MEDLEM NR. 32.156

Christine Petersen

23 år, København

2020 –

Borgercenter Børn og Unge, Københavns Kommune.

2017 – 2020

FTF-A, medlemskonsulent/ studentermedarbejder

2018 – 2019

Bosted Caroline Marie, praktikant og efterfølgende vikar

2017 – 2020

Socialrådgiveruddannelsen, Københavns Professionshøjskole

2016

Frivillig på børnehjem, Cambodia

Det var grænseoverskridende at spørge om hjælp, men jeg blev opfordret til at spørge alt det, jeg havde brug for.

Christine Petersen, nyuddannet socialrådgiver

”Det ramte plet hos mig, at uddannelsen ikke låser mig fast”

Som nyuddannet socialrådgiver tænker Christine Petersen tilbage på sit valg af studie – hvor hun især blev tiltrukket af, at uddannelsen åbner døre til forskellige typer af job.

Af Mette Mørk Foto: Lisbeth Holten

– Jeg var i praktik i fem måneder på et bosted med udsatte unge med forskellige diagnoser. De havde det virkelig svært. JEG ER IKKE en af dem, der altid har drømt om at blive socialrådgiver. Efter studentereksamen havde jeg en periode, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville.

En aften snakkede jeg med min far, og han nævnte, at jeg var god til det med mennesker, og at jeg var socialt engageret og interesseret i samfundet. Og han fremhævede, at socialrådgiveruddannelsen er bred og kan bruges i flere retninger.

Det ramte plet hos mig, at uddannelsen ikke ville fastholde mig i et bestemt type job. Vi lærer både noget om det relationelle, jura, beskæftigelsesaspektet eller økonomi, og man kan tage stilling til, hvordan man vil bruge uddannelsen, når man er færdiguddannet. Min studiestart var ret nervepirrende, og jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. De første uger var intense med introduktion til fagene og en masse nye mennesker. Jeg var ret langt i studiet, før jeg virkelig kunne mærke min interesse for det. Det skete i praktikken, hvor jeg var fem måneder på et bosted med udsatte unge med forskellige diagnoser. De havde det virkelig svært, hverdagen var meget tung, nogle var selvskadende, andre meget udadreagerende.

Jeg skulle hjælpe med at gøre rent, lave mad, skrive dagbogsnotater, tage med dem til møde, og jeg arbejdede nok mere pædagogisk end som socialrådgiver.

Praktikken udfordrede mig

Jeg blev for alvor udfordret, men også bekræftet i, at det var ikke det, jeg skulle. Det tog for hårdt på mig at sidde i så tæt en relation med de unge. Jeg blev afklaret med, at det mere var mig at være i myndighedsrollen og sætte de overordnede rammer for de unge og hjælpe dem med, hvad de har ret til.

Efter praktikken blev jeg tutor, for det gik op for mig, at jeg skulle involvere mig, hvis studiet skulle være et godt sted at være. Jeg fik nye kontakter, mødte andre på tværs af klasserne – et netværk, som jeg også har brugt efter studiet. Det var blandt andet derigennem, jeg fik mit første job.

Bange for at virke uvidende

Det var overvældende at komme ud i praksis: Hvordan laver man en børnefagligundersøgelse, skriver en handleplan, hvad gør jeg med en underretning og meget mere. Det var grænseoverskridende at spørge om hjælp. Jeg var bange for at virke uvidende, men heldigvis blev jeg opfordret til at spørge alt det, jeg havde brug for.

Det er spændende at arbejde som socialrådgiver. Jeg har prøvet at være megapresset, jeg begyndte med 26 sager, nu har jeg 30. Det er mange unge mennesker og deres familier. Der har været omstrukturering, og jeg har oplevet kolleger blive stressede. Men jeg har også meget dygtige kolleger, her er et højt fagligt niveau, og de brænder for faget – og de unge som målgruppe er virkelig fed. Jeg er meget glad for mit første job.”