Eksklusivt interview med kronprinsen

from SOLDATEN | 3. Udgave | 2020

Du bliver ikke det perfekte menneske af at blive frømand

- Kronprins Frederik

Oktober 1995, Nordstranden ved Kongsøre

Fire unge mænd står arm i arm med vand til maven i Isefjorden. Rystende af kulde og med postkasserøde hjelme på hovedet synger de første og sidste vers af ”I Østen stiger solen op” - en sang, de kan i søvne. For ni måneder siden stod de blandt 300 andre unge mænd, der alle håbede at komme gennem nåleøjet til Frømandskorpsets elevskole. En skole, der uddanner nogle af Danmarks få elitesoldater og har ry for at være en af Nordens hårdeste militære skoler. Det er derfor ikke en overraskelse, at kun 13 aspiranter blev udtaget, og blot fire af dem står tilbage. En overraskelse er det dog, at blandt disse står Danmarks kommende konge Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik André Henrik Christian. Med blåt blod i årene og læber i samme farve står han lige så våd, kold og træt som sine tre kammerater. En dag skal han være konge, men i dag bliver han frømand.

På elevskolen trak dykkerinstruktøren eleverne op i deres frømandsdragter og pumpede samtidig vand i. De mange liter indenfor vesten fik prinsen til at ligne en pingvin og deraf hans frømandsnavn Pingo.
Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Sneakers på slottet

Februar 2020, Frederik VIII’s palæ, Amalienborg Næsten 25 år er gået, siden kronprinsen havde sin daglige gang – og løb – i Kongsøre, hvor mudder, iskoldt vand og hårde fysiske prøvelser udgjorde en fast del af aspiranternes hverdag. Kronprinsen er for længst vendt tilbage til de vante rammer på Amalienborg og har skiftet uniformen ud med de kongelige klæder. Sidstnævnte er måske for meget sagt, for kronprinsen er i dag klædt i sort skjorte, afslappet blazer og farverige sneakers. En påklædning, der hverken afslører, at han er kongelig eller har en fortid i en af landets specialoperationsstyrker.

I stedet udstråler tøjet netop dét, som kronprinsen måske er mest kendt for; at have begge fødder på jorden i en ellers poleret verden omgivet af kostbart marmor, antikke møbler og hoffolk, som her i Frederik VIII’s palæ. En tilværelse, der ofte pryder forsiderne på de kulørte blade, men hvor der også følger nogle klare forventninger med til den kongelige familie og kronprinsen selv. Det kom derfor ikke som en overraskelse, men nærmere en lettelse for hoffet og den unge kronprins’ familie, da han i 1986 valgte at føre familietraditionen videre og melde sig til Livgarden.

”Det var en stor øjenåbner for mig, måske mere end det er for så mange andre,” fortæller kronprinsen om sit første møde med Forsvaret, hvor han pludselig sov på stue med folk fra hele landet og alle samfundslag. Det var en stor lettelse for den unge kronprins, at der ingen særlige hensyn blev taget til ham som rekrut på Garderkasernen i Høvelte – og heller ikke senere som sergent og delingsfører ved Gardehusarregimentet. I uniformen er alle lige, og så kan det være lige meget, om du er datter af en købmand eller søn af en dronning. Det er dog først flere år senere, da kronprinsen har smidt uniformen og er studerende ved Aarhus Universitet, at han – i vildrede over, hvad det næste skridt i hans liv skal være – pludselig får øjnene op for specialoperationsstyrkerne. Et sted, hvor Kronprinsens titel hverken vil kunne gøre fra eller til i en kamp, som ingen forventer, at en kommende konge vil tage op.

**Kronprinsen som rekrut i Livgarden, 1986**
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

På vingerne med den ultimative soldat

Til en begyndelse var det hovedsageligt Jægerkorpset, der fangede kronprinsens opmærksomhed. Enheden gjorde det muligt for ham at gennemgå faldskærmsuddannelsen, så kronprinsen både kunne opnå den blå og røde faldskærmsvinge. ”Dengang var en jægersoldat den ultimative soldat og menneske, der fandtes. Der var noget helt specielt over deres personlighed og udstråling. De havde været igennem noget vildere end dét, vi andre havde prøvet,” fortæller kronprinsen om sin fascination af jægerne. Det var dog først i mødet med frømændene i starten af 90’erne, at kronprinsen begyndte at forestille sig livet som elitesoldat som en realistisk mulighed for ham selv. Han blev inviteret til Kongsøre og besøgte dem ad flere omgange. Udover at stedet var ’bedårende’, som han selv beskriver det, blev kronprinsen gang på gang fascineret af de frømænd, han mødte. ”Deres væremåde var – ligesom jægernes – imponerende. De var igen lidt anderledes end alle andre. De havde en eller anden form for ro, som også jægerne har,” fortæller kronprinsen med sin egen rolige stemmeføring, der afslører, at denne egenskab har smittet af på ham selv.

“Det kan aldrig blive taget fra dig, når du er kommet under bjælken – så er man god nok.”

- Kronprins Frederik

Spørgsmålet om den ekstra livline

Sideløbende med sine oplevelser ved specialoperationsstyrkerne begyndte kronprinsen at løbe maratonløb. ”Når det var allermest hårdt, var der nogle ting, som fik mig igennem til sidst. Det var et spørgsmål om de sidste fire kilometer, hvor man er nødt til at hanke op i sig selv. Det lykkedes for mig, og pludselig fik jeg en tanke om, at jeg var nødt til lige at skulle ind og snuse til Frømandskorpsets elevskole,” fortæller han med et skævt smil. Pludselig var der mange overvejelser for kronprinsen og de jævnaldrende kammerater, da studierne var ved at nå en ende. Kronprinsens tanker blev dog ved med at vende tilbage til Kongsøre frem for den vej, som allerede var lagt for ham på slottet. ”Der er ingen tvivl om, at jeg havde alle odds imod mig.” Man kan sige, at jeg var alene – både mod mig selv og alle andre. Men jeg havde idéen om, at jeg i det mindste bare ville prøve, og så ville jeg komme så langt, som jeg nu kunne,” fortæller kronprinsen om sit endelige valg om at søge ind på elevskolen – en skole, han til alles forbavselse gennemførte.

Én af de ting, kronprinsen gjorde for at forberede sig til optagelsesprøven, var at skifte sine løbesko ud med de gamle militærstøvler, som dengang var væsentlig tungere end kampstøvlerne er i dag.
Foto: SOLDATEN

Måske er det netop denne forbavselse, der stadig den dag i dag får folk til at stille spørgsmålstegn ved kronprinsens behandling på elevskolen. ”Et eller andet sted er det jo fantastisk, at folk stadig stiller spørgsmålstegn ved det, her snart 25 år efter. Jeg bliver ikke irriteret eller frustreret over, at der er stadig folk der spørger, hvordan i al verden det kunne lade sig gøre, at jeg blev behandlet som alle andre. Som om at jeg bare må have haft en ekstra livline eller bagdør, men det er jo blev manet i jorden for længe siden,” fortæller kronprinsen. Han refererer til Frømandskorpsets daværende elevskoleleder og et par af Frømandskorpsets chefer, som flere gange har slået fast, at kronprinsen er kommet igennem på lige vilkår med alle andre. ”Der er ikke nogen i dén enhed, som ville tilgive sig selv, hvis man havde gjort det anderledes. Jeg kan også huske det fra mig selv, hvor jeg tænkte, at jeg skulle vurderes på samme niveau som min årgang fra elevskolen – og det blev jeg også. Hvis der var den mindste tvivl, så fik jeg en ekstra gå- eller løbetur efter aftrædelse, gerne med 20-25 kg på ryggen,” ler han og mindes de mange belønninger på elevskolen.

Ingen søvnløse nætter

Selvom kronprinsen trænede målrettet op mod optagelsesprøven ved siden af sine studier, var det alligevel svært at vide, hvad han skulle forberede sig på. ”Der var ikke så meget viden at hente dengang, som der er i dag,” fortæller han og klør sig i skægget. Netop denne uvished skulle vise sig at danne rammen for kronprinsens efterfølgende tid på elevskolen, hvor de første bekymringer ikke kom fra ham selv, men fra hoffet. For hvordan ville offentligheden reagere på, at deres kommende konge eventuelt måtte bukke under for elevskolens pres, som det sker for de fleste? ”Mine rådgivere huskede mig på, at jeg ikke var hvem-som-helst og uden tvivl ville blive eksponeret mere, når eller hvis jeg forlod kursus før tid. Men dengang var der ikke en generel viden i pressen om, hvad Frømandskorpset var. Jeg sagde derfor til mig selv, at i sådan et tilfælde ville eksponeringen ikke blive så ekstrem,” fortæller kronprinsen, der ingen søvnløse nætter havde – hverken før eller efter elevskolen – hvor han bekymrede sig om dette.

Presset til sammenbruddets rand

Når kronprinsen var allermest presset, var det noget helt andet end frygten for at fejle, som fik lov til at fylde. Det var i stedet den uvished, som også havde fyldt inden optagelsesprøven, der udfordrede ham. ”Det var de fysiske prøvelser og det psykiske stress, som pressede mig mest. Det meste af tiden er man jo ikke klar over, hvad der skal ske,” fortæller kronprinsen og understreger, at det er psyken, der i sidste ende er afgørende for, om man har det, der skal til for at holde hovedet koldt og i sidste ende gå hen og blive frømand. ”Der er så mange ting gemt inde i hovedet, og det behøver man ikke ligne Iron Man eller en anden superhelt for at finde frem,” fortæller kronprinsen og refererer til den selvsamme ro, som han i første omgang blev fascineret af ved de frømænd, som han i sin tid havde mødt. ”På elevskolen lærer man at bevare roen så langt som overhovedet muligt.

I elevskolens tilfælde gør det ikke noget, at man er så presset og træt, at man er helt ude af den – det fejler man ikke på. Man vil faktisk gerne se, at man bliver presset til sammenbruddets rand fysisk, for så at finde ud af, om psyken holder ved. Det er først, når man når det punkt, hvor man simpelthen ikke har mere i sig fysisk, at man finder ud af, om man virkelig vil det her – også selvom hjernen siger, at man hellere vil hjem til mor og bøf bearnaise,” fortæller kronprinsen, som er sikker på, at det også er noget, som unge værnepligtige kan relatere til.

Da kronprinsen bliver spurgt, om han har nogle gode råd til landets rekrutter, når det presser på i tjenesten, kigger han overvejende ud i luften og svarer med en vis alvor i stemmen: ”Glæd dig over din ungdom, men få mest ud af din værnepligt! Når du ligger i mudder og løber rundt og bliver råbt ad, så husk på, at det nok skal slutte igen. Du skal nok få tid til at gå på bar, men når du er i det der søle, hvor du begynder at tænke over, hvorfor du skal bruge din tid på at stå ret og rør, så tænk på at være til stede i momentet.

Lad være med at tænke på, hvad du skal i morgen og om en uge, og hvad de andre udenfor hegnet laver. Vær til stede i nuet, og find det det skæve smil frem på læben,” hvorefter kronprinsen citerer Danske Livregiment: ”- og fremad på ny!”

Ikke perfekt, men hel

Selvom hele kronprinsens tid i Forsvaret har været med til at danne og forme ham som den han er i dag, er han ikke i tvivl om, at det er tiden i Kongsøre, som har sat det største aftryk. ”Efter elevskolen kunne jeg godt mærke, at jeg fik en meget større stress-tærskel, en bedre modstandsdygtighed og evne til at bevare overblikket, hvor end det måtte være,” fortæller kronprinsen om de redskaber, han stadig bruger den dag i dag. Evner, som er altafgørende for en frømand og en fordel for en kommende konge. ”Du bliver ikke det perfekte menneske af at blive frømand, men du bliver meget hel. Det kan aldrig blive taget fra dig, når du er kommet under bjælken - så er man god nok,” fortæller kronprinsen og refererer til den tradition, som hvert år finder sted på Nordstranden i Kongsøre, hvor også kronprinsen selv er blevet indviet som frømand.

En prins bliver frø

Tilbage på Nordstranden står de fire aspiranter og skråler den sidste linje af B.S. Ingemanns morgensang, hvorefter de løber gennemblødte ind mod bredden. Her står de fuldbyrdede frømænd klar til at råbe kronprinsen og de andre aspiranter igennem den sidste af mange prøvelse på elevskolen. Med de bare næver skal de kommende frømænd nu grave sig under den berygtede bjælke kaldet Maren, som eleverne har båret rundt på under hele deres uddannelsesforløb. Det er ikke en nem kamp at vride sig under den flere hundrede kilo tunge bjælke – heller ikke for kronprinsen, hvis ansigt endelig kommer til syne på den anden side af bjælken. Med hujende bifald fra sidelinjen bliver kronprinsen født på ny. Den nyudklækkede frømand stiller sig op med rettere ryg end nogensinde før. Det er ikke hans titel, der har gjort ham fortjent til de lykønskninger og skulderklap, han får af de andre frømænd – det er derimod hans handlinger. Kronprinsen har bevist, at han kan noget, som ikke mange andre kan – ikke fordi han er født til det, men fordi han selv har valgt det.

Sara-Sofie Villum Hjorth & Christoffer L. Jørgensen