4 minute read
Nu skal køerne aflevere urinprøve
from Grobund nr. 5, 2018
by SAGRO
KVÆG
Symptombehandling har foreløbig løst problemet - den underliggende årsag er stadig ukendt.
HOGAGER - Vi havde massive problemer. I første halvår af 2017 mistede vi 24 køer på grund af mælkefeber, og det er jo ekstremt. Sådan fortæller Anders Nørgaard, der de første 10 år som selvstændig kun sjældent oplevede mælkefeber. Men i 2017 var virkeligheden pludselig en anden, og de mange dødsfald gav i den grad anledning til hovedbrud hos Anders Nørgaard. Udover de døde køer var præstationerne hos mange andre køer i besætningen også berørt. Han vidste, at mælkefeber er fodringsmæssigt betinget, men han havde overholdt alle anbefalinger i forhold til kalciumindhold og CAB-værdier. - Det var naturligvis vældig frustrerende. Vi kunne ikke finde nogen fejl. Hvis der før var problemer, kunne vi løse det ved at justere på fodringen, men her hjalp ingenting. Vi blev ved med at få mælkefebertilfælde, fortæller han. Han snakkede med eksperter og dyrlæger og andre rådgivere, men deres råd, præparater og vejledninger fik ikke problemerne til at forsvinde. - Så kom Morten S. Thomsen fra SAGRO Kvæg ind fra sidelinjen med en idé hentet i USA. Han foreslog, at vi målte pH i urinen på køerne, fortæller Anders Nørgaard. - Det var egentlig meget simpelt. Vi tog nogle
golddyr fra og målte på deres urin med almindeligt pH-papir. Det bekræftede, at pH-værdien var tæt på 9 og altså alt for høj. Det kom bag på mig, for jeg havde finkæmmet markedet for at finde fodermidler med et lavt indhold af kalcium og en lav CAB-værdi. Efter anbefaling fra Morten S. Thomsen blev alle tilsætningsstoffer i foderet fjernet, og i stedet blev der tildelt 25 gram magnesiumsulfat pr. ko pr. dag. 1-2 uger senere blev der udført en ny urintest. - Det havde hjulpet, men pH var stadig for højt, husker Anders Nørgaard.
Reddet af magnesiumsulfat
Mængden af magnesiumsulfat blev derfor gradvist hævet til 50, til 75, og fortsatte til den endte på 125 gram pr. ko pr. dag, før forsuringen var tilstrækkelig og pH landede på 6-6,5. Fra den dag af var der ikke flere tilfælde af mælkefeber. - Derfor er jeg overbevist om, at magnesiumsulfat virker. Vi har siden prøvet at reducere i tildelingen, men med det samme, vi piller ved det, får vi nye tilfælde af mælkefeber. - Vi ved stadig ikke, hvad der fik os til at vælte. Og hvad det underliggende problem er, er stadig en gåde, og det bekymrer mig da også, at vi ikke kender de eventuelle bivirkninger ved magnesiumsulfat. Om det hæmmer foderoptagelse hos nykælvere, for eksempel. Langtidsvirkningen er ikke ordentligt dokumenteret. Fra litteraturen ved man dog, at kalvefosteret får
sværere ved at optage selen, og af den årsag tildeler Anders Nørgaard selen og E-vitamin i mælken til kalvene. Inden han begyndte på magnesiumsulfat havde han forsøgt sig med et tilskudsprodukt, der markedsføres som virksomt mod mælkefeber. - Det var ekstremt dyrt og det havde absolut ingen effekt, lyder dommen fra Anders Nørgaard.
KVÆG
”Magnesiumsulfat har rigtig god effekt og koster kun 25 øre pr. ko pr. dag.”
TEKST: Mads Nielsen Kvægrådgiver Tlf. 7660 2360 · man@sagro.dk
Det er en stor belastning for en ko, når den går ned med mælkefeber. Det er oftest de ældre og tunge køer, som er særlig udsatte for at få mælkefeber. Og det er kritisk, hvis ikke vi får dem hurtigt op at stå igen. For goldkøer har anbefalingen i mange år været, at kalciumniveauet i foderet skal være så lavt som muligt. Dette for at ”træne” de fysiologiske mekanismer, som skal resorbere kalcium og fosfor fra knoglerne. Det erbare ikke altid tilstrækkeligt for helt at undgå mælkefebertilfælde. I goldkorationen har vi desuden forsøgt at få så lav en CAB-værdi som muligt med de fodermidler, der har været til rådighed. Samtidig tildeles goldkomineral med meget lav CAB-værdi, som kan sænke rationens indhold til et typisk niveau omkring +50.
Forsuring kan måles
Sænkes CAB-værdien yderligere, sker der det, vi kalder ”forsuring”. Det er muligt at sænke CAB-værdien markant ved at øge mængden af svovl eller klorid via tilsat magnesiumsulfat (bittersalt) eller magnesiumclorid. Som eksempel vil 50 gram magnesiumsulfat sænke CAB-værdien til minus 30 i en typisk goldkoration.
Effekten af forsuringen kan måles via urinpH, hvor et fald forventes ved en sænkning af CAB-værdien. Et forsøg har vist, at der først kan forventes et fald i urin-pH ved CAB-værdier tæt på nul eller under nul. Normalt vil urin-pH være 7,5-8,0, og der ønskes en sænkning til et niveau 6-6,5. Måling af urin-pH er endnu ikke en udbredt praksis til kontrol af den effekt, CAB-værdien måtte have på koens kalciumregulering. Men vi tænker, det er en nem ogsikker mulighed for at vurdere CAB-niveauet i goldkofoderet. Desuden vil vi have muligheden for at tilpasse fodringen, således vi netop undgår mælkefeber. I praksis anbefaler vi at få dyrlægen til at tjekke urin-pH ved 4-5 goldkøer, som er 2-4 uger før kælvning. Ligger de højt, og er man udfordret af mælkefeber, tildeles 50 gram magnesiumsulfat pr. ko pr. dag. Efter 2 uger måles på de samme køer, om den ønskede effekt er opnået. Skal der mere til, øges mængden med 25 gram.
Prisbillig løsning
Et enkelt forsøg har vist negativ effekt på produktion og reproduktion ved langvarig periode med
lav CAB-værdi. Derfor er vores anbefaling indtil videre kun at tildele magnesiumsulfat de sidste 2-4 uger af goldperioden. I mange besætninger er det perioden, hvor køerne går i fælles kælvningsbokse. Ved at tildele magnesiumsulfat separat, f.eks. opblandet i 200 gram korn eller sojaskrå, kan vi mere præcist styre, hvor meget og hvilke kogrupper, der tildeles. Der er selvfølgelig ikke grund til at give kælvekvier. Igennem det seneste års tid har vi oplevet, at tildeling af magnesiumsulfat har en rigtig god effekt på antallet af mælkefebertilfælde. Det er en prisbillig løsning med et mineralstof, der koster ca. 5 kr./kg. En daglig tildeling på 50 gram kun koster 25 øre/ ko.
FAKTA
Det her er ikke foder til goldkøer!
Fodermidler med f.eks. højt kaliumindhold medvirker til, at CAB-værdien øges. Det kan være sene græsslæt med høj kløverandel, melasse og kartoffelpulp.