2 minute read

Korrekt kemikaliedosering hjælper med til at holde Lillebælt rent

I Fredericia er det helt overskyggende mål at holde Lillebælt rent. Hos Fredericia Spildevand og Energi A/S har man taget et nyt kemikaliedoseringsanlæg i genanvendeligt termoplast i brug for at sikre den fremtidige spildevandsbehandling for området. Fremtidssikringen består blandt andet i en lovliggørelse af anlægget og krav til sikkerhed, arbejdsmiljø, FN’s verdensmål og andre KPI’er (Key Performance Indicators).

TEKST OG FOTO: JAN DUE, IWAKI NORDIC A/S

Advertisement

Per Dejgaard, der er maskinmester på Fredericia Centralrenseanlæg og har mere end syv års erfaring hos Fredericia Spildevand og Energi A/S, var en af drivkræfterne bag anskaffelsen af det komplette kemikaliedoseringsanlæg. De konkrete overvejelser omkring anskaffelsen startede i 2017, hvor man påbegyndte et projektsamarbejde med IWAKI Nordic A/S og alliancepartneren Weber Kunststofftechnik i Tyskland. Anlægget blev taget i brug 2019.

Under et interview fortæller Per Dejgaard om anskaffelsen, der omfattede såvel 30 m 3 kemitank, fyldestation til denne samt doseringskabinet og tilhørende målekabinetter. Alt udført i termoplast PE100RC.

Anlægget, der anvendes i forbindelse med fjernelse af fosfor i fire store tanke, er koblet på online-målere og sikrer således korrekt dosering på rette tid og sted. Alt håndteres separat for hver tank for at holde kemitilsætningen på et minimum og processen på maksimum, så udlederkravene kan overholdes. Pumper, ventiler og overvågning er styret fra renseanlæggets SCADAsystem, og doseringen af kemikalier foregår efter Fredericia Spildevands egenudviklede doseringsalgoritme og på baggrund af anlæggets onlinemålere. Per Dejgaard forklarer, at de får kemikalierne (PIX 113) leveret med tankbil. Når tankbilen ankommer til anlægget, kobles den til fyldestationen, hvorefter ventilerne ud til tanken åbnes automatisk, og påfyldningen kan begynde. En overvågning på tanken sikrer, at ventilerne mellem tank og tankbil lukkes automatisk, når tanken er fuld.

Et af kriterierne ved udvælgelse af det nye udstyr var at kemitank med mere skulle være udført i miljøvenligt og genanvendeligt PE-termoplast. Det kan nemlig bortskaffes og genanvendes på en ordentlig og forsvarlig måde. Faktisk viser et studie (Environmental Product Declaration) udført for Teppfa af det uafhængige forskningsinstitut VITO, at mange termoplasttyper brugt til produktion af for eksempel rør rent faktisk efterlader et meget mindre CO 2 -aftryk end rør i metal i en lifecycle-betragtning.

Kemikaliedoseringsanlægget hos Fredericia Spildevand og Energi har erstattet et midlertidigt anlæg med glasfibertank, doseringspumper med videre, hvor den daglige drift var baseret på manuel måling og regulering af kemidoseringen i efterklaringstankene. Med det nye doseringsanlæg og forsyningens styring arbejder anlægget nu automatisk, og der bruges præcis den kemi, der er nødvendig for, at processen kører optimalt.

Vi har fået et velfungerende doseringsanlæg, som sikkerhedsmæssigt er i top, nemt at komme til, nemt at vedligeholde, og samtidig har vi sikret os, at vi overholder lovgivningen, afslutter Per Dejgaard.

1. Maskinmester Per Dejgaard viser det komplette kemikaliedoseringsanlæg med en 30m 3 kemitank, doseringskabinet m.v. 2. Fyldestation til PIX 113 3. Procesdisplay for instrumentering 4. Klaringstank med doseringsanlægget i baggrunden

1

2

3

4

This article is from: