han skrev på baggrund af sin egen opvækst og tegnede et portræt af, hvordan det var at vokse op på bunden, der var præget af fattigdom og uretfærdighed.

Nexø’s samfundskritik i teksterne var ikke rent og skær nedtrykkende, men blev ledsaget af en ustyrlig optimisme og tro på, at menneskets kræfter til sidst ville sejre, hvilket også i høj grad blev mærket af en smagfuld bevidsthed, psykologisk indlevelse og humor.

Side 6 af 52

Martin Nexø skilte sig især ud fra perioden forinden (Romantikken), hvor man fremviste alt positivt, skønt og idyllisk. Man beskrev ikke landets situation, som den i virkeligheden var, hvilket var, rent ud sagt, et fattigt og overbefolket skraldeland. I stedet dyrkede man følelserne og viste romantiske idealer og harmoni.

I Nexøs tid veg man væk fra det, og begyndte at fokusere på Folket, der dog fyldte omkring 80% af befolkningen, og man oplyste nationen om landets elendighed.

Derfor skal du læse Martin A. Nexø!

Hvis du kan lide realistiske tekster, der omhandler de, der har det værst med en snigende humor og en snert af optimisme, er Martin A. Nexø lige noget for dig!

Når nøden er størst

Udgivet i 1926 Romanen ‘Når nøden er størst’ handler om en lille, fattig fiskerby ved navn Kås, hvor der ikke har været så meget overskud i økonomien de seneste år. Alle i Kås går så rundt hver dag og håber på, at der vil komme en tåge eller kraftigt stormvejr, så de skibe der kommer sejlende, vil blive ødelagt, så fiskerne fra Kås kan tjene nogle penge på, at reparere skibet og købe nogle af deres ejendele til en billig pris, så det herefter kan blive solgt videre.

Ikke langt fra Kås ligger en anden lille fiskerby ved navn Lejet, der klarer sig væsentligt bedre, når det gælder økonomi af samme koncept som Kås’. Kås og Lejet er dog ikke gode venner - tværtimod - og har heller ikke tænkt sig at hjælpe hinanden, hvis den ene by er i nød.

Alle i byen har aftalt at være helt stille, når de går rundt, for at sørge for, at skibet vil blive ødelagt på en eller anden måde, så de kan tjene pengene på at reparere skibet. Det viser sig også at virke, da der en dag er et skib i nærheden, hvor kaptajnen er desperat, efter at få sit skib repareret. Der tager fiskerne chancen og sørger for at få købt alle de ting kaptajnen havde med i sit skib billigt, og få repareret hans skib til en god pris.

Side 7 af 52

Derudover får byen også lavet en aftale med kaptajnen, om at han skal komme hver gang der er højvande og sælge alle sine ting billigt til byen, og få repareret sin båd af fiskerne til en fortsat god pris.

--Martin A. Nexø har været god til at beskrive, hvad folk kan finde på at gøre, når nøden er størst på en humoristisk og en smule overdrevet måde, igennem handlingen af romanen med mange talemåder, mm., hvilket især bliver fremhævet i dette uddrag fra “Når nøden er størst”:

Uddrag fra “Når nøden er størst” Der var smalhals i den lille fiskerby Kås; fangsten var slået mere eller mindre fejl hele det sidste år, og et ærligt vrag hørte til sjældenhederne nu. Søfolkene var blevet så fandens kloge og påpasselige af alt det rend på styrmandsskoler og lignende; og dertil kom alle disse moderne indretninger: fyrtårne og sirener og hvad det nu hed alt sammen, der tog brødet ud af munden på flittige og stræbsomme folk.

Helt sulte gjorde man vel endnu ikke i den lille by, men det kunne ikke blive til mere end saltet torsk eller sild, kogt sammen med kartofler og serveret med meldyppelse. Kød! hvem tænkte på kød i disse sløje tider! Man huskede knap engang, hvorledes det smagte, så længe var det siden, der sidst var set kød i fiskerbyen. - Og snapsen? ja den tog man vel endnu ind nede i fiskerknejpen, men det skete på klods, og desuagtet vendte den sig i maven på en, når man tænkte på kone og børn.

Det var ikke morsomt at være forsørger under slige forhold, for hvad skulle man gribe til? Sætte båd i søen kunne ikke nytte, det var bare at vove redskab omsonst; den smule fisk der havde været, var gået andre steder hen, og der var længe til den kunne ventes tilbage. Nej, det eneste der kunne hjælpe, var en rigtig tæt, favnetyk tåge, så skibene ikke kunne gå klar af næsset på hvis yderste spids Kås lå.

I Lejet, som lå på bunden af bugten hinsides næsset, så det ikke lysere ud. Kun var der den forskel, at man boede lunere derinde under klipperne og bedre kunne undvære noget i kakkelovnen. Også herinde havde man opgivet tilliden til sig selv og sat sin lid til forsynet; men når man ude på næsset bad om tåge, så bad man herinde om en pludselig pålandsstorm som det, hvorfra frelsen skulle komme.

Det syntes, som om fiskerne i Lejet først skulle blive bønhørte.

I længere tid havde det blæst en jævn fralandsvind, men efterhånden steg den til storm og fik vandet i bugten til at synke langt under dagligt vande. Og skib på skib kom strygende om pynterne og lagde sig for anker i bugten for at ride stormen af i læ af landet, til der til sidst lå hen ved en snes ankerliggere.

Fiskerne i Kås vidste så godt som nogen, at den vind om to dage ville bringe dem i Lejet sulet på bordet; og sulten fik dem til at overvinde deres stolthed og sende bud derind med forslag om deltagelse i bjærgningsarbejdet, der sandsynligvis ville blive stort.

Men der var fjendskab mellem de to byer, og de fik afslag.

Side 8 af 52

„Har du tabt posen?“ spurgte man overbringeren af forslaget, med hentydning til, at han gik tiggergang. „Skal vi lave dig en anden?“ Da folkene i Kås hørte det, blev de forbitrede og tænkte på at hævne sig ved at ro ud til ankerliggerne og vare dem ad. Men man opgav det igen. Der kunne komme så meget op, når først man begyndte.

De nøjedes derfor med at være misundelige tilskuere, da stormen ganske rigtigt slog om efter to dages forløb og blev til en pålandsorkan. Oppe på næssets højder stod de i klynge og afventede det øjeblik, da stormen et øjeblik lagde sig og så pludselig kom udefra i korte, voldsomme stød, der lød som eksplosioner i klipperne, lagde sig igen en stund og så rejste sig i uophørlig rasen.

Om bord på ankerliggerne blev der pludselig travlhed. I et nu myldrede mandskabet på dækket, gennem stormen piskedes stumper af råb ind til land, eller en løsreven klang af håndspag i gangspil, idet ankerne haledes ind, eller kættingernes voldsomme, syngende skuren, idet ankerne, af de mest forsynlige, kappedes og lodes i stikken. Man kunne af anspændelsen se, at de derude vidste, hvad det gjaldt; mandskabet løb som egern i vanter og mærs. Trævl på trævl sattes til, skib efter skib drejede klos i vinden og stampede sig frem med både vand og vind på luvart bov.

En mørk stribe skød sig frem om hver pynt; de to striber stødte skråt sammen i en sprøjtende spids og vandrede indad, idet de mere og mere nærmede sig den rette linje. Det var højvandet, der fulgte den forandrede vind i hælene. Inde på reden mødtes det med det udadgående vand og dannede krapsø; skibene slingrede voldsomt og huggede bugsprydet i bølgerne, og når søen kastede dem hårdt op af deres liggende stilling, slog stormen i sejlene, så de revnede med et brag og hang og smældede i luften. Men et for et krængede skibene igen om på siden, så ræerne kyssede vandet, kneb sig hårdt op i vinden og smuttede uden om pynten ved Kås.

Det var det mest spændende spørgsmål for tilskuerne oppe på næsset: Ville skibene klare pynten ved Kås? Til den side søgte de nemlig alle, da landet her ikke gik så langt ud. Og hver sejler blev i sin fart om pynten fulgt af mange interesserede blikke. Et øjeblik så det ud, som om en stor tremaster skulle blive hængende; den standsede pludselig sin fart, og en mast knækkede forover. Et kort minut vuggede den som en gyngehest, men så gled den videre, og det håb var slukt.

En bølge måtte have løftet den over – eller måske det var det forandrede tryk på sejlene, idet agtermasten gik, der gjorde, at den slap af grunden.

Nede i bugten lå endnu fem skibe, som syntes at tage den med ro – de stolede på deres ankre. De lå og red på stramme ankertove, med stævnen udad og renstrøget dæk og rigning – det gjaldt at byde vind og vand så ringe modstand som muligt.

Side 9 af 52

Inde på stranden ved Lejet gik fiskerne frem og tilbage eller stod i klynger bag de optrukne både. Det var disse „overliggere“, de havde regnet med, og de lod sig ikke forstyrre af, at skibene tilsyneladende holdt sig godt, men gjorde sindigt deres forberedelser til at redde folk og ladning.

I Kås talte man i mange dage ikke om andet end den fangst, fiskerne i Lejet havde gjort. Tre af de fem skibe var blevet vrag, og bjærgelønnen skulle nok beløbe sig til adskillige hundrede kroner pr. mand. Og her i Kås suttede man fremdeles på labben!

Men ikke nok med det! Den samme storm, der bragte hine velstand, havde ødelagt den ene havnemole, så det ville koste måske tusinder at få den gjort i stand igen. Og det var den havn, der i dyre domme blev anskaffet, dels for at drage handel til byen, men mest for den skulle rive beboerne af Lejet i næsen.

Og derinde, hvor de ikke engang havde en bådehavn, men måtte hale bådene op på den bare strand, der havde de nu hele tre vrag at sætte tænder i og slide adskilt og kunne holde fest hver evige nat. Mens man sultede her. Og redningen, den eneste redning, tågen, udeblev!

Men en morgen, da fiskerne som sædvanlig var samledes på havnepladsen, var den der og hang over vandet så tyk, at man ikke kunne se fra mole til mole. Alle de tunge ansigter livedes kendeligt op – nu endelig slog oprejsningens time. Alt larmende arbejde på havnen fik lov at hvile, man sendte drenge ud til alle sider med påbud om stilhed, og hele byen hviskede bogstaveligt talt og gik på strømpesokker for ikke ved nogen lyd at varsko skibene om, hvor landet var. Der stilledes vagtpost ud på næssets yderste klipper, og fiskerne drev i klynger ned til Paltæsten, byens knejpe, for at tage lidt forskud på lykken.

Men dagen forløb og natten med, uden at der meldte sig noget skib. Selv de der så lyset, tabte modet da de den anden dags morgen kom op og hørte, hvorledes sagerne stod. Der var ingen tvivl om, at tågen ville lette opad formiddagen, når solen fik rigtig magt. Men som de tidlig morgen stod på havnen og drøftede dette, hørtes en stærk skurren af jern på klipperne, og straks efter trængte en skingrende bådsmandspibe gennem tågen, efterfulgt af kraftige kommandoråb på engelsk.

Det var tydeligt nok en damper, og den stod helt inde ved; men hvad kunne den være lastet med? Enhver gættede på det, han i øjeblikket anså for det højeste af alle menneskelige goder; én holdt på flæskesider, en anden på cognac.

Man var allerede i færd med at aftale, hvad man skulle forlange for at tage den af grunden, da lyden af stærke slag på tønder trængte ind over det rolige vand. Og kort efter fulgte en gennemtrængende stank af petroleum – han var nok allerede i færd med at lette sig for dækslasten! Så afbrød man diskussionen og skyndte sig at sende en båd ud med tilbud om hjælp. Men kaptajnen, der nu pludselig kunne høre enhver lyd inde fra land, havde anet uråd og var gal i hovedet. Han skældte dem ud og svor på, at han ingen hjælp ville have, om så både skib og ladning skulle gå i hundene. Sådanne skurke og kæltringer, der ikke engang ringede med en havneklokke, når det var tåget! Men ham skulle de ikke slikke sig om munden efter, hajer og strandrøvere som de var!

Side 10 af 52

De måtte da vende hjem med uforrettet sag; og op ad formiddagen, da solen spredte tågen, var der ikke andet at se af engelskmanden end en røgsøjle i det fjerne. Men havet flød i de prægtigste farver, og på den spraglede olieflade vuggede talrige tøndestaver sagte op og ned.

Da sank stemningen i den lille by ned til langt under nulpunktet, og over de smalle ansigter lagde sig noget af den rædsel, som de får, der føler, at de kæmper mod selve den ubøjelige skæbne. Her var jo intet som helst at gøre mere end snøre bukseremmen strammere og strammere, alt som maven svandt ind, og rolig oppebie den dag, da sulten gav sig i lag med selve tarmene. Hvad andet! Selve forsynet var jo kommet til kort her, idet tågen slog fejl! Og i mange dage bøjede man sig for det uafvendelige og hang med hovedet.

Men efterhånden vågnede den seje natur i en og anden, og man begyndte så småt at grunde på, om det ikke var bedst selv at tage hånd i hanke med. Og en skønne nat, da månen var i sidste kvarter, anbragte man en rød og en grøn lanterne ude i næssets yderste klipper, i en skibsbreddes afstand fra hinanden.

Der stod vagt ude, som skulle slukke lanternerne, så snart de havde gjort deres nytte, og nat efter nat gentog man eksperimentet.

En nat sad nogle fiskere inde i Paltæsten og holdt „vågestue“. Det var langt ud på natten, men de gad ikke gå hjem og se på konens og børnenes sultne miner, og desuden havde de feber i blodet og kunne ikke sove. Det trak ud med eksperimentet derude i klipperne, og for hver nat, der hengik uden resultat, blev de mere nervøse.

For bordenden sad Tran-Jacob, en kæmpestor fisker med gråt, stridt hår og rullende øjne. Han kaldtes sådan, fordi han kogte tran af torskens lever og smurte sit hus ind i den; om sommeren når solen skinnede, smeltede trannen og udbredte en ulidelig stank. Han gik sommer og vinter uden vest og trøje og med åbent bryst. Ved siden af ham sad en lille fisker, „Dobbeltskøn“ kaldet som følge af sin store grimhed, og spredt ved det lange bord sad flere andre fiskere. De sov mere eller mindre alle sammen; nu og da vågnede en, tømte sin bitter eller sæbebløde og sank hen igen. Værten listede til og fra med from mine, sørgede for at der var noget i glassene, og noterede.

En fisker hævede hovedet. „Det går sgu nok, sagde han, måske som fortsættelsen af en drøm. Værten trak dybt beklagende på skuldrene, som om han ville sige at han vaskede sine hænder. Den anden tømte sit glas og lod igen hovedet falde ned på armene. Ved det første dagskær blev døren revet op, og Martas dreng stormede ind med det udråb: „Et vrag! Et vrag!“ Der kom liv i fiskerne hver og en. „Hvor står den?“ – „Er den stor?“ – „Kan den gå i havn?“ lød det fra forskellige sider. „På odden! Det er en brig! Mor mener, at Jakob nok kan knibe den i havn!“ svarede drengen forpustet.

Man tvivlede lidt om, at selv Jakob formåede at knibe en brig ind i den temmelig grunde havn, men for resten havde man stor respekt for Martas ord; hun havde ved forskellige lejligheder vist mere skarpsind end selv de gamle erfarne fiskere.

Spørgsmålet var af stor vigtighed. Kunne skuden bringes i havn, så gjaldt det om at lette den for enhver pris for at bringe det mest mulige ud af den; men i modsat fald måtte man hellere få den til at stå rigtig solidt, da ellers en damper kunne snuppe den og bugsere den hen til en anden, større havn, som så tog Side 11 af 52

broderparten af fortjenesten. Man så derfor spørgende på Jakob, som svarede: „Enten skal vi have den i havn, eller søen skal pindehugge den, og drengene sanke den op.“ „Jamen ansvaret, ansvaret?“ indvendte værten.

Han holdt bibellæsning to gange om ugen og hørte til de vakte; men for resten var han selv stærkt interesseret i sagens heldige udfald og havde da også lånt dem den ene lanterne.

Jakob blev gnaven over hans utidige indvending. „Inden om den yderste, og uden om den inderste, og sønden om barkerevet!“ råbte han og huggede sin næve i bordet. Det var hans udtryk for moralens gyldne middelvej.

Så gik det til havnen i sluttet trop med Jakob i spidsen. Ude på næssets undervandsklipper stod en brig med forstavnen betydeligt højere end bagstavnen. Fortoppen var knækket, idet skibet grundstødte, og hang ned over takkelagen; ellers så skuden ikke ud til at have lidt meget. Men man var snart klar over, at den skulle tages, mens det var højvande. Sank først vandet, ville det ikke være muligt at bringe den flot uden hjælp af dampskib – endsige føre den ind i havnen.

Under disse overvejelser roede Jakob og et par andre fiskere derud og kravlede om bord. Kaptajnen stod lænet til stormasten og græd, styrmanden og et par matroser var i færd med at klare riggen for den knækkede top, den helt unge kokkedreng sad i døren til sin kabys og stoppede strømper med sorgløs mine. Det var en stettinerskude, som skulle hjem med en ladning hvede, og Jakob, som kunne tysk, måtte lede underhandlingerne. Han bandede på, at det aldeles var umuligt at skaffe en bjærgningsdamper til veje (der lå en omme på den anden side af den lille ø) og foreslog fiskernes hjælp.

Kaptajnen, der indså, at de to tusind kroner, fiskerne forlangte for at lette skuden og bringe den i havn, var en meget ringe sum i forhold til, hvad en damper ville forlange, gik ind på forslaget. På hans bekymrede spørgsmål om havnens dybde svarede Jakob ved hånligt at spørge, hvor dybt hans „fuldrigger“ vel stak, og om han troede, at det var en rendesten, han skulle ind i. Kaptajnen følte sig beroliget og blev i forholdsvis godt humor.

Det viste sig derhos ved at pumpe, at skuden kun havde fået en ubetydelig læk.

Rimelig vis måtte man lade en smule af bundladningen gå for, hvad den kunne indbringe; men resten havde næppe lidt noget af vandet, og kunne tages ind igen når lækagen var efterset, og bringes hjem i god behold. Og omkostningerne ved at lade om var jo ikke så store her, lod det til.

Da de fyrre både mødtes en times tid efter, hver bemandet med tre mand og udforet med presenninger i rummet til at tage imod hveden, bød kaptajnen om bord og trakterede med vin og cigarer.

Hele døgnet arbejdedes der hårdt uden afløsning, og næste formiddag var skibet omtrent losset og lå så let, at man ved at kaste nogle ankre ud på dybet uden stor vanskelighed trak det af grunden.

Side 12 af 52

Vinden bar med, og Jakob stod selv ved roret, og indad gik det mod den lille havn. „Vi har for mange sejl oppe mand! Vi render jo helt op i byen!“ råbte kaptajnen, der blev urolig over den stærke fart. „Nej, never mind!“ svarede Jakob roligt og holdt midt i indløbet. „For fanden, jeg synes, den skurer imod bunden!“ skreg kaptajnen igen. Men Jakob havde allerede lagt roret op. Det forandrede tryk på sejlene fik skuden til at krænge om på siden og gjorde den mindre dybtgående, og med en flot lille sidegående bevægelse lagde den sig tæt ind til bolværket. „De styrer sgu flot,“ sagde kaptajnen beundrende. „Men hvad satan er det?“ og han pegede på kølvandet, hvor mudder og tang væltede sig op til overfladen som grød i kog. „Lavvande“, svarede Jakob uden at blinke. Kaptajnen kiggede på molerne; der var ingen marker efter højere vandstand, det måtte være løgn. Men han var en fredelig mand, og nu lå de engang der.“ Det trak ud med reparationerne. Byens skibstømrere var ikke af de dygtigste, og man var heller ikke særlig forhippet på at blive af med skuden – der faldt jo altid en del fortjeneste af til handlende og værtshusholdere. Og da de endelig var klar til at tage ladningen ind igen, og kaptajnen lod foretage dybdemålinger i indløbet, viste det sig, at man umuligt kunne løbe ud med ladningen inden borde.

At lade det igen ude på dybet ved hjælp af bådene kunne ikke betale sig; der var allerede tæret alt for meget på ladningens værdi, og det ville æde den helt op.

Så måtte kaptajnen, så nødig han ville, beslutte sig til at lade afholde auktion over det hele, og tage det der var at få. At det ikke blev stort, vidste han fra auktionen over den havarerede del af ladningen; der var købere nok til stede, men der syntes at eksistere en overenskomst imellem dem, ingen ville sætte buddet op.

Og netop sådan gik det nu også. Ved næste højvande hjalp fiskerne ædelmodigt kaptajnen ud af havnen, og han satte kursen hjemad, plukket og afklædt næsten lige til kølsvinet. Men i Kås festede man.

Ordforklaringer Smalhals: Pengenød/fattigdom

Håndspag: Klap af svag kraft.

Meldyppelse: En gammeldags sovs

Kætting: Handelsskib

(Fisker)knejpe: En kro, hvor der serveres øl/spiritus.

Mærs: Halvcirkelformet platform på undermasten

Desuagtet: Alligevel

Luvart: Den side på et skib der vender mod den retning hvorfra vinden kommer.

Slige: Sådanne Sulet: Fed mad af svinekød Bjærgningsarbejdet: Arbejde, der kræver, at man redder/bringer nogen i sikkerhed - ofte fra vand til land.

Bov: Den buede del af en skibsside der befinder sig lige bag skibets forstavn.

Side 13 af 52

Ræerne: Drejelig træ- eller metalstang der sidder på tværs af en skibsmast og holder et sejls ene kant.

Tremaster: Sejlskib med tre master.

Rigning: Et sejlskibs master.

Bjærgeløn: Løn til en person der medvirker til bjergning af et skib.

Hine: om en størrelse der er nævnt i det foregående eller bestemmes i det følgende.

Petroleum: En naturligt forekommende blanding af flydende kulbrinter.

Kæltringer: Forbrydere.

Oppebie: Afvente.

Bugsere: Slæbe et skib eller en båd gennem vandet.

Brig: Middelstort skib med to fuldriggede master Riggen: Boreplatform.

Varsko: Advare.

Kabys: Skibskøkken.

Næs: Forbjerg.

Fuldrigger: Sejlskib med mindst tre fuldriggede master.

Knejpe: Bar. Cognac: En slags brændevin som er destilleret af druevin.

Trakterede: Behandle.

Bolværket: Mole.

Side 14 af 52

Henrik Ibsen

Henrik Ibsens skuespil er berømt over hele verden og oversat til mange sprog.

De trekantsdramaer, intriger og magtkampe, som foregår mellem personerne, kunne lige så godt have foregået i dag. Henrik Ibsen opbygger gradvist en spænding i sine stykker, der næsten kunne minde om plottet til en kriminalroman. Dette får publikum helt ud på kanten af stolen, og derfor opføres hans stykker stadig på de skrå brædder verden over.

Henrik Ibsen er bl.a. kendt for at være grundlæggeren af det moderne drama / skuespil. Han har skrevet mange forskellige teaterstykker, som for eks. “Et dukkehjem”. Henrik Ibsen holdt meget af at tolke virkeligheden og bruge det i sine teaterstykker. I “Et dukkehjem” lægger man mærke til, den måde han skriver om kvindens frigørelse på, og hvordan kvinden er. Her er et citat fra stykket. Det er den unge pige Nora som taler: Nora: “Hør, Torvald; – når en hustru forlader sin mands hus, således, som jeg nu gør, så har jeg hørt, at han efter loven er løst fra alle forpligtelser imod hende.

Jeg løser dig ialfald fra enhver forpligtelse. Du skal ikke føle dig bundet ved noget, lige så lidt, som jeg vil være det. Der må være fuld frihed på begge sider.

Se, her har du din ring tilbage. Giv mig min.”

Henrik Ibsen blev født 20. marts 1828 i den norske by Skien. Derefter kom han i lære som apoteker, men fandt arbejdet ensomt. Han begyndte derfor at skrive digte i 15 års-alderen. I 1849 startede han på universitetet i Christiania (nuv.

Oslo), men måtte opgive på grund af pengemangel. Han begyndte at læse medicin, men gjorde det aldrig færdigt. I stedet begyndte han at skrive skuespil som har haft stor succes.

Et Dukkehjem (2 + 3) (2) Teksten, Et dukkehjem, handler om pigen Nora som er gift med manden Helmer, også kaldt Torvald. Nora vil gerne bestemme, og rent faktisk “frigøres” fra sin ægtemand.

Side 15 af 52

Som vi skrev på første side, om Henrik Ibsen, så skrev Ibsen nogle gange om kvindernes frigørelse, og det er hvad Nora gerne vil. Hun føler, at hun er indespærret og fanget. Hun bliver uretfærdigt behandlet og vil gerne bestemme over sig selv, som en selvstændig kvinde.

Nora (ser på sit ur). Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her, Torvald; vi to har meget at tale sammen. (hun sætter sig ved den ene side af bordet.)

Helmer. Nora, – hvad er dette her? Dette stivnede udtryk – Nora. Sæt dig ned. –Det blir langt. Jeg har meget at tale med dig om.

Helmer (sætter sig ved bordet lige over for hende). Du ængster - (Bekymre,) mig, Nora. Og jeg forstår dig ikke.

Nora. Nej, det er det. Du forstår mig ikke. Og jeg har heller aldrig forstået dig – før i aften. Nej, du skal ikke afbryde mig. Du skal bare høre på, hvad jeg siger. – Dette er et opgør, Torvald.

Helmer. Hvorledes mener du det?

Nora (efter en kort taushed). Er dig ikke en ting påfaldende, således som vi sidder her?

Helmer. Hvad skulde det være?

Nora. Vi har nu været gift i otte år. Falder det dig ikke ind, at det er første gang vi to, du og jeg, mand og kone, taler alvorligt sammen?

Helmer. Ja, alvorligt, – hvad vil det sige?

Nora. I otte samfulde år, – ja længere, – lige fra vort første bekendtskab, har vi aldrig vekslet et alvorligt ord om alvorlige ting.

Helmer. Skulle jeg da idelig - (en gentagelse) og altid indvie - (tage noget i brug) dig i bekymringer, som du dog ikke kunde hjælpe mig at bære?

Nora. Jeg taler ikke om bekymringer. Jeg siger, vi har aldrig siddet i alvor sammen, for at søge at komme til bunds i noget.

Helmer. Men, kæreste Nora, ville da det have været for dig?

Nora. Der er vi ved sagen. Du har aldrig forstået mig. – Der er øvet megen uret imod mig, Torvald. Først af pappa og siden af dig.

Helmer. Hvad! Af os to, – af os to, der har elsket dig højere end alle andre mennesker?

Side 16 af 52

Nora (ryster på hovedet). I har aldrig elsket mig. I har bare syntes, det var fornøjeligt at være forelsket i mig.

Helmer. Men, Nora, hvad er dette for ord?

Nora. Ja, det er nu så, Torvald. Da jeg var hjemme hos pappa, så fortalte han mig alle sine meninger, og så havde jeg de samme meninger; og hvis jeg havde andre, så skjulte jeg det; for det vilde han ikke have likt. Han kaldte mig sit dukkebarn, og han legte med mig, som jeg legede med mine dukker. Så kom jeg i huset til dig – Helmer. Hvad er det for udtryk du bruger om vort ægteskab?

Nora (uforstyrret). Jeg mener, så gik jeg fra pappas hænder over i dine. Du indrettet alting efter din smag, og så fik jeg den samme smag som du; eller jeg lod bare så; jeg véd ikke rigtig –; jeg tror det var begge dele; snart det ene og snart det andet.

Når jeg nu ser på det, så synes jeg, jeg har levet her som et fattigt menneske, – bare fra hånden og i munden. Jeg har levet af at gøre kunster for dig, Torvald.

Men du vilde jo ha'e det så. Du og pappa har gjort stor synd imod mig. I er skyld i, at der ikke er blevet noget af mig.

Helmer. Nora, hvor du er urimelig og utaknemmelig! Har du ikke været lykkelig her?

Nora. Nej, det har jeg aldrig været. Jeg troede det; men jeg har aldrig været det.

Helmer. Ikke – ikke lykkelig!

Nora. Nej; bare lystig - ( præget af glæde). Og du har altid været så smilende imod mig. Men vort hjem har ikke været andet end en legestue. Her har jeg været din dukke-hustru, ligesom jeg hjemme var pappas dukkebarn. Og børnene, de har igen været mine dukker. Jeg syntes, det var fornøjeligt, når du tog og legte med mig, ligesom de syntes det var fornøjeligt, når jeg tog og legte med dem. Det har været vort ægteskab, Torvald.

Helmer. Der er noget sandt i, hvad du siger, – så overdrevent og overspændt det end er. Men herefter skal det bli'e anderledes. Legens tid skal være forbi; nu kommer opdragelsens.

Nora. Hvis opdragelse? Min eller børnenes?

Helmer. Både din og børnenes, min elskede Nora.

Nora. Ak, Torvald, du er ikke mand for at opdrage mig til en ret hustru for dig.

Side 17 af 52

Helmer. Og det siger du?

Nora. Og jeg, – hvorledes er jeg forberedt til at opdrage børnene?

Helmer. Nora!

Nora. Sagde du det ikke selv for en stund siden, – den opgav*e turde du ikke betro mig.

Helmer. Hvor vil du agte på det?

Nora. Jo; det var meget rigtig sagt af dig. Jeg magter ikke den opgave. Der er en anden opgave, som må løses først. Jeg må se at opdrage mig selv. Det er du ikke mand for at hjælpe mig med. Det må jeg være alene om. Og derfor rejser jeg nu fra dig.

Helmer (springer op). Hvad var det, du sagde?

Nora. Jeg må stå ganske alene, hvis jeg skal få rede på mig selv og på alting udenfor. Derfor kan jeg ikke bli'e hos dig længer.

Helmer. Nora, Nora!

Nora. Jeg vil gå herfra nu straks. Kristine ta'er nok imod mig for inat – Helmer. Du er afsindig! - (en som er fuldstændig ude af psykisk balance) Du får ikke lov! Jeg forbyder dig det!

Nora. Det kan ikke nytte at forbyde mig noget herefter. Jeg ta'er med mig, hvad der tilhører mig selv. Af dig vil jeg ingenting have, hverken nu eller senere.

Helmer. Hvilket vanvid er dog dette!

Nora. I morgen rejser jeg hjem, – jeg mener, til mit gamle hjemsted. Der vil det være lettest for mig at komme ind i et eller andet.

Helmer. Å, du forblindede, uerfarne skabning!

Nora. Jeg må se at få erfaring, Torvald.

Helmer. Forlade dit hjem, din mand og dine børn! Og du tænker ikke på, hvad folk vil sige.

Nora. Det kan jeg ikke ta'e noget hensyn til. Jeg véd bare, det blir nødvendigt for mig.

Helmer. Å, det er oprørende. Således kan du svigte dine helligste pligter.

Nora. Hvad regner du da for mine helligste pligter?

Helmer. Og det skal jeg behøve at sige dig! Er det ikke pligterne imod din mand og dine børn?

Nora. Jeg har andre ligeså hellige pligter.

Side 18 af 52

Helmer. Det har du ikke. Hvilke pligter skulde det være.

Nora. Pligterne imod mig selv.

Helmer. Du er først og fremst hustru og moder.

Nora. Det tror jeg ikke længere på. Jeg tror, at jeg er først og fremst et menneske, jeg, ligeså vel som du, – eller ialfald, at jeg skal forsøge på at bli'e det. Jeg véd nok, at de fleste gir dig ret, Torvald, og at der står noget sligt i bøgerne. Men jeg kan ikke længere lade mig nøje med, hvad de fleste siger og hvad der står i bøgerne. Jeg må selv tænke over de ting og se at få rede på dem.

Side 19 af 52

Steen Steensen Blicher Steen Steensen Blicher blev født den 11. oktober 1782 i Viborg.

Sammen med hans kone, Ernestine Julian Berg, fik de 10 børn. Steen Blicher var en dansk præst og forfatter. Mange af Steen Blichers værker var ikke anerkendte, dels fordi mange ikke havde de samme holdninger som ham.

En af grundene til at Steen begyndte at skrive var fordi han havde det dårligt i sit private, han skrev derfor om at den facade der bliver opstillet i mange bøger var forkert.

Han fornyede den danske prosa (skrivemåde uden rytme og rim).

Han prøver at overbevise eller bare vise folk at livet ikke er som folk går og tror. Livet er hårdt, og man får ikke bare hvad man drømmer om. Det er altså ikke alle der bare kan bo i store villaer og køre i dyre biler. Alt i livet skal opnås ved hårdt arbejde, igen: “livet er hårdt”.

Folk tror at man kun kan have et godt liv hvis man har mange penge, men nøglen til et godt liv er faktisk ikke at tænke på hvor dårligt man har det, men hellere tænke på hvad man har, og være glad for det. Han syntes ikke at hovedpersonen skulle være en “helt”, men i stedet komme ud for en tragedie. Grunden til denne holdning var at han igen ikke synes at folk skulle fremstilles som noget de ikke var, det giver også et dårligt syn på livet fra barndommen, når de læser tekster om hvor godt folk har det, men ikke har eller kommer til at have det sådan selv. Han skrev meget om at alt i livet ikke var idyl.

I skal læse Steen Steensen Blichers værker, fordi han er en meget ærlig og valid person. Han fremstiller menneskene som de er, altså stiller han ikke en facade op, ligesom alle andre kendte forfattere. På den måde giver han os en mere livlig og real oplevelse af teksten. Han er en af få personer der skriver på sin helt egen måde. Han skriver altså ikke bare om det han ved folk godt kan lide, da han mere skriver om sine egne holdninger til verden og menneskenes levevilkår.

Hosekræmmeren Historien starter ud med at hovedpersonen er tørstig og sulten. Han finder så et hus, og banker på.

Døren bliver åbnet af en mand, og konen sidder inde i stuen. Han bliver tilbudt noget at drikke og noget mad. Da der pludselig kom en yndig bondepige ud, Cecilie. Hun kom ud og gav hovedpersonens hund noget vand. Efter kort tid blev hoveddøren åbnet, og der stod Esbe, Cecilies kæreste. Han sagde at han skulle ud og rejse og han kom først tilbage om nogle måneder. Efter gik han. Hovedpersonen kunne se at Cecilie tabt en tårer. Han takkede Manden, konen og Cecilie og gik igen.

6 år senere kom hovedpersonen tilbage igen. Han bankede på og der blev åbnet. Der var en dejlig klang. Det Cecilies stemme han kunne høre. Der var nogle andre damer rundt om hende, men han vidste ikke hvad de lavede. Konen sad i stuen, som hun altid gjorde. Han gik hen og spurgte hvad der skete, og konen begyndte at fortælle en tragisk historie.

Let læsning: „Den største sorg i verden her er dog at miste den, man har kær.“ Side 20 af 52

Stundom (2), når jeg har vandret ret ud i den store alhede, hvor jeg kun har haft den brune lyng omkring og den blå himmel over mig; når jeg vankede fjernt fra menneskene og mindesmærkerne om deres puslen hernede, der i grunden kun er muldvarpeskud, som tiden eller en og anden urolig Tamerlan engang jævner med jorden; når jeg svævede hjertelet, frihedsstolt som beduinen, hvem intet hus, ingen snævert begrænset mark fængsler til pletten, men som ejer, besidder alt hvad han ser, som – ikke bor – men lysterer hvor han vil; når da mit vidt omsvævende blik i kimingen (3) skimtede et hus, og således ubehageligen standsedes i sin lette flugt: stundom (2) opstod da, Gud forlade mig denne flyvetanke; thi andet var det dog ikke – det ønske, gid denne menneskevåning var borte! Der bor også møje og kummer; der trættes, der kives også om mit og dit! – Ak! Den lykkelige ørken er både min og din, er alles, er ingens. – En forstmand (4) skal have foreslået at forstyrre hele kolonianlægget, plante skov på beboernes marker og i deres sløjfede byer; mig har stundom (2) den langt umenneskeligere tanke påtrængt sig: hvad om her endnu havde været lynggroet hede, den samme, som for årtusinder siden, uforstyrret, uomrodet af menneskehænder! Men, som sagt, jeg mente det ikke alvorligt. Thi når jeg udmattet, mødig, smægtende (5) af hede og tørst med smertelig længsel tænkte på araberens telt og kaffekedel: da takkede jeg Gud, at et lyngtækt hus – om end milelangt borte – forjættede (6) mig skygge og vederkvægelse.

Og befandt jeg mig således for en del år siden en stille, varm septemberdag langt ude i denne samme hede, som jeg i arabisk forstand kalder min. Ingen vind bevægede den rødmende lyng; luften var lummer og døsig. De fjerne bakker, som begrænsede synskredsen syntes at svømme, lig skyer, omkring den uhyre slette; og antog mange vidunderlige skikkelser af huse, tårne, slotte, mennesker og dyr; men alle af dunkle uformede omrids, ustadige vekslende som drømmebilleder: snart forvandledes en hytte til en kirke, denne igen til en pyramide; hist hævede sig et spir, her sank et andet; et menneske blev til en hest, og denne igen til en elefant; her gyngede en båd, og der et skib med udspændte sejl. – Længe forlystede sig mit øje ved beskuelsen af disse fantastiske figurer – et panorama, som kun sømanden og ørkenens indvåner (7) har lejlighed at nyde – da jeg omsider træt og tørstig begyndte at lede om et rigtigt hus blandt de mange falske; jeg ønskede ret inderligt at bortbytte alle mine prægtige feslotte for en eneste menneskelig hytte.

Det lykkedes: jeg opdagede snart en virkelig gård uden spir og tårne, hvis omrids blev tydeligere og skarpere, jo nærmere jeg kom den, og som, flankeret af tørvestakke, så langt større ud, end den virkelig var.

Dens beboere var mig ubekendte. Deres klædedragt var fattig, deres husgeråd tarveligt; men jeg vidste, at hedeboeren tit gemmer ædelt metal, i et umalet skrin eller i et usselt hængeskab og en tyk tegnebog inden for en lappet kofte (8); da derfor mit blik ved indtrædelsen faldt på en alkove (9) fuldstoppet med strømper, formodede jeg ganske rigtigt, at jeg befandt mig hos en velhavende hosekræmmer (1). (I parentes være det sagt, at jeg ingen fattige kender.)

En halvgammel, gråhærdet, men endnu kraftig mand rejste sig fra skiven, og bød mig hånden med de ord: „Velkommen! – Med forlov at spørge, hvor er den gode ven fra?“ – Man opholder sig ikke over så ufint og ligefremt et spørgsmål! Hedebonden er lige så gæstfri, men lidt mere nysgerrig, end de skotske lorder; og i grunden kan man ikke fortænke ham i, at han gerne vil vide, hvem han beværter. Da jeg havde fortalt ham, hvo og hvorfra jeg var, kaldte han på sin kone, der straks satte frem, hvad huset formåede, og nødte (10) mig med godhjertig venlighed til at spise og drikke; skønt min hunger og tørst gjorde al nøden overflødig.

Jeg var midt i måltidet og midt i en politisk samtale med min vært, da en ung og overmåde dejlig bondepige trådte ind, hvem jeg ufejlbarligen ville have erklæret for en, fra grusomme forældre og et modbydeligt ægteskab bortflygtet, forklædt frøken; hvis ikke hendes rødladne hænder og uforfalskede bondemål (11) havde overbevist mig om, at ingen travestering (12) fandt sted. Hun nikkede venligt, kastede et flygtigt blik hen under bordet, gik ud, og kom snart igen med et fad mælk og brød, hvilket hun satte på gulvet med de ord: „Deres hund kan måske også trænge til noget.“ Jeg takkede for hendes opmærksomhed; men denne var ganske henvendt til den store hund, hvis grådighed snart gjorde tomt Side 21 af 52

fad, og som nu på sin vis takkede giverinden ved at stryge sig ind til hende; og da hun lidt ængstelig løftede armen i vejret, misforstod Chasseur denne bevægelse, gjorde adroit, og trængte den skrigende pige baglæns hen mod alkoven (9) – jeg kaldte hunden af, og udtydede hende hans gode mening. – Ikke skulle jeg have hendraget læserens opmærksomhed til et så trivielt optrin, undtagen for at anbringe den bemærkning: at alt klæder de smukke godt; thi virkelig fremviste denne bondepige, i alt hvad hun sagde og foretog sig, en vis naturlig ynde, som ingenlunde kunne skrives på koketteriets regning, undtagen man således vil benævne et medfødt, uvitterligt instinkt.

Da hun havde forladt stuen, spurgte jeg forældrene, om det var deres datter. De bejaede det, med tillæg, at hun var eneste barn. „Hende beholder I vist ikke længe,“ sagde jeg. „Gud bevare os!

Hvorledes mener De det?“ spurgte faderen; men et selvbehageligt smil viste, at han nok forstod min mening. „Jeg tænker,“ svarede jeg: „at hun næppe vil mangle bejlere.“ „Hm!“ brummede han: „Bejlere kan vi få nok af; men om de duer noget, det var det, vi skulle snakke om. At fri med et lommeur og en sølvbeslagen pibe, kan ikke gøre sagen klar; der vil mere til at køre, end at sige hyp! – Såmænd!“ vedblev han, støttende begge næver på bordet, og bukkende sig, for at kigge ud af det lave vindue: „kommer ikke der en af dem – en fåredreng, der nys er klavret op af lyngtoppene – hæ! En af de kumpaner, der render omkring med et par dos hoser i en tværsæk – dum hund! Frier til vor datter med to stude og halvtredje ko – jo lur ham! – Stodder!“ Al denne udgydelse var ikke henvendt til mig, men til den kommende, på hvem han fæstede sit formørkede blik, idet denne ad en lyngvej vandrede ind mod gården. Han var endnu så langt borte, at jeg fik tid til at udspørge min vært om det unge menneske, og erfare: at han var en søn af nærmeste nabo – som notabene dog boede over en halv mil derfra – at faderen kun ejede et lidet boel (13), hvorpå han endda skyldte hosekræmmeren to hundrede daler; at sønnen havde nogle år gået omkring med uldne varer, og endelig havde vovet at bejle til den dejlige Cecil; men fået et rent afslag. – Medens jeg anhørte denne beretning, var hun selv kommet ind; og hendes bekymrede blik, der vekselvis delte sig imellem faderen og vandreren derude, lod mig gætte, at hun ikke delte den gamles anskuelse af sagen. – Så snart den unge kræmmer trådte ind af den ene dør, gik hun ud af den anden; dog ikke uden et hurtigt, men ømt og smerteligt øjekast.

Min vært vendte sig om mod den indtrædende, greb med begge hænder om bordbladet, som om han fandt et støttepunkt fornødent (14), og besvarede det unge menneskes „Guds fred! Og goddag!“ med et tørt „Velkommen!“ – Hin (15) blev først stående en stund, lod sine øjne løbe omkring i værelset, udtrak derpå af inderlommen en tobakspibe, af baglommen en pung, bankede piben ud på kakkelovnen ved sin side, og stoppede på ny. Alt dette skete langsomt, og ligesom i en ·afmålt (16) takt, og min vært forblev stedse ubevægelig i sin antagne stilling.

Den fremmede var en meget smuk karl, en ægte søn af vor nordiske natur, der ·driver (17) langsomt, men kraftigt og varigt: lyshåret, blåøjet, rødkindet, hvis fintdunede hage ragekniven endnu ikke havde berørt, skønt han vist allerede var sine fulde tyve år. Han var på kræmmervis klædt fornemmere end en almindelig bonde, end selv den rige hosekræmmer (1), i frakke og vide benklæder, rødstribet vest og ·blåtblommet bomuldshalsklæde – han var ingen uværdig tilbeder af den skønne Cecilia. Mig behagede han ydermere ved et blidt og åbent ansigt, der vidnede om tålmodig udholdenhed – et hovedtræk i den ·kimbriske ·nationalkarakter.

Det varede en god stund, inden nogen af dem ville bryde tavsheden. Endelig oplod dog værten først sin mund, spørgende langsomt, koldt og ligegyldigt: „Hvor gælder rejsen i dag, Esben?“ Den tiltalte svarede, medens han ·i mag slog ild til sin pibe, og tændte med lange drag: „Ikke længere i dag, men i morgen vil jeg af sted til Holsten.“ Herpå blev atter en pause, under hvilken Esben tog stolene i øjesyn, og valgte én, på hvilken han satte sig. Imidlertid kom moder og datter ind; den unge kræmmer nikkede ad dem med en så fuldkommen rolig og uforandret mine, at jeg skulle have troet, den skønne Cecilia var ham aldeles ligegyldig, hvis jeg ikke havde vidst, at kærligheden i et sådant bryst kan være stærk, hvor stille den end lader; at den ikke er en ·lue, som blusser og gnistrer; men en glød, der varmer jævnt og længe. Cecilia satte sig med et suk ved den nederste bordende, og begyndte ivrigt at strikke; hendes moder nedlod sig med et sagte: „Velkommen Esben!“ ved spinderokken.

Side 22 af 52

„Det skal vel være på handelens vegne?“ tog værten nu ordet. „Som det vil byde sig;“ svarede hans gæst: „En får at prøve, hvad der kan være at tjene i ·sønden. Min begæring er ellers, at I ikke ville jage for stærkt med at gifte Cecil hen, inden jeg kommer tilbage, og vi får at se, hvordan min lykke skal blive.“ Cecil rødmede; men vedblev at stirre på sit arbejde. Moderen standsede rokkehjulet med den ene hånd, lagde den anden i skødet, og så stift hen på den talende, men faderen sagde, idet han vendte sig om til mig: „·Mens græsset gror, dør horsemor! Hvor kan du forlange, at Cecil skal ·bie efter dig?

Du kan blive længe borte – kan hænde sig, du kommer aldrig mere.“ „Så er det Eders skyld, Michel Krænsen!“ faldt Esben ind: „Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen anden, gør I stor synd både mod hende og mig.“ Dermed rejste han sig, rakte begge de gamle hånden, og sagde dem et ·but farvel. Til sin kæreste sagde han, men i en lidt svagere og blødere tone: „Farvel Cecil! Og tak for alt godt! Tænk på mig til det bedste, om du ellers må – Gud være med dig! – og med eder alle sammen! Farvel!“ – Han vendte sig mod døren, gemte pibe, pung og fyrtøj, hver del i sin behørige lomme, tog kæppen, og vandrede bort, uden endog en eneste gang at se sig tilbage. – Den gamle mand smilte, som før; hans kone udstødte et „Å ja!“ og satte rokken atter i gang; men tåre trillede på tåre ned over Cecilias kinder.

Jeg havde her den mest indbydende anledning til at udvikle de grundsætninger, der bør lede forældre med hensyn til deres børns giftermål. Jeg kunne have erindret dem om, at rigdom ikke er nok til ægteskabelig lyksalighed, at hjertet også må have sin stemme: at klogskab overalt tilråder, at se mere på ·retskaffenhed, flid og dygtighed, end på penge; jeg kunne have ·foreholdt faderen (thi moderen lod til i det mindste at være neutral) hans hårdhed mod den eneste datter. Men jeg kendte almuen for godt til at spilde unyttige ord på denne materie; jeg vidste, at formue går for alt i denne ·stand – og – mon det er stort anderledes hos de andre stænder? Jeg kendte ydermere bondens fasthed, der går lige til ·hårdnakkenhed, i denne punkt, og at han i ·kontroverser af denne art med sine overmænd ofte ·firer af, og lader som han gik over til deres mening; så man fristes til at tro ham overbevist og overvunden, når han just er urokkeligt bestemt på at følge sit eget hoved. – Tilmed er der endnu én betragtning, som byder mig, ikke ubuden at stikke min finger imellem kniv og væg, mellem dør og karm, mellem hammer og ambolt, denne nemlig: mon ikke rigdom alligevel er det reel leste af alle jordiske goder? dem NB. som efter ·Epiktets inddeling „er ikke i vor magt.“ Er penge ikke tilstrækkelige ·surrogater for alle ·sublunariske herligheder? Uforkastelige repræsentativer for mad og drikke, klæder og husly, for agtelse og venskab, ja for selv en vis grad af kærlighed? Er formue endelig ikke det, som forskaffer de fleste nydelser, den største uafhængighed? Som erstatter de allerfleste mangler? Er ·armoden ikke den klippe, hvorpå både venskab og selve kærlighed ofte monne strande? – „Når krybben er tom, bides hestene“ siger bonden; og hvad siger de andre, når elskovsrusen er bortdunstet og hvedebrødsdagene forbi? Vist nok var det ønskeligt, at ·Amor (18) og ·Hymen (19) stedse kunne følges ad; men de ville dog helst have ·Pluto (20) i ledtog med sig.

Efter sådan anskuelse af verden, som den er – mere fornuftig måske, end nogle venter og andre ønsker hos en romanforfatter – vil man finde det konsekvent, at jeg ikke indblandede mig i Esbens og Cecilias roman, så meget mindre, som samme fra den førstes side turde have været en ret fornuftig ·spekulation (21), beregnet mindre på datterens skønhed og hjerte, end på faderens fuldproppede alkove (9) og tunge hængeskab. Og skønt jeg vel vidste, at ren kærlighed ikke er en ren poetisk opfindelse, erkendte jeg dog allerede dengang, at den fandtes oftere i bøger, end uden for dem. – Da altså den skønne Cecilie var gået ud – formodentlig for uset at give følelserne afløb i en rigere tårestrøm – henkastede jeg alene den ytring: at det var skade, den unge knøs ikke sad varmere, eftersom det dog lod til, at han var et skikkeligt menneske, og havde godhed for pigen. „Dersom“ lagde jeg til, „han engang kunne komme hjem igen med en snes gode sedler –“ „ – og de så var hans egne“ lagde gamle Michel ·polisk (22) til; „ja det var en anden sag.“ Jeg gik atter ud i min mennesketomme og sorgløse hede. Langt borte til siden så jeg endnu Esben og røghvirvlerne af hans pibe: således – tænkte jeg – uddamper hans sorg og hans kærlighed; men den stakkels Cecilia? Jeg kastede endnu et blik tilbage på den rige hosekræmmers (1) gård og sagde ved mig selv, havde denne ikke lagt der, randt så mange færre tårer i verden.

Side 23 af 52

Der gik seks år hen, inden jeg igen kom på denne kant af heden; der var et ligedant stille, varmt septembervejr som forrige gang. Tørsten drev mig til hus, og det traf sig så, at hosekræmmerens (1) netop var det nærmeste. Ved at genkende den gode Michel Kræsens ensomme våning, kom jeg først i tanke om den smukke Cecilia og hendes kæreste; og nysgerrighed efter at vide, hvad udfald denne hedeidyl havde fået, drev lige så stærkt som tørsten. Under slige omstændigheder er jeg meget tilbøjelig til at ·anticipere (23) den virkelige historie; jeg gør mine ·gisninger (24), jeg forestiller mig hvorledes det kunne og burde være, og prøver hvorvidt mit bestik vil stemme overens med skæbnens styrelse. Ak! Som oftest er mine gætningers afdrift fra begivenhedernes rette kurs såre stor! Således også her: Jeg tænkte mig Espen og Cecilia som mand og kone; hun med en ·glut ved brystet, bedstefaderen med en eller to større på sit knæ, den unge kræmmer selv som en driftig og lykkelig bestyrer af den nu udvidede strømpehandel – men, det kom ganske anderledes.

Idet jeg trådte ind i forstuen, hørte jeg en blød kvindelig stemme synge, hvad jeg i førstningen antog for en inddyssende vuggesang; dog var tonen så ·tungsindig (27), at min høje forventning allerede fik et betydeligt nedfald. Jeg blev stående og lyttede; visens indhold var håbløs elskovs klage. Udtrykket var simpelt, men sandt og rørende; men min hukommelse beholdt kun det ved slutningen af hvert vers genkommende omkvæd: „Den største sorg i verden her, er dog at miste den, man har kær.“ Med mørke anelser åbnede jeg stuedøren.

Et middelaldrende stort og ·ført bondekvindefolk, som sad og ·kartede, faldt mig først i øjnene; men det var ikke hende, der sang. Den syngende vendte ryggen til, hun sad og rokkede hurtigt frem og tilbage, og bevægede hænderne, som om hun spandt. Den første rejste sig, og bød mig velkommen; men jeg gik frem for at se den anden i ansigtet. – Det var Cecilia, bleg, dog smuk endnu; indtil hun hævede sit blik til mig: ak! da lyste vanviddet ud af de matglimtende øjne, af hele ·åsynets vammelsøde smil. Også bemærkede jeg, at hun ingen rok havde for sig; men at den, hun indbildte sig at træde, måtte være af samme stof som ·Macbeths dolk. – Hun standsede både med sangen og med sit luftige spind, og spurgte mig ivrigt: „Er I fra Holsten? Så I Esben? Kommer han snart?“ Jeg fornemmede hvorledes jeg var faren; og svarde lige så hurtigt: „Jo, nu bier han ikke ret længe, jeg skal hilse dig fra ham.“ „Så må jeg ud at møde ham!“ råbte hun glad, sprang op fra sin lille halmstol, og hoppede hen mod døren. „Tøv lidt, Cecil!“ sagde den anden, og lagde karterne til side, „og lad mig komme med!“ Dertil blinkede hun til mig, og virrede med hovedet – hendes minespil var overflødigt. „Mor!“ råbte hun højt mod køkkendøren, „der er en herinde. Kom ind! For nu går vi.“ Hun sprang efter den vanvittige, som allerede var ude i gården.

Den gamle kom ind; jeg genkendte hende ikke; men formodede dog rigtignok, at hun måtte være den ulykkelige piges moder. Sorg og alderdom havde vel også taget stærkt på hende. Ej heller hun erindrede mig fra forrige gang; men efter et „Velkommen! Sid ned!“ gjorde hun det sædvanlige spørgsmål: „·Med forlov, hvor er den gode mand fra?“ Jeg sagde dette, og mindede hende tillige om, at jeg havde været der for nogle år siden. „Herre Gud!“ råbte hun, og slog hænderne sammen, „er det Dem! Vær så god og sæt Dem op for bordenden, mens jeg skærer et stykke smørrebrød – måske De også er tørstig?“ Uden at ·oppebie mit svar skyndte hun sig ind i et lidet sideværelse, og kom snart efter tilbage både med spise og drikke.

Vel var jeg begærlig efter at erfare det nærmere angående den stakkels Cecilia; men en forudfølelse af noget særdeles sørgeligt dæmpede min nysgerrighed, og afholdt mig fra ligefrem at spørge om det, jeg både ønskede og frygtede at høre. „Er manden ikke hjemme?“ var min første tiltale. „Min mand?“ sagde hun, „ham har Vorherre taget for længe siden; ja såmænd! Det bliver nu tre år til Mikkelsdag, at jeg har siddet enke – et stykke endnu! Vær så god! Og ·forsmå det ikke! Det er rigtignok kun bondekost!“ „Mange tak!“ svarede jeg, „jeg er mere tørstig end sulten – så Eders mand er Eder nu Side 24 af 52

falden fra – det var et stort tab, en stor sorg for Eder –“ „Ak ja!“ sukkede hun med tårefyldte øjne; „men det var ikke den eneste – Herre Gud! Så De ikke vor datter?“ „Jo!“ svarede jeg, „hun forekom mig lidt ·aparte –“ „ – Hun er rent afsindig“ sagde hun, bristende i gråd, „vi må holde et menneske bare for at passe på hende, og hun kan heller ikke tage sig stort andet for; hun skulle rigtig nok fare med at spinde og ·binde lidt, men det har intet skrid, for hun må løbe med hende vel de seksten gange om dagen, nårhun kommer i tanker om Esben –“ „– hvor er Esben?“ afbrød jeg: „I Guds rige“ svarede hun, „så De har ikke ·spurgt det? Ja Gud nåde os! Han fik en ynkelig død; sådan en elendighed har der aldrig nogen hørt – De må ikke være ·storagtig (25), spis og drik, mens De lyster! – ja såmænd! Jeg har gået noget igennem, siden De var her sidst. Tiderne er også besværlige, med hoserne er det forbi, og vi skal holde fremmede til at se efter alting.“ Da jeg mærkede, at hendes sorg over det forbigangne, blandet med omsorg for det nærværende, ikke var større, end at hun jo vel ville udholde at fortælle mig hendes ·genvordigheder (26), bad jeg hende herom. Hun føjede mig villig i min begæring, og gav mig en beretning, som jeg – med udeladelse af uvedkommende indblandinger – vil levere så godt jeg formår i fortællerindens egen simple og enfoldige stil. „Vi og Kjeld Esbensen“ – begyndte hun, efter at have trukket en stol hen til bordet, sat sig på samme, og lavet sit strikketøj til rette – „har været naboer, siden jeg kom i gården, Kjelds Esben og vores Cecil blev gode venner, inden nogen vidste det. Vor mand var ikke meget glad, og jeg ikke heller, for Esben havde ikke stort, og hans fader slet intet. Men vi tænkte alligevel, at tøsen skulle have været klogere, end at lægge sig efter sådan en grøn dreng. Han løb rigtig nok omkring med lidt hoser, og tjente et par skilling; men hvor langt skulle det række? Så kom de og bejlede: vor mand sagde nej – som ikke sært var – og dermed drog Esben ad Holsten til. Vi fornemmede nok at Cecil blev lidt ·tungsindig (27); men det ·kjerte (28) vi os ikke efter; „hun glemmer ham vel“ sa’ vor mand, „når den rette kommer.“ Det varede heller ikke længe inden Mads Egelund – jeg ved ikke, om De kender ham? Han bor ellers et par mil herfra, han kom, og bejlede med en gældfri gård og tre tusind daler på rente. Det kunne nok gå an. Michel sagde straks ja; men Cecil – Gud bedre! Hun sagde nej.

Så blev manden vred, og holdt hus med hende. Jeg syntes nok, han var for hård; men den salig mand ville helst råde sig selv; og derfor gik også han og Madses fader til præsten og ·lod lyse. Det gik godt to søndage; men den tredje, da han sagde: „Har nogen noget derimod at sige,“ rejste Cecil sig i stolen, og råbte: „Det har jeg; der er lyst tre gange for mig og Esben i Paradis.“ Jeg tyssede på hende; men det var for silde: ethvert menneske i kirken havde hørt det, og så hen til vor stol – vi overgik jo en stor skam! – Endnu tænkte jeg ikke endda på, at hun var gået fra forstanden; men inden præsten var kommet ned af prædikestolen, begyndte hun igen at remse op om Esben og Paradis, om brudekjole og brudeseng, og hist op og her ned, det første var det sidste, og det sidste det første. – Vi måtte med hende ud af kirken. Salig Michel skændte vel på hende, og sagde: at det var hendes ·skælmsstykker (29); ja Gud hjælpe os for skælmsstykker (29)! Det var hendes ramme alvor; tåbelig var hun og tåbelig blev hun.“ Her lod fortællerinden ·bindehosen (30) synke i skødet, tog ·uldnøglet (23) fra den venstre skulder, drejede det nogle gange og bekikkede det på alle sider. Men hendes tanker var andensteds henne: efter et par minutters ophold trykkede hun nøglet ind imod begge øjnene, hang det atter på sin hægte, og satte strikkepindene i hurtig bevægelse, idet hun således sammenknyttede den sørgelige begivenheds afrevne ·tråd.

Al hendes tale gik ud på, at hun var død og kommet i Paradis, og der skulle hun giftes med Esben, så snart han også var død, og det blev hun ved med både nætter og lyse dage. Salig Michel ·fornam (32) da, hvordan det hang sammen: „Det er Guds gerning“ sagde han „hans vilje kan ingen modstå;“ men det gik ham nær alligevel og jeg ved nok, hvor mangen god time jeg har lagt i min seng og grædt, når alle de andre var til ro. Sommetider kom det mig for, det havde været bedre, om de to unge folk var kommet sammen: „kan hænde sig“ sagde vor mand; „men det skulle nu ikke være.“ I det første par måneder var hun slem uregerlig og vi døjede hårdhed med hende; siden faldt hun noget til rolighed, snakkede kun lidt; men sukkede og græd alt imellem. Ingenting ville hun bestille, for „i Himmerig“ sagde hun „der er det hellighed hver dag.“ Side 25 af 52

„Sådan gik der såvel et halvt år hen; og det var for det meste dobbelt så længe siden Esben var draget ud i sønden, og ingen havde spurgt noget fra ham hverken godt eller ondt. Da hændte det sig en dag allerbedst som vi sad her, salig Michel og Cecilie og jeg, at Esben ·tren ind ad døren. Han var kommet lige fra rejsen, havde ikke været ved sit eget hjem, og vidste ikke heller hvordan her stod til, indtil han kastede sine øjne på pigen: så kunne han nok se at det var ikke rigtigt fat. „Du tøver længe“ sagde hun, „Brudesengen har stået opredt over år og dag; men sig mig først: er du død eller levende?“ „Herre Gud, Cecil!“ sagde han, „Du kan jo vel se, at jeg er levende?“ „Det var skade“ svarede hun „for så kan du ikke komme ind ad Paradisets dør. Stræb at lægge dig til at dø så snart du kan! Thi Mads Egelund går og lurer på, om han ikke kunne komme først.“ „Det er en ·mådelig tilstand“ sagde han: „Michel! Michel! I har gjort stor ·uskel imod os. Jeg er mand nu på fem tusinde daler såvel: Min morbror ude i Holsten er død ugift, og jeg skal arve ham.“ „Hvad for noget?“ sagde vor mand „det var skade, vi ikke vidste det lidt før; men giv dig stunder! Pigen kan vel komme sig endnu.“ Esben rystede på hovedet, og gik hen til vor datter, for at give hende hånd: „Cecil!“ sagde han „snak nu fornuftig! Vi er jo levende begge to, og når du vil være rimelig, så giver dine forældre deres ·minde til, at vi må få hinanden.“ Men hun smed begge hænderne om på ryggen, og råbte „Vig bort fra mig! Hvad har jeg med dig at gøre? Du er et menneske, og jeg en Guds engel.“ Da vendte han sig om, og stak i at græde ret bitterlig: „Gud forlade jer, Michel Kræsen!“ sagde han, „hvad I har gjort imod os to syndige mennesker!“ „Giv dig tilfreds!“ sagde vor mand, „det kan blive godt. Læg dig nu her i nat, og lad os så se hvad hun siger i morgen. „Det var aften, og der trak et strengt vejr op med torden og lynild, det ·græsseligste jeg nogen tid har kendt – ret som verden skulle forgå. Så blev Esben da til sinds at slå sig til ro hos os, og så snart vejret ·lindede, lagde han sig i ·overstuen. Vi andre gik også til sengs; men jeg kunne længe høre igennem væggen, hvordan han sukkede og græd; jeg tror også at han bad til Gud i himlen. Endelig faldt jeg også hen. Cecil lå og sov i den alkove (9) lige over for Michels og min her.“ „Det kunne vel være en times tid eller noget mere over midnat, da jeg vågnede. Det var stille udenfor, og månen skinnede ind ad vinduet. Jeg lå og tænkte på den elendighed, som var overgået os; jeg tænkte mindst på, at det var sket, som jeg nu skal fortælle jer. – Det kom mig for, at det var så roligt henne hos Cecil; jeg kunne slet ikke høre, hun drog sin ånde; ikke heller fornemmede jeg mere til Esben. Det ·bares mig for, at det ikke var rigtigt. Jeg listede mig ud af min egen seng og hen til Cecils. Jeg kikkede derind, jeg følte efter hende; men hun var der ikke. Nu blev jeg urolig i mit sind, sprang ud i køkkenet, og tændte lys, og dermed gik jeg op i overstuen. Å Gud hjælp os nådelig og vel!

Hvad så jeg der? Hun sad i Esbens seng, og havde lagt hans hoved i sit skød; men da jeg så nøjere til, var han så bleg som et lig; hans ansigt, og lagnerne var røde af blod. Jeg gav et skrig af mig, og segnede om på jorden; men Cecil vinkede ad mig med den ene hånd, og klappede hans kind med den anden. „Tys! Tys!“ sagde hun „nu sover min kæreste den søde søvn. Lige så snart som I har begravet hans legeme, bærer englene hans sjæl til Paradis, og der skal så vort bryllup stå med stor herlighed og glæde.“ – Ak! ak! du milde Gud og fader! Hun havde skåret halsen over på ham – den blodige ·ragekniv lå på gulvet uden for sengen.“ Her skjulte den ulykkelige enke ansigtet i sine hænder, og græd bitterligen, mens forfærdelse og smerte sammenknugede mit bryst. Endelig kom hun til sin vante fatning, og vedblev som følger: „Der blev en stor ynk og jammer både her og til Esbens; men gjort gerning står ikke til at ændre. Da de kom kørende med ham til hans forældre – de tænkte, at han var vel forvaret ude i Holsten – ja, da blev der en skrigen og en skrålen, som gården skulle have faldet. Han var en skikkelig karl, og nu kommet til så stort middel og rigdom, og måtte alligevel så ynkelig dø i hans unge alder, og det for hans kærestes hånd. – Salig Michel kunne heller aldrig glemme det; han blev ikke mand siden. Et par måneder efter blev han liggende syg, og så tog Vorherre ham fra mig.“ „Den selv samme dag, som han blev jordet faldt Cecil i en dyb søvn, og sov såmænd tre ·ætmål ud i et. Da hun vågnede, var hendes forstand kommet tilbage. Jeg sad ved hendes seng, og ventede, at Vorherre skulle løse op for hende. Men allerbedst som hun lå, drog hun et dybt suk, kastede sine øjne på mig, og sagde: „Hvorledes er det fat? Hvor har jeg været? Jeg har haft en underlig drøm: det kom Side 26 af 52

mig for, jeg var i himmerig, og Esben hos mig. – Herre Gud, mor! Hvor er Esben? Har I ikke hørt fra ham, siden han drog ad Holsten?“ Jeg vidste ikke ret, hvad jeg turde svare. Nej – sagde jeg – vi ved ikke stort om ham. Hun sukkede! „Hvor er far?“ spurgte hun så. Din fader har det godt – svarede jeg – ham har Gud taget til sig – da græd hun. „Mor! Lad mig se ham!“ sagde hun. Det kan du ikke barn! – svarede jeg – for han er jo i jorden. „Gud bevare os!“ skreg hun, „hvor længe har jeg da sovet?“ – Heraf mærkede jeg, at hun ikke selv vidste, i hvad tilstand hun havde været. „Har I vækket mig, mor! sagde hun igen „har I ingen tjeneste gjort mig: jeg sov så sødt; jeg drømte så dejligt; Esben kom hver nat og besøgte mig i skinnende hvide klæder og med en rød perlekrans om hans hals!“ Her faldt den gamle atter hen i tungsindige (27) tanker, og først efter nogle dybe hjertesuk tog hun atter ved. „Det stakkels barn havde da fået sin forstand tilbage; men Gud ved, om det var bedre for hende.

Hun var aldrig glad, men altid stille bedrøvet, talte ikke uden når hun blev adspurgt, og passede sit arbejde meget flittigt. Hun var hverken syg eller frisk.

Det spurgtes da snart heromkring i nabolaget, og et ·fjerdingårs tid efter kom Mads Egelund, for at bejle til hende anden gang. Men hun ville ikke vide af ham at sige, hverken for lidt eller for meget. Da han nu fornemmede, at hun slet ikke kunne lide ham, blev han studsig, og fik ondt i sinde. Jeg, og folkene, og alle de, der kom her, passede bestandig nøje på, at vi ikke lod falde det mindste ord om, hvordan hun selv i hendes afsindighed havde undlivet den stakkels Esben; og hun tænkte vel også, at han enten var død eller gift derude i sønden. – En dag, som nu Mads er her, og trænger stærkt på hende, om at give ham ja, og hun så svarer, at hun hellere ville dø, end giftes med ham: siger han rent ud, at han slet ikke var så ·hægen for en, der havde skåret halsen over på sin første kæreste; og dermed fortæller han hende det hele, som det var tilgået. Jeg står ude i køkkenet og hørte det så halvt om halvt. Jeg slænger hvad jeg har i hånden, springer ind, og råbte til ham: Mads! Mads! Gud forlade jer!

Hvad er det, I gør? Men det var for silde: hun sad på bænken så bleg som en kalket væg, og øjnene stod stift i hendes hoved. „Hvad gør jeg?“ sagde han „jeg siger jo ikke andet, end hvad sandt er; det er bedre, hun får det at vide, end at holde hende for nar, og lade hende gå og vente efter en død mand hendes hele livstid. – Farvel! Og tak for mig!“ – Han gik; men hun var igen faldet tilbage, og får vel aldrig hendes forstand mere i dette liv. I ser selv, hvorledes hun er: al den tid, hun ikke sover, synger hun den vise, hun selv har digtet, dengang Esben drog til Holsten, og bilder sig ind, at hun spinder på brudelagnerne. Ellers er hun dog rolig – Gud ske lov! Og gør ikke det mindste kræ fortræd: men vi tør alligevel ikke slippe hende af sigte. Gud se i nåde til hende, og ·løse snart op for os begge to!“ Idet hun talte de sidste ord, kom den ulykkelige ind med sin ledsagerske: „Nej“ sagde hun, „i dag er han ikke at se; men i morgen har vi ham vist. Jeg må skynde mig, om jeg skal blive færdig med lagnerne.“ Hun satte sig hurtig ned på sin lille halmstol, og med hænder og fødder i rask bevægelse, istemte hun atter sin klagesang. Et langt, dybthentet suk gik hver gang forud for omkvædet: „Den største sorg i verden her, er dog at skilles fra den man har kær.“ Hendes skønne blege ansigt sænkede sig da ned mod barmen, hænder og fødder hvilte et øjeblik; men snart og skyndsomt rettede hun sig atter i vejret, istemte et andet vers, og satte skyggerokken i gang.

I tungsindige (27) tanker vandrede jeg tilbage; min sjæl havde antaget ørkens farve. Min fantasi var ene ·sysselsat med Cecilie og hendes rædsomme skæbne. I hvert et fjernt luftbillede troede jeg at se hosekræmmerdatteren, hvorlunde hun sad og spandt, og rokkede, og slog ud med armene. I ·hjejlens sørgmodige fløjten, i den enlige hedelærkes ensformige klagetrille hørte jeg kun de sørgeligsande, af så mange tusinde sårede hjerter dybtfølte ord: „Den største sorg udi verden her, er dog at skilles fra den, man har kær.“ Side 27 af 52

Ordforklaringer: 1. hosekræmmer: omvandrende sælger af uldsokker og andre uldvarer, som blev fremstillet af hedebønderne 2. stundom: en gang imellem 3. kiming: horisont 4. forstmand: en mand, der er uddannet i skovdrift 5. smægtende: lidende, sulten og tørstig 6. forjætte: love 7. indvåner: beboer 8. kofte: en frakke eller lang trøje af groft hjemmevævet stof. Især brugt af bønder i begyndelsen af 1800-tallet 9. alkove: et aflukke med forhæng (i stuen) til et sengested 10. nødte: opfordre gentagne gange gæsten til at forsyne sig af mad og drikke 11. bondemål: den dialekt, bønderne på den jyske hede talte 12. travestering: forklædning 13. boel: jordejendom 14. fornøden: nødvendig 15. hin: denne 16. afmålt: her: omhyggeligt, roligt tempo 17. driver: får til at vokse 18. Amor: græsk kærlighedsgud 19. Hymen: græsk gud for ægteskabet jf. udtrykket „hymens lænker“ om ægteskabet 20. Pluto: græsk gud for rigdom 21. spekulation: fortælleren overvejer her den mulighed, at Esben ikke elsker Cecil, men hendes fars penge 22. polisk: underfundig 23. anticipere: foregribe 24. gisning: begrundet gætteri 25. storagtig: hoven, dvs. for fin til at spise måltidet 26. genvordighed: vanskelighed, problem 27. tungsindig: nedtrykt, deprimeret 28. kjerte: kærede, „det brød vi os ikke om“ 29. skælmsstykke: spøg 30. bindehose: strikkestrømpe 31. uldnøglet: garnnøgle. På den tid fastgjorde man garnnøglet på skulderen, så man frit kunne bevæge sig omkring, mens man strikkede 32. fornam: fornemmede, mærkede __________________________________________________________________________________

Side 28 af 52

Johannes V. Jensen

Introduktion: Johannes V. Jensen var en dansk forfatter, der har skrevet mange smukke romaner og digte. Johannes opnåede en stigende anerkendelse gennem det tyvende århundrede. I 1910 kom han på finansloven, i 1929 blev han æresdoktor ved universitet i Lund, og i 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur, den højeste anerkendelse en forfatter kan få. At han også i dag, et halvt århundrede senere, har en høj stjerne, blev understreget, da dagbladet Politikens læsere i 1999 kårede Konges Fald som det tyvende århundredes roman.

Uddrag af Konges Fald

Resume af Konges Fald

Side 29 af 52

Århundredets bog er måske så meget sagt, men “Kongens Fald” er i hvert fald en smuk bog. Den handler om en vigtig og meget omskiftelig tid i danmarkshistorien, hvor Christian den 2. er konge, og hvor svenskerne får smæk til morgenmad.

Selvom det er kongen, der står for de fleste blodige afgørelser og skæbnesvangre beslutninger i bogen, så er hovedpersonen Mikkel Thøgersen. Han starter som ludfattig studerende i København og ender som kongens betroede på sine gamle dage. Det vil sige, han studerer faktisk ikke, men lusker rundt i gaderne med weltschmerz og kærlighedskvaler. Som soldat ser Mikkel mest til Tyskland og Sverige, men der er noget, der trækker i ham. En besynderlig hjemve og en gammel flamme kæmper med loyaliteten til kongen om Mikkels opmærksomhed.

“Kongens Fald” er på sin vis gravalvorlig i sin historiske sammenhæng, men samtidig også morsomt fortalt. Der bliver redet på kryds og tværs gennem Danmark, myrdet, voldtaget og sat i brand, så det er en ren fryd. Bogen revser ind i mellem paradokset mellem det danske vægelsind og den stædighed, der har gjort os til det, vi er i dag. Jantelov og magtens dilemma står for skud.

Side 30 af 52

Mikkel

Thøgersens liv kæder begivenhederne fint nok sammen, selv om hans oplevelser af og til virker lidt fragmenterede og uvedkommende. Det er faktisk bogens eneste minus, men som forfatteren Tom Kristensen sagde om den: “Kongens Fald er det bedste, Johannes V. Jensen har skrevet. Den sandeste bog om det danske sind” – det er nok ikke løgn.

Med denne roman skriver den unge Johannes V. Jensen sig for alvor ind i dansk litteratur. Romanen blev skrevet på en ny og unik måde, som folk var ukendt ved - derfor skabte bogen debat i samfundet, og fik meget opmærksomhed.

Hvorfor er Johannes V. Jensen noget særligt?

Johannes V. Jensen var en kolossal ordkunstner, med et ordforråd som var langt større og mere nuanceret end hvad vi er vant til at læse og høre. Han havde en evne til at beskrive simple hverdagsting på en unik måde der gjorde hans tekster levende og eventyrlige.

Når vi andre ser en ostemad ser Johannes “Osten der knytter stemningen af forrådnelse og rygende Elskov sammen i mit hjerte” Hans beskrivelse af ostemadder og naturligvis andre ting førte, som nævnt, Johannes til Nobelprisen i litteratur. På prisen stod at det frodige sprog var motivationen for hvorfor han havde vundet prisen.

Johannes V. Jensens forfatterskab er et af de mest sammensatte og kraftige i dansk litteratur.

Han var ualmindeligt produktiv og skrev i alle hans tekster med en energi i sproget, der har inspireret mange forfattere efter ham.

Derfor har Johannes en velfortjent plads i den litterære kanon.

Side 31 af 52

N.F.S Grundtvig

Hvem var han?

Digteren, præsten, historikeren, filologen, oversætteren, tidsskrift redaktøren, pædagogen og politikeren Nikolai Frederik Severin Grundtvig.

Han har skrevet salmer ved navn: “Nu falmer skoven trindt om land”, “Den signede dag med fryd vi ser”, “Dejlig er den himmel blå” og “Vær velkommen, herrens år” er blot et beskedent udsnit af det salme og sang værk, som Grundtvig har betroet eftertiden, og som vi stadig synger med på i dag.

I 74 år var han skribent og havde stor indflydelse på dansk ånd og kirkeliv.

Hans unge dage Grundtvig var huslærer på herregården Egeløkke på Langeland, hvor han begyndte at skrive sine filosofiske og poetiske sange. Han var voksen og begyndte at interessere sig for Romantikken som var hovedtemaet i de fleste af hans sange.

Hans tid som præst Han forlod Langeland i 1808 og tog til København for at forske i nordisk mytologi. Hans far var ikke vild med ideen om at rejse til en anden by så han kaldte Grundtvig hjem til kirken i Udby, hvor han fungerede som præst.

Grundtvig fik et præsteembede ved Christianshavn kirke i København.

Han lavede en mageløs opdagelse i anerkendelsen af det levende ord er det vigtigste i gudstjenesten. Han kommer på kant med datidens præstevælde. Samtiden teologer sætter ham i en injuriesag han idømmes livslang censur som dog senere blev ophævet.

Side 32 af 52

Den signede dag med fryd vi ser Udgivet i 2000 Den signede dag med fryd vi ser, af havet til os opkomme; den lyse på himlen, mer og mer, os alle til lyst og fromme!

Det kendes på os, som lysets børn, at natten hun er nu omme!

Den signede stund, den midnatstid, Vorherre han lod sig føde, da klared det op i østerlid, til dejligste morgenrøde: da lyset oprandt, som Jordens bold skal lysne udi og gløde!

Om levende blev hvert træ i skov, og var så hvert blad en tunge, de kunne dog ej Guds nådes lov med værdelig røst udsjunge; thi evig nu skinner livets lys, for gamle og så for unge!

Ja, havde end mål hvert strå i vang, hver urt udi mark og lunde, slet ikke for os den takkesang opstemme til gavns de kunne, som dagen hør til, for lys og liv, mens tusinde år henrunde!

Forgæves det er, med liden magt, at ville mod bjerg opspringe, men ørnen er snild, han når sin agt, når vejret ham bær på vinge, og lærken hun er en lille fugl, kan lystig i sky sig svinge!

Med sus og med brus den stride å ned fuser fra klippetinde, Side 33 af 52

ej mæle så lydt de bække små, dog risle de fort og rinde, så frydelig sno de sig fra eng, op under de grønne linde!

Så takke vi Gud, vor fader god, som lærken i morgenrøde, for dagen, han os oprinde lod, for livet, han gav af døde, for alt hvad på mark, i tusind år, der groet til sjæleføde!

Så længe vi ser den gyldne sol, og skoven er daners have, da planter vi maj i kirkestol, og blomster på fædres grave, til glædelig fest, med liv og lyst, til mindelig pinsegave!

Da rinde vel og, som bække små, fra øjne os tårer milde, og bække i flok de gør en å, den higer mod lysets kilde, den stiger i løn, som hjertesuk, alt årle, og dog end silde!

Som aldrig så lang er nogen dag, at aften er jo i vente, så haver det lys og solbjerg slag, som Gud udi kirken tændte; men immer det dages dog på ny, hvor hjerterne morgen vente!

Nu sagtelig skrid, du pinsedag, med stråler i krans om tinde!

Hver time, til Herrens velbehag, som bækken i eng henrinde, så frydelig sig den sidste snor op under de grønne linde!

Som guld er den årle morgenstund, når dagen opstår af døde, dog kysser os og, med guld i mund, den liflige aftenrøde, så tindre end må det matte blik, de blegnende kinder gløde!

Så rejse vi til vort fædreland, der ligger ej dag i dvale, der stander en borg, så prud og grand, Side 34 af 52

med gammen i gyldne sale, så frydelig der, til evig tid, med venner i lys vi tale!

Kort resume af Den signede dag med fryd vi ser Den signede dag med fryd vi ser er en salme, der først og fremmest handler om livsglæde og håb. En glæde over, at lyset og dagen sejr over mørket og natten, og et håb om en dag at rejse til fædrelandet, hvor lyset brænder til evig tid." Den handler også om vor herre, det bliver nævnt ved “Så takke vi Gud, vor fader god” og det er i sammenhængen med alt det levende og smukke i historien.

Ordforklaringer østerlid, værdelig vang henrunde snild lystig klippetinde mæle sjæleføde daners hjertesuk, årle sagtelig liflige

- Stedet hvor solen går op ( i øst) - At være værdig i en kristelig opfattelse (du er værdig til at komme i himlen) - Jordstykke eller græsmark - Overstået eller færdigt - Hurtigt og klog - Villig, begærlig og lyst til noget - Toppen af et bjerg - En måleenhed (et krus øl af en bestemt størrelse) - Åndeligt næring for sjælen (hvad den enkelte person nyder at gøre) - Danskernes - Dybt suk fra hjertet (udtryk for en bevæget sindsstemning) - Tidligt i forhold til andre tidspunkter - Noget langsomt eller blidt - Venlig og kærlig

Side 35 af 52

Ludvig Holberg

Ludvig Holberg var en norsk-dansk forfatter, født i 1684, og døde i 1754, så han blev 70 år gammel. Ludvig Holberg var en mand med stærke holdninger. Han gik meget ind for tolerance og ytringsfrihed, som man bla. også kan læse i mange af hans tekster. Man kan godt sige at Ludvig Holberg var et produkt af sin tid. Han levede nemlig under oplysningstiden, som var en periode i europa, fra 1690-1800. Oplysningstiden er især kendt for at menneskets viden om verden blev udvidet, og at folk begyndte at sætte spørgsmålstegn ved dem der havde magten. Det var præcis det Ludvig Holberg også gjorde.

Ludvig Holberg blev bla. kaldt den danske litteraturs fader, og det forstår man godt. Hans forfatterskab rækker over flere tusinde sider og mange forskellige genre. Heriblandt essays, komedier, videnskab og meget mere. Men især hans komedier er blev meget kendte, da han virkelig viste sine meninger i teksterne. Noget af det der er med til at skabe dynamikken og spændingen i hans forfatterskab, er hans forskellige holdninger. Som sagt havde Holberg et meget liberalt livssyn, altså han gik meget ind for, at man skal tænke selv og have sine egne meninger. Han havde nemlig også respekt for enevælden og de lærde, det viser han bla. i den kendte komedie”Jeppe på bjerget”.

Derfor skal du læse Ludvig Holberg Hvis du kan lide at læse tekster, hvor tolerance, ytringsfrihed, religionsfrihed og kvinderettigheder stærkt bliver præsenteret, på en måde der både er komisk og moralsk, så er Ludvig Holberg lige noget for dig!

Side 36 af 52

Jeppe på bjerget

Jeppe på bjerget er en komedie af Ludvig Holberg fra 1722. Det er blevet en komedie man skal kende til, og der er blevet lavet mange teatre stykker om Jeppe på bjerget. Jeppe, som er hovedpersonen i komedien, fremtræder som en mand med ingen styr på livet. Han har tendens til at bruge huset penge op, og da han er bonde, har han i forvejen ikke meget at leve på. Jeppe er nem at hundse rundt med, og have kontrol over. Det bruger hans kone Nille, til at få Jeppe til huslige pligter, tage på arbejde og købe ind. Nille prøver på, at få Jeppe til at leve som enhver anden mand, i 1700 tallet ville gøre. Hvis Jeppe ikke opfylder Nilles krav, finder Nille, Jeppes største frygt frem. En pisk, der bliver kaldt Mester Erik.

Jeppe er en dag blevet bedt om, at tage ned og købe to sæber. I Stedet bliver han lokket i fælden, og bruger pengene på at drikke. Han bliver så fuld, at han ikke ved hvad han snakker om, eller hvad han gør mere.

Baronen og hans mænd kommer forbi, og synes det ville være sjovt, at lave sjov med Jeppe. De tager ham hjem til baronen, og giver ham baronens tøj på. Da Jeppe vågner op, er han ekstremt forvirret.

Han forstår ikke hvordan han kan være havnet her, og han niver sig i armen, for at se om det er en drøm, men det er ikke en drøm. Jeppe drikker sig efterfølgende ekstemt fuld, da han er virkelig forvirret. Han vågner op næste gang som bonden Jeppe på hans gård.

Baronen og hans mænd klæder sig ud som anklager, og advokat. De anklager Jeppe får at havde sneget sig ind i Baronens hjem, han bliver dømt til døden, og hængt op i galgen. Men baronen når, at grine, og fortælle Jeppe hvad, der er sket.

Han slutter med at sige: “af dette kære børn må i lære, at ringe folk i hast at sætte i stor ære, ej mindre farligt er, end som at trykke ned den, der er bleven stor ved dyd og tapperhed.”

Side 37 af 52

Her er et uddrag af Jeppe på bjerget: Uddraget er fra alinea.

SCENE 1 NILLE. Jeg tror næppe, at der er sådan doven slyngel i det hele herredet, som min mand; jeg kan næppe få ham vågen, når jeg trækker ham efter håret af sengen. I dag ved nu den slyngel, at det er torvedag, og dog alligevel ligger og sover så længe.

Hr. Poul sagde nylig til mig: Nille! du er alt for hård mod din mand, han er og bør dog være herre i huset; men jeg svarede ham: Nej!

Jeppe: Har du lagt Mester Erich fra dig Nille?

Nille: Ja jeg har, men jeg ved straks hvor han er at finde igen, dersom du ikke er hurtig. Her hid! Se hvor han kryber. Her hid! Du skal til byen at købe mig to pund grøn sæbe; se der har du penge dertil.

Men hør! Hvis du inden fire timer ikke er her på stedet igen, da skal Mester Erich dantze polsk dans på din ryg.

Jeppe: Hvor kan jeg gå fire mil i fire timer, Nille?

min gode Hr. Poul! Dersom jeg ville lade min mand regere i huset et år, så fik hverken herskabet landgilde eller præsten offer, thi han skulle i den tid drikke op alt hvad der var i huset; skulle jeg lade den mand råde i huset, der er færdig at sælge boskab, kone og børn, ja sig selv, for brændevin?

Hvorpå Hr. Poul tiede ganske stille, og strøg sig om munden. Ridefogden holder med mig og siger: Morlille! Agt du kun ikke hvad præsten siger. Der står vel i ritualen, at du skal være din mand hørig og lydig, men derimod står der i dit fæstebrev, som er nyere end ritualen, at du skal holde din gård ved lige, og svare din land-gilde, hvilket du umuligt kan gøre, dersom du ikke trækker din mand hver dag efter håret og prygler ham til arbeide. Nu trækkede jeg ham af sengen, og gik ud i laden at se hvordan arbejdet gik for sig; da jeg kom ind igen, sad han på stolen, og sov med bukserne, reverenter talt,på det ene ben, hvorudover crabasken straks måtte af krogen, og min gode Jeppe smøres, til han blev fuldkommen vågen igen. Det eneste, som han er bange for, er Mester Erich (sådan kalder jeg crabasken). Hej Jeppe! Er din fæhund endnu ikke kommen i klæderne? Har du lyst til at tale med Mester Erich end engang? Hej Jeppe! Her ind!

SCENE 2 Jeppe. Nille.

Jeppe: Jeg må jo have tid at klæde mig, Nille! Jeg kan dog ikke gå som et svin foruden bukser og trøje til byen.

Nille: Har du, skabhals, ikke kunnet tage ti par bukser på dig, siden jeg vækkede dig i morges?

Nille: Hvem siger, du skal gå? Du hanrej! Du skal løbe. Jeg har engang sagt dommen af, gør nu hvad dig lyster.

SCENE 3 Jeppe (alene) Nu går den so ind, og æder frokost, og jeg stakkels mand skal gå fire mil og får hverken vådt eller tørt; kan nogen mand have sådan forbandet kone som jeg har? Jeg tror virkelig, at hun er søskendebarn til Lucifer. Folk siger vel i herredet, at Jeppe drikker, men de siger ikke, hvorfor Jeppe drikker; thi jeg fik aldrig så mange hug i ti år, jeg var under Malicien, som jeg får på en dag af den slemme kvinde. Hun slår mig, ridefogden driver mig til arbejde som et bæst, og degnen gør mig til hanrej. Må jeg da ikke vel drikke? Må jeg da ikke bruge de midler, som naturen giver os at bortdrive sorg med? Var jeg en tosse, så gik sådant mig ikke så meget til hjerte, så drak jeg ej heller ikke; men det er en afgjort ting, at jeg er en vittig mand, derfor føler jeg sådant mere end en anden, derfor må jeg og drikke. Min nabo, Moons Christoffersen, siger tit til mig, såsom han er min gode ven: Fanden fare i din tykke mave, Jeppe! Du måtte slå fra dig, så blev kællingen nok god. Men jeg kan ikke slå fra mig for tre årsagers skyld. Først, fordi jeg har ingen corasie.

Side 38 af 52

Jacob Skomager i blotte skjorte. Jeppe.

For det andet, for den forbandede Mester Erich, som hænger bag sengen, hvilken min ryg ikke kan tænke på uden han må græde. For det tredje, fordi jeg er, uden at rose mig selv, et ejegodt gemyt, og en god kristen, som aldrig søger at hævne mig, end også ikke på degnen, som sætter mig et horn på efter et andet; thi jeg offrer ham hans 3 hellige-dage derfor oven i købet, da der er ikke den ære i ham at give mig et krus øl det hele år.

Intet gik mig mere til hjerte end de spidige ord, som han gav mig forgangen år; thi, da jeg fortalte, at en vild tyr, som aldrig frygtede noget menneske, engang blev bange for mig, svarede han: Kan du ikke begribe det Jeppe? Tyren så, at du havde større horn end den selv havde, og derfor ikke holdt rådeligt at stanges med sin overmand. Jeg kræver jer til vidne godtfolk, om ikke sådanne ord kunne trænge en ærlig mand til marv og ben. Jeg er dog så skikkelig, at jeg har aldrig ønsket livet af min kone. Tværtimod, da hun lå syg af gulsot i fjor, ønskede jeg, at hun måtte leve; thi som helvede er allerede fuld at onde kvinder, kunne Lucifer måske skikke hende tilbage igen, og så blev hun endda værre end hun er. Men om degnen døde, ville jeg glæde mig, så vel på mine egne vegne som på andres; thi han gør mig kun fortræd og er menigheden til ingen nytte. Det er en ulærd djævel; thi han dur ikke til at holde ringeste tone, end sige støbe et ærligt vokslys. Nej da var hans formand, Christoffer, en anden karl. Han tog troen over fra tolv degne i sin tid, sådan stemme havde han. Engang sat jeg mig dog for at bryde overtværts med degnen, som Nille selv hørte derpå, da han skældte mig for hanrej, og sagde: Fanden være din hanrej, Mads Degn! Men hvad skete? Mester Erich måtte straks af væggen, og skille trætten, og blev min ryg så bravt tæsket af min hustru, at jeg måtte bede degnen om forladelse, og takke ham, at han, som en velstuderet mand, ville gøre mit hus den ære. Siden den tid har jeg aldrig tænkt på at gøre modstand. Ja! Ja! Moons Christoffersen! Du og andre bønder har godt ved at sige, hvis koner har ingen Mester Erich liggende bag sengen. Havde jeg et ønske i verden, så ville jeg bede, at min kone enten ingen arme havde, eller jeg ingen ryg; thi munden må hun bruge så meget som hun gider. Men jeg må gå til Jacob Skomager på vejen, han tør nok give mig for en skilling brændevin på kredit; thi jeg må have noget at læske mig på. Hej! Jacob Skomager! Er du opståen? Luk op, Jacob!

SCENE 4

Jacob: Hvem pokker vil herind så tidligt?

Jeppe: God Morgen, Jacob Skomager!

Jacob: Tak Jeppe! Du er såre tidligt på færde i dag.

Jeppe: Lad mig få for en skilling brændevin, Jacob!

Jacob: Ja nok, giv mig skillingen.

Jeppe: Du skal i morgen få den, når jeg kommer tilbage.

Jacob: Jacob Skomager skænker ikke på borg; jeg ved du har jo sagte en skilling eller to at betale med.

Jeppe: Skam der har, Jacob, uden nogle skillinger, min hustru flyede mig at købe noget for i byen.

Jacob: Jeg ved du kan jo tinge to skilling af på de varer du køber.

Jeppe på Bjerget (uddrag) Hvad er dit købmandskab?

Jeppe: Jeg skal købe to pund grøn sæbe.

Jacob: Ej kan du ikke sige, at du gav en skilling eller to mere for pundet end du gjorde?

Jeppe: Jeg er så bange min hustru får det at vide, så får jeg en ulykke.

Jacob: Snak! Hvor skulle hun få det at vide? Kan du ikke sværge på, at du udgav alle pengene? Du er så dum som et fæ.

Jeppe: Det er sandt nok, Jacob, det kan jeg endelig gøre.

Jacob: Giv mig din skilling da.

Side 39 af 52

Jeppe: Se der! Men du må give mig en skilling tilbage.

Jacob (kommer med glasset, drikker ham til): Singot, Jeppe.

Jeppe: Du drak som en skælm.

Jacob: Ej! Jeg ved, det er jo sædvane, at værten drikker gæsterne til.

Jeppe: Jeg ved det nok, men skam få den der først fandt på den sædvane. Din skål, Jacob.

Jacob: Tak, Jeppe! Du kommer til at tage for den anden skilling med, Jeppe på Bjerget (uddrag) du kan dog ikke bringe den tilbage; uden du vil have et glas brændevin til gode, når du kommer igen; thi jeg har min tro ingen eneste skilling.

Jeppe: Skam, der gør! Skal den fortæres, så skal det straks ske, på det jeg kan føle, at jeg får noget i maven; men drikker du også deraf, så betaler jeg intet.

Jacob: Singot, Jeppe.

Jeppe: Gud bevare vore venner, og skam få alle vore uvenner. Det gjorde godt i maven, Ach!Ach! Jacob: Lykke på rejsen, Jeppe!

Jeppe: Tak, Jacob Skomager.

Actus II SCENE 1 Jeppe.

(Forestilles liggende udi baronens seng med en

gyldenstykkes slåbrok for stolen; han vågner og gnider sine øjne, ser sig om og bliver forskrækket, gnider sine øjne igen, tager på sit hoved og får en guldbroderet nathue i hånden; han smør spyt på sine øjne, og gnider dem igen, vender nok huen om, og beskuer den, ser på sin fine skjorte, på slåbrokken, på alting, har underlige grimasser.

Imidlertid spilles en sagte musik, hvorved Jeppe lægger hænderne sammen, og græder; når musikken har ende, begynder han at tale) Ej! Hvad er dog dette? Hvad er dette for en herlighed, og hvordan er jeg kommen dertil?

Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Nej, jeg er ganske vågen. Hvor er min kone, hvor er mine børn, hvor er mit hus, og hvor er Jeppe? Alting er jo forandret, jeg selv med. Ej hvad er dog dette? Hvad er dog dette?

(Råber sagte og frygtsom), Nille! Nille! Nille! jeg tror, at jeg er kommen i himmerig, Nille! og det ganske uforskyldt. Men, mon det er jeg? Mig synes ja, mig synes også nej. Når jeg føler på min ryg, som endnu er øm af de hug, jeg har fået, når jeg hører mig tale, når jeg føler på min hule tand, synes mig, det er jeg. Når jeg derimod ser på min hue, min skjorte, på al den herlighed, som er mig for øjnene, og jeg hører den liflige musik, så drolen splide mig ad om jeg kan få i mit hoved, at det er jeg. Nej det er ikke jeg; jeg vil tusinde gange være en carnalie om det er. Men mon jeg ikke drømmer? Mig synes dog nej. Jeg vil forsøge at knibe mig i armen; gør det da ikke ondt, så drømmer jeg, gør det ondt, så drømmer jeg ikke. Jo jeg følte det, jeg er vågen; vist er jeg vågen, det kan jo ingen disputere mig, thi var jeg ikke vågen, så kunne jeg jo ikke – – – Men hvorledes kan jeg dog være vågen, når jeg ret betænker alting? Det kan jo ikke slå fejl, at jeg jo er Jeppe på Bjerget; jeg ved jo, at jeg er en fattig bonde, en træl, en slyngel, en hanrej, en sulten lus, en maddike, en? Carnalie; hvorledes kan jeg tillige med være kejser og herre på et slot? Nej det er dog ik kun en drøm. Det er derfor bedst, at jeg har tålmodighed, indtil jeg vågner op.

(Musikken begynder på nye, og Jeppe falder i gråd igen) Ach! kan man dog høre sådant i søvne? det er jo ikke muligt. Men er det en drøm, så gid jeg aldrig måtte vågne op, og er jeg gal, så giv jeg aldrig måtte blive vis, igen; thi jeg vilde stævne den doktor, der kurerede mig, og forbande den, der vækkede mig. Men jeg hverken drømmer eller er gal, thi jeg kan komme alting ihu, som mig er Side 40 af 52

vederfaret; jeg erindrer jo, at min salig far var Niels på Bjerget, min farfar Jeppe på Bjerget, min hustru hedder jo Nille, hendes crabask Mester Erich, mine sønner Hans, Christoffer og Niels. Men se! Nu har jeg fundet ud hvad det er: Det er et andet liv, det er paradis, det er himmerig; jeg, måske, drak mig ihjel i går hos Jacob Skomager, døde, og kom straks i himmerig. Døden må dog ikke være så hård at gå på, som man bilder sig ind; thi jeg følede intet der til. Nu står måske Hr. Jesper denne stund på prædikestolen og gør ligprædiken over mig, og siger: Sådant endeligt fik Jeppe på Bjerget; han levede som en soldat og døde som en soldat. Man kan disputere, om jeg døde til lands eller vands; thi jeg gik temmelig fugtig af denne verden. Ach Jeppe! det er andet end at gå fire mil til byen for at købe sæbe, at ligge på strå, at få hug af din hustru, og få horn af degnen. Ach! Til hvilken lyksalighed er ikke din møje og dine sure dage forvandlet. Ach! Jeg må græde af glæde, besynderlig, når jeg eftertænker, at dette er hændt mig så uforskyldt. Men én ting står mig for hovedet, det er, at jeg er så tørstig, at mine læber hænger sammen; skulle jeg ønske mig levende igen, var det alene for at få et krus øl at ledske mig på, thi hvad nytter mig al den herlighed for øjnene og ørene, når jeg skal dø på ny igen af tørst? Jeg erindrer, præsten har ofte sagt, at man hverken hungrer eller tørster i himmerig, i lige måde, at man der finder alle sine afdøde venner; men

restance hos herskabet. Jeg ved jo, at mange folk har levet lige så skikkelig som jeg, hvorfor skulle jeg alene komme i himmerig? Det kan derfor ikke være himmerig. Men hvad kan det da være? Jeg sover ikke, jeg våger ikke, jeg er ikke død, jeg lever ikke, jeg er ikke gal, jeg er ikke klog, jeg er Jeppe på Bjerget, jeg er ikke Jeppe på Bjerget, jeg er fattig, jeg er rig, jeg er en stakkels bonde, jeg er kejser. A – – – A – – – A – – – hjælp hjælp hjælp!

jeg er færdig at vansmægte af tørst, jeg er også ganske alene, jeg ser jo intet menneske; jeg måtte jo i det ringeste finde min bedstefar, som var sådan skikkelig mand, der ikke efterlod sig en skillings

"Af dette eventyr vi, kære børn, må lære, at ringe folk i hast at sætte i stor ære, ej mindre farligt er, end som at trykke ned den, der er bleven stor ved dyd og tapperhed."

(På dette store skrål kommer nogle folk ind, som imidlertid har stået på lur for at se hvorledes han stillede sig an) Jeppe bliver overbevist om, at han er baron, og i sin nye rolle tyranniserer han baronens folk. Så da Jeppe atter har drukket sig fra sans og samling, iføres han de gamle bondeklæder og læsses af på en mødding. Da han vågner op som bonden Jeppe, fortsættes intrigen, idet baronen og hans folk klæder sig ud som dommer og advokater og anklager Jeppe for at have sneget sig ind i baronens hus og udgivet sig for baron. Han dømmes til døden med gift og hænges op i en galge. Han vågner op fra de døde, og her venter Nille ham med Mester Erich.

Baronen slutter af med moralen:

Ordliste Herredet - Gammeldags betegnelse for et mindre område, egentlig en retskreds, et administrativt område.

Land-Gilde - Årlig afgift til herremanden Offer - Pengegave til kirkens embedsmænd ved højtiderne. En del af præstens løn.

Thi: Af den grund Råde: Give råd, vejlede Boskab - alt det de ejer Ridefogden - Herremandens repræsentant overfor fæstebønderne

Side 41 af 52

Ritualen - De kirkelige forskrifter Fæstebrev - Kontrakt mellem herremand og fæstebonde Reverenter talt - Rent ud sagt Crabask - Læderpisk End - Endnu Foruden: Ud over det netop omtalte Skabhals - Fjols Pund: Måleenhed for vægt. 1 pund er 500 gram Mil: Gammel dansk måleenhed for vejlængde og afstand.

Hanrej - Ægtemand, hvis kone er ham utro Lyster: At have lyst, ville Malicien - Hæren Vittig - Klog Ejegodt - Overordentlig godt Degn - Hjælpepræst, præstens hjælper Da - Selv om Corasie - Mod Ejegodt:overordentlig god Gemyt: De indre personlige egenskaber som styrer en persons måde at opføre sig på Gulsot - Sygdom, hvor øjne og hud bliver gule, og man får kløe.

Fjor: Bruges om hvad der nu er forsvundet, glemt eller uden interesse Holde ringeste tone - Det gav degnen prestige at kunne trække visse salmetoner langt ud Skille trætten - Afgøre striden Singot: Skål!

Skælm: Spøgefuld person der driller eller laver narrestreger.

Side 42 af 52

Har godt ved at sige - Kan sagtens snakke Borg - Giver ikke kredit Sagte - Velnok Tinge - Blive enige om, træffe aftale Sædvane: skik Drikke gæsterne til - Skik at smage før drikken blev givet til gæsten

Opståen: Det at blive til.

Gyldenstykke - Silkestof indvævet med guld- eller sølvtråde For stolen - Liggende på stolen Drollen splide mig - Fanden ta' mig Carnalie - Slubbert, gavtyv Disputere - Benægte Ledske - Slukke tørsten Vansmægte - Lige ved at gå tillige - derudover salig - begejstret

Side 43 af 52

Tom Kristensen

Facts Tom blev født d. 4 august 1893 i London og døde 2. juni 1974 i Svendborg. Han havde tre koner gennem sit liv. Han gik paå stk. Jørgens gymnasium og blev videreuddannet paå københavns universitet. Han vandt sener i livet de gyldne laurbær.

Kendetegn Han tekster handlede om følelserne efter første verdenskrig. Han skrev ogsaå om nogle forskellige holdepunkter, for at give læserne en følelse af, at der stadig var et formaå l.

Hans tog tit udgangspunkt i hans egne erfaringer efter krigen.

Det der kendetegnede hans tekster var hans maå de gøre hans tekster levende og farverige. Udover noveller udtrykte han sig ogsaå tit gennem lyrik.

Derfor skal du læse Tom Kristensen Tom Kristensen er en af de nyere forfattere af kanonudvalget og dermed giver et mere relevant formaå l med teksten og flere medrivende motiver, der kan interessere os mere, som en nyere generation. Teksterne er livlige og fulde af relaterbare følelser. Derudover har nogen af hans tekster et humoristisk perspektiv paå verden, et eksempel kunne være “Nat i Berlin”, som vi har læst.

Side 44 af 52

Nat i Berlin 1921

Resume (beskrivelse) Fortælleren bor i Berlin og kan ikke sove, saå han undrer sig over hvordan nogen overhoved kan sove i Berlin. Digtet beskriver opsigtsvækkende lyde, bevægelser og dyrisk lidenskab, der foregaå r om natten i Berlin.

Side 45 af 52

Nat i Berlin 1921 Hesteklapren! Hesteklapren!

Hestesko og hestehov!

Denne by er fuld af heste.

Jeg skal sove. Hvem der sov!

Løberen, den røde, bløde, langs den mørke korridor4 suger under hestetravet som en fugtig mosejord.

Min fornuft er som et vindue, der i blæst slaå r op og i.

Bare ikke disse heste evig jog og jog forbi!

Hør, da smælder det mod døren med en kvindes høje hæl, saå at rædselsstriber rinder ned ad ryggen paå min sjæl.

Hesteklapren1! Hesteklapren!

Klang af jern og klang af sten!

Gennem natten, gennem natten haster tusind hesteben.

Og en hoppe, bred og bullen, løber mulen dumpt imod, saå et torskesmut af afsky plumper i mit vaå gne blod.

Endeløse tog af drosker2, varskoraå b og kvindehvin!

Denne by er fuld af kvinder.

Hvem kan sove i Berlin?

Hør, da brager det mod døren med en klodset hestesko, og mod dørens fylding kysser kvindelæber sig til ro.

Kvindetrippen, hestetrampen, hestevrinsken, kvindehvin.

Kvindelige, raå kentaurer hærger hver en nat Berlin.

Kvindekrop med hestemule og med brune næsebor.

Intet smil forædler lysten.

Intet blik forhindrer mord.

Hør, de braser mod hotellet og forcerer dets entreé .

Langs terazzogulvet klinger flugten af en skræmt portier3.

Hestesko med kvindebuste og en mine, hed af lyst.

Den, som hviler hos kentauren, faå r ej ro ved hendes bryst.

Op ad trappen, op ad trappen bumper, dumper hov og sko.

En erotisk hestestønnen har forjaget al min ro.

Kvindelæber, hestemuler, aå ben mund og krænget grin.

Denne by er fuld af syner.

Hvem kan sove i Berlin

Side 46 af 52

Ordforklaring: Hesteklapren1 = En vane heste har, med at klapre med tænderne. // Drosker 2 = En hestetrukken vogn. // Portier3 = En person der paå et hotel modtager gæsterne. // Korridor4 = En slags gang, som giver adgange til et andet rum.

Herman Bang Herman Bang blev født den 20.april 1857 og døde den 29.januar 1912. Herman Bang var dansk kritiker,forfatter og journalist.

Herman Bang blev student på Sorø akademi i 1875.

Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil(Impressionisme er en kunstretning inden for malerkunsten som især var fremme fra ca. 1870 til 1890). Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Hvorfor er Herman bang kanonforfatter: Han fik ikke anerkendelse af hans forfatterkollegaer. Siden hen har han indtaget pladsen som en af de moderne gennembruds store roman kunstnere. Herman Bang var journalist og skrev originalt og nyskabende i en række af tidens aviser og magasiner. Hans personer og miljøer er opdigtede, men hans vinklinger og beskrivelser er præget af journalistens nysgerrighed og åbenhed over for menneskene og deres liv og udtryk. Han har en særdeles udviklet evne til at sanse og beskrive situationer, så en enkelt bevægelse eller en særlig replik kan skabe en intens scene, som åbner sig for læserens fortolkning.

Derfor skal du læse Herman bangs noveller,digte og romaner…. Herman Bang har han indtaget pladsen som en af det moderne gennembruds store roman kunstnere og det er der god grund til. Dermed at han var journalist og skrev originalt content, både som causerende reporter og som kritisk kulturskribent. Da Herman Bang også var journalist i hverdagen skrev han også som en journalist, altså hans tilgang til stoffet satte også sit præg på hans fiktionsskrivning. Hans personer og miljøer er opdigtede, men hans iagttagelser, vinklinger og beskrivelser er præget af journalistens nysgerrighed og åbenhed over for samtiden, dens mennesker og deres liv og udtryk. Så hvis du elsker dig at føle dig nysgerrig og kritisk og det gamle samfund, er Herman Bang 100p en for dig.

Resume af Frøkenen: Frøkenen har det mindste hus i byen, det er også kun hendes hus der har en kælderhals.

Hun har også tre træer som er store, og når de bliver for store. Rigtig må hun ikke have dem, men det har hun fået lov til men politiet kommer tit og tjekker om det er for stort.

Frøkenen laver også blomster til alle, hvis hun høre en der er død laver hun blomster til kisten. Frøkenen kan heller ikke se dyr lide, så når det er vinter tager hun de kolde spurve ind og varmer dem. Hun har også de bedste kirseber, så alle små piger kommer og får kirseber.

Når det er vinter og det bliver mørkt lægger hun bogen væk, når så lygte manden kommer ud på vejen og tænder lyset vågner hun og begynder at læse. Frøkenen har en veninde som kommer hver aften klokken 7, men hun kan snart ikke høre og se mere.

Frøkenen Det var det mindste hus i hele gaden: Tre fag og den grønne gadedør med en tre trins trappe og gelænderet, hvor det er så dejligt at rutsche ned. Og under vinduerne ligger kælderhalsen ud på fortovet – en gammel skrøbelig kælderhals, hvor alle byens gadedrenge tramper op, når de skal i skole, og piber i fingrene, mens de lader sig glide ned. For „frøkenen“s kælderhals er den sidste i hele byen.

Byfogeden har ført krig både med den og med lindetræerne. Thi det lignede ikke noget at have sådan tre træer stående midt i en ordentlig gade og skygge for gasblusset med deres rebelske grene. Men til sidst måtte byfogeden dog lade lindene stå, og nu sender han kun betjenten hen for at efterse, hvordan lygten og grenene forliges. Så kommer som oftest gartneren den næste dag, og han stiller sin stige op på gaden og skal klippe „efter højere ordre“, for frøkenen nænner det sjældent selv; og hun tænker altid, hun kan narre betjenten med en kringle og en stor snaps solbærrom.

Tunge dage er det så for frøkenen, når gartneren klipper og klipper, og alle de dejlige grene falder ned og ligger side om side på kælderhalsen. Og for hvert klip er det, som om det gjorde ondt inden i hende, og hun beder og beder for hver gren, at den kan han dog gerne lade blive siddende.

Nej – så er det noget andet inde i haven. Der råder hun, og der bliver ikke klippet. Der vokser alting, som det vil: vinranken op ad den høje gavl til naboen og roserne langs baghuset og alle liljerne i det store bed. Der er kun det ene med en gang om, som er ganske smal, så hvis man vil forbi, bliver man hvid på ærmet af kalk fra naboens væg; men stort er bedet, og mange slags blomster skal der være – hvad der nu ikke er let at se, for de store hvide liljer, de har som sagt fået lov til at vokse, som de ville, og de er groet op til en hel skov, fuld af hvide kroner.

Men der må både være roser og klokker i bedet, for der er altid roser i frøkenens kranse.

Sommetider nogle små blege nogle, liljerne tager jo solen, men roser er der. Og det er mange kranse, frøkenen binder hele sommeren både til kendte og ukendte. Hører frøkenen, at en er død på fattiggården, en stakkel, som hverken havde ven eller slægt, og der har måske ikke engang været en venlig hånd til at lukke hans øjne, så plyndrer hun straks sit store bed og binder kranse ved bordet under den gamle hyld.

Hun siger, det er alt for tungt at se en kiste uden blomster.

Men oppe under hylden i krogen kan der også være lystighed – når der kommer fremmede til kaffe, og frøkenen vimser ud og ind med sølvkanden og kringlerne på et fad.

Frøkenen selv har ikke megen ro, hun går fra køkken til have, henter fløde i flueskabet og de nedsukrede jordbær ovre i baghuset, og hun er bange for, at de ikke alle skal få smagt på hyldesaften. Men de unge piger, hendes gæster, de ler og ler, fordi de sidder så knebent, at de næppe kan røre armene. Og den, der sidder yderst, bliver hele tiden puffet ned – over i liljerne. Frøkenen har altid så mange, som må med, og hun siger, der bliver nok plads. Vi hjælper os, siger hun, og de unge piger synes just, det er morsomt.

Men flest er der dog på den tid, hvor „træet bliver modent“. Det er kirsebærtræet, lige ud til gården og ud over smedens stakit. Der ved stammen er havens hædersplads, hvor hundene bliver begravet; det er en hel kirkegård med både navne og årstal: Ami og den ny Ami og Pollux. Ami blev så gammel, at den var blind og altid måtte ligge på puder; den ny Ami blev kørt over. Frøkenen plejede den og plejede den, men til sidst måtte dyrlægen slå den ihjel.

Det var svære dage for frøkenen, for hun kan ikke tåle at se noget levende lide, og om vinteren tager hun alle de forfrosne spurve, hun kan få fat i, ind i stuen og varmer dem og giver dem brød.

Når træet er modent, er der flest fremmede. Alle skal smage bærrene – dejlige spanske bær, som frøkenen tæller på hver gren. Hver får jo ikke ret mange, når der er så stor en flok, som skal dele, men det ville dog aldrig være rigtig kirsebærtid for byens unge piger, når de ikke havde været omme hos frøkenen og fået deres lille bundt kirsebær, omvundet med det røde bånd. Aldrig i verden rigtig kirsebærtid …

Siden hen på året bærer vinranken, og frøkenen plukker ned og sylter hen. Vindruerne får man i sukker, når vinteren kommer med sin slud og spurvene installerer sig i de tomme stærekasser; og der ligger sne i gården, så man knap kan nå over til baghuset, og hele haven er hvid, både gang og bed.

Så holder man sig i stuen.

Der er ganske mørkt derinde og varmt fra tørveilden, og hele stuen dufter af lavendler og gammelt potpourri. Det laver frøkenen om sommeren. Så samler hun dynger af roser og spreder bladene ud på aviser og tørrer dem både på sengen og på dagligstuebordet. Og når så vinteren kommer, ligger de tørrede roser på den gammeldags kakkelovnsplads og dufter som den skønneste sommer …

Frøkenen har læst. Men så er det blevet for mørkt, og hun har lagt andagtsbogen ned i sit skød og har lænet hovedet tilbage. Nu er hun faldet i blund og sover med foldede hænder.

Og henne i sofaen spinder kattene sagte, i kakkelovnen snurrer vandet til te … Der er mørkning i huset.

Men så kommer lygtetænderen ude på gaden, og han sætter stigen til og tænder, og lige på én gang bliver der ganske lyst hen over alle de gamle billeder på væggen og de hvide stykker på stolene og gulvtæppet, der er delt i mange stumper rundt omkring.

Men når der bliver tændt, vågner frøkenen på forhøjningen, og hun griber efter brillerne og bogen, og lægger bogmærket ind, førend hun lukker den.

Så åbner hun køkkendøren og kalder. – Han tænder, Karen, siger hun. Den gamle pige har ventet i køkkenet, men nu kommer hun ind med lyserøde bånd i huen og sætter sig på stolen ved døren, ganske stille.

Dér sidder så de to gamle piger i lygteskinnet hver med sine tanker og taler ikke meget.

Men hver dag, når lygten tændes, siger frøkenen højt ud af døren: – Nu tænder han, Karen, og hver dag kommer Karen ind, og hun sætter sig stille på den samme stol ved døren. Og har de siddet dér noget sammen, og det snart kan blive tid til teen, rejser hun sig med et „Tak, frøken“, og går ganske lydløst, som hun kom. Og således har det været i mange år.

Thi Karen er gammel i huset. Hun har tjent i præstegården, og da præsten døde, fulgte hun med „jomfruen“. Da var de temmelig unge, både hun og „jomfruen“, og Karen var forlovet. Men så gik det galt, og kæresten rendte væk til Amerika. Kort efter begyndte nabolaget at tale om, at det var slemt fat med Karen, og smedens kone kom ind en aften til frøkenen: for hun, som var stillet så ene, måtte vide, hvem hun havde om sig, og måtte vogte sit rygte …

Men frøkenen svarede, at det skulle hun vel vide, hendes rygte plettede det ikke at gøre, hvad pligt var. Og hun beholdt Karen, og hun plejede hende selv, og så længe det levede, havde barnet to mødre i stedet for én. Men så døde det lille væsen, og frøkenen og Karen var igen alene, og nu har de kun graven deroppe i kirkegårdskrogen …

Den gamle „laver til“ til te.

Hun sætter tællelyset midt på bordet, og hun glatter dugen.

– Jeg tænker vel, Line kommer, siger frøkenen.

Line er kommet hver aften i ti år. Præcis klokken syv banker det, og Line kommer ind, stiv og gammel, og frøkenen forsøger at råbe sin veninde op, men hun kan ikke, og når hun

bringer hendes tøj ind, siger hun i sovekammeret til Karen: Jeg synes virkelig, Karen, det bliver værre og værre – Line kan snart slet ikke høre mere. Og Karen ryster på hovedet: Gud ske lov for den, som har sine sanser, siger hun.

Det har de nu sagt i ti år om frøken Line.

Så sidder de to frøkener og nyder deres te i tavshed, og en gang imellem nikker de mildt til hinanden, siden de ikke kan tale. Bagefter lægger de kabale og spiller whist en deux.

Klokken ti følger Karen frøken Line hjem. Så pusler frøkenen alene, roder i en gammel skuffe eller læser breve. Det er gamle gulnede papirer, bundet i store pakker med røde silkebånd … hele dokumenter fra den tid, hvor det var dyrt at skrive, og man ville have meget for pengene, når man skrev.

Dem studerer hun med deres udviskede skrifttræk.

Når så Karen kommer hjem, lister hun stille i seng, og frøkenen er alene. Hun sidder stadig bøjet over de gamle breve, og når hun løfter hovedet og pudser tællelyset, har hun ofte tårer i øjnene.

For de er døde, hendes gamle venner, det er alt så længe, længe siden, det, hun læser fra dengang, hun var ung.

En gang imellem går hun også ind i det lille kabinet, hvor det dufter af violrod og æbler, og hun lukker chatollet op og tager den lille skuffe ud.

Så finder hun et par gamle blomster, tørrede og klistrede på papir, et stambogsvers med alt for mange fødder og inden i en sølvkapsel en lille silhuet …

Hun går rundt i huset, dækker til og lukker. Ser til fuglene, som sover i deres bure, og giver hunden vand. Og det er sent på natten, inden frøkenen sover med katten oven på dynen.

Ordforklaringer: 1. kælderhals: udendørs nedgang til kælderetage 2. gasblus: i 1880’erne brændte gadelygter på gas 3. rebelske: oprørske 4. forliges: enes 5. klokker: hvide og blå klokkeblomster 6. fattiggården: den tids offentlige institution for fattige, ældre og yngre, der ikke kunne klare sig selv. Det blev anset for ydmygende og skamfuldt at skulle bo for det offentliges forsørgelse 7. knebent: på lidt plads 8. just: netop 9. slud: nedbør, der er en blanding af sne og regn 10. tørveild: tørv er en jordart, der består af hårdt sammenpressede og næsten formuldede plantedele fra mosen. En firkantet og tørret klump anvendes som brændsel 11. potpourri: blanding af velduftende, tørrede blomster og blade (lavendel, rosenknopper, æbleblomster o.l.) i en krukke. Potpourri var meget brugt på Herman Bangs tid, og er nu igen kommet på mode.

12. .andagtsbog: bog med religiøst og moralsk indhold til brug i hjemmet 13. lygtetænderen: offentligt ansat person (ofte en vægter), der på et bestemt tidspunkt tændte byens gadelygter, der brændte med levende ild 14. stykker: hvide, hæklede stofstykker, som skulle skåne stoffet på stole og sofaer 15. forhøjningen: den tids stuer havde ofte en forhøjning af gulvet ved stuens vinduer mod gaden 16. slemt fat: dvs. hun var gravid (uden for ægteskab) 17. pligt: her taler frøkenen om den kriste pligt til at udøve næstekærlighed modsat den almindelige moral, der anså ugifte mødre for at være syndige

18. tællelys: stearinlys 19. whist en deux: kortspil pudser tællelyset: klipper stearinlysets væge, så lyset ikke oser 20. kabinet: lille værelse i et fornemmere hus 21. chatol: møbel med skuffer og en klap, der kan slås ud som skriveplade 22. stambog: en poesibog med personlige oplysninger om venner, hvori veninderne også kunne skrive vers – der ofte var folkelige „vandrevers“ 23. fødder: orddele med hovedtryk i vers 24. silhuet: før fotografiet blev almindeligt kunne man få klippet en vellignende silhuet