I skole med de store drenge

JÆGERKORPSET

I skole med de store drenge

Den nedlagte skole i Aalborg ligger uberørt hen. Her - mellem børnebøger, kopimaskiner og kontorartikler – øver jægerne deres håndværk, så det er smeltet fast på rygraden. Intet skal overlades til tilfældighederne, hvis situationen en dag bliver skarp. Men som alle andre, begyndte de toptunede jægersoldater et sted. For jægeren John var det med en pakke knækbrød og en togbillet til Skagen.

HURTIGE SOM VINDEN

”Klar!” Instruktørens kommando skærer igennem det tomme klasselokale. Pludselig springer døren op. En tornado raserer rummet. Der lyder et dæmpet skud, som efterfølges af flere af samme slags. Hvert skud efterlader et hul i fjenderne, der gemmer sig i krogene. Så hurtigt, som stormen kom, lægger den sig igen. Enhver krog af rummet er afsøgt og sikret. Alle fjender er nedkæmpet. ”Stop!”, afslutter instruktøren igen. Uden et ord har tornadoen clearet et forladt klasseværelse på lige under 15 sekunder. Tilbage står tre jægersoldater med et smil på læben.

Jægerne befinder sig på en skole i nærheden af Aalborg. Her træner de CQB – Close Quarter Battle. Kamp, der foregår i bygninger, eller hvor der skal trænges in i en bygning for at nedkæmpe en modstander. Den type kamp udgør en kæmpe risiko. Det er her man kommer så tæt på fjenden, at man kan tælle hans hår i næsen. I dag er fjenderne dog ansigtsløse papskiver, der har invaderet de tomme klasselokaler. Lokaler, der kun sommeren forinden var fyldt med børn. Skoletaskerne er blevet erstattet af våben, rygsække og udrustning, som ligger uden for lærerværelset. Alt er præcis, som dagen skolen lukkede. På inspektørens kontor kan man stadig finde tebreve til gæster, og i musiklokalet kunne jægersoldaterne starte et helt rockband, hvis de ville. Træningsomgivelserne bliver ikke mere autentiske end det.

EN JÆGERS HISTORIE BEGYNDER MED LEVERPOSTEJ

Blandt jægerne er John, som er squadron commander i Jægerkorpset. På grund af Jægerkorpsets flittige samarbejde med specialenheder verden rundt, bruger de ikke danske begreb som delingsfører. Med sikkerhedsbriller skubbet op i panden sidder han på inspektørens gamle kontor og taler entusiastisk, men ydmygt, om sine erfaringer. Han husker sin første tid som værnepligtig i Oksbøl med glæde: ”Jeg elskede at være udenfor – og nu hvor jeg var soldat, fik jeg penge for det! Jeg elskede også det sammenhold, der var fra første øjeblik”.

I sine første teenageår begyndte det at stå klart for John, at han ville være jægersoldat. Inspireret af bøger skrevet af de tidligere jægersoldater B.S. Christiansen og Carsten Mørch, og med en række spejderkammerater, havde en ung John fået en idé. Som træning op til værnepligten ville de gå fra Skagen til Esbjerg. Men langsomt faldt kammeraterne fra. ”Da vi kom til Blåvand, var vi kun to tilbage. Her smuttede den sidste også. Jeg tænkte at jeg var nødt til at gå det sidste stykke ned til Esbjergs station alene, hvor jeg kunne tage toget hjem efter 13 dage”. 13 dage, hvor kosten bestod af knækbrød og Faaborg-leverpostej.

Jægerkorpset får hjælp af alt fra ishockeyspillere til psykologer til at opbygge de bedst mulige soldater – fysisk og mentalt.

John taler slet ikke om, at det var fysisk hårdt, eller om hvor mange vabler, han fik på fødderne. Det er en helt anden form for træning, der fænger ham. ”Der var ikke nogen, der havde fortalt mig, at det var noget, jeg skulle gøre. Jeg trænede min viljestyrke ved at gøre noget, der ikke gav nogen belønning”. Johns eneste belønning var turen i sig selv. Bevidstheden om, at han klarede det. Der skulle ikke gå lang tid, før John opdagede, at turen, der mindst var 330 kilometer lang, var meget længere end de ture, man går i værnepligten, men turens længde var også en vigtig lektie for John. ”Det handler ikke om at gå med 100 kilometer i timen derudaf, det er det lange, seje træk, hvor man bliver ved med at kæmpe. Det er det, man skal kunne klare! Det er jernviljen, som skal bære dig igennem”.

JÆGERSOLDATER SPYTTER UD

Vi spurgte jer, hvad I gerne ville spørge en jægersoldat om. Her giver to jægere korte, skarpe svar på nogle af jeres spørgsmål fra deres eget perspektiv.

Er det svært at have familie?

JOHN:

Nej. Ikke hvis man er sammen med nogen, der er indstillet på det liv, man fører, og man samtidigt husker at prioritere familien nogle gange.

JONATHAN:

Det kommer an på familien. Det kan godt lade sig gøre.

Er du nogensinde bange?

JOHN:

Ja. Det tror jeg er sundt. Jeg er familiefar – jeg kan sagtens være bange på mine børns bekostning.

JONATHAN:

Ja. Mest for ikke at gøre det godt nok.

Hører jægere musik, når de træner? Hvis ja, hvad hører de så?

JOHN:

Jeg hører mest heavy. Sådan noget god Amon Amarth, (svensk døds- metal-band, red.) det kan jeg godt lide.

JONATHAN:

Hård rock eller dak.

Har du nogle konkrete træningsråd?

JOHN:

Jeg tror, at viljen i virkeligheden er det vigtigste at træne. At nægte sig selv nogle goder nogle gange eller tvinge sig ud i nogle mål som man sætter sig. Nu vil jeg løbe så og så langt, nu vil jeg holde vejret i længere tid eller undgå bland-selv-slik i en måned. Du behøver ikke lægge det op på Instagram – det er kun dig selv, der bør vide, om du opfylder målet eller ej.

JONATHAN:

Jeg vil understrege, at den fysiske del ikke er det vigtigste. Men selvfølgelig danner det fysiske et fun- dament. Jeg har altid trænet til at være soldat og ikke til at løfte tungt eller løbe hurtigt. Jeg havde nogle små delmål, som jeg trænede op til, og så deltog jeg i konkurrencer. Triathlon, adventure-ra- ce, langdistanceorientering. Jeg prøvede meget forskelligt, så jeg ikke havde nogle svagheder.

UENDELIGE KOMBINATIONER

Tilbage i klasseværelserne, fortsætter jægerne med at cleare rum igen og igen og igen. Til sidst flyder gulvene fuldstændigt med sølvfarvede ammunitionshylstre. En gang imellem flytter instruktørerne på skiverne og ændrer på rummenes opbygning. Det gør de for at træne jægerne i forskellige scenarier, så de er skarpe i forhold til overraskelser og forhindringer. John forklarer, hvorfor CQB er værd at bruge tid på: ”Her kan vi teste de yderste begrænsninger af soldatens færdigheder. Man skal styre meget, meget tæt forbi hinanden, så når vi træner dette, giver det generelt patruljen en masse evner i at samarbejde og bevæge sig mellem hinanden.” Med rigelig træning begynder jægerne at forstå hinandens bevægemønstre så godt, at verbal kommunikation bliver overflødig. Det betyder ikke kun, at hver enkelt jæger ikke behøver at bruge energi på at tænke over, hvad resten af patruljen gør, når et rum skal indtages, det betyder også, at de har lettere ved andre opgaver. Når jægerne senere går natpatrulje eller springer i faldskærm, bliver det utrolig gavnligt at kunne nøjes med fagter og kommandotegn.

Hvad er det mentalt hårdeste, du har prøvet?

JOHN:

Det er nok anden gang, jeg blev far.

JONATHAN:

Nu skal jeg ikke afsløre, hvad der er på optagelsen. Det har noget med koldt vand at gøre!

CQB er også anvendeligt i mange sammenhænge. Det er vigtigt at træne og kende til de mange forskellige formål, der kan være med en CQB-opgave. John fortæller: ”I nogle scenarier, for eksempel en gidselredningssituation, prioriterer man i høj grad momentum og hastighed, for hurtigst muligt at komme frem til gidslet. I andre situationer kan der være fokus på at holde sin egen sikkerhed, i forhold til at holde afstand til de andre personer, som kunne være i bygningen”. Scenarierne kan være endeløse i deres udformning. Bare forestil dig alle de grunde, der kan være til at man har brug for at trænge ind i en bygning. Og forestil dig dernæst de personer, genstande, vægge, vinduer, gidsler, våben og alt muligt andet, den bygning kan indeholde i tusinder af forskellige kombinationer. Derfor træner jægerne CQB, så det sidder på rygraden, og det kan mærkes. Hver gang jægerne indtager et nyt rum, er de lige så effektive, som da de indtog det forrige.

MÆRKET FOR LIVET

Instruktørerne filmer hvert gennemløb, jægerne laver, og bagefter ser patruljen videoen sammen. Instruktørerne er de ældste, erfarne jægere, som kan give deres ekspertise videre til de unge jægersoldater. Men det betyder ikke, at de ved alt. Alle i patruljen kommer med kommentarer og spørgsmål til taktikker og metoder. ”Så snart der er undervisning, bliver alle instruktører udfordret til det yderste. Der er ikke noget, der bliver taget for gode varer, med mindre man selv har set det i aktion og kan sige god for det,” fortæller John. Jægerne er altid meget engagerede i deres håndværk, og derfor oplever man aldrig ”det blide lam, som bare siger javel,” som John kalder det.

Kan man gå fra at være en lille, nervøs dreng til at blive en stærk og modig jægersoldat?

JOHN:

Ja, det tror jeg, du har et meget godt bevis på lige her. Jeg har aldrig væ- ret den største eller stærkeste af dem omkring mig. Så selvfølgelig kan man det – hvis man har viljen til det.

JONATHAN:

Det kan man, hvis man vil. Man skal bare sætte sig nogle konkrete delmål.

John er også selv dybt engageret i sin funktion som squadron commander. Lige som en delingsfører har han som squadron commander en forståelse for de ting, som jægerne træner. Han skal bevare overblikket over de procedurer de lærer, samtidig med, at han skal se på de procedurer, man lærer internationalt. Det interne kammeratskab og sammenhold er vigtigt for ham at bevare – og han vil føle sig egnet til sin opgave: ”Jeg vil ikke sidde her, bare fordi det var et job, jeg søgte og fik. Jeg har lyst til at sidde her, fordi det er mine kammerater, som jeg også ser til daglig uden for arbejdet. De skal sgu synes, at det er godt, at det er mig, der sidder der. De skal mene, at jeg er kvalificeret til at sidde her”. For ham var det næste logiske mål efter at være blevet jæger at blive squadron commander i Jægerkorpset. ”Jeg bliver nødt til at stille mig nogle mål gennem livet. Nu havde jeg nået det mål, jeg havde stillet mig selv som knægt, så nu gjaldt det om at finde ud af, hvad det næste mål skulle være. Jeg ville gerne kvalificere mig til at være squadron commander. For det ville jeg eddermame være stolt af. Og det er så her, jeg sidder nu”.

Jægernes CQB-træning fortsætter både henover natten og resten af ugens dage. Til sidst må de stå i patronhylstre til halsen på den nedlagte skole. som de har gjort til deres egen. Så længe de kan blive bedre, fortsætter de. ”Du bliver nødt til at gå ind i det med liv og sjæl. Så længe du er i Jægerkorpset, er det en livsstil. Det er et mærke, du har på dig for livet,” siger John med et seriøst blik og dog med et smil på læben. Et mærke, der består af en klar identitet, knivskarp erfaring og ikke mindst kammerater livet igennem. Et mærke der ikke burde stoppe kommende aspiranter ifølge John: ”Jeg har mødt så mange gennem årene, som bliver ved med at fortælle om alle de gange, hvor de ville have søgt optagelse i Jægerkorpset, men der så var et

Jægerkorpset blev dannet i 1961, og har hjemme på Flyvestation Aalborg. eller andet i vejen. Der bliver aldrig noget godt tidspunkt. Der vil altid være et eller andet i vejen, hvis dit hoved fortæller dig, at der er noget i vejen. ”

En kommende jægeraspirant behøver ikke besidde alle de evner, som jægersoldaten har, når tiden kommer til at søge uddannelse og optagelse til Jægerkorpset. Det er noget, der gentages af de fleste jægersoldater, man møder. Med grundlæggende soldaterfærdigheder på sin plads og en god portion vilje kommer man langt. Med nok gentagelser og indøvelse skal du nok blive til den tornado, der indtager et klasselokale på under 15 sekunder. Det første skridt er bare det vigtigste, ifølge John: ”Tænk nu, hvis man rent faktisk gik igennem. Så kunne man opnå de ting, som man altid har gået og drømt om. Det er sådan alle folk, der er ved Jægerkorpset i dag, har gået og tænkt på et tidspunkt. Der er nogen, der skal være jægersoldat – så hvorfor fanden skulle det ikke være mig?”

Christoffer L. Jørgensen