5 minute read
ARV ÆNDRER LIV
Arv kan give børn EN FAIR CHANCE I LIVET
I Eli og Flemmings testamente er der både gjort plads til arvinger og SOS Børnebyerne. For dem er det vigtigt, at de penge, de engang kommer til at efterlade sig, kan være med til at gøre en forskel for så mange så muligt i stedet for kun at være til gavn for ganske få.
Advertisement
Tekst: Iben Stjerne Christensen · Foto: Chilie Hviid Orloff
Parcelhuset i Glostrup er et hjem af den slags, der gør en besøgende nysgerrig. Lige meget hvor blikket falder, bliver det mødt af fanstatiske fund fra hele verden. Kenyanske savannedyr, gambiske figurer, mexicanske masker og grønlandske sten hilser velkommen fra vægge, hylder og gulvbrædder og blander sig på naturlig vis med den varme brændeovn, duften af kaffe og tørrede blomster fra haven. Det er et hus, hvor udsyn og interesse for den verden, der omgiver os, virker lige så vigtig som hjemlig hygge og varme.
Hjemmet tilhører Eli og Flemming. De har været gift siden starten af 80’erne, hvor Eli flyttede fra Norge til Danmark for kærligheden til en høj fyr med mørke krøller. ”Alle sagde dengang til mig. Du holder tre måneder i Danmark, så er du tilbage,” griner hun og klapper Flemming på hånden. Her små 40 år senere er Glostrup stadig deres fælles faste base.
45 ÅR SOM FADDERE
Da Eli kom ind i Flemmings liv, var han allerede SOSfadder til en pige i Nicaragua, og da hun blev voksen og flyttede ud af børnebyen, blev de sammen faddere for en dreng i samme børneby. Begge børns portrætter hænger i en ramme på væggen sammen med billeder af deres niece fra Norge og to andre børneportrætter af deres nuværende fadderbørn – en dreng og en pige fra Kenya. ”De skal have en plads her i stuen sammen med vores niece. Vi følger jo også lidt med i deres liv,” siger Flemming, der nu har været fadder i mere end 45 år. For ham handler fadderskabet først og fremmest om at kunne gøre en forskel for et barn, men både ham og Eli er enige om, at det er interessant at følge med i udviklingen gennem de breve, de modtager fra børnebyen. ”Og så bruger jeg det også lidt pædagogisk til at fortælle, hvor heldige vi er her i landet, over for de børn, der kommer her i huset. På den måde kan jeg vise dem en lidt anden del af verden. Det er vigtigt, synes jeg,” siger Eli.
UDSYN OG INDBLIK
For Eli og Flemming er det vigtigt at have en forståelse for verden omkring sig og ikke bare lukke sig om sig selv. Den værdi har de blandt andet dyrket ved at rejse. ”På en rundrejse i Kenya var vi så heldige at få en fantastisk chauffør. Da det gik op for ham, at vi var interesseret i landets forhold og alt lige fra blomster i vejkanten til skolevæsen og politik, så fik vi den helt store tur og lærte en hel masse”, fortæller Eli.
Chaufføren viste også parret landets udfordringer i form af slum og stor fattigdom, og det gjorde indtryk. ”Da vi kort efter skulle have et nyt fadderbarn, var det meget nærliggende at vælge Kenya. Vi havde jo med egne øjne set børn, der lå og rodede i skrald i stedet for at være i skole. Vi har rejst en del og set en del, men det her kom tæt på,” siger Eli.
ARV ÆNDRER LIV
Selvom parret har støttet som faddere i over 40 år, så vil de også gerne, at deres penge kan blive ved med at gøre en forskel, når de en dag ikke er her mere. Derfor har de valgt at betænke både deres arvinger og SOS Børnebyerne i deres testamente. ”Nu har vi støttet i så mange år, så det vil vi da gerne blive ved med. Vi har jo ingen direkte arvinger, så derfor synes vi lige så godt, at vi kunne sørge for, at der blev nogle penge til SOS Børnebyerne, der rakte ind i fremtiden,” fortæller Flemming om beslutningen. ”Ja, vi kan ikke se fornuften i at putte alle penge i én kurv, når nu de kan komme ud og gøre en forskel ude i verden. Og på den her måde ved vi, at de kommer til at gøre en kæmpe forskel. Det føles rart. Og så er det også rart at få taget stilling til det sammen. Det giver mig en ro,” supplerer Eli.
EN FAIR CHANCE I LIVET
Det betyder meget for dem begge, at deres arv går til en sag, der sætter barnet i centrum. ”Børn er jo født uskyldige. De er jo bare uheldige med at blive født på et forkert tidspunkt eller på det forkerte sted. Og hvis nu for eksempel alle børn i Kenya fik en fair chance i livet, så ville det jo smitte af på landets tilstand. Så ville Kenya jo blive et bedre land på sigt. Alle børn fortjener en fair chance i livet. Og hvis jeg kan være med til at give dem et bedre liv, så vil jeg selvfølgelig gerne det,” siger Eli. ”Helt enig,” lyder det bestemt fra Flemming.
OVERVEJER DU AT TESTAMENTERE?
Overvejer du at testamentere en del af din arv til SOS Børnebyerne? Du kan betænke SOS Børnebyerne med et bestemt beløb eller med en procentdel af arven. De fleste vælger at testamentere deres arv til SOS Børnebyernes generelle arbejde ude i verden. På den måde kan vi sende pengene derhen, hvor de gør mest gavn. Vi efterlever altid dine ønsker 100 procent. Læs mere her: sosbornebyerne.dk/arv4
Har du spørgsmål?
Kontakt Mette Sandager Löhndorf, testamenteansvarlig på tlf.: 3378 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk