2 minute read
FORSKEREN
Der er masser af konkret viden om efterværn, som politikerne kan bruge i arbejdet med ’Børnene først’-reformen. Det viser en gennemgang af litteratur, som Katrine Iversen fra VIVE var projektleder på.
Af Mette Mørk
OM FORSKEREN
Katrine Iversen
chefanalytiker hos VIVE – Det Nationale Forsknings og Analysecenter for Velfærd. Hendes primære vidensområde er det brede socialområde, med særligt kendskab til området for udsatte børn og unge samt uddannelsesområdet.
Læs rapporten
’Efterværn og overgange til voksenlivet’ på vive.dk
I ’Børnene først’ fremgår det, at vi ikke må give op eller give slip, før den unge er godt undervejs ind i voksenlivet. Hvordan betyder efterværn noget i den forbindelse?
Den almindelige danske unge flytter hjemmefra, når han eller hun er 21,7 år gammel. Men en anbragt ung er 18 år, når anbringelsen slutter, og ofte har tidligere anbragte børn haft svære livsvilkår, der betyder, at de udviklingsmæssigt er et par år bagud. Så vi kan se, at nogle af dem har svært ved at få rodfæste i voksenlivet. Nogle kommer ikke i uddannelse og beskæftigelse, og vi kan også se, at nogle bliver hjemløse, udvikler misbrug og så videre.
I har gennemgået 17 udvalgte studier om efterværn. Hvad er de vigtigste fund?
En ting er varighed. For 20 år siden ændrede man loven og gav mulighed for efterværn op til det 23. år. Det var tænkt som en forbedring, men forskning tyder på, at de positive effekter af at kunne få efterværn til det 23. år udviskes af de negative for dem, der bliver afsluttet som 18-årige. Det kan have en negativ virkning, både i forhold til de unges uddannelse, beskæftigelse og indkomst.
Hvad fandt I derudover?
At det er vigtigt at inddrage de unge om ønsker til livet efter en anbringelse. Det, at man indleder en dialog, kan reducere unødige bekymringer, og ophøret af anbringelse kan opleves mindre brat af den unge. Vi kan også se i forskningen, at hvis de unge føler sig lyttet til, så oplever de en mere succesfuld overgang. Derudover er det vigtigt med støtte for eksempel i form af en nær voksen, som den unge har tillid til og kan henvende sig til med følelsesmæssige eller praktiske problemer.
De fleste unge mennesker har forældre, der kan hjælpe dem, når de eksempelvis skal lære at styre økonomien eller skal lære at tjekke e-boks. Det netværk mangler mange tidligere anbragte. Endelig er der typen af efterværn. Norsk forskning indikerer for eksempel, at forlængelse af anbringelsen ser ud til at hjælpe.
Men helt grundlæggende tror jeg, at det vigtige er, at man tager udgangspunkt i de unges behov.
Hvad vil du gerne have, at politikerne tager med, når de skal gentænke efterværn?
Vi ved, at vi taber for mange børn i overgangen til voksenlivet, så jeg kunne ønske, at eksisterende viden bliver brugt til at bygge ændringer af efterværnet på. En forlænget indsats koster penge, men det betyder måske også, at vi kan hjælpe unge mennesker til at kunne klare sig selv. Det er der tegn på, at vi ikke gør godt nok i dag.
