Over Hækken

Over Hækken En antropologisk undersøgelse af individualitet, valg og fællesskaber i nye parcelhuskvarterer i Danmark

KANDIDATSPECIALE SIV RAUN ANDERSEN Institut for Antropologi Københavns Universitet 2004 Vejleder: Mark Vacher

Over Hækken

Indholdsfortegnelse

INDHOLDSFORTEGNELSE ................................................................................. 2 FORORD................................................................................................................. 4 1. INDLEDNING .................................................................................................... 5 1.1 Problemformulering................................................................................................................................... 5 1.2 Motivation – hvorfor undersøge parcelhuslivet? ..................................................................................... 6 1.2.1 Tematisk motivation............................................................................................................................... 7 1.2.2 Analytisk og metodisk motivation........................................................................................................... 9 1.3 Specialets opbygning ................................................................................................................................ 10

2. PRÆSENTATION AF FELT OG METODE ..................................................... 11 2.1 Frøhaven og Frugthaven som felt ........................................................................................................... 11 2.1.1 Frøhaven.............................................................................................................................................. 12 2.1.2 Frugthaven ........................................................................................................................................... 13 2.1.3 Beboerne i Frøhaven og Frugthaven..................................................................................................... 13 2.1.4 Parcelhuskvarteret historisk set ............................................................................................................. 14 2.3 Metodiske overvejelser............................................................................................................................. 16

3. FRA HUS TIL HJEM – INDIVIDUELLE VALG OG FÆLLES VÆRDIER........ 19 3.1. Selvfølgelig et parcelhus – om præferencer og behovsændringer ....................................................... 19 3.2. Valget af Frøhaven og Frugthaven ........................................................................................................ 23 3.2.1 Beliggenhed og børn............................................................................................................................. 23 3.2.2 Valgets begrænsninger .......................................................................................................................... 26 3.3 Den individuelle drøm.............................................................................................................................. 29 3.3.1 Småbørnsfamiliernes husvalg ................................................................................................................ 29 3.3.2 Voksenbørnsfamiliernes husvalg........................................................................................................... 31 3.3.3 Beboernes valg af boform, kvarter og hus – sammenfatning ................................................................. 36 3.4 Fra hus til hjem......................................................................................................................................... 37 3.4.1 Udstilling af familiens identitet.............................................................................................................. 38 3.4.2 Valgmuligheder og livsstil ..................................................................................................................... 40 3.4.3 Tidens indflydelse på valg af hus og rumfordeling................................................................................. 43 3.4.3.1 Ensartet rumfordeling – opdeling af børn og voksne..................................................................... 43 3.4.3.2 Modens påvirkninger .................................................................................................................... 45 3.5 Individuelle valg og fælles værdier - sammenfatning............................................................................ 47

2

Over Hækken

4. FÆLLESSKABER I PARCELHUSKVARTERET ............................................... 50 4.1 Arrangerede fællesskaber – formelle, praktiske og sociale .................................................................. 51 4.1.1 Fællesarrangementer uden fællesskab .................................................................................................... 51 4.1.2 Valget af fællesskaber i en moderne tid ................................................................................................. 55 4.2 Hverdagens fællesskaber ......................................................................................................................... 56 4.2.1 Hverdagslivsbegrebet – et fokus på beboernes liv ................................................................................. 56 4.2.2 Fællesskaber i hverdagen ...................................................................................................................... 58 4.2.2.1 Gode råd over den lave hæk – om udvekslinger og tilgængelighed................................................. 58 4.2.2.2 Det aktive fællesskab med børn..................................................................................................... 62 4.2.2.3 Hverdagen i kvarteret – sammenfatning ........................................................................................ 66 4.3 Offentlige arealers indflydelse på fællesskaber i kvarteret................................................................... 68 4.4 Fællesskaber mod andre – om konflikters betydning for fællesskaber ............................................... 73 4.4.1 Intern opsplittelse – legepladsen i Frugthaven....................................................................................... 73 4.4.2 Intern samling – togbroen i Frøhaven................................................................................................... 76 4.5 Fællesskaber og livet i hverdagen i kvarteret – sammenfatning .......................................................... 77

5. PARCELHUSLIVET – MELLEMSPIL, SAMMENFATNING OG PERSPEKTIVERING............................................................................................ 80 5.1 Balancen mellem fælles og privat............................................................................................................ 80 5.1.1 Fællesskabets grænser - at administrere tilgængelighed .......................................................................... 81 5.1.2 Fra fællesarealer til hjemmet - grader af privathed ................................................................................. 83 5.1.5 Fællesskaber, privatliv og individualitet – sammenfatning...................................................................... 85 5.2 Over Hækken - sammenfatning af specialets pointer............................................................................ 85 5.3 Afsluttende perspektivering..................................................................................................................... 91

ENGLISH ABSTRACT.......................................................................................... 93 LITTERATURLISTE ............................................................................................ 95

3

Over Hækken

Forord

Tak En stor tak til beboerne i Frøhaven og Frugthaven for deres gæstfrihed og åbenhed. Og en ekstra stor tak til mine fire søde værtsfamilier, som åbnede deres hjem for mig og lod mig følge med i deres liv. Tak til arkitekt Vibeke Meyling fra Dansk Byplanlaboratorium for sparring Anonymisering Alle beboere er anonymiseret.

Illustrationer Forsiden øverst: Frugthaven i Allerød.

Forsiden nederst: Frøhaven i Høje-Taastrup.

Fotos og illustrationen i afsnit 4.2 er forfatterens egne.

Kortene over de to kvarterer i afsnit 2.1 er fundet på www.degulesider.dk.

Undersøgelsen er finansieret med støtte fra Fonden Realdania samt Margot og Thorvald Dreyers Fond.

Antal ord: 32.987 (ekskl. forord, indholdsfortegnelse, litteraturliste, fodnoter og abstract).

4

Over Hækken

Kapitel 1 Indledning Hanne, en småbørnsmor i trediverne, bor med sin familie i parcelhuskvarteret Frøhaven i Høje-Taastrup. Her fortæller hun om valget af deres nye hus og overvejelser omkring relationer i det nye parcelhuskvarter: “Vi har selv tegnet huset, vi er meget grundige. Derefter tog vi kontakt til entreprenørerne Bülow & Nielsen og O.C. Huset og Lind & Risør, men de havde ikke det hus, vi ville have. Og hvis de skulle bygge det, ville det blive dyrt med de mange ændringer, vi ville have, og krav vi stillede. De krævede også, at vi skulle købe fliser og sådan fra deres firma, så vi ikke selv kunne vælge mellem ret meget. Hos dette firma kunne vi selv vælge fliser. De gav os to flisefirmaer at vælge imellem, og så skulle vi bare vælge frit. Vi var tæt på at vælge Eurodan-huse, men dette firma havde bedre ekspertise i f.eks. specielle flisefirmaer. Her har vi selv valgt tagrenden, gulvet, mursten, håndtag, hårde hvidevarer, toilet og køkken, og vi kunne vælge mellem to firmaer. De tilbyder også et standart toilet, men man kan vælge et specielt også. Hos Eurodan-huse kan man selv vælge låger, fliser og gulv, men man kan bare ikke vælge så meget. Så er det svært at tilpasse huset individuelt.” ”Vi ligner jo alle hinanden her i kvarteret. Det er vigtigt, så vi har de samme normer og vil det samme.” ”Jeg vil være åben og hilse på folk. Vi skal lære hinanden at kende og bruge hinanden og hinandens erfaringer. Vi har selv lagt fliser, og folk er derfor kommet og spurgt os om råd, i stedet for at lukke døren. Det er en del af udflytterkolonien, folk kan ikke skjule sig, der er ingen hæk.” ”Jeg glæder mig til at hækken er vokset op. Jeg kan jo se lige over til naboens hus, om de har gæster. Jeg bruger gardinet meget.”

1.1 Problemformulering Hanne, hendes mand og deres tre små børn er lige flyttet til det nyetablerede parcelhuskvarter, Frøhaven i Høje-Taastrup, hvor de har bygget deres eget hus. Som Hannes siger, er der mange ting, der skal tages beslutninger om, når man vælger hus, og vælger hvordan man vil indgå relationer med de andre beboere i kvarteret. Hannes udtalelser tegner et skisma, hvor det at flytte i et nyt parcelhuskvarter både handler om at have et fællesskab med de andre beboere i kvarteret, men også om at kunne vælge hvornår man vil være en del af dette fællesskab. Citatet viser også, at det er vigtigt at ligne de andre beboere, samtidig med at det har en stor prioritet at have et individuelt og personligt hjem, som skiller sig ud fra de andres.

I en periode på fem måneder flyttede jeg, i forbindelse med mit feltarbejde, på skift ind hos fire forskellige familier og fulgte deres og de andre beboeres liv i to nyere parcelhuskvarter, Frøhaven (Høje-Taastrup) og Frugthaven (Allerød). Jeg undersøgte, hvordan beboerne vælger

5

Over Hækken

boform, kvarter og hus. Desuden har jeg undersøgt, hvordan, hvorfor og med hvem beboerne indgår sociale relationer i kvarteret, efter de er flyttet ind. 1 I specialet vil jeg kortlægge og analysere de valg, beboerne i et nyt kvarter foretager – både før og efter indflytningen. Som også Hannes udtalelser peger på, er der nogle gennemgående temaer, som individualitet, valg og fællesskab, der går igen i beboeres valg, både før de flytter ind, og i livet i kvarteret efter de er flyttet ind.

Specialet er en undersøgelse og analyse af, hvordan beboerne i nye parcelhuskvarterer overvejer boform, kvarter og hus, samt hvordan de etablerer sociale relationer med de øvrige beboere i kvarteret – med specielt fokus på fællesskab, valg og individualitet.

Herunder ønsker jeg at bidrage med et nuanceret empirisk billede af parcelhuslivet og undersøge, hvordan livet leves, relateres og udfoldes på begge sider af hækken i hjemmet såvel som i kvarteret.

For at besvare disse spørgsmål undersøger og analyserer jeg først de faktorer, der har haft indflydelse på, hvorfor beboerne nu bor i parcelhuskvarteret, og hvilket hus de har valgt at bygge på deres nye grund. Herefter undersøger og analyserer jeg, hvordan sociale relationer etableres i kvarteret, og hvem der indgår i dem.

1.2 Motivation – hvorfor undersøge parcelhuslivet?

At jeg har valgt at undersøge beboerne i parcelhuskvarteret, skyldes primært et ønske om tematisk at tilvejebringe kvalitativ viden om beboernes valg og liv, men valget har også metodiske og analytiske ambitioner.

1

Jeg har fulgt beboerne forskellige steder i deres forløb ind i kvarteret. Mine data omfatter derfor både mødet med beboerne, når de ved cementblanderen beundrede byggeprocessen af deres nye hus, og samtaler med beboere der var flyttet ind, som så tilbage på deres valg. På tidspunktet for min undersøgelse havde beboerne købt deres grund og valgt hvilket hus, de vil bygge på den. Data om livet i kvarteret efter indflytningen er både fra (deltager) observation af beboernes praksis og fra interviews.

6

Over Hækken

1.2.1 Tematisk motivation Til trods for parcelhusets massive udbredelse i Danmark findes der ikke meget forskning om livet der. Generelt overses middelklassen i samfundsforskningen i Danmark, mens der er meget fokus på de mere eksotiske minoritetsgrupper i samfundet. Der har været en tradition for, at når antropologer kom tættere på deres hjemland, var deres fokus stadig på de eksotiske minoriteter i samfundet, ligesom det var, da de foretog feltarbejde fjernt fra hjemmet (Gullestad 1992: 1-2). Det gælder både minoriteter som narkomaner (Jöncke 1997), indvandrere og flygtninge (Larsen 2000), alkoholikere (Steffen 1994) og boligsøgende (Nielsen 2003) m.v. 2 Det samme er gældende indenfor den antropologiske forstadsforskning, hvor problemområder som ghettobebyggelser (Preis 1998, Roland 1998) og kvarterløft (Hørlyck 2002) har været i centrum. For nylig er også en anden minoritet, overklassen, belyst antropologisk i de to velhaverkvarterer Skåde Bakker og Fedet udenfor Århus (Raahauge 2003). Men middelklassebeboerne som bor i parcelhuskvarterne i forstaden, har der herhjemme været en meget lille antropologisk interesse for.

Som politologen Nils Mortensen påpeger, lægger man næsten ikke mærke til beboerne i parcelhuskvarterer, og kaster derfor ikke sit undersøgende blik på dem. Beboerne arbejder som ufaglærte, funktionærer eller selvstændige og indtager ikke magtfulde positioner i samfundet (Mortensen mfl. 1987: 11). Samtidigt er der sjældent problemer med dem, og derfor bemærkes de ikke (Ibid.: 10). Parcelhusbeboerne er derimod samfundets økonomiske og politiske rygrad: De betaler skat, føder og opdrager børn, og en stor del af den førte politik i Danmark er henvendt til netop dem (Ibid.: 10-11).

Majoriteter (som f.eks. middelklassen) bør studeres for sig selv, så antropologien kan slå igennem som en gennemført komparativ disciplin. Majoritetsgrupper fastsætter ofte vigtige parametre for livet for minoriteter i samfundet, og derfor bør de undersøges, så man kan forstå, hvad minoriteter definerer sig i opposition til og skal indordne sig under (Gullestad 1992: 1-2).

Parcelhuskvarteret i Danmark har levet et ret ubemærket liv. Først i 1990’erne kom der mere fokus på parcelhuskvarteret. Ligesom antropologerne fortrinsvis undersøger områder med problemer, fik også parcelhuskvarteret først opmærksomhed, da der var tale om begyndende Dog er der en begyndende opmærksomhed indenfor antropologiske undersøgelser herhjemme, hvor fokus ikke er på problemer, men på helt almindelige mennesker. F.eks. kan arbejdssituationer (Weber & Jørgensen 2004, Møller 2000) og arbejdsløshedssituationer (Nielsen 2002) nævnes.

2

7

Over Hækken

problemer med de ældre parcelhuse og kvarterer fra 1960'erne og 70'erne. Så det er først, da også parcelhuskvarteret blev en udfordring og blev anskuet som et problemområde, at det fik opmærksomhed. 3 Det er primært arkitekter, som nu har rettet blikket mod parcelhuskvarterets udfordringer i Danmark (f.eks. Gade 1999, Jørgensen 1995, Lund 1999 og Meyling 1999), mens danske antropologiske undersøgelser er fraværende. 4 Her vil jeg fremhæve et par ikke-antropologiske undersøgelser af parcelhusbeboerne i Danmark. Seniorforsker ved By og Byg Thorkild Ærø har i sin ph.d. afhandling, ”Boligpræferencer, boligvalg og livsstil”, foretaget en kvantitativ undersøgelse af boligpræferencer i tre typer bebyggelser, hvor den ene er parcelhuset (Ærø 2002). Her er udvalgte beboere interviewet om deres valg af bolig m.v. og deres udtalelser ses komparativt mellem de forskellige bebyggelser. Politologen Niels Mortensen mfl. har interviewet parcelhusbeboere i et forsøg på at fastlægge samtidige normer hos en befolkningsgruppe, som har klaret sig godt (Mortensen mfl.

1987). Institut for Fremtidsforskning har undersøgt forskellen på boligpræferencer i andelsboliger, ejerboliger og almennyttige boliger via en spørgeskemaundersøgelse. Imidlertid benytter ingen af disse danske undersøgelser sig af deltagerobservation eller ser på beboernes praksis i kvarteret, men er alle baseret på interviews eller spørgeskema.

Parcelhuskvarteret er ofte kritiseret af fagfolk for at være for homogent ud fra sociale, byplanmæssige og arkitektoniske perspektiver (Jørgensen 1995, Dirckinck-Holmfeldt 1998: 1 og Gram-Hanssen & Bech-Danielsen 2001). Også i kunstens verden er parcelhuskvarteret kritiseret for at være ensformigt og kedeligt, og parcelhuslivet er kritiseret for at være indbegrebet af ”stereotypi og fantasiforladt søvngængerliv” (Larsen 2001: 39) 5 . Samtidigt er det åbenlyst, at

3 Som problemer og udfordringer i parcelhuskvarteret nævnes bl.a. miljømæssige, sociale og økonomiske (Gade 1999). Ofte henvises til en genrerationsproblematik, som handler om, at beboerne i kvartererne fra 1960'erne og 70'erne kan få svært ved at sælge deres huse, da de arkitektonisk er utidssvarende, og køberne tilhører små årgange. Resultatet kan blive ”parcelhusslum”, hvor køberne udebliver og husene forfalder (Ibid. 1999). En overgang arbejdede man med at fortætte kvartererne, ved bl.a. at bygge flere huse på hver grund for at stoppe affolkningen af kvartererne, når børnene flytter hjemmefra m.v. (f.eks. Jeppesen & Krogh 1982, Planstyrelsen 1984, Lund 1999 og Lawson 2000). Fortætning er man igen gået væk fra, da det viste sig praktisk problematisk. Også mange arkitektkonkurrencer er udskrevet med gentænkning af parcelhuskvarteret som fokus, men meget få af konkurrencevindernes forslag er gennemført eller har medført anderledes planlægning (Meyling 2001: 10-13).

4 Internationalt har etnologen Herbert Gans foretaget en undersøgelse, som har paralleller til min både tematisk og metodisk, blot er den foretaget for et halvt århundrede siden i USA. I 1950’erne flyttede han i to år ind i forstadskvarteret Levittown i New Jersey for at undersøge beboernes liv og udfordre fordommen om de livløse kvarterer i forstaden (Gans 1967).

5 F.eks. har fotokunstneren Krass Clement med sin fotobog, ”Påskesøndag mellem 11 og 16”, skildret et mennesketomt parcelhuskvarter (Clement 2000). I et interview siger han selv om sit projekt: ”Min bog handler om en kultur, der næsten er kommet til at besidde mennesker, så de er blevet fantasiløse, tilbageholdende og anonyme. (…) Jeg tager afstand fra en kultur, der måske kommer til at afføde nogle mennesker, der er åndeligt invaliderede

8

Over Hækken

parcelhuset er utroligt eftertragtet. Siden 1960’erne har parcelhuset været den mest byggede boligform i Danmark, og i dag bor over halvdelen af danskerne i parcelhus (Lind & Møller 1996: 9, Lund 1999, Meyling 1999 og 2001).

Min motivation for at foretage denne undersøgelse er at forklare og vise, hvordan beboerne i parcelhuskvarteret vælger deres boform, kvarter og hus, samt omfanget af sociale relationer i kvarteret. Der findes p.t. ingen kvalitative undersøgelser af dette og min påstand er, at en del af kritikken af parcelhuskvarteret kan imødegås af informationer om beboernes valg. I hvert fald er der brug for at skabe en større forståelse for livet i parcelhuskvarteret. Indtil nu har der ikke været tradition for, at antropologer indgår i dialog med danske byplanlæggere, når boligområder planlægges. Jeg vurderer, at netop afhandlinger som denne vil være nyttige, når man i fremtiden skal til at planlægge nye parcelhuskvarterer, tegne huse til beboere, revitalisere ældre områder og generelt vil forstå de mennesker, som man planlægger for.

1.2.2 Analytisk og metodisk motivation Fokus i undersøgelsen er på kvarterets beboere og ikke på parcelhuskvarteret som sådan.

Mit fokus er således ikke på lokaliteten, men foretages i en lokalitet, som beboerne bygger sig ind i og ’vokser sammen’ med. Det står i kontrast til tidligere, hvor antropologer oftest i community studies antog, at lokaliteten var den primære base for beboerne, og at man ved at studere et lokalsamfund også afdækker et fællesskab (Olwig 1992: 120). 6 Jeg ønsker med min undersøgelse at vise, at man kan studere beboere i et geografisk bestemt område, uden at man a priori antager, at der findes et fællesskab mellem beboerne, blot fordi de bor samme sted. Udgangspunktet er beboerne og deres relationer for derigennem at undersøge, hvilke beboere, der indgår sociale relationer og hvorfor. Jeg antager ikke, at beboerne tillægger stedet lige meget betydning i deres liv, eller at stedet i sig selv udgør noget naturligt fællesskab. I stedet vil jeg, som det vil fremgå, tage udgangspunkt i beboernes hverdagsliv (Gullestad 1989, 1992) og dermed sikre en mere dynamisk, relationel og procesorienteret tilgang.

Et delmål med specialet er, at indtænke moderniteten som analytisk begreb, med inspiration fra sociologen Anthony Giddens, og se på effekten af moderniteten i det lokale. Har moderniteten frigjort os fra stedet (f.eks. Giddens 1996)? Indgår vi nu i højere grad relationer med

og kryptofascistoide. (…) Der er ikke noget, der præger landskabet og arkitekturen mere end parcelkulturen og den mærkelige identitetsløshed, som den har ført med sig” (Jacobsen 2001).

6 Denne antagelse stammer, ifølge antropologen Liisa Malkki, fra ideologien omkring nationalstaten, som symboliserede fællesskab og samhør knyttet til et geografisk rum (Malkki 1997: 55).

9

Over Hækken

personer langt fra hjemmet end med naboen? Det er muligt at indgå relationer med folk over hele verden (ifølge Giddens), men hvad prioriteres i hverdagen? Netop studiet af hverdagen, det almindelige liv, er ifølge socialantropologen Marianne Gullestad et oplagt sted at studere modernitetens processer, da man her kan se, hvordan beboere producerer og reproducerer sociale praksisser og kategorier (Gullestad 1992: 2).

Min undersøgelse er foretaget i to kvarterer for at få et mere omfattende empirisk grundlag.

Undervejs har jeg ikke fundet forskelle imellem beboernes praksis i hhv. i Frøhaven og Frugthaven. Jeg mener derfor, at de processer, jeg undersøger, er helt generelle for nye parcelhuskvarterer, og derfor også kan benyttes til at forstå beboernes valg og liv i andre nyere kvarterer.

1.3 Specialets opbygning Specialet er en trinvis rejse ind i beboernes liv i kvarteret. Rejsen starter i kapitel 2 med at beskrive Frugthaven og Frøhaven, hvor min undersøgelse er foretaget. Herefter beskriver jeg, hvordan jeg har undersøgt felten metodisk, og hvilke udfordringer der er, når man undersøger mennesker et sted, hvor alle undtagen jeg ejer eget hus og bor med deres familier. I kapitel 3 undersøges, hvorfor beboerne vælger at flytte i parcelhus, hvordan de vælger kvarteret, de vil flytte til, og hvordan de vælger hvilket hus, de vil bygge på deres nye grund. Beboernes valg sættes ind i en større kontekst af valg, individualitet, mode, tidsånd, modernitet, økonomi og fællesskaber. Kapitel 4 handler om fællesskaber i kvarteret. Hvordan og hvorfor de etableres og af hvem. Det viser sig, at ikke alle beboere indgår i relationer, heller ikke alle de, som har lyst til det. For at forstå beboernes valg og praksis i parcelhuskvarteret er dynamikken mellem det fælles og private og mellem det fælles og individuelle vigtig. Denne dynamik behandles i kapitel 5 som et kort mellemspil, der skal ses som en optakt til og som en del af sammenfatningen af specialets pointer. Specialet afsluttes med en kort perspektivering.

10

Over Hækken

Kapitel 2 Præsentation af felt og metode I løbet af specialet vil de to kvarterer, beboerne og mine metoder til dataindsamling blive uddybet yderligere. I det følgende opridser jeg de fysiske vilkår for felten, sætter parcelhuskvarteret ind i en historisk kontekst samt præsenterer de vigtigste metodiske overvejelser.

2.1 Frøhaven og Frugthaven som felt Fokus i specialet er beboerne i Frøhaven og Frugthaven. Stedet for undersøgelsen er de to parcelhuskvarterer, hvor beboernes valg og liv udspiller sig.

Begge parcelhuskvarterer er kommunale udstykninger. Det betyder, at kommunen har vedtaget, at området skal udlægges til boligområde, vedtaget en lokalplan for kvarteret 7 , og har fået en arkitekttegnestue til at udforme selve udstykningsplanen. Denne omfatter, udover selve opdelingen af området i parcelhusgrunde, også planlægningen af veje, beplantning, fællesarealer, fortove og belysning. Herefter er udstykningsgrundene udbudt til købere, der selv bestemmer, hvilket hus de vil bygge på grunden. Dog er der i lokalplanen ofte beskrevet nogle krav til bebyggelsens ydre fremtræden. 8

7

Lokalplanen kan også udarbejdes i samarbejde med en arkitekttegnestue. Dette er tilfældet med Frugthaven i Allerød Kommune, hvor lokalplanen blev udarbejdet i samarbejde mellem kommunen og arkitekttegnestuen Vandkunsten (Lokalplan 2.24).

8 I Lokalplanen for Frøhaven fremgår det, at facaderne skal opføres i gule eller røde teglsten eller skal fremtræde i lysegul, lysegrå eller hvid farve (Lokalplan 2.24: § 7). I Lokalplanen for Frugthaven er det forbudt at anvende reflekterende eller blanke tag- og facadematerialer (Lokalplan 2.24 og Lokalplan 261).

11

Over Hækken

HØJE-TAASTRUP LANDSBY

Figur 1: Parcelhuskvarteret Frøhaven

Figur 2: Udsnit

2.1.1 Frøhaven Udstykningen Frøhaven ligger mellem jernbanen og Høje-Taastrup Landsby i HøjeTaastrup Kommune 27 km vest for København. Frøhaven er en udstykning fra år 2000 med 25 grunde, som senere bliver en del af et større område med i alt 220-240 udstykninger opdelt i ti enheder adskilt af stier eller grønne ’kiler’ (Lokalplan 2.24).

Alle husene i Frøhaven ligger på den samme buede vej. Da jeg foretog mit feltarbejde var 23 af grundene bebyggede, en ejer var lige påbegyndt at støbe fundament, og en grund henlå ubebygget, men solgt. På den private vej, Frøhaven, havde kommunen endnu ikke lagt den færdige asfalt eller lavet fortove, så den var endnu ikke overdraget til beboernes vedligeholdelse.

Udformning af fællesarealerne var, da feltarbejdet endte, endnu ikke påbegyndt, men der var planlagt at anlægge en legeplads, frugtlund og bålplads. Området, som den buede vej indkredser, er udlagt til seniorboliger. Opførelsen af disse var endnu ikke påbegyndt under feltarbejdet.

12

Over Hækken

FÆLLESAREALER

Figur 3: Parcelhuskvarteret Frugthaven

Figur 4: Udsnit

2.1.2 Frugthaven Udstykningen Frugthaven ligger i Enghavekvarteret, som er en gammel udtjent frugtplantage i Allerød 30 km nord for København. Frugthaven er en udstykning, der i 1996 etableredes med 19 parcelhusgrunde i første etape. Derefter fulgte 21 grunde i anden etape og 19 grunde i tredje etape (Lokalplan 261: 10). Den fjerde og foreløbigt sidste etape er en udstykning, der består af 16 rækkehuse, alle bygget af samme firma. Disse i alt 75 boliger er en del af et samlet boligantal for Enghavekvarteret på i alt 361 boliger (Ibid.). De 75 grundejere er alle medlemmer af den samme grundejerforening. Frugthaven har et fællesareal med fodboldbane, sø med ænder, branddamme, bålplads og æblelund.

2.1.3 Beboerne i Frøhaven og Frugthaven Beboerne i de to kvarterer tilhører den brede middelklasse og er for de flestes vedkommende enten ufaglærte, funktionærer eller selvstændige, med en klar overvægt af funktionærer.9 I parcelhusene er begge voksne i næsten alle husstandene udearbejdende. Der er en overvægt af småbørnsfamilier med to til tre børn, mens voksenbørnsfamilier med ældre børn, samt enkelte seniorer, der er stoppet på arbejdsmarkedet, også er repræsenteret. I rækkehusene bor der overvejende småbørnsfamilier og seniorer. 10 9 De største erhvervskategorier blandt beboerne er: civilingeniører 10 %, lærer eller pædagoguddannet 10 %, bankuddannet 8 % og sygeplejerskeuddannet 6 %.

10 Småbørnsfamilier, voksenbørnsfamilier og seniorer er idealtypekategorier (Weber 1977: 139-141), og er således en mental konstruktion, som jeg anvender for at nærme mig den komplekse virkelighed. Seniorerne er efterlønnere eller pensionister. De er meget aktive og kan klare sig selv i hverdagen. Opdelingen mellem småbørnsfamilier og

13

Over Hækken

2.1.4 Parcelhuskvarteret historisk set Parcelhuset kan defineres som ”et fritliggende enfamiliehus på egen grund” (Jørgensen 1995), og parcelhuskvarteret er en del af forstaden. 11 I forbindelse med industrialiseringen, der kan ses som en af modernitetens 12 institutionelle dimensioner (Giddens 1996: 26), ekspanderede de historiske byer med opførelsen af store arbejderkvarterer omkring bykernen. Bedre infrastruktur og udvidede offentlige transportmidler resulterede i, at ny industri blev placeret uden for byerne i stedet for at rive ned og ombygge i byen. Flere arbejdere flyttede efter industrien ud af byen, og hermed skød forstæderne op, bygget af entreprenør- og typehusfirmaer 13 (Giddens 1998: 470-499, Vacher 1999: 68 og Lind & Møller 1996: 9-11). At bo i forstaden er dermed en særlig livsform, som er opstået og udviklet i industrisamfundet (Lind & Møller 1996: 10).

Før industrialiseringen og moderniteten befandt bopæl, arbejde, fritid og sociale relationer sig samme sted. Moderniteten muliggjorde, at man nu kunne forestille sig, at bo et andet sted end man arbejdede. Sociologen Anthony Giddens beskriver det moderne liv som karakteriseret ved grundlæggende processer, der reorganiserer tid og rum og en tilknyttet ekspansion af udlejringsmekanismer, der vrister sociale relationer fri fra deres binding til specifikke lokaliteter og rekombinerer dem på tværs af store afstande i tid og rum (Giddens 1996: 11). Før tid-rum adskillelsen, var samfundets institutioner og handlinger begrænset til at foregå i det lokale samfund, dvs. tid og rum var forbundet gennem stedets mellemkomst (Ibid.: 28). Man arbejdede og boede samme sted. Dette ændrer sig med moderniteten, primært fordi de sociale relationer nu ikke længere begrænses til lokalsamfundet, men løftes ud af den lokale interaktions kontekst af udlejringsmekanismer. Forudsætningen for denne udlejring er tæt relateret til den førnævnte tid-rum adskillelse. Udlejringen bidrager til en yderligere stigning i tid-rum adskillelsen, og dyvoksenbørnsfamilier er ikke udelukkende baseret på børnenes eller forældrenes alder, men også på hvordan familien forholder sig til de andre beboere i kvarteret, lever, prioriterer og vurderer sig selv. På den måde kan voksenbørnsfamilier både dække over familier med hjemmeboende teenagebørn, eller familier hvor børnene er flyttet hjemmefra.

11 Begrebet forstaden kan ses som dækkende forstadskommunerne, de større byers forstæder, parcelhusområderne, etageboligområderne, de nyere centerområder og indfaldsveje og kan ”forstås som al by uden for den historiske bymidte og de tætte brokvarterer - den del af byen, som er domineret af byggeri fra efterkrigstiden op til i dag” (Meyling 1999: 9).

12 Modernitet refererer, ifølge Giddens, til de institutioner og adfærdsnormer, der blev etableret i det post-feudale Europa. Modernitet kan forstås nogenlunde ensbetydende med ”den industrialiserede verden”, dog er industrialismen ikke dens eneste institutionelle dimension, f.eks. er kapitalismen en anden dimension (Giddens 1996: 26).

13 Begrebet typehus er betegnelsen for parcelhuse bygget fra slutningen af 1960’erne af firmaer, der i den periode specialiserer sig i opførelsen af standardiserede enfamiliehuse, der er forholdsvis ens i planen og i materialevalget (Ærø 2002: 119).

14

Over Hækken

namikkerne er dermed tæt forbundne. 14 Hele forestillingen om at man nu kunne bo og arbejde forskellige steder, er dermed en del af det moderne. Det gælder især for livet i parcelhuskvarteret, hvor man bor, mens man kører andre steder hen for at arbejde, gå i skole, handle m.v. Det at bo i parcelhus er dermed opstået i industrisamfundet, og er et produkt af moderniteten.

Dansk forstadsplanlægning trækker på hovedstrømninger, som alle har den ukontrollerede byslum som udgangspunkt. Løsningen væk fra denne usunde boform var planlægning af nye bymiljøer, og nøgleordet var social harmoni, hvor alle samfundslag skulle have adgang til luft, lys og grønne områder (Lind & Møller 1996: 45-47). Med sine ideer om haveby-bevægelsen har stenografen Ebenezer Howard fået meget stor indflydelse på moderne byplanlægning. Han agiterede for, at folk skulle flytte ud i hybrider mellem by og land i et hus med egen have, og på denne måde skabe landlig idyl i industrielle byer (Frandsen 1994: 20-21, Pløger 2000: 19, Lind & Møller 1996: 45-49 og Howard 1974). Det var det tidlige stadie til parcelhuskvarteret, som vi kender det i dag.

Forstaden domineres af forskellige perioders idealer. Fra slutningen af 1940’erne og 50’erne enedes byplanlæggere om at bygge etageboliger for at afhjælpe boligmanglen efter 2. verdenskrig. I 1960’erne eksploderede væksten af parcelhusbyggerier udstykket af landinspektører, og parcelhuskvartererne fra 1960’erne og 70’erne dominerer fortsat forstadsbyggeriet med deres præfabrikerede typehuse og brede, lige veje (Meyling 1999: 10). Parallelt med denne udvikling i Danmark byggede resten af Skandinavien, USA, Canada, og Australien også lignende kvarterer, dog ofte større (Gehl 1996: 44).

Den industrielle udvikling har gjort det muligt for mange flere at blive parcelhusejere pga. lavere omkostninger ved masseproduktion og standardløsninger. Parcelhuskvarteret er opdelt i territorier, hvor hver parcelhusejer ejer en grund afgrænset af en hæk. Resten af kvarteret består af veje til transport og arealer til fælles brug. Parcelhuset har altid været utroligt populært, og boformen er, som nævnt, den mest almindelige i Danmark. Der er knap en million parcelhuse i Danmark, som tilsammen udgør 40 % af den samlede boligmasse (Jørgensen 1995).

Giddens nævner endnu et hovedelement for at forklare de helt særlige dynamiske karaktertræk i det moderne sociale liv. Det er refleksivitet, som er den regelmæssige brug af viden om det sociale livs vilkår som et konstituerende element i dette livs organisering og forandring (Giddens 1996: 32).

14

15

Over Hækken

2.3 Metodiske overvejelser Det særlige ved parcelhuskvarterer er, at der kun opholder sig folk, som bor der. Der er ingen funktioner eller aktiviteter, som henvender sig til andre end beboerne. Derfor besluttede jeg hurtigt, at den eneste rigtige måde, at foretage feltarbejde på, var at flytte ind i kvartererne.

Men da det ikke var muligt at leje et hus for et par måneder, sendte jeg et brev til formændene for grundejerforeningerne og spurgte, om jeg måtte flytte ind hos dem og deres familier. 15 I Frøhaven blev formanden og to naboer enige om at ’dele mig’, så jeg roterede på skift mellem dem, mens jeg i Frugthaven boede hele perioden hos formandens familie. 16 At bo hos en lokal husstand letter adgangen til felten, idet en lokaladresse indgyder både tillid og giver andre beboere i området mulighed for at undersøge ens lødighed hos værtsparret, inden de indvilliger i at deltage i undersøgelsen (Knudsen 1995: 21). Jeg sendte et brev til alle husstande i de to kvarterer og fortalte, at jeg i perioder ville bo hos de fire værtsfamilier, og jeg ville kontakte dem til enten interviews eller spørgeskemaundersøgelse. Det faktum, at jeg var legitimeret af familier i kvarteret, gjorde helt sikkert min adgang lettere og min troværdighed større. Således ville alle på nær fem husstande gerne medvirke i undersøgelsen.

At bo periodisk hos de fire værtsfamilier har givet mig mulighed for at følge deres liv tættere end de andre beboeres liv i kvarteret. Kvarterenes øvrige beboere har jeg haft kontakt med gennem enten interviews, spørgeskemaer samt møder i grundejerforeningen, tilfældige møder på vejen og til arrangementer i kvarteret som arbejdsdagen m.v. 17 Som det vil fremgå i løbet af specialet, har beboerne bygget dyre drømmehuse og skabt hjem, som de er meget stolte af. Beboerne var derfor utroligt imødekommende, og viste mig gerne deres nye hjem og fortalte om alle de valg og overvejelser, som de har måttet tage stilling til. Det var dette faktum, som gav mig adgang til alle deres beslutninger og tanker omkring husvalg og livet i kvarteret, for beboerne så sig bestemt ikke som ’objekter’, og jeg blev mødt med undren over, at jeg ville undersøge deres valg og liv. Som antropologen Anne Knudsen skriver: ”I det omfang objektet for udforskningen allerede selv mener at være objekt (i det Jeg henviser til min feltrapport for en uddybet beskrivelse af mine metoder og feltarbejdets forløb (Andersen 2002) 16 Jeg mødte stor undren fra både medstuderende, undervisere og venner over, at beboere i parcelhuskvarterer i Danmark ville åbne deres hjem for mig. Det stod i stor kontrast til deres forventninger om, at f.eks. et indisk hjem ville være meget mere gæstfrit. Beboerne i de to kvarterer afkræftede alle fordomme om lukkede reserverede danskere, og jeg mødte en utrolig gæstfrihed hos både værtsfamilierne og de resterende beboere.

17 Jeg har foretaget 35 interviews med forskellige husstande og har 60 spørgeskemaer fra husstande, som jeg ikke har interviewet. Desuden har jeg interviewet ejendomsmæglere, arkitekter og byplanlæggere fra de to kommuner.

15

16

Over Hækken

mindste for iagttagelse), letter det forskerens arbejde, fordi han eller hun ikke behøver at overbevise objektet om dets status som objekt” (Knudsen 1995: 21). Heraf følger, at hos informanter, der allerede er objekter i deres egne øjne, møder man en imødekommenhed, som ikke eksisterer hos mennesker, der ikke regner sig selv for objekter. Da der opstod konflikter 18 i både Frøhaven og Frugthaven kunne beboerne pludselig se sig selv som objekter. Efter konflikterne hørte jeg bemærkninger som: ”Så nu er der da noget rigtigt spændende at undersøge, det må du have med i din undersøgelse.” På den måde var det meget svært for mig at overbevise beboerne om, at jeg var mere interesseret i deres helt almindelige hverdag i kvarteret end i konflikterne. 19 Jeg flyttede ind for at undersøge livet i kvarteret, men de fleste beboere var væk hele dagen på arbejde, i skole eller daginstitution, på indkøb og til fritidsinteresser m.v. Så det meste af tiden var jeg næsten alene i kvarteret. Først sidst på eftermiddagen livede kvarteret op, og jeg fik travlt. Jeg havde interviewaftaler, holdt øje med hvad der skete i kvarteret, og hvem der gjorde hvad, samt var sammen med min værtsfamilie. I løbet af dagen sludrede jeg med eller interviewede de få, som arbejdede hjemme, var på barsel eller var stoppet på arbejdsmarkedet.

En del af min undersøgelse var også at undersøge, hvordan og hvilke beboere, der etablerede sociale rationer i kvarteret, og hvad der havde betydning for etableringen. Her var det meget tydeligt, at parcelhuskvarteret kun er for beboerne og ikke henvendt til andre. Jeg var en himmelråbende anomali i kvarteret uden hverken familie, bil, hjem eller børn. F.eks. overhørte jeg børnene i en værtsfamilie diskutere, om jeg egentlig var en voksen eller et barn. Argumentationen gik på, at jeg ikke havde mand eller børn, men de var også i tvivl om, om jeg havde forældre, for dem havde de heller ikke set. Både voksne og børn i kvarteret spurgte meget til, om jeg havde børn og mand, og jeg mærkede tydeligt, at parcelhuskvartererne er familiernes boform.

Hjemme på Vesterbro er jeg ikke vant til at blive spurgt, om jeg har mand eller børn.

Som det vil vise sig igennem specialet, er de dagligdags aktiviteter vigtige. Jeg havde hverken børn at hente hos en anden familie på vejen, eller havde brug for at låne et haveredskab.

18

I Frugthaven opstod en intern konflikt mellem beboerne og enkelte nægtede at deltage i min undersøgelse, da de var bange for, at jeg ikke ville referere konflikten neutralt, fordi jeg boede hos den tidligere formand for grundejerforeningen, som tilhørte den ene fløj i konflikten. Konflikten handler om etablering af en legeplads og behandles i specialet i afsnit 4.4.1.

19 Eftersom beboerne, som nævnt, var meget stolte over deres hjem og deres kvarter og havde en holdning til begge, var det let for mig at få adgang. Jeg forestiller mig ikke, at det vil være lige så let, at flytte ind privat og undersøge et kvarter fra 1960'erne og 70'erne, hvor beboernes umiddelbare glæde over deres hus, som de måske ikke engang selv har bygget, er svundet.

17

Over Hækken

Jeg kunne ikke naturligt hakke lidt ukrudt i min forhave, som ellers er en sikker vinder, hvis man vil i kontakt med andre beboere. Derfor var det meget svært for mig at komme i kontakt med beboerne, når jeg bevægede mig rundt i kvarteret og forsøgte at ’hænge ud’. Jeg havde ingen reel funktion i kvarteret og det, som de andre beboere var fælles om, havde jeg ikke del i.

Endvidere var det også svært at foretage en egentlig deltagerobservation af beboernes sociale relationer, da de fleste foregik privat og subtilt over hækken, i indkørslen, vedrørende børn m.v., og disse allerede indgåede relationer blev vedligeholdt til de større arrangementer i kvarteret som fastelavn, Sankt Hans, arbejdsdage og møder i grundejerforeningen osv. At det var svært at komme i kontakt med beboerne, når jeg gik rundt på de offentlige arealer og til fællesarrangementer er en vigtig pointe, som jeg analyserer i kapitel 4. Det var nemlig ikke kun for mig, at dette gjaldt.

Beboernes glæde og stolthed over deres nye drømmehjem, var som nævnt, adgangsgivende i felten. Kapitel 3 stiller skarpt på netop beboernes præferencer og muligheder, når de vælger boform, kvarter og hus.

18

Over Hækken

Kapitel 3 Fra hus til hjem – individuelle valg og fælles værdier Dette kapitel følger beboernes valg, indtil de flytter ind i kvarteret. 20 Først har beboere valgt, at de vil flytte i parcelhus, herefter at de vil købe en grund i Frøhaven eller Frugthaven, og sidst har de valgt, hvilket hus de vil bygge på deres nye grund.

Undervejs i kapitlet analyserer jeg løbende empirien og inddrager relevant teori, mens afsnit 3.4 er et decideret analytisk og teoretisk afsnit, der samler de tre empiriske afsnit, og sætter empirien i forhold til begreber som livsstil, valgmuligheder, habitus, tidsånd, socialt rum, fællesskab, individualitet og mode.

3.1. Selvfølgelig et parcelhus – om præferencer og behovsændringer Familier flytter generelt for at få boligen til at passe til deres behov. Som sociologen Peter Rossi skriver: “Mobility is the mechanism by which a family’s housing is brought into adjustment to its housing needs” (Rossi 1980: 226). Dette afsnit handler om beboernes motivation til at flytte, og hvorfor de vælger parcelhuset som boform. ”Jeg ventede mig med nummer et, og vi boede i en lejlighed, så vi ville have mere plads” fortæller Mette, mor til to småbørn. De fleste af beboerne i de to kvarterer er småbørnsfamilier, der består af far og mor og et til tre børn under ti år. Indtil nu har de fleste andre småbørnsfamilier, som Mettes familie, boet i lejlighed eller rækkehus. Nu ønsker de mere plads til den voksende familie. På den måde er ændringer i livscyklussen, som skridtet fra at være et par til at være en familie, ofte en grund til at flytte.

Grunden til, at familierne vælger et hus og ikke en større lejlighed eller et større rækkehus, er småbørnsmoren Lises udsagn et godt eksempel på: ”Jeg kommer fra et hus og har altid savnet en have, da vi boede i lejlighed. Især om sommeren. Jeg har altid gerne ville købe et hus eller bygge det selv.” Beboerne vil gerne flytte i hus, da de fleste, som Lise, er opvokset i et.

Hvorfor er det, at være opvokset i et parcelhus, grund til at vende tilbage til et parcelhus?

Som Thorkild Ærø skriver, søger folk senere i livet tilbage til den boform, som de er opvokset 20

Dette kapitel er primært baseret på interviews med beboerne, hvor de fortolker deres valg af boform, kvarter og hus. På trods af, at de lige har foretaget disse valg, er de fleste beboere flyttet ind, dvs. at jeg ikke kan vide, hvorfor de oprindeligt valgte, som de gjorde, men kun kan forholde mig til, hvad de siger om deres valg.

19

Over Hækken

i. Ærø forklarer, med reference til sociologen og sociologen Pierre Bourdieu, at beboerne føler sig hjemme i og tilpasset til kulturen i den boform, som de er opvokset i (Ibid.: 122). Som Birthe siger: ”Vi ved jo, hvordan livet er i villakvarteret, det er let for os at flytte hertil igen, også for børnenes skyld. Jeg synes selv, jeg havde en skøn opvækst i et hus.” Både Lise og Birthe udtrykker, at de gerne vil tilbage til den boligtype, som de er opvokset i. Ud fra Bourdieu kan det kort forklares ved, at de gennem socialiseringen og opdragelsen i et enfamiliehuskvarter har fået en præference for denne boligtype. 21 De kender måden man omgås på, og forstås af de andre beboere i kvarteret. Bourdieu forklarer, at agenternes 22 dispositioner genereres af deres habitus (Bourdieu 1997: 16). Det vil sige, at habitus kan bruges til at forklare, hvorfor beboerne er tilbøjelige til at vælge, som de gør. Ifølge Bourdieu inkorporeres habitus i personen via socialiseringen og opdragelsen, som installerer anvisninger på handlemåder i personen (Bourdieu 1990: 69). Agenterne har via habitus en praktisk sans for, hvad der skal gøres i en given situation (Bourdieu 1997: 44). Det er denne fornemmelse, der gør, at beboerne ved, hvordan livet fungerer, og hvad de kan forvente i parcelhuskvarteret. Denne praktiske sans er et erhvervet system af smagspræferencer, som er et resultat af socialiseringen og opvæksten (Ibid.). Agenterne bærer altså i sig en forudbestemmelse, der bestemmer, hvor de er på vej hen og i hvilken type boform, de vil foretrække at bosætte sig. Flertallet af beboerne i de to kvarterer, fortæller da også, at de selv er opvokset i et hus. I mit materiale viser denne tendens sig især, når beboerne skal stifte familie og have børn. Så søger de tilbage til den boform, de kender som familie, så de kan give deres egne børn nogle ydre rammer, der minder om dem, de selv opvoksede i.

F.eks. fortæller Poul, far til to småbørn: ”Et hus er en god ramme for vores familie, og nu vi har fået børn, så var det det mest naturlige at vælge at flytte til”. På den måde opfatter beboerne enfamiliehuset, som også Ærø har bemærket det, som idealet for kernefamilien, og det er derfor populært, når parret skal stifte familie (Ærø 2002: 148). Man kan med inspiration fra Bourdieu sige, at beboernes forældre har videreført deres værdier og smag til deres børn i et system af præferencer, der får de nu voksne børn til at foretrække parcelhuset, når de reproducerer sig (Bourdieu 1997: 45). Den sociale orden reproduceres på denne måde generation efter generation. Man kan derfor sige, at beboernes habitus gør, at de har en præference for parcel-

21 Bourdieus begreber hænger alle sammen i et større begrebsunivers. Min brug af hans begreber i specialet er taget ud af kontekst, da jeg kun bruger kun de dele, som er relevante i forhold til at analysere min empiri. Dette yder ikke meget retfærdighed overfor Bourdieus begreber, som på denne måde kan fremstå mere rigide, end de er.

22 Agent dækker hos Bourdieu over den handlende (individ, gruppe eller institution). Bourdieu bruger agent for at overskride modsætningen mellem en rationalistisk model af den sociale handling (aktør) og en deterministisk (struktur) (Bourdieu 1997: 8).

20

Over Hækken

husboformen som den bedste og mest trygge for deres børn, da de netop selv er opvokset i og er socialiseret til at værdsætte netop dette.

En lidt mindre del af beboerne er voksenbørnsfamilier med teenagebørn, eller hvor børnene er flyttet hjemmefra. De fleste af voksenbørnsfamilierne og seniorerne har allerede tidligere i deres liv valgt parcelhuset som deres boform. Grunden til, at de nu flytter fra et andet hus eller rækkehus er pga. jobskifte, fordi de ønsker mindre plads, efter børnene er flyttet hjemmefra, eller fordi de ser en mulighed for at udleve en drøm om selv at tegne deres eget hus.

Som ægteparret Carsten og Anne-Lise, der er midt i halvtresserne, siger om deres forskellige flytninger, inden de flyttede til Frøhaven: Anne-Lise: ”Da vi flyttede sammen, boede vi i en lejlighed, og så købte vi et helt nyt hus i Næstved. Der nåede vi kun at bo i et år, fordi Carsten fik tilbudt et godt job i København. Og så valgte vi at flytte.”

Carsten: ”Og så købte vi hus, og der boede vi i tretten år, og så havde jeg fået et andet job i mellemtiden, og så blev jeg forflyttet inden for firmaet til Fredericia, hvor vi købte et almindeligt parcelhus. Efter nogle år syntes firmaet, at jeg skulle flytte tilbage igen.”

Parrets flytninger gennem livet har altså primært været motiveret af adskillige jobskift i deres liv sammen. Som antropologen Arjun Appadurai skriver i sine modernitetsstudier, er livet i moderniteten domineret af forbrug, som arbejde skal tjene penge til (Appadurai 1996: 79-80). Parret herover flytter ikke, fordi de har lyst, men fordi arbejdet kræver det. På den måde sætter de arbejdet over, hvor de gerne vil bo, og over deres tilknytning til forskellige bosteder, da de for at betale bl.a. for at bo et sted, er nødt til at prioritere arbejdet.

En mindre gruppe af beboerne vælger at flytte, da de ikke længere kan eller vil bo i et stort pasningskrævende hus efter børnene er flyttet hjemmefra. Som senioren Asta fortæller: ”Det gamle hus havde flere niveauer og trapper og var ikke et sted, som man kunne blive gammel i.

Og så er ungerne også fløjet fra reden, så det virkede fjollet at bo bare os to i det.” Attraktionen i et nyt hus eller rækkehus er, at det er målrettet denne gruppes nuværende og kommende behov.

Et enfamiliehus tilbyder også en stor grad af selvbestemmelse og frihed i forhold til andre boformer, og det er også et af de vigtige aktiver i parcelhuset for alle beboere. Som Pernille, der er i fyrrene, fortæller:

21

Over Hækken ”Vi boede i et rækkehus, og der skulle alle vinduer og døre være en bestemt slags grøn. Og sådan er et rækkehus styret af andre. Vi ønskede os valgmuligheder og frihed, så vi kan få det, som vi gerne vil have det, og det har vi fået her i Frøhaven. (…) Vi ville også gerne bo, så vi ikke kunne høre naboen skændes gennem emhætten.”

Så det handler både om at kunne indrette sig, som man gerne vil, men også friheden til at være privat og til ikke at kunne høre naboen gennem emhætten. Men lysten til at bygge et nyt hus og selv frit designe det, har også motiveret nogle. Som Kirsten, mor til to teenagere, fortæller: ”Vi har altid drømt om at bygge og tegne vores eget hus. Der var pludselig en mulighed her, og så greb vi den, selvom vi egentlig boede o.k. før.” Købet af en grund i et nyt kvarter giver beboerne en stor grad af valgfrihed i forhold til valg af byggestilen og indfrir drømmen om at bygge eget hus.

Men ved at købe et hus er der også restriktioner på valgfriheden. Da et nyt hus er dyrt, må beboerne arbejde meget, og har derfor ikke tid til at være meget hjemme og nyde det nyindkøbte hus. Den månedlige termin vil i mange af husene ligge lige omkring 20.000 om måneden brutto, hvis familien kun betaler udbetalingen kontant og financierer resten af pengene i kreditforening, og det kan de færreste unge familier betale. Derfor er det kun muligt for småbørnsfamilier at købe et hus, hvis de har frigivet økonomi f.eks. fra salg af deres tidligere bolig, så terminen er mindre om måneden. På trods af, at de fleste har penge med til huskøbet, har alle beboerne også finansieret deres huskøb gennem kreditforeningen og altså lånt penge til købet.

Lån sætter forbrugerne i en svær position og tvinger dem til at prioritere arbejdet over andet (Appadurai 1996: 79-81). Familierne binder sig til i fremtiden at tjene en vis mængde penge for at kunne afdrage på lånene i huset. Familiens fremtid er på den måde struktureret via lån, som kræver, at de arbejder meget og betaler et fast beløb hver måned. Danskerne er det folk i verden, der procentvis sætter mest af indkomsten i mursten (DR-Friland 2002). Dvs. at danskerne skal arbejde mest for at betale for at bo, og de sætter sig dermed hårdest for at bo, som de gerne vil.

Opsamlende kan siges, at småbørnsfamilierne flytter for at få plads til at være familie. Voksenbørnsfamilierne flytter pga. jobskift, for at tilpasse boligen efter børnene er flyttet hjemmefra eller for at indfri en drøm om at bygge selv. Begge grupper prioriterer huset som boform, da det tilbyder en stor grad af frihed, og fordi de, jf. habitus, føler sig hjemme og tilpas i dette miljø.

22

Over Hækken

3.2. Valget af Frøhaven og Frugthaven Grunden til, at beboerne vælger at flytte til kvarterer som Frøhaven og Frugthaven er en kombination af flere overvejelser. Beboerne er jf. Bourdieu disponeret for at vælge nogle bestemte kvarterer, og har i udgangspunktet nogle konkrete krav til det kvarter, de leder efter.

Men lige præcis hvilket kvarter de vælger, er influeret af forskellige faktorer med omdrejningspunkt om børnenes trivsel og økonomiske restriktioner.

3.2.1 Beliggenhed og børn Mikkel og Helle er midt i trediverne og har to småbørn. Som sælger har han et fleksibelt arbejde, mens hun snart er færdig med sin uddannelse og ikke ved, hvor hun skal arbejde bagefter. Helle fortæller: ”Vi har boet 10 år i Virum, før vi flyttede herop. Og havde et hus på 80 kvadratmeter, og der havde vi så kun den store Jonathan og havde lige fået Bjørn og var blevet enige om, at det var for lille. Så tegnede vi så en cirkel på 25 km ud fra Mikkel nuværende arbejde og sagde: ’hvor langt kan vi tillade os at flytte’. Jeg ville nok være den, der ville få længst på arbejde. En af os skulle have let til arbejde og let ved at hente børnene, og så valgte vi at gøre det ud fra Mikkels arbejde.”

Kvarteret vælges primært ud fra sin beliggenhed, da det kan opfylde kravet om, at det logistisk skal være muligt både at komme på arbejde og hente og bringe børnene i dagsinstitution. Placeringen af boligen må, jf. Appadurai, indordne sig arbejdet, da beboerne jo netop må arbejde så meget, for at betale af på afdragene på lånene til boligen.

Beboersammensætningen i det nye kvarter er vigtig for Mikkel og Helle, som for de fleste andre småbørnsfamilier: ”Vi kiggede meget på, at vi ville bo i et kvarter med mange børn. Og som jeg sagde, da jeg flyttede herud var, at jeg havde indtryk af, at der mindst var to børn under otte år i hvert hus, og det tror jeg holder stik. Vi ville gerne bo et sted, hvor vores søn bare skulle løbe over vejen, og nu spæner vores søn på tre bare over vejen og leger med børnene og omvendt.”

Familien boede tidligere i et ældre villakvarter, hvor der ingen legekammerater var til deres søn, så det var en høj prioritet, at netop det kvarter de fandt, var fyldt med mange andre småbørnsfamilier med potentielle legekammerater. 23 Samtidigt fortæller de fleste familier, at de søger et trygt område for deres børn. Når børnene løber over vejen og ind og ud af haverne, så sætter det nogle krav til de andre beboere i Thorkild Ærøs undersøgelse viser, at det beboere i åben-lav bebyggelser er mest skuffede over, når de flytter til et nyt kvarter er, hvis der ikke er andre børn, som deres egne børn kan lege med (Ærø 2002: 113).

23

23

Over Hækken

området. Som Mette, mor til to småbørn fortæller, ”… så er det vigtigt, at vi har det samme udgangspunkt. At vi mener, tror og står for nogle af de samme ting i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert.” Ændringer i livscyklussen medfører derfor også ændringer i ønsket af beboersammensætningen i kvarteret, så børnene kan få gode legekammerater med ordentlige forældre (Rossi 1980: 226). Denne tendens har Ærø også bemærket i sin undersøgelse, hvor beboerne i enfamiliehuse også ønsker at bo blandt beboere med samme normer for god opførsel som dem selv (Ærø 2002: 111). 24 Her er det interessant at bemærke to ting. For det første, at småbørnsfamilier ved, at de andre småbørnsfamilier også flytter hertil, så deres børn kan lege sammen. For det andet, at de ved, at familierne er gode ordentlige mennesker med samme værdier som dem selv.

Det handler som i foregående afsnit igen om beboernes habitus. For bl.a. at forklare, hvordan menneskers smag skiller sig ud fra andres, bruger Bourdieu begrebet det sociale rum (Bourdieu 1995: 24). Alt efter hvilken habitus beboerne har, vil de, ifølge Bourdieu, placere sig i forskellige positioner i det sociale rum. Det handler om, at agenten klassificerer sig selv ved at vælge ting, der passer til den plads, som de selv optager i det sociale rum. Det sociale rum er en relationel, usynlig realitet, som organiserer agenternes praktikker og forestillinger (Bourdieu 1997: 26). Jo mere agenterne har tilfælles, jo tættere befinder de sig på hinanden i det sociale rum (Ibid.: 21). Med det sociale rum forsøger Bourdieu dermed at vise, at ensartede eksistensvilkår skaber ensartede smagspræferencer eller livsstile (Ibid.: 23). Habitusbegrebet kan dermed bruges til at forklare, hvorfor en gruppe af agenter har en ensartet livsstil og samstemmende smagspræferencer og praktikker (Ibid.: 23). Når et individ identificerer sig med en gruppe, gør personen det med afsæt i sin habitus. Derfor identificerer beboerne sig, som nævnt, med lignende beboere med samstemmende habitus. Man føler sig godt tilpas med agenter fra positioner, som ligner ens egen, da man her forstår og forstås. I det sociale rum fordeler folk sig tættere på hinanden, jo mere de har tilfælles, og det samme er tilfældet i det geografiske rum (Bourdieu 1995: 34). Folk, der er tæt på hinanden i det sociale rum, tenderer mod at være tæt på hinanden i det geografiske rum. Dog kan folk, der er fjerne fra hinanden i det sociale rum, støde på og påvirke hinanden i det geografiske rum (Bourdieu 1994: 56). Som det senere vil vise sig, bliver denne oplysning relevant, da kvartererne nemlig ikke kun er beboet af folk med habitus tæt på hinanden. Men den grundlæggende antagelse om, at folk placerer sig tæt på hinanden i det fysiBy og Boligministeriet har kaldt denne tendens for segregering (Institut for Fremtidsforskning 2001), men som jeg vil vise i løbet af specialet, er der knap så stor tendens til segregering, som beboernes selv har lyst til. Det skyldes bl.a. økonomi og manglen på ledige grunde omkring København.

24

24

Over Hækken

ske rum, kan forklare, hvorfor beboerne søger at bo med andre samstemmende beboere i kvarteret. Som også socialantropologen Marianne Gullestad skriver, vil beboere helst omgås dem, som de passer med, dvs. dem de ligner. Derfor vælger de venner og naboer som står for det samme som dem selv, og på den måde kan de vise og få bekræftet de identiteter, som er vigtige for dem (Gullestad 1989: 116). Derfor bliver beboere med overensstemmende habitus tiltrukket af de samme kvarterer og søger hinandens selskab. Ifølge Bourdieu vil de samme boligtyper tiltrække beboere med samme udgangspunkt. På den måde kan Bourdieus begreber anvendes til at forklare, hvorfor småbørnsfamilier forventer, at også andre gode og ordentlige småbørnsfamilier med beslægtede værdier og smag vil flytte til samme kvarter, så deres børn kan lege sammen uden forkerte påvirkninger.

Børnene er også i centrum for voksenbørnsfamilier med skolesøgende børn, når en flytning planlægges. Her er det en vigtig prioritet, at børnene fortsat kan blive i den samme skole med de samme kammerater, når familien flytter. Sanne fortæller: ”Det var også trygt for børnene at kunne blive i samme skole, og det, synes jeg, er nogle hensyn man må tage, når de nu er startet i skolen og har lavet nogle relationer med nogle venner. Man ved ikke, hvad man tager dem med til, hvis man flytter dem til et andet sted. Hvis de nu kom og var kede af deres skole, så ville jeg have det dårligt og tænke, at det var min skyld, bare for at vi skulle have det spændende selv.”

Således prioriterer forældrene gerne børnenes velfærd før deres egen, og det er vigtigt ved en eventuel flytning, at børnene kan fortsætte i samme skole med samme venner.

For voksenbørnsfamilierne, hvor børnene er flyttet hjemmefra, er også transporttiden vigtig, men her er det for at sikre fritiden. Som Lotte og Michael, et par i midten af fyrrene, fortæller: ”Vi vil ikke bruge al vores tid på landevejen. Det går jo fra fritiden, hvis vi gør det. Vi så på en billig grund på den anden side af Roskilde fjord, men der er for langt på arbejde, for fritiden tæller også. Det koster både tid og penge at køre langt. Og det er tid fra fritiden. Vi arbejder begge i området omkring Herlev. Man skal gange kilometerne med 2½ så har man, hvad det koster at køre strækningen. Det koster det.”

Familierne arbejder meget og prioriteter at have tid til at holde og udvikle haven og til fritidsinteresser. Det er ikke kun tidskrævende, men også dyrt at køre langt på arbejde. Og tid er penge.

Målet med at arbejde er, jf. Appadurai, at tjene penge til fritid og forbrug. Derfor er det meget præcist formuleret i citatet ovenfor, at netop transporttid til arbejdet er nytteløs tid, da de ikke får penge for det. Det koster derimod penge i benzin, og det er tid, der tages fra deres fritid (Appadurai 1996: 79-80). Netop fritiden, den tid de selv kan disponere over, er den vigtigste tid for beboerne.

25

Over Hækken

Opsamlende kan siges, at arbejdet har størst prioritet for beboerne, da det er pengene herfra, som sikrer, at de kan bo i hhv. Frøhaven og Frugthaven. Herefter er det hensynet til børnene, der er med til at afgøre, hvor forældrene kigger efter deres nye hjem. Derudover er der mange andre faktorer, der er med til at afgøre, hvor familierne vælger at bo. Det handler det følgende afsnit om.

3.2.2 Valgets begrænsninger Ovenstående afsnit viser væsentlige krav, som familierne stiller til det sted, de flytter til.

Men der er også andre begrænsende faktorer, som har influeret beboernes valg af kvarter, bl.a. hvor mange penge, familien har til rådighed til købet, og hvor de vil acceptere at bo geografisk.

Voksenbørnsforældrene, Thomas og Jette, fra Frugthaven fortæller, at der var stor forskel på grundpriserne alt efter, hvor de kiggede: ”Vi boede i Stavnsholt og ville gerne have blevet boende, men vi kunne ikke finde en grund, som var egnet. Det var nogle ordentlige grunde ved Furesøen, men de koster omkring en million. På det tidspunkt var det mange penge for en grund, det er det stadigvæk, men altså. Også her i Frugthaven er prisen steget ret kraftigt. Vi gav en halv million for grunden her, så det var noget billigere.”

Det er interessant at bemærke, at økonomien ikke havde indflydelse nok til, at Thomas og Jette kiggede efter en grund syd for København. Områder omkring Storkøbenhavn, der ikke ligger direkte nord for København, benævnes i folkemunde ’syd’, uden hensyn til, om de geografisk ligger vest eller syd for København. Syd er generelt billigere end nord for København, men har også et lidt dårligere omdømme. Som ejendomsmægleren Peter Thestrup fra ejendomsmæglerkæden Scheel & Orloff (nu Nybolig) i Taastrup udtrykker det: ”Der er stadig forskel på, om du flytter syd eller nord for København. Det har altid været lidt finere at bo nord for København og syd har altid haft ry af at være et lidt gråt problemområde.”

Et andet par i af fyrrene, Michael og Lotte, kiggede også først i kommuner beliggende nord for København, da de ledte efter en grund til at bygge deres hus på: ”Vi skrev under på huset, inden vi havde en grund. Så så jeg, at der var grunde til salg her i Frøhaven, og spurgte Michael om han ikke ville med til Høje-Taastrup, men det synes han lød kedeligt og trist. Vi har kigget mange andre steder i Berlingske Tidende i årevis. Men de duede ikke, for vi ville ikke give over 1 million for grunden, og dem er der flere af. Men da vi så så grunden her, tænkte vi fedt, lækkert. Det er nok fordi, man har fordomme om boligblokke i Høje-Taastrup (…). Da vi så gadekæret i den gamle landsby, uha det er jo idyllisk.”

På trods af den umiddelbare afvisning af Høje-Taastrup, ændrede parret mening efter at have set udstykningen i Frøhaven, og valgte alligevel at købe grunden pga. dens placering og vælger 26

Over Hækken

altså mindre efter hvilken by, den var en del af. Det, der overbeviste dem om kvarteret, var idyllen og miljøet omkring den gamle Høje-Taastrup Landsby, som de kan se over til og spadsere over til på fem minutter ad en lille sti. Samtidig udtrykte parret tidligere, at de valgte kvarter efter kort transporttid til deres jobs. Kort transporttid til arbejde og naturoplevelser er netop parcelhuskvarterets karakteristika som hybrid mellem landlig idyl og industrielle byer, som beskrevet i kapitel 2.

Det nye område, som beboerne kan flytte til, har en værdi, en vis prestige (Rossi 1980: 226227). Michael og Lotte ville helst flytte nord for København, da de bl.a. i kraft af deres gode vellønnede jobs og livsstil følte, de passede bedst ind der. Med Bourdieus termer bliver de tiltrukket af boligkvarterer nord fra København, da de forventer, at beboerne der har samme værdier, normer og smag som dem. Parret tiltrækkes også af at bo nord for København, da folk, ifølge Bourdieu, kæmper for at forbedre deres status og den måde, som andre folk ser på dem, ved at stræbe højere, end de egentlig hører til (Bourdieu 1995: 24). Ved at flytte til et kvarter beboet af folk med lavere status ville de også selv miste anseelse. Dog vandt økonomien og manglen på grunde og i sidste ende også idyllen, og de valgte Frøhaven. Ærø skriver, at når man tiltrækkes af kvarterer med samstemmende habitus som en selv, betyder det, at normer overføres fra generation til generation i de forskellige bebyggelser og kvartererne forbliver forholdsvis homogene og statiske. Til det har jeg med udgangspunkt i min empiri tre indvendinger. For det første er Frugthaven planlagt og bygget i fire etaper. Det har resulteret i, at der er vidt forskellige beboere, som er flyttet ind. I første etape var grundene billigere, mens de steg støt så rækkehusbeboerne har betalt det samme eller mere for deres rækkehus, som beboerne i første etape har betalt for både grund og hus. Som en voksenbørnsfar i etape to fortæller, da jeg spørger, hvem der bor her i Frugthaven: ”Det er meget forskelligt. Helt fra direktører i den tredje etape til mere almindelige mennesker i almindelige jobs, der ikke tjener så meget som i første etape. De fik grundene meget billigt i starten og tjener ikke så meget som os.

Altså, vi har jo betalt meget mere for vores grund end dem i første etape har. De er jo ikke specielt veluddannede, men helt almindelige lønarbejdere, mens der er flere rige i de senere etaper.”

For det andet garanterer opvækst i ensartede kvarterer ikke, at man har ensartet habitus, da beboere kan være flyttet dertil at forskellige grunde, og er ikke altid udtryk for, at beboerne føler sig tilpas der, eller at kvarteret er beboernes første prioritet. For det tredje kan manglen på grunde omkring København resultere i, at beboere der i det sociale rum optager positioner tæt på hinanden ikke har mulighed for i det geografiske rum at bo tæt på hinanden. Det skyldes at 27

Over Hækken

kvarterer, der egentlig tiltrækker en bestemt type beboere, pludseligt også bebos af beboere, der af f.eks. økonomiske årsager er tvunget til at bo i et kvarter, som de ikke ellers ville vælge at bo i.

Ejendomsmægleren Henrik Floor fra Scheel Orloff i Taastrup fortæller: ”I dag er det stadigvæk lidt tilsidesat at bo i Taastrup, det er næsten det billigste i københavnsområdet. Når der ikke er så mange [grunde], så kan folk ikke købe grunde andre steder, for de findes ikke. Det afspejles i grundenes pris i Taastrup, så de er lidt dyrere end normalt, selvom det generelt er et billigere område.”

Hans kollega, Peter Thestrup, supplerer: ”Der kan vi måske også godt mærke, at vi har et loft på priserne i Taastrup, for vi er trods alt syd for København. Når man får brudt den barriere, så vil priserne nok ændre sig”. Som ejendomsmæglerne fortæller, er det ikke kun økonomien, der sætter nogle begrænsninger i forhold til de valgmuligheder beboerne har, men også udbuddet af ledige grunde er begrænsende for, hvor beboerne kan vælge at flytte hen. Udbud af grunde og økonomi hænger sammen. Der er ledige grunde andre steder, men de er for dyre.

Det kommer derfor også til at handle om, hvor meget man vil og kan betale for at bo på en bestemt måde. Som Anne-Lise og Carsten, et ægtepar i halvtresserne siger: ”Altså Frøhaven, det var et af de steder, hvor vi kunne få en byggegrund, som vi kunne betale.” Da det er meget svært at få en grund i området omkring København, kan det diskuteres, hvorvidt beboerne generelt vælger kvarter for kvarterets rekreative kvaliteter, eller om det blev der, fordi der var en ledig grund, som de kunne betale. Især den sidste ejendomsmægler forudser, hvad man, med Bourdieu in mente, kan betegne som kommende forandringer af det sociale rum, da tilflyttere ikke længere frit kan vælge, hvor de vil bosætte sig, og derfor ikke, i samme grad som før, kan flytte sammen med andre med lignende habitus. 25 Kvarterer vil derfor i fremtiden rumme en større diversitet af beboere og, som det vil vise sig, er der forskellige problemstillinger pga. beboernes forskellige forventninger og habitus i kvarteret.

Opsummerende kan siges, at beboernes valg af kvarter er påvirket og begrænset af flere forskellige faktorer. Det handler om, hvor beboerne kan se sig selv bo. Småbørnsfamilier ønsker at bo med ligesindede beboere med ens normer og værdier, så de kan sikre børnene en tryg opvækst. Flere af voksenbørnsfamilierne ledte efter grunde et andet sted, men udbuddet af

Habitus er et analytisk begreb. Tanken om lignende eller samstemmende habitus er en analytisk abstraktion, som er anvendelig at tænke med, men ikke eksisterer rendyrket i virkeligheden.

25

28

Over Hækken

grunde har betydet, at de har købt en grund her, på trods af, at de bedre kunne se sig selv et andet sted med en anden stil eller prestige.

3.3 Den individuelle drøm Som vist rummer kvartererne beboere med forskellig habitus og deraf forskellige smagspræferencer. Det kommer også tydeligt til udtryk, når beboerne vælger deres nye hus efter deres økonomi samt de signaler og værdier, som de gerne vil udsende med deres hus.

Beboernes valg og motivationer for valget falder i flere underkategorier under de to hovedkategorier, småbørnsfamilierne og voksenbørnsfamilierne. Først ser jeg på, hvordan småbørnsfamilierne vælger hus, og bagefter hvordan de lidt ældre beboere vælger deres hus. Den egentlige analyse af husvalgene falder i afsnit 3.4, hvor jeg analyser, hvorfor beboerne prioriterer, som de gør, og sætter det ind i en større kontekst af livsstil, valgmuligheder, habitus, tidsånd, socialt rum, fællesskab, individualitet og mode.

3.3.1 Småbørnsfamiliernes husvalg Nogle af småbørnsfamilierne leder efter et billigt hus, med en meget billig kvadratmeter pris, som kan danne rammen om deres familie. Småbørnsfaren Søren fortæller om valget af deres nye hus: ”Huset er et træhus, som vi så i en brochure fra vores gamle nabo. Et træhus er billigere 26 end et murstenshus, og grunden er jo dyr, og man har jo et begrænset budget. Hende på halvandet har astma, og et træhus har et godt indeklima. Så det er valgt på grund af økonomi og et sundt indeklima. Det er et svensk kassehus. Vi havde tolv timer til at vælge farver. Huset kom kl. ni og allerede kl. elleve havde vi strøm, tror jeg. Det kom i store sektioner.”

Valget af træhuset er præget af økonomiske betragtninger og af hensyn til børnenes sundhed. 27 Når større sektioner af huset produceres på fabrik er det logisk, at valgmulighederne er mindre En af grundene til, at træhuse er billige, er, at de er hurtige at sætte op, og håndværkerudgiften er derfor lavere.

Som Søren fortæller, kom deres hus på en blokvogn i store sektioner, der blev løftet på plads og samlet af en kran.

Sektionerne kan præfabrikeres på ét sted og massefremstilles og er derfor billigere end huse fremstillet direkte på grunden. Der er også mange diskussioner om, hvorvidt træhuse har samme holdbarhed i det dansk klima som murstenshuse, og om murstenshuset dermed er billigere på længere sigt, idet træhuse kræver mere vedligeholde end murstenshuse, da træet skal behandles med olieholdig maling for at kunne holde til det fugtige danske klima.

27 Som også denne familie har gjort, vælges et træhus ofte ud fra den betragtning, at husets indeklima ville være godt for folk med astma. Det er der blandt eksperter forskellige holdninger til. Arkitekten Anna Elise Rasmussen fortæller, hvordan de fleste træhuse er opbygget: ”Et træhus er bygget på følgende måde: Først rejses en trækonstruktion. På den udvendige side opsættes vindtæt pap for at forhindre vinden i at suse gennem huset. Så kommer den udvendige træbeklædning af vandrette eller lodrette brædder. Bræddebeklædningen holdes på af26

29

Over Hækken

end i huse bygget på stedet af forskellige håndværkere. Som småbørnsfamiliefaren Poul i samme situation siger, da de valgte deres træhus: ”Vi blev præsenteret for fire halvanden plans huse på en tegning, som vi kunne vælge i mellem. Vi kunne vælge mellem fire forskellige slags skabslåger. Vi havde ikke meget valg. Det er et standardhus.”

Men det betyder ikke, at familierne er mindre glade for deres hus, selvom de ikke har kunnet vælge så meget. Birthe fortæller, at familiens hus ”… er et økonomisk godt hus. Der er mange kvadratmeter for pengene. Det er en o.k. kvalitet og er hyggeligt og har charme. Og så har vi jo gjort det specielt indeni med indretningen” Hendes mand, Nikolaj, tilføjer: ”Vores hus det har miljø, hygge og charme. Og børnene kunne få deres egen afdeling.” Som det fremgår, fremhæves de indre værdier ved huset. Familien er den vigtigste præference for disse beboere, og huset ses som en god og hyggelig ramme om familien. På den måde afspejler huset, den identitet og det image, som familien ønsker at udstråle og stå for, samt hvad de har råd til.

Hvor nogle af småbørnsfamilierne har valgt det byggefirma 28 , der tilbød at bygge til den billigste kvadratmeterpris, har det for de fleste andre småbørnsfamilier været vigtigt, at de selv har tegnet huset, så indretningen af huset passer til netop deres familie. Karen, mor til tre små børn, fortæller: ”Min mand tegnede en skitse, og så ringede vi rundt til byggefirmaer og indhentede tilbud. (…) Vi gik meget op i, hvordan værelserne ligger i forhold til hinanden. Vi ville undgå spildplads og de lange mørke gange. Og så vil vi give vores børn en ordentlig størrelse værelser, og deres egen afdeling, det skylder vi dem. Så de har hver et værelse på tolv kvadratmeter og eget børnebadeværelse.”

På trods af at småbørnsfamilien, som de fleste andre familier, pointerer, at de selv har tegnet huset, er det ikke, som det fremgår af citatet her, selve huset og dets ydre fremtoning, familien har lavet en skitse af, men fordelingen af rum indeni huset. Her er en separat afdeling til børnene prioriteret.

stand af papbeklædningen med lister, så mellemrummet kan ventileres. Facadens ydervægge isoleres med 200 mm mineraluld, dernæst opsættes dampspærre af plastfolie for at forhindre at fugt fra boligen trænger ud i isoleringen.

Endelig afsluttes med den indvendige beklædning, der som regel er af gipsplader, beklædningen kan også være af træ. Sådan opfatter beboerne ikke deres træhuse, de tror, de bor i et træhus, der kan ånde. Faktisk bor de i en plastikpose, hvor kun gipspladerne kan absorbere fugt. Derfor er træhuse kun mere sunde at bo i, hvis huset er gennemført bygget af materialer, der kan optage den fugt, der dannes i en bolig ved madlavning, tøjtørring og beboernes udånding.”

28 Når familierne skal vælge hus, kontakter de oftest flere forskellige byggefirmaer, for at høre deres bud på, hvordan firmaet kan realisere familiens ønsker. Køberne kan vælge imellem meget store etablerede firmaer, hvis huse findes i næsten alle parcelhuskvarterer, det er f.eks. firmaer som Lind & Risør, Eurodan-huse og Bülow & Nielsen, som bygger flere hundrede boliger om året. Der er også mindre firmaer, der bygger omkring hundrede boliger om året, som Frydkjær, Jely Huse A/S og AZ Huse. Eller de kontakter mindre firmaer og private bygherrer, der kun bygger få huse om året, det er f.eks. AAP Huset og Maglehøjhuse.

30

Over Hækken

Når familierne har kontaktet forskellige byggefirmaer, vælger de det byggefirma, som kan opfylde familiens ønske om rummene i huset og samtidig giver familien flest valgmuligheder.

Som udtrykt af Hanne i indledningen af specialet i kapitel 1, var der mange overvejelser, før familien valgte hvilket firma, der skulle bygge deres nye hus. Firmaet, der vinder byggeriet, er som regel det firma, der kan tilbyde familien flest valgmuligheder. Mange valgmuligheder er vigtigt for familien, da de vil tilpasse huset individuelt, så det passer til netop deres familie. Det interessante er, at det er valgmuligheder indenfor, som denne type familier fremhæver. At de selv kan vælge låger, køkken, håndtag, hårde hvidevarer, klinker, fliser og gulv, betyder meget for dem. Af alle de ting, som de fremhæver, at familien selv har valgt, hører kun tagrenden og mursten til ydersiden af huset.

Opsummerende kan siges, at småbørnsfamiliernes valg af hus er præget af deres spændte økonomi. Dog viser deres præferencer, at familien er det vigtigste i deres valg. Enten ved valget af et hus, som er en god hyggelig ramme om familien, eller som kan opfylde drømmen om et individuelt hus, som endnu mere afspejler familiens smag og stil.

3.3.2 Voksenbørnsfamiliernes husvalg Familier med ældre børn, eller børn der er flyttet hjemmefra, er sædvanligvis ikke underlagt en så stram økonomi som småbørnsfamilierne, når de skal vælge et nyt hus. De har ofte boet i et hus før, og efter salget af det, har de en friværdi med til det nye hus. Desuden har de bedre lønnede jobs, og har derfor større økonomisk råderum, når de skal vælge hus og byggefirma.

Voksenbørnsfamilierne har derfor bedre mulighed for at vælge et hus, som de mener, viser den stil som de gerne vil forbindes med, og som repræsenterer deres position i det sociale rum.

En del af voksenbørnsfamilierne har præference for et kvalitetshus i den ’rigtige’ stil. Da Lotte og Michael så ’skagenhuset’ 29 i en brochure hos Michaels søster, var de ikke i tvivl om, at det var deres drømmehus. De fik hurtigt tilsendt papirerne og skrev under på huset, inden de havde en grund. Som Michael forklarer: “Det er jo et kvalitetshus, vi ville have. Vi kunne have købt standardmodellen, men det var dette, vi ville have. Det kunne være gjort ½ million billigere med listelofter i fyrretræ og et billigt standard HTH køkken. Det passer bare

Skagenhuset er et muret 1½ plans hus i en nostalgisk og romantisk stil med småsprossede vinduer, rødt tag og ofte gul- eller gråkalkede mursten.

29

31

Over Hækken ikke til stilen. Vi har fået det hele pudset. Altså sandpudset. Han var meget grundig, så det blev gjort to gange.

Hele huset koster over 3 millioner med grunden, og det tog et halvt år at bygge huset, det er jo mursten.”

Det vigtige for disse beboere er, at det hele er lavet i gedigne kvalitetsmaterialer. Derfor opgraderer de materialerne, som byggefirmaet foreslår i standardudgaven i brochuren og udskifter f.eks. listelofterne med pudsede lofter og vælger et individuelt kvalitetskøkken frem for et standard HTH køkken. Også bordplader og vindueskarme i hhv. granit og marmor, og synlige hanebjælker på 1.salen, sørger for, at hele huset fremstår i den ’rigtige’ stil. For netop stilen er en vigtig præference for denne type beboere. Modsat de andre beboere er også stilen i husets ydre udtryk vigtig. Som Lotte fortæller: ”Ude foran vil vi have et lille hvidt skagensstakit, for det er pænt til huset. I mellem huset og fliserne vil jeg have engelske roser i hvid, gul og pink.”

Denne type beboere er ofte meget bevidste om, at deres hus har referencer til fortidens byggeri. Som voksenbørnsmoren Eva fortæller om familiens skagenhus: “Vi har begge tendenser over i det romantiske, og med røde tegl og sprossede vinduer er der noget nostalgi over huset. Der er noget gammeldags romance, og det er en klassiker. Dette hus skal også se sådan ud om 30 år. Det er der nogle af de her typehuse der ikke skal, af dem der ligger her. Der er allerede sket utroligt meget, det kan man se på bare fem år i almindelige etplanshuse. Vi er enige om, at Lind & Risør og Bülow & Nielsen og Eurodanhuse og alle de andre bliver alternativer til 70’ernes typehuse. Hvorimod det her er individuelt byggeri, mere tidløst.”

Når traditionerne og stilen føres op til nutiden, siger det sig selv, at disse huse har et retrospektivt skær over sig. Som Trine, en anden voksenbørnsfamilieejer af et skagenhus, fortæller mig, så hun også gerne, at deres skagenhus lå ved en skovkant ved en sø, frem for midt i et parcelhuskvarter. Jævnfør parcelhusets status som forenelsen af det moderne liv med det grønne i industrisamfundet (kapitel 2). Som Eva også udtrykker ovenfor, tager denne type beboere afstand fra typehuset. Bourdieu skriver, at smagen altid er en afstandtagen til noget andet, og det er på denne måde, at man placerer sig selv i det sociale rum (Bourdieu 1995: 24 og 1994: 61).

Beboerne kan ikke se sig selv i et typehus, der er præget af tidens mode. Dog kan man indvende, at hvis man ser et skagenhus i et nyere parcelhuskvarter, ved man godt, at der pt. indenfor boligbyggeri er en nostalgibølge, og at huset er bygget på samme tid, som de andre huse. Så mere tidløst er det altså ikke at vælge et tidløst hus.

Det interessante er, at det også er typehusfirmaer, som bygger skagenhusene. Firmaerne har hurtigt opfattet interessen for nostalgiske huse, og flere firmaer tilbyder i dag disse huse side om side med de mere almindelige vinkeltypehuse med lave valmtage 30 og glaskarnapper.

Valmtage skråner, modsat det klassiske sadeltag, ikke blot på to sider, men på alle sider af huset. Valmtage er den foretrukne tagform ved etplanshuse, sikkert fordi den får huset til at syne større (Lind & Møller 1996: 241).

30

32

Over Hækken

Familierne i kvalitetshusene udtrykker uro over, at lokalplanen lagde op til, at kvarteret skulle være et attraktivt bomiljø af høj kvalitet, og at huse kunne beklædes med ceder eller lærketræ, men ikke lagde op til rene træhuse (Lokalplan 2.24: 3 & 10). En skuffet voksenbørnsfamilie siger: “Det er principielt forkert først at sælge grunden til os på en slags præmisser og så give så mange dispensationer senere. Det kan da også forringe huspriserne og kvarteret med alle de billige træhuse. Vi havde indtryk af, at det skulle være et luksuskvarter ud fra de krav, de havde til materialer. Vi ville gerne have et eksklusivt kvarter, vi har jo investeret, så hvis det bliver et kvarter, hvor man kun kan sælge et hus for 2½ million, selvom vi har et palæ, så er det skidt. Det er jo materialevalget, der giver helhedsindtrykket.”

På den måde kan en løs lokalplan eller mange dispensationer give stor ulighed blandt beboernes forventninger til kvarteret, og der er risiko for, at de forskellige huse ikke kommer til deres ret blandt andre kvaliteter og typer. For beboere i kvalitetshuse er der også en risiko for, at de ikke kan få de investerede penge hjem, hvis de sælger huset, da kvarterets prisniveau er lavere end forventet. Derfor er det vigtigt at kunne garantere købere af en grund, at resten af kvarteret vil blive i høj arkitektonisk kvalitet, da ingen ellers er villige til at satse deres penge på at bygge dyrt og anderledes.

Det handler om, at inden beboerne købte en grund i kvarteret, havde de forskellige forventninger til, hvordan kvarteret ville udvikle sig. Denne type beboere ville helst bo nord for København i et dejligt naturskønt område evt. ned til en sø, men pga. manglen på økonomisk overkommelige grunde i Københavnsområdet har de købt en grund her. Ansporet af lokalplanen har de fået indtryk af, at kvarteret ville blive et kvarter med huse af høj arkitektonisk kvalitet, både materialemæssigt og æstetisk. Med Bourdieus termer kan man sige, at beboerne nu finder ud af, at de andre beboere ikke har samme habitus, smagspræferencer og økonomi som dem selv. Denne type beboere føler ikke, at de er som kvarterets øvrige, og det har de til fælles med den næste type beboere, som selv har tegnet og styret byggeprocessen i deres nye hus: Nogle af voksenbørnsfamilierne har selv tegnet og bygget deres hus. De er, som før nævnt, primært flyttet fra deres gamle hus, fordi de her i det nye kvarter har mulighed for at tegne og bygge deres eget hus. Disse familier sætter en ære i selv at have tegnet det hele, og de har selv hyret de forskellige lokale håndværkere og styret hele byggeprocessen. Det er ofte familier, hvor den ene ægtefælle er i byggebranchen uddannet som f.eks. civilingeniør, som kan renteg-

33

Over Hækken

ne familiens skitser. Og som en voksenbørnsfamilie siger: ”Vi har jo opsnappet mange detaljer og tendenser med tiden, og nu vil vi selv prøve dem af.”

Voksenbørnsfamilien Malene og Christian kommer med en forklaring på, hvorfor der ikke er flere, som tegner og bygger deres hus selv: ”Jeg tror, der er flere, der har lyst til noget andet.

Men det er jo et kæmpe arbejde at tegne og bygge selv og holde styr på alle håndværkerne.

Men vi skal i hvert fald aldrig bo i et typehus. Aldrig.” Som Malene fortæller, tror hun ikke, at markedet tilfredsstiller købernes behov om en spændende bolig, men at mange vælger den lettere løsning fra et byggefirma, da det er hårdt arbejde. Og så er det et fællestræk for de familier, der selv har tegnet deres hus, at de ikke kan se sig selv i et typehus. Ligesom den foregående type beboere har også denne type beboere svært ved at identificere sig med beboerne, der vælger at bygge et typehus i kvarteret. Beboerne har valgt kvarteret, fordi de her har fundet en ledig grund, og kan i virkeligheden bedre se sig selv i en anden type kvarter med beboere med habitus tættere på deres egen. Manglen på ledige, billige grunde og en ikke-restriktiv lokalplan har resulteret i, at beboere med en anden habitus er flyttet hertil – på trods af at de ikke har samstemmende habitus med majoriteten af beboerne i kvarteret. Det betyder, at de ikke værdsætter de andre beboeres husvalg som god smag og stil.

Som jeg før har beskrevet, tænker familierne ofte deres hus indefra, når de designer eller vælger det. Når en familie selv, helt fra bunden, bygger deres hus op først fra papir til mursten, kan man forestille sig, at det så må være anderledes opbygget end typehusene. Sanne, mor til to teenagere, fortæller om, hvad familien prioriterede, da de tegnede deres hus: ”Vi prioriterede lys lys lys overalt. Vi har jo vinduer fra gulv til loft i alle værelser. Jeg har prioriteret det utroligt meget at have det lyst. Væggene er vandskurede, og der er højt til loftet. Det skal være menneskene, der lyser op i rummene, så vi har alt i hvidt, så er der ro omkring en.”

Også disse familier bygger deres hus op indefra. På den måde adskiller de sig ikke væsentligt fra den måde, de fleste andre beboere tænker deres hus på, når de skal bygge det.

Husene, samtlige beboere har bygget, er alle forskellige. Men i forhold til, at de er beboernes drømmehuse, er de alligevel forbavsende ens. Noget af forklaringen kan man finde i lokalplanen. Sannes familie ville gerne have haft glaseret tegl og have bygget huset i råt beton, men de glaserede tegl var forbudt ifølge lokalplanen, og råt beton ”… det kunne vi jo se ikke ville passe ind i kvarteret her, det er bare ærgerligt. Så vi har bygget i mursten og har et almindeligt sort tag. På trods af, at vi alle selv har haft vores drømme at opfylde, så ser kvarteret meget ens ud”. På den måde er lokalplanen en del af forklaringen på, hvorfor husene fremtoner for34

Over Hækken

holdsvis ens. Beboernes drømme vender jeg tilbage til, da beboernes individuelle drømme pga. nogle beboeres lignede habitus drømmes i samme stil og opføres herefter i samme stil. Desuden har både moden og tidsånden indflydelse på opførelsen af ensartede huse.

For disse beboere med kvalitet i den rigtige stil og eget tegnet og bygget hus er det vigtigt, at huset repræsenterer, hvad familien ønsker at stå for. Husets individuelle udtryk har derimod meget lidt betydning for den sidste gruppe af beboere, vi skal møde.

Den sidste gruppe af voksenbørnsfamilierne er seniorerne. Deres børn er flyttet hjemmefra, og de er selv ved at stoppe eller er stoppet på arbejdsmarkedet. For manges vedkommende har de tidligere selv bygget et hus til familien og prøvet alt arbejdet med det. Nu vil de gerne have det let og nyde deres snarlige pension. Fælles for seniorerne er, at de ønsker en bolig, som er let at holde og ikke er for stor og dyr til to. Derfor vælger denne type beboere at købe enten et prøvehus eller et rækkehus 31 .

I Frugthavens rækkehuse er en del beboere seniorer, der er stoppet på arbejdsmarkedet. De har valgt rækkehuset, fordi de har solgt et stort hus, hvor de har boet med deres børn og nu ønsker at bo i et smukt område i et mindre og billigere hus uden vedligeholdelse. Som en ældre beboer fortæller: ”Vi har valgt rækkehuset, fordi vi ønskede et mindre hus til kun os to, et pensionisthus. Rækkehuset har en dejlig køkken-spisestue med meget lys og en dejlig udsigt fra stuen over det grønne areal.” Denne type beboere forventer at blive boende i huset, indtil de ikke kan klare sig selv længere. Derfor har de målrettet sørget for at have så lidt vedligeholdelse som muligt ved både hus og have.

Seniorerne køber også parcelhuse. Jakob og Anna fortæller: ”Altså pga. vores travle hverdag, så ville vi ikke gå ind i et hus, hvor vi skulle lave en helt masse om. Men huset her, synes vi, var dejligt. Det her var jo et færdigt hus. Og så er det ikke så stort og så meget at holde.”

Som mange andre seniorer har de købt et prøvehus, eller en grund, hvor de skal bygge et hus fra de store byggefirmaer. Et prøvehus har et byggefirma bygget, så interesserede købere kan komme og se, hvordan deres huse kan se ud, og hvad firmaet kan tilbyde af forskellige modeller. Selve huset og grunden er også til salg og kan bebos efter åbent hus perioden, som ofte er på nogle måneder.

Rækkehusene bebos også typisk af småbørnsfamilier, men de ser ofte deres bolig som midlertidig, da mange af dem hurtigt mangler plads.

31

35

Over Hækken

Også seniorerne vælger deres hus efter husets indre. Et par omkring tres fortæller, hvad de faldt for ved deres Eurodan-huse prøvehus: Ruth: ”Umiddelbart var det indretningen og kvaliteten ved huset.”

Hans Christian: ”Og så synes jeg også, at det her er hyggeligere. Den måde soveværelset, stue og badeværelse er delt op på er bedre. Og det her rum med køkkenet [køkkenalrum], det betød meget. Så går man og laver mad og får en lille en og snakker og hygger sig. Det bruger vi utroligt meget.”

En anden familie, med to voksne børn der bor i Jylland, har valgt et prøvehus: “… fordi det var smaddergodt indrettet i forhold til mange andre. Og så har vi to børn, de kommer ikke hjem for at bo igen, men de skal have et sted at bo, når der er her. (…) Så vi skulle i hvert fald have to værelser, som ligesom var lukket af, så de kan passe sig selv. Så behøver vi ikke blande os med hinanden. (…) Og så er det jo let bare lige at flytte ind i.”

Det er her igen interessant at bemærke, at også når børnene er voksne og flyttet hjemmefra, adskilles børn og voksne i hver sin ende af hjemmet. Seniorerne vælger gerne et færdigbygget prøvehus, da alt her er ordnet, så de kan flytte direkte ind uden at skulle male eller bygge noget selv. Hvilket prøvehus, det skal være, afgøres af, om husets indretning passer til familiens forskellige behov. Seniorerne har ofte før startet helt fra bunden i et nyt kvarter, men vil nu flytte ind i et færdigt hus med anlagt fliseanlæg og græsplæne. Det er vigtigere, at det er en let og behagelig løsning, der passer til deres families behov og som er hyggelig, end at de sætter deres præg på selve huset.

3.3.3 Beboernes valg af boform, kvarter og hus – sammenfatning Småbørnsfamilierne vælger parcelhuset, da de pga. deres egen opvækst (jf. habitus) i et parcelhus er motiveret for at søge tilbage til denne boform, når de selv bliver en familie og skal bestemme, hvor deres egne børn skal vokse op. De vælger kvarter efter, hvor der er trygt, grønt, og hvor der er andre småbørnsforældre, der minder om dem selv. Alt sammen for at sikre børnene en god og tryg opvækst. Det hus, de vælger at bygge, afspejler beboernes mission med at flytte til kvarteret, for at være en familie. Deres husvalg er begrænset af økonomiske restriktioner. Med de midler de har til rådighed, prioriterer de et hus med fokus på børneværelser og køkkenalrummet, hvor familien skal være sammen.

De fleste voksenbørnsfamilier flytter fra et hus til et andet, enten for at udleve en drøm om at bygge deres eget hus, for at få boligen til at passe efter børnene er flyttet hjemmefra, eller hvis de pga. ydre omstændigheder, såsom jobskift, er tvunget til det. Kvarteret er valgt ud fra afstand til deres jobs, og hvor de kunne finde en ledig grund. Det sidste betyder, at beboerne, der har valgt et kvalitetshus i den rigtige stil og et individuelt tegnet og bygget hus, nu bor i et 36

Over Hækken

kvarter, hvor de synes, at deres huse adskiller sig meget fra de andres, som de synes er for typehusagtige. Det kan både forklares ved, at deres habitus ikke er samstemmende med majoriteten af beboernes, og at denne gruppe beboere har flere økonomiske midler til rådighed end småbørnsfamilierne. Da deres ’dyre’ børn er flyttet hjemmefra, og de stadig begge arbejder, har de et stort rådighedsbeløb til dem selv. De har derfor haft flere valgmuligheder, da de skulle vælge hus, og har bygget dyrere huse af højere kvalitet end småbørnsfamilierne.

Når jeg nævner beboernes valgmuligheder, er det vigtigt at understrege, at de ikke kan vælge frit. Som empirien har vist, er beboernes valg influeret af deres økonomiske situation, som bestemmer, hvor de kan kigge efter grunde, og hvilket hus de kan vælge. Og det, der overhovedet gør valgmuligheder mulige, er fordi beboerne arbejder så meget. Man skal arbejde og tjene penge for at kunne forbruge (Appadurai 1996: 80). Flere penge giver flere valgmuligheder. Men når beboerne arbejder meget betyder det umiddelbart flere valgmuligheder, men de valg, de har foretaget, resulterer ikke i mere frihed for beboerne. Når beboerne har købt et meget dyrt hus og indrettet et meget dyrt og individuelt hjem, har de sat sig meget hårdt økonomisk de næste 20 år, og er tvunget til at tjene til afdragene og livet i parcelhuskvarteret. Først når penge til afdragene er tjent, kan beboerne vælge, hvad de så vil bruge deres tid og penge til.

På den måde har beboerne placeret sig selv i en meget økonomisk bundet situation de næste mange år af deres liv. Så prisen for valgmulighederne er en økonomisk ufrihed, og valgmuligheder er begrænset af økonomien.

3.4 Fra hus til hjem Hvor kapitlet hidtil primært har beskrevet beboernes valg, bevæger jeg mig nu dybere ind i analysen. Først vil jeg se på, hvorfor beboerne fokuserer på husets indre frem for på husets ydre fremtoning. Tæt forbundet med det analyserer jeg, hvorfor det er så vigtigt for familierne at have valgmuligheder, mens jeg til sidst ser på, hvorfor husene i de to kvarterer har så store ligheder. Til det sidste hører bl.a. ligheden mellem fordelingen af rum, på trods af, at husene ifølge lokalplanen, alle er individuelt byggeri, og på trods af at beboerne pointerer vigtigheden af valgmuligheder og forskellighed. Her kommer jeg også ind på modeaspektet i byggeriet og tidsmæssige tendenser. Dermed vil jeg sætte empirien fra dette kapitel i forhold til udvalgte teoretiske begreber for endnu bedre at forstå beboernes prioriteringer.

37

Over Hækken

3.4.1 Udstilling af familiens identitet Indtil nu fremgår det tydeligt, at beboerne er meget fokuserede på det indendørs i huset, såsom fordelingen af rummene og indretningen, mens forbavsende få taler om husets ydre. Og det er på trods af, at beboerne har haft ideelle muligheder for at markere stil og smag i husets ydre gennem materialevalg og stil. Arkitekten Anna Elise Rasmussen fortæller om husvalg: ”Folk, der ikke er vant til at tænke i helheder, tænker ud fra de enkelte rum. De tænker: ’Mit køkken skal være sådan og sådan, nu har jeg endelig chancen for et køkken, der har den bordplade og den farve’. Det er jo en mærkelig måde at starte på, når man skal tænke sig et hus, der skal kunne holde restens af ens liv, med man begynder med, hvordan køkkenet ser ud, og hvordan baderummet ser ud”.

Min empiri viser, at beboerne ikke snakker om husets ydre, f.eks. fortæller de ikke om, hvordan vinduerne er placeret for at skabe et bestemt udtryk udefra. Som arkitekten ovenfor udtrykker, konfliktuerer beboernes måde at anskue et byggeri på med arkitekters måde. Ifølge arkitekten begynder arkitekter typisk med at tænke huset udefra, mens beboerne begynder med det indre og derfor ikke er så bekymrede om, hvordan huset ser ud udefra, hvis bare kravene til rumfordelingen er opfyldt. Ærø skriver, at i åben-lav bebyggelser, som parcelhuskvarteret, tillægges boligens ydre udtryk stor betydning af beboerne (Ærø 2002: 122). Når jeg besøgte familierne, tog de mig ofte ved armen og viste mig rundt i huset. Her var det aldrig det udenfor, men det indenfor i huset, som blev fortalt om og vist frem. Det var nemlig det, der havde voldt beboerne en masse besvær og mange kampe. Hvordan skal rummene fordeles, hvilke fliser og klinker skal lægges i badeværelset og i køkkenalrummet, hvilket køkken er bedst, hvilke slags dørhåndtag til dørene og hvilke håndtag til skabslågerne? Der er mange valg at foretage, og jeg fornemmede hurtigt, at det var både vigtige, men også svære beslutninger at vælge alle disse ting, så beboerne kunne skabe et individuelt hus. På den måde virker det som om, at deres hus kunne være bygget af mange forskellige bygherrer, da ydersiden er ’mindre valgt’ end husets indre. Hvorfor er det så vigtigt selv at vælge disse ting indeni huset, og hvorfor er det ikke også vigtigt at vise en meget personlig stil i husets ydre? 32 En voksenbørnsfamiliemor fortæller: ”Jeg er sådan set egentlig ligeglad, hvor jeg bor. Det er ikke der, min lykke er, den er indeni. Bare man er sammen, så er det lige meget, hvor man bor. Det er ikke der, lykken er, i det ydre, vel?” En meget nærliggende forklaring er, at familierne i hverdagen oplever huset indefra. Det er ikke primært et hus, de bygger, men et hjem de Beboerne, der valgte et individuelt tegnet og bygget hus og især skagenhuset, er en undtagelse, da de går meget op i at den rigtige stil gennemføres både ind- og udvendigt.

32

38

Over Hækken

skaber, og indenfor er stedet, hvor huset bliver til et hjem. Et hjem vender indad, mod familien, og det er indeni, at huset så at sige bebos. Rent sprogligt viser denne forskel sig også. Når familierne taler om det ydre, taler de om deres hus, men når de taler om det indeni huset, bruger de ord som hjemmet og familien – og har også meget mere at fortælle. I praksis er det også meget lettere at male, flytte om og ændre huset indvendigt frem for udvendigt, og indvendigt er der flere valgmuligheder. Derfor har mange af beboerne også lagt vægt på fleksibilitet, f.eks. at børneværelset kan laves om til kontor, når børnene flyttet hjemmefra og f.eks. neutrale køkkenelementer, så hjemmets identitet kan ændres med forskelligt tilbehør som viskestykker, billeder, krukker og vaser m.v. Det hænger også sammen med at beboerne hele tiden skal genskabe sig selv og deres identitet. Derfor skal boligen være fleksibel, så alt er muligt.

Familierne i Frøhaven og i Frugthaven lægger stor vægt på at fremhæve, at deres hjem, indretning og rumfordeling er anderledes end de andre familiers. Gullestad har også bemærket denne tendens og tilføjer, at der i tiden lige nu er meget vægt på den personlige indretning (Gullestad 1989: 56). 33 Ifølge hende er symbolværdien af indretningen af hjemmet voksende og har løsrevet sig fra brugsværdien 34 , ligesom f.eks. mad og tøj, som langt fra bare tilfredsstiller kroppens behov for hhv. næring og varme (Ibid.: 56). Beboerne giver deres liv samling, kontinuitet og retning ved at arbejde på hjemmet, på rammen, der både skaber og symboliserer, hvilke kvaliteter der er vigtige i deres liv (Gullestad 1992: 54). Indretningen har fået en ny betydning og hjemmet er mere et skabende udtryk, frem for som tidligere, hvor hver socialgruppe havde klare standarder for, hvordan et godt hjem skulle indrettes. Tidligere var normen for indretning givet, og det var primært af praktisk karakter (Gullestad 1989: 105). Dette nye fokus på indretningen forklarer Gullestad med, at identitetskampe nu manifesterer sig i en personlig og spændende indretning af hjemmet. Hvorfor disse kampe overvejende manifesterer sig i hjemmet, forklarer Gullestad med, at Skandinavien har et koldt klima, og man derfor kun få måneder om året kan mødes ude, samt at skandinaverne ikke har en særlig restaurantkultur.

Derfor er hjemmet i Skandinavien, ifølge Gullestad, et vigtigt socialt mødested (Ibid.: 54). Da det er i hjemmet, at identiteten udtrykkes, er det vigtigt for familierne at have deres personlige indretning. Det kan også forklare, hvorfor det er så vigtigt for beboerne at have valgmulighe-

33 Med indretningen af hjemmet henviser Gullestad primært til møbler, vaser m.v. Jeg inkluderer også klinker, køkken, fliser, håndtag m.v., da disse også er fremhævet af beboerne som vigtige i den personlige indretning.

34 Som eksempler på hjemmets symbolværdi nævner hun: familiens sammenhold og identitet, helhed i livet, livsstil, hygge, tryghed, selvstændighed, kontrol m.v. (Gullestad 1989: 57).

39

Over Hækken

der, når de vælger deres hus. Ellers er det ikke muligt for dem at indrette sig forskelligt fra de andre beboere, og vise familiens identitet.

3.4.2 Valgmuligheder og livsstil Da identiteten udtrykkes i hjemmet er det essentielt med valgmuligheder. Men vigtigheden af valgmuligheder er der flere årsager til.

Hjemmet er, som vi så, blevet et livsprojekt, der både udtrykker, hvilken livsstil og socialgruppe vi tilhører, og hvilken vi gerne vil sammenlignes med (Gullestad 1989: 58). I tråd med Gullestad skriver Giddens, at det moderne samfund er kendetegnet ved mange valgmuligheder, og personens identitet bliver tydelig gennem valgene. I moderniteten har tvivlen, ifølge Giddens, erstattet traditioners sikkerhed (Giddens 1996: 11). Da moderniteten ikke hviler på et fast fundament med faste retningslinier, kan individet ikke få vejledning om, hvad det skal vælge, når det konfronteres med en kompleks mangfoldighed af valgmuligheder (Ibid.: 100). Det modernes hurtige forandringer har frisat selvet og selvidentiteten, så selvet er et refleksivt projekt.

Det leder til pointen, som kan hjælpe med at forstå beboere i de to parcelhuskvarterer, for, som Giddens skriver, må folk for at skabe sammenhæng, selvfortælling og dermed selvidentitet, i det moderne, konstant foretage valg. På den måde er vi ikke, hvad vi er, men hvad vi gør os selv til (Ibid.: 94). Selvidentiteten er en proces, som hele tiden produceres og reproduceres.

Giddens skriver, at en person med en stabil følelse af selvidentitet besidder en følelse af biografisk kontinuitet, som kan begribes og kommunikeres til andre mennesker (Ibid.: 68). Identiteten findes ikke i adfærden og handlingerne, men i evnen til at holde en særlig fortælling om sig selv gående. Fortællingen kan dog ikke være ren fiktiv, men må opretholdes med handlinger.

I de præmoderne traditionelle samfund var identiteten fastlagt på forhånd gennem slægtskab, køn og social status, men i det moderne samfund bliver selvet, ifølge Giddens udelukkende et refleksivt projekt, som den enkelte selv er ansvarlig for. Derfor bliver hele tilværelsen et spørgsmål om at vælge og træffe beslutninger, så vi kan opretholde vores selvfortælling og selvidentitet (Ibid.: 70). For individet betyder det, at livsstile dominerer. Ikke blot følger individet bestemte livsstile, men bliver nødt til det for at skabe sin identitet. 35 Her definerer Giddens livsstile ”som et mere eller mindre integreret sæt af praksiser, der følges af individet, ikke alene Det er meget lig, hvad også Gullestad skriver: ”Lifestyle appears to become increasingly important as an expression of identity, because today each person can not simply lean to clear, accepted norms, but must create new identities.” (Gullestad 1992: 190).

35

40

Over Hækken

fordi sådanne praksiser opfylder nyttemæssige behov, men også fordi de giver en materiel form til en særlig fortælling om selvidentiteten” (Ibid.: 100).36 Derfor må beboerne have mange valgmuligheder, så de gennem deres valg af klinker, låger og stil kan vise deres identitet.

Det er derfor helt i tråd med Giddens, når Gullestad skriver, at vi nu er vidne til livsstilskonkurrencer, hvor gevinsten er en bekræftet og anerkendt social identitet. Som når beboerne f.eks. fremhæver overfor mig, at de har indrettet deres hus lidt anderledes og helt specielt i forhold til de andre beboere. Alle bliver nødt til at deltage i livsstilskonkurrencerne og selv være indretningsarkitekter og skabende for at få bekræftelse hos andre. Der ligger dermed en tvang i valgmulighederne. Meget tæt på Bourdieus habitusbegreb, siger Gullestad, at den enkeltes valgmuligheder er begrænset af råmaterialet i det tidligere livsforløb, nuværende livssituation og kulturelle kompetencer, samt uddannelse, social klasse, økonomi, religion, baggrund m.v. (Gullestad 1989: 105 & 1992: 187). Det er gennem livsstilen, man udtrykker sin personlighed, men som Bourdieu skriver, må de, der deltager, have lignende perceptions - og værdisættelseskategorier, altså habitus, hvis symbolerne og signalerne skal fungere (Bourdieu 1996: 87). Som Gullestad nævnte, udtrykker hjemmet både, hvilken livsstil og socialgruppe vi tilhører, men også hvilke mennesker og grupper vi gerne vil sammenlignes med. Det var derfor, at det var så vigtigt for beboerne (afsnit 3.2), at andre beboere lignede dem selv, i det kvarter de flyttede til. Forskellige boligkvarterer rummer forskellige livsstile og som følge deraf giver forskellige ting anseelse i forskellige kvarterer. Derfor er det vigtigt for beboerne, at de ligner hinanden og har lignende habitus, da man identificerer sig med en gruppe med afsæt i sin habitus.

Hvis ikke beboerne har en lignende habitus og værdsætter de samme ting, kan man ikke få bekræftelse af hinanden, og de tiltag, som de har gjort omkring og i hjemmet, påskønnes ikke.

Hvis ikke de andre har samstemmende smag som en selv, vil de ikke kunne påskønne og anerkende, at man ved at vælge netop disse klinker og dette køkken udtrykker god smag og individuel stil. Dvs. for at være individuel skal man i virkeligheden have overensstemmende smag med dem, man søger anerkendelse hos. 37 36 Giddens ser livsstilsbegreber, som noget der adopteres, som en rutiniseret praksis, der træder frem i tøjet, maden, handlinger og mødesteder. Alle de valg, man foretager, handler om, hvem man vil være, dvs. at agenten hos Giddens vælger sig selv og er vidende og kyndig. Dog siger han også, at ikke alle valgmuligheder er åbne for alle.

Uddannelse, køn og økonomisk formåen influerer på den enkeltes muligheder for at vælge (Giddens 1996: 99107). Hermed nærmer han sig Bourdieus habitusbegreb, som en forklaring på et individs handlemåder. Gullestad definerer livsstil som: ”…as the communicative and symbolic aspects of a way of life.” (Gullestad 1992: 227).

37 Man kan med andre ord være individuel indenfor et bestemt område, hvor alle er enige om og tager for givet, hvad der har værdi. Det benævner Bourdieu for ’doxa’. Doxa er en stiltiende fælles opfattelse, en konsensus om betydningen og værdien af ting og handlinger (Bourdieu 1997: 137).

41

Over Hækken

Ifølge Bourdieu fordeler folk sig, som nævnt, tættere på hinanden i det sociale rum, jo mere de har tilfælles (Bourdieu 1995: 34). Det interessante er dog, at agenten først bliver et individ i det sociale rum, når agenten skiller sig ud fra de andre (Bourdieu 1997: 21). Derfor er det vigtigt for beboerne at have et individuelt hus, der adskiller sig fra naboens og de andre beboeres i kvarteret. Det er ønskeligt for beboerne, at de ligner hinanden, da alle så ved, at de har lignende opfattelse af, hvad der er pænt i et kvarter, og hvad der er upassende og udtryk for dårlig smag.

Derfor må man samtidigt skille sig ud, for at blive accepteret som et individ i kvarteret, og dermed gøre noget eller have noget, som er anderledes, men uden at være for anderledes da det i så fald ikke vil blive værdsat. Hvis alle i kvarteret har lignende habitus er sådanne spekulationer overflødige, da de så alle er enige om, hvad der er comme il faut, og ingen vil træde ved siden af. Men sådan er det ikke udelukkende. Pga. manglen på grunde i Storkøbenhavn består kvartererne også af beboere med forskellig habitus, og derfor har ikke alle beboere samme opfattelse af, hvad der har værdi, og hvordan livet skal leves i kvarteret. Når andre synes, at man har en god smag er det fordi, at man er i stand til at udføre en personlig fortolkning af en specifik gældende stil, som alle er enige om.

De to grupper af voksenbørnsfamilierne, der enten har valgt at bygge selv eller kvalitetshuse, tager begge (jf. afsnit 3.3.2) eksplicit afstand til de typehuse, som flere af de andre beboere, primært småbørnsfamilier, har valgt. Et typehus er for dem ikke en personlig fortolkning indenfor deres rammer, men en del af en helt anden stil og et andet værdisæt, som de ikke anerkender. Beboerne, som har valgt et hus af skagenstypen, vælger ofte at plante et rosenbed i forhaven for at understøtte husets stil. Her er de forskellige tolkninger af rosenbede gyldige variationer indenfor den gældende stil. Her anerkender de andre beboere i samme hustype en speciel spændende farvesammensætning, som anderledes og individuel og dermed som et udtryk for denne families gode smag.

Småbørnsfamilierne anerkender generelt værdier, som handler om fortolkninger af livet som småbørnsfamilie. Hvor et stort, farvestrålende plasticlegestativ i forhaven vurderes som upassende er det derimod nærmest underligt, hvis man ikke har en eller anden form for legehus, gyngestativ eller sandkasse i baghaven. Det handler derfor både om at være en god børnefamilie, men også om de mere umiddelbart synlige ting. Beboere i meget farvestrålende huse vurderes til at have en anderledes smag end kvarterets øvrige beboere, både blandt voksen-

42

Over Hækken

børnsfamilier og småbørnsfamilier. Samtidig vurderes de beboere, som bor i et hus, der minder meget om de andre beboeres, som uopfindsomme. 38 På den måde er der alt efter beboernes positioner i det sociale rum forskellige opfattelser af, hvad der har værdi, og hvad der er god smag i kvarteret.

3.4.3 Tidens indflydelse på valg af hus og rumfordeling Allerede fra tiden hvor beboerne tegnede de første skitser til deres nye hjem, startede de indefra med at tegne køkkenalrummet og børneværelserne. Hjemmet tænkes indefra, de taler om det indefra, og de viser det frem indefra – og det lige fra starten af hele processen, hvor de koncentreret sad og flyttede vægge en millimeter, for at indrette det præcis, så det modsvarer familiens behov og ønsker. Derfor betyder det ikke så meget for beboerne, hvis huset ikke er så forskelligt udefra, når bare det er tilpasset familien i indretningen.

En af forklaringerne på, at husene, rumfordelingen og indretningen alligevel minder om hinanden er, at stilen skal være individuel indenfor de fastlagte normer og værdier for beboere, som optager lignende pladser i det sociale rum jf. Bourdieu. Det har både tidsånden og moden dog også stor indflydelse på.

3.4.3.1 Ensartet rumfordeling – opdeling af børn og voksne At rumfordelingen i de forskellige huse minder om hinanden, på trods af at beboerne har tilpasset det til netop deres familie, skyldes flere ting.

For det første har mange af familierne en familiestruktur, som minder om hinanden. Familierne består typisk af to til tre børn og to voksne (eller de skal have plads til, at deres børn kommer på besøg), og har derfor nogle af de samme behov. De fleste familier tegner deres hus, så der er en børneafdeling og en voksenafdeling i hver sin ende af huset. Ifølge Gullestad har hjemmet nogle oppositionspar 39 , som viser sig i boligens udformning (Gullestad 1989: 5253). Om barn/forældre oppositionen skriver Gullestad, at generationerne opdeles i hjemmet, så børnene tidligt får deres eget værelse (Gullestad 1989: 52-53.). I tillæg til det er der børnebaSamtlige beboere fortalte, er det vigtigt, at de selv har haft indflydelse på husets indretning. Både i valget af specielle klinker, sanitet og farver, men også at de selv har indrettet det individuelt med møbler, tæpper og malerier. Som det vil vise sig, kommer beboerne sjældent i hinandens hjem og vurderer derfor mest hinanden i kvarteret på de ydre ting, som er visuelt tilgængelige udefra.

39 De er 1. det private (det intime)/det offentlige (det som er fælles for flere husholdninger), 2. barn/forældre, 3. kvinde/mand og 4. natur/kultur (Gullestad 1989: 52-53). I kapitel fem behandler jeg oppositionen privat/offentlig, da dette oppositionspar viser sig relevant i forhold til beboernes forhold til deres bolig og til andre beboere i kvarteret.

38

43

Over Hækken

deværelse og voksenbadeværelse, så de også dér er funktionsopdelt. Seniorerne har ligeledes valgt deres prøvehus efter det ekstra uforstyrrede gæsteværelse, som ligger i den modsatte ende af huset af deres soveværelse. I den ene ende af huset er det yderst private forældresoveværelse og forældrebadeværelse, som gæster oftest ikke har adgang til. I den anden ende eller på 1. salen er børneværelserne og børnebadeværelse. Beboerne fortæller om denne måde at opdele huset på, at det er en meget praktisk opdeling. Så kan børnene lege og larme bag adskillige lukkede døre, og senere når de bliver teenagere, så skal forældre og børn ikke stå i kø til det samme badeværelse. Opdelingen af børne- og voksen afdeling er gennemtænkt, så børnene senere kan få deres egen indgang, så de ikke forstyrrer de voksne. Denne voksen/børn adskillelse har parcelhuset altid haft, men sådan har boligen ikke altid været opdelt. Filosoffen Lars Henrik Schmidt og idehistorikeren Jens Erik Kristensen forklarer, at denne opdeling mellem børn og voksne indtraf på et tidspunkt omkring 1939, hvor der for første gang blev formuleret en egentlig bolighygiejne, som havde til formål, at højne sundhedstilstanden, både den fysiske som den moralske. Det betød bl.a. at børn over 10-12 års alderen ikke skulle dele soveværelse med forældrene eller med børn af forskellige køn fra samme alderstrin. Det betød en omfattende parcelling af hjemmet, hvor alting skulle have sin rette plads (Schmidt & Kristensen 1986: 151).

Således spiller tidens tænkemåde ind i opdelingen af hjemmet.

Beboerne flytter til parcelhuskvarteret for at sikre gode vilkår for deres børn. Derfor kan det virke paradoksalt, at børnene placeres i den fjerneste ende af huset så langt væk fra forældrene som muligt. Som en beboer fortæller mig, har de i deres hus fire døre mellem børneværelserne og forældresoveværelset. En sådan adskillelse skal ses som en del af børnenes socialisering. Som Gullestad skriver, er huse et godt sted at studere kultur, huset er nemlig udtryk for kulturelle kategorier, og er et vigtigt element i socialiseringen af børn (Gullestad 1992: 62-63).

Set med Giddens øjne er segregeringen af børnene et udtryk for, at forholdet mellem børn og voksne er udlejret, og at børnene fra barnsben ses som individer, og allerede her skal vælge deres selvidentitet. Børnene har indflydelse på indretningen af deres værelser og kan på den måde udsende de signaler, som repræsenterer deres livsstilsvalg bedst.

Rumfordelingen i husene minder om hinanden, da familier består af samme nogenlunde samme bestanddele, nemlig to voksne og to til tre børn, enten hjemmeboende eller som kommer på besøg og skal have værelser at overnatte i. Som nævnt tidligere, er det på mode at designe huse med køkkenalrum frem for en skarp opdeling mellem køkken, stue og spisestue.

44

Over Hækken

Derfor har moden stor indflydelse på, hvordan beboerne har valgt at fordele rummene i husene.

3.4.3.2 Modens påvirkninger Når småbørnsfamilierne f.eks. som Karen i afsnit 3.3.1. snakker om, at undgå spildplads og lange gange, er det en hentydning til parcelhusene i 1960’erne og 70’erne, som ofte var opbygget omkring en lang mørk fordelingsgang uden vinduer. Karens familie kiggede, som de fleste andre af beboerne, også på parcelhuse i eksisterende kvarterer, da de ledte efter en ny bolig.

Som en Helle, mor til to småbørn, fortæller om dengang, da en ejendomsmægler viste familien parcelhuse fra 60’erne: ”Dem kastede vi op over. Det var jo brun og orange og noget værre klams, der var bygget om. Og så har de ikke et køkkenalrum i de ældre huse, og det vil vi gerne have”. Som småbørnsfamilien Andreas og Mette siger: ”Vi havde set på gamle parcelhuse i halvandet år, men vi synes ikke, at vi kunne finde noget, der var godt nok i forhold til de penge, vil skulle betale for det. Men vi overvejede det. Hvis det skulle sættes i stand ville prisen alligevel være det samme som at bygge nyt”. Det er altså både det økonomiske aspekt i det, da husene er dyre og bliver endnu dyrere, da de skal bygges meget om for at tilfredsstille deres behov til huset nu. Desuden er de bygget og indrettet i nogle farver og en stil, som ikke længere er populær.

I 1960'erne og 70'erne var orange, brunt og grønt populære modefarver. Hvorfor er det ikke længere populært? Moden skifter, fordi vi lever i et forbrugersamfund (Bauman 2002). Ifølge sociologen Zygmunt Bauman resulterer den globale udvikling i produktionen af det flygtige og kortvarige. Varer skal ikke holde evigt, men bruges op og forsvinde, så nye varer kan sælges (Ibid.: 49). På den måde opfindes nye behov og nye moder, så der kan sælges mere. Det passer også fint sammen med hele kravet om, at man konstant skal genopfinde sig selv gennem livsstilsvalg jf. Giddens og Gullestad. Med nye produkter kan folk iscenesætte den selvidentitet, de ønsker.

Husene fra 1960'erne og 70'erne er ikke populære hos beboerne og anses for at være gammeldags og umoderne. De potentielle købere har også sværere ved at se, hvordan huset kan bygges om, så det bliver tidssvarende. Det er tv-programmet ’Helt Solgt’ på TV2 er godt eksempel på (TV2 2004). Huse, der er svære at sælge, får en hurtig ’makeover’, som oftest bare består i lidt maling og en grundig oprydning, og er herefter meget lettere at sælge.

45

Over Hækken

Som beskrevet tidligere valgte småbørnsfamilierne også kvarter efter, hvor de kunne finde legekammerater til deres børn, og hvor de andre beboere ligner dem selv. De ældre parcelhuskvarterer er derfor upopulære både pga. husenes indretning, men også fordi forældrene her ikke kan finde andre familier med jævnaldrende børn.

Nu ønsker de fleste beboere et køkkenalrum i stedet for funktionsopdelingen af køkkenet og spisestuen, samt hvide vægge og hvid sanitet. Dels fordi, at det for dem, repræsenterer den gode stil og smag. De to stilorienterede voksenbørnsfamilietyper har hvide eller lyse vægge, mens der blandt enkelte af småbørnsfamilierne males i stærke ofte rødlige eller gullige nuancer både ude og inde. Dels også fordi, at hjemlighed er en ny trend (Rosenkrands 2003: 23-29). Det, at man har en familie og i en travl hverdag tager sig tid til at lave forskellig ting med familien, signalerer overskud overfor omverdenen. Hjemlighedens base er køkkenalrummet, som alle beboerne ofte bruger og er meget glade for. Her mødes familien, når alle er kommet hjem.

Familiemedlemmerne sludrer og hygger sammen, og de voksne begynder på madlavningen, mens børnene laver lektier og spørger til stavemåder og hovedstæder. Det er her, at familien er familie og køkkenalrummet fungerer som et uformelt mødested for familiemedlemmerne. Stuen er et mindre benyttet rum, som sjældnere bruges. Mange familier har valgt at have både et stort køkkenalrum og en mindre stue, mens andre har valgt helt at slå de to rum sammen til et.

Stuen rummer tv, og oftest også sofaarrangement, mens spisebordet i stuen nu er fusioneret med køkkenet. Ofte modtages gæster i køkkenalrummet, de spiser der, og tager måske kaffen i stuen. Flere familier benytter næsten ikke stuen overhovedet, og havde f.eks. slet ikke varmen tændt i stuen. I stedet har de også et fjernsyn i køkkenalrummet, og/eller på børnenes værelser og i soveværelset. Tidligere var køkkenet gemt væk i husets fjerneste krog med flere rum mellem køkkenet og spisestuen. Nu er det fusioneret med spisestuen og blevet hjemmets vigtigste, mest prestigefyldte og mest populære rum (Zerlang 2003).

I forbindelse med køkkenalrummet vil jeg tage fat i endnu et af Gullestads oppositionspar, oppositionen natur/kultur, hvorom hun skriver, at madlavning, søvn, seksualitet og toiletbesøg opfattes som nærmere naturen end selskabelighed og samvær (Gullestad 1989: 52-53 og 1992: 67). Madlavning er ifølge min empiri en del af hele hjemlighedstrenden og er en meget selskabelig aktivitet, som bestemt ikke gemmes væk for gæster. Gæsterne involveres derimod gerne i madlavningsprocessen og placeres f.eks. med et glas vin i hånden på barstole ved en halv væg indtil køkkenet. Det viser en afslappethed, men signalerer også overskud, at man både kan stå og sludre med gæsterne, mens man laver lækker mad. Køkkenet var, som nævnt, det rum, som 46

Over Hækken

beboerne tog udgangspunkt i, da de planlagde huset. Udover dets ændrede status i hjemmet, er det også et sted, som er meget let at vise familiens livsstil og identitet via klinker, elementer, farver m.v. Det har gæsterne rig mulighed for at vurdere og udtrykke sig om, når de er på besøg og sidder i køkkenalrummet i hjemmet.

En anden grund til, at de fleste af husene umiddelbart ligner hinanden er, at der på et givent tidspunkt er forskellige opfattelser af, hvad et godt og spændende hjem for familien skal indeholde. Alle hjem har, som nævnt, køkkenalrum, også karnapper er ’in’ lige nu, og de fleste huse har en eller flere karnapper inspireret af mode og medier. 40 Som Giddens nævner, er de mange valgmuligheder også påvirket af mediernes globalisering (Giddens 1996: 104). Vi ser og inspireres af miljøer og ting fra hele verden, fra steder vi måske aldrig vil komme ellers. Aldrig før har markedet boomet med så mange livsstilsmagasiner og tillægssektioner om bolig og indretning som nu. Som Gullestad har bemærket, er der øget vægt på indretning, det er et vedvarende projekt, som aldrig bliver færdigt (Gullestad 1989: 58). Det er en pointe at forny for at forandre, frem for at udskifte når noget er slidt. Butikker sælger materialer, værktøj, livsstil og køkkener som aldrig før. Tv-stationerne har deres eget livsstilsprogram om indretning af boligen, da drømmen om den individuelle bolig har seertække. Også reklamerne er med på den individuelle livsstilsbølge, som i køkkenreklamen: ”Det er ikke et Invita køkken… det er et Rikke & Lars køkken” (Invita 2004), hvor der lægges vægt på, at køberne, ved at sammensætte elementer på deres egen måde, får deres helt eget køkken. Så påvirkninger fra moden har stor indflydelse på, hvad beboerne nu vælger og synes, er et godt hjem at bo i.

3.5 Individuelle valg og fælles værdier - sammenfatning Ved at følge beboeres valg har jeg i kapitel 3 set på, hvorfor beboerne flytter i hus, hvordan de vælger kvarter, og hvordan de vælger, hvilket hus de vil bo i.

De valg, beboerne fortager, er præget af økonomiske begrænsninger. Men det kapitlet især har vist, er hvilke værdier, som de forskellige beboere har præference for og forsøger at prioritere efter i deres valg. Småbørnsfamilierne har familien i centrum, både når de vælger boform, kvarter og hus. Efter de har fået børn søger de trygge rammer, grønt miljø og ikke mindst an40

Det er dog ikke altid uden problemer, Helle fortæller: ”… der er meget varmt om sommeren, kan jeg godt sige dig. Vi har meget persiennerne rullet ned, ellers kan vi ikke være i stuen.” Så der er også problemer med de store glaspartier på husene.

47

Over Hækken

dre småbørnsfamilier, med samme værdier og normer, der jf. Bourdieu minder om deres egne.

Voksenbørnsfamilier og seniorer køber mere en grund i et kvarter, end de fokuserer på de andre beboere i kvarteret.

Det kvarter som både småbørnsfamilier og voksenbørnsfamilier flytter til, er primært valgt ud fra afstanden til deres jobs. Herefter er der store forskelle i de to slags beboeres præferencer. Småbørnsfamilier leder efter familier, der ligner dem selv (lignende habitus) for at sikre en god og tryg opvækst for deres børn. Da der er stor mangel på grunde i Storkøbenhavn, havner en del af voksenbørnsfamilierne i et kvarter, som de ellers ikke vil have valgt, hvis der var ledige grunde, de kunne betale i et andet kvarter med beboere, der minder mere om dem selv. På den måde resulterer manglen på grunde omkring København i, at beboere med lignende positioner i det sociale rum ikke kan søge hinanden i det geografiske rum. Kvartererne deles derfor både af beboere, der optager positioner tæt på hinanden i det sociale rum, men deles også af beboere, der pga. økonomien bor her, selvom de ikke har samstemmende habitus med majoriteten af kvarterets beboere.

Som vist i kapitel 2 er parcelhuskvarteret et produkt af det moderne, ligesom også beboernes konstante betoning af valgmuligheder er det jf. Giddens. Som kapitlet viste, er det en vigtig præference for samtlige beboere, at vise deres individualitet i deres valg af hus og i indretningen af det. Modernitetens fritsætning af selvet betyder, jf. Giddens, at der hele tiden må foretages valg. Hjemmet er jf. Gullestad blevet stedet, hvor man viser sin identitet frem. Her signalerer beboerne gennem valg af fliser, køkken m.v., hvilken livsstil de tilhører og vil tilhøre.

På trods af, at individualiteten er i højsædet, når beboerne designer deres hus, minder rumfordelingen meget om hinanden. Jeg konstaterede, at den ensartede rumfordeling skyldes ens behov, modens indflydelse og tidens ånd med fokus på hjemlighed og parcelling af voksne og børn og. Så på trods af, at der prædikes individualitet og anderledeshed, er de fleste huse opbygget efter samme skelet.

Husene er på den måde forskellige på en ens måde f.eks. indretter alle sig forskelligt, men med en ret ens rumfordeling. I hvert fald småbørnsfamilierne. Disse beboere optager positioner i det sociale rum, som ligger tæt på hinanden har deraf også værdier og smag, som minder om hinanden. Denne forskellighed på en ens måde resulterer i, at de for en udenforstående kan fremstå som ens, på trods af deres forskellighed. Det ses f.eks. i de utallige variationer over typehuset, hvor samme type sten, og samme type karnapper er sammensat forskelligt, med et harmonerende udtryk til følge.

48

Over Hækken

Dette kapitel viser altså, at det for beboerne er meget vigtigt at bo med ligesindede (dog ikke opnåeligt for alle), men at det er en prioritering, at huset er deres individuelle hus, som er indrettet specielt til deres familie og i deres smag og stil. Der er et ønske om at være ens, men også om at skille sig ud. Jeg identificerede det med, at beboerne både føler sig bedre tilpas med ligesindede, da de forstår og forstås bedre blandt beboere med samstemmende habitus. Samtidig er det en pointe, at det er vigtigt for beboerne at kommunikere deres identitet gennem deres boligvalg og indretning. Hvis det skal anerkendes og bemærkes af de andre beboere, må de have samstemmende habitus, da de ellers ikke vil have samme smag og ikke kan vurdere, om det er spændende valgt og sammensat. Det er også derfor at flere af beboerne, der pga. økonomiske årsager og pga. manglen på grunde har købt en grund i kvarteret, ikke vurderer de andres huse særligt højt jf. nogle voksenbørnsfamiliers afstandtagen til typehuse m.v. De har nemlig en anden smag og anden stil.

Kvarteret deles af forskellige beboere med forskellige værdier og præferencer. I det næste kapitel, som handler om tiden efter beboerne er flyttet ind i deres nybyggede hus, og hvordan, hvor meget og hvorfor de indgår sociale relationer med de andre beboere i kvarteret, bliver beboeres forskellige forventninger og ønsker til livet i kvarteret tydelige.

49

Over Hækken

Kapitel 4 Fællesskaber i parcelhuskvarteret Fokus i dette kapitel er på beboernes næste skridt, efter de har valgt deres hus og er flyttet ind i de to kvarterer. Dermed bevæger vi os nu ud af skitserne og ind i livet i og omkring huset og kvarteret. Ligesom det foregående kapitel handler dette også om beboernes valg, men nu om hvilke fællesskaber beboerne vælger at indgå i. Som tidligere nævnt drog jeg ikke i felten med ideen om, at finde et fællesskab mellem beboerne. Det viste sig dog hurtigt, at nogle beboere fortalte meget om deres fællesskab med de andre beboere i kvarteret, mens andre pointerede, at de intet fællesskab havde med de andre beboere. Derfor ændrede jeg min interesse i retningen af at undersøge, hvem der indgår i hvilke fællesskaber i kvarteret og hvorfor.

For at illustrere beboernes fællesskab i kvarteret er her et uddrag af feltdagbogen: Arbejdsdagen i Frugthaven: Inden arbejdsdagen spekulerede jeg over, hvordan dagen ville blive. I Frugthaven er jeg ikke så stort et samtaleemne som i Frøhaven, måske fordi Frøhaven er et nyere og mindre kvarter. I Frugthaven kender de næsten kun hinanden på stikvejene, så jeg kan nok ikke forvente, at beboerne ved, hvem jeg er på arbejdsdagen. De tror sikkert, at jeg bor i kvarteret. Nogle har dog set mig på generalforsamlingen to uger inden.

Simon [manden i min værtsfamilie] og jeg følges over til redskabsskuret på fællesarealet. Der er allerede en del mennesker, voksne og børn. Mange har medbragt haveredskaber, og alle står i små grupper og taler sammen, og Simon går over til nogle, han kender og taler med dem. Jeg står så der blandt en masse mennesker, hvoraf jeg havde set nogle enkelte før til interviews og til generalforsamlingen. Ingen taler til mig eller henvender sig til mig, og jeg står bare lidt midt i det hele. Det ender med, at jeg går over til formanden for bestyrelsen og fortæller, at jeg gerne vil give en hånd med og spørger lidt til, hvordan sådan en arbejdsdag fungerer – mest for at have en at tale med, da ingen fortsat henvender sig til mig. Jeg sørger for at smile til alle for at vise, at jeg er til at komme i kontakt med. Efter alt for lang tid kalder formanden de fremmødte til samling. Han nævner fem forskellige arbejdsopgaver og siger, at folk bare skal gå hen til den kontaktperson, han nævner, hvis de vil være på holdet. Han remser op, og folk samler sig sammen i grupper. Jeg står tilbage, da grupperne nærmest skaber sig selv, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen. Jeg vil gerne på et hold, hvor det er muligt at snakke med de andre på holdet. Jeg går til sidst over til et hold, hvor jeg kan kende kontaktpersonen fra bestyrelsen og spørger, om de vil have en ekstra hånd. Det vil de heldigvis gerne. Vi skal sprede topdressing, så græs og feje veje - fine opgaver for antropologen, der kan stille spørgsmål imens. Det viser sig, at alle fra mit hold bor på samme vej og kender hinanden. Kun Henrik, som lige er flyttet ind, tror, at jeg også bor i nærheden, og spørger, hvor jeg bor.

Som uddraget af feltdagbogen viser, finder beboerne til arbejdsdagen sammen med dem, som de allerede kender i forvejen. Men hvor har beboerne lært hinanden at kende, hvis det ikke er til fællesarrangementer som arbejdsdagen?

Kapitlet handler om, hvordan fællesskaber etableres i kvarteret, hvilke fællesskaber der opstår og hvorfor. For at undersøge dette, beskæftiger jeg mig med de steder, hvor beboerne har kontakt med hinanden i kvarteret lige fra det formelle fællesskab, som beboerne har gennem den lovpligtige grundejerforening i kvarteret, over praktiske fællesskaber på arbejdsdagen, til 50

Over Hækken

arrangerede sociale fællesaktiviteter og ikke mindst livet i hverdagen. Det viser sig, at både børn, årstider, habitus, tilgængelighed, konflikter, identifikation og kvarterets fysiske udformning har stor indflydelse på beboernes fællesskaber i kvarteret.

4.1 Arrangerede fællesskaber – formelle, praktiske og sociale I de to kvarterer er der flere arrangerede aktiviteter, hvor beboerne kan møde hinanden.

Lige fra det mere formelle fællesskab i grundejerforeningen, til praktiske fællesskaber på arbejdsdagen og sociale fællesskaber til fastelavn eller omkring bålet til Sankt Hans. Hvilken indflydelse har disse arrangementer på fællesskaber i kvarteret?

4.1.1 Fællesarrangementer uden fællesskab Når beboerne flytter ind i de to parcelhuskvarterer, er det på de fleste områder frivilligt og valgfrit, hvad de vil deltage i med de andre beboere i kvarteret, og hvor meget de vil se dem.

En undtagelse er dog, at allerede inden beboerne flytter ind, er det i lokalplanen vedtaget, at kvarteret skal etablere en grundejerforening, med henblik på overtagelse, drift og vedligeholdelse af fællesarealer som boligveje og lokalplanområdets beplantninger m.v. (f.eks. Lokalplan 2.24: 12). Alle ejendomme omfattet i kvarteret skal være medlem af grundejerforeningen, og skal betale et fastlagt beløb til fællesudgifter. Beboerne har dog ikke mødepligt til møderne, og ikke alle beboere og husstande deltager. Af deltagerne er der et overtal af mænd. Hanne, en småbørnsmor i trediverne, forklarer: ”Ja, nogen skal jo passe børnene imens, og jeg gider ikke være aktiv, det er for kedeligt i grundejerforeningen. Lad mændene ordne det.” Desuden møder en del husstande kun op til møder, når der er afstemning om et emne, der interesserer dem. Dette blev f.eks. meget tydeligt i Frugthaven, da en konflikt om en eventuel legeplads opstod, og mange kun deltog i mødet, fordi det for dem personligt var en vigtig afstemning. Derfor er det i realiteten op til den enkelte beboer, hvor meget arbejde man lægger i grundejerforeningen, hvad grundejerforeningen kommer til at betyde, og om det er et sted, hvor man mødes med de andre beboere. Dog har især grundejerforeningen i Frugthaven besluttet sig for initiativer, der rækker udover møderne i grundejerforeningen, f.eks. arbejdsdagen. 41

41

Grunden til, at jeg i dette kapitel ofte benytter Frugthaven som eksempel, er, at den ældste etape er fem år ældre end Frøhaven, og hvad jeg kan observere som tendenser i Frøhaven allerede nu, er en etableret del af hverdagen i Frugthaven.

51

Over Hækken

Som uddraget fra feltdagbogen viste, ses mange beboere til arbejdsdagen. En lørdag formiddag i efteråret og foråret mødes beboerne ved det fælles redskabsskur og har trillebør og ekstra redskaber med. Det er til de to fastlagte arbejdsdage i Frugthaven, hvor alle skal møde op og hjælpe med at vedligeholde fællesarealerne. De fleste andre kvarterer betaler selv et firma for at vedligeholde fællesarealerne, men i Frugthaven besluttede beboerne, at de, for at spare penge, selv ville passe dem.

Deltagerne opdeles i forskellige hold (eller snarere opdeler sig selv i hold jf. feltdagbogsuddraget), og til frokost har bestyrelsesmændenes hustruer grillet pølser og bøffer, og alle spiser sammen. Efter endnu et par timers arbejde er der kaffe, kage og slik. Ligesom til møderne i grundejerforeningen er det primært mænd, der møder op til arbejdsdagen, men også en del kvinder kommer, og til frokost og til kaffe kommer mange af hustruerne med børnene. Som to beboere med småbørn fortæller: Stinne: ”Jamen, det er hyggeligt. Det er en god måde at komme hinanden ved. Nu er vores børn så små endnu, men de ser ansigter på de andre børn, så de kan løbe over og lege, når de ser dem. Så kan vi se hvem, der bor her i kvarteret og snakke med dem.”

Peter: ”Det er perfekt og giver mulighed for at møde nogle af de andre, der bor i området, og derudover sparer vi en masse penge. Og de vedligeholdelsesting der er, kan vi sagtens klare på de par dage om året plus den ekstra hjælp, vi får med snerydning.”

Men, som uddraget fra feltdagbogen også viste, får arbejdsdagen ikke alle til at tale med alle.

Maria, en beboer i begyndelsen trediverne, fortæller ligesom flere andre i kvarteret: ”Vi arbejder, snakker og ser hinanden, men det er som regel altid de samme, der går og snakker sammen. Vi snakker med dem, vi kender i forvejen. At lære andre at kende kræver en ekstra stor indsats.” Derfor virker arbejdsdagen ikke socialt integrerende for de, der ikke kender hinanden i forvejen. Deltagerne taler primært med beboere, de kender, og børnefamilierne kommer for at føre deres børn sammen.

Desuden er det ikke alle familier, som er repræsenteret til arbejdsdagen. Et ægtepar midt i trediverne fortæller: Helle: “Jeg kan godt lide princippet om, at vi skal hjælpe, men det er altid de samme og samme. De, der brokker sig over græs i fortovet, er dem, der ikke har fingrene ud fra et vist sted og hjælper til. Men de skal nok råbe højt, hvis der ligge et lille træ eller græsstrå forkert. Sådan er det jo.”

Mikkel: ”Nogle er endda så frække at sidde i eller ordne deres egen have, mens vi andre knokler udenfor. Eller nogle kan køre forbi og sige: ’nå, er der arbejdsdag i dag’. Halvdelen af denne her vej er absolut ikke med til det.

Men de kan godt komme med kommentarer.” 42

42

Mens jeg var i kvarteret, var der flere gange tale om at indføre sanktioner overfor de husstande, der ikke mødte op til arbejdsdagen. Men det blev afvist, da det er svært og ufleksibelt at håndhæve.

52

Over Hækken

Ikke alle beboere i Frugthaven føler, at det er deres fælles projekt og ansvar at møde op til arbejdsdagen. Da de fleste primært snakker med dem, de kender i forvejen, kan man sige, at det ikke er her, at relationer begyndes, men at sådanne arrangementer snarere opbygger en generel følelse af sammenhold i kvarteret, for de beboere, der her ser hinanden, uden at de nødvendigvis snakker sammen. Dette gælder selvfølgelig kun blandt de af beboerne, der møder op, da de føler sig som en solidarisk gruppe, som står sammen.

Arbejdsdagen er et praktisk fællesskab, men beboerne arrangerer også frivillige sociale aktiviteter for at styrke fællesskabet i kvarteret. De henvender sig bare ikke til alle, er ikke lette for alle at deltage i og ikke alle har lyst til at deltage i dem.

Især mødrene i småbørnsfamilierne er meget motiverede for at arrangere sociale fællesaktiviteter for de andre beboere i kvarteret. Som Hanne fortalte i indledningscitatet i kapitel 1, så vil hun gerne være aktiv for at skabe fællesskaber i Frøhaven. Hun nævnte fastelavnsfesten, som 40 børn og forældre deltog i.

Aktiviteterne er primært henvendt til børnene i kvarteret, og det udelukker indirekte f.eks. voksenbørnsfamilier og seniorer fra at deltage. Karen, mor til tre småbørn siger: “Det er godt med fælles arrangementer, og det får rystet børnene sammen. Men de ældste beboere i kvarteret uden børn kommer jo ikke der, men kun til vejfesten.” Derfor er fællesarrangementer i praksis ikke for hele kvarteret.

En senior i Frugthaven, Asta, fortæller om sin oplevelse af arrangementerne: ”Sidste år var vi med til bål til Sankt Hans. Der var bare bål dernede, ikke noget at råbe hurra for. (…) Folk stod bare i små grupper og snakkede. Jeg var ude at gå med hunden, da der var fastelavn, og der var mange børn til fastelavn i en carport. Hvis man har små børn har man kontakt med flere. (…) Vi er ikke så mange pensionister i kvarteret.”

Som senioren Asta siger, er børn en god motivation til at møde andre, mens seniorerne som hende, har sværere ved at skabe kontakt til de andre beboere. Der bor få seniorer i kvarteret, og de identificerer sig ikke med de andre beboere i kvarteret.

At stå udenfor kan man også genkende til Sankt Hans arrangementet, idet flere mødes, inden de følges til bålet og igen som til arbejdsdagen står de i små grupper til arrangementet. Så

53

Over Hækken

senioren med hunden, kan også stå alene her. 43 På den måde er det sværere at deltage i fællesarrangementer, hvis man ikke på forhånd har etableret sociale relationer.

Småbørnsfamilierne er åbne for at indgå i sociale relationer i kvarteret, da de, som også skrevet i kapitel 3, er flyttet til kvarteret for at skabe et godt miljø for deres børn blandt ligesindede jf. Bourdieus tanker om habitus. Som en yngre beboer i begyndelsen af trediverne fortæller, da jeg spørger, om deres familie ligner de andre i kvarteret: ”Ja, vi minder meget om dem.

Det er søde og rare mennesker, ligesom os. En rimelig homogen masse i grunden.” Der er altså en stor identifikation mellem småbørnsfamilierne, som også udgør majoriteten af beboerne i kvarteret. 44 Hvor seniorerne er kede af, at de fleste fællesaktiviteter henvender sig til småbørnsfamilier, forholder det sig anderledes med voksenbørnsfamilierne, hvor kun ganske få ønsker at deltage i fællesaktiviteter med de andre beboere. De mener, som nævnt i kapitel 3, ikke, at de ligner de andre beboere i kvarteret, og de forsøger ikke aktivt at skabe relationer med de andre beboere.

De distancerer sig ikke direkte fra de andre beboere og deltager gerne i en vejfest, men tager ikke selv initiativ til arrangementer. Som Sanne, mor til to teenagere, udtrykker i næste citat, er hun ikke specielt tilfreds med at bo i Frugthaven og ønsker bestemt ikke, at deltage i sociale aktiviteter med de andre beboere i kvarteret. ”Nej, vi holder os for os selv. Vi er meget reserverede. Vi har en anderledes familie end de andre, der bor her. Vi har nok et indhold på andre måder, hvor vi tænker: ’tænk at de gider alt det der. Det der hele tiden’. Generelt er jeg nok ikke så glad for at bo her. Jeg synes, at det er sådan lidt pæne familier, der tager af sted i deres pæne biler om morgenen på samme tid. Kører ungerne over til institutionen og kommer hjem alle sammen på samme tid.”

Det er udtalelser, som har samme karakter, som da denne type beboere, fortalte om valget af deres hus. Som jeg skrev i kapitel 3 føler man sig godt tilpas med mennesker med samstemmende habitus, da man forstår og forstås. 45 Disse beboere identificerer sig ikke med de øvrige 43

Når børn åbenlyst er fællesskabende, kan det undre, hvorfor en hund ikke også resulterer i, at man mødes og har et fællesskab omkring hunde. Forklaringen kan findes i småbørnsfamiliernes motivation til at flytte til parcelhuskvarteret. Småbørnsfamilierne er flyttet i hus pga. deres børn, for at give dem gode opvækstvilkår, og arrangerer derfor aktiviteter for børnene. Der er ikke en større gruppe beboere, som er flyttet til kvarteret for deres hundes skyld, og hunde giver ikke adgang til noget fællesskab. Det er også en pointe som sociologen Gunvor Christensen har beskrevet i evalueringsrapporten: ”På udkig efter lokalt fællesskab”. Her analyserer hun et boligforsøg i et alment boligbyggeri i Utterslevhuse, hvor beboerne i de forskellige opgange var inddelt efter deres fælles interesser f.eks. husdyr, alder, børn m.v. I opgange med husdyr kunne der ikke spores mere fællesskab mellem beboerne end i normale opgange, og husdyr var ikke fremmende for etableringen af sociale relationer (Christensen 2003: 14).

44 Mere end 65 % af familierne i Frugthaven har et eller flere børn under 10 år.

45 Det var disse beboere, som hellere så, at deres hus lå i et andet kvarter, og som har valgt huset over kvarteret.

De valgte at bygge deres hus her, da de her kunne få en ledig grund, som de kunne betale.

54

Over Hækken

beboere i kvarteret og deltager oftest hverken i fælles arrangementer på vejen eller tager initiativ til sociale sammenkomster med andre beboere i kvarteret.

På denne måde resulterer hverken de formelle, praktiske eller sociale arrangerede fællesskaber i nye sociale relationer. Ikke alle deltager i dem og ikke alle beboere kan deltage i dem, og de der deltager, vedligeholder primært allerede indgåede sociale relationer.

4.1.2 Valget af fællesskaber i en moderne tid Naboskaber ikke er noget man uden videre fødes ind i længere, men det er heller ikke noget, man bare kan flytte ind i (som eksemplet med den ældre dame med hunden viste i foregående afsnit). Udover selvets frigørelse og øgede valgmuligheder (jf. kapitel 3), resulterer moderniteten, ifølge Giddens, også i ændrede fællesskaber (Giddens 1996: 15). Som skrevet har det moderne frisat individet og selvidentiteten, og det har resulteret i, at selvet i dag er et refleksivt projekt. For at skabe en sammenhængende selvidentitet må man foretage valg konstant, og det gælder også på intimitetens område, hvor nedbrydningen af traditioners bånd resulterer i, at det enkelte menneske nu aktivt selv vælger sine relationer (Ibid.: 62-71).

Ifølge Giddens er mennesker ikke længere nødt til at basere venskaber på familie eller personer i lokalsamfundet, men vi vælger selv, hvem vi er tætte med. Det betyder også at tillid, solidaritet og personlige relationer ikke gives automatisk, men må arbejdes for af parterne (Giddens 1994: 106). Med Giddens’ blik er beboerne derfor ikke uden videre en del af hinandens nære netværk på trods af, at de bor i samme kvarter. Relationer indgås på frivillig basis af begge parter, hvis de føler, at de begge får noget ud af det (Giddens 1996: 15).

Selvom beboerne bor i samme kvarter, har de ikke a priori et forhold til hinanden, som tidligere, hvor alle boede og arbejdede samme sted og på den baggrund havde relationer og forpligtelser overfor hinanden. Derfor kan beboerne i Frugthaven møde op til arbejdsdagen m.v., men kan, set med Giddens øjne, ikke forvente at blive talt til og inkluderet, bare fordi de bor i samme kvarter. På trods af, at Giddens siger, at vi selv kan vælge, hvem vi indgår relationer med, kan den ældre dame med hunden i afsnittet ovenfor ikke vælge at være med på trods af, at hun prøver på det. Hun kan ikke vælge at være ung og have små børn igen. Jeg står også alene til arbejdsdagen, da jeg hverken har naboer eller børn. De andre småbørnsfamilier bliver

55

Over Hækken

en slags familie, som er ekskluderende overfor andre end dem selv. Derfor kan det enkelte menneske ifølge min empiri ikke frit vælge sine relationer, som Giddens skriver.

4.2 Hverdagens fællesskaber Empirien viser, at beboerne til fælles arrangementer som f.eks. arbejdsdagen, fastelavn og Sankt Hans primært er sammen med dem, de kender og har indgået et forhold til i forvejen.

Hvor har beboerne lært hinanden at kende, hvis ikke til fællesaktiviteterne? Det kan hverdagslivsbegrebet hjælpe med at opklare.

4.2.1 Hverdagslivsbegrebet – et fokus på beboernes liv Ifølge Giddens foregår størstedelen af vores sociale interaktion ikke længere på samme tid og samme sted. Tidligere udgjorde hjemmet og landsbyen det centrale sted, men nu er familien spredt i tid og rum, og kan både arbejde og interagere med omverdenen globalt (Giddens 1994: 25). På trods af at Giddens siger, at fællesskaber ikke længere funderes i det lokale, er der en klar tendens til, at nogle beboergrupper, som småbørnsfamilierne, i de to kvarterer prioriterer et fællesskab, som minder meget om et fællesskab funderet på et fysisk lokalt netværk. Det kan Marianne Gullestads begreb, hverdagsliv være med til at give en bedre forståelse af.

Gullestad har beskæftiget sig med sociale relationer med udgangspunkt i lokale fællesskaber. For hende er det centrale fokus på lokalsamfund ikke en geografisk definition, men derimod lokalsamfundets status som socialt rum omkring familien og individet. Da det lokale ikke nødvendigvis er den vigtigste sociale base for beboerne, benytter Gullestad sig af begrebet hverdagsliv. Begrebet har nu afløst begreber som lokalsamfund og nærmiljø, der var meget populære i 1960’erne og 70’erne (Gullestad 1992: 45). Både lokalsamfund og nærmiljø indikerede sociale enheder, som var karakteriseret ved solidaritet og fællesskab blandt medlemmerne.

Begreberne rummer også forestillingen om, at hvis beboerne delte et fælles område, ville det medføre fælles oplevelser (Ibid.). 46 Modsat dette medfører begrebet om hverdagslivet ikke nødvendigvis en idé om solidaritet. Det nedtoner betydningen af sociale, økonomiske og kulturelle forskelle, og samler derfor klasser, regioner og aldersforskelle under et fælles begreb Den indiske antropolog Prakesh Reddy har foretaget en undersøgelse, der ligner min, i landsbyen Hvilsager (Reddy 1991). Han antog, at ved at studere landsbyen, ville han også afdække et fællesskab (Olwig 1992: 117).

Hvis han, i stedet for at lede hvileløs i Hvilsagers gader, havde benyttet sig af hverdagslivsbegrebet, ville han have set de relationer, som beboerne i Hvilsager indgik i og prioriterede. Jeg antager, at han, ligesom jeg, også ville have fundet store forskelle, alt efter hvor beboerne er i deres livscyklus, hvem de ligner, om de har børn, og hvor de bor m.v., og derfor havde fundet ud af, hvem og hvordan nogle bestemte beboere har relationer og fællesskab med hinanden.

46

56

Over Hækken

(Ibid.: 46). Hverdagslivet gør det muligt at forestille sig sociale fællesskaber, på tværs af rum, med udgangspunkt i individet. Gullestad bruger dermed begrebet hverdagslivet til at håndtere social handlen som værende løftet ud af lokale sammenhænge på tværs af afstande i rum og tid.

Det er en parallel til det, som Giddens benævner udlejring, og der ifølge ham, er en konsekvens af modernitetens dynamik (Giddens 1996: 229). I den kontekst kan man sige, at begreberne lokalsamfund og nærmiljø knytter sig til den præmoderne livsstil, set med Giddens øjne.

Gullestad definerer ikke begrebet hverdagslivet, men indkredser det og siger, at det findes i et ”felt av gråzoner rundt familien eller husholdningen” (Gullestad 1989: 19), og udgøres af ”de virksomme sosiale relasjoner på kryss og tvers av institusjonelle enheter som familie, slekt, nabolag, venner og arbeidsplass” (Ibid.: 22). Som det fremgår, er Gullestad modvillig til at definere, hvad hun mener med hverdagslivet, fordi hun vil fange dynamikken. Gullestad adskiller sig på den måde fra Giddens og undgår at fremstå så kategorisk som hans kategorier: præmoderne og moderne.

På trods af, at hverdagslivet hos Gullestad går på tværs af institutionelle og fysiske felter, har hverdagslivet også et tyngdepunkt, og det, mener hun, er hjemmet, som forener menneskets ønske om at skabe mening og integration i livet. Hjemmet er måske ikke det mest centrale for alle mennesker, men er, ifølge Gullestad, det mest centrale i tiden (Gullestad 1989: 23-24 & 1992: 203). Giddens derimod udråber ikke nogle bestemte funktioner eller steder til at være mere vigtige end andre. Ligesom kapitel 3 beskrev, skaber det moderne menneske sin livsstil i og får sin identitet fra hjemmet, og også i hverdagslivet er hjemmet, ifølge Gullestad, i centrum for de fleste mennesker.

Hverdagslivet omfatter også individet, mens både lokalsamfund og nærmiljø peger på sociale grupper ud over individet. Derfor er hverdagslivet også et anvendeligt begreb, ifølge Gullestad, da det (jf. kapitel 3) kan rumme den selvcentrering, som karakteriserer de nuværende trendsættende livsstile (Gullestad 1992: 46).

I stedet for at tage det lokale rum som naturligt udgangspunkt for identitet og fællesskab må man, ifølge Gullestad, derfor snarere undersøge, hvordan visse steder vælges som centrum og objekt. Dertil vil jeg tilføje: og hvorfor de vælges. Gullestads pointe giver mulighed for at problematisere sammenhængen mellem et lokalt rum, forstået som det sted hvor en given gruppe mennesker bor og lever, og et fællesskab forstået som det sociale og kulturelle rum, hvortil grupper eller individers identitet og tilhørsoplevelse knytter sig. Dette fokus er meget lig min metodiske tilgang, hvor jeg lægger vægten på beboerne i kvarteret og ikke på kvarteret i afsnit 1.2.2. Fordelen ved Gullestads hverdagslivsbegreb er, at det ikke definerer praksis som en 57

Over Hækken

del af lokallivet, familielivet eller arbejdslivet, men som et bevægeligt felt, som ofte er omkring hjemmet.

4.2.2 Fællesskaber i hverdagen Hjemmet er vigtigt men dyrt. I næsten alle småbørnsfamilier i de to kvarterer arbejder begge voksne i fuldtidsjobs for at kunne betale afdragene på deres nye hus, og de er derfor væk det meste af dagen. Børnene afleveres på daginstitution eller i skole om morgenen og hentes på vej hjem fra arbejde, og de lidt større børn finder selv hjem. Så skal børnene køres til eventuelle fritidsaktiviteter, der skal købes ind, laves mad, vaskes tøj, børnene skal bades, og der skal forberedes til både job og skole næste dag. I voksenbørnsfamilierne arbejder begge voksne oftest og kommer også først hjem fra arbejde og indkøb sidst på eftermiddagen. Som småbørnsfamilierne går de så i gang med at lave mad og forberede sig til næste dag. Dog har de færre gøremål omkring deres børn, men går måske selv til fritidsaktiviteter et par aftener om ugen og har f.eks. mere tid til at spise med vennerne. De meget få seniorer, der er i kvarteret, er ofte hjemme i løbet af dagen, men har ikke rigtig nogen at være sammen med, da de er så få og ikke har noget at samles om. Flere af dem har rutiner, hvor de passer børnebørn, køber ind eller har andre aktiviteter, som de bruger tiden på.

Det er altså tydeligt, at langt størstedelen af familierne generelt ikke er meget hjemme i kvarteret og ikke lærer hinanden at kende til arrangementerne. Man kan med rette spørge: Hvornår ser beboerne egentlig hinanden og lærer hinanden at kende?

4.2.2.1 Gode råd over den lave hæk – om udvekslinger og tilgængelighed En del af bekendtskaberne begynder allerede før, beboerne flytter ind i kvarteret. Småbørnsfamiliefaren Peter fortæller: ”Ja, vi kom hurtigt til at kende hinanden. Da husene var ved at blive bygget, tog vi jo herop søndag eller lørdag eftermiddag, for at se, hvor langt håndværkerne var nået med byggeriet. Og så stod alle de andre jo også og kiggede på deres håndværkere. Så vi begyndte at snakke med dem der, om hvordan de har gjort det og det.”

På det tidspunkt beboerne flyttede ind i deres nye hus, var hækken enten meget lav eller slet ikke plantet endnu. Alle huse blev bygget på en bar mark. Det har også medvirket til, at de kender hinanden bedre. Som Andreas, far til to småbørn, fortæller: ”Vi ved, hvordan naboen ser ud i bar mave og underbukser, for der har ikke været nogen høj liguster her. Og alle kender alle, for hækken er ikke specielt høj endnu, så derfor er det en fordel. Du kan se, at for mange af os, der

58

Over Hækken bor her, er det første gang, at vi bor i hus og har have. Så vi går rundt og hører, hvordan den ene og den anden gør, og kan hjælpe og give gode råd.”

Det er nyt for næsten alle småbørnsfamilierne at flytte i hus, og derfor udveksler de gode råd om materialer, haven, fliselægning, planter, værktøj, mos i græsplænen m.v.

Voksenbørnsfamilierne har flere penge og betaler sig generelt fra at lave mange af de ting, som småbørnsfamilierne selv laver i og omkring huset. Et par midt i halvtresserne fortæller: Carsten forklarer: ”Vi har hyret nogle til at lægge fliser, det er ikke til selv og gå og lave, det tager alt for lang tid.”

Anne-Lise uddyber: ”Det er klart, at de folk inde ved siden af, der er medbyggere 47 , de tager det i det tempo, der er tid og penge til. Hvor vi i stedet lægger fliser nu og vil være færdige. Da vi boede i vores første hus, gjorde vi også sådan og havde tid nok. Nu vil vi være færdige, så vi kan leve godt. Det er forskellen, når man er ung.”

Voksenbørnsfamilierne som Carsten og Anne-Lise har prøvet det hele før, og nu vil de have huset og haven hurtigt færdigt, så de kan nyde det. Det er også derfor de ikke er primusmotor, når der skal arrangeres aktiviteter i kvarteret. De har deltaget i fastelavn m.v. da deres børn var små. Ligesom de selv før har bygget og lagt fliser, og har gennemlevet den tid i deres første hus. Da de ikke er i den samme situation som førstegangskøberne, udveksler de ikke i samme grad gode råd og står ikke med de samme problemer. Umiddelbart kunne man forestille sig, at de så ville være en god vidensbank for de nye nybyggere, hvor de kan søge gode råd og vejledning. Det benyttes de erfarne voksenbørnsfamilier og seniorer dog ikke udpræget til. Småbørnsfamilierne bruger primært hinanden som sparringspartnere, når de låner værktøj og har brug for hjælp. Det er der flere forklaringer på: 1. For det første, kan det forklares ved, at småbørnsfamilierne gennemlever de samme erfaringer på samme tid og står i samme situation. Derfor kan de bedre identificere sig med hinanden, hvilket gør det oplagt at spørge hinanden. Seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet Søren Juul har i 1997 foretaget en undersøgelse af danskernes holdninger til deres moralske forpligtelser og har heri bl.a. undersøgt danskernes forhold til deres naboer. Som også min empiri viser, skriver Juul, at beboere, der er jævnaldrende, er mere solidariske med hinanden end med andre beboere, fordi de ligner hinanden mere og derfor bedre kan identificere sig med hinanden (Juul 2002: 204).

Som alternativ til et færdigt hus, kan købere vælge selv at bygge dele af huset færdigt, f.eks. malerarbejde, indvendigt snedkerarbejde som gulvbelægning, opsætning af loftsbrædder og skabsinventar. Hermed sparer de penge på håndværkerudgifterne (Lind & Risør: 50).

47

59

Over Hækken

2. For det andet kan man, ved at inddrage antropologen Marcel Mauss’ ideer om udveksling, sige, at naboskabet indbefatter en række forskellige udvekslinger, hvor hvert element indgår i et generelt gensidigt forpligtelsesforhold mellem beboerne, som konstant udveksles og ændres. I udvekslingen er der tre elementer: pligten til at give, modtage og returnere udvekslingen. Mauss’ begreb om gaver som totale ydelser handler om, at udvekslinger er specielt vigtige, fordi de siger noget om personen, der udveksler, da man i en gave bl.a. kan give udtryk for sin personlighed. Ifølge Mauss er gaver på den måde et vigtigt middel til at knytte sociale bånd og skaber fred og venskab (Mauss 1954: 13, 21). Når beboerne udveksler gode råd eller låner værktøj af hinanden skaber de gensidige forpligtelsesforhold, sociale relationer. Som Bourdieu har uddybet i forhold til Mauss teori om udveksling, er det ikke selve ’gaven’, der er det vigtige, men især tiden imellem hver udveksling, hvor den ene part, så at sige skylder den anden f.eks. en tjeneste (Bourdieu 1997: 175-176). Tiden imellem hver udveksling binder de udvekslende beboere sammen og skaber en relation mellem dem. Når beboerne gør hinanden tjenester og låner værktøj, ved de, at de på et andet tidspunkt kan bede om en tjeneste igen, og at den ene part, indtil næste udveksling finder sted, står i gæld til den anden. Udvekslingerne binder småbørnsfamilierne yderligere sammen, mens voksenbørnsfamilierne ikke indgår i dette kredsløb.

Når voksenbørnsfamilier ikke udveksler f.eks. gode råd med småbørnsfamilierne handler det om, at småbørnsfamilierne ikke har noget at udveksle. Jf. Bourdieu i kapitel 3, handler det om at folk stræber højere socialt, end de befinder sig, og i denne situation er der ikke noget at vinde, ingen statusforøgelse, ved at give deres viden til småbørnsfamilierne. På den måde kan der ikke finde en udveksling sted, da voksenbørnsfamilier ikke har nogen interesse i, at småbørnsfamilierne står i gæld til dem, da de ikke sammenligner sig med dem. Man kan sige, at udvekslingsrelationen ikke indgås, da det kun er den ene part, der vil få noget ud af det, og relationer indgås, ifølge Giddens, kun, hvis begge parter får noget ud af det (jf. afsnit 4.1.2). Seniorerne ville derimod få noget ud af en udveksling, hvis de i bytte for gode råd til småbørnsfamilierne, fik sociale relationer og samvær. Det har undersøgelsen dog ikke vist tegn på sker.

3. En sidste grund til, at småbørnsfamilier har tættere indbyrdes relationer, kan være, at småbørnsfamilierne ofte er mere synlige i kvarteret, når de selv lægger fliser m.v. Det kan begrebet ’tilgængelighed’ hjælpe med at forklare. Beboerne opfatter de andre beboere som mere tilgængelige, hvis de er synlige, end hvis de ikke er. En forklaring kan være, at de er lettere at komme i kontakt med og lettere at falde i naturlig snak med, når de ser hinanden mere. Beboerne føler, at de kender dem bedre, fordi de observerer dem dagligt. Når beboerne ser hinan60

Over Hækken

den nikker og hilser de, og viser på den måde, at de er tilgængelige for hinanden. Som antropologen Karen-Lisa Goldschmidt Salamon skriver, på baggrund af sit feltarbejde om samtaleformer og sladder i Vestnorge, betyder tilgængelighed, at man er åben for social kontakt (Salamon 1992: 109). Der er tale om en slags sociale udvekslingsforhold, hvor man viser, at man, ved at være tilgængelige overfor hinanden, opfatter hinanden som er ’lige’ (Ibid.). 48 Gullestad behandler ligeledes temaet og skriver, at social tilgængelighed og utilgængelighed er en praksis, der bruges af individer til at kommunikere identitet. Mennesker er generelt mere tilgængelige overfor folk, der er lige med dem selv, og som er villige til at bekræfte deres ønskede identiteter. 49 På samme måde er de mere utilgængelige overfor folk, de betragter som underlegne eller overlegne. Man definerer sig selv som lige med andre ved at være tilgængelige for dem (Gullestad 1992: 173). Ved dagligt at nikke og hilse på hinanden bekræfter naboerne hinanden i, at de er tilgængelige for hinanden, og at de er åbne for kontakt, hvis det er aktuelt. Det betyder dog også, at beboere, der ikke hilser, når man mødes eller passerer hinanden på vejen enten i bil eller til fods opfattes som utilgængelige. Hvis beboerne ikke gengælder en hilsen, og dermed gør sig utilgængelige, sætter de med Gullestads ord et symbolsk hegn op (Ibid.: 167). Som småbørnsfamiliefaren Thomas siger: ”Jeg synes, at nogle af beboerne kigger ned i jorden, når man kører forbi i stedet for at hilse, f.eks. henne ved Tanja og Johan [et par i fyrrene], de kigger aldrig op, det er da mærkeligt. Henne hos Lena og Knud [et par i trediverne] har de altid tid til at hilse og snakke, når man kører forbi.” Beboerne er nødt til at gengælde udvekslingen, da de ellers modtager en gave, som ikke gengældes, og det opfattes af den givende beboer, som en ulige udveksling, hvor den anden beboer, så at sige skylder en tjeneste, som ikke gengældes.

Hvis udvekslingen ikke returneres opstår en ulighed, der er en mangel på anerkendelse, og som let kan opfattes som om, at den givende person ikke er værdig til gengældelse af gaven (Bourdieu 1990: 105). Udvekslingen kan altså ikke anskues som en regel, men skal forstås som en praksis, der udfolder sig i tid, og som aktørerne kan vælge ikke at overholde. Kun ved at gengælde udvekslingens logik bliver gaven til en anerkendelse af det andet menneske (Ibid.: 99).

Som Salamon også skriver, er det problematisk, hvis der opstår påfaldende uligheder i det sociale tilgængelighedsforhold (Salamon 1992: 110). Den, der ikke hilser, opfattes ofte som arro’Lige’ lyder hårdt, men det der menes er, at man skal kunne deltage i samme kommunikation og være enige om, hvordan kommunikationen skal foregå. Med reference til kapitel tre kan man sige, at lige som beboerne skal indtage positioner tæt på hinanden i det sociale rum for at have harmonerende smag og stil, ligeledes kræver tilgængelighed, at man minder om hinanden, for at kunne indgå i en lige relation og kommunikation sammen.

49 Det er en tankegang, som går igen fra Bourdieus habitusbegreb i kapitel tre, hvor beboerne ønskede at bo med ligesindede, da deres selvidentitet og individuelle livsstilstiltag ikke kunne værdsættes, med mindre de andre havde konvergerende smag.

48

61

Over Hækken

gant, som en der tror, at personen er bedre end de andre. Når man ikke hilser, lukker man af for det sociale udvekslingsforhold (Ibid.). Det er dermed vigtigt at hilse, for at vise, at man er tilgængelig og åben overfor de andre beboere, hvis man ønsker at være en del af en social relation. Det er også derfor, at beboerne finder sammen med dem, de kender på f.eks. arbejdsdagen. De ved, at de er tilgængelige, og at de er ’lige’. Tilgængelighedsbegrebet siger også noget om, hvorfor voksenbørnsfamilierne ikke bruges som rådgivere for småbørnsfamilierne. Det handler dels om, at hvis voksenbørnsfamilierne og småbørnsfamilierne ikke føler sig lige, kan voksenbørnsfamilierne, hvis de giver gode råd, let komme til at fremstå som overlegne eller bedrevidende, og dermed bekræfte en ulige udvekslingssituation og skabe en dårlig stemning mellem beboerne. Tilgængelighed handler både om at være fysisk tilgængelig (synlig) i kvarteret, men også om at være symbolsk tilgængelig (hilse) og derved bekræfte den ligeværdige relation og udveksling.

4.2.2.2 Det aktive fællesskab med børn Som beskrevet er der stor forskel mellem beboere med voksne børn og dem med små børn. Det bliver især tydeligt, når blikket vendes mod, hvilken betydning små børn har for beboernes tilgængelighed og udvekslinger i hverdagen i kvarteret.

Som det var tydeligt med fastelavnsarrangementet er børnene vigtige for etableringen af sociale relationer i kvarteret. Mange småbørnsfamilier har børn i samme alder, som går i samme skole eller dagsinstitution. På vejen løber børnene over til hinanden og leger med hinanden.

Når børnene kommer hjem fra skole og daginstitution om eftermiddagen liver hele kvarteret op. Børnene har aftaler med andre børn, står på rulleskøjter eller kører på cykler ned af vejen for at se, om de kan finde nogle at lege med. Om vinteren, hvor det ikke er så oplagt at lege ude, og hvor det bliver hurtigt mørkt, løber børnene direkte ind af bryggersdøren hos familier, hvis børn de plejer at lege med, og når jeg interviewede forældre fandt jeg ofte de omkringliggende naboers børn, der var på besøg for at lege. De mindre børn blev ofte fulgt over til en legekammerat af en af forældrene, eller blev hentet på vejen, når der var aftensmad. På den måde mødes forældrene til børnene og kommer også til at kende hinanden, netop pga. deres tilgængelighed.

62

Over Hækken

Også de fælles vilkår omkring det at være en småbørnsfamilie, binder forældrene sammen.

Mette, mor til to småbørn, fortæller om at knytte bånd til en nabofamilie: ”Vi er jo flyttet ind på samme tidspunkt og er nu blevet gode venner. (…) Og så kan vi få det til at hænge sammen i forhold til hverdagen. Vi fandt hurtigt ud af, at mange er tilflyttere. Alene af den grund ser vi hinanden.

Selvfølgelig har vi andre venner, men de bor længere væk. Når man har små børn bliver det nære det primære, fordi man ikke lige kan overskue at skulle for mange ting, når man skal pakke en stationcar for at være væk i to timer. Det er klart, at det skaber nogle kontakter alene af den grund, at vi har fælles behov for at se hinanden som voksne, og så kan vi gå hjem. Og så gør det ikke noget, at vi kommer fem minutter for sent ud af døren, for det er bare lige derovre. Vi kender dem fra vejen eller fra mødregruppen. Jamen, det binder meget sammen. Utrolig mange af de bånd, der er knyttet, er skabt pga. børnene.”

Småbørnsfamilierne står i samme situation og kan derfor bruge hinanden både praktisk og socialt. Mødregrupperne giver et naturligt netværk omkring deres spædbørn med de andre mødre, og de netværk varer ofte ved, når børnene bliver større. Som familien her også nævner, bor deres oprindelige venner ikke i nærheden, og med små børn og alt det, der skal pakkes, er det et større projekt, at tage på besøg. Derfor er det nærliggende, at de ser hinanden socialt af og til. Naboparret her passer også hinandens børn, så man kan få mulighed for at handle eller tage til frisøren uden børnene. På den måde handler flere af udvekslingerne ikke om at tilbringe tid sammen, men om at frigøre tid til familien eller sig selv.

Et andet fællestræk for børnefamilierne er nemlig, at de mangler tid. Mettes mand, Anders, fortæller, da jeg spørger, om han dyrker fritidsinteresser: ”Det er jo ikke helt vildt, når man har små børn og et fuldtidsjob. Jeg prøver at svømme sammen med nabomændene tirsdag aften, men ellers er det haven og børnene, og det er det, det bliver til.” På vejen har fædrene fundet sammen, da de er i samme situation. På den måde bliver naboforholdet, et praktisk forhold, der gør det lettere at få det hele til at hænge sammen i hverdagen.

Selv om tiden er knap, og småbørnsfamilierne arbejder meget for at betale for deres nye huse, pointerer de, at det er meget vigtigt for dem at have tid sammen med børnene i hverdagen. Når forældrene kommer hjem fra arbejde og indtil børnene skal i seng, er meget af tiden på børnenes præmisser. Tom siger, ”Vi prioriterer at have tid med børnene, når vi kommer hjem fra arbejde, og indtil de skal i seng, for vi arbejder jo begge meget.” Som forældrene også har givet udtryk for tidligere, er deres boligvalg m.v. meget præget af hensyn til deres børns trivsel. Dog har de ikke glemt, hvad de bl.a. flyttede til kvarteret for, og de prioriterer at være så meget sammen med børnene, som de overhovedet kan, og finder tid til at køre dem til fritidsinteresser m.v. De ved godt, at deres børn er mange timer i institution, men kompenserer ved at vie tid efter arbejde og inden børnene puttes i seng til samvær med deres børn.

63

Over Hækken

Som tidligere skrevet har småbørnsfamilier så mange gøremål med børnene og huset, at de reelt ikke har fri i deres tid udenfor arbejdet. Fritiden kan, ifølge Appadurai, fyldes med så mange gøremål, at den bliver en form for arbejde (Appadurai 1996: 80). Forældrene forsøger at prioritere børnene, men skal arbejde meget og tjene mange penge for at give børnene et godt grønt miljø at vokse op i, at sikre landet i byen jf. kapitel 2 og 3. Det er forældrenes tilpasning til virkeligheden, som kræver, at de arbejder meget samt deres eget ønske om at være gode forældre for deres børn. Som også Søren Juul bekræfter i sin undersøgelse af solidaritet og naboskab, så vil mange af forældrene i min undersøgelse også gerne arbejde deltids, og have mere tid med børnene, især mens børnene er små (Juul 2002: 135). Men de færreste har råd til det, pga. det nye huskøb, og som Juul skriver, så oplever mange forældre et stort pres mellem deres arbejde, indkomst og karriere på den ene side og omsorgen for børn og familie på den anden (Juul 2002: 135). Fritiden koster, som nævnt, penge (Appadurai 1996: 80), så der må arbejdes for at få råd til at være sammen med familien og for at få råd til at give familien et liv i eget hus i parcelhuskvarteret. Også Juul bekræfter, at godt naboskab især er en vigtig ressource, hvis man selv og naboen har jævnaldrende børn (Juul 2002: 195). Med så stort et pres på både arbejdslivet og fritiden, er de nære praktiske og sociale relationer vigtige at have, så de kan benyttes, hvis det er nødvendigt, for at få hverdagen til at fungere med små børn.

Selvom hverdagen er travl, skal den ikke bare overstås, men gives værdi og indhold for børnenes skyld. Tidligere var hverdagen, ifølge Gullestad, det modsatte af det ophøjede (sacred), men nu hvor hjemmet er blevet så stor en del af hverdagen, er hverdagslivet på en måde blevet ophøjet (sacred). Før blev hverdagen set som det trivielle, som det, der bare skulle overstås (Gullestad 1992: 55). Nu er hverdagen omkring hjemmet for mange familier blevet det sted, hvor de med glæde lægger deres energi. Derfor ser de, jf. Appadurai, ikke fritiden som et arbejde, på trods af at fritiden er fyldt opgaver. Beboerne taler ikke om hverdagen, som noget der skal overstås, men ser hverdagen som deres liv, som det der fylder livet ud, der hvor livet leves. Især småbørnsfamilierne lægger vægten på hverdagen og livet med små børn. Det er blevet børnene og familien, der er det ophøjede. Som nævnt i kapitel 3 er hjemligheden i fokus, og i aktiviteter omkring hjemmet lægges energi og vises identitet og overskud. Det har en høj prioritet, at hverdagen skal fungere, men det allervigtigste er at få det til at fungere med børnene, og kunne give dem et godt liv med tid til dem. For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt med gode hverdagsnetværk.

At småbørnsfamilier skaber relationer hænger selvfølgelig også nøje sammen med, at de pga. børnenes trivsel ikke ønsker at flytte, før børnene er vokset op, da børnene ellers mister 64

Over Hækken

deres netværk. Som småbørnsfamiliefaren Søren fortæller, da jeg spørger, hvor længe de skal bo i Frøhaven: ”For børnenes skyld bliver vi boende her, så længe de er små og har legekammerater her og netværk. Måske flytter vi til et andet sted, når de er flyttet hjemmefra. Men lige nu har vi jo hele vores netværk her”. Det er også derfor, at småbørnsforældrene finder hinanden hurtigt i kvarteret og f.eks. deltager i arbejdsdage for at spotte legekammerater til deres børn. Forældrene snakker straks sammen, da de har et fællesskab, der handler om, at de sikkert vil se mere til hinanden, når deres børn bliver gamle nok til at lege sammen og vil sikkert mødes igen til forældremøder i skolen m.v. De sociale relationer og udvekslinger, som småbørnsfamilier indgår i med de andre småbørnsfamilier i kvarteret, er dermed også en langtidsinvestering fra deres side.

Hvor småbørnsfamilier med baggrund i de specielle behov som småbørnsfamilie er interesserede i et fællesskab med især hinanden, er de fleste voksenbørnsfamilier pga. deres børns alder, ikke så interesserede i fællesskaber i kvarteret. Voksenbørnsfamiliemoren Sanne fortæller, da jeg spørger, om de kender de andre beboere i kvarteret: ”Nej tak, mange af dem har små børn, og det gider vi ikke. Vi har selv meget velopdragne børn, og det gider vi ikke det der. Men jeg kan se, at der er mange, der kommer fra lejligheder, og man har næsten fornemmelse af, at hver gang man går ud i haven, så går de også ud i haven. Nu er hækken da heldigvis ved at komme op, så man kan skjule sig i sin have [griner]. Der skal ske noget hele tiden, og vi skal komme hinanden ved, og børnene kender hinanden fra institutioner. Sådan noget har vi slet ikke behov for. Vi har vores gode venner, og jeg tror nok, at vi vil betegnes som meget reserverede.”

Det er tydeligt, at Sanne som et eksempel på voksenbørnsfamilierne, har den stik modsatte opfattelse af naboskabet i kvarteret, som småbørnsfamilierne ovenover. Sanne har intet praktisk fællesskab med sine naboer, men har heller ikke brug for det og er bestemt ikke tilgængelig overfor kontakt.

Andre voksenbørnsfamilier er mere åbne, men tydeligt mere afventende end småbørnsfamilierne. Som Karl og Nanna, forældre til teenagebørn, fortæller: ”Jamen, vi vil da gerne være med til noget, men har travlt med arbejde og vores. De fleste er jo sammen om deres børn. Men jeg synes, det kunne være meget hyggeligt at lære nogle af de andre at kende. Helt afgjort, det har vi ikke noget imod.”

Disse familier gør ikke noget konkret for at komme i kontakt med de andre beboere, men er heller ikke decideret imod det. De afventer og ser, hvad der sker og deltager, hvis de har lyst.

65

Over Hækken

Det har også betydning, at voksenbørnsfamiliernes børn er ældre. Som Anne-Lise fortæller, har voksenbørnsfamilierne prøvet alt det før, som småbørnsfamilierne nu skal til at igennem: ”Det er nok også fordi, at de har mindre børn end mine. Det er småbørnsfamilier. De kommer her, og det er deres første bolig. Nyt hus og vi er nybyggere alle sammen, og skal vi ikke mødes på vejen og se, hvad vores børn kan på scooteren. Ja, vi har jo ligesom været det hele igennem. Alle de arrangementer, som de [småbørnsfamilierne] skal til at deltage i, det gjorde vi også da børnene var små. Der var Carsten [hendes mand] også formand for grundejerforeningen og lagde meget arbejde i den. Men nu må de yngre tage over. Vi vil hellere besøge vores børn, som vi heldigvis kan cykle over til.”

Som citatet udtrykker, så er voksenbørnsfamilierne selv klar over, hvorfor de ikke er lige så entusiastiske som småbørnsfamilierne, og hvorfor de ikke er initiativtagere til arrangementer.

Den meget lille gruppe af seniorer, som med tiden vil vokse, når flere af voksenbørnsfamilierne forlader arbejdsmarkedet og får mere fritid, er mere åbne for kontakt end de øvrige voksenbørnsfamilier. Seniorerne er flyttet til kvarteret for at blive gamle der, og har købt et hus, som de kan passe, selvom de bliver mere immobile. Da de kommer til at have meget fritid i kvarteret, eller allerede har det nu, er de opsatte på at etablere relationer med de andre beboere, men det er svært for dem. Som senioren Karin fortæller: ”Jeg troede, at man en gang imellem spiste sammen. Men det gør man ikke. Men jeg kan jo ikke bare gå ud på vejen og spørge nogle af de andre, om de vil spise med os, det gør jeg altså ikke. Men jeg troede, at der var mere fællesskab her.”

Seniorerne ønsker, jf. pensionisten med hunden fra afsnit 4.1.1, at etablere relationer med de andre beboere, men har svært ved at få ønsket opfyldt. Denne gruppe har tiden og lysten til at investere i sociale relationer i kvarteret, men de har svært ved at etablere dem, da de ikke har børnene eller en anden konkret ting at mødes om.

Det er altså tydeligt, at det at have børn i samme alder og stå i samme situation betyder meget for, om beboerne er tilgængelige og ønsker fællesskab med de andre beboere, og om de opnår det.

4.2.2.3 Hverdagen i kvarteret – sammenfatning Sociale relationer i kvarteret etableres primært blandt småbørnsfamilierne, da de har overensstemmende habitus, er samme sted i deres livscyklus, har brug for gode råd omkring deres nye hus og have, skal have hverdagen til at hænge sammen, har børn på samme alder, står i samme økonomiske situation og identificerer sig med hinanden. Derfor er de mere fysisk (syn66

Over Hækken

lige) og symbolsk (hilse og vise man er ligeværdig og åben) tilgængelige i kvarteret. Desuden indgår de i både praktiske og sociale udvekslinger i hverdagsnetværk i kvarteret centreret omkring livet med småbørn. Ifølge Gullestad tyder forskning på, at tendensen i byerne i dag, er at nærmiljøerne betyder mindre for det enkelte bymenneske. Folk har deres kontakter spredt ud over hele byen og verden. På samme tid ved vi, skriver hun, at nærmiljøet er vigtigt i enkelte livsfaser og livssituationer (Gullestad 1989: 94).

Jeg har illustreret sammenhængen mellem beboernes hverdagsliv og kvarteret i denne figur: Hverdagslivet Livet i kvarteret

Småbørnsfamilier

Voksenbørnsfamilier

Seniorer

Figur 5: Beboernes forhold mellem hverdagslivet og kvarteret.

Voksenbørnsfamilier har et meget lille overlap mellem hverdagslivet og kvarteret, og tyngden i deres hverdagsliv ligger udenfor lokalmiljøet. Modsat har småbørnsfamilier et meget stort overlap mellem hverdagslivet og lokalmiljøet. Seniorerne ønsker et stort overlap mellem hverdagslivet og kvarteret (jf. stiplede linie i illustrationen), men det har de meget svært ved at opnå. Reelt er overlappet ikke særligt stort, da seniorerne har svært ved at finde ting at samles om. 50 Hvorvidt beboerne identificerer sig med hinanden, har stor betydning for deres syn på, åbenhed overfor og involvering med de andre beboere i kvarteret. Som Gullestad skriver, vil man i privatlivet gerne passe sammen med dem, man omgås, både venner og naboer (Gul-

Som tidligere nævnt i fodnote 43 er husdyr ikke velegnede til at skabe sociale relationer mellem beboere ifølge en evaluering af et udlejningsforsøg i Utterslevhuse. Analogt til min undersøgelse viser denne undersøgelse også, at kun i opgange med hhv. seniorer eller småbørnsfamilier har beboerne fundet et fællesskab med hinanden (Christensen 2003: 13).

50

67

Over Hækken

lestad 1989: 116-117). Passe sammen betyder her at minde om (lig habitus jf. kapitel 3). Derfor vælger de fleste beboere at omgås dem, der står for det samme som dem selv. To personer defineres, som nævnt, som værende lige ved at være tilgængelige overfor hinanden (Ibid.: 117).

På den anden side er utilgængelighed et tegn på ulighed. Derfor handler åbenhed overfor de andre beboere også om, hvordan man ser på de andre beboere, altså om beboerne identificerer sig med hinanden. Det, at voksenbørnsfamilierne ikke identificerer sig med hinanden og med kvarteret, de bor i, har indflydelse på, hvordan de benytter kvarteret og hinanden. Som antropologen Nanna Mik-Meyer skriver, så forsøger man, når man slås i hartkorn med en gruppe mennesker, som man ikke synes at have mange fællestræk med, at fremstille sin egen situation som atypisk for derved at undgå gruppeidentificeringen (Mik-Meyer 1998: 43). Det er derfor, at det er så vigtigt for voksenbørnsfamilierne at pointere overfor mig, at de er atypiske i kvarteret og ikke er toneangivende for kvarteret. Med Bourdieus termer er de havnet i et kvarter, hvis beboere har en habitus forskellig fra deres egen, og de føler sig derfor ikke hjemme hverken i kvarteret eller med de andre beboere, da de ikke føler, at de kan identificere sig med dem. De er mindre tilgængelige og er knap så interesserede i at udveksle.

Indtil nu har jeg mest beskæftiget mig med tilgængeligheden og udvekslingen mellem naboer og til fællesarrangementer. I det næste afsnit vil jeg beskæftige mig med betydningen af tilgængelighed og udveksling på de offentlige arealer 51 (veje og de grønne fællesarealer) i kvarteret.

4.3 Offentlige arealers indflydelse på fællesskaber i kvarteret I de foregående afsnit er det blevet klart, at beboernes sociale relationer i høj grad har noget med den fysiske og symbolske tilgængelighed i hverdagen at gøre. Derfor vil jeg undersøge, hvilken betydning udformningen af de offentlige arealer har for beboernes fællesskaber i kvarteret. Jeg inddrager arkitekten Jan Gehls analyse af brugen af offentlige rum i forhold til deres udformning, da han her også ser på, hvordan bestemte udformninger af rum resulterer i øgede sociale aktiviteter. Gehl opdeler udeaktiviteter i offentlige rum i tre kategorier: de nødvendige aktiviteter, de valgfrie aktiviteter og de sociale aktiviteter (Gehl 1996: 7-12).

’Offentlige arealer’ rummer både vejene i kvarteret, samt kvarterets grønne fællesarealer. Fællesarealerne dækker udelukkende over de grønne fælles arealer i kvarteret.

51

68

Over Hækken

Gehls første kategori af aktiviteter minder meget om de aktiviteter, som specialet hidtil har beskæftiget sig med. De nødvendige aktiviteter omfatter således de aktiviteter, der er nødvendige i hverdagen, f.eks. arbejde, indkøb, skole, gå ud med skrald og havearbejde. Disse aktiviteter påvirkes, ifølge Gehl, kun lidt af de fysiske forhold, da de er nødvendige for hverdagen og foretages uanset det offentlige rums udformning (Ibid.: 7). Frugthaven er planlagt med små stikveje med fem eller seks huse på hver vej. Da beboerne ser hinanden meget, når de udfører de nødvendige aktiviteter, går ud med skrald, henter post, tager bilen eller cyklen på arbejde, resulterer det i, at beboerne opfatter hinanden som mere tilgængelige. Ifølge Gehl rangerer de nødvendige aktiviteter lavest i hierarkiet over aktiviteter, der kan resultere i øgede sociale aktiviteter (Ibid.: 7). Men min empiri viser, at det har stor betydning, da netop den slags hverdagsaktiviteter, hvor den fysiske tilgængelighed giver mulighed for en symbolsk tilgængelighed med nik og hilsner, betyder at beboerne føler, at de kender hinanden bedre og derfor på sigt indgår i flere sociale aktiviteter. Som Helle, en beboer i trediverne fortæller: ”Jeg har mest at gøre med genboerne, for dem ser man mest i hverdagen.” Småbørnsmoren Mette siger også: ”Stinne [naboen, moren i en anden familie] og jeg ser hinanden meget, især i sommerhalvåret. (…) Det er jo mest dem fra vejen, vi ser. Dem ser man jo hele tiden.” På den måde indebærer kvarterets udformning i små stikveje, at beboerne på disse stikveje har et specielt forhold frem for de andre beboere i kvarteret. Som Kristine, mor til to småbørn, fortæller om sin stikvej: ”Det er meget hyggeligt, at vejene er inddelt, så der er seks huse. Lidt som om man kan blive en stor familie. Mest om sommeren selvfølgelig, for der er folk ude. Man kigger lidt efter hinanden og hilser. Det er en god opdeling.

Det er primært vejene der holder sammen, dem kender vi jo, og vi låner ting af hinanden. Det gør det meget venligt, ikke? ”

I kraft af stikvejsbeboernes øgede tilgængelighed overfor hinanden udveksler de socialt og praktisk primært med hinanden frem for med de andre beboere i kvarteret. Den måde, kvarteret er udformet på, har derfor stor indflydelse på, hvordan beboerne opfatter de andre beboere. Derfor består mange af de aktiviteter, der har resulteret i et godt miljø mellem beboerne på vejen, af nødvendige aktiviteter, som ikke direkte har resulteret i konkrete aktiviteter, men som har skabt en tryghed overfor de andre beboere, fordi de er tilgængelige. Aktiviteterne har også skabt mulighed for at opklare, hvilke beboere der er tilgængelige og opfatter hinanden som lige, og som på længere sigt eventuelt er åbne for at indgå i sociale relationer sammen.

På trods af at disse aktiviteter er karakteriseret som nødvendige, bliver de påvirket af årstiderne. Der er mere liv i kvarteret og mere kontakt mellem beboerne om sommeren og i forårsog efterårsmånederne end om vinteren. Som Mikkel, far til to småbørn, fortæller: ”Når man 69

Over Hækken

skal til at begynde i haven igen, så begynder man også at ses og snakke mere. Så låner man lige en grensaks, og så bliver man rykket sammen.” Beboerne er mere tilgængelige, når de arbejder i haven og derfor har flere muligheder for at tale sammen over den endnu lave hæk og udveksler derfor både praktiske råd, men også social hyggesnak. Sådanne samtaler resulterer jævnligt i et glas vin eller en øl i den ene nabos have. De nødvendige aktiviteter ved f.eks. havearbejde resulterer ofte i sociale aktiviteter og relationer mellem beboerne pga. den øgede tilgængelighed.

Når beboerne arbejder i forhaven, er det meget naturligt for de andre beboere at stoppe op og snakke eller i det mindste hilse med et nik eller vink, når man passerer vedkommende. På den måde resulterer den fysiske tilgængelighed i en social tilgængelighed og i sociale aktiviteter mellem beboerne på stikvejene.

Gehls anden kategori af aktivitetsformer, de valgfrie aktiviteter, er de handlinger, som beboerne kan foretage sig, hvis de har lyst til det, og hvis rummet og stedet gør det muligt, f.eks. gå en tur eller sidde og nyde solen. Disse aktiviteter forekommer kun, når forholdene er gode, og når vejret og stedet indbyder til det (Gehl 1996: 9). Gehls tredje kategori, de sociale aktiviteter, er tæt sammenkædet med den foregående kategori, da den rummer de aktiviteter, der har tilstedeværelsen af andre mennesker i fællesrummene som forudsætning, samtaler, hilsner og også de mere passive kontakter, som at se og høre andre mennesker. Sociale aktiviteter kan også foregå andre steder end i det offentlige rum, i boligen, på cafeer, haver m.v. Gehl skriver, at de sociale aktiviteter forekommer af sig selv, som en følge af, at mennesker opholder sig de samme steder, og derfor understøttes de sociale aktiviteter, når de øvrige aktiviteter gives bedre vilkår i de offentlige rum (Gehl 1996: 10-11) 52 . Gehl er ligeledes inde på, at i områder, hvor der kun færdes et begrænset antal mennesker, som i de to kvarterer, og hvor flere har samme interesser og forudsætninger, vil de sociale aktiviteter være udbredte (Ibid.). Det ligger meget tæt op af f.eks. både Gullestad og Bourdieus tanker om at beboere, som minder om hinanden, har det godt i hinanden selskab og ses som mere tilgængelige.

Hvis vi kigger på de frivillige aktiviteter i det offentlige rum er der f.eks. børnenes leg på offentlige arealer, som er en valgfri aktivitet. Børn leger, ifølge Gehl, der hvor der foregår mest, eller hvor der er størst mulighed for, at noget vil foregå (Ibid.: 21). Derfor leger børnene ofte på vejen, fordi der på vejen er plads og rum til at lege, og fordi de andre børn, der kommer på Gehl har primært fokuseret på aktiviteter, der forbliver i det offentlige rum, men her i kvartererne sker der også det, at den daglige genkendelse fører til mere private arrangementer for hele vejen, så som f.eks. hygge med julegløgg.

52

70

Over Hækken

vejen, kan inkluderes i legen. Vejen er på den måde et inviterende rum for potentielle deltagere i aktiviteter, som for børnenes vedkommende er leg. Som Gehl skriver, er der mulighed for, at de frivillige aktiviteter resulterer i sociale aktiviteter, og det sker også her. At børnene befolker vejen, betyder nemlig at forældrene falder i snak, når de henter børnene ind til aftensmad. Som småbørnsmoren Helle beskriver: ”Det er jo typisk, når vores jævnaldrende børn løber rundt på vejen og skal hentes, at vi voksne lige får set hinanden.” Og netop fordi vejene er planlagt uden gennemkørende trafik giver det mulighed for, at forældrene tillader børnene at lege på vejen.

Som Mette, mor til to småbørn, siger: ”Det er jo bare os, der bor her, som kører her, og vi har jo næsten alle små børn, så ingen kører 200 km i timen. Det er meget trygt.” På den måde har planlægningen af de små stikveje resulteret i et godt, trygt legerum for børnene, hvilket også betyder øgede sociale aktiviteter pga. øget tilgængelighed for forældrene. Som Gehl skriver, er der meget større kontakt mellem naboer og flere udeaktiviteter på veje med ringe trafik end på veje med trafik, da man her kan lege og opholde sig på vejen (Ibid.: 32).

Af andre valgfrie aktiviteter er det oplagt at nævne gåture på de offentlige arealer. Jo mere vi nærmede os foråret og de lyse aftener, jo oftere så jeg familier gå tur eller den ene forælder gå en tur på vejen med børnene, mens den anden forælder lavede mad. På disse ture mødte de andre på vejen og hilste eller stoppede op og snakkede. Når beboere opholdt sig på de offentlige arealer, var de helt klart tilgængelige for at blive talt til eller opsøgt. Mellem de forskellige bebyggede arealer i Frugthaven er der, udover vejene, store grønne fællesarealer med en dam, bålplads og fodboldbane. Men det var mest vejene, der blev anvendt til disse gåture, og oftest var de grønne fællesarealer helt tomme, når jeg passerede dem, både formiddag og eftermiddag. 53 Hvorfor bruges de store grønne fællesarealer i midten af kvarteret ikke af beboerne? Det hænger bl.a. sammen med, at beboerne lægger vægten i deres liv omkring deres nye hjem og hus og derfor ikke har prioriteret at gøre de grønne fællesarealer spændende med muligheder for ophold eller aktiviteter. Som Gehl skriver, er udeaktiviteter stærkt afhængige af uderummenes kvalitet, så der kan opstå valgfrie rekreative aktiviteter og dermed indirekte sociale aktiviteter (Gehl 1996: 31). Den eneste siddemulighed, der er i Frugthaven, er i Ægget54 , hvor bænke I den ene ende af fællesarealerne var en fodboldbane, som de lidt større børn jævnligt spillede fodbold på. Ægget er en kreds af høje og tætte buske på fællesarealet i Frugthaven. Ægget rummer nogle ældre frugttræer samt en bålplads med bænke omkring.

53 54

71

Over Hækken

er placeret rundt om bålpladsen, som ligger omkranset af høje ugennemsigtige buske. Dermed er der intet udsyn fra bænkene til resten af området, og man sidder meget isoleret uden oplevelser, hvis man vælger at benytte bænkene. Gehl skriver, at bænke, der byder på en god udsigt til omgivende aktiviteter benyttes meget mere end bænke uden udsigt til andre mennesker (Ibid.: 25). Som beskrevet er nødvendige aktiviteter vigtige, hvis beboerne skal have mulighed for at være tilgængelige overfor hinanden. Uden hverken rekreative opholdsmuligheder eller nødvendige aktiviteter bliver de grønne fællesarealer et område, som beboerne kun kan passere igennem uden muligheder for ophold, medmindre de leger med deres børn, som hellere vil lege på vejen. Fællesarealerne bliver et upersonligt rum, som beboerne ikke får skabt om til deres eget sted. Samfundsforskeren Michel de Certeau skelner mellem place og space, hvor place er stedet (som angivet på kort og byplaner), og hvor space er rummet, det praktiserede sted (de Certeau 1988: 117). 55 Det vil sige, at gennem brug bliver et sted til et rum. I forhold til fællesarealerne betyder det, at hvis ingen beboere bruger dem eller prioriterer dem, har arealerne ingen betydning fået af beboerne, selvom byplanlæggerne har tillagt f.eks. de grønne rekreationsområder betydning på idéniveau.

Byplanlæggerne har, ved at placere fællesarealerne centralt i kvarteret, skabt dem som et samlingssted for beboerne og på den måde forsøgt at strukturere, hvad de Certeau beskriver som bestemte mønstre for bevægelse i kvarteret (Ibid.: 36). Planlæggerne forventede, at beboerne ville omskabe stedet til deres eget rum. Fysisk formes parcelhuskvartererne gennem planlægning, men beboerne bearbejder og fortolker kvarteret gennem praksis og interaktion - og bruger ikke altid et område som planlagt af byplanlæggerne. F.eks. forestillede en byplanlægger fra Allerød Kommune sig, at beboerne mødtes, havde fællesaktiviteter og gik ture på arealerne i midten af kvarteret, men, som jeg har beskrevet, er arealerne meget mennesketomme. Beboerne har (endnu) ikke omdannet stedet til deres eget rum.

En anden bivirkning af, at fællesarealerne ikke er omdannet til beboernes ’egne’ er, at fællesområderne, frem for at virke som samlende for kvarteret, i stedet virker opsplittende. Kvarteret deles i to, da de tomme fællesarealer fungerer som en usynlig mur mellem de to kvarterer, hvor beboerne ikke har mulighed for at møde hinanden i det daglige i hverdagsaktiviteterne.

Da husene på hver side af fællesarealerne blev bygget og taget i brug på forskellige tidspunkter, forstærkes opsplitningen mellem dem yderligere. På den måde har byplanlæggernes beslutning 55 Denne skelnen kan ses som en parallel til beboernes skelnen mellem hus og hjem i kapitel tre. Desuden kan den også ses parallel til mit undersøgelsesfokus i kapitel et om at undersøge beboerne i en lokalitet, frem for lokaliteten i sig selv. Frem for at undersøge stedet (kvarteret) i sig selv, undersøges det praktiserede sted (det beboerne bruger).

72

Over Hækken

om at opdele kvarteret i etaper, som bliver taget i brug i intervaller, samt at de har placeret fællesarealer i midten af kvarteret, resulteret i, at kvarteret har sværere ved at fungere som et samlet kvarter, da beboerne er fysisk utilgængelige for hinanden.

Mange beboere ærgrede sig over, at de store grønne arealer ikke blev benyttet. Dog ønskede ingen øgede aktiviteter på fællesarealerne lige udenfor deres grund pga. larmen og truslen mod ugenertheden og privatheden (som det også vil fremgå af næste afsnit). Der er allerede masser af fællesskaber og relationer i kvarteret i forvejen, og det er primært seniorerne og nogle småbørnsfamilier, der efterlyser yderligere tiltag for at etablere relationer og have mere fællesskab. Under mit feltarbejde i Frugthaven foreslog en gruppe beboere, at der skulle etableres en legeplads på fællesarealerne. Tilhængernes argumenter gik på, at det ville give en større brug af arealerne, men også at det sociale ville betyde meget for beboerne. Som småbørnsmoren Lisa fortæller: ”Ja, nu skal vi bare have den legeplads. Det kunne være hyggeligt, socialt og godt for os, så vi kan komme til at kende hinanden bedre.” På den måde vil beboerne kunne omdanne fællesarealerne til deres eget sted med aktiviteter og mødesteder. Men som det næste afsnit handler om, var ikke alle i kvarteret tilhængere af en legeplads på fællesarealerne, og det skabte konflikter mellem beboerne i Frugthaven.

4.4 Fællesskaber mod andre – om konflikters betydning for fællesskaber I de sidste afsnit har der primært være fokus på, at det nære har indflydelse på, hvordan beboerne bruger hinanden og kvarteret omkring dem. Det er ikke kun livsstil, livscyklus, habitus m.v., der skaber fællesskaber. Helt andre ydre faktorer har også betydning for, hvordan beboerne bebor kvarteret og opfatter de andre beboere og relationer i kvarteret. For fællesskaber handler også om konflikter og om at kæmpe, når beboernes værdier (fred, ro, grønt miljø, idyl) trues. I både Frøhaven og Frugthaven opstod der konflikter i kvarteret under mit feltarbejde.

Det var meget forskellige konflikter, og de resulterede i hhv. øget og mindsket sammenhold i kvarterne.

4.4.1 Intern opsplittelse – legepladsen i Frugthaven Den interne konflikt i Frugthaven opstod, da nogle beboere foreslog, at kvarteret burde have en legeplads på fællesarealerne. For det første var der stor debat om, hvorvidt kvarteret overhovedet skulle have en legeplads. Blandt tilhængerne var det argumenter omkring økono73

Over Hækken

mien i, at alle etablerer en legeplads i hver have i stedet for at investere i en samlet legeplads og behovet for et fælles legested for børnene. For flere af seniorerne og af de sidste ankomne forældre, som endnu ikke har etableret sociale relationer i kvarteret, er der også sociale elementer i en legeplads, så de kan mødes som voksne og udveksle informationer og sludre sammen.

Så det er både for børnenes skyld, men bestemt også for de voksnes, at der skal etableres en legeplads.

De, der er imod en legeplads, er overvejende beboere, der enten har etableret sig i kvarteret med legestativ i haven, har mange relationer på vejen, er voksenbørnsfamilier, eller får placeret legepladsen lige foran deres grund på fællesarealerne. De er på den måde en ret uhomogen gruppe, men er fælles om deres modstand mod legepladsen. Argumenterne opdeler sig i primært tre afdelinger. For det første, handler det om, at beboerne i kvarteret har store haver, og at børnene er i institution hele dagen. Derfor har børnene ikke brug for endnu en organiseret legeplads. Især beboerne i parcelhusene i de første etaper er imod legepladsen, da de har oprettet legefaciliteter i deres haver, og har indgået relationer med de andre beboere på vejen, de har derfor ikke behov for en legeplads som mødested. Et andet argument, primært fremført af voksenbørnsfamilier, hvis børn er for store til at få glæde af legepladsen, og som ikke er interesseret i øvrige sociale relationer med andre beboere, er, at en legeplads er dyr at etablere. Det tredje argument er fremført af beboere, der primært er imod selve placeringen af legepladsen i Ægget på fællesarealerne. Ingen beboere vil have legepladsen foran deres grund pga. støj og øget aktivitet. Man kan sige, at kerneværdierne i det trygge, fredelige, idylliske og grønne miljø trues. Derfor stemmer nogle beboere imod legepladsen, på trods af, at de principielt er for en legeplads i området, men bare ikke foran deres grund. 56 Det beboerne i Frugthaven er mest harme over i forbindelse med diskussionen om legepladsen er måden, som debatten er foregået på. Efter et grundejerforeningsmøde i april, hvor kun en stemme afgør et nej til legepladsen, er der en meget spændt stemning i hele kvarteret. I midten af juni er der ekstraordinær generalforsamling. Beboerne fortæller, at de kommer til mødet, fordi de ved, at afstemningen bliver tæt. Der er mere snak mellem beboerne end ellers, men det er ikke samlende for kvarteret. Begge sider holder angiveligt små strategimøder, og 56

Når beboere i Frugthaven placerer en legeplads i Ægget, vil den ligge omgivet af høje buske, så beboerne ikke kan se, om der er nogen på pladsen, ligesom der intet udsyn vil være fra legepladsen. Ifølge min analyse og jf.

Gehl er det derfor vanskeligt at forestille sig, at legepladsen kan blive det sociale samlingspunkt, som tilhængerne af håber på.

74

Over Hækken

folk taler en del om konspirationer - om at nogle mødes, og nogle har lavet aftaler før mødet og har opfordret nogle til at komme og stemme, som ellers ikke normalt deltager. Det skaber en negativ stemning mellem tilhængere og modstandere i kvarteret, da fløjene ikke føler, at deres ønsker respekteres. Det bliver altså et problem, at beboerne ikke synes, at de har samme behov, normer og samme udgangspunkt i kvarteret og afstemningen skaber en dårlig stemning.

Til den afgørende afstemning på den ekstraordinære generalforsamling er stemningen trykket, og alt køres stramt efter vedtægterne, så ingen kan klage bagefter. Nejsigerne forsøger at få afstemningen udskudt, da indbydelserne blev lagt i postkassen, men ikke givet beboerne i hænde i rette tid, men afstemningen gennemføres. Under optællingen er der helt stille i lokalet. Det bliver et knebent ja til legepladsen.

Salamon skriver om skandinavisk foreningsliv, at beslutningsprocedurer, der indeholder uligheds- eller uenighedsmarkeringer, som f.eks. afstemninger, er farlige for foreninger. Afstemningen bliver nemlig, ifølge Salamon, en iscenesættelse af uenigheder, forskelligheder og uligheder inden for gruppen (Salamon 1992: 109). Hvis afstemning ikke kan undgås, fører det oftest til foreningens opdeling, skriver Salamon (Ibid.). Efter en afstemning, hvor der både er tabere og vindere, vil det stort set være umuligt at genoprette den nu ulige relation, ifølge Salamons undersøgelse. Hvis parterne skal genoprette forestillingen om lighed igen, bliver de nødt til at skilles og omdefinere sig i to grupper med lige og enige medlemmer i hver gruppe.

Uenighed tolkes som ulighed (ligesom utilgængelighed også gør), og løsningen er opdeling i to grupper, som så er enige og lige igen (Ibid.: 110).

Beboerne i Frugthaven deler dog ikke grundejerforeningen op i to nye afdelinger. Det kan de heller ikke, da det står i vedtægterne, at de skal være medlem af den samme grundejerforening. Beboerne ved heller ikke med sikkerhed, hvem der har stemt for, og hvem der har stemt imod legepladsen, da afstemningen var hemmelig og foregik på papir frem for håndsoprækning. 57 I stedet sker der det, at beboerne ikke længere ser sig som et nogenlunde sammenhængende kvarter. Som Per siger: ”Alle kigger ligesom og vurderer, om man nu er en del af den eller den fløj.” På trods af, at ideen bag legepladsen var, at højne de sociale aktiviteter blandt beboerne i kvarteret, resulterer afstemningen i det modsatte og beboerne er på vagt og mindre tilgængelige overfor hinanden. Beboernes aktiviteter som et samlet kvarter mindskes. Som senioren Karin fortæller: ”Morten sendte på et tidspunkt [før afstemningen om legepladsen] en Da kun få stemmer adskilte de to fløje til sidste møde, valgte man at benytte sig af en skriftlig afstemning på den ekstraordinære generalforsamling, så optællingen var helt præcis, og ingen oprakte hænder blev overset. Det er dermed ikke en bevidst strategi om, at undgå at udstille modstandere og tilhængere i to tydelige fløje.

57

75

Over Hækken

seddel rundt til alle om, at man skulle komme i Ægget og grille, og det gjorde mange. Men nu efter det med legepladsen er der en dårlig stemning, så det ville ikke ske nu.” På den måde har konflikten om legepladsen resulteret i, at beboerne i Frugthaven ikke i samme grad opfatter sig som et samlet kvarter længere og er mindre tilgængelige overfor hinanden.

4.4.2 Intern samling – togbroen i Frøhaven Konflikten i Frøhaven drejer sig om en ekstern konflikt, en ydre trussel mod kvarteret, som får beboerne til at stå sammen mod den ydre fjende. Truslen er en syv-otte meter høj jernbanebro, som skal bygges, for at den kommende S-togsforbindelse fra København til Roskilde kan kobles til fjernstogsnettet, dvs. fungere som skiftebro. Beboerne frygter både den øgede støj, den visuelt skæmmende bro, men også faldende huspriser i kvarteret. Som Marianne, mor til to småbørn, fortæller: ”Altså at have tog kørende i otte meters højde i baghaven er ikke, hvad vi byggede vores drømmehus for. Vi har sat os hårdt i det økonomisk og bygget nyt hus, og vi forventede, at vi ville bo her i mange år. Nu er det ikke så drømmeagtigt mere, og vi kan sikkert ikke sælge huset nu.”

Alle i kvarteret var imod togbroen, så de rustede sig til kamp. En lille gruppe aktive beboere, primært fra bestyrelsen, kontaktede Folketingets trafikudvalg, lokalpolitikere, de lokale medier og arrangerede et protestmøde og en happening for politikere og medier. Hvor de fleste af aktiviteterne overvejende involverer den lille aktive gruppe, deltager hele kvarteret i både protestmødet og happeningen. Den lille gruppe lægger arbejde og familieliv til siden og kæmper målrettet for at få de rigtige i tale og få indflydelse på beslutningerne omkring togbroen. Da de bruger så mange timer sammen og kæmper konsekvent for indflydelse, konstituerer den fælles sag et fælles grundlag. Som Steen fra bestyrelsen er citeret for i Taastrup Avis: ”Det har været utroligt hårdt arbejde, hvor vi har siddet oppe til langt ud på natten og skrevet breve til politikerne” (Taastrup Avis 2002: 2). Men også resten af Frøhaven deltager samlet i kampen, og det virker integrerende på beboerne i kvarteret. Politikere inviteres til øl og pølser en blæsende kold søndag, så de kan se kvarteret. De fleste husstande er repræsenteret ved mødet, og der er produceret bannere med: ”Nej til togbro – ja til tunnel”. Til et senere arrangement arrangeres en ’mock-up’, hvor en kran hejser en container op i otte meters højde, så politikere og medier kan få indtryk af, hvordan broen vil skæmme kvarteret. Også her møder beboerne talstærkt op og deltager livligt i små grupper i diskussionen om broens indflydelse på deres nye hjem. Byplanlæggere fra Høje-Taastrup Kommune deltager også for at se, hvordan togbroen vil påvirke 76

Over Hækken

et kvarter, som de selv har været med til at planlægge. Under parasollen med øl og vand falder jeg i snak med en af planlæggerne, som fortæller om beboernes kamp: ”Jeg er meget imponeret over beboerne. De kæmper hårdt og effektivt imod togbroen og har formået af få mobiliseret politikere både lokalt og fra Christiansborg.” Konflikten i Frøhaven viser, at beboerne er en utrolig stærk og magtfuld beboergruppe, som både har stor vilje, gode kontakter og mange ressourcer - og vil gøre næsten alt for at kæmpe for deres drøm om et grønt, fredeligt og trygt liv i Frøhaven.

Trafikministeren trækker senere forslaget om togbroen tilbage. Der er i medierne mange forskellige forklaringer på, hvorfor S-togslinien til Roskilde opgives, men flere medier fremhæver netop beboernes i Frøhavens indsats som udslagsgivende. F.eks. udtaler borgmesteren i Høje-Taastrup, Anders Bak: ”Det har helt sikkert haft indflydelse, at alle gode kræfter, blandt andet beboerne i Frøhaven, har gjort en indsats for at påvirke beslutningen” (Ibid.). Så også gennem medierne fremstår beboerne i Frøhaven som en samlet gruppe, der har stået sammen om at bekæmpe broen, der truer deres drømme om et trygt, fredeligt og grønt miljø som rammen om deres familieliv i kvarteret.

4.5 Fællesskaber og livet i hverdagen i kvarteret – sammenfatning Kapitlet har peget på, hvordan fællesskaber etableres, hvilke fællesskaber der opstår mellem hvem og hvorfor i kvarteret. Der er overordnet to slags fællesskaber i kvarteret. Der er dels småbørnsfamilierne og seniorerne, der er interesserede i at indgå sociale relationer i kvarteret, og dels voksenbørnsfamilierne, som har de fleste af deres sociale relationer udenfor kvarteret.

Dvs. fællesskaber i kvarteret inkluderer ikke alle beboere, og betyder ikke lige meget for alle.

Ikke nok med, at småbørnsfamilierne, som, jf. Bourdieu og kapitel 3, indtager positioner tæt på hinanden i det sociale rum og vælger enslignende huse, de indgår også i relationer med hinanden. Småbørnsfamilierne har større tilbøjelighed til at opfatte kvarteret som et hverdagsnetværk og fællesskab, end som blot et sted, hvor de bor. Ligesom denne gruppe beboere (jf. kapitel 3) også bevidst og målrettet valgte både kvarteret og beboerne i det. Kvarteret udgør for alle beboerne en del af hverdagslivet, men for småbørnsfamilierne udgør det en stor det af deres hverdagsliv. For voksenbørnsfamilierne udgør det en langt mindre del og for seniorerne udgør hverdagslivet en mindre del end ønsket. Så når Gullestad skriver, at de fleste i dag har hjemmet som det naturlige udgangspunkt for deres hverdagsliv, gælder det ifølge min empiri kun for nogle grupper af beboere i kvarteret.

77

Over Hækken

De beboere, der indgår relationer, finder deres fællesskaber i et lokalt rum omkring hjemmet. Jeg viste med Gullestad og Salamon, at det handler om tilgængelighed, hvor de beboere, der bl.a. identificerer sig med hinanden, står i samme situation, er samme sted i deres livscyklus, samt møder og ser hinanden, er mere tilgængelige overfor hinanden. Tilgængelighed opdeltes yderligere i to underkategorier: i den fysiske og symbolske tilgængelighed, for at vise at tilgængelighed både drejer sig om at hilse som en symbolsk tilgængelighed, samt det at møde beboere fysisk f.eks. i indkørslen eller over hækken. Beboerne havde med Mauss begreb om udveksling, allerede oplevet en lige udveksling med disse beboere, og vidste, at de var tilgængelige og åbne. Disse beboere blev opfattet som mere tilgængelige, og det var disse relationer, som beboerne vedligeholdte til fællesarrangementer i stedet for at forsøge at oprette nye relationer. Både habitus, livsstil, livscyklus, tilgængelighed, den fysiske udformning af kvarteret, udvekslinger m.v. har indflydelse på, hvordan beboerne indgår i fællesskaber. Men også trusler mod parcelhuslivets værdier skaber fællesskaber, jf. konflikten om hhv. legepladsen og togbroen.

De store grønne fællesarealer initierer ikke etableringen af sociale relationer, da de ikke har uderumskvaliteter til det, der er ikke nødvendige hverdagsaktiviteter på dem, og beboerne vægter dem ikke, da de har store grunde og hjem. Derimod fungerer de små stikveje i Frugthaven som små familier, da beboerne her ser hinanden i hverdagen pga. den store tilgængelighed på stikvejen. Måden, kvarteret er udformet på, har påvirket den måde, som beboerne har brugt kvarteret på. Det har ikke determineret, men influeret, hvordan beboerne tænker hinanden.

Det er derfor en meget vigtig pointe, at man ikke kan se det sociale uden også at se på det fysiske sted at mødes. Familierne opfatter på den måde ikke hele kvarteret som et samlet socialt rum, men ser primært beboerne på deres stikvej og i deres ende af vejen som de dagligt ser, som en del af det lokale netværk. De omkringliggende familier ses som potentielle sociale relationer. Dermed er det det nære og synlige, som vælges som det sociale rum, der betyder noget for familien, og der hvor de skaber relationer. På den måde bliver både den fysiske og symbolske tilgængelighed en praksis, der omskaber det lokale rum til socialt rum.

De forskellige typer af fællesskaber i kvarteret siger også noget om livet i det moderne (jf.

Giddens). Som jeg har vist, finder småbørnsfamilierne delvist deres netværk i det lokale, både af praktiske årsager, men også fordi de vægter deres kvarter og deres naboer - i hvert fald så

78

Over Hækken

længe de har små børn. Det moderne indbefatter altså også konstruktionen af fællesskaber i det lokale, ifølge min empiri.

Voksenbørnsfamilierne har ikke i samme grad deres netværk i rummet omkring deres hjem, og hverken forventer eller prioriterer naboskabet så højt som småbørnsfamilierne. På den måde eksisterer der på samme tid i kvarteret, både beboere, der har deres sociale relationer i hverdagen i kvarteret, samt livsstile, som primært har sociale relationer udenfor kvarteret. Samtlige beboere lever en moderne livsstil, hvor de arbejder, handler og har relationer udenfor kvarteret m.v. Dog kan man sige, at småbørnsfamilierne og seniorerne ønsker at lægge en stor del af deres hverdagsliv i lokalmiljøet, og dermed nærmer sig nogle præmoderne værdier på fællesskabsområdet i nærmiljøet. Men småbørnsfamilier lever også en moderne livsstil, når de arbejder et andet sted, end i deres nærmiljø. De er på den måde både udlejret og indlejret, ved både at arbejde ude og samtidig skabe et lokalt fællesskab i kvarteret qua deres relationer i deres hverdagsliv med de andre beboere omkring hjemmet. Seniorerne søger og har, lig småbørnsfamilierne, brug for fællesskaber i kvarteret. De har bare ikke held til det i samme grad som småbørnsfamilier, da de ikke har børnene at samles om, og de ikke er så mange i kvarteret i samme situation. 58 Børn er altså den faktor, der afgør, om familierne lever med deres hverdagsliv centreret omkring hjemmet eller uden for lokalområdet. Som det fremgår, er det lokale heller ikke i det moderne samfund uden betydning.

En vigtig underliggende tråd gennem hele specialet har været dualiteten mellem det fælles og det individuelle - og mellem det fælles og private. Det er nu uundgåeligt at gribe fat i dette som en optakt til og en del af sammenfatningen af specialets pointer. Som kapitel 3 viste, kan beboernes individualitet kun anerkendes, hvis der også eksisterer fælles referencerammer. Ligeså kan der heller ikke eksistere fællesskaber i kvarteret uden distancering og privathed.

En meget lille gruppe beboere i kvarteret er de unge uden børn. Dem har jeg ikke omtalt, da de udgør et fåtal.

De har udtrykt, at de snart vil have børn, og vil derfor indenfor kort tid placere sig indenfor kategorien af småbørnsfamilier. Men som de lever deres liv nu, lever de en gennemført udlejret livsstil med også sociale relationer primært udenfor kvarteret.

58

79

Over Hækken

Kapitel 5 Parcelhuslivet – mellemspil, sammenfatning og perspektivering Før selve sammenfatningen af specialets pointer er det nødvendigt med et mellemspil, der behandler dynamikken mellem det fælles og det private i kvarteret. Denne dynamik er central for at forstå beboernes prioriteringer og ønsker, og den går igen gennem hele specialet og relaterer sig til både modernitet, individualitet, valg, fællesskaber, hverdagsliv, kvarterets fysiske udformning, hjemmet, tilgængelighed og udveksling. For livet over hækken handler i høj grad om balancen mellem og nødvendigheden af at sætte og forhandle grænser mellem det fælles og individuelle - og mellem det fælles og private i kvarteret. Efter mellemspillet kommer en konkluderende sammenfatning, hvor jeg samler specialets pointer samt trækker tråde på tværs af kapitlerne. Specialet afsluttes med en kort perspektivering.

5.1 Balancen mellem fælles og privat Undersøgelsen af beboernes hverdagsliv har vist, at beboerne finder deres fællesskaber både i og udenfor kvarteret. Voksenbørnsfamilierne prioriterer primært sociale relationer udenfor kvarteret, mens småbørnsfamilierne og seniorerne ønsker at etablere relationer med andre beboere i kvarteret. Lige så vigtigt som det er at finde fællesskaber, lige så vigtigt er det at kunne lukke sin dør og vælge at være privat. Derfor handler fællesskaber ikke blot om tilgængelighed (jf. kapitel 4), men også om at kunne administrere tilgængeligheden.

Hanne, en småbørnsfamiliemor, fortalte i indledningscitatet i kapitel 1, at det at flytte ind i et nyt kvarter er meget lidt privat, da alle kan kigge ind til hinanden over den lave hæk, og at hun derfor ofte trækker gardinet for for at skærme for naboernes blikke. Lidt senere i interviewet fortæller hun: ”Vi vil bo her i mange år. Det gør jo noget specielt, når vi nu er her fra starten af uden hæk i forhold til, hvis vi var flyttet ind i et gammelt kvarter, hvor hækken er oppe. Der er meget mere kontakt og fælles. Vi er sådan en udflytterpræriekoloni. Folk lægger engagement i, at dette skal være et godt sted at være.”

På den måde udtrykker beboerne en ambivalens ved at være nybyggere i kvarteret. En lav hæk betyder både, at beboerne er meget eksponerede for andre beboeres blikke, men også at de har mere kontakt sammen. At man ikke kan være helt privat, men at man til gengæld har mere fællesskab sammen. Men, som det udtrykkes ovenfor, kan beboerne også føle sig for udsat og fysisk tilgængelig overfor de andre beboere på trods af et ønske om sociale relationer. Det 80

Over Hækken

handler om at kunne vælge, hvornår man er fysisk tilgængelig, og hvornår man ikke vil være det.

5.1.1 Fællesskabets grænser - at administrere tilgængelighed Denne ambivalens mellem at være privat og være fælles sammen med de andre beboere er ikke kun et spørgsmål om hækkens størrelse, men også om, hvordan man både kan være fælles, men også trække sig tilbage og være privat, når man vil det. Derfor opstår der et dilemma om, hvor man skal mødes med de andre beboere, når man vil snakke eller være sammen. Birthe, mor til tre yngre børn, fortæller: ”Jeg var meget glad for at bo i rækkehus. Det var meget socialt i Poppelparken. Meget mere end der er her og kommer til at være her. I Poppelparken bankede jeg bare lige på en dør og spurgte, om vi ikke lige skulle tage en kop kaffe på bænkene på græsset. Så gik man jo bare igen, når man ikke gad længere eller skulle noget. Her, hvor vi har vores egen have, kan man ikke så godt invitere nogle over og derefter sende dem hjem, når man lige har lyst til at få lavet noget andet. Man kan jo ikke sige, ’Ja, jeg vil egentligt gerne lige nå at vaske et par ruder, så kan du ikke gå.’ Det kan man ikke. I Poppelparken kunne vi selv vælge, om vi ville være sociale og hvor længe. Der var næsten altid nogle på fællesarealerne på bænken, man kunne snakke med, og ellers bankede vi bare på hos hinanden, det var så dejligt uforpligtende.”

Citatet peger dels på den problematik, som jeg beskrev i kapitel 4 om de manglende bænke på fællesarealerne, hvor det er svært for beboerne at være sammen i det offentlige rum, da de grønne arealer, jf. Gehl, ikke har uderumskvaliteter til det. Dels er det også et paradoks mellem, at beboerne jo har plads nok i deres haver, modsat i rækkehuset eller lejligheden hvor det var en selvfølge, at beboerne mødtes på fællesarealerne, da man havde mindre plads. Nu har beboerne plads nok, men de har ikke lyst til at invitere alle relationer indenfor, da det forpligter for meget.

Det svære ved at invitere andre beboere indenfor, er, at det er svært at komme af med gæsterne igen. Når det var let at mødes med de andre beboere i rækkehuskvarteret, var det fordi, at det var uformelt at mødes på fællesarealerne. Ingen arrangerede eller var vært, og alle kan bryde op, når de ønsker det. Gullestad skriver, at den vigtigste kunst som beboer er at lære distancering (Gullestad 1992: 181). Distancering er tæt forbundet med begrebet om tilgængelighed, da distancering handler om at kunne administrere sin tilgængelighed. Det foregår hver eneste dag, f.eks. når de beboere, som ikke ønsker kontakt med de andre beboere, ikke hilser igen eller ikke stopper op, når de passerer hinanden på vejen m.v. Men som det udtrykkes i citatet, kan det at administrere sin tilgængelighed også blive et problem med beboere, som man gerne vil se og være social sammen med. Derfor er det er ikke kun et spørgsmål om at kunne 81

Over Hækken

holde afstand til alle, men om at kunne vælge hvornår og hvor man vil være sammen med de beboere, som man ønsker en relation til. Det er vigtigt for beboerne at kunne vælge, hvornår de vil være private, for ellers kan de ikke være sociale sammen. Som Gullestad forklarer, er det at være uafhængig og have mulighed for at lukke entrédøren en fundamental præmis for social kontakt og fællesskab (Gullestad 1992: 181). Det er derfor, beboerne ikke inviteres ind i haven til en uforpligtende lille hyggelig kop kaffe, som det var muligt at mødes på fællesarealerne i rækkehuskvarteret. De kan nemlig ikke vide, om de inviterede har samme opfattelse af sammenkomsten som en selv og f.eks. opfatter de små hentydninger til, at besøget er forbi. Gæsterne ved ikke, at man har planlagt at vaske vinduer senere på eftermiddagen, men sidder og hygger og drikker kaffe indtil aftensmaden. Man kan heller ikke vide, om en invitation til kaffe i hjemmet én gang opfattes som en generel invitation, som resulterer i, at vedkommende alt for ofte ringer på døren til en tår kaffe. Hvis det bliver nødvendigt direkte at fortælle gæsterne, at besøget er slut, opstår der, ifølge Gullestad, en ubehagelig situation, fordi man så bliver nødt til at være eksplicit omkring ting, der skulle være implicitte (Ibid.). Man kan sige, at hvis det implicitte bliver eksplicit, sker der jf. Mauss et brud på udvekslingen af tilgængelighed, og parterne er ikke længere lige. Manglen på gensidighed i udvekslingen skaber, som Salamon og Bourdieu udtrykte i kapitel 4, en ulighed, som vil præge deres relation fremover.

Man skal, som et gammelt dansk ordsprog formulerer det: ”Kende sin besøgstid”, hvilket betyder, at man skal vide, i betydningen at kunne mærke, hvornår besøget er slut uden at få det direkte at vide af værten. Det er derfor beboerne, som Birthe udtrykte det før, ønsker at mødes på neutral grund og ikke i hinandens hjem eller haver, selvom de har masser af plads til det.

Det er netop den uforpligtethed, som savnes i deres nye parcelhuskvarter, da det ikke er oplagt at mødes på fællesarealerne til en uorganiseret kop kaffe. Dels fordi beboerne selv har så meget plads, at det virker lidt kunstigt at mødes andre steder, og dels fordi fællesarealerne ikke har faciliteter til at mødes ved.

Dynamikken mellem at være fælles og privat har desuden direkte paralleller til kapitel 3, hvor det for beboerne var en vigtig prioritet at skabe et individuelt hjem og en privat identitet, samtidig med, at det var en lige så vigtig kvalitet at have et fælles referencerum med fælles normer og værdier. Det lykkedes dog primært for småbørnsfamilierne at opfylde dette krav, og voksenbørnsfamilierne flyttede (jf. Bourdieu) ikke ind i et kvarter, der passede til deres placering i det sociale rum. Som en bemærkning til tilvalget af den private, individuelle identitet, kan

82

Over Hækken

man sige, at beboerne vælger individuelle ting, når de sammensætter deres hjem, men de vælger tingene med udgangspunkt i beboernes placering i det sociale rum, det fælles referencerum.

Distancering kan man dermed også genkende fra beboernes behov for at skille sig ud.

Smag handler, som nævnt, om distancering fra andres smag og stil, hvorved man placerer sig i det sociale rum (Bourdieu 1994: 61). Beboerne spiller på den måde selv med på ideen om det individuelle valg, men udefra fremstår det, jf. kapitel 3, som et fælles valg, at alle hjem har køkkenalrum, og at majoriteten har karnapper osv. Dog kan man sige, at ligesom man ikke kan være alt for privat og utilgængelig, hvis man ønsker at indgå i relationer med andre beboere, så kan man heller ikke være for individuel og outreret i valget af hus og indretning, hvis man vil anerkendes i det fælles referencerum. Man kan heller ikke være uopfindsom i sit udtryk af livsstil, da man netop (jf. Giddens og Gullestad) måles på sin evne til at repræsentere den ’rigtige’ livsstil. Det er således en balancegang mellem individualitet og et fælles referencerum, der konstant udspiller sig i kvarteret.

5.1.2 Fra fællesarealer til hjemmet - grader af privathed Ikke alle områder i kvarteret er lige private for beboerne, og der er forskellige niveauer af privathed omkring hjemmet. De mest ’offentlige og ikke-private’ områder er fællesarealerne og vejen. Jo tættere man kommer på hjemmet, jo mere privat bliver det. Herefter kommer forhaven som et ’offentligt-privat’ område, hvor beboerne, er åbne for at hilse og få en snak over de nyplantede stauder (jf. kapitel 4). En forlængelse heraf er baghaven, som et ’mere privat end offentligt’ område, hvor man i sommerhalvåret griller eller nyder et glas sammen med beboere, som man har opnået tættere relationer med, og som man ved, har samme opfattelse af relationen som en selv. Baghaven kan af og til være rammen om en forfriskning for naboerne eller gode bekendte, mens kun få beboere har spist sammen med hinanden indenfor i huset.

Hjemmet er et meget privat område. Som antydet i kapitel 3 fortsætter denne gradsopdeling af hjemmet i forskellige privatheder fra indgang til køkkenalrum, til stue og til det mest private, forældresoveværelset. Gullestad skriver, at det vigtigste oppositionspar i forhold til hjemmet, er det mellem det private og det offentlige, som både praktisk og symbolsk markeres af hoveddøren (Gullestad 1989: 52, 53 og 1992: 66). I min undersøgelse fungerer både baghaven og forhaven som en slags ’bufferzone’, hvor der kan eksistere forskellige grader af privathed.

83

Over Hækken

Når folk bor tæt på hinanden er distancering nødvendigt, idet beboerne, jf. kapitel 3, først og fremmest er flyttet i parcelhus for at være familie. Så selvom f.eks. småbørnsfamilierne, som beskrevet i kapitel 4, bruger hinanden praktisk i hverdagen, er det primære, at dette bekendtskab ikke bliver en belastning, og at de frit kan vælge at være private, at være en familie. Det er derfor essentielt for beboerne, at de kan opdele og afskille deres relationer og bekendtskaber i forskellige grader og niveauer. For selvom netop småbørnsfamilierne og seniorerne, med baggrund i både sociale og praktiske behov ønsker at finde fællesskaber i det nære lokalmiljø i kvarteret, er det ikke alle de ønsker det med, og det er ikke hele tiden. Derfor er det nødvendigt at mestre distanceringens kunst, og det er vigtigt med forskellige områder omkring hjemmet, som kan gradopdele de forskellige relationer, de indgår i i kvarteret.

For beboerne er der en tydelig grænse mellem, hvem man inviterer indenfor på grunden og i hjemmet, og hvem man snakker med på de offentlige arealer. Denne grænse er baseret på en afkodning af de andre beboere, når de møder hinanden under udførelse af de nødvendige aktiviteter i forbindelse med deres børn og omkring deres hjem, jf. kapitel 4 og Gehl. I et kvarter uden gode neutrale mødesteder på de offentlige arealer er det ikke bare sværere at mødes uformelt, det er også sværere at kontrollere sin distancering og samtidig etablere sociale relationer, da det er sværere at få mulighed for at afkode, hvem der har samme opfattelse af fællesskaber, og hvem man kan invitere et trin længere ind i de forskellige niveauer af privathed.

Niveauerne mellem de forskellige former for privatheder i kvarteret kan ses som en parallel til, hvordan beboerne jf. Gullestad i kapitel 4 opfatter forholdet mellem hjemmet og hverdagslivet. For voksenbørnsfamilierne er hjemmet det private, og de finder deres sociale relationer udenfor kvarteret, da de ikke selv hverken har brug for eller identificerer sig med de andre beboere i kvarteret, og de derfor ikke efterlyser fælles neutrale mødesteder i resten af kvarteret.

En parallel hertil er forholdet mellem tilgængelighed og hverdagslivet, hvor voksenbørnsfamilierne er mindre tilgængelige og åbne overfor de øvrige beboere, da de vender deres blik ud af kvarteret, når de søger og vedligeholder sociale relationer. De lever med, Giddens in mente, et meget rendyrket moderne liv med både arbejde, indkøb, hjem og job udlejret (Giddens 1996: 29-30).

Småbørnsfamilierne og seniorerne ser ligesom voksenbørnsfamilierne hjemmet som det private, men de ser også resten af kvarteret som potentielle mødesteder i hverdagslivet. Her er kvarteret, som skrevet, inddelt i forskellige niveauer fra hjemmet, baghaven, over forhaven til stikvejen og de øvrige offentlige arealer. Småbørnsfamilierne er meget tilgængelige og åbne 84

Over Hækken

overfor at indgå relationer med andre beboere i kvarteret i hverdagslivet både praktisk og socialt. Deres ønsker og værdier omkring det at etablere fællesskaber i lokalmiljøet trækker paralleller tilbage til livet i det præmoderne samfund, hvor fællesskaber og sociale relationer var indlejret i det nære. Dog skal der ikke være tvivl om, at de lever et fuldt ud moderne liv med både job og indkøb udlejret udenfor kvarteret.

5.1.5 Fællesskaber, privatliv og individualitet – sammenfatning Dette korte mellemspil har dels peget på, at et fælles liv i kvarteret ikke kan ses uden en balance mellem det fælles og det private. Fællesskaber handler også om at mestre kunsten at distancere sig, uden at skabe eksplicitte uligheder og bryde udvekslingen i de sociale relationer.

Det at administrere sin tilgængelighed og trække grænser er vigtige evner i parcelhuslivets fællesskaber, men de er svære at udfolde, hvis der ikke er gode neutrale mødesteder udenfor hjemmet. En balance mellem det fælles og det individuelle er en grundlæggende præmis i moderniteten, hvor individualitet er i centrum, men udfoldelsen af individualiteten må foregå i et fælles rum, hvis det skal anerkendes. Samtidig er der en balance mellem, hvor vægten lægges i hverdagslivet i moderniteten. Småbørnsfamilierne og seniorerne ønsker at finde det fælles og etablere og vedligeholde forskellige relationer i forskellige niveauer i det nære omkring hjemmet, mens hverdagslivets tyngde for voksenbørnsfamiliernes vedkommende ligger udenfor kvarteret.

På den måde relaterer balancen mellem det fælles og private sig til specialets øvrige temaer og begreber som modernitet, individualitet, valg, fællesskaber, hverdagsliv, kvarterets fysiske udformning, hjemmet, tilgængelighed og udveksling. Vi kan sammenfattende konkludere, at dynamikken mellem at være fælles og privat, og mellem at være fælles og individuel, er et gennemgående træk gennem hele parcelhuslivet, som siger noget om, hvad der prioriteres, og hvad der er på spil i livet i kvarteret for beboerne.

5.2 Over Hækken - sammenfatning af specialets pointer Udgangspunktet i dette speciale er en undersøgelse og analyse af beboernes overvejelser og praksis i forhold til valg af boform, kvarter, hus og sociale relationer i to nyere parcelhuskvarterer, Frøhaven i Høje-Taastrup og Frugthaven i Allerød. Mit mål har dels været at følge og forklare beboernes vej ind i kvarteret lige fra valg af boform til relationer i kvarteret. Dels har det 85

Over Hækken

været vigtigt at bidrage med et fyldigt antropologisk beskrivende indblik i beboernes valg og liv på begge sider af hækken i parcelhuskvarteret for at supplere den sparsomme litteratur og viden om området.

Undersøgelsen af parcelhuslivet har vist, at parcelhuskvarteret er sammensat af forskellige grupper af beboere og består ikke af en homogen gruppe (jf. kritik af parcelhuskvarteret og livet kapitel 1). I undersøgelsen af parcelhuslivet identificerede jeg tre grupper af beboere: småbørnsfamilierne, voksenbørnsfamilierne og seniorerne.

Når beboerne vælger, hvilken boform og hvilket kvarter de vil bo i, prioriterer de, jf. Bourdieu, at bo med ligesindede, beboere med en samstemmende habitus som dem selv, da de forstår de andre beboere og forstås. De fleste beboere er selv opvokset i et parcelhus, og vender tilbage til denne boform, når de selv skal etablere sig som familie. Det betyder dog ikke, at alle beboerne har ensartet habitus eller optager positioner tæt på hinanden i det sociale rum. Det er fortrinsvist lykkedes for småbørnsfamilierne at bo med ligesindede. De er den gruppe beboere, som minder mest om hinanden, har overvejende samstemmende værdier og smag, og opfatter sig som en homogen gruppe.

En mindre del af beboerne udgøres af voksenbørnsfamilier og seniorer, som snarere har valgt en ledig grund eller et hus, end et kvarter med ligesindede. Derfor udtrykker mange af dem, at de ikke minder om de andre beboere, samt at de ikke identificerer sig med hverken kvarteret eller dets beboere. Disse beboere kan bedre se sig selv bo i et andet kvarter med folk, der minder mere om dem selv og har samme smag som dem selv, men har af økonomiske årsager købt en grund eller et hus her. Beboere med lignende positioner i det sociale rum søger, jf. Bourdieu, også at bo sammen i det geografiske rum. Det er som vist ikke altid muligt i praksis.

På trods af at beboerne ønskede en ligesindethed med matchende normer og værdier (dog ikke opnåeligt for alle), viste det sig, at den vigtigste prioritet, når beboerne skal vælge, hvilket hus de vil bygge på deres nyindkøbte grund, er individualitet. Uanset, hvilket hus beboerne valgte at bygge, var det væsentligste, at huset repræsenterede familiernes behov og individuelle stil og skilte sig ud fra de andre beboeres huse og hjem. Det er et af modernitetens konsekvenser, konstant at skulle vælge og selviscenesætte livsstile (jf. Giddens). Disse livsstile kommunikeres ifølge Gullestad primært gennem indretningen af hjemmet. Det er derfor, det er så vigtigt for beboerne at have mange valgmuligheder, når de skal vælge hus og ’udstyr’, således at de kan 86

Over Hækken

vise deres individualitet. For at andre kan påskønne, bekræfte og anerkende, hvilke selvidentiteter beboerne signalerer med deres hjem, må de have lignende positioner i det sociale rum, altså have harmonerende smag jf. Bourdieu. Ellers kan deres tiltag ikke blive påskønnet og vurderet som god smag og god stil. Netop småbørnsfamilierne vurderer, at de ligner de andre i kvarteret og påskønner de andre beboeres stil, mens voksenbørnsfamilierne og seniorerne ikke på samme måde er villige til at bekræfte småbørnsfamiliernes selvidentiteter (jf. voksenbørnsfamiliernes distancering til småbørnsfamiliernes valg af typehuse).

Uagtet at kvarteret deles af forskellige grupper af beboere med forskellig smag, rummer husene stort set samme rumfordeling. Dette skyldes dels ensartede behov, da familierne består af samme fordeling af voksne og børn, samt at husene bygges på en måde, så de senere kan overtages af børnefamilier. Dels skyldes det tidens fokus på hjemlighed, som manifesteres i det store, fælles multifunktionelle køkkenalrum, hvor familien er familie, og som rummer sociale sammenkomster. Køkkenalrummet er også det første rum, som beboerne tegner ind i huset, og det vigtigste sted at signalere livsstil og identitet. Dels er opdelingen påvirket af tidens ånd, hvor en skarp moralsk og fysisk udlejring mellem børn og voksne er vigtig (jf. Gullestad og Schmidt & Kristensen).

Husene fremstår enslignende i kvarteret både pga. opbygningen af rummene, restriktionerne i lokalplanen samt fordi en stor del af beboerne pga. deres ensartede smag, tiltrækkes af det samme. Husene er derfor ’forskellige på en ens måde’. Husenes ydre vægtes mindre end indersiden, da beboernes praksis ligger i hjemmet, og det er her, at deres livsstil og selvidentitet kommunikeres. Når det er så vigtigt at få sin selvidentitet bekræftet via hjemmet, kan det undre, at så få beboere (jf. afsnit 5.1) kommer til at se hinandens hjem på indersiden. Det er kun de beboere, som efter længere tids omgang med hinanden vurderes at have samme opfattelse af relationer og samme smag, som inviteres indenfor. Det kan forklares ud fra en antagelse om, at beboere med en anden smag, alligevel ikke vil bekræfte de signaler for en speciel livsstil og identitet, som udsendes, hvis de ikke har samme værdier selv.

Undersøgelsen af parcelhuslivet har - jf. mit fokus på at undersøge beboerne i et sted frem for selve stedet - vist, at fællesskaber ikke er noget, som gives automatisk, bare fordi man bor i samme kvarter. Ligesom det heller ikke er noget, som man automatisk er en del af, fordi man deltager i arrangementer (jf. grundejerforeningen, til arbejdsdagen og Sankt Hans-festen). Fællesskaber skal forhandles og skabes aktivt. Med en parallel til de Certeau kan man sige, at stedet 87

Over Hækken

ikke nødvendigvis er udtryk for en homogen gruppe, da netop den aktive handling gør et sted til et rum. Derfor kræver det viljen, lysten og ikke mindst handling for at gøre et sted til et rum, hvis kvarteret skal have betydning for beboerne. Den vilje og lyst har småbørnsfamilierne, og de er i fuld gang med at omdanne kvarteret til ’deres’ både fysisk og socialt. Det er ikke alle beboere, der ønsker at indgå i relationer og give kvarteret værdi, som har mulighed for det.

Seniorerne, der er stoppet på arbejdsmarkedet ønsker og prøver at deltage i kvarterets fællesskaber, men har problemer med at etablere relationer, da de ikke har børnene at samles om.

Voksenbørnsfamilierne tillægger ikke selve kvarteret stor betydning. De orienterer sig, som beskrevet, direkte mellem hjemmet og det udenfor kvarteret, hvor de har deres hverdagsliv og etablerer deres sociale relationer.

Det at fællesskaber skal forhandles og skal vælges til og fra, er som nævnt en del af moderniteten. Hvor Giddens i kapitel 3 om husvalg var nyttig til at forklare, hvorfor det var så vigtigt for beboerne at have valgmuligheder og være individuelle, virker hans ideer om fællesskaber i moderniteten unuancerede. I den præmoderne livsstil havde man, ifølge Giddens, sociale relationer med mennesker i nærmiljøet, da man boede og arbejdede samme sted. Efter tid-rum adskillelsen og udlejringen af relationer er individet frisat, og vælger selv, med hvem og hvor det indgår relationer, ifølge Giddens. Dog viser undersøgelsen af beboerne i Frøhaven og Frugthaven, at beboerne ikke frit kan vælge, hvem de vil indgå relationer med, da ikke alle ønsker at indgå relationer med alle. Ved at inddrage Gullestads hverdagslivsbegreb har jeg nuanceret Giddens teorier om sociale relationer i moderniteten. Begrebet har givet mulighed for ikke bare metodisk, men også teoretisk at afdække beboernes relationer rundt om familien og hjemmet. Hverdagslivsbegrebet har den fordel, at man ikke tager udgangspunkt i fællesskaber på stedet, men i stedet følger de relationer, der er, og undersøger, hvorfor de er der, og hvordan de er indgået og med hvem. Det viste sig at være en god prioritering, da det fokus afslørede, at det netop var i hverdagssituationer, at de beboere, som havde lyst, indgik relationer med hinanden. Og at det var disse hverdagsrelationer, som blev vedligeholdt og videreført til de større fællesarrangementer for hele kvarteret, som ikke i sig viste sig som en base for etableringen af relationer.

Hjemmet er ifølge Gullestad det naturlige udgangspunkt for de fleste folks hverdagsliv. Det gælder i undersøgelsen kun for småbørnsfamilierne, mens de øvrige beboere ønsker at finde deres sociale relationer andre steder (voksenbørnsfamilierne) eller bliver nødt til det (seniorer88

Over Hækken

ne). Man kan sige, at småbørnsfamilierne med Giddens termer lever et mindre udlejret liv end voksenbørnsfamiliernes. Småbørnsfamilier arbejder, handler og går til fritidsinteresser udlejret væk fra kvarteret. Men deres sociale relationer finder de i høj grad rundt om deres hjem. På den måde lever de et kombineret både udlejret og indlejret liv, hvor vægten i hverdagslivet er på det indlejrede omkring hjemmet i kvarteret. Voksenbørnsfamilierne lever derimod med deres primære relationer løsrevet fra hjemmet og fra kvarteret. 59 Seniorerne ønsker at leve med tyngden af deres hverdagsliv liv i kvarteret i det nære miljø omkring hjemmet, men de har langt sværere ved det. Med Giddens termer kan man sige, at beboerne lever en moderne livsstil, når det drejer sig om at iscenesætte sig selv individuelt mht. deres hjem, mens en stor del af beboerne lever en livsstil, hvor de finder deres sociale relationer i det nære miljø i kvarteret. Som endnu en kommentar til Giddens, kan man sige, at hvis traditioner ikke længere vejleder, hvem man er i moderniteten, og at livsstil skabes gennem valg, så er det interessant, at småbørnsfamilierne (jf. deres habitus) er disponeret for at vende tilbage til den boform, som de er opvokset i. De følger på den måde i forældrenes fodspor, når de skal være familie, og på den måde har traditioner alligevel indflydelse på valg i moderniteten. Ligeledes søger småbørnsfamilierne sociale relationer i nærmiljøet, som det også var tilfældet i præ-moderniteten. Men det, der gør det moderne, er, at de vælger dem til. Det er et valg. Nok tilhører parcelhuskvarteret forstaden, som er et produkt af det moderne, men det er ikke kun den gennemførte udlejrede moderne livsstil, der vælges at leve i parcelhuskvarteret.

De beboere, som indgår i fællesskaber i kvarteret, etablerer dem i et lokalt rum omkring hjemmet. Begrebet tilgængelighed hjalp med at forklare, hvorfor beboerne indgår relationer med de beboere, der bor lige omkring dem jf. Gullestad og Salamon. Jeg opdelte tilgængelighedsbegrebet i fysisk tilgængelighed og symbolsk tilgængelighed for at vise, at tilgængelighed både handler om at mødes fysisk, men også om at hilse, som en symbolsk tilgængelighed. Den fysiske og symbolske tilgængelighed er en praksis, der transformerer det lokale rum til et socialt rum for beboerne. Jeg viste, at relationer etableres mellem de beboere, som har stor tilgængelighed i hverdagen. Med Mauss’ begreb om udveksling kan man sige, at hvis beboerne allerede har oplevet en ligeværdig udveksling sammen, ved de, at de er lige og åbne overfor kommende kontakt. De beboere, som er havnet i kvarteret pga. økonomiske faktorer, synes ikke, at de Jeg har ikke undersøgt, hvor voksenbørnsfamilierne og seniorerne har deres relationer, men kan ud fra min undersøgelse konstatere, at det ikke er i kvarteret. For at undersøge dette, skulle jeg have fulgt dem ud af kvarteret og på besøg hos deres venner og øvrige relationer. Det ville også have været fint i tråd med hverdagslivstilgangen, og det vil være oplagt at gøre en anden gang.

59

89

Over Hækken

minder om de øvrige beboere og viser denne ulighed ved at være mere utilgængelige. Grunden til, at især småbørnsfamilierne er tilgængelige overfor hinanden, skyldes flere faktorer bl.a. at de er samme sted i deres livscyklus, er meget fysiske tilgængelig pga. deres børn og deres nye hjem, at de identificerer sig med hinanden bl.a. pga. samstemmende habitus og deraf er meget symbolsk tilgængelige, og de har et praktisk behov for hjælp i hverdagen med børn, hus, have m.v. Den vigtigste af disse grunde er, at de som småbørnsfamilie har både socialt og praktisk brug for hinanden i hverdagen for at på den travle hverdag til at fungere. De arbejder jf. Appadurai meget for at få råd til deres nye hjem og livet i parcelhuskvarteret og har derfor pga. deres børn nogle behov, som de forsøger at få stillet i det nære lokalmiljø omkring hjemmet.

Voksenbørnsfamilierne har flere af deres relationer udenfor kvarteret og har heller ikke, med baggrund i deres børn, hverken samme lyst eller behov for relationer i kvarteret. De har også oftest før boet i hus og været igennem de relationer omkring deres børn, som småbørnsfamilierne nu indgår. Seniorerne har ligesom småbørnsfamilierne, en stor lyst til at indgå i relationer med de andre beboere. Men som jeg viste, har de meget sværere ved at etablere relationer, da de ikke har børnene at mødes om. Børn er på den måde adgangsgivende for etableringen af relationer i kvarteret. På den måde bliver Giddens’ tanker om, at fællesskaber skal og kan vælges, et paradoks, da det netop kræver, at andre vælger at deltage.

Man kan ikke se sociale relationer uden også at se på det fysiske mødested. Beboerne ser først og fremmest hinanden som tilgængelige over hækken og på de små stikveje i kvarteret, da de her konstant støder på hinanden under udførelse af nødvendige aktiviteter og her kan få erfaring med, hvem der er åbne og tilgængelige overfor at indgå i yderligere relationer. Resten af kvarteret fungerer ikke på den måde, da det jf. Gehl (endnu) ikke har uderumskvaliteter til det. Det begrænser også beboernes muligheder for at administrere deres tilgængelighed. Når man indgår i fællesskaber, er det vigtigt at kunne vælge, hvornår de skal ophøre. Derfor efterlyser de beboere, der ønsker at vedligeholde og etablere fællesskaber gode neutrale mødesteder på de offentlige arealer, så de her har mulighed for at vurdere, som de andre beboere har samme opfattelser af sociale relationer og på sigt kan inviteres længere ind i de forskellige private niveauer omkring hjemmet, som baghaven og som det mest private: ind i hjemmet. Fællesskaber og privathed forhandles i kvarteret, og derfor er distancering en praksis af det at være tilgængelig og skal ikke opfattes som en afvisning. Det er nødvendigt for at kunne tillade sig at være fælles, at beboerne kan kontrollere, hvornår de er fælles, og hvornår de hellere vil lave noget andet og være private.

90

Over Hækken

Med undersøgelsen af livet i parcelhuskvarteret har jeg bidraget til at heterogenisere en gruppe i Danmark, som bliver opfattet som meget homogen jf. kapitel 1. Ved hjælp af en tæt beskrivelse af beboernes valg, har jeg kunnet påpege, at parcelhuskvarteret udgøres af forskellige grupper af beboere, som har forskellige behov, ønsker og praksis omkring valg af hus og valget af, hvilke fællesskaber de ønsker at indgå i i kvarteret. På tværs af forskellighederne er dog et fælles træk for samtlige beboere i parcelhuskvarter, nemlig at deres valg alle forhandles i spændingsfeltet mellem det at være fælles og privat og mellem at være fælles og individuel. Med denne fyldige undersøgelse af beboeres mange valg håber jeg, at læseren har fået et godt og fyldigt indblik i livet på begge sider af og over hækken i parcelhuskvarteret.

5.3 Afsluttende perspektivering På baggrund af dette speciale mener jeg, at antropologien har et vigtigt kvalitativt bidrag til studier af majoriteter som middelklassen. Med fokus på praksis og hverdagsliv kan antropologien bidrage med pointer ikke bare om livet i parcelhuskvarteret, men også om byplanlæggeres måde at planlægge det på. Som nævnt er en pointe i specialet netop, at fællesskaber ikke kan vælges, da det forhandles og kræver flere parter. Dog kan man i planlægningen af boligområder skabe gode vilkår for etableringen af sociale relationer, jf. stikvejene i Frugthaven og placeringen af nødvendige aktiviteter.

Et emne, som jeg ikke har taget fat i, er ’køn’. Gennem hele specialet har det ligget som et underliggende tema, som jeg ikke eksplicit har behandlet. Som nævnt deltager kvinder og mænd i forskellige ting i kvarteret og har deraf også forskellig fysisk tilgængelighed. Til møderne i grundejerforeningen og til arbejdsdagen deltager primært mænd, mens kvinderne finder tætte og vedholdende netværk i fx mødregrupper og blandt andre på barsel. Mænds aktiviteter foregår oftere i det offentlige rum, når de hjælper hinanden med at reparere noget m.v., og det betyder, at de er mere fysisk tilgængelige i kvarteret end kvinderne. Dog har jeg ikke kunnet spore nogen forskel mellem kvinder og mænd i den måde, de indgår relationer på og heller ikke i deres overvejelser omkring huset. Det er fælles valg og de samme processer, som går igen på tværs af køn.

Et andet underliggende tema, som jeg heller ikke eksplicit har beskæftiget mig med, er ’børnene’ i kvarteret. Og det på trods af, at de fylder meget i specialet, da den største gruppe af beboerne i parcelhuskvarteret er flyttet til dertil pga. netop deres børn, samt at børn er et ar91

Over Hækken

gument i mange af de forhandlinger og fællesskaber, som er til stede i kvarteret. Da mit fokus har været på beboernes valg og overvejelser er børnene ikke eksplicit komme til orde.

Både den fysiske planlægning, køn og børn er perspektiver, som det vil være oplagt at gå yderligere ind i i videre forskning eller byplanlægning.

92

Over Hækken

English abstract

This thesis investigates how residents of one-family house neighbourhoods (parcelhuskvarterer) consider and choose which kind of accommodation to live in, where to live and which houses to build. Furthermore, it investigates how and with whom the residents establish social relations in the neighbourhood. Moreover, is it an important goal of this thesis to contribute with a thorough anthropological insight in the life in one-family house neighbourhoods.

In the course of 5 months, the two newer one-family house neighbourhoods, Frøhaven in Høje-Taastrup and Frugthaven in Allerød in Denmark, were the main setting for an ethnographic fieldwork, which the present thesis is based on. It is important to note that the investigation takes point in the residents in the neighbourhoods and does not investigate the two localities as such.

The residents all aim to live with equals but only families with small children succeed in doing so, while families with adult children and seniors (because of economic reasons) live in a neighbourhood where they consider themselves different from the other residents. The thesis shows that the residents build houses, which look a lot alike, even though it is very important for them to have and create individual homes. That is due to a lot of different reasons, for example many residents have similar tastes, the district plan, time-spirit, and fashion. More importantly is it due to the fact, that families with small children hold equal positions in the social space (Bourdieu 1995) and therefore have similar tastes. To have their homes recognized as good taste, they must do it in a style, which is approved by the ones they compare themselves with.

The social relations in the neighbourhood is primarily established between the families with small children because they consider each other alike and have some of the same challenges in everyday life with small children and an exhausting working day. The thesis shows that accessibility is very important when the residents establish social relations. It is the accessibility on the small roads in the neighbourhood that creates relations. It is here the residents meet each other and make contact during the daily activities such as carrying out garbage, maintaining the garden, and playing with the children etc. It is a central point that they can’t have social relations without the physical place where it takes place.

93

Over HĂŚkken

When establishing social relations it is vital to be able to create distance and to be private.

The two neighbourhoods have public areas without benches and therefore is it difficult to meet with other residents in a neutral area, be sociable, and to test if the other residents have similar conceptions of the relationship and its rules.

Examining the life in one-family house neighbourhoods the thesis shows how the residents in an ongoing process negotiate their life in the neighbourhood with their peers. The salient argument in the thesis is that all choices, which the residents make, take place and are negotiated in an environment where opposites, such as similar/individual and sociability/privacy, are integrated.

94

Over Hækken

Litteraturliste

Andersen, Siv Raun 2002. Feltrapport. Institut for Antropologi. Københavns Universitet.

Appadurai, Arjun 1996. Consumption, Duration, and History. I: Modernity at Large. Cultural Dimensions of Globalization. University of Minnesota Press. Minneapolis. S. 66-85.

Bauman, Zygmunt 2002 [1997]. Skabelsen af forbrugeren. I: Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige. Hans Reitzels Forlag A/S. København. S. 46-51.

Bourdieu, Pierre 1990 [1980]. The Work of Time. I: The Logic of Practice. Cambridge: Polity Press. s. 98-111.

Bourdieu, Pierre 1994. Socialt rum og symbolsk magt. I: Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Akademisk Forlag. København. S. 52-69.

Bourdieu, Pierre 1995 [1979]. Distinktion. En sociologisk kritik af dømmekraften. DET lille FORLAG. Frederiksberg.

Bourdieu, Pierre 1997 [1994]. Af praktiske grunde. Omkring teorien om menneskelig handlen. Hans Reitzels Forlag. København.

Certeau, Michel de 1988 [1984]. III. ”Making Do”: Uses and Tactics og IX. Spatial Stories. I: The Practice of Everyday Life. Berkeley: University of California Press. S. 29-42 og 115-130.

Christensen, Gunvor 2003. På udkig efter et lokalt fællesskab. Evaluering af et udlejningsforsøg i Utterslevhuse. By og Byg Resultater 024. Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm.

Clement, Krass 2000. Påskesøndag mellem 11 og 16. Gyldendal. København.

Dirckinck-Holmfeldt, Kim 1998. Parcelhusboom. I: Arkitekten. juni #13-1998. S. 1.

DR-Friland 2002. DR-Friland. Fjernsynsudsendelse. 29. juni 2002 på DR2.

Frandsen, Johannes Nørregaard 1994. Det lille hus på parcellen. I: Journalen #1-1994. Dansk Lokalhistorisk Forening.

Gade, Torben 1999. På vej mod et bæredygtigt parcelhuskvarter. I: Byplan årgang 51 #05-99. Arkitektens Forlag. København. S. 176-181.

Gans, Herbert 1967. The Levittowners: Ways of Life and Politics in a New Suburban Community.

Pantheon. New York.

Gehl, Jan 1996. Livet mellem husene. Udeaktiviteter og udemiljøer. Arkitektens Forlag, København.

Giddens, Anthony 1994 [1990]. Modernitetens Konsekvenser. Hans Reitzels Forlag. København.

95

Over Hækken

Giddens, Anthony 1996 [1991]. Modernitet og selvidentitet. Selvet og samfundet under sen-moderniteten.

Hans Reitzels Forlag A/S København.

Giddens, Anthony 1998. Cities and the development of modern urbanism. I: Sociology. Blackwelle Publichers. Oxford. S. 470-499.

Gram-Hanssen, Kirsten & Bech-Danielsen, Claus 2001. Parcelhuset – elsket og forhadt. I: Arkitekten årgang 103. #7-2001. S. 15-17.

Gullestad, Marianne 1989. Kultur og hverdagsliv. Universitetsforlaget. Oslo.

Gullestad, Marianne 1992. The art of social relations. Oslo Scandinavian University press.

Howard, Ebenezer 1974 [1898]. Garden Cities of To-morrow. Faber and Faber. London.

Hørlyck, Hanne 2002. ”Sydhavnen er ikke kun et skodsted”. En analyse af lokalitetskonstruktioner i kvarterløftsprocessen i Kgs. Enghave, Danmark. Videnskabsbutikkens Rapportserie nr.

67. Københavns Universitet.

Institut for Fremtidsforskning 2001. Er der forskel på boligpræferencer blandt beboere i andelsboliger, ejerboliger og almennyttige boliger? Institut for Fremtidsforskning. Århus.

Invita 2004. Reklamekampagne for Invita Køkkener. Annoncer i blade, aviser og på tv. www.invita.dk (reklamekampagne).

Jacobsen, Pernille 2001. Interview med Krass Clement. I: Jyllands-Posten Morgenavisen. D. 14. januar 2001 (interview).

Jeppesen, Frank & Krogh, Hans Ulrik 1982. ”Fortætning” – Parcelhussektoren under forvandling.

Arkitektskolen i Århus.

Juul, Søren 2002. Modernitet, velfærd og solidaritet. En undersøgelse af danskernes moralske forpligtelser.

Hans Reitzels Forlag. København.

Jöncke, Steffen 1997. Brugererfaringer. Undersøgelse af brugernes erfaringer med behandlingen i de fire distrisktscentre i Københavns Kommunes behandlingssystem for Stofmisbrugere 1996-1997. Københavns Kommune, Socialdirektoratet. København.

Jørgensen, Gertrud 1995. Parcelhuset – et fremtidigt emne for byfornyelsen? I: Byplan årgang 47 #061995 Arkitektens Forlag. København. S. 247-257.

Knudsen, Anne 1995. Mercedesmodellen. I: Tidsskriftet Antropologi nr. 31. Foreningen Stofskifte. København. S. 19-26.

Larsen, Marianne Nøhr 2000. Elsker – elsker ikke. Om kærlighed og arrangerede ægteskaber. CDRForlag. Århus.

Larsen, Lena 2001. De andres land. I: Tegl nr.3 2001. Forlaget Tegl. Købehavn. S. 39.

96

Over Hækken

Lawson, Anne Cathrine 2000. Suburbia: fornyelse af parcelhuskvarteret. I: Byplan 52 #2-2000 Arkitektens Forlag. København. S. 54-63.

Lind, Olaf & Møller, Jonas 1996. Bag Hækken. Arkitektens Forlag. København.

Lind & Risør. Designhuse til økonomipriser. 4 arkitekturer – 22 hustyper. Lind & Risør (u.å) (katalog).

Lokalplan 2.24. Lokalplan 2.24, 1. etape, Kraghave Vest. Udarbejdet af Teknisk Forvaltning. Høje-Taastrup Kommune 2000.

Lokalplan 261. Lokalplan 261, Enghave Kvarteret Allerød Kommune. Udarbejdet af Arkitekttegnestuen Vandkunsten i samarbejde med Teknisk Forvaltning, Allerød Kommune 1996.

Lund, Dennis 1999. Parcelhuset hva’ nu? I: Byplan årgang 51 #01-99 Arkitektens Forlag.

København. S. 6-13.

Malkki, Liisa 1997. National Geografic: The Rooting of Peoples and the Territorialization of National Identity among Scholars and Refugees. I: Gupta & Ferguson (ed): Culture, Power, Place: Explorations in Critical Anthropology. Duke University Press.

Mauss, Marcel 1954 [1922]. The Gift. Cohen and West. London.

Meyling, Vibeke 1999. Forstaden i nyt lys. Dansk Byplanslaboratorium. København.

Meyling, Vibeke 2001. Giv parcelhuskvarteret en chance! I: Tegl nr. 3 2001 Forlaget Tegl. København. S. 10-13.

Mik-Meyer, Nanna 1998. Kærlighed og opdragelse i aktiveringsarbejdet. Langtidsledighedskulturen.

Kandidatspeciale nr. 149. Institut for Antropologi. Københavns Universitet.

Mortensen, Nils, Palsholm, Suna Kate & Harste, Gorm 1987. Et hus midt i verden – parcelhusliv og nutidig normativitet. Institut for Statskundskab. Århus Universitet. Århus.

Møller, Sanne Nissen 2000. Det ligger fjernt fra os danskere… Kandidatspeciale nr. 158. Institut for Antropologi. Københavns Universitet.

Nielsen, Sissel Lea 2003. Bekendelse i sagsbehandlingspraksis. En antropologisk undersøgelse af samtaler mellem sagsbehandlere og boligsøgende i Københavns Kommune. Kandidatspeciale nr. 281. Institut for Antropologi. Københavns Universitet.

Nielsen, Thorleif Nolde 2002. Taktiske sagsbehandlere og andre subjekter. Produktionen af et aktivt og ansvarligt medlem i en a-kasse. Videnskabsbutikkens Rapportserie nr. 72. Københavns Universitet.

Olwig, Karen Fog 1992. Er danskerne sådan? I: Tidsskriftet Antropologi nr. 25. Foreningen stofskifte. København. S. 117-122.

97

Over Hækken

Planstyrelsen 1984. Fortætning af parcelhusområder. Kommuneplanorientering nr. 12. København.

Pløger, John 2000. Den Diffuse forstad. I: Byplan årgang 52 #1-2000 Arkitektens Forlag. København. S. 19-24.

Preis, Ann-Belinda Steen 1998. Kan vi leve sammen? Integration mellem politik og praksis. Munksgaards Forlag. København.

Raahauge, Kirsten Marie 2003. Landskabelige dimensioner i det århusianske byskab. I: Jordens Folk nr. #3-2003. Dansk Etnografisk Forening. København. S. 16 – 21.

Reddy, G. Prakesh 1991. Sådan er danskerne! En indisk antropologs perspektiv på det danske samfund.

Grevas Forlag.

Roland, Thomas 1998. Ghettoen i vores forestillinger: på feltarbejde i Gellerupparken. I: Social Politik 1998 særnr.. S. 23-27.

Rosenkrands, Jacob 2003. Forankring fryder: Hjemlighed er en ny megatrend. I: Portræt af danskernes sjæl: Boliglandet Danmark. Ugebrevet Mandag Morgen. Temanummer 41. 24. november 2003. S. 23-29.

Rossi, Peter H. 1980. Why families move. Sage Publications Berverly Hills London.

Salamon, Karen-Lisa Goldschmidt 1992. I grunden er vi enige. En ekskursion i skandinavisk foreningsliv. I: Tidsskriftet Antropologi. Foreningen stofskifte. København nr. 25. S. 105-116.

Schmidt, Lars Henrik & Kristensen, Jens Erik 1986. Lys luft og renlighed. Akademisk Forlag A/S. København.

Steffen, Vibeke 1994. Individualisme og fællesskab – Anonyme Alkoholikere i Danmark. I: Liep, John og Olwig, Karen Fog (ed). Komplekse Liv. Kulturel mangfoldighed i Danmark. Akademisk Forlag A/S. København. S. 75-88.

Taastrup Avis 2002. Godt vi slap for højbroen. Taastrup Avis 29. maj 2002 S. 2 (avisartikel).

TV2 2004. Helt solgt. (Tv-program).

Vacher, Mark 1999. Byen og antropologien. Konferensspeciale. Institut for Etnografi og Socialantropologi. Århus Universitet.

Weber, Anne & Jørgensen, Susie Skov 2004. Når mennesker måles… En antropologisk analyse af målinger som ledelsesredskab i et dansk forsikringsselskab. Videnskabsbutikkens Rapportserie nr. 89.

Københavns Universitet.

Weber, Max 1977. Vetenskap och politik. Bokforlaget Korpen. Göteborg. S. 139-141.

Zerlang, Martin 2003. Aktuel Byforskning. 29.10.2003. Afholdt af Center for Urbanitet og Æstetik, Københavns Universitet (indledning til konferencen).

98

Over Hækken

Ærø, Thorkild 2002. Boligpræferencer, boligvalg og livsstil. Ph.d.-afhandling. By og Byg. Statens Byggeforskningsinstitut. Hørsholm.

99