Forside til hjemmeopgave / synopsis til opgaver ved Det Humanistiske Fakultet Personlige data
Institut
Sofie Jacobi
❍ ENGEROM
(fx abc123@alumni.ku.dk)
qsm284@alumni.ku.dk
❍ INSS
Telefonnummer
60610224
Navn KU-mail
❍ IKK
❍ IVA ❍ MEF ❍ SAXO ❍ ToRS
Studieoplysninger Navn på uddannelse
Dansk
Uddannelsesniveau
❍ BA
❍ BA-tilvalg
❍ KA
❍ KA-tilvalg
❍ Åbent Universitet
Oplysninger om eksamen Kursustitel
Bachelorprojekt
Eksamensaktivitet
Fri hjemmeopgave
Eksamenskode Studieordning
2005
Eksamenstermin
05/01-2015
Titel på opgave
boyfrind staves uden e, og det er faktisk vigtigt
Normalsider
29,9
Eksaminator
Antal tegn
71771
Må opgaven evt. lægges i opgavebiblioteket? (sæt ×)
❍ Ja
❍ Nej
René Rasmussen vejleder (ekstern censur)
Oplysninger ved gruppeopgave Der er i opgaven gjort rede for, hvem der har skrevet hvilke afsnit (sæt ×)
❍ Ja
❍ Nej
Medforfatter 1
Navn
KU-brugernavn
Medforfatter 2
Navn
KU-brugernavn
Medforfatter 3
Navn
KU-brugernavn
Medforfatter 4
Navn
KU-brugernavn
Tro & love-erklæring
Du kan finde en vejledning om, hvordan du fletter to PDF’er på http://absalon.hum.ku.dk/studerende/eaflevering/
Rev. 23-april-2014
Jeg erklærer herved på tro og love, at jeg egenhændigt og selvstændigt har udformet opgaven. Ved gruppeeksamen er det tydeligt angivet, hvem der har skrevet hvilke afsnit i henhold til bestemmelser omkring gruppeopgaver. Alle citater i teksten er markeret som sådanne. Opgaven eller væsentlige dele af den har ikke tidligere været fremlagt i anden bedømmelsessammenhæng. Ved elektronisk aflevering i Absalon er håndskrevet underskrift ikke påkrævet.
boyfrind IS SPELLED WITHOUT THE E AND IT MATTERS, ACTUALLY Towards a Danish Metamodernism
This essay explores the possibilities of a Danish metamodernist literary criticism by analyzing the Danish writer Christina Hagen's book boyfrind (Basilisk 2014). The essay explores what metamodernism is and how it can be useful in a Danish context. Not just as a literary criticism, but as a way to explain the state of mind of a generation. Something new is happening in Danish literature. In wanting to understand this new wave, this essay initially critiques the labels currently being used by the leading voices in Danish literary criticism, the main one being: Generation Etik (”The Generation of Ethical poets”). The essay argues how this label fails to capture the entirety of tendencies both new and exciting and also how the label forces one to ignorere several artworks, maybe even entire artist catalogues, one example being artworks by Christina Hagen, that are mislabeled as dystopic or cynical concepts if not: straight up weird. A new and possibly better label, metamodernism, is suggested. Essays on the topic by Timotheus Vermeulen and Robin van den Akker published in Journal of Aesthetics and Culture and also essays by Seth Abramson published on The Huffington Post are used to identify metamodernism: Metamodernism is not a theory, but a stucture of feeling. It is ontological, epistemological and historical all at once. It acknowledges modernism as well as postmodernism, in fact it argues that one can not escape from neither. It also stresses the fact that neither succeed in explaining current society by their own means alone. Keywords in metamodernism are: Metaxis, return to metanarratives, oscilation and the palimpsest as a way of understanding ambiguous meaning (The Sublime), neuromantic performatism and intertextual reconstruction. boyfrind, a book about a woman obsessed with her lover ”boyfrind”, written in an odd and flawed English referred to as ”Beverly Hills-English”, is analysed using metamodernist strategies. While still a very complex piece of art, the seemingly paradoxical elements in boyfriend are explained as fully possible within the logic of metamodernism. boyfriend is not cynical or “weird”, it is thrilling, poetic and very much playing on the same team as the new generation of Danish poets; not in blatant opposition as current Danish literary criticism would have you believe.
boyfrind STAVES UDEN E, OG DET ER FAKTISK VIGTIGT
P책 vej mod en dansk metamodernisme
Bachelorprojekt af Sofie Jacobi
boyfrind STAVES UDEN E, OG DET ER FAKTISK VIGTIGT
På vej mod en dansk metamodernisme
Kapitel
Afsnit
TEORI
Sidetal
2 Metode & utilstrækkelighed
INDLEDNING OG BAGGRUND Generation etik? Christina Hagens poetik The Metamodernist Manifesto REDEGØRENDE
2 2 2 5 6 7
Metamodernisme Notes on Metamodernism Metanarrativet – troen på den store fortælling Palimpsest, webage & fluxus Performatisme & nyromantisme Fra pastiche til intertekstuel upcycling ANALYSE
7 8 9 11 14 14 16
First date Coffeetablebogen som performance Sprog & rekonstruktion Stavefejl & (u)perfekt sprog Elvis Presley & gadeluderen DISKUSSION
16 17 19 21 23 25
Enten eller? Tanker KILDER
25 27 29
Litteraturliste
29
1
Noget nyt er på spil i dansk litteratur i disse år, men hvad? Vi har to muligheder, hvis vi ønsker at besvare dette spørgsmål: 1) Enten findes svaret allerede i den danske litteraturkritik og skal blot samles, ordnes og opstilles overskueligt. 2) Hvis ikke, må noget nyt hentes ind udefra. Undersøgelsen, der her vil følge, med Christina Hagen, særligt hendes nyeste bog boyfrind (Basilisk 2014), som omdrejningspunkt, vil gøre sig den sidste bevægelse, når den undersøger det – i dansk litteraturkritik – nye udtryk: Metamodernisme.
TEORI
Metode & utilstrækkelighed Når man skal besvare et spørgsmål som; ”Hvad er der på færde i dansk litteratur?”, tolker jeg, at der, ligegyldigt hvilken måde man besvarer det på, anvendes en metode som følger logikken fra en løs tolkning af Jürgen Habermas' ideer om den hermeneutiske cirkel: Et spørgsmål ønskes besvaret og et bud på svaret, en idé, prøves af i en analyse, hvorefter man enten afviser ideen, raffinerer den eller beslutter sig for, at den i tilstrækkelig grad besvarer spørgsmålet (med den vigtige indbyggede pointe, at spørgsmålet ikke ophører med at eksistere, efter denne konklusion nås). Da jeg i denne undersøgelse har valgt, at min ”idé” skal være metamodernismen, synes det logisk at fremvise, hvordan jeg selv er nået frem til denne beslutning. Det er ved hjælp af en idé hentet indenlands fra, som jeg diskuterer og afviser - nemlig ideen, som pressen har navngivet ”Generation etik”, at jeg vil bane vejen for at give mit eget bud, som jeg argumenterer for vil kunne besvare spørgsmålet mere udtømmende.
INDLEDNING OG BAGGRUND
Generation etik? Yahya Hassans digtsamling er på alles læber i 2013, også uden for poesiens verden. Ikke siden 70'ernes modernistiske bekendelseslitteratur har en digtsamling haft sådan en indflydelse. Samtaler om køn og race fylder i en længere periode dagbladenes bogsektioner. En generel tendens hersker i litteraturen; En politisk ambition og lyst til at involvere sig i den virkelige verden bliver i medierene omtalt som ”Generation etik.” Undervejs i debatten glemmes Yahya Hassan lige så stille igen.
2
Hvad er det så, der sker? Elisabeth Friis mener, at de yngre forfattere er karakteriseret ved et uironisk forhold til tingene. Til forskel fra nogle af de lidt ældre forfatteres – man kunne nævne Lars Frost eller Helle Helle – mere eller mindre subtilt ironiske måde at fortælle på. Den karakteristik er Mikkel Frantzen enig i, og han uddyber: 'Det, der kendetegner denne generation, er en etisk forpligtigelse på verden. Tidligere har man måske også haft æstetiske fællesskaber, men der har ikke været denne direkte forbindelse til en form for etik'. ”Generation etik”, Pauline Bendsen i Information 24/1-14
I disse sammenhænge nævnes forfattere som Olga Ravn, Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen. Olga Ravn skriver selv i sit essay ”Sorry, Mallarmé”1, at hun ikke tror på en litteratur der kan stille sig uden for verden: Der er så meget, [”Niels Frank, Jeppe Brixvold, Lars Bukdahl, og jeg kunne godt nævne alle mulige andre”] er så bange for. Der er så meget, kunsten ikke må være. Den skal være et frirum, men for mig at se resulterer det bare i, at intet må komme ind til den. Og så står den der helt alene og kradser i gruset med sin støvlespids. […] Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske. Jeg tror ikke på, der findes kunst, der kun kan findes for kunstens skyld.
Det har fået både ældre forfattergenerationer og litterære kritikere op af stolene. Nogle, f.eks. forfatteren Lars Frost, mener, at litteraturen aldrig har ophørt med at være politisk og at postmodernismens metoder ikke udelukker dette: ”Jeg har stadig ikke forstået, hvordan ideologi og dogmatik slår litteratur ihjel – jeg har i hvert fald ikke noget imod god, velskrevet, interessant, provokerende ideologisk og dogmatisk litteratur. Mange af de bøger, jeg holder allermest af er både ideologiske og dogmatiske”,2 andre, f.eks. litteraturkritikeren Lars Bukdahl mener omvendt, at politiske agendaer ikke hører litteraturen til, når han om Yahya Hassans poesi opfinder ordet ”identitetskarnivalisme” til at beskrive de nye forfatteres brug af deres egen virkelighed: ”Jeg forstår ikke, at man fremhæver racen eller identiteten frem for alle mulige andre forskelsskabende begreber. Det er en identitetsfundamentalisme, som er stik modsat den praksis, som Yahya Hassan 1 http://www.information.dk/489532 2 http://prmndn.dk/stroetanker-om-generation-etik/
3
selv praktiserer. Han leger hele tiden med identiteter og vrænger af det også i en slags identitetskarnevalisme.”3 Dette har yngre forfattere igen svaret vredt tilbage på.4
Men i al denne snak om etik, synes andre tendenser og aspekter glemt. Hvad med disse forfatteres brug af de nye medier(s sprog)? Stadig flere forfattere blogger og anvender Facebook, hvor faste grænser mellem forfatterne selv og deres poesi og ligeledes grænsen mellem værk og læser synes at udviskes med andet end blot etiske ytringer til følge. De nye forfatteres sprog er detaljerigt og fuld af referencer til tidligere (udskældt) litteratur og popkultur, uligt 90'ernes Helle Helle-minimalisme. Bjørn Rasmussen strøer om sig med poetikker og nye ord og ender i mit Facebookfeed imellem nye billeder af mine bekendtes børn, hverdagstrivialiteter og billeder af Bjørn Rasmussen selv i blå paryk. På Olga Ravns blog postes der imellem digte og notater, bevægelige billeder, gifs5, med tilhørende billedtekst, der skaber narrativer, sommetider over Ravns eget liv, sommetider mere abstrakte. Gif-billederne tager skridtet fra den digitale verden til den trykte i digtet ”Digt om en Lolkat”, der optræder i Olga Ravns selvudgivne digtsamling Mean Girl fra 2014. Asta Olivia Nordenhof vandt sin Montanapris i 2013, ikke blot for sin digtsamling det nemme og det ensomme, men også for sin blog: jegheddermitnavnmedversaler, hvor hun bl.a. har proklameret, at man ikke kan kalde det hun skriver litteratur.6 Skal dette læses som, at hun er holdt op med at være forfatter eller som en afstandtagen fra det billede af, hvad litteratur i 2014 er, der i disse dage tegnes af den danske litteraturkritik? For når Lars Frost insisterer på retten til dogmatik, er det så her ikke blot en modstand mod en stråmand opstillet af pressens snævre etik-betegnelse? Jeg vil mene, at der er masser af plads til – og eksempler på dogmatik og formlig eksperimenteren i den nye litteratur. Det er ikke kun etiske tilkendegivelser, vi som læsere møder, når vi læser de nye forfattere. Med tendensen om et grænseløst land mellem virkelighed og poesi følger også en ny tilgang til sproget, hvor det ufærdige, uperfekte, forsøget er ved at finde vej fra de nye medieplatforme til den trykte litteratur, en poesi der anvender dogmer og koncepter, som i postmodernismen, men uden at miste sin oprigtighed og blive en apatisk, akademisk øvelse – og det er måske heri forskellen mellem generationerne skal findes.
I mediedebatten om generation etik, er en forfatter indtil for få måneder siden blevet stort set udeladt. Det var først med afsløringen af Christina Hagens hemmelige ”body double”-projekt i en 3 4 5 6
http://www.information.dk/486218 http://www.information.dk/488769 http://blog.oxforddictionaries.com/press-releases/us-word-of-the-year-2012/ http://prmndn.dk/i-den-forkerte-brug-af-sproget-ligger-en-stor-skoenhed/
4
kronik i Politiken i august 20147 - et eksperiment, hvor Hagen i en periode benyttede sig af en imitator i form af en smuk, blond og mindre kendt forfatterkollega og studerende, Sofie Lund Hansen, for at kunne iagttage – og skrive om samfundets skønhedsidealers indvirkning på kvinder at hun blev skrevet ind i denne enklave af etiske forfattere. Bl.a. da hun 27. august 2014 medvirkede i litteraturprogrammet Skønlitteratur på P1 i en episode med titlen ”Gamle onkler og unge kneppedukker”. Christina Hagen støjer. Hun har ikke altid gjort det lige meget, f.eks. har novellesamlingen Sexdronning ikke provokeret- eller omvæltet litteraturdebatten. Men med hendes to seneste bøger White Girl og boyfrind, har hun præsenteret os for to bøger, som både støjer, og samtidigt ikke bare kan påklistres etik-mærkatet. Både i form og sprog synes bøgerne at modarbejde den kasse, betegnelsen ”Generation etik” gerne vil have dem til at passe ned i. Begge bøger beskæftiger sig ellers med fænomener, der kunne passe i etik-kassen. White Girl handler om racisme og boyfrind om kvindens rolle som undertrykt (og racisme). Men White Girl snakker ”perkerdansk” og boyfrind ”Beverly Hills”-engelsk (Hagens egne ord)8, og Christina Hagen synes med disse radikale valg af stil at skyde sig selv tilbage i postmodernismens ironi og relativitet. Og således bliver hun udelukket fra det gode selskab i ”Generation etik” - måske i selskab med Olga Ravns førnævnte ”Digt om en Lolkat” og Bjørn Rasmussens fire digte om analsex, der optrådte i mit Facebookfeed for en måned siden, som allerede er forsvundet i nyhedsstrømmen; Dem er der heller ikke nogen, der nævner i mediedebatten.
Men hvad er det med denne tendens, og er Hagen og hendes bøger ironiske? Hvis man spørger Hagen selv, absolut ikke. Men lad os starte med at nærme os hende og hendes poesi. For er hun et prægtigt eksempel på en forfatter, der virkelig kalder på et nyt begreb, eller skal vi blot slå hendes bøger hen som tomme koncepter, et levn fra postmodernismen kynisme?
Christina Hagens poetik Hagen (f. 2/8 1980) tænker over sit forfatterskab. Det vidner hendes hjemmeside straks om. Som et farverigt og kreativt arkiv, kan man gå på opdagelse i tekster, ikke bare skrevet af Hagen selv, men også metatekstuelle screenshots, fotografier og copypastes af, tilsyneladende, alt hvad hun opstøver, der skrives om hende og hendes bøger i pressen. Hun indretter arkivet på en sådan måde, at skelet 7 ”Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt” (P1 24/8-14) 8 http://prmndn.dk/i-den-forkerte-brug-af-sproget-ligger-en-stor-skoenhed/
5
mellem ”Christina Hagen” og ”Christinas Hagens litteratur” bliver svært at sætte en finger på. På nær et udførligt CV, der følger en mere vanlig form, ser vi, at både undersiderne om Hagen og epiteksterne om hendes bøger indeholder en stærk poetisk funktion, tværmedialitet, en samling ”ufærdige notater” og at begge ligeledes dokumenteres ved en løbende, rettere end afsluttet form. Dertil kommer kategorier, der konsekvent lægger sig på et udefinerbart sted mellem Hagen og kunst, f.eks. samlinger af fotografier uden uddybende forklaringer. Senere vil vi se, at boyfrind, som jeg med denne undersøgelse ønsker at stille skarpt på, på mange måder afspejler denne fremstillingsform, der opløser grænserne mellem forfatter og værk. Klikker man sig ind på bogen boyfrind, Hagens seneste værk udgivet i 2014, ser man som noget af det første et fotografi af en bid tekst, ledsaget en barnlig og sentimental My Little Ponytegning, med titlen: ”Note fra mig:” hvori Hagen tager til genmæle og svarer på de bud (for der har dog været en respons på bogen), som pressen og andre inden for den litterære verden (dette specificeres ikke) har givet på, hvad boyfrind handler om. Bud på at bogen bl.a. er et selvhadsprojekt, vrængede, uduelig, fortænkt og naiv. Dette leder Hagen videre til at tale om, hvad hun synes boyfrind er, samt hvad hun generelt synes litteratur bør være, og ifølge Lars Bukdahl9 fungerer teksten som en art poetik for bogen. Samme rolle spiller ifølge Ellisabeth Friis et essay af Christina Hagen skrevet for magasinet Kritik #210 med ”Writting in English”10).
The Metamodernist Manifesto Og det var denne lille tekstbid, i sammenhold med Hagens øvrige to poetikker på sin hjemmeside med titlerne ”Sproget”, ”og ideerne” og så essayet ”Writting in English”, der bekræftede mig i, at det gav mening af undersøge Christina Hagens -, og muligvis mange flere danske forfatteres forfatterskab med metamodernistiske briller. For ser vi på The Metamodernist Manifesto af Shia Labeouf 11, i en ganske vist anderledes jargon, som følger manifestets konventioner, ser vi, at flere tanker går igen. Manifestet består af 8 punkter, der følger en fast definition for genren; en erklæring om synspunkter og mål inden for et bestemt, ofte politisk eller kunstnerisk, område.12 Både Christina Hagen og manifestet synes at afvise postmodernismens strenge polariseringer i den måde de kombinerer tanken om det konceptuelle og så den naive, store armbevægelse, der ligger i forsøget på at sige noget meningsfuldt: ”Mest af alt ser jeg det som et 9 http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/christina-skriver-helst-ikke-noget-knt.html 10 http://prmndn.dk/i-den-forkerte-brug-af-sproget-ligger-en-stor-skoenhed/ 11 Originalt tilskrevet Luke Turner i 2011, Shia Labeouf senere tilføjet som forfatter i 2014, vi anvender derfor hans navn. Jeg nævner dette, fordi det i sig selv er en metamodernistisk leg med forfatteridentitet versus værk. 12 http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=manifest&search=S%C3%B8g
6
ærligt projekt (hvad dette så end indebærer)” (Hagen, ”Note fra mig:”) - ”Metamodernism shall be defined as the mercurial condition between and beyond irony and sincerity, naivety and knowingness, relativism and truth, optimism and doubt, in pursuit of a plurality of disparate and elusive horizons.” (Labeouf, The Metamodernist Manifesto), og begge vægter en litteratur i form af et ”forsøg” højt – ja, begge mener ikke, der findes andet end forsøget; ”Er det en øvelse? Det er det måske nok, eftersom alt, hvad jeg interesserer mig for, er øvelser. Her er noget godt – jeg tror, I vil kunne lide det […] boyfrind er ikke et selvhadsprojekt, nærmere et manifest: jeg tror simpelthen ikke på det dygtige”. Til sammenligning siger manifestet: ”We acknowledge the limitations inherent to all movement and experience, and the futility of any attempt to transcend the boundaries set forth therein. […] Existence is enriched if we set about our task as if those limits might be exceeded, for such action unfolds the world.” (Labeouf, The Metamodernist Manifesto). Manifestet hentyder sidst til en ”som om”-tankegang, der skal forstås således, at man forsøger på en måde, hvor man i et kort øjeblik lader som om, alt er muligt. Hvor dette kan tolkes ”stort” og ambitiøst, kan det i selskab med Hagens poetik også forstås som en hyldest til ethvert forsøg på at sige noget meningsfuldt.
REDEGØRENDE
Metamodernisme Det metamodernistiske manifest kan på mange måder læses som en poetik – begge genrer er både opskrifter og foreskrifter, og de er begge mere en idé end en lov. Endelig udspringer begge fra et udgangspunkt, der forsøger at lægge en afstand til den metode, andre (tidligere) har fremsat til at løse et givent problem – i poetikken: Hvordan skal jeg skrive min litteratur? (modsat andre) - i manifestet Hvordan bør vi leve? (i modsætning til hvordan vi nu lever). Poetikken er også personlig, hvor manifestet typisk er kollektivt. Men med opdagelsen af manifestets og poetikkens ligheder og Hagen og Labeoufs fælles pointer har vi fortsat kun indkapslet en lighed i forskrift: ”Jeg tror på, at dette er sandt og min poesi skal udspringe fra denne sandhed.” Sammenligningen med Hagens poetik har været et redskab til at bekræfte, at det muligvis er nogle af de samme intentioner der ligger bag tanken om metamodernisme, som danner grund for Hagens poesi. Vi er med manifestet og poetikken blevet 7
givet en kogebog – men vi vil også forstå ingredienserne og kulturen, som de udspringer af.
Hvad der rent faktisk er på færde i kunsten, undersøges i Timotheus Vermeulen og Robin van den Akkers essay ”Notes on Metamodernism” fra 2010, hvis pointer også er forlægget til Shia Labeoufs forsøg på et manifest. Essayet er en del af et større univers – bloggen Notes on Metamodernism er et slags online-arkiv, der løbende følger bevægelsens udvikling. I sig selv er dette unikt i forhold til dokumentationen af tidligere store udviklinger inden for vores forståelse af kultur, og her er den ikke ulig Christina Hagens måde at følge sit eget forfatterskab på. På bloggen argumenterer de selv for, at det er tidssvarende at følge en bevægelse på denne måde, og at grænserne mellem blogs og f.eks. akademiske artikler er i opløsning.13 På bloggen postes hyperlinks til kunstanmeldelser (”kan Tate Britains seneste udstilling mon siges at være metamodernistisk ud fra de ord, anmelderen bruger?”), aktiviteter (der blev i september 2014 afholdt et heldagssymposium i Amsterdam om metamodernisme, arrangeret i et samarbejde med Akker og Vermelulen – alle videoer er blevet postet på internettet og bloggen) og andre tegn i akademisk- såvel som popkultur, der vidner om, at vi skulle leve i en metamodernistisk virkelighed netop nu. Stadig centralt er essayet fra 2010. Akker og Vermeulen har senere tilføjet en række rettelser og nye tanker til teorien, men den benyttes fortsat i den metamodernistiske forskning, og jeg vil derfor også her kigge nærmere på dets pointer for at forstå bevægelsen, manifestet og hermed Christina Hagen. Jeg inddrager også viden fra deres essay ”Art Criticism and Metamodernism” fra 2014, samt essays af forfatteren og litteraturkritikeren Seth Abramson skrevet i en serie om metamodernisme ved The Huffington Posts bogsektion i 2014: ”Metamodernism – The Basics I + II + III”. Disse essays stiller udførligt skarpt på bevægelsen, hvor ”Notes on Metamodernism” mere kan betragtes som en overskuelige introduktion med mere sparsomme redskaber til faktisk analyse. I en kombination fungerer de som en nøgle til at bringe metamodernismen til dansk litteraturkritik.
Notes on Metamodernism ”Postmodernismen er ovre!” meldes der i første sætning af det abstract der ledsager essayet ”Notes on Metamodernism”, en påstand der bl.a. tilskrives Linda Hutcheons essay The Politics of Postmodernity. Men med præmissen følger, som i Danmark, spørgsmålet: Hvor befinder vi os nu? ”Post-postmodernism needs a new label of its own”, skriver Hutcheon i slutningen af sit essay og
13 http://video.frieze.com/film/what-metamodernism/
8
bolden er givet op. Bolden er før ”Notes on Metamodernism” allerede forsøgt grebet. Bud på et begreber for bevægelsen efter postmodernismen lyder blandt andre Digi- eller Pseudo-modernism (Allan Kirby), Auto-modernism (Robert Samuels) og Alter-modernism (Nicolas Bourriaud), men ifølge Vermeulen og Akker ikke på en fyldestgørende og udtømmende måde. Disse begreber er, ligesom den danske presses bud: ”Generation etik”, ontologiske; De ser den nye bølges ”hvordan”; etikken, affekten, den nye kunst udtrykker sig med samt de (digitale) platforme, den udspringer fra, men formår ikke at fange epistemologien, dets ”hvorfor”; gnidningen, der forårsager det hele. Vermeulen og Akker befinder sig således som jeg på jagt efter et nyt begreb, og de fremlægger deres eget bud: Metamodernismen. Metamodernismens ”meta” tilskrives i ”Notes on Metamodernism”, med udgangspunkt i Platons tekst om ”metaxis” og det græsk-engelske leksikons definition, egenskaber, der kan gribe hele bevægelsens væsen. Metaxis bruges af Platon til at beskrive den mytiske figur ”Eros”, der både var menneske og en gud på samme tid, halvgud. ”Meta” skal både læses som:
”med-”, epistemologisk, en sammensmeltning af modernismens og postmodernismens måde at begribe menneskets (mulighed for) erkendelse.
”imellem-”, ontologisk, konkret eksisterende værker og ytringer, der i væsen befinder sig vibrerende mellem modernismens tese og postmodernismen antitese.
”hinsides-”, historisk, hvor vi som samfund befinder os nu, efter at have gennemlevet både modernismen og postmodernismen.
Men for at få en forståelse for, hvad dette indebærer, må vi også forstå modernismen og postmodernismen bedre. Det gør vi ved først at understrege, at manifestet af Shia Labeouf ovenfor ikke følger Akker og Vermeulens vigtige pointe om, at ”Notes on metamodernism” ikke er et manifest, men ”a structure of feeling”; en måde at beskrive en tidsånd på. Og det er altså denne vi undersøger, når vi kigger på følgende nøglebegreber fra metamodernismen: Nemlig (holdningen til tanken om) Metanarrativet og (holdningen til tanken om) Palimpsestet, hvorefter vi identificerer metamodernismens væsen og fremgangsmåde: En slags nyromantisk performatisme. Metanarrativet – troen på den store fortælling
9
I 90'erne snakker mange, bl.a. Jean-François Lyotard14, om en afsked med de store narrativer, metanarrativet. Et metanarrativ er en fortælling om fortællinger, troen på, at der er en samfundsfortælling: Historien. Med modernismen og dens adskillelse af politik, det åndelige og videnskaben, hvor alt kan forklares, etableres troen på samfundets oplysning og fremdrift. Vi skiller os ikke af med metanarrativet – det bliver snarere flyttet fra det metafysiske til det videnskabelige eller det politiske, f.eks. troen på kommunismen. Der er forskellige bud på, hvorfor dette forandrer sig i postmodernismen, men de fleste taler om skuffelse eller følelser af svigt. Teknologien har forrrådt mennesket: Vi troede, vi i fremtiden skulle leve i et samfund af flyvende biler og rigdom, men i stedet er krigsvåben som atombomben blevet udviklet, der nær udsletter os alle. Marx' drøm om kommunismens fuldbyrdelse, ”the end of history”, viser sig at være andet end den utopi, vi var blevet lovet. Reaktionen er en samfundsstemning af vrede, desperation eller apati over, at modernismen ikke har givet os, hvad vi håbede på. Om vi befinder os efter ”the end of history” eller om historien som koncept viser sig at være en illusion er der uenighed om, men stemningen er i postmodernismen uanset forandret og kan ikke vende tilbage og at blive den samme moderne vision. Når historien ikke længere danner ramme om et stort narrativ, påvirker det, at små narrativer vægtes lige højt og således bliver relative. Alt kan i poststrukturalismen have samme mening eller måske endda: Ingen mening. Mindre narrativer, f.eks., feminisme, er ikke et standpunkt, det er et skridt hen imod endnu flere polariseringer: Queer mod ikkequeer feminisme, separatisme vs. ikkeseparatisme. Med dette nulsumspil, hvor alt ender med at være hinandens modsætninger, ender vi med at befinde os i ”fællesskaber”, hvor kun en enkelt person ”deler sin egen” erfaring, og fremmedgørelse og nihilisme følger. ”Ligeglad er aldrig glad”, et kendt udtryk i Danmark, jeg husker fra min barndom, fanger på mange måder postmodernismens stemning, og det forklarer måske også, hvorfor vi som samfund ikke har kunnet forblive indhyllet i den. I kunsten bevirker det, at vi bevæger os igennem tre stadier for at nå metamodernismen. Modernismen er en hyldest til det store, hvor troen på den store fortælling frembringer en kunst, der skabes for sin egen skyld efter en tid, hvor den har været bundet til at skulle fremstille f.eks. det guddommelige, dette gjort ved hjælp af bundne former. I modernismen mener man, at det er en sandhed i kunsten selv, og man søger den helt ned på sætningsniveauet, hvor f.eks. komplekse sætningsstrukturer, nye former og et affektfuldt sprog kommer frem, både i den tidlige modernisme i udlandet hos James Joyce, men også i den danske modernisme fra Klaus Rifbjerg til den senere
14 Notes on Metamodernism s. 4
10
bekendelsespoesi i frie vers, som vi så den med f.eks. Vita Andersen. Denne litteratur bliver udsat for
latterliggørelse af de postmoderne 80'er-digtere i en
storslået episode af programmet Kunstbazar i 1984, hvor Michael Strunge og Pia Tafdrup bænket over for modernisterne Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær afskriver deres forrige generation til fordel for en mere snæver og mindre folkelig, konceptuel litteratur 15; Den danske postmodernisme har gjort sit indtog. Til sammenligning gør nutidens Olga Ravn nærmere hommage til 70'erne i den introduktion16, hun har skrevet til Hold kæft og vær smuk! og Tryghedsnarkomaner, der i 2013 blev genudgivet i en samlet udgave - bøgernes af postmodernisterne så udskældte sentimentale naivitet værdsættes og genfortolkes på ny af den nye forfattergeneration. Det vigtige at tage med her er, at den nye generation forholder sig meget mere liberalt til tanken om både
metanarrativer og
mikronarrativer.
Palimpsest, webage & fluxus Til at beskrive det kunstneriske udtryk der danner grund for metaxis, anvender ”Notes on Metamodernism” en række modsætningspar, der stod i skarp kontrast under postmodernismen. Blandt andre naivitet over for ironi, det universelle over for det private, affekt over for kynisme og, som vi har snakket om ovenfor, metanarrativet over for mikronatrrativet. Tanken om modsætningsparrene og det at favorisere et over andet kommer fra strukturalismen som en tese, men postmodernismen peger på disse modsætninger og positionerer sig selv på den ene side i hvert par som en antitese for at illustrere, at ingen af polerne har en evne til at fremstille noget stort og sandt. Hvor modernismen var oprigtig, er postmodernismen bannerfører for ironien. Metamodernismen derimod både anerkender og anvender begge sider af alle begrebspar. Den metamodernistiske kunst bevæger sig i ”svingninger” mellem de forskellige poler i en konstant bevægelse, argumenterer essayet for. Denne beskrivelse er dog senere blevet kritiseret for at være alt for meget på postmodernismens præmisser. At dette er sket er forståeligt, da man, da ”Notes on Metamodernism” publiceres, stadig mangler et sprog, der er metamodernismens eget. Problemet er, at man ved ordet ”svingning” accepterer den skarpe opdeling i binære sæt, og præmisset om, at man forlader den ene pol, f.eks. ironi, hver gang man svinger mod det naive. Så kan pendulet svinge nok så stærkt, det
15 https://www.youtube.com/watch?v=2awil8JphOc 16 http://www.information.dk/477790
11
fanger stadig ikke nuancerne imellem de to poler og faktummet, at de to poler måske slet ikke er hinandens modsætninger. Metamodernismen kan betragtes som en syntese af tesen og antitesen og er således begge ting og ingen af delene på én gang. Seth Abramson vælger i sit essay fra 2014 et redskab fra oldgræsk – palimpsesten– til sin redegørelse for, hvordan vi skal forstå metamodernistiske tekster.17 Et palimpsest var originalt en skriftrulle, der blev genbrugt. Ordet betyder ”Skrabet ren og brugt på ny”. Resultatet blev ofte, at den gamle tekst kunne læses under den nye, og i overført betydning er ordet kommet til at betyde et billede, der forestiller flere billeder på én gang. Det kan både være konkret i billedkunstens verden, hvor et billede arbejder med flere lag på lærredet, hvor intet lag står mere klart end et andet, men også i en mere overført betydning, hvis f.eks. en sætning, tegning eller tekst lægger op til en tvetydig læsning. Dette påvirker for beskuerens side en vekselvirkning, der forhindrer en afsluttet tolkning, der tilgodeser det ene betydning frem for den anden. Anvendelsen af ordet til at beskrive f.eks. poesi kommer ironisk nok fra postmodernismen, men postmodernismen anvender billedet til at nå en anden konklusion. I postmodernismen konkluderes det, at det øverste lag, hyperteksten, i palimpsesten altid vil ”vinde” og udviske de andre lag, andre hypertekster og hypoteksten, ”originalteksten” – her anvendes samme logik som i polariteterne ovenfor: Er teksten naiv, kan den aldrig være ironisk. Seth Abramson argumenterer her, at metamodernismens svar ville være at indvende, at det er umuligt at afgøre, hvilket lag der befinder sig øverst (og nederst!) og således skal favoriseres. Derudover: Hvorfor gøre sig besværet ved at hente et billede som palimpsesten ind for blot at foretage et nulsumspil, hvor man alligevel ender med kun at fokusere på ét lag, spørger han. Mens der argumenters for, at tekster i det hele taget kan læses på denne måde, påpeges det, at palimpsesten optræder særligt tydeligt i tekster produceret i metamodernismen, delvist affødt af, at vi lever midt i en tidsalder af ny teknologi. Vi er fra modernismen gået fra det store visuelle indtryk i filmen til TV-zapperkulturen og ligegyldigheden i postmodernismen og befinder os nu i internettets tidsalder. Hvad dette har gjort ved menneskets opfattelse af sig selv i verden beskrives ved en art fluxus; vi befinder os i en konstant flydende bevægelse mellem mange mentale tilstande. På internettet er vi altid i gang med flere ting på én gang: Udover at navigere virkeligheden uden for internettet med alt hvad den indebærer af fysisk navigation i rum, kommunikation og 17 http://www.huffingtonpost.com/seth-abramson/metamodernism-the-basics-_b_5980326.html
12
benyttelse af andre medier som f.eks. TV, har vi måske flere vinduer og tabs åbne i vores internetbrowser, der hver taler om forskellige emner ud fra forskellige verdensbilleder og benytter sig af forskellige sprog og jargoner, som vi uproblematisk veksler imellem, også når vi selv kommunikerer. Vi er i dag ikke vant til at befinde os i én virkelighed, hvor vi kun er ”tilsluttet” én betydning og ét sprog, og selvom dette nok særligt er et tidstypisk træk for denne generation, vidner en sådan konklusion nok også om, at hverken modernismens tanke om dedikation eller postmodernismens relative apatiske tankegang har været tilstrækkelige til at forklare, hvordan et rigtigt menneske af kød og blod rent faktisk oplever verden og videre udtrykker sig kunstnerisk eller oplever kunst. Vi er til stede og vi er det flere steder på én gang. Metamodernismen påpeger, at vi altid har været dette, men altså: i en stadigt stigende grad med en bevidsthed og reflektion herom. Vi er med internettet og globaliseringen tættere på alle mennesker, men måske også mere alene: Vi har al viden tilgængelig, så kompetence ligger i højere grad i at kunne sortere viden fra end til. Vi kan altid finde mennesker, der deler vores holdninger, men vil ligeledes også altid kunne finde mennesker, der modsiger dem. Dette gør det at have en holdning eller at være ekspert eller kompetent inden for et felt til noget relativt, metamodernistisk, i sig selv, ligesom det samme kan siges om motivationen for at indgå i et fællesskab lige fra en forening til samfundet i det hele taget her stilles det metamodernistiske menneske over for opgaven om at sammenføje mikro- og metanarrativet. Alligevel læser og skriver vi, modsat den ældre generations påstande, mere end nogensinde og kaster os altså ud i udfordringen. Asta Olivia Nordenhof citeres i
artiklen
”Generation Etik” således: ”I litteraturen kan der ske en forskydning, hvor kollektivet og ensomheden kan være i det samme rum samtidig.”18 Litteraturen og internettet bliver både udfordringen og løsningen; ”Informeret naivitet” kalder man i metamodernismen følelsen af at driste sig til at stille sig et sted eller udtrykke sig i dette samfund. Det interessante ved palimpsestbilledet er altså, hvordan det formår at indfange metamodernismens litteratursyn om teksten som et forsøg; bevidst naiv. Dette baner vej for at anerkende spor af f.eks. anden litteratur, ikkelitterære former fra internettet eller biografiske elementer uden at favorisere den ene læsning over den anden eller afskrive nogen af dem som uværdige. Palimpsest-billedet gør også, at vi ikke blot formår at bevæge os mellem mange ”steder”, i tekster men også i de ukendte vande midt imellem, som befinder sig uden for sprogets verden, og
18 http://www.information.dk/485672
13
som også påvirker vores indtryk af et samlet værk. Hermed åbner tolkningen op for, vi måske kan nærme os det sublime19, spændet mellem det sanselige og det oversanselige (Immanuel Kant)20. Med palimpsesten og metamodernismen mener jeg, at vi får givet et nyt begreb til at snakke om den poetiske funktion i tekster.
Performatisme & nyromantisme Den informerede naivitet kan for forfatteren i praksis oversættes til eller resultere i en såkaldt nyromantisk performatisme. Det ”ny” i romantismen er måden, den er i spil med postmodernistiske impulser, og i ”Notes on Metamodernism” bemærkes det blandt andet at ”oprigtighed bliver en performance”, når den ”informeret naive” person udtrykker sig. For at lykkes med at indfange forholdet mellem de forskellige poler, uden samtidigt at falde i tidligere bevægelsers fælder: At blive enten sentimental og dogmatisk (modernisme) eller distanceret uendeligt langt væk fra sit værk i noget, der aldrig bliver mere end et gimmick (postmodernisme), kan ting som form, sprog eller koncepter tages i brug for at fastholde læseren imellem de forskellige læsninger: Hvor præmisset for fortællingen accepteres af læseren, mens denne bevarer sine opfattelser af verden udenfor teksten imens. Vi indgår på tekstens præmis og den informerer os med sine stilistiske udtryk om, at denne handel finder sted. Om denne teknik bruges ordet performatisme, hentet fra Raoul Eshelmand, der formulerer det således:
In this way performatism gets to have its postmetaphysical cake and eat it too. On the one hand, you’re practically forced to identify with something implausible or unbelievable within the frame *to believe in spite of yourself* but on the other, you still feel the coercive force causing this identification to take place, and intellectually you remain aware of the particularity of the argument at hand. Metaphysical skepticism and irony aren’t eliminated, but are held in check by the frame.21
Resultatet af dette bliver at teksten fastholder opmærksomheden-, oplevelsen i et nærvær af værkets indre spændinger, det der måske giver oplevelsen af det sublime.
Fra pastiche til intertekstuel upcycling 19 http://www.huffingtonpost.com/seth-abramson/metamodernism-the-basics-_b_5980326.html 20 http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/Kunsthistorie,_kunstkritik_og_teori/det_sublime 21 Notes on Metamodernism s. 6
14
Fra
modernismens
konstruktion
til
postmodernismens
dekonstruktionen,
taler
man
i
metamodernismen om rekonstruktion. Vi har ikke glemt postmodernismens pointer om, at vi, når vi siger noget, automatisk foretager en spejling af- eller henvisning til noget, der er sagt eller gjort før, enten i tidligere tekster, vores eget liv, i politik m.m.. Hvad man i virkeligheden siger her er, at det intertekstuelle ikke kan undslippes. Intertekstualitet – tekster der på forskellig vis henviser til andre tekster, har da også altid eksisteret, men den måde forfattere bruger det på og vores forståelse af, hvilken betydning intertekstuelle relationer har, har forandret sig over tid. I modernismen ser vi oftest citationen og henvisningen, og hypoteksten ”originalen” vægtes højere end hyperteksten. I postmodernismens kynisme bruges ofte pastichen, en teknik, hvor forfatteren bruger intertekstualitet til vise det relative, meningsløse og måske ligefrem latterlige i en tekst eller forfatter ved at appropriere deres form eller sprog. Her kan en hypertekst afskrive en hypoteksts værdi ved at vise, at den er ordinær eller reproducerbar. Metamodernismen anerkender, at tekster altid er gjorte og er sammenflettet med virkeligheden, men den tager denne pointe og forsøger til trods at ”bygge” noget meningsfuldt. Timotheus Vermeulen og Robin van den Akker siger i deres essay om metamodernistisk kunstkritik i antologien: The ART of Critique/Re-Imagining Professional ART Criticism and The Art School Critique om rekonstruktion: ”[Den metamodernistiske forfatters] eclecticism is not, simply a matter of a historical nostalgia or disaffected futurism. He doesn‟t imitate stylistic registers but revisits these older forms in search of their substance, so as to evoke a context that may have been lost on us 21st-century viewers, but may also be worth the while.”22 Seth Abramson beskriver rekonstruktion som et slags remix, hvorom han siger: ”[The remix] allows a single author to interact honestly and responsibly with the language of another with the aim of creating a new, unique, cohesive, coherent, and entirely "whole" self-expression.” Byggestenene bliver altså ikke inddraget for at blive hængt ud, men nærmere for at blive hyldet eller for at blomstre; upcycling (”forbedret genbrug”). I Abramson-citatet ser vi en ny bevidsthed, hvor forfatterens på sin vej mod at finde sit eget sprog helt eksplicit anerkender, at hun benytter sig af andres. Tænk f.eks. igen her på Olga Ravns eksplicitte erkendelse af sin relation til Vita Andersens forfatterskab og hendes øvrige insisteren på, at hun befinder sig i verden og således påvirkes af den. Eller på Bjørn Rasmussens brug af intertekstuelle referencer i kapiteltitlerne i hans roman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Med bevidsthed om intertekstualitet som et vilkår, der ikke nødvendigvis tynger, er metamodernismens afsked med postmodernismen altså ikke tanken om en ren 22 Teksten er også bragt af Artpulse Magazine, hvor jeg har læst den: http://artpulsemagazine.com/art-criticism-andmetamodernism
15
konstruktion på ny. Metamodernismen er rekonstruktion, forstået således, at der indbygget i meningen i en givet tekst findes en implicit ærlig tilgang til dennes umulighed, da det er det konstruerede, der har frembragt meningen. Og således ender vi igen ved værdien af performatismen, hvis ærlige konceptrammer formår at lade os føle mening med god samvittighed.
Vi har altså opsamlende tegnet nogle linjer mellem modernismen, postmodernismen og metamodernismen i et forsøg på at forklare, hvor vi står i dag. Vi har også så småt analyseret Christina Hagen – hendes hjemmeside og poetik – for at undersøge, om det giver mening at lægge teorien ned over hendes litteratur. Og hermed er vi klar til at kigge nærmere på, hvordan boyfrind fungerer i samspil med disse tanker.
ANALYSE
First date Som læser kender man måske Christina Hagens tidligere værker, der består af noveller, konceptprosa og poesi i traditionelle bogformater. White Girl udfordrede i sin tekstlige form ganske vist konventionelle ideer om genre, men lignede trods alt stadig en digtsamling i størrelse og tykkelse. Det kan også være, at man med boyfrind fra starten af 2014 første gang stifter bekendtskab med Hagen. Forvirring opstår uanset ved første møde med bogen. boyfrind er en stor, tung og glittet bog, der minder om en kunst-23 eller coffeetablebog24. Forsiden forestiller et portræt af en racialiseret mand, beskåret så man kun kan se hans mave, lår og slappe kønsdele og titlen, det engelske ord for kæreste ”boyfriend”, er her stavet uden e. Første spørgsmål melder sig her: Hvorfor er det det? Bogens bagsidetekst taler ikke om racialiserede mænd eller boyfrinds, derimod udsiges til læseren en påstand, hvis gyldighed bliver næste spørgsmål. Ifølge bagsideteksten har kvinden i dag valget mellem to roller: At være Elvis Presley, et billede oversættes til: den priviligerede kvinde i vestens liv med mand og karriere, eller gadeluderen; ”den vestlige kvindes favoriteksempel” - hvad skal dette nu betyde? Bladrer man i bogen, er den meget visuelt udformet. Udover at halvdelen af bogen
23 http://www.information.dk/491092 24 http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE2242279/boyfrind-med-slap-pik-pryder-aparte-coffeetable-bog/
16
består af farvefotos, som Hagen selv har taget25, er teksterne også visuelle i sig selv og består af håndskrift med forskelligfarvede tuscher med overstregninger og ord, der står utydeligt, fordi tuscherne er ved at løbe tør for farve. Og så er bogen, ej at forglemme, på nær en kort prolog ved navn ”BOYFRIEND” (på svensk!), skrevet på engelsk. Dette vækker naturligvis også spørgsmål, hvis man ved, at Hagen er pæredansk. Bogen fremstår eksperimenterende og mærkelig, men vi forventer dog at finde nogle mulige svar på vores spørgsmål i den. Metamodernistiske redskaber vil tages i brug for at løse denne opgave.
Kort om bogens indhold: boyfrind handler om en kvindes forhold til karakteren boyfrind, som hun er henholdsvis underkastet og fascineret af, og er fortalt via en heterodiegetisk fortæller med indre fokalisering i kvinden. Denne rolle som besat af boyfrind er et livsvilkår, hun kæmper med, fordi det umuliggør hende i at blive en selvstændig person. På nær enkelte flashbacks, bl.a. til barndomshjemmet, hvor seksuelt misbrug insinueres, kastes vi på handlingsplan uden øvrig forklaring in medias res ind i denne rolle med hende og følger hende i en lineær fortælling. Der er ingen eksplicit modtager for bogen og i sammenhold med formen, virker den mest af alt som en dagbog. Vi følger hende og boyfrinds forhold via anekdotiske fortællinger og betragtninger fra et land, der minder om Danmark, hvor de danner par, og videre med hovedpersonen ud på en verdensrejse i Asien og Europa langt fra boyfrind. Her køber hovedpersonen kvindelige og mandlige prostituerede i et forsøg på at nærme sig – og forstå boyfrind i en slags frigørelsesproces; afmystificering. Bogen ender med at boyfrind går fra hovedpersonen med ordene: ”I don't think I can ever make you happy”, som hun både erkender og ikke erkender - mere om dette senere.
Coffeetablebogen som performance At genrebestemme boyfrind er grundet formatet et projekt i sig selv. Af udseende befinder bogen sig allerede i et krydsfelt af signaler, når den tager form som genren, der både rummer det lave, overfladiske og det ambitiøse, investerede; coffeetablebogen. Der er noget, der skærer i øjnene, når en stor og smuk bog er prydet med et uæstetisk (skåret) fotografi og en stavefejl på forsiden, og denne kontrast gør, at vi, for at udligne kognitiv dissonans allerede når vi åbner bogen, på sin vis har accepteret et præmis om bogens fremstilling af en særegen virkelighed. Således bliver (brugen af) genren det, der skaber et rum for den førnævnte performatisme, der gør, at ting kan udspille sig i bogen, uden vi tolker det som, at bogen påstår at fremstille en virkelighed og et værdisæt, der kan
25 http://www.vice.com/en_se/read/christina-hagen-is-dubious-girlfriend-material
17
overføres 1:1 til virkeligheden uden for bogen. Først lidt flere pointer om genren, som også afprøves på bogen: Der findes ikke meget teori om coffeetablebogen (”en bog der er beregnet til at ligge fremme i stuen”),26 men jeg vil argumentere for genren, akademisk udforsket eller ej, er relevant, når vi skal bestemme, om boyfrind mon kan tilskrives metamodernismen. De karakteristika, som genren tilskrives er i form: En dyr bog af god kvalitet funderet i fotografier, hvilket påvirker, at visuel æstetik spiller en langt større rolle end tekstbaserede bøger. Her er boyfrind både uæstetisk og amatøragtig i sine fotografier, men det ændrer ikke på at, der ligger meget betydning i æstetikken, der bl.a. matcher teksten, hvis sprogbetydning vi kommer ind på i et afsnit for sig. Fordi genren normalt har fotografiet som omdrejningspunkt, påvirker det, at den mestendels består af faglitteratur, og det er faktisk også svært blot at kalde boyfrind skønlitterær, når handlingsplanet følger de mange fotografier, som man af bogens epitekst kan forstå er taget af Hagen selv. Hun har således befundet sig i mange af de rum og mødt mange af de mennesker, teksten beskriver (i det mindste noget, der ligner, og det er nok til at sætte en tolkning i gang hos læseren). I teksten beskrives hovedpersonen også som en forfatter, der skriver tekster der benytter sig af konceptsprog. Her er pointen: Det er ikke nødvendigt, at vi beslutter os for, at den er enten skønlitterær eller faglitterær, for det betydningsrum af performatisme, vi bevæger os ind i i teksten med, har vi allerede etableret som eksisterende parallelt med virkeligheden uden for bogen. Den store størrelse, coffeetablebøger har, tjener den funktion, at billederne kan opleves som noget, øjet kan flyde rundt hen over og være tilstede i, frem for noget man skal kunne begribe på et øjeblik. Normalt er billeder i bøger illustrationer af teksten – vi putter groft sagt de konklusioner, vi har fra teksten, over på billederne, og tilslører her en potentiel selvstændig, poetisk funktion. Fordi billedet fylder mere i en coffeetablebog, kan det argumenteres, at teksten her får den modsatte funktion og bliver underlagt billedernes betydningssfære, f.eks. opprioriteres i coffeetablebøgers tekst vigtigheden af en skøn font, der passer til billederne. I tilfældet med boyfrind fylder teksten dog mere og er som sagt også et slags billede, der indeholder betydning på et visuelt plan. Jeg ville mene, at tekst og billede i boyfrind mere taler sammen end styrer hinandens betydning i en ensrettet retning. Det visuelle og skriftlige – form og sprog – krydser hinanden i et uendeligt antal kombinationer, hvilket også er en metamodernistisk slutning at drage. Coffeetablebogens format, der er en hyldest til fotografiet, gennemgår med historien visse faser, hvor fotografiet ved sin introduktion ses som nærmest metafysisk i sit betydningsrum grundet
26 http://www.press.uchicago.edu/Misc/Chicago/173259.html
18
dets ”evne til at repræsentere virkeligheden”. Moderne betragtet knytter coffeetablebogen sig til at kunne hylde fotografiet og dets sandhed og muligheden for at ophøje denne i et værk, der nærmest naivt postulerer sit emne. Postmoderne bevæger ideen om fotografiets sandhed sig mere over i det relative, som det mister sin funktion som noget spektakulært, enestående og uskyldigt, og bliver til noget masseproduceret (”kopier af kopier”), potentielt manipulerende og skønhed for skønhedens skyld bliver problematiseret. Coffeetablebøger bliver set som overfladiske og meningsløse27 med et overdrevet fokus på et mikroskopiske narrativer, men uddør ikke, fordi man i postmodernismen netop svælger i det overfladiske og meningsløse og helt har afskrevet ideen om, at den store sandhed overhovedet findes. boyfrind synes både overfladisk og kynisk i sin fremstilling af sin hovedpersons ubehjælpelige tekster og etisk uforsvarlige fotografier, og læst postmoderne kan dens betydningsrum synes meget snævert og udstillende, men teksten på bagsiden vidner om et større narrativ, end det der tilhører den stereotype vestlige kvinde og de ligeledes karikerede uprivilegerede kvinder, vi møder i bogen. Er bogen også en fortælling om kvinden, (intersektionelle) undertrykkelsesmekanismer og deres rolle i det store metanarrativ? Er boyfrind også en samfundsfortælling og folkelig? Det spørgsmål kan vi passende stille, når vi kigger på coffeetablebogens teori, når det kommer til dens praktiske funktion. I sin lette, billedebaserede form er bogen ikke nødvendigvis tiltænkt at blive læst med stor opmærksomhed eller i en læseretning der går fra A til B. Coffeetablebogen er traditionelt tilsigtet samtale ved kaffebordet, et sted hvor folks private gæster kommer, og derfor plejer den ikke at fordre specielle sproglige eller faglige evner. Her kan boyfrind tænkes at blive mødt af sine læsere med en blanding af stor nysgerrighed og et besvær med at afgøre, hvad det er, den vil én. Det har da også virket som om, dette var tilfældet for den danske presse, der synes enten at læse den dystopisk (postmoderne) eller sentimentalt (moderne), aldrig på begge måder. Handler dette om danske litteraturkritiske vaner eller om bogens formåen? Eller er det måske endda tiltænkt, at vi skal lægge bogen fra os og ignorere - eller afskrive den, fordi det er det, der sker for hovedpersonen i bogens virkelighed? Det er påfaldende, sikkert også grundet genren, at mange læsere, mens hovedpersonen i bogen udtrykker smerte over sit uperfekte sprogs usynlighed og sit behov for at knytte sig betingelsesløst til andre mennesker, kommer til at slippe hende uden at lære hende at kende.
Sprog & rekonstruktion
27 http://flavorwire.com/414434/50-sublime-coffee-table-books-for-the-true-sophisticate
19
Når vi når til analysen af sproget i boyfrind, fremstår det ved første øjekast både ”gjort” og ”ugjort” på en og samme tid. Gjort fordi sproget adskiller fra Christina Hagens private sprog, ugjort fordi konceptet er gennemført, så det fremstår som en performativ helhed. Vi har allerede nævnt titlens ”stavefejl”. I genre befinder bogen sig, hvis vi kun fokuserer på teksterne, et sted imellem prosadigtning og roman. Tekststykkerne fremstår som sagt af bekendelser, dagbogsoptegnelser, hvor stemmen fører en hudærlig log over sit liv med boyfrind og alt, hvad han repræsenter. Jeg forsøger at sammenstykke disse til et plot ovenfor, men teksterne kan lige så vel læses som poesi; som en sindstilstand, der igen og igen forsøges at skrives frem via små anekdoter, der anvendes som metaforer for stemmens fastlåsthed og boyfrinds altoverskyggende magt over hende - selv når hun ikke er sammen med ham. Sådan en læsning passer måske også bedre på den læseretning, mange rent faktisk ville foretage; man plejer at bladre rundt i en coffeetablebog frem for at læse den fra A til B, og det kan derfor sagtens også være intentionen fra Christina Hagens side. Udover tekststykkerne, der i øvrigt ikke er klart inddelt, så man ved, hvor de starter og slutter (kun få har overskrifter)28, kan bogen også inddeles i endnu mindre bidder: Mange sætninger virker bekendte, som klicheer, døde metafoer, ekkoer af et sprog, der ikke er Christina Hagens. Ikke blot fordi stemmen taler engelsk, men fordi de synes hentet fra populærkultur, sentimental digtning og teenageres blogs på internettet; et slags remix eller sammenblanding af linjer fra den mest sentimentale popsang, det mest selvhadende dameblad, den mest overfladiske TV-serie, vi kan tænke os. Her er bogens coffeetableformat vigtigt, fordi det aktivt er med til at muliggøre umyndiggørelsen af kvinden i vores øjne. For det første lægger det nogle overfladiske forventninger ned over hende, som hun er ude af stand til at leve op til; hun burde, det forventer vi af genren, stråle som en lækker og romantisk tingest ved sin perfekte boyfrinds side i denne bog, det er sådan vi kender kvinden i coffeetablebogen, men hun ender i sit forsøg på at leve op til dette ideal, i sin anvendelse af sentimentale klicheer, i stedet med at virke nærmest vulgær i sit sprog – boyfrinds ”perfekte” nosser lugter f.eks. ifølge hovedpersonen som en baby. Der er mange af sådanne eksempler, hvor klicheerne er sat sammen i en slags cut-up teknik, der får dem til at fremstå forvrængede og nærmest horroragtige i stedet for at fremmane den sødme, man kender fra den stereotype idealkvinde. Det er disse ting, der kommer til at udfylde siderne i stedet. Sætningen ”I wonder if I will ever cross that limit and stop being scared” afsluttes med ”and urinate in Bf's face.” Hovedpersonen taler tit om at bære boyfrinds barn, et ønske, som er en 28 Dette forklarer også, at der ikke er mange specifikke henvisninger til steder i teksterne – det er svært at ”pege” på dem.
20
romantisk og sentimental tanke for sig selv, men boyfrind vil ikke have børn med hende. Vi følger hende tværtimod til gynækologen, hvor hun får opsat spiral, fordi boyfrind skal kunne ejakulere i hende uden at gøre hende gravid. Sætningen ”Please don't carry my child” er udsmykket med hjerter. Hovedpersonen fortæller om, hvordan boyfrind ville blive vred, hvis hun alligevel fødte ham et barn, et barn hun ville føde alene i haven og som ikke ville ligne et rigtigt barn; ”More like a creature – a little ugly machine”. Når boyfrind forlader hende, siger hovedpersonen i en sidebemærkning til månen: ”(Go ahead, have his children, he will always be mine.)”. Vi møder også forvrængede klicheer hentet fra psykiatriens verden: ”Boyfrind sees me as a child”, afsluttes med ”it's like he is trying to protect me from getting raped”. ”It is not an adult relationship. Psychologists have told me that I am trying to copy the relation I had with my father in order to fix it, go back in time and repair broken feelings” er et andet eksempel på en kliché, som her forvrænges, når hun efterfølgende skriver: ”Could I see him as my violent child? Is it possible that I choose the position of the scared and surpressed because I do not like the alternative?” Spørgsmålet er, om Christina Hagen med sin bog forsøger at lave en postmodernistisk pastiche eller en metamodernistisk intertekstuel rekonstruktion; Med sproget tegnes et billede af en meget usofistikeret kvinde, nærmest et monster, der taler som en lille pige og fortæller os hemmeligheder om sig selv, der får hende til at virke grænseløs og uden selvbeherskelse, men er det meningen, at vi som samfund skal le af hende og frastødes, eller træffer vi hende for at opnå en empati med hende, der vil få os til at rette en kritik udad mod det samfund, der har gjort hende til den ekstreme person hun er? Hvis bogen læses metamodernistisk, rummer den naturligvis begge betydninger: Vi skal frastødes af bogen, men fordi vi ved, at karakteren er en rekonstruktion, en performance; så gjort at hun ikke læses som et billede på nogen virkelig kvinde, bliver det verden omkring hende og udenfor bogen, der udfordres, når vi læser. Men når det kommer til, om bogen kan læses rent postmodernistisk, vil svaret også kunne findes i, hvorvidt vi vil kunne analysere os frem til en mening (frem for meningsløshed) som formålet med de- eller rekonstruktionen; formår hovedpersonen at udvise handlekraft frem for passivitet alene, og finder vi i bogens priviligerede positioner29 håb eller apati?
Stavefejl & (u)perfekt sprog Det første spørgsmål, vi stillede os selv i mødet med boyfrind var, hvorfor bogens titel var stavet forkert. Bogens titel er ikke den eneste stavefejl i bogen. Det er en gennemgående tendens, og 29 Dvs. titler, begyndelser og slutninger (helhed/afsnit) Peter J. Rabinowitz: “Truth and the Narrative Audience” in Before Reading, 1998 s. 1-56
21
bogen har både stavefejl og overstregninger (altså gentagne forsøg). Der er et kontroltab i stavefejlen, som spejles i det hengivne og naive i klicheerne i bogens sprog. Er man vant til postmoderne læsninger, virker det som den perfekte anledning til afskrive hovedpersonen og hermed bogen. Det postmoderne kendetegnes ofte ved, at det kan opstilles som en ondsindet vittighed; Det sentimentale og store bliver kun lagt frem, for at det kan skydes ned igen. I tilfældet for boyfrind ville det være: Den dumme kvinde får en hel bog at tale i, og fra denne talerstol ydmyger hun ufrivilligt sig selv. Men ér det ufrivilligt? Her vil jeg mene, at bogens første længere tekststykke, som jeg har navngivet ”Eel” (i bogen har det ingen titel) kan rumme svaret. I teksten taler hovedpersonen først om samfundets sprognormer, som hun synes er uretfærdige:
Why is it so frustrating to me that there is this elite in society willing to discuss anything and is able to make anything sound true and possible? It offends me that Boyfrind is a part of that elite which do not seem to Care that uneducated, unintelligent people who has no ressources also has an opinion. Is it not arrogant to ignore human animals who doesn't have a language or curage? Why will we only read things written by people who do not make spelling mistakes? Her kan man i øvrigt drage direkte paralleller til et citat fra Christina Hagens artikel ”Writting in English” i Kritik, hvor hun taler i en art forsvar af hovedpersonen i boyfrind:
Jeg går rundt Og er lidt ked af det, fordi jeg savner mennesker. kke talende maskiner, ligesom dem jeg ser i Deadline, der siger kloge ting og kan genfortælle en masse, de har læst i bøger og referere til en masse andre kloge mennesker. Jeg savner mennesker, der ikke kan finde de rigtige ord, jeg savner fortalelser, uhensigtsmæssige gentagelser Og udtalebrølere. Jeg savner, at man inviterer en dagplejemor fra Vejle ind i tv-studiet for at tale om økologi ogat tv-værten i en sådan situation ikke bliver pinligt berørt. Som det er nu, kommunikerer intellektulle – i bøger, aviser, tv – med Hinanden hen over hovedet på alle dem, der ikke har en chance for at deltage. Hvis du ikke kan formulere dig på et perfekt dansk, kan du være heldig at få et wildcard, hvis du ser eksotisk ud, er et socialt tilfælde eller på anden måde skiller dig markant ud; så kan vi måske bruge dig som et krydderi for at peppe vóres verden lidt Up.
22
Hovedpersonen fortæller, efter sin ildtale imod det perfekte sprog i ”Eel”, via et tilbageblik til en hændelse af nærmest mytisk karakter, hvordan hun selv mistede sit perfekte sprog. I anekdoten vil boyfrind ikke godtage hendes begrundelse for, at hun ikke længere kan lide at spise ål, fordi grunden ikke er rationel. ”He violated my language. He. made. me. unable.” boyfrind gjorde hovedpersonen til en slave, til sit barn, den dag i køkkenet, fordi det lykkedes ham at overbevise hende om, at hun var forkert. Hændelsen kan også sammenknyttes med teksten ”My Past (my home)”, der antyder, at hovedpersonens far har forgrebet sig på hende; ”Maybe that is where the numbness started”. Hvis dette er tilfældet, er boyfrinds funktion i Eel måske, at han skaber en posttraumatisk oplevelse for hovedpersonen. I ”Eel” fungerer hovedpersonen både som et offer, men også selvbevidst og vred på boyfrind (far) og det samfund, hvis forventninger han repræsenterer. Vreden kan ses i, at hun skriver om hændelsen og sammenkæder den med sine frustrationer over det normative sprog. Det, der forandredes, da boyfrind (far) umyndiggjorde hovedpersonen, var ikke hendes staveevner, men overgangen fra fri til fanget (af boyfrinds/fars sprog). Ved at være i stand til at udpege det konkrete øjeblik, hvor traumet ramte hende, løfter hovedpersonen sig over teksten og indtager en dobbeltrolle, en dobbelt fokalisering, hvor hun både forstår, hvad det var for en frihed, hun blev berøvet – men samtidigt forbliver bundet til boyfrind (far). Denne dobbelte fokalisering glider hun inkonsekvent ind og ud af i hele bogen, hvor de to positioner sommetider skiftes til at tale, andre gange sammenblandes i samme tekst. Og det er denne ”magiske realisme”, der skaber en metafysisk tilstedeværelse to steder i hvert rum, som ikke bare muliggør et dobbelt udsyn på et fortællerteknisk plan, men som også lykkes i at beskrive en kompleksitet i hovedpersonen, der gør ”Eel” vigtig for forståelsen af resten af teksterne i boyfrind. For hovedpersonen bliver det også et billede på, hvad bogen siger om mekanismerne, der muliggør undertrykkelsen af mennesket: Det er ikke nok at være (postmodernistisk) bevidst, man kan være oplyst og fanget på samme tid – man er forbundet til metanarrativet. Denne meget store erkendelse bliver interessant i samspil med bogens popreferencer. For så snart man har erkendt, at man ikke bare kan bebrejde mennesker deres egen undertrykkelse, lukker det også op for et rum, hvor man kan tilskrive de meget klichefyldte og sentimentale ord, hovedpersonen bruger til at udtrykke sin hengivenhed til boyfrind med, en nærmest modernistisk ophøjet betydning; Crazy in love-lignende citater er ikke banale, de er (også) sandheder. Derudover ligger der et oprør i at udtrykke sig i et forkert sprog om undertrykkelsen, især hvis modtageren for ordene er undertrykkeren. Det samme kan siges om stavefejlene. Især overstregningerne er interessante, fordi
23
de rummer begge kvinder i en logik, der følger palimpsestens tanke om simultan dobbeltbetydning; Begge stemmer taler på én gang. Med alt dette in mente, kan vi vende tilbage til spørgsmålet om bogens titel, som jeg med nuværende analyse synes har ændret karakter fra: ”Hvorfor er boyfrinds titel stavet forkert?” til ”Ér boyfrinds titel stavet forkert?”
Elvis Presley & gadeluderen Bogens bagsidetekst opstiller en for læseren nærmest ubegribelig metafor. Grunden til at den er svært at begribe er, at vi ikke bare kan afgøre, hvad der er henholdsvis tenor og vehikel eller hvad de hver især indebærer. Metaforen åbner mere op for et komplekst betydningsrum, end den skaber afklarende mening. Der opstilles en modsætning mellem to kvindetyper: Elvis Presley og Gadeluderen, der dog også sidestilles ved begge at være billeder på: ”The woman of today” der står over for at skulle vælge imellem to roller i livet ”(with a man).” Sidste læser jeg i overført betydning med manden som samfundet, da også kvinder, der ikke vælger et liv med en mand, lever med undertrykkelsen. I sin helhed forklarer bagsideteksten de to kvinder således (overstregede ord markeret med klammer):
Being Elvis Presley means speeking the language of a woman who has sold her [ideal] identity and independence for a great social position [and] through a loving relationship with a handsome, successfull and educated man. As a street hooker with no voice she is the crown jewel and favorit exampel for the privileged woman who always had a thing for peanut butter sandwiches.
Teksten er en slags anafor (eller omvendt, antecedent, hvis man tænker i læseretning) til en tekst i bogen med titlen ”THAILAND”. I teksten møder hovedpersonen på en ”tacky coffeebar” en mand, der lever af at imitere Elvis Presley for turister. Da han optrådte som sig selv, skulle han komme til kunderne. Nu, siger han, kommer kunderne til ham. ”(and isn't that who I am to Boyfriend? Elvis Presley?)” afslutter hovedpersonen med at spørge retorisk. Elvis Presley betyder altså i metaforen på bagsiden en Elvis-imitator i Thailand - en anden måde at sælge sig selv på. Forskellen på de to kvinder synes altså ikke ifølge bagsideteksten at være, hvorvidt de to kvinder sælger sig selv til en mand eller ”The Man”, men nærmere om, hvem der har en stemme til at erklære sig mere magtfuld end den anden, hvem der kan udsætte hvem for vold. Hovedpersonen er dømt til at føle sig
24
uselvstændig og utilstrækkelig i sit liv derhjemme, så hun rejser ud for at udøve magt over mindre priviligerede kvinder (og mænd) end hende selv. Hun gør det for at forstå boyfrind og måske finde mening i magtrelationen. Den erkendelse hun opnår, er måske, at magtudøvelse mod andre mennesker kan tillæres. Hun kan lære at koste rundt med kvinderne: ”Dont be silly, I told her, that is what boyfrind would have told her”, ”Why so sadlooking all of a sudden, why that attitude, Why not smile a little and dance. I said: Why not work for the money?” siger hun til nogle af de prostituerede, ligesom hun fotograferer dem i ydmygende positioner, bl.a. en nøgen mand fotograferet med en banan i hånden og på et andet billede poseret som et stuebord med en kop kaffe på ryggen. Hovedpersonen kan også lære at føle en foragt for de prostituerede: ”She had a baby, the toys in the background. I guess my prolem is that I didn't feel sorry for her, I feel like she dug her own hole. Look, miss, your a disgrace to the female kind. Why don't you go to school? Why dont you move to the countryside and have chickens and eat them. What do you need that gold and those diamonds for?” Selvom det lykkes hovedpersonen af udøve magt og føle foragt, kan projektet om at nærme sig boyfrind alligevel ikke lykkes, fordi de mennesker hun møder, udover for det første at minde alt for meget om hende selv, i modsætning til hende, den ”frie vestlige kvinde”, synes meget mere afklarede med deres egen undertrykkelse. Alle de parametre, hvor kvindefrigørelsen og kvindens verden for hovedpersonen slår gnister, synes for de mennesker, hun møder, at være mere i ro. Her kan man godt sælge sig selv og være fri, bære nogens barn uden at det betyder noget for ens identitet, være Elvis-imitator uden at have en personlig identitet, som er mere vigtig end den, der kan skaffe én penge. Der er ikke plads til bekymringer over at mangle et sprog, hvis man lever fra hånden til munden. Den uro de prostituerede udviser, når de kigger væk i selskab med hovedpersonen, synes ikke rettet mod dem selv og deres sociale position, den synes nærmere at være et resultatet af en akavethed, de føler ved at stå ansigt til ansigt med en vestlig kvinde, hvem de ingen tilfredsstillelse kan give, fordi hun forbliver underlagt boyfrind, ligemeget hvor mange mennesker hun køber. Som metafor for kvinden, ser jeg Elvis og gadeluderen på et spektrum, hvor mange nuancer findes imellem de to poler. Spektrumet er nærmere vertikalt end horisontalt, igen et palimpsest, hvor betydninger blinker lige meget. Hvem der er fri og hvem der er bundet bliver det store spørgsmål, bogen får fremlagt, og spørgsmålets ene svar bliver, takket være de performative elementer, aldrig favoriseret over det andet. Svarerne eksisterer i stedet simultant i et betydningsrum af særlige kombinationer af stemmer, positioner og handlinger, der gør, at alle karakterer både kan foragtes og forstås.
25
DISKUSSION
Enten eller? Sidste tekst i boyfrind er kort og lyder: ”He said: I don't think I can ever make you happy. [I Said: I think you're right]” I denne sidste tekst har boyfrind i teksten forinden forladt vores hovedperson. Hun udspionerer ham uden for hans lejlighed, fortæller månen, at boyfrind altid vil tilhøre hende, men også, at hun også nu ser på ham på en anden måde: ”[...] as a nice person.” Spørgsmålet er, om vores hovedperson bliver sat fri, efter boyfrind forlader hende – forstår, at han ikke kan gøre hende glad – eller om hun vil gå ud og finde endnu en mand – at undertrykkelsen altid skal være hendes skæbne. På mange måder ser jeg karakteren i boyfrind som en nyfortolkning, remixet rekonstruktion, af hovedpersonen i Vita Andersens bøger. I denne bog er hun blot blevet trukket ind i en intersektionel virkelighed, der ikke kun er centreret omkring den danske kvinde, og hendes priviligerede virkelighed problematiseres, når hun rejser ud og møder andre kvinder. Olga Ravn skriver i sin indledning til Tryghedsnarkomaner/Hold kæft og vær smukgenudgivelsen følgende nyfortolkning af karaktererne i Vita Andersens bøger, der efterlader et rum for empati, og det er denne omsorg jeg ser Christina Hagen udvise for den kvinde, hun skriver frem i boyfrind:
Der er en dyb og smertefuld overfladiskhed, eller forfængelighed, hos Andersens kvinder. Det er, som om teksterne skriger, ikke over ulykkelig kærlighed eller over penge eller over den tunge barndom, men i afmagt over for det glittede, overfladen, udseendet, det smukke ansigt. Ikke simpelthen at kunne genkende eller at have mulighed for at forlade det kompulsive sted, et sted, der består af overforbrug og stævnemøder og klistret mad og sminke. Ikke at kunne forlade sminken. Sminken er alt, hvad man er. At være dybt afhængig af, leve for, de små glimt af lykke og nænsomhed, der kan være i købet af en soltop, en prikket kjole, slankeost – i at kunne præsentere sig som en smuk tingest for en mand. At blive virkelig først for øjnene af den anden. Som Vita Andersen-karakter har man ikke særlig mange andre glæder i livet og bliver ulykkelig af omstændighederne, som disse glæder medfører. Man er elskerinde, forgældet, alene. [...]
26
Teksterne tegner lighedstegn mellem det at være elskerinde og det at være forbruger, eller der strømmer den samme ensomhed fra begge positioner. Man får aldrig det, man håber på. Der er et sammenfald mellem kærtegnet og det at købe, ligesom der er sammenfald mellem vold og kærtegn. Kærligheden kommer aldrig alene, den er viklet ind i vold og svigt og købmandsaftaler. Det kan ske, at man køber hinanden, at kærligheden er en evig handel. .30
I en artikel om nye kvindelige digtere i dagbladet Information fra 12. november 2010 ved navn ”Tidens trodsige tøser”31, erklærer halvdelen32 af de kvindelige digtere sig som feminister. Olga Ravn svarer ja – Christina Hagen nej. Det interessante er her, at kvinderne bliver spurgt, om de er feminister. Jeg vil påpege, at de forskellige svar måske snarere viser en generationskløft mellem intervieweren og kvinderne end en splittelse kvinderne imellem. Skal vi tage for gode varer, at vi lever i en metamodernistisk tid, er det svært at tale om feminisme, hverken i generel modernistisk eller partikulær postmodernistisk forstand, ligesom man omvendt ikke kan sige, at den nye generation vender nogen tidligere kvindebevægelser ryggen. Der er noget ideologiløst ved metamodernismens liberale tilgang til både spørgsmålet om klasser, race og kvindesagen og samme gælder dens tilgang til, hvem der må ytre sig om hvem og hvornår. Klammerne jeg har indsat i boyfrinds afslutningstekst markerer som tidligere en overstreget sætning, altså består teksten enten af en enkelt sætning eller to. Og således gør det det ekstra svært at svare på, om boyfrind er en dystopi; enten erkender hovedpersonen tabet af boyfrind som en frigørelse, når hun giver ham ret i, at han ikke kan gøre hende glad eller også taler han ud i et tomt rum – måske kan hun ikke svare. De to sider af hovedpersonen, den bundne og den trodsige, der omtales i afsnittet om stavefejl har igennem hele bogen både været underlagt- og kæmpet imod boyfrind. Nu er bogen slut, men den ér dog en bog; oprøret har fundet sted og fortsætter, når bogen står med sin provokerende forside og larmer i boghandlerne, når den tvinger studerende og andre inden for den akademiske verden til at tage hovedpersonens fejlbare sprog til sig – guderne skal vide, hvor meget tilvænning det har krævet at lære mig selv at stave boyfrind forkert så mange gange på så få sider. Jeg ser et formål med bogens hudløse udpensling af den forvrængede version af den moderne kvindes svagheder, og jeg ser den stærke og oprørske stemme i boyfrind som et 30 http://www.information.dk/477790 31 http://www.information.dk/250480 32 http://www.information.dk/251960
27
overnaturligt monster, der bærer sin svage klon under sine vinger. Jeg ser derfor håb i bogen – et håb jeg ikke tror, jeg ville kunne få øje på uden metamodernistiske værktøjer. Christine Hagen og boyfrinds sprog låner fra fortiden, fra ”fremtiden”, fra det høje og det lave og konstruerer en intertekstuel indre virkelighed, der er både oprørsk på en fjollet og frygtløs måde (modernistisk) og sønderknusende realistisk (postmoderne). Og det er denne bevægelse imellem meningen og meningsløsheden i boyfrind og den øvrige litteratur der skabes disse dage af de nye digtere, som jeg synes fanger tidsånden i 2014 så godt. Det synes jeg ikke de fik med i Information.
Tanker Denne opgave er på mange måder et eksperiment. Det er med en vaklen, at jeg tager en ny teoris begreber, logik og ambitioner til mig og forsøger at sige noget nyt og meningsfuldt om dansk litteratur; dette er også nyt for mig. I mit forsøg på at fremlægge min forståelse af metamodernisme, har jeg nogen gange set mig nødsaget til at klippe en hæl eller tå for ikke at begive mig ud i uendelige diskussioner med mig selv. Jeg har på mange måder forenklet de meget komplekse bevægelser; modernismen og postmodernismen er så mange flere ting end hvad jeg gør dem til på disse sider. Men da det også var mit mål at afprøve teorierne; lægge metamodernismens tanker ned over en konkret tekst, ser jeg den meget afsluttede diskussion af modernisme versus postmodernisme i teoriafsnittene som et redskab, jeg har brugt til at tillade mig selv overhovedet at tale om metamodernismen på en måde, hvor den kan anvendes i praksis i en kort, akademisk undersøgelse. Et andet element denne undersøgelse ikke har problematiseret er også det oplagte skel, der bør foretages mellem poetik og litteraturkritik. Hvordan en bog skrives og hvordan en bog læses er ikke nødvendigvis to sider af samme sag. Men da jeg med denne undersøgelse ønskede at argumentere for min indførelse af metamodernismen til læserne i Danmark (litteraturkritikken), syntes det at give mening at påvise, at mange af de nye forfatteres tanker om egne værker faktisk svarer til metamodernismens måde at anskue kunsten på. Denne undersøgelse skal ikke betragtes som et argument for, at jeg holder nøglen til- og svaret på, hvad metamodernismen er, ligesom at min analyse af boyfrind ikke kan betragtes som udtømmende. Metamodernismen er en kompleks bevægelse og boyfrind er et komplekst værk. Undersøgelsen skal læses som et slag for, at vi i Danmark, både i litteraturkritikken og den akademiske verden, begynder at forholde os til bevægelsen. Jeg vil gerne skabe en dialog. Jeg
28
foreslår seminarer, kronikker, bøger og jeg foreslår dialog med andre akademiske discipliner og med andre lande. Jeg foreslår at vi samler Christina Hagens værker og den øvrige nye danske litteratur op fra det sted, vi har lagt den nu og kigger på det hele med friske øjne Jeg vil afslutte med at citere det metamodernistiske manifests sidste punkt: We must go forth and oscillate!33
KILDER
Litteraturliste
Christina Hagen
Hagen, Christina : Boyfrind. 1. udg. Basilisk, 2014. (Bog)
Hagen, Christina : Writting in English. I: Kritik nr. 210, 2014, s. 77-81 (Artikel)
christinahagen.com: Christina Hagens hjemmeside. Udgivet af Christina Hagen. Internetadresse:christinahagen.com - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Metamodernisme
Vermeulen, Timotheus og Robin van den Akker: Notes on Metamodernism. I: Journal of Aesthetics & Culture nr. 2, 2010, s. 1-14 (Artikel)
Vermeulen , Timotheus og Robin van den Akker: Art Criticism and Metamodernism. I: The ART of Critique/Re-Imagining Professional ART Criticism and The Art School Critique, 2014, s. 1-5. Internetadresse: http://artpulsemagazine.com/art-criticism-and-metamodernism Besøgt d. 01.01.2015 (Artikel)
huffingtonpost.com: Metamodernism: The Basics I. Udgivet af Seth Abramson . Internetadresse:http://www.huffingtonpost.com/seth-
33 http://www.metamodernism.org/
29
abramson/metamodernism-the-basics_b_5973184.html - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
huffingtonpost.com: Metamodernism: The Basics II. Udgivet af Seth Abramson . Internetadresse:http://www.huffingtonpost.com/sethabramson/metamodernism-the-basics-_b_5980326.html - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
huffingtonpost.com: Metamodernism: The Basics III. Udgivet af Seth Abramson . Internetadresse:http://www.huffingtonpost.com/sethabramson/metamodernism-the-basics-_1_b_5998834.html - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Promise. Udgivet af Luke Turner . Internetadresse: http://www.metamodernism.com/2012/07/02/the-newaesthetics-speculative-promise/ - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
What is Metamodernism? (interview med Vermeulen & Akker). Instruktion: Frieze. Internetadresse: http://video.frieze.com/film/what-metamodernism/ Besøgt d. 01.01.2015 (Film)
Dansk litteraturkritik
Man skal ligne en kneppedukke for at blive hørt: Radio. Skønlitteratur på P1, 24.08.2014
Blogdahl: Christina skriver (helst ikke) noget kønt. Udgivet af Lars Bukdahl. Internetadresse:http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/christina-skriver-helstikke-noget-knt.html - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Promenaden: Strøtanker om „Generation etik‟. Udgivet af Lars Frost Internetadresse:http://prmndn.dk/ - Besøgt d. 04.01.2015 (Internet)
Promenaden: i den forkerte brug af sproget ligger en stor skønhed. Udgivet af Elisabeth Friis. Internetadresse:http://prmndn.dk/i-den-forkerte-brug-afsproget-ligger-en-stor-skoenhed/ - Besøgt d. 04.01.2015 (Internet)
politiken.dk: 'Boyfrind' med slap pik pryder aparte coffee table-bog. Udgivet af Lilian Mink Rösing. Internetadresse: http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE224 2279/boyfrind-med-slap-pik-pryder-aparte-coffee-table-bog/ - Besøgt d. 30
01.01.2015 (Internet)
Information.dk: Generation etik. Udgivet af Pauline Bendsen. Internetadresse:http://www.information.dk/485672 - Besøgt d. 04.01.2015 (Internet)
information.dk: Svedig som gamle lagner. Udgivet af Tue Andersen Nexø. Internetadresse:http://www.information.dk/491092 - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Information.dk: (Mani)fest for Generation Etik. Udgivet af Olga Ravn Internetadresse:http://www.information.dk/490382 - Besøgt d. 04.01.2015 (Internet)
information.dk: Tidens trodsige tøser . Udgivet af Louise Helstrup Guldager. Internetadresse:http://www.information.dk/250480 - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
information.dk: Jeg var Vita Andersens stemme . Udgivet af Olga Ravn. Internetadresse:http://www.information.dk/477790 - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
information.dk: Feminist som mor lavede dem. Udgivet af Olga Ravn. Internetadresse:http://www.information.dk/251960 - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Information.dk: Sorry Mallarmé. Udgivet af Olga Ravn Internetadresse:http://www.information.dk/489532 - Besøgt d. 04.05.2015 (Internet)
Information.dk: Skulle Hassan have censureret sig selv?. Udgivet af Ask Hansen Internetadresse:http://www.information.dk/486218- Besøgt d. 04.05.2015 (Internet)
information.dk: Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag. Udgivet af Kristina Nya Glaffey & Maja Lee Langvad. Internetadresse: http://www.information.dk/488769- Besøgt d. 04.01.20 (Internet)
Bazar. 1984. Instruktion: Danmarks Radio. Internetadresse: https://www.youtube.com/watch?v=2awil8JphOc - Besøgt d. 01.01.2015 31
(Film) 34
litteratursiden.dk: Er fremtiden feminim?. Udgivet af Stefan Kjerkegaard,. Internetadresse:http://www.litteratursiden.dk/artikler/er-fremtiden-feminin Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Diverse
Shia Labeouf: The Metamodernist Manifesto. Luke Turner, http://www.metamodernism.org/, 04.01.2015
Oxford Dictionaries USA Word of the Year 2012: Gif. Udgivet af Oxford Dictionary. Internetadresse:http://blog.oxforddictionaries.com/pressreleases/us-word-of-the-year-2012/ - Besøgt d. 04.01.2 (Internet)
http://ordnet.dk/ddo: Manifest. Udgivet af Den danske ordbog. Internetadresse: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=manifest&search=S%C3 %B8g - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
denstoredanske.dk: Det sublime. Udgivet af Den store danske. Internetadresse:http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Billedkunst/ Kunsthistorie,_kunstkritik_og_teori/det_sublime - Besøgt d. 01.01.2015 (Internet)
Finis Dunaway Natural Visions: The Power of Images in American Environmental Reform 2005, 272 pages, 8 color plates, 44 halftones (bog)
Peter J. Rabinowitz: “Truth and the Narrative Audience” in Before Reading, 1998 s. 1-56 (Bog)
34 #ff00ffMÆLKEGLORYff00ff#
32