Harpens kraft

– Strengen er af guld –

Skye Løfvander

Det Springende Punkt •

Villemand tog harpen i hænde, –strengenerafguld–han går for strømmen at stande. –SålifliglegtehanforsinJomfru.–

Han legte alt så liste:/ der rørtes ikke fugl på kviste.

Han slog harpen så såre,/ det hørtes over alle de gårde.

Barken sprak ud af egetræ,/ og hornet af det bøvende fæ.

Barken sprak af birke,/ og knappen af Maria-kirke.

Så slog han harpen af harme:/ hans brud ud af troldens arme.

FraDgF40,Harpenskraft.Videolink

Urgamlerødder.

Tyreharpen(/-lyren) fra Ur erafbildetpåentrææske,somer omkring4.500årgammelogbefindersigpå BritishMuseum

"Og hør du vel, kære datter min:/ hvad gav han dig for æren din?"

"Han gav mig en silkesærk/ den slider jeg daglig med angst og værk.

Han gav mig et par sølvspændte sko/ dem slider jeg daglig med angst og uro.

Han gav mig en harpe af guld/ som jeg skulle spille på, når jeg var sorrigfuld."

"Og hør du vel, kære datter min/ du spiller et stykke for kære moder din."

Det første strøg, hun strøg på den/ det hørte Kong Elleved til hans seng.

Da hun strøg på den anden dernæst/ da satte Kong Elleved sig til hest.

Da hun strøg på den tredje sind/ Kong Elleved ind ad døren tren.

FraDgF37G,Jomfruenogdværgekongen.

SkyeLøfvander:Harpenskraft–Strengenerafguld

UdgivetpåDetSpringendePunkt• , maj2023.

OBS!Linkstilmusikvideoerharifleretilfældeikkekunnefindestilvarianter,hvor'harpe' indgåriteksten.ForkortelsenDgFerideflestetilfældeaktivelinkstiltekstdokument.

OBS!Alleinformationeromfolkevisernesbaggrund,tekster,melodier,illustrationer, musikvideoer,tidslinje,kilderoglinks:www.lindorm.dk

Omslag:VignetafNielsKristianSkovgaard:Harpenskraft

Bagside:LorenzFrölich:DenharpespillendegudBrage StatensMuseumforKunst

I mindst 17 viser af de 539 i samlingen Danmarks gamle Folkeviser (forkortet DgF) spilles der ikke blot på harpe, men på guldharpe, og i yderligere mindst fire indgår harper, som ikke nødvendigvis er af guld. Der er tale om flere af de mest markante og velkendte viser i samlingen, og harpespillet har i mange af dem en helt afgørende betydning for handlingen. Bortset fra (træ-) lurer, undertiden forgyldte, (i DgF 69, 73, 94, 136 og 185), nævnes der mig bekendt stort set ikke andre musikinstrumenter i den kolossale samling (mange af viserne har et tocifret antal tekst- og melodivarianter), horn er i reglen drikkehorn, hverken fløjter, piber eller trommer spiller. Med andre ord har harpen en udpræget særstatus som de danske folkevisers arketypiske musikinstrument. Sang indgår ligeledes sjældent i viserne som en del af handlingen, hvor undtagelserne blandt andre er DgF 36, 243, 383 og 384, og i den mest markante – Elvehøj, DgF 46 – er det ikke er et menneske, men en elverkvinde, som kvæder en vise, der får de stride strømme til at stilne og de små fisk, skovens vilde dyr og små fugle til at standse op. Disse billeder er alle meget lig Harpens kraft, foruden det finske epos Kalevala, hvor helten Väinämöinens sang ledsager sin sang med spil på den finske 'harpe', kantelen, som han har tilvirket af en kæmpestor geddes kranium. Oprindelsen til ovennævnte tre tekster kan meget vel være det græske sagn om Orfeus, som opfandt lyren.

Mindre kendt, men lige så prægnant er DgF 34, Herr Tønne af Alsø.

Hun hvilede sig under den lind så grøn,/ guldharpen havde hun i hænde:

"Hisset ser jeg herr Tønne ride,/ han skal sig til os vende. Sidder I ned, min mø så bold,/ dertil min liden smådreng: imedens jeg lægger de runeslag,/ at blomstres skal mark og eng." Så slog hun de runeslag,/ at harpen så vel måtte klinge: de vilde dyr, i skoven var,/ forglemte, at de skulle springe.

Fuglen, der på kvisten sad,/forglemte, at han skulle sjunge: den Iiden falk, udi lunden lå,/ han breder ud med sin vinge.

Väinämöinen spillerkantele ogsynger,så mennesker,dyrog alnaturmå standseforat lytte.

Kunstner ubekendt.

Lighedenmed beskrivelsenfra DgF34erslående.

"Det varde danske skjalde somsang" stodder med guldtryk og et uddrag fra Ingemanns tekstomHolgerDanskepåHøjskolesangbogenfra7.udgave,1913,tilogmed17.udgave fra1989.Nustårderistedet"SåsyngdaDanmark,ladhjertettale"(tekstuddragfra Den danske sang). Vignetten af den harpespillende skjald er ligesom hæftets forside af Niels KristianSkovgaard.TilhøjreseslogoetfraHøjskolesangbogensapp.

Harpens kraft er den samme som strengeinstrument har fortryllet med folk med alle steder til alle tider, ikke mindst det som vækker genklang i hjertet, som i DgF 226, Hertug Henrik:

Sildig om en aften, der duggen han driver på: da lyster hannem hertug Henrik sin gode guldharpe at slå. –forovenveddeborge–Ude stander stolten Adelus, og lytter hun derpå:

"Give det Gud Fader i himmerig, jeg måtte hertug Henrik få!"

... og hvor Adelus og Hertug Henrik får hinanden til slut. Men de sprøde toner kan også hidkalde mere skumle væsener, som i DgF 65, Lindormen (videolink):

Stolt Ingelille sidder i bure,/ hun slår guldharpen prude. – Ogdelegteovervolde–Hun slog guldharpen under skarlagenskind/ der kom den lindorm skridende ind.

Guldharper i Danmarks gamle Folkeviser (DgF):

DgF 18, Svend Vonved; DgF 34, Herr Tønne af Alsø; DgF 37G, Jomfruen og dværgekongen; DgF 38, Agnete og havmanden; DgF 40, Harpens kraft; DgF 65, Lindormen; DgF 69, Kæmperne på Dovrefjeld; DgF 72, Unge Herr Tor og Jomfru Tore; DgF 73, Ridderens runeslag; DgF 226, Hertug Henrik; DgF 236, Fru Gundelils harpeslæt; DgF 256, Troskabseden; DgF 265, Jomfruens harpeslæt; DgF 274, Brud, ikke mø; DgF 304, De hurtige svar; DgF 311, Adelbrand; DgF 467, Paris og dronning Ellen.

Harper uden guld:

DgF 95, Den talende strengeleg; DgF 243, Den fortryllende sang; DgF 292, Harpespillet; DgF 383, Herr Verner kommer af fangetårn; DgF 384, Krybskyttens sang. I både den svenske og den norske pendant til DgF 292 indgår guldharper. Ligeså med DgF 243

Selvomderertaleomet instrument,somerover500 årældreenddem,der besyngesifolkeviserne,er deretpargodegrundetilat bringelyrenfradetmeget rigefundiSuttonHoi erindring,fordelserderen muligforbindelsetil Skandinavien,delsviser rekonstruktionenherde gyldnebeslagmellemlyrens ågogdensarme/sidestykker. Endeligerdetsomnævntikke umuligt,atflereaf folkevisernesharperegentlig varlyrer.

Derergjortendel arkæologiskefundaf lyreriSkandinavien–omend tidligereendfolkevisernestid –mensdetersåsomsåmed egentligeharperherhjemme.I Norgeerdertrodsaltgjort enkeltefundaf'bondeharper' fra17.og18.århundrede.

Foto: Wikimedia,PublicDomain

Hvor blev guldharperne af?

Det kan synes paradoksalt, at harperne har haft så betydelig en placering i folkeviserne når der – igen mig bekendt – aldrig herhjemme er gjort arkæologiske fund fra folkevisernes tid af harper, og da slet ikke af guld, mens der eksempelvis er fundet 35 bronzelurer på et stort antal findesteder i hele landet, altså ældre fund af et instrument, som også er skrøbeligt, mere forgængeligt end guld, men mindre end træ. En del af forklaringen kan være gulds kostbarhed, og at det relativt let kan omsmeltes. Der er gjort en del fund af guld i Danmark, tilbage fra bronzalderen, men det er småt med musikinstrumenter. Dog kan et af de vigtigste fund være et musikinstrument af guld: "Om de [guldhornene] blev brugt som drikkehorn eller som blæseinstrumenter vides ikke."

Harperne har dog næppe haft guld som primært byggemateriale, men har været med gyldne beslag, som det fremgår af DgF 256, Troskabseden (herr Peders harpe):

Hun ledte ude, og hun ledte inde/ og ikke kunne hun herr Peder finde

Hun ledte for hans senge/ der så hun hans harpe hænge

„Vidste jeg, her Peder, du var mig huld/ jeg skulle lade din harpe beslå med guld

Jeg haver mig de guldringe fem/ jeg skulle lade din harpe beslå med dem

Jeg haver mig de guldringe ni/ jeg skulle lade din harpe beslå med de Her Peder står på højelofts svale/ han lytter på liden Kirstens tale

Længe stod herr Peder og tænkte ved sig:/ "Det var stor synd at svige dig!"

På den anden side tyder DgF 467, Paris og dronning Ellen, på, at det er guldsmeden, som tilvirker harpen:

Paris monne sig i loftet gå,/ dronning Ellen hun ville ikke sige hannem på.

Paris monne sig til guldsmeden gå/ der lod han harpe af røde guld slå. Harpen ud af det røde guld,/ men alle var strengene så svigefuld'.

En del forklaringen kan meget vel være, at der er tale om et mytologiseret element, der er lige så lidt håndgribeligt, som Starwars-universets lyssværd er for os i nutiden (når man ser bort fra legetøj). Dette så meget desto mere, som der flere gange optræder forgyldte skibe (snekke), mastefløje og kareter (karm, DgF 84, 94, 140, 311) i viserne. Med til billedet hører naturligvis også, at mange af folkeviserne ikke er entydigt danske eller nordiske, men har forlæg i Europa, men allerede Ribe-lyren fra 720 (se ovenfor) har formentlig haft metalbeslag mellem åget, hvor stemmeskruerne sad, og sidestykkerne. Vi skal huske, at associationer til harpe som begreb nok ofte vil gå til et ret avanceret koncertmonstrum af slagsen, og at 'harpen' givetvis var formgivet noget anderledes i folkevisernes tid, ikke mindst i lyset af, at de ofte indgår i en handling, hvor der rejses omkring. Muligvis har man ikke skelnet skarpt mellem harpe og lyre. Det er derfor oplagt at kaste et blik på historiske harpelignende instrumenter, med særlig opmærksomhed på de nordiske, mens vi erindrer, at folkevisernes helte blev opfordret til at søge ud på eventyr, ikke til at lumre i et tårnkammer med et kvindeinstrument, som harpen til dels var, DgF 18, Svend Vonved (videolink):

Svend Vonved sidder i bure,/ han slår guldharpen prude.

Han slog guldharpen under skind,/ dér kom hans moder gangendes ind. –Sedigud,SvendVonved!–

Ind kom hans moder, fru Adelin,/ hun måtte vel være dronning fin:

»Hvi sidder du her i lofte/ og leger så tit og ofte?

Bedre måtte du dig udride,/ med andre kæmper at stride.

Hellere må du hævne faders bane din,/ end her at slå guldharpen min.«

HarpernefraWebster'sDictionary,1911,anskueliggørforskellenmellemen middelalderharpeogenkoncertharpe.Tilhøjresesendekonstrueretlyre,hvorforskellen mellemdetotyperblivertydelig,primærthvordanstrengenesvibrationoverføresvedfor harpensvedkommendeatværefæstnetdirektepåresonansbunden,menslyrestrengenes vibrationoverførestilinstrumentetsdækkeviaenstol

Harpens Sprog

Etymologisk er rødderne til ordet harpe ikke afklaret, men det benyttes med ganske små variationer på en lang række slaviske, romanske og germanske – herunder samtlige skandinaviske – sprog. Enhver lyriker kender til betegnelsen lyres oldgræske rødder, og ordet er optaget i blandt andet engelsk og fransk, men har ikke vundet så vid udbredelse som harpe. Ifølge Gammeldansk Ordbog er ordet harpe kendt siden omkring 1450. Lyre optræder ikke som selvstændigt opslagsord her, men betegnelsen Lireman findes, er kendt siden 1489 og henviser netop til en, som spiller strengeinstrumentet lire, ligesom lirere. Se også Kalkars Ordbog, opslagsord harpe. Der er imidlertid ingen tvivl om, at ordet harpe er blevet benyttet tidligere, end det fremgår ovenfor, da det findes i flere norrøne kildeskrifter:

Völuspá 39:

Sad der på højen og slog harpen/ Gygens hyrde, gladen Egdir; Vølvensspådom,ThøgerLarsensoversættelse.

Atlakviða 31:

Kastede så Hirden Gunnar/ levende i ormegården, frem skred edderfyldte orme,/ gnaved' på den fræknes hjerte. Harmfuld slog han da sin harpe,/ så de klingre strenge gnyde; så den bolde drot skal værne/ om sit guld i fjendegård. DetførsteKvadomAtle,FrederikWinkelHornsoversættelse

Orkneyinga Saga:

Ni kunster kan jeg:/ jeg klarer tavlebordspillet,/ fejlfrit mestrer jeg runer,/ har fod på bog og håndværk;/ på skier skrider jeg gerne/ og skyder og ror så det duer,/ både håndterer jeg harpen/ og behersker kunsten at digte.

Orknøboernessaga, oversatafJensPeterÆgidius

Bósa saga ok Herrauðs, XII. kapítuli: Folk satte sig nu til at drikke. Så spillede han GygensSlagog DenHovmodige og Hjarrandes Sang. Derpå kom Odins mindeskål ind. Så åbnede Sigurd harpen; den var så stor, at en mand kunne stå oprejst i dens indre, og den skinnede overalt som guld. Derfra tog han et par hvide handsker med guldsømme. Han slog nu det harpeslæt, som hedder Kysefyger, og da røg kvindernes hovedtøj af og dansede rundt oppe under tværbjælkerne. Alle kvinder og mænd sprang op, og der var ingenting, som kunne holde sig i ro.

SagaenomBoseogHerrød,oversatafJesperLauridsen

Viglundar Saga, 4.kafli:

Til sidst lod jarlen indbære en prægtig harpe, på hvilken hver anden streng var af hvidt sølv, hver anden af rødt guld. Kongen tog den og begyndte at slå den; det lød så højt og fagert, at alle undredes, ingen syntes, nogensinde at have hørt mage dertil.

ViglundarsagaoversatafBrynjolfSnorrasonogKristianArentzen

»En gang, da [Kong] Erik [Ejegod] efter sin hjemkomst holdt åbent bord efter kongelig sæd og skik, var der blandt andre også en mester i toneleg til stede. Han udlod sig med mange lovord om sin kunst og påstod blandt andet, at strengeleg kunne hidse mænd til afsindig vildskab; så mægtig var den kraft der boede i harpen, at hver den, der stod hos og hørte dens klang, blev helt ude af sig selv. Nu var der nogle, der spurgte ham, om han selv forstod sig på sligt spil, og han svarede, at det var han nok mand for. Kongen bad og truede ham nu til at give en prøve derpå.«

FraSaxoGrammaticus,GestaDanorum(Danernesbedrifter)

Den sidste tekst, som indleder beretningen om Erik Ejegods pilgrimsfærd, vidner om forvisningen om harpemusikkens magiske kræfter, for resultatet af tonelegsmesterens prøve blev, at kongen slog fire mand ihjel ... og for at sone sin synd måtte begive sig på nævnte færd.

Harpen har ikke blot haft en særstilling i middelalder og renæssances danske folkeviser, men foruden allerede nævnte har guldharpen været Irlands nationalsymbol siden 13. århundrede, og den keltisk harpe står stadig stærkt. Alle briter lærer som børn om den blinde barde Ossian, tyskerne har deres fornemme Wartburg-harpe, og de dybe rødder findes tusinder år tilbage i civilisationens vugge i begge flodkulturer Mesopotamien og Ægypten. Også endnu højere mod nord end Danmark fandtes tonemagiske harpemestre, DgF 69, Kæmperne på Dovrefjeld (videolink):

Den femte kunne herligt på guldharpen slå/ så alle måtte danse der hørte derpå Den sjette han blæste i forgyldene lur/ og alle de, der hørte det, da måtte de grue

Men først og fremmest spandt harpens toner kærlighedens bånd, et bånd som på tragisk vis kunne bryde venskabets bånd, DgF 73, Ridderens runeslag:

Hr. Peder og Hr. Oluf de sad over bord –Opunderdenlind–de snakked' så mangt et gammens ord –Opunderdenlind,dervågerallerkærestenmin »Hør du, Hr. Oluf, staldbroder min/ hvi fæster du dig ikke en jomfru fin?«

»Hvad skulde jeg fæste mig mø til brud/ meden jeg haver min forgyldte lut«

»Hvi skulde jeg tage mig viv til ægt'/ så længe jeg kan min runeslæt

Den kvinde er ikke i verden til/ jeg kan hende jo dåre, om jeg vil.«

Hr. Peder han slog sin hånd imod bord:/ »Hr. Oluf! du sig ret aldrig slige ord!

End véd jeg mig så væn en viv;/ hende dårer du aldrig i dit liv.

Jeg haver mig fæst en brud så fin:/ hende dårer du ej med runer din

Jeg sætter i væd både hus og jord:/ du lokker ej Fru Mettelil af min gård.«

»Dér sætter jeg imod min ganger grå:/ i aften skal fru Mette hjem til mig gå.

Dér sætter jeg imod mit hvide halsben;/ at jeg skal vinde den rose ren.«

Sildig om aften, røg faldt på,/ Hr. Oluf han leger, som vel han må.

Han legte på sin guldharpe:/ det hørte Fru Mette over marke.

Han blæste i sin forgyldte lur:/ det hørte fru Mette hjem til sit bur.

Længe stod Fru Mette og lytted' derpå:/ »Monne jeg skulle did i aften gå?«

Gæt selv, om hun drog afsted og om staldbrødrenes venskab holdt ...

LorenzFrølich:Harpenvedstranden.IllustrationtilDgF95,Dentalendeharpe/Tosøstre

En tragedie er også DgF 95, Den talende strengeleg, hvor den yngste søster var hvid som lin, klar som Sol, kunne spinde og væve guld og læse, mens den ældste var sort som jord, kunne vogte svin, karte uld, sove nat og dag ... og slog sin yngre søster ihjel efter at have lokket hende til stranden og skubbet hende i vandet, men hvor det er harpen, som afslører tingenes rette sammenhæng. Under titlen To søstre, med en tekst komprimeret til fire vers mod originalernes omkring 20 og melodilån fra en anden folkevisemelodi –Greve Genselin – indgik sangen i folkevisernes nyere folkelige genopkomst på gruppen Sorten Mulds første studiealbum, Mark II fra 1997, hvor Martin Ottesen havde omskrevet omkvædet til "Ingenskalforglemmemig,nårharpenbegynderatsynge."(videolink)

Der kom Vejr fra Sønden, –Vedstrande.–førte det lig til grunde. – Bølgenbarsåvænenvivtillande.

Der kom østen vejr og vind,/ og førte hende østen og vester ind.

Der kom østen vejr og vand,/ og førte hende op på hviden sand.

Der ginge to spillemænd ude ved strand,/ de funde det lig, var drevet i land.

Så toge de møens hvide brystben,/ deraf danned de en harpe ren.

Så toge de hendes fingre fem,/ og harpeskruer gjorde de af dem.

Så toge de hendes gule hår,/ deraf sno de harpestrenge små.

Nu lader os til den gildesgård gå,/ dér, som det store bryllup skal stå!«

Og der de komme til gårde,/ da tog den harpe til orde.

Mælte det strengen den første:/ »Bruden hun er min søster.«

Svarede det bruden, på bænke sad:/ »Det harpeslæt gør os meget uglad.«

Mælte det strengen den anden:/ »Bruden hun var min bane.«

Bruden hun rødmede som et blod,/ hun sprang over bord, på gulvet og stod. »Giver de spillemænd deres ret!/ men lader dem stille det harpeslæt!«

Mælte det strengen den tredje:/ »Bålet det stander til rede.«

Om middagen sad hun på brudebænk,/ om kvælden lå hun i jernet spændt. Om kvælden lå hun i jernet spændt,/ om morgenen lå hun på bålet brændt. Om søndag sad hun med guldkrone rød, –VedStrande.–om mandagen lå hun på bål i glød. – Bølgenbarsåvænenvivtillande.

Harpespil I Himmerig

Danmarks gamle Folkeviser spejler – som navnet siger – folkeliv og folkets forestillinger, hvilket naturligvis ikke udelukker trosliv. Mange af viserne berører da også tro (af en anden slags, end den man giver sin udkårne), og der findes en række, blandt andre DgF 96-113, hvor det bibelske univers er bærende element, men det er i reglen ikke her, vi møder folkevisernes harper. Det er for så vidt paradoksalt, da en af de associationer, moderne mennesker gør til harper, er, at det er englenes instrument, som kan høres i himmerige.

Den traditionelle – og internationale – kobling mellem engle og harper i det kristne univers hviler nok især på to kilder:

• Davids citerspil, som kunne berolige Kong Saul. Da David senere selv blev konge, var han yderst produktiv som salmeskriver.

• Johannes' åbenbaring, som blandt andet betoner billedet af frelseren som et lam ved hvis blod vore synder bortfjernes. Aab, 5,6:

"

Og jeg så et lam stå mellem tronen og de fire levende væsener og de ældste, det så ud som slagtet, og det havde syv horn og syv øjne – det er Guds syv ånder, der er sendt ud over hele jorden. Det gik hen til ham, der sad på tronen, og fik bogen af hans højre hånd. Og da det fik bogen, faldt de fire væsener og de fireogtyve ældste ned for Lammet, hver med sin harpe og sine guldskåle fulde af røgelse –det er de helliges bønner. Og de sang en ny sang (...)"

Fra det 13. århundrede blev afbildninger af engle med harper hyppige i europæisk sakral malerkunst. Nedenfor ses en harpeengel fra Rynkeby kirke, som i det hele taget er rigt udsmykket med musikinstrumenter, og hvor 31 engle også trakterer nogle, som vi især forbinder med mere folkelig musik, blandt andet sækkepibe og drejelire. De er dateret 1475-1570. Videolink.

Den nøgne kvinde med harpe kan beskues i Aalborg Kloster. Hun er blevet udlagt som en fristerinde,udsendtafdjævelen.Datering:Tidligtidet16.århundrede.

En meget udbredt og velkendt vise med et væld af både tekst- og melodivarianter, DgF 38, Agnete og havmanden (videolink) er et eksempel på, at handlingen udspænder sig i konfliktfeltet mellem væsener fra folketroen og kirkens verdensforståelse.

Som allerede nævnt findes folkeviserne tit i flere varianter, både med hensyn til melodi og tekst, så i de sidste eksempel gives den trofaste læser nu mulighed for at vælge mellem to slutninger, som er nærmest diametralt modsatte: I én variant ender Agnete sine dage på havsens bund, hvor hun dog som trøst kan spille harpe, når hun er fuld af sorg, hvilket i øvrigt er et eksempel på folkevisernes formelsprog og faste vendinger, da det også i DgF 37 , DgF 265 og DgF 274 lyder:

"Han gav mig en harpe af guld, som jeg skulle spille på, når jeg var sorrigfuld."

Her er Agnete-teksten gengivet fra Danmarks Folkeviser i Udvalg:

28. »Hvad gav dig den havmand for æren din,/ der han dig fæstede til bruden sin?«

29. »Han gav mig guldringene fem,/ både roser og liljer var lagt udi dem.

30. Og han gav mig det røde guldbånd,/ der bindes ikke bedre om dronningens hånd.

31. Og han gav mig de guldspændte sko,/ der findes ikke bedre på dronningens fod.

32. Og han gav mig en harpe af guld,/ at lege på, når jeg var sorrigfuld.

33. Men nu vil jeg blive på grønneste grund,/ og aldrig vil jeg mere til havsens bund.« (...)

46. »Velkommen, Agnete, under bølgen den blå!/ ret aldrig skal du mere på grønne Jord gå.

47. Ret aldrig skal du mere på grønne Jord gå,/ og aldrig ser du mere dine børn så små.

48. Men her skal du sidde på hårde gråsten,/ og her kan du lege med døde mænds ben.

49. End lader jeg dig dog den harpe af guld,/ den må du end slå så sorrigfuld.«

50. Det måtte man høre i grønneste lund: –Fuglenesynge.–Agnete slog harpen på havsens bund. –SkønneAgnete!

I en anden variant afviser Agnete havmanden og vælger at blive på den grønne jord, og end ikke tanker og ord om hendes småbørn på havets bund kan lokke hende tilbage dertil, DgF 38D:

21. "Og hør du, Agnete, hvad jeg siger dig mere: og hvad gav han mere for æren din ?"

22. "Og han gav mig en harpe af guld, at skulle spille på, når jeg var sorrigfuld."

32. "Og vil du følge til stranden med mig, tolv tusind tønder guld dem giver jeg dig."

33. "Tolv tusind tønder guld dem haver jeg selv, jeg giver dig Fanden, den kan dig følge med."

34. Den Havmand han rejste med et sorrigfuldt mod Agnete hun stod for stranden, og hjertelig hun lo. – HohohoI—

Uanset hvilken slutning, du vælger, bliver harpespillet ikke til at komme uden om, og selv om harper efterhånden sjældent ses eller høres, lever den folkelige tradition, de i folkeviserne var udtryk for, blandt andet spejlet i nationalskjalde med strengeleg som Trille, Pia Raug, Kim Larsen, Sebastian og deres arvtagere.

Limoges-plaketten fra Nationalmuseet viser enharpespillerog en akrobatisk danser og stammer formentlig fra et relikvieskrin eller lignende. Den og en tilsvarende med fele dukkedepåiDanmarki1817,mendeterumuligtatsige,omdeharbefundetsigher siden middelalderen. Den er en udmærket illustration af kulturel påvirkning sydfra –folkeviserne er ikke upåvirket af den oprindeligt franske troubadourtradition. Datering: 1200-1225.