år - at kundeklientellet tæller alt fra bænkbumsen til nogle af Danmarks rigeste mænd, som højlydt parkerer deres store biler et godt stykke oppe på fortovet. Og begge parter kommer med samme formål - at spise en lun pølse. En lille revalideringssluse Tina Henningsen kom til Larsens Pølser som 28-årig. Hun havde ikke rigtigt fået taget sig en uddannelse og flakkede rundt mellem forskellige job, indtil hun fik weekendarbejde i sin venindes fars pølsevogn. Det var lige sagen. Også i januar, selvom der ikke er nogen varmeblæser i vognen. Hun har kun haft fem sygedage på 21 år, og to af dem var, fordi hendes katte skulle aflives. Så tog hun kattens første sygedag, fordi det var så trist. I 1939 besluttede Borgerrepræsentationen i København og magistraten, at enkeltpersoner kun kunne få et pølsestade, og dermed ret til at drive pølsevogn, hvis de ”på grund af alder eller svagelighed ikke kan påtage sig andet arbejde”. Det spredte sig gradvist til hele landet, og på den måde var pølsevognen forud for sin tid. Længe inden fleksjobbet var pølsevognen en lille revalideringssluse. I dag er det kun i Hørsholm, København, Odense og Slagelse, at pølsemændene skal have en skavank for at få lov til at sælge lune pølser i den lille vogn. De unge svigter pølsen
En tur til pølsevognen er følelsen af uskyldig glæde ved at nyde forbuden frugt. Og en mulighed for at spise side om side med uligesindede. Den mobile friluftsrestaurants udvikling har gennem 91 år været en lille spejling af resten af Danmark
blev landets statsminister, var inde over en af hans ansøgninger i 1919, da Stauning var formand for Københavns Borgerrepræsentation. Efter dramatisk forhandling frem og tilbage kunne Charles Svendsen Stevns 17. januar 1921 troppe op i Københavns gader med seks pølsevogne.
Tekst Ida Nyegård Espersen
My roasted one
Foto Pelle Rink
På esplanaden i København - lige over for A.P. Møller-Mærsk enorme hovedkvarter - har en mand i mørkeblåt, nålestribet jakkesæt lagt sin lædermappe oppe på det lille bordudhæng ved Larsens Pølser. Han holder frokostpause med en kradser og sutter forsigtigt en lille rest sennep af tommeltotten. Ved siden af ham står en håndværkersvend med hvide arbejdsbukser og tommestok i baglommen. En kvinde kommer klikkende i høje, sorte stiletter ovre fra bygningen med det flagrende Mærskflag. ”Can I please have my roasted one”, spørger hun Tina Henningsen, der serverer i vognen. Dét er en af grundene til, at Tina Henningsen er blevet hængende som medarbejder i pølsevognen i 21
H
ver morgen klumper hovedstadstrafikken sammen i byen, fordi de københavnske pølse mænd skal frem. De 37 pølsemænd trækker deres vogne ud af garagen, midt ud på vejen og langsomt gennem gaderne ganske upåvirket af den utålmodige linje af trafikanter bag dem. Det lille danske stykke kulturhistorie - pølsevognen har været en fast bestanddel af bylivet i 91 år, og indtil for få år siden havde enhver stad med respekt for sig selv minimum en kiosk, en købmand, en kirke og en pølsevogn.
2 / Kultur
test-sofiesteen.indd All Pages
Et mærkeligt optog Institutionen pølsevogn har en lang og sej kamp bag sig. I 1910 søgte en Københavnsk forretningsdrivende ved navn Charles Svendsen Stevns tilladelse til at bespise folk på gaden med en kogt pølse, da de indendørs restaurationer var svære at betale sig fra. Han søgte om tilladelse til foretagendet ved byrådet, men fik afslag med en begrundelse, at ”det ville være et kedeligt syn at se folk stå på gaden og spise pølser”. Charles Svendsen Stevns gav ikke op, han fortsatte med at ansøge. Selv Thorvald Stauning, som senere
Pølsevognen har det ikke nemt. Under sin storhedstid i 1970‘erne stod 700 pølsevogne placeret rundtom i landet. I dag er det under 100. Globaliseringens og indvandringen har også mangfoldiggjort danskernes fødevareønsker. I 2004 gik tidligere pølsemand i Lyngby storcenter Per Ramtung og funderede lidt over danskernes pølsetrang. Han fik den idé at åbne en pølsebod i Kastrup Lufthavn. Når danskerne kom hjem med racermave efter alskens eksotiske måltider, havde de vel lyst til noget velkendt. Og med en biks i bagagehallen ville han være ambassadør for det første genkendeligt danske, folk mødte. Der måtte være penge i skidtet, tænkte han. Folk grinede lidt af hans projekt, men i januar 2005 åbnede han den første pølsebod i lufthavnen, og siden er tre kommet til. Specielt standen ved bagagebåndet er en succes. Kvinderne er dem, Per Ramtung har sværest ved at lokke til biddet. Når en familie lander i lufthavnen, er det oftest faren, som skal have en hotdog, sønnike en fransk hotdog, mor og datter vil ikke have noget, men de sniger sig alligevel ofte til en mundfuld af de andres.
Kultur / 3
09-06-2016 14:24:26
år - at kundeklientellet tæller alt fra bænkbumsen til nogle af Danmarks rigeste mænd, som højlydt parkerer deres store biler et godt stykke oppe på fortovet. Og begge parter kommer med samme formål - at spise en lun pølse. En lille revalideringssluse Tina Henningsen kom til Larsens Pølser som 28-årig. Hun havde ikke rigtigt fået taget sig en uddannelse og flakkede rundt mellem forskellige job, indtil hun fik weekendarbejde i sin venindes fars pølsevogn. Det var lige sagen. Også i januar, selvom der ikke er nogen varmeblæser i vognen. Hun har kun haft fem sygedage på 21 år, og to af dem var, fordi hendes katte skulle aflives. Så tog hun kattens første sygedag, fordi det var så trist. I 1939 besluttede Borgerrepræsentationen i København og magistraten, at enkeltpersoner kun kunne få et pølsestade, og dermed ret til at drive pølsevogn, hvis de ”på grund af alder eller svagelighed ikke kan påtage sig andet arbejde”. Det spredte sig gradvist til hele landet, og på den måde var pølsevognen forud for sin tid. Længe inden fleksjobbet var pølsevognen en lille revalideringssluse. I dag er det kun i Hørsholm, København, Odense og Slagelse, at pølsemændene skal have en skavank for at få lov til at sælge lune pølser i den lille vogn. De unge svigter pølsen
En tur til pølsevognen er følelsen af uskyldig glæde ved at nyde forbuden frugt. Og en mulighed for at spise side om side med uligesindede. Den mobile friluftsrestaurants udvikling har gennem 91 år været en lille spejling af resten af Danmark
blev landets statsminister, var inde over en af hans ansøgninger i 1919, da Stauning var formand for Københavns Borgerrepræsentation. Efter dramatisk forhandling frem og tilbage kunne Charles Svendsen Stevns 17. januar 1921 troppe op i Københavns gader med seks pølsevogne.
Tekst Ida Nyegård Espersen
My roasted one
Foto Pelle Rink
På esplanaden i København - lige over for A.P. Møller-Mærsk enorme hovedkvarter - har en mand i mørkeblåt, nålestribet jakkesæt lagt sin lædermappe oppe på det lille bordudhæng ved Larsens Pølser. Han holder frokostpause med en kradser og sutter forsigtigt en lille rest sennep af tommeltotten. Ved siden af ham står en håndværkersvend med hvide arbejdsbukser og tommestok i baglommen. En kvinde kommer klikkende i høje, sorte stiletter ovre fra bygningen med det flagrende Mærskflag. ”Can I please have my roasted one”, spørger hun Tina Henningsen, der serverer i vognen. Dét er en af grundene til, at Tina Henningsen er blevet hængende som medarbejder i pølsevognen i 21
H
ver morgen klumper hovedstadstrafikken sammen i byen, fordi de københavnske pølse mænd skal frem. De 37 pølsemænd trækker deres vogne ud af garagen, midt ud på vejen og langsomt gennem gaderne ganske upåvirket af den utålmodige linje af trafikanter bag dem. Det lille danske stykke kulturhistorie - pølsevognen har været en fast bestanddel af bylivet i 91 år, og indtil for få år siden havde enhver stad med respekt for sig selv minimum en kiosk, en købmand, en kirke og en pølsevogn.
2 / Kultur
test-sofiesteen.indd All Pages
Et mærkeligt optog Institutionen pølsevogn har en lang og sej kamp bag sig. I 1910 søgte en Københavnsk forretningsdrivende ved navn Charles Svendsen Stevns tilladelse til at bespise folk på gaden med en kogt pølse, da de indendørs restaurationer var svære at betale sig fra. Han søgte om tilladelse til foretagendet ved byrådet, men fik afslag med en begrundelse, at ”det ville være et kedeligt syn at se folk stå på gaden og spise pølser”. Charles Svendsen Stevns gav ikke op, han fortsatte med at ansøge. Selv Thorvald Stauning, som senere
Pølsevognen har det ikke nemt. Under sin storhedstid i 1970‘erne stod 700 pølsevogne placeret rundtom i landet. I dag er det under 100. Globaliseringens og indvandringen har også mangfoldiggjort danskernes fødevareønsker. I 2004 gik tidligere pølsemand i Lyngby storcenter Per Ramtung og funderede lidt over danskernes pølsetrang. Han fik den idé at åbne en pølsebod i Kastrup Lufthavn. Når danskerne kom hjem med racermave efter alskens eksotiske måltider, havde de vel lyst til noget velkendt. Og med en biks i bagagehallen ville han være ambassadør for det første genkendeligt danske, folk mødte. Der måtte være penge i skidtet, tænkte han. Folk grinede lidt af hans projekt, men i januar 2005 åbnede han den første pølsebod i lufthavnen, og siden er tre kommet til. Specielt standen ved bagagebåndet er en succes. Kvinderne er dem, Per Ramtung har sværest ved at lokke til biddet. Når en familie lander i lufthavnen, er det oftest faren, som skal have en hotdog, sønnike en fransk hotdog, mor og datter vil ikke have noget, men de sniger sig alligevel ofte til en mundfuld af de andres.
Kultur / 3
09-06-2016 14:24:26