4 minute read

Fra pjusket hvalp til operativ pelssoldat

Gemt bag propeller og jagerfly på Flyvestation Karup finder man nogle af Forsvarets mest specielle soldater – nemlig de firbenede af slagsen. Her løber den unge hvalp Guinness rundt som aspirant på Military Working Dog’s hvalpekursus, hvor han kun har fire uger til at bevise sit værd som kommende militærhund.

For at socialisere hvalpene, benytter hundeskolen sig ivrigt af frivillige plejerfamilier på Operations Support Wing

Advertisement

FULD FÆRT FREMAD

Døren bliver åbnet til den gamle lade, og en sort schæferhvalp kommer styrtende ind. Hvalpen er 7 måneder gammel og er med sin mørke pels og øjne opkaldt efter øllen Guinness. Her lugter mest af alt af savsmuld, men hvalpen får plud- selig færten af noget, der ikke hører sig til. Han begynder at lede på livet løs med lugtesansen som detektor og gør vildt og voldsomt, da han endelig finder den eftersøgte person, som har gemt sig i laden. Personen hedder Michael Johan- sen, bedre kendt som Joe Joe og er leder af Military Working Dog’s hvalpekursus.

1 HUND SVARER TIL 10 SOLDATER

Dette er blot en af talrige opgaver, som en soldat ikke ville kunne udføre uden sin bedste ven; militærhunden. Denne gang var det en person, som skulle findes, men det kunne ligeså godt være miner, bomber eller narko. Trods sine snart 40 år i Forsvaret bliver Joe Joe stadig forbløffet over Guinness’ og de andre hundes kompetencer. ”Man siger, at en hunds evner udgør cirka 10 menige soldater, og det bliver vi bekræftet i hver dag. Vi står dagligt og kigger på hinanden og må erkende, at de er utrolig effektive,” fortæller Joe Joe med begejstring i øjnene.

”Man siger, at en hunds evner udgør cirka 10 menige soldater, og det bliver vi bekræftet i hver dag. De er utrolig effektive”

– Joe Joe

TIL TJENESTE PÅ HJEMMEFRONTEN

Joe Joe befinder sig ved Operation Sup- port Wing, hvor hundeskolen holder til på en nedlagt gård. Det er på disse kanter, at alle landets operative Military Working Dogs har trådt sine første fodspor som pjuskede hvalpe inden deres karriere som ope- rative pelssoldater. En karriere som hur- tigt kan få fire ben at gå, hvis Guinness først gennemfører Military Working Dog’s 4 ugers hvalpekursus fordelt på hundens første leve- år. Ved sin side står Guinness’ makker og fører, Claus Mor- tensen, som har lært den sorte schæfer alt, hvad han kan. Claus startede som værnepligtig hundefører i Forsvaret for over 25 år siden og har arbejdet med militærhunde lige siden. Et job, som ikke blot er et arbejde, men en livsstil. Her efterlades hunden ikke på tjenestestedet ligesom soldatens gevær, men bliver derimod en fast del af familien derhjemme. ”Det er et 24/7-job og er med til at skabe et helt specielt bånd mellem fører og hund,” fortæller Claus og klør Guinness bag øret. Den sorte schæferhvalp logrer ivrigt med halen, så man ikke er i tvivl om, at han er tilfreds med sin fører.

EN HVALPS MANDDOMSPRØVE

Om få dage venter hvalpekursets afsluttende test. Her skal Guinness gennemføre knap 20 discipliner. Undervejs vil den firbenede aspirant blive udsat for overraskelsesmomenter og larm, som alt sammen er med til at skabe et billede af hvalpens psyke og potentiale som fremtidig militærhund. En rolle, som vil byde på opgaver inden for eksempelvis Søværnet, Militærpolitiet og Jægerkorpset, hvor hundens evner for alvor kommer til sin ret. På patruljer med specialstyrkerne er de eksempelvis ofte 5-6 hundeførere til at dække et stort område, der ellers skulle være brugt 100 soldater til at dække. ”Det er meget almindeligt, at der går mere end 5 minutter, efter at hundene er blevet urolige, til vi selv opfatter noget i området. Det vænner man sig aldrig til. Det er så imponerende, og den er stensikker hver gang,” siger Joe Joe og tilføjer: ”Det kan godt være, at vi har rigtig meget smart teknisk udstyr såsom natkikkert og termisk udstyr, men det er bare ikke altid, at det virker. Det gør en hund til gengæld. De skal blot have frisk vand og tørfoder - så er de kampklar!”

Guinness

NAVN: Guinness

ALDER: 7 måneder

TOPFART: 45 kilometer i timen

VÆGT: 36 kilo

HJEMBY: Hjallerup

BRÆNDSTOFFORBRUG: 200 g Royal Canin 2 gange om dagen og 5 liter vand

KENDETEGN: Klodset teenager, der gerne hopper op og giver kindkys

YNDLINGSLEGETØJ: Bold og hænder

Hundeskolen huser militærhunde, der hedder alt fra Strømer og Messi, til Cookie og Diesel.

”Vi har rigtig meget smart teknisk udstyr, men det er bare ikke altid det virker. Det gør en hund til gengæld. De skal blot have frisk vand og tørfoder – så er de kampklar!”

– Joe Joe

HÅRDT ARBEJDE FRA DAG 1

Inden Guinness kan udleve sit fulde potentiale, mangler der stadig mange timers øvelse i den nedlagte lade for både hvalp og fører. Og selvom Claus har trænet omtrent 100 hunde i løbet af sin karriere, vælger han med glæde at starte forfra og opdrage sin egen hvalp fra scratch. For Claus er det nemlig kun en fordel at få lov at præge og forme sin hund fra dens spæde skridt. ”Fordi jeg har valgt at få Guinness som hvalp, er det kun mit eget arbejde og mig selv, som jeg kan give skylden, hvis det ikke fungerer. På samme måde er det også mig selv, jeg kan klappe på skulderen, hvis det lykkes,” fortæller han håbefuldt og krydser fingre for, at Guinness består hvalpekursets afsluttende test, så de forhåbentlig kan blive samarbejdspartnere de næste mange år.

Claus har trænet omkring 100 hunde i løbet af sin karriere som hundefører.

Sara-Sofie Villum Hjorth

This article is from: