Ingeniørtroppernes mærketur

Mærketurens MENTALITETSTEST

Hvad gør man, når der kun er én vej frem? Og vejen frem er GENNEM? For Ingeniørregimentets værnepligtige er overspringshandlinger ikke en mulighed, når de under deres mærketur må kæmpe sig gennem feltens værste forhindring, der for alvor sætter mentaliteten på prøve!

FELTENS POINT OF NO RETURN

En gruppe kommer i fuld fart farende inde mellem træerne. Deres beskidte og mudrede uniformer afslører, at de har banet sig vej gennem skovens mange snoede åløb. Forreste mand drejer hovedet og ser efter resten af sin gruppe, som snor sig i en lang kolonne bag ham. De trætte blikke og tunge skridt i skovbunden er bevis på, at de har tilbragt de seneste tre døgn i felten. Men et kraftfuld kampråb overdøver udmattelsen: “UDEN TØVEN… KÆMP!” råber gruppen i samlet flok, og med ét stiger både tempoet og krigermentaliteten. “Udfordring forude!” råber forreste mand, idet han øjeblikkeligt stopper op. Han får kontakt til sin sergent, som løber op ved siden af ham for at få indsigt. “På det her tidspunkt handlede det virkelig om at tage indpassagen ét skridt ad gangen,” fortæller menig Moos og sitrer ved tanken om det dybe mudderhul ude i skoven. Han supplerer: “Det var uden tvivl det hårdeste øjeblik. Alle var pressede, og ingen kunne klare det på egen hånd.” Moos sidder iført kedeldragt med mørkt, uglet hår og sløringsrester i ansigtet. Han har netop gennemført Ingeniørregimentets mærketur og skal nu igang med at vedligeholde alle sine grejer. Menig Moos er 20 år gammel og aftjener i øjeblikket sin værnepligt ved Ingeniørregimentet i Skive, hvor han hører til 2. deling i 7. kompagni. “Jeg valgte at tage værnepligten, da jeg tror, at Forsvaret er en karrierevej for mig. Og så har Ingeniørregimentet mange specialer, som jeg synes kan være spændende at tage en uddannelse inden for,” fortæller han. Ved siden af Moos sidder menig Krogh. Han er 25 år gammel og har sin daglige gang sammen med 1. deling i 7. kompagni. Han valgte også at aftjene værnepligt af uddannelsesmæssige årsager, da han gerne vil gøre karriere som officer i Hæren. Sammen reflekterer de over det store pres, de lige har været igennem, hvortil Moos fortæller: “Det hele er nyt for os alle sammen. Vi

“Man kommer ikke igennem det mudderhul uden hjælp og motivation fra sine kammerater!”

- Menig Moos, 2. deling, 7. kompagni har været på FELT 0 inden, men det her var virkelig for alvor! Indpassagen simulerede en reel krigssituation, så vi opdagede og mærkede virkelig, hvad det hele går ud på.”

“DER STARTER NOGET I KROPPEN, NÅR MAN BEGYNDER AT RÅBE.”

“I kan ikke give op nu! Vi bliver nødt til at æde os selv og mase igennem det her,” insisterer gruppeføreren. Et k-slag springer, og sergentens ord giver genklang inde bag skovbrynet, hvor mærketurens hårdeste udfordring ligger godt gemt. Det dybe mudderhul. “Jeg sidder fast, jeg sidder fast!!” råber en rekrut.” Jo mindre han bevæger sig, jo mere synker han. “Det øjeblik, hvor man bare sidder fast i et mudderhul og ikke kan komme videre, det var virkelig det hårdeste. Vi skulle virkelig se indad og lede efter motivationen for at fortsætte!” fortæller sergent og gruppefører MP, som har været med gennem hele øvelsen. “Jeg gjorde meget ud af at fortæller min gruppe, at det handler om at sige til sig selv, at det her, det er midlertidigt! Det gør ondt, og det er hårdt, men i sidste ende kan I mere, end I selv tror!” forklarer hun og pointerer uden tøven: “Og alle kom

“Det er vigtigt, at der kommer de her rosende momenter, når de klarer det godt. Når det er pisse hårdt, så er det i sidste ende dét, som holder motivationen oppe!”

- Sergent MP, gruppefører

igennem - så dette beviste de over for sig selv i dag,” fortæller hun med et tilfreds smil over gruppens præstation. Når man ligger i mudder til halsen, er krigermentaliteten alfa og omega for, at gruppen kan kæmpe videre og holde gejsten oppe - for alle mand SKAL igennem. “Tag min hånd!” råber en rekrut. “Jeg tager fat under hans ben og skubber,” svarer en anden, som samtidig selv er ved at synke dybere ned i mudderet. “På det tidspunkt mærkede vi for alvor, hvor vigtigt sammenhold i gruppen er,” fortæller menig Moss og forklarer: “Man kommer ikke igennem det mudderhul uden hjælp og motivation fra sine kammerater.” Krogh nikker og giver ham ret: “Det er virkelig en tur, der booster fællesskabet.”

AT VINDE PÅ VILJESTYRKE

“JEG HAR DIG, bare træk til - du kan sagtens!” Rekrutterne råber skiftevis motiverende ord for at få hinanden op på den anden side. De første rekrutter er kommet op på fast grund og begynder at række en hjælpende hånd bagud - endda kravler nogle af de mest pressede halvvejs tilbage i mudderet for at hjælpe deres kammerater, som sidder fast. “Selvom jeg nu sidder her og siger, at mudderhullet var det hårdeste, så synes jeg faktisk også, at det var det fedeste! Jeg følte virkelig, ligesom vores sergent råbte: “Det er det her, der gør os til soldater.” Man fik følt, hvordan det er at være nede i det beskidte. SAMMEN. Den oplevelse satte prikken over i’et,” fortæller menig Moos, som allerede er begyndt at glæde sig til patruljeturen. “Jeg glæder mig allermest til at få vasket mit tøj og få alt klar til i morgen, så jeg kan lægge fødderne op senere,” fortæller Krogh, hvortil de to rekrutter bryder ud i latter. “Jeg er glad og lettet!... og smadret,” fortæller Krogh afslutningsvis, hvortil han sætter ord på, hvordan det var at komme over målstregen ved Kasernen. “Det er den vildeste følelse, man står med. Nu har vi været igennem det, og vi har haft det skide hårdt. Og nu er vi her… Ved målstregen. Tilbage på Kasernen. Denne følelse, man står med bagefter, gør det helt tydeligt, hvorfor det er så vigtigt at opleve et fysisk og psykisk hårdt pres af den størrelse. I sidste ende kan vi bare mere, end vi selv tror. Og det ved vi nu.” n Sophia Bianca Salskov Jakobsen

DET VIGTIGSTE VI HAR LÆRT:

Menig Moos og Krogh bliver lynhurtigt enige om, at selvindsigt er en stor faktor for at kunne agere godt sammen i sin gruppe. “Det er så vigtigt at sætte ord på, hvis man har brug for hjælp. Og samtidig lige så vigtigt at tilbyde sin hjælp, hvis man har overskud,” fortæller Krogh, hvortil Moos supplerer: “Jeg kan normalt godt blive frustreret, hvis tingene ikke lige går min vej, så jeg har lært utrolig meget af den her feltøvelse. Man lærer hurtigt, at man bliver nødt til at se indad og arbejde med sig selv for at få det bedste ud af hele gruppen.” Find videoartiklen om Ingeniørregimentets mærketur på vores Youtubekanal her: