FORSKEREN

”De kunne mærke et menneske og ikke bare en systemrepræsentant”

Der kom ekstra fokus på relationen mellem sagsbehandler og borger, da covid-19 medførte, at beskæftigelsesindsatsen blev suspenderet.

Af Mette Mørk

OM FORSKEREN

Tanja Dall er post. doc. på Institut for Sociologi & Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet.

Har sammen med kandidatstuderende Anna Sofie Vedersø Larsen skrevet artiklen: ”Relationens betydning for det beskæftigelsesfaglige arbejde: Hvad vi kan lære af kontanthjælpsmodtageres erfaringer under COVID-19” i Uden for nummer nr. 42.

I interviewede 13 borgere, der var tilknyttet et jobcenter under nedlukningen. Hvad kan man få ud af at undersøge noget i en ret unormal situation?

Vi brugte covid-19-nedlukningen som en slags linse: Gennem det unormale kan vi få et blik på det normale, og vi så for eksempel en forståelse af jobcentret som flere ting. Det er på samme tid næsten noget truende, og man skal passe på med at fejle. Men det er også en kilde til støtte, hjælp – og vejen til noget meningsfuldt.

Den dobbelthed viste sig også ved, at under covid-19 var kontanthjælpsmodtagere ikke forpligtet til at deltage i samtaler med jobcentret. Men mange valgte alligevel at fastholde kontakten til deres socialrådgiver. Hvorfor?

Særligt tre ting gjorde sig gældende. Den ene var, at de fleste godt vidste, at de ikke behøvede, men de ville være sikre på, at de ikke gjorde noget galt. Normalt har det jo konsekvenser, hvis man ikke lever op til kravene om kontakt. Den anden forklaring var, at de tog kontakt, fordi sagsbehandleren også er en kilde til hjælp og støtte i en tid, der er svær. Endelig havde nogle borgere simpelthen ikke forstået, at de ikke var forpligtet til samtaler. Det siger noget om, at man ikke tør stille spørgsmålstegn ved, om kontakten til jobcentret kan fravælges. For de fleste borgere var det ikke enten/eller – det var lidt en blanding af flere forklaringer.

Undersøgelsen viser, at kontakten så medførte, at borgeren oplevede en mere personlig side af rådgiveren under nedlukningen. Hvad betød det for dem?

Gennemgående var de fleste i forvejen glade for deres sagsbehandlere. Det, der ændrede sig, var, at de så en mere personlig side af deres rådgiver. Rådgiver har også siddet hjemme med børn i baggrunden og forstyrrelser undervejs. Der har været en fælles mellemmenneskelig udfordring, hvor borger og rådgiver har stået samme sted. Det har især været det, som borgerne syntes, var rart. De kunne mærke et menneske og ikke bare en systemrepræsentant.

I konkluderer, at rådgiverne også efter covid-19 skal have blik for både at rådgive i forhold til systemet, men også være opmærksomme på at understøtte relationen. Hvorfor?

Vi kan jo se, at mange gør det allerede, og borgerne kunne godt tænke sig at mærke mere af personen. Det er en klassisk balancering i socialt arbejde, at man skal være systemrådgivende – og så også være et menneske. Så måske er det værd at tage en refleksion over, hvor står jeg, når det handler om at skabe en relation? Skal jeg gøre mere af det ene eller det andet? Og så løbende tage diskussionen med sine kolleger: Hvordan er man personlig, og hvor er grænsen mellem det personlige og det private?