REFLEKSION

”Vi undersøgte sammen, hvad angsten gjorde ved deres familie”

Natalie Atukunda Thornemann,

socialrådgiver og uddannelsesambassadør i integrationsafdelingen, Odense Kommune.

Fortalt til Susan Paulsen Foto: Hung Tien Vu Hvis flere indvandrere skal i arbejde, kræver det, at vi kommer tæt på de enkelte familier og får indblik i deres udfordringer. Mange af kvinderne kan ikke spejle sig i billedet af danske kvinder, som ræser afsted til job med barnet bag på cyklen. Deres liv er et helt andet, og der er ofte nogle andre forventninger til dem – både fra dem selv og deres familie.

Udfordringerne kan være helt basale. Nogle er funktionelle analfabeter og har derfor også svært ved at lære det danske sprog. Andre gange er deres forklaringer på ikke at komme videre, at der er for langt til jobbet, og at transporttiden ikke passer med børnene.

Men forklaringerne bunder ofte i en bekymring eller frygt, som det er vigtigt at spørge ind til. Mange af dem tvivler på deres egen værdi på arbejdsmarkedet, men der kan også være andre ting på spil. Et yngre par, som er kurdere fra Syrien og har tre små børn, var meget opgivende, for ”lige meget hvad vi gør, så bliver vi sendt tilbage til Syrien”. Efter et par samtaler åbnede manden sig og fortalte, at angsten holdt ham vågen om natten.

Jeg kan ikke tage angsten fra dem, men vi fik en snak om, at hvis deres angst får lov at definere familiens fremtid de næste par år, så vil det også påvirke deres børn. Vi undersøgte sammen, hvad angsten gjorde ved deres familie. Og de fik mod på at komme videre. Kvinden er begyndt på en IGU-uddannelse som køkkenmedhjælper, og manden arbejder i et slamsugerfirma.

Med en tæt håndholdt indsats kan vi rykke indvandrere tættere på job – under forudsætning af, at virksomhederne er ’rummelige’. Men jeg tror ikke, at det hjælper indvandrere at blive presset ud i nyttejob uden ordentligt indhold.